Wilith---Også du skal møde mig

Dag:irl
Dato:irl
Sted:Lige ved selve havnen.
Tid:22.32
Vejr-:tåget og øede, ret skummelt for et menneske.
Omgivelsr: vandet er stille og helt klart.


Ribanalon stod og kiggede på det af vandet hun kunne. Bådenes lamper ude på
havet kunne svagt ses her i mørket og det lignte nærmest stjerne på det sorte vand.
Hun trak vejret dybt, der var fugtigt i luften kunne hun mærke. Selvom hun ikke
havde brug for at vejret gjorder hun det lige nu, det var sjovt på en måde. Det var som
var der et tegn på liv for en gangs skyld i hende. Hun stoppede kort tid efter og mærkede
fugtigheden i hendes lunger forsvinde lige så stille og roligt,

Wilith gik muntert balancegang ude på kanten af molen og nynnede muntert en sang som hun skulle lære til hendes næste optræden. Teksten varierede, ligesom trykket og tonefaldet, så hun gik helt fordybet i tanker og sansede ikke at hendes fod gled på noget tang. Hun dumpede særdeles uelegant i vandet og spruttede irriteret.
Kunne hun nu ikke engang spadsere fredeligt uden at falde over et eller andet!? Det var dog utroligt.. hun blev da også mere og mere klodset for hver århundrede!
Hun droppede at forsøge at kravle op igen og svømmede i stedet over til den nærmeste bådebro og hev sig op.
Hendes røde hår lå tæt til hendes hovede og hendes tøj dryppede da hun rejste sig og stavrede længere ind på kajen. Hun lagde ikke mærke til kvinden der stod et par meter væk, så stille som hun var, og tilkaldte i stedet en varm vind til at tørre det værste af det våde tøj.

Ribanalon kunne ikke lade være med at smile af den anden vampyr.
Hun elskede sådan noget klodsethed og kærhed, noget hun selv ikke
havde fået lov til dengang hun engang havde levet. Desværre havde
hun taget det med i sin død og sit liv i vampyrens sind. Perfektion var
hendes natur angående udseende, men som person virkede det også sådan.
Men hun var langfra den perfekte. Hun havde siddet og set på børn der legede
fra sin evnes skikkelse, deres glæde og frihed. Den hun aldrig selv havde følt som barn.

En lille bevægelse i udkanten af hendes synsfelt fik den dryppende skikkelse til at vende sig om med et sæt. Et par store grønne øjne så agtpågivende på kvinden overfor hende. Pigen så kun ud til at være i midten af sine teenage år, men der var en anden livserfaring i hendes øjne. Wilith målte kvinden overfor hende med øjnene og fandt et eller andet i kvindens øjne som hun genkendte.. men hun vidste ikke hvad.
"Hvem er du?"
Hendes stemme røbede ikke mistænksomheden som hendes øjne på kønt udtrykte, som om at hun ikke være ved det. Men hun burde vel heller ikke være så mistænksom..
Her i byen var det sikkert de sikreste men hun var lige ankommet til øen og havde tilsyneladende allerede adopteret mistænksomheden. Det startede godt..

"Hm...hvem er det der spørger?" sprugte hun og lavede et skævt smil.
Denen barnlighed hun udviste fik Ribanalon til at blive glad. Hvis hun
havde været en hund ville hun havde logret ´med sin hale. Hun forblev
på det sted hun stod, Ribanalon kiggede med sine metalliske grå øjne
ind i den lille vampyrs øjne. Rinnas øjne var dystre og kolde og alligevel
smukke, lokkende, mystiske og dræbene. Hun kiggede op og ned af hende,
men sagde intet andet end det sidste.

"en flyvefisk.."
Wilith kunne i sidste ende ikke holde alvoren klæbet til ansigtet og hendes ansigt flækkede midt over i et stort grin. Kvinden overfor hende kunne hun ikke helt finde ud af, men det var tydeligt at hun vist opfattede sig selv som en meget alvorlig person.. Og det var Wilith ikke..
Hun havde aldrig været ret god til at forblive alvorlig i ret lang tid, når der ikke ligefrem var en trussel i luften og der udgik ingen trusler fra kvinden overfor hende.
Så lagde hun mærke til noget underligt og hun rynkede mentalt på panden, kvinden overfor hende duftede ikke af menneske, eller dæmon, eller engel.. Hun duftede af koldt, ikke-levende..
Vampyr?

Et smil kom frem på d kolde røde læber, "Ja det ser jeg"
hun nikkede anerkendene, "Jeg er selv en slørhale" hun
trak på skulderne og viste ikke om hun skulle grine eller
forholde sig tavst til Pigen virkelig svarede. Men pluselig
blev Pigen tavs foran hende. Lugten var kommet til hende
sikkert. Hvis hun havde mødt hendes bror ville hun vide nu at
Ribanalon var en Klusisska. Dem skulle man passe på med,
Ribanalon kunne nogen af og til se om hun var i godt humør.
Men Demetri skulle man passe på med

Hun nikkede anerkendende over svaret, men selvom hun stadigt smilede og så glad og munter var der kommet en ny alvor over hendes bevægelser som hun med endnu et vindstød tørrede sit tøj. hvis hun vidste at den anden var udød, så vidste kvinden også hvad hun var..
"Du kan kalde mig Wilith.."
Hun nikkede til kvinden og forventede tilsyneladende også et navn til gengæld. Navnet Wilith var et som hun selv havde valgt efter at hun var blevet vampyr, for som hendes skaber havde sagt, så var dette et nyt liv. Det var hendes personlige navn, mens victoria kun var for dem der kendte hende godt.. Hvilket var nærmest umuligt at finde.
Hun rejste meget og holdt sig mest for sig selv.. lavede sin kunst og sang.. Wilith rystede tankerne væk med et drej på hovedet og så igen interesseret på kvinden overfor hende.
"Og jeg spørger igen, hvem er du?"

"Ribanalon Evana Klusisska" hun lagde hoved på skrå og nejede svagt
i kroppen, det kedede enlig hende alt det her. Men det var også mest på
grund af at normalt var det hankøn der kom til hende og ikke det samme
køn som hende. " Wilith" hviskede hun og hørte nærmest vinden gentage
navnet. HUn nikkede rundt, "Du er en vampyr for vinden" sagde hun sprøgerne.
Men det var ikke et sprøgsmål der skulle besvares.

Wilith så undrende på kvinden og hendes nejen, det var meget lang tid siden at hun havde set nogen gøre sådan noget og spekulerede kort over hvilken æra hun mon var fra.
"den er jo ikke min.. jeg kan bare guide den.."
Hun trak på skuldrene og gik usikkert lidt tættere på kvinden med forsigtige skridt. Der var ingen grund til at stole på kvinden, for hun anede jo ikke hvem hun var. Hun kunne være fjendtlig selvom det ikke virkede til at være tilfældet, men hvem kunne vide..
Det var jo ikke alle der kom mentalt uskadte igennem forvandlingen.
"du er vampyr.. hvorfor er der så mange af os her?"

Hun nikkede, "Ja jeg er vampyr" hun holdte en kort tænke pause,
"Fordi at øen her ikke er som andre øer" hun trak på skulderne,
"De fleste af de mennesker der lever her,lever ikke særlig længe
ellers er de turister og rejser hjem igen.--" hun tænkte endnu engang.
"Denne ø er væsnernes ø her kan vi være i fred" Men mennesker har
brudt vores kultur.

"jeg kan kun se et problem.. blodet.. Hvordan fungerer det her?"
Wilith lagde hovedet tænksomt på skrå og så på kvinden, for hun havde bemærket hvor få mennesker der var her, men når der var så få, så måtte der også komme et problem på et tidspunkt.. det ville ikke undre hende hvis en eller anden vampyr styrede hvilket blod der måtte røres og ikke.. det ville være typisk en vampyr at lave sådan noget.. en slags blodmafia.. eller måske havde hun bare for god fantasi..
"Det er altså underligt at der er så få mennesker.. og så mange ikke-mennesker.. hvem leder dette her cirkus?"
I mangel på bedre ord blev det cirkus, der kom ud af hendes mund, men det var dette her vel også. Så mange væsner kunne umuligt leve fredeligt side om side.. Sådan havde det aldrig været.. varulve og vampyrer, engle og dæmoner.. de var modsætninger, og hun kunne ikke huske et tidspunkt hvor at de havde haft det godt med at gnide albuer..

Hun trak ¨på skulderne" drik engel blod" hun smilte over hende...
HUn var da ikke en nye vampyr, stadig ung men heller ikke gammel?
"Hvorfor sprøger du om det, tag hvad du vil hav?" hendes blik gik
væk fra pigen, normalt var det kun Demetris vampyrer der kom til hende
men denne vampyr var da ikke hans var hun?? Nej hun duftede ikke af
hendes bror. Hun kiggede igen på hende.

//krea nede//

"ja det kunne jeg jo.. og det bliver kun lettere når de ikke kan flyve"
En let vind smøg sig om de to vampyrer og wilith smilede veltilpas..
Hendes grønne øjne hvilede interesseret på den kvindelige vampyr. Et eller andet sagde hende at denne vampyr var gammel.. og stærk! Interessen for hende voksede langsomt, for hun virkede som sådan en som kunne finde ud at tage kontrol over en by hvis hun gad..
"En gang i mellem er der bare magtsyge vampyrer der prøver at holde styr på andre ved at begrænse tilførslen af blod.. det ville være så nemt.. og med en begrænset mængde mennesker som her.. måske er jeg bare for mistænksom?"
Wilith øjne så næsten undskyldende på Ribanalon, selvom hun ikke rigtigt kunne finde en grund til hvorfor.


//helt i orden ^^//

"Hmhm" grinte hun også..."Der er ikke rigtig nogen som bestemmer over
blodet her....men folk har venner" hun nikkede uden at vide hvorfor. Men
man skulle passe på for alle var ikke lige nogen man kunne bide, "Men
man kan altid udforske lidt, lege med på hvad man er og ikke er" hun trak
på skulderne, "De fleste mennesker du fortæller at du er vampyr tror bare
du er gal, så det kan jo blive sjovt" hun grinte nu for første gang i aften.

"ah ja.. venner.. så det er mere i det skjulte.."
Hun nikkede let og så med hovedet på skrå på Ribanalon med let sammenknebne øjne og et smalt smil.. det var ikke lige så muntert længere, for der var ikke noget muntert over samtalen.. og selv ikke Wilith kunne finde noget at grine af..
"jeg leger helst ikke med mennesker.. jeg kan ikke lade være med at få følelser for dem.."
igen så hun næsten undskyldende på kvinden men hun havde leget lidt med mennesker i tidens løb men altid med samme resultat.. de følelser kom altid i vejen og hun var ikke længe om at forlade menneskerne og følelserne.
Hun smilede kort over kvindens latter, det lød ikke som om at det var en lyd der ofte forlod hendes læber, så hun var glad for at den gjorde det nu..

"Det finder jeg genkendt" hun nikkede anerkendene, "Mennesker
har en underlig kraft af ægtehed og ægte lykke" det var sandt
mennesker gav en følelser, eller iværtigfald også Ribanalon følelser
Selvom det var mad havde hun elsket mange af dem hun havde dræbt.
Men mest af alt havde hun dræbt dem fordi de ville dræbe hende.
Deres kærlighed havde alligevel ikek været stor nok til at tage risikoen
af at huhn var vampyr....men troede de mennesker virkelig hun havde valgt
det frem for et liv med børn og blive gammel og glad.

"Ja det smitter desværre af.. ganske ofte endda.. Men det går nok, det giver inspiration til mere kunst.."
Hun grinede igen bredt og lavede et hurtig pirutte om sig selv af bare munterhed. Det var sandt nok, det væld af følelser som mennesker skabte gav så meget inspiration at det næsten var det værd. kaoset af følelser var så svært at håndtere at det var nemt at nedfælde i en tekst eller på et lærred..
"Jeg er kunstner, hvis du ikke havde gættet det.."
Hun så spændt op på Ribanalon for at se hvordan hun reagere på det.

//beklager at det ikke blev så langt.. bliver nød til at smutte ^^ natnat..//

"Ja så" hun blev strakts intreseret hun havde mødt mange vampyer
der udtrykkede sig gemmen kunst nu hvor de ikke selv kunne græde
men de fleste var mest kunster fordi det tiltrak damer. Mennesker piger.
Hun níkkede, hvilken slags? Alt kunne næsten være kunst selv elskede hun
kunsten at male men sang var også en slags kunst og digte....Alt kunne
blive kunst.

//det okayu//

"jeg maler og skriver, det er det jeg er bedst til.."
Wilith smilede stort og oprigtigt, glad for at tale om det, mest fordi at hun ofte ikke fik mulighed for det. Det var minusset ved ofte at holde sig væk fra mennesker og tit også andre af hendes race. Ribanalon virkede dog sød nok..
"og hvad laver du? det ser ud som det er noget der oprigtigt interesserer dig.."
Hun smilede endnu større og så kort ud over havnen hvor hun for ikke så lang tid siden havde ligget og svømmet rundt.
Igen gik hun et par skridt tættere på Ribanalon da hun indtil videre havde virket meget venlig og som en der kunne være god at have på en ø som denne.. eller med hendes ord, dette cirkus..

Hun kiggede kort ned i jorden for hun svarede, "Jeg er muse for mænd"
hun trak på skulderne, det var svært at forklare for en så ung vampyr som
Wilith. "De kan se mig og tale med mig, men ikke røre ved mig" det var
det beste indtil videre. "Jeg tror min kunst er mit udseende og min person,
da det er sådan jeg skaffer min mad?" det lød måske dumt for et var jo ikke
en rigtig kunst som det er skrive og male.... Men hvis der var en ting Ribanalon
var god til var det at gøre sig underskøn, bare kig på hende nu. Make-upen var
perfekt og hendes person lige så bedårende. Dog sluttede det når hun skulle
have sin mad hvor hun blev til et monster som alle vampyrer blev.

"så du er.. inspiration? på en eller anden måde giver det mening.."
der hentydede hun tydeligvis også til hendes udseende, men der var ingen fordømmelse af den form for kunst i hendes udtryk..
Hun virkede lige så glad og munter som altid, og så stadigt interesseret op på kvinden. hvordan man kunne skaffe sig mad på den måde var hende en gåde, men det lød ret let?
"så du er sådan en form for urørlig figur?"
hun smilede skævt til kvinden da hun syntes at hun hørte nogle stemmer et sted bag dem.. hun var ikke sikker men kunne ikke lade være med at se bagud, men droppede det da hun ikke kunne se noget.

Hun kiggede Wilith direkte i øjnené med sine egne metalliske grå,
der var små gnister i den grå farve der svømmede rundt i hendes
øjne. "Ikke urørlig" sagde hun med en lille pause imellem det næste
hun sagde, "Men dyrrisk" hun fugtede sine læber, "Jeg dræber normalt
dem jeg lokker hen til mig, som en sirene ude på det åbne hav, er jeg
en sirene inde på land" Hendes stemme fik en afsang af et andet sprog
nemmelig hendes moderssprog Russisk.

Wilith tog sig i at stirre fascineret på Ribanalons grå øjne og opdagede så at hun var begyndt at tale. Men øjnene var så levende, på en eller anden måde, som om at der flød metal rundt inde bag øjnene. Så rystede hun på hovedet og så igen på hende, denne gang bare uden at blive fanget af øjnene. Det var ikke svært at gætte hvordan hun kunne indfange folk med de øjne.
"Hver sin smag.. jeg kan ikke lide at dræbe.. kun hvis det er helt nødvendigt.."
Hun tillod sig et skævt grin og placerede vægten på det ene ben.
"Nogen har en eller anden ide om at det gør mig svag.. Det de overser er at det er sværere at holde igen end at at dræbe.."

Glæden rumlede i kroppen, mens hun så ud over vandet, oprigtigt glad for at hun havde mødt en venlig person i denne her by.. Dette her var et livsfarligt cirkus og med venner kunne det ikke gå galt. Månen skinnede ned i vandet og det glimtede i bølgerne som de slog ind imod molerne.

"Svaghed er meget...det kommer helt an på hvilken person du sprøger"
hun korte en lille pause, "For mennesker kan en svaghed være stilhed men
for andre kan det være tegn på udholdenhed og styrke" hun fyldte Wilith blik
ud på vandet der var omkring dem. Det var smukt. Og alligevel dødbringene
i en storm. "ALT er farligt selv mennesker" sagde hun tilsidst uden nogen
tydeligere sammenhæng.

/krea lidt nede igen //