Hvor er jeg? ¤Bastian¤

Det var egentligt et helt utroligt sted. Når man så det med betragtende blikke. Træerne der lige gjorde mellemrum til månens blege lys og kronerne var raslede i vinden. Gav sådan en beroligende virkning. I hvert fald på denne lille dæmon der havde vovet sig ind i denne skov. Af ren og skær nysgerrighed. Og så havde hun egentligt også bare løbet rundt og endt her. Og havde derefter valgt at gå videre mellem de høje stammer. Hendes vejrtrækninger afslørede stadig at hun endnu var en lille smule forpustet. Hendes smukke blå øjne så hele tiden rundt som skulle de opfange hver og en detalje. Hun kunne egentligt godt lide stedet. Udover det gav hende den følelse af at være helt alene og så alligevel ikke. Som nogle hele tiden holdt øje med hende.
Selvom at Autumn ikke havde beklædt sin lille krop i meget andet end en sædvanlig blå ternet kjole så hun ikke ud til at fryse. Nød blot hvordan vinden af og til tog fat i hendes lange mørkebrune hår og hvirvlede det omkring hendes kønne ansigt. Det kildede ganske svagt og fik aldrig et lille fnis over hendes røde læber. De læber der stort set altid kunne findes et smil på. Hendes udstråling var også dejlig munter. Det var næsten som om at hun ikke helt hørte til sådan et set som her. Men samtidig ville hun altid være bundet til mørket. Ville altid elske det. Det var også mere fordi hun ikke helt kunne passe ind i det billede der blev tegnet af ’Den triste skov’ som folk kaldte den. Hendes bevægelser var elegante og blide som hun trådte hen over jorden. De bare fødder undveg nemt de mest skarpe ting der kunne befinde sig på skovbunden. Men samtidig så hun ikke ud til at tage sig særlig meget af det. Et svagt nys fra hende fik hende til at stoppe op. Og endnu et nys opstod. Svagt og sødt men stadig kraftigt nok til at få hende til at bøje sig forover. Der var da ikke støv i dette område. Eller jo måske men normalt ikke så meget så hun ville begynde at nyse over det. Det plejede den friske luft nemlig at sørge for. Men mere lod hun sig ikke tænke over det. De var holdt op. Hun rettede sig ordenligt op og igen så hun sig om. Spærrede svagt sine øjne op. Hvor var hun nu?

Chase kunne på ingen måde se hvorfor at skoven skulle være et trist sted. Det var jo det rene natur, med en smuk udsigt og unikke skabninger af dyr. Han betragtede skoven især om natten, det var et af de steder hvor han følte sig mest hjemme og hvis han var heldig kunne han finde et uskyldigt offer, i stedet for at drikke af små flasker der indeholdt ægte menneske blod. Han fugtede let sine læber, dog ikke for at blødgøre dem. Eftersom det ikke ville hjælpe ham, når han var et dødt organisme. Han var iført sine flade sko, som folk kaldte converse og havde sin skjorte på der var ternet med farverne, sort, grå og hvid. Udover det havde han sort stramme jeans på, mens at hans hår sad pjusket og lidt glat, med pandehåret til den ene side. Han havde nogle forskellige længder. Chase elskede at gøre noget ud af sit hår, det var noget han faktisk forgudede, fordi det var en af tingene som ikke virkede så dødt på ham, som hans hud der var så kold og bleg, selvom han alligevel havde en vis skønhed der strålede. Charmen var der samtidig også. Et lille smil var plantet på hans læber mens at han begyndte at gå ind mod skoven, han vidste lige nøjagtigt hvor han ville begive sig hen, det var en perfekt aften. Der var pænt mørkt og kulden var lige prikken over i'et.
Han betragtede de nye omgivelser som han gik i møde, og jo længere han kom ind i skoven jo mere syntes han ikke længere at han var alene, en ukendt lugt strejfede hans næse, det var i al fald ikke en af hans egen eller et menneske. Han kunne ikke blive helt klog på hvad for et væsen det var. Men det ville han finde ud af når han gik skabningen i møde. En ting som han havde tænkt sig at gøre, inden at han ville tage hjem til sin lejlighed.

Autumn genkendte ikke stedet. Men så igen. Det hele virkede så ens i denne skov. Og det var nok også kun tredje gang hun havde søgt ind mellem træerne her. Et eller andet sted var hun ingen god vejfinder. Hun kunne fare vild i et supermarked uden problemer. Dog var det lige det at hun ikke var typen der gik helt på af det. Hun kunne starte med at få i panik og sagtens grine over det bagefter. Hun ville gå på opdagelse og finde sin vej ud. Sådan havde hun jo altid gjort. Men en skov var nok noget andet. Her var arealet større. Og så var der en risiko for at hun nok ikke kom ud i live. Eller i den bedste tilstand. Hun havde fået sparket ind i hovedet at ikke alle var lige flinke ved hende. Hun havde nu stadig den tanke at folk havde fortjent et smil og en tro. Så måtte de selv finde ud af om de ville ædelægge det igen. Men hun troede ikke selv på at der ville gå noget galt denne aften. Hun følte det ville blive en dejlig fredelig nat. Og nok derfor at hun bare traskede rundt uden at tage hensyn til at blive hørt.
Men det var nok her hun opfangede denne essens af et andet væsen. Lugten var ikke helt så kraftig men stadig viste hun at denne person ikke var langt fra hende igen. Eller måske var det et dyr? Hun var ikke sikker på hvad det var hun havde fået færden af. Hendes lugtesans var lige knap så skærpet som så mange andre væsner på denne klode. Nysgerrigheden boblede i hendes lille krop og hun kunne mærke hvordan at hun trippede på stedet for at vende sig om i den retning hun mente lugten om fra. Hun kunne føle sine ben bevæge sig og hun gav efter. Gik med forsigtige skridt videre gennem skoven med et mål vel. Hun var næste listende men stadig gjorde hun ikke meget ud af det. Lugten blev hele tiden kraftigere men det var nok først idet at hun kunne få øje på denne mærke person hun opdagede hvorfor det havde virket så bekendt. Vampyr? Hun stod lidt og fik fjernet en klump der havde siddet i halsen på hende inden at hun igen forsatte. Stoppede dog igen ved et træ og tillod sig at gemme sig der kort. Men det var tydeligt det ikke var noget gemme sted. Hun stod vel mere bare ved siden af det og havde en hånd lagt mod barken. ”Go-Godaften.” lød hendes nærmest engleblide stemme og sørgede for at denne unge mand også kunne høre hende. Hun hvilede sine blå øjne på ham og mundvigerne trak op i et lille sødt smil. Hun kunne ikke selv mærke noget forkert i at tage kontakt. Det var vel bare normalt?