Et nyt offer - Lukket. Sasuke- Sakura

Tid: 22.45
Årstid: Efterår
Dato: 24 Oktober 2011
Vejr: Køligt og gråt, nymåne. Duggen er faldet og det er stjerneklart
Person: Se billed
Påklædning: En langærmet sort shirt, en sort jakke i leder som går til lidt over røven med en lang hætte. Sorte skinny jeans med sorte seler hængende ned af røven. Sorte converse.


Sasuke vandrede forvirret rundt i skoven. Hvorfor var han egentlig gået derind? Han havde intet at lave derinde, og egentlig var det jo bare en uhyggelig skov. Mange varulve holdte til der, så han jo intet at gøre derinde. Men han gik derind, af nysgerrighed for han havde hørt en kvindestemme, en fornæmmelse som sagde han skulle gå derind. Måske var der en som havde brug for hjælp?
Han burde egentlig være ligeglad, det var ikke han problem. Han skulle bare være en kold, ensom vampyr som gik og dræbte. Men det var han ikke. Han bekymret sig, og han var jo meget nysgerrig.. For ikke at tale om klodset .
Han gik over en træstamme som lå væltet ind over nogle andre rådne træer. Han følte sig overvåget. Han gik varsomt omkring i den kolde mørke skov.

person: eftersom duggen er fladet er hendes lysebrune hår blevet vådt og lægger nu fladt langs skuldrene. øjne der pleget at være skinende lyseblå havde miste sin glød og var nu dybt havs blå.
tøj: en knæ lang mørke grøn kjole, der sidder stramt om maven og løst ned efter, der hænger et sølv stof bælte omkring høfterne. kjolen har en u ud skæring så man lige kan skimte brysterne. flade mørke grønne sko der matcher med kjolen.

sakura sad på hug ud udkanten af sin hule og skimtede efter væsner, hun havde tideliger på aften hørt mennesker i skoven og frygtede de kom efter hende. hun holdt kniven med fast greb og iagtog skoven nøje. intet kunne slippe forbi hendes blik eller det troede hun. det meste af hendes hår lægger fladt ned over hendes skuldre men pandehåret dækker for hendes ene øjne, mørke skjulder hende godt. * jeg ved der er nogen her inde * tænkte hun og blev mere og mere pansik da alt var stille. selvom skoven blev kaldt trist var der næsten altid pip lyder fra toppen af træerne men alt var stille næste for stille efter hendes mening.

Sasuke følte at han nærmede sig et væsent. Men hvad mon det var? Han ville ikke rigtigt gå nærmere, han kunne svagt skimte en skikkelse sidde på hug ikke så langt fra ham. Han fumlede lidt for at få sin hætte på som skyggede for hans øjne, så man kun lige kunne skimte hans blege kolde hud, hvor deri var tre piercinger. To i underlæben og en i overlæben. Han tog et skridt ud fra skyggen og stod nu i månelyset ikke så langt fra denne skikkelse. Han kunne dog hverken se om det var hankøn eller hunkøn. Eller hendes ansigt.
Hans nysgerrighed tog magten og fik ham til at træde to skridt nærmere på denne fremmede. Han kunne nu lugte at det ikke var hverken en dæmon eller et menneske. Da en dæmon har en meget underlig, lidt stærk lugt mens menneske har mere en bitter, sur lugt.
Han betragtede dette væsen. Han kunne svagt se dets ansigt. Men kun læberne og kinderne. Hvem var det mon? Burde han vende om eller burde han undersøge det nærmere?

da han trådte frem i lyset mærke hun en angst for hans nærver.
efter som hun blev sloget og smidt på gaden som meget lille har hun altid været meget menneske sky. hendes blik var rattedet mod den fremmede * han skal ikke være her* hun rejste sig fare truende og lod kniven skinnde i månelyset. " du har intet at gøre her " hendes stemme var blid men hårdført. med få ynde fulde skridt forsvandt hun og dukkede op igen i træet over ham. på den nederste gran, der var i skulder højde med ham

Sasuke fulgte den fremmeds bevægelser men blev hurtigt forvirret. Hun var egentlig hurtig. Han så opmærksomt rundt og skimtede hende lige ved hans side. Han trådte et skridt til siden og hvæste advarende. Det var egentligt ikke meningen han ville se truende ud, det var vel bare ren refleks. " Jeg går hvor det passer mig" Svarede han koldt og så hende i øjnene, Han tog sin hætte af. Men kunne se hans halv lange brunlige hår og hans øjne skinnede rødligt og gult. Han var bleg og havde en kold aura

hun træk skræmt kniven foran sit ansigt i paradere. hva skulle hun gøre? hun ende lille pige i mod en vampyr der formenlig havde runde de 100. hans evner og stærke var lagt større ind hendes. " du.. du har intet at gøre her " stammede hun sig gennem ordne. hun hoppede ned på jorden igen og så op på den højre fremmede * for katten da også * tænkte hun ved sig selv, der stod hun og så op på den fremmede, hans øje der lyst i måne skindet var frygtindgydende og hans ligegyldige blik så fasinerende men mest af alt var han høj. da sakura kun var omkring de 161 høj var hun et fnuk i forhold til ham. " forsvind" gentog hun og stillede sig kampklar for at beholde sit hjem

Sasuke facinerede hendes skræk. han kunne tydeligt høre hendes angst i stemmen, ellers ville hun da ikke stamme? Medmindre hun var ligesom ham. Sasuke havde haft meget svært ved at tale igennem sin barndom. Han stammede meget, men det forsvandt efter han kom i puperteten , nu lesber han bare og stammer en gang i mellem. Men det var jo intet han selv kunne gøre for. Han ville nu helst være fri for det.
Han så ned på den lille pige. Hun lignede ikke en elver, ikke med den højde. Men hun lugtede nu heller ikke af ren menneske. hun havde en bitter lugt, men ikke den sure som altid strejfer den bitre i et menneskets lugt. Han stod helt koldt. Hvad ville hun da gøre? Cutte i ham? Han fandt situationen en del ironisk. Tragiskkomisk. Men han valgte ikke at svare hende. Han ville se hvad hun ville gøre for at få ham væk. Lidt humor måtte der jo være engang i livet for en udødelig vampyr.

sakura forstod ikke han ikke skred. de fleste hun havde truedet var enden løbet væk eller kæmpet. han stod bare der, hendes ben begyndte at ryste, hun havde stået for længe ved ham, hendes angst var begyndt at tage til " er du dov blod syger forsvind fra mit hjem " råbte hun i håb om han ville gå. hun havde ikke planer om at kæmpe det havde hun aldrig hendes sind var godt og mildt men desværre var verden ikke sådan.
hun stod længe også på den fremmede. han virkede på ingen måde farlig bare kold og kedelig.
men han skulle væk, hun strammede grebet om kniven så hendes knor var helt hvide..

Sasuke fandt det ironisk, han nød synet af en bange pige stå foran ham. Det tændte ham faktisk lidt.
Han følte magten, og så længe på hende. Han kolde øjne, han viste ingen frygt og ingen nåde. Han stod bare og så hende i øjnene. Han knyttede sine hænder, og knoerne på alle 5 fingre knækkede så det gav ekko i området.
En ugle hylede ikke så langt fra dem .Et sørgeligt hyl, den lød ensom. Ligesom resten af skoven også var.
" Du er for bange til at kunne gøre nogen skade" Sagde Sasuke med en kold tone i stemmen. Generelt havde han nu en meget mørk og beroligende stemme.

sakura stod længe og tænkte over hva hun skulle gøre * skifte personlig hed * tænkte hun. hun ville blive hård og kold, noget hun havde svært ved og ved en lille fejl kunne hun afsløre sig selv. hun træk vejet dybt ind og så på ham, hvorefter hun stillede sig op igen helt normalt og så på ham . " du har intet at gøre her forsvind nu ellers søger jeg for uglen ikke er den eneste der huler i nat" hun havde aldrig været god til det med at snakke så hun syns faktisk den sætning gik ganske godt.. hun træk vejet med omhu prøve så lidt som muligt af virke bange men kold.. det her var hendes sted det her var hendes hjem han skulle ikke komme her og bryde ind hun mærkede en sær vrede i sin krop. den samme vrede som den gang hun blev efterladt * de er alle ens * hun havde mest af alt lyst til at stikke ham ned men viste godt det var alt for farligt

Han kiggede på den fremmede kvinde som stod og truede ham. Men han viste stadig ingen frygt. Stadig ingen nervøsitet overhovedet. " Så du har altså også tænkt dig at hyle?" Svarede han sarkastisk. Han kunne ikke modstå fristelsen til at svare hende igen. Hun lignede en som havde tænkt igennem hvad hun ville sige. Og havde sikkert ikke regnet med sådan et svar som han gav.

hun sukkede over hans svar.
* hvorfor går han ikke * hun opgav vente tiden og løb i mod ham med kniven rette til hans hjerte, hun stoppede op kun en meter foran ham og hoppede op i et træ, lydløst og smukt forsvandt hun eller det var hva hun ville ha ham til at tro. * når han går tættere på kaster jeg mig over ham * hun var lagt fra i sikker hed mere * jeg burde overveje at flytte til stranden der kommer nok ikke så mange og dog det er jo en strand * hun øjne far fokuceret mod den frememde.. hva var han for en hvorfor ville han ikke bare skrige og løbe bort som alle andre, han havde nok for meget stolthed

Sasuke stod stadig stille da den fremmede løb mod ham. Men han så mere varsomt rundt da hun forsvandt. Hvor var hun blevet af? Hvor gemte hun sig og hvad havde hun i tankerne?
Sasuke lukkede op for sin tankelæsning. Det ville han få brug for hvis hun planlagde at angribe. Det ville jo være praktisk så han ikke ville blive angrebet lige nu og her. Han lyttede efter hendes tanker op opfangede det. * Så hvis jeg går tættere på hvor hun end er, vil hun angribe.. * Sasuke smilede lidt. Han var jo trods alt vampyr, nogen af de stærkeste, hurtigste og mest lydløse væsner her. Hans stolthed var også i top.
Sasuke så rundt, fokuseret, Han opfangede hendes lugt, og så sig omkring, han bevægede sig ikke. Ventede blot på fjenden ville ta' sin tur.

* hvor er han belatende * tænkte hun.. hun sad længe og overvejet hvordan hun skulle gøre det til sidst blev hun enig med sig selv, hun ville angribe ham hurtig og kun skabe skrammer, hun ville ikke slå ihjel * ok han har intet gjort mig så jeg risser bare hans arm også forsvinder han..* tænkte hun ,med en stor klump i halsen. med et hoppede hun ned fra granen med kniven rette med hans højre arm og og tungen lige i munden. hvis det her fejlede skulle hun kæmpe lukkes det gik han, og hun ville igen være alene. vinden var desvære ikke lydløs hendes hop og fald larmede i hele skoven. * fuck fuck * tænkte hun men nåde ikke at reager mere før hun var for rær på ham

Sasuke følte en nærme sig i hastig fart og vendte sig om, med hurtige reflekser strakte han sin arm og flyttede sig et skridt til side så kniven missede ham fuldkommen. Han greb hende med en arm og støttede hende med den anden så han holdte hende i brudestilling. " hvorfor angribe en som ikke er til fare for dig? Hvis du vil kæmpe, kan jeg meget hurtigt blive til fare for dig... " Sagde han både nysgerrigt men hans tonefald var også lidt irritabelt.

den havde hun ikke regnet med " ej hold nu op " hun ser op på ham en del irretabelt og fnuser af ham. " din ting " udbrøder hun uden at tænke videre over det " sæt mig så ned eller jeg skære kuglerne af dig " gentager hun og prøver at komme ned.. * hvor er han dog bare irr* hun holdte stadig kniven og ventede bare på han skulle sætte hende

// Husk det er 3. person datid, du fik desværre skrevet i nutid i nogle at sætningerne //
Han fnyste sarkastisk af hendes trussel og satte hende ned. hans hud var meget kold og han var selv meget bleg. Han så ned på igen igen. Hun gik ham kun til brystkassen. Hun var jo ingen trussel, eller hva? Hun kunne jo sagtens have evner, sagtens have taktiske planer selvom hun var lille. Hun så jo også meget hjælpeløs ud, men det var ingen grund til at hun VAR hjælpeløs. " Sasuke.. Sasuke Damian Gore" Svarede Sasuke og rakte sin hånd ud, klar til at hun skulle trykke den. Han prøvede jo bare at være høflig. han ville ikke slås, han ville end ikke skade hende.

hun så forvirret på ham.. " sasuke det er da udsædvenligt navn " hun så stadig på ham med en slags frygt i øjne.. "forsvind nu her fra" jeg vil ik slås men forlad nu mit hjem ".. hun så ned i jorden og op på ham igen med sine store blå dår dyr øjne. hun kinda bad ham om at forlade stedet * hvorfor pressentere han sig selv ? hva gør det her ud på*

Sasuke dannede øjenkontakt med hendes ellers virkelig nuttede dådyr øjne. Han betragtede den smukke unge kvinde. Men hvorfor ville hun ikke presentere sig? Han ville jo bare konversere? Havde han gjort noget forkert da? Ja, han havde åbenbart trådt ind på privat grund. Men det vidste han jo ikke, der var ingen skilte? Et suk forlod hans mund og han så ned i jorden. " Jeg søgte venskab. En at konversere med." Svarede han og trak lidt på skulderene.

sakura sukkede trist " jeg ved desværre ikke hva jeg hedder til efternavn eller fornavn men det sidste navn jeg kkan huske nogen kaldte mig var sakura" hun skruet lidt op for øjne og ligner mere eller mindre et nyfødt dårdyr kid..

Sasuke blev ledt fortryllet af hendes øjne. De var virkelig smukke. Han rødmede blidt og rømmede sig. Han holdte sig for munden. Han fjernede hånden igen og kløede sig i nakken. "Sakura siger du? Det er da et kønt navn" Svarede han lidt uskyldigt. Han virkede slet ikke så kold mere. Som om den kolde aura havde forladt ham.

et let smil brede sig på hendes læber. " jeg kan ikke lide mennesker .. jeg re menneske sky " hun så sogmodig ned i jorden " vil du ikke nok gå.. " hun så derpå op igen og smilede. vinden tog til og hendes hår fuldt ynde fuldt med. det svejet i vinden med en vis elegance og for en gang skyld skinnede månelyset så det oplyste hele stedet.. hendes hule kom til syne hun havde intet opdaget i nu

Sasuke så den ellers sørgmodige situation lidt ironisk og tænkte han ville gøre et bedre indtryk på hende, end andre nok havde gjort. "Jeg er nu heller ikke et menneske" Svarede han. Han håbede lidt hun ville se anderldes på ham, end på alle andre. Han kunne ikke lide at se folk ked af det. Ingen fortjente en ked dag. Han håbede hun ikke ville se ham som et trussel. Eller som et monster.
Han var et monster ja, men selvkontrol havde han nu en god del af alligevel.

hun så forvirret op på ham og trådte to skridt tilbage" e-er du demøn " stemmede hun og træk kniven frem igen. * dem kan man sku ikke stille noget op i mod en skygge demøn. men hva laver han her ? hvorfor er han her ?*
hun virkede angst og en smule panisk

Sasuke rystede roligt på hovedet." Kan du se en skygge da? Kan se en skygge af min dæmon?" Spurgte han sikkert i sin sag. Månelyset skinnede perfekt til at kunne danne skygger. Men det var nu bare hans normale skygge, ingen dæmon. Han måtte ikke selv afsløre hvad han var medmindre hun udspurgte ham. Så han måtte jo bare vente. Han så angsten i hendes øjne, kold var hun ikke god til at være.