Et nyt offer - Lukket. Sasuke- Sakura

"vent din øjne "hun så lidt nærmer på ham men kunne stadig ikke placere hans race..
hun stod længe og prøvedeo gprøvede og til sidst smurte hun bare "er du vampyr " hun tog sig til strupen

Sasuke nikkede svagt og smilede så man kunne skimte hans ellers utrolig skarpe tænder, som var lidt længere end normale menneskers tænder. Han undrede sig lidt over hendes pludselige karakter skift. Først var hun angst og varsom, så blev hun mere kold men med angst i øjnene. Og nu var hun lige pludselig mere nysgerrig men stadig lidt angst. Der var jo ingen grund til at frygte ham. Han var ikke en trussel. Medmindre han var agressiv, og der var ikke et tegn på han var bare TÆT på at blive agressiv. Han var tålmodig, sarkastisk og venlig . Det var der jo ingen fare i , var der?
Men alligevel var det vel det klogeste af hende, hun skulle jo ikke bare gå hen til en fremmed, som til og med også var vampyr, og begynde at være skide venlig og sød.
Men hun så ikke tiltrukket ud hvilket undrede ham lidt. Måske var hun bare god til at gemme det? Men vampyrer har jo en meget stærk tiltrækningskræft på andre væsner, og han havde aldrig mødt nogen så god til at gemme det som hende her.

sakura havde meget svært ved at styre sine personligheder.
hun havde meget tit fået afvide at hun havde flere personligheder men troede self ikke på det da hun mere eller mindre ikke viste det hva det betød.
" vil du ikk nok holde dig væk " hun så meget forvirret ud og kunne virkelig ikke styre sine følelser for ham

Hun havde en meget forvirret aura om sig. Han betragtede hendes øjne, og hendes måde at stå på. Halvt i kampstilling, og halvt bare angst og opmærksomt. Hvad kunne han gøre som fik hende til at blive mere tryg? Sikkert intet. Han var jo et monster .
Han sukkede lidt sørgmodigt og tog et skridt tilbage. Men så stadig på hende. Hvad kunne han gøre? Han ville gerne konverserer men var selv utrolig dårlig til at starte en samtale.

" tak " hun stod og stirret på ham og iagto et hvert skridt . hun var bange meget bange for han skulle angribe. hun havde aldrig bedet nogen andre om at gå aldrig ? det var da underligt hun bare snakkede til ham. * hva sker der for mig? han er bare en vampyr *

Sasuke fulgte med i hendes tanker. Han kunne trods alt læse tanker,og i en situation som denne ville det være praktisk at læse hvad hun var ude på. Men han nåede ikke så langt før han blev skuppet ind i et træ utrolig hurtigt og med meget kræft på . Træet blev bukket men faldt ikke sammen. Sasuke lå på jorden og rejste sig besværdet. Det var en varulv. En stor, sortgrå varulv som stod og knurrede. Den fremmede varulv sprang straks på Sakura og satte bagpoterne på hver af hendes skuldre og hoppede bagud så alt trykket skuppede hende hårdt tilbage, lige ind i klippehulens mur

i få sekunder følte hun, hun fløj. hun udstød et svagt skrig da hun ramte væggen med ryggen først, hun rømmede sig og så derefter på Sasuke hendes syn var sløret.
hun mærkede en slem smerte volde sig gennem hendes krop fra hoved og ned. hun gik ud som et lys. der var en del blod muren. en spids sten havde ramt hendes hoved omkring midt på hoved.. hun lå fladt på jorden med hovedt lænet op af muren

Sasuke hvæste truende af den fremmede varulv, sasuke var vred. Rigtig vred, han sprang mod den fremmede og hvæste endnu en gang. Han viste sine tænder advarende og varulven knurrede, Sasuke var hurtig og snedig men ikke snedig nok for den unge varulv som i et hop rev sasuke hen af kinden og ramte Sasuke's øje.
Sasuke skreg. Af smerte. Men hans skrig lød mere som en sirene. Et højt, pirreligt skrig som gik ned igennem rygsøjlen. Som en flagermus's ultralyd.
Varulven pev og stak af med halen mellem benene. Hvilket jo nok var klart eftersom varulve har en ekstrem god hørelse. Sasuke lå på sine knæ med venstre hånd lukket om højre side af hovedet. Blodet dryppede ned fra hans hånd og ned på jorden. Han kunne ikke åbne sit ene øje. Det gjorde simpelthen for ondt til det. Men nu måtte han ikke være svag, den unge kvinde som han før snakkede med var jo besvimet. Det kunne være slemt. Hun kunne jo dø, eller kunne hun? Sasuke rejste sig med kun et øje åbent og sin hånd om den højre side af hovedet. Han gik hen til hende og så ned på hende. En af hans bloddråber, dalede yndefuldt ned og ramte hendes kind. Han satte sig på knæ ved hendes siden og tjekkede hendes puls.

hendes puls var svag hun åbnede stille øjne " nico? hva laver du her " hun så forvirret og omtøet u d" hvor er mor og far ?" hendes stemme var svag og havde mere eller mindre miste den .. hun kunne mærke blodet piple fra såret ..

Sasuke så forvirret ned på hende, han spekulerede lidt. Havde hun fået hukommelsestab? Det virkede ihvertfald lidt sådan. Ellers kunne hun bare ikke huske hans navn? Nej, ok det var hukommelses tab. Hun ville da aldrig spørge Sasuke omkring hendes familie eftersom de slet ikke kendte hinanden. Sasuke så på hende og skimter blodet stille rende ned. Det så slemt ud, ret slemt. Men blod for jo alle sår til at se forværret ud. han så lidt ned af sig selv og rettede sig op. Han sukkede lidt. Han elskede sin langærmet sorte shirt. Men han ville jo hellere have den gik til spilde, end at den flotte unge halvelver, skulle dø af blodmangel. Han tog fat om sit ærme og rev det op. Sygningen var stærk så han endte med at bide trådene over hvilket gik lettere til med de stærke spidse tænder han havde. Han fik et stykke af. et stykke som passede perfekt til forbinding om hendes hoved. Som et slags pandebånd. Og dumt ville dog nok se ud, men da ikke så slemt. Det var jo sort, ikke pink eller værre.
Han satte sig på hug, og lagde sin hånd rundt om hendes nakke. Hans hud var kold, rigtig kold. Som et lig, han støttede hendes hoved forsigtigt op fra jorden og lagde med den anden hånd, stof stykket, om hendes baghoved. Han lagde blidt hendes hoved på hans lår så det ikke var sådan et hårdt underlag at ligge et såret hoved på. Han bandt stofstykket sammen ved panden og drejede det lidt så knuden ikke ville irritere hende. Han tog sig igen til øjet. Det gjorde rigtigt ondt og han kunne slet ikke åbne øjet. Det føltes som om at øjenlåget var limet sammen blod.

hun mumlede mange ting men intet af det gav mening på længere sigt.. " hvor er vi " hun pev svagt og lød meget hæs.. hendes lunger pev og hendes øjne var meget matte.. " du du du bløder" stammede hun sig igen efter hun havde mumlet længe. nogen ting kunne hun da opfatte.

* Hun kan huske igen? * Tænkte han, han summede lidt over det. "Ja, det er ikke slemt" svarede han, men han vidste inderset inde godt at det var slemt. Når det gjorde så ondt, og blødte så meget måtte det jo være slemt. Bare han ikke blev blind. Han ville aldrig kunne overleve kun med et øje. Det ville være forfærdeligt.
Han lagde en arm under hendes ben som samlede den. Han lagde sin anden arm om hendes ryg, og løftede hende op i brudestilling. Stærk var nu en af de ting han var. Hvilket i en situation som den her, var praktisk. Han begyndte at gå mod udkanten af skoven.

" jeg vil ik væk" * hun mumlede og prøvede at komme fri " bli her" hun kunne påingen måde forlade skoven, da det var hendes hjem kunne hun ikke forlade det.. hun havde boet der eller i elver byen det meste af hende liv.. hendes liv var hos elverne. hun kunne desvære ikke bo der efter som hun kun var halv elver .. " nico" stønnede hun hæst

Hvem var denne Nico? Hvem var han? Familie? Kæreste? Han spekulerede mens han gik over den rådne skovbund. Han gik ud af skoven og skiftede retning på hospitalet som heldigvis ikke lå så utrolig langt væk.

hun faldt i søvn i hans arme og mumlede mere og mere " katte mis" var en af de få ting hun sagde

" hey hey, du må ikke sove " sagde han roligt. og så ned på hende, men kun i kort tid da han var bange for at vælte, han var nu også meget klodset og det ville ikke ligefrem være smart at vælte med hende nu,

" hvor er mor og far ? er de stadig der hjemme ? har mor det godt ? er far stadig syg ?* hun lød som om hun ikke havde set sin familie i flere år. hun lænede sig frem og kyssede ham på kinden " du den bedste nico"

Han blev mere og mere forvirret, men også mere og mere nysgerrig. Han ville gerne vide mere om denne kvinde og hendes familie. Men han ville heller ikke snyde hende, han ville ikke have at hun skulle tro at han VAR denne Nico, som hun tiltalte ham. " Hvem der denne Nico?" Spurgte han nysgerrigt.

hun så undrene på ham " min bror ? du er min bror dumme" hun grinede svagt og snakkede mere normalt, hendes ord blev forstålige og hendes øjne fik sin glans igen. blodet vare stoppet med at bløde mere eller mindre. smerten i hendes baghoved var stadig står men på grund af chokket hun fik ved slaget var det svært at mærke hun havde nok fået en milder hjerne rystelse

"sakura jeg er ikke din bror, jeg er faktsik du prøvede at angribe" svarede han og så stadig fokuseret på vejen.

ser undrende på ham og forstår ingen ting kan desværre ikke genkende ham

" nico" sagde hun igen og virkede mere og mere forvirret hun så sig til sidderne og begyndte så småt at kunne huske noget. hun huskede forfærdelige ting der skete ude for skoven og så op på ham " nej nej ik ud af skoven " pev hun panisk og prøvede at komme ned igen. han holdt godt fast så intet hjalp .. hvorfor lod han hende ikke bare dø ? hvorfor kunne han ikke være ligeglad ? alt i alt det var han ikke . sakura begyndte at tænke der var noget over ham noget mystisk noget der gjorde hende bare en smule tryk ved ham .. kunne det være hans ånde drat ? hans hjælps somme væsen eller bare det faktum han bekymre sig om hende?..

Han lyttede ikke, stædighed havde han også meget af. Og alt skulle gerne gå efter hans hoved, ellers ville han bare blive forvirret, og irriteret. Men stædighed kan jo både være godt, og dårligt.. I det her tilfælde ret godt, han reddede jo hendes liv? eller hvad? Han gik lidt hastigt, han ville gerne hurtigt frem til hospitalet. Så var det mere sikkert, ikke så meget pga fjender. Men så ville de finde ud af hvad der var galt med hende. Og han burde også få undersøgt øjet alligevel, når de nu var på vej derhen. Han var lidt bekymret for om hvad det kunne være.

" jeg er bange " hun prøvede desparet for at få ham til at sætte hende ned men begyndte at føle det intet resultat gav. hendes stemme var panisk og inhulet i frygt første gang siden hun var 4 hun havde forladt skoven. elvernes by var i skoven. menneskenes by var noget helt andet, den lå midt ud i ingen ting fyldt med underlig huse og skræmmende mennesker. ,emmesker der slog ihjel og mobbede. mennesker der forlod sine børn og slog dem

Sasuke ignorede hendes bedende stemme som tiggede om at komme ned. Hun skulle have hjælp. Nu!.
"Sakura, slap af. Jeg er lige her bare tag det roligt" Sagde Sasuke og krysede en vej og tog gaderne med de smalle stier for at nå frem hurtigere