Hvad bliver det til? (Tristan)

Han rynkede brynene. Var det Leonard der var den retmæssige ejer af kroppen?
"Hvis det lige så meget er din krop som Zeans så må Elyas da også være lige så meget din ikke?" Det var bare af ren nysgerrighed at han spurgte.
Selv havde han altid mobilen på sig. I tilfælde af at de havde brug for ham på hovedkvarteret eller bare hvis... Hans venner skrev. Sådan var det med ungdommen, de skulle have kontakt til hinanden hele tiden.
"Hvad kan han så fx ikke huske?" Fortsatte Tristan lidt henkastet og kiggede på nogle bygninger foran dem.

Han var stille lidt tid, både fordi Tristan spurgte for meget, men også fordi det første han havde sagt, havde vækket tanker i ham.
*hvad blev der af, ikke at fortælle for meget om sig selv? Du bliver altid ved og ved, som en åben bog!* Leonard knurrede svagt for sig selv. Jaja Zean...Nu var det jo ikke mig der har gjort nogle dumme ting.
"Krops mæssigt...jo...Personligheds mæssigt, nej. Det var han der hyggede sig, det var ham der fik en gravid kæreste, det var ham der næsten så sin kæreste dø i fødslen...det er hans barn. Jeg ville ikke have nogen problemer med at forlade det, hvis det skulle være" sagde han kort og lod blikket glide rundt.
Han så lidt på Tristan. Smilte så, mens han så ret...nysgerrig ud faktisk. som om han ville se hans reaktion.
"Som f.eks. da han var sammen med dawn og jeg tog over, gik ud , fandt to kvinder, mennesker selvfølgelig, og fik dem til at kæmpe til døden.
Den der tabte, hendes sjæl tog jeg. Den anden brugte jeg på de mere kødlige lyster...
Eller f.eks. når jeg forfølger en familie, er i hovedet på dem, får dem til at gøre ting de ikke vil have...gøre dem sindssyge, fordi de ikke ved hvad der sker..." han grinte. Til det sidste lod han være at nævne, at han også dræbte dem til sidst.
Hvordan reagerede en dusørjæger på dette? Ville han ikke bare få mere lyst til at dræbe ham?

Tristan kiggede væk og ud imod byen. Han havde spurgt og forventet et svar, men ikke så omfattende. Hvem der havde fået den kæreste gravid havde da ikke været hans ret at vide?? Så kiggede han uforstået på Leonard. Hvorfor fortalte han en dusørjæger det der. Og en højere ranget en endda. Ville han gerne have ham til at angribe??
"Sick bastard..." Mumlede han og kiggede ned i jorden. Det var ikke fordi han tilfredsstillelse ikke havde lyst til at lange ud og slå dæmonen. Hamre ham ned i jorden, åh hvilken tilfredsstillelse det ville være.
"Du ved vel godt at du bare for mig til at vil slå dig mere end jeg havde lyst til før ikke?"Sagde han så og rystede på hovedet. "Hvis jeg ikke havde lovet Camille noget andet så havde jeg gjort det ..."

Han grinte, faktisk grinte han en hel del ved dette. Han så på Tristan som om de bare var nogle kammerater der drillede hinanden.
"Kald det en test..." han så lidt på haml, bedømmende, da han var holdt op med at grine.
"Der er altid en mening med alting...jep, du og Camille skal vist nok holde sammen, når du tager hvad du lover hende så alvorligt...men jeg tror også...nej, det er måske for meget..." han så tænkende frem for sig. Han havde været lige ved at lufte tanken om at der måske var større mulighed for et...venskab eller noget mellem dem, end det måske så ud til. Når han kunne holde at høre på det uden at angribe. Og dog...igen: det var kun fordi han havde lovet Camille det.
Åhh ha...Han rystede lidt på hovedet igen. Lod en hånd glide gennem sit hår.
"Nå pyt...hvad jeg fortalte dig, skete for sidste gang, for...ja, et år siden? Lige siden har jeg ikke gjort det...se det som en udvikling eller forbedring...og vær glad for det. Se altid positivt på tingene, ikke?" smilte han som om det hele stadig var helt normalt.

Tristan kløede sig i håret så det bare strittede mere og løftede et øjenbryn. Det var en test? syg fyr alligevel.. Underligt nok, var han faktisk underlig på en wicked og overbærende måde..
"Hope so, men det er nu ikke kun overfor Camille jeg holder hvad jeg lover" Drillede han og skød Leonard et tandsmil. Han kunne næsten bedre lide Leonard end Zean, eller det kunne han, men det var vel kun fordi de rent faktisk havde noget imod hinanden. Det var nok på grund af Camille..
"Se positivt på tingene og hold den gode karma i top ikke?" Svarede han og pustede noget luft ud. Man kunne se hvid vanddamp komme ud på grund af kulden.

//Det blev lidt kort altså :i//

Leonard var også den man så mest til efterhånden...han kom mere og mere frem...Der ville ikke gå længe før det blev omvendt, at det blev Zean man så til en gang i mellem.
Nok fordi han var så svag i øjeblikket, over det hele.
Men det passede Leonard godt, på en måde...havde han set det komme. Han smilte for sig selv. Han snød sit eget jeg...Han rystede svagt på hovedet.
Holdt hvad man lovede? Selv gjorde han sit bedste...Hvad mente Tristan? At de stadig havde deres lille...kamp at se frem til, hvis ikke de fandt en anden måde at vinde over hinanden på?
Han fornemmede der altid ville være konkurrence mellem de to...Tristan og ham selv.
Han nynnede svagt for sig selv, da sulten vendte tilbage med stor kraft, da de trådte ind i byen.
Han stoppede op et øjeblik og mærkede efter en sjæl i nærheden...Selvfølgelig kunne han ikke tage Tristans...Det ville være ondt mod Camille, nu hvor hun hele tiden havde snakket om ikke selv at få familie.
Der var et par stykker, hvilken skulle han gå efter?
Han begyndte at gå igen, mere målrettet, efter den nærmeste...Viste ikke helt hvad han skulle stille op med Tristan imens...

De sgade ikke noget lidt, men gik bare i tavshed imod byen. Det var ikke den der form for akavede tavshed eller pinlig tavshed mente han. Mere bare en tænkepause, og det var jo også det de var kommet til stranden for.. At samle tanker.
De nåede ind i byen og han fornæmmede godt at Leonard var sulten. Han virkede rastløs og gik med hurtige end før. Tristan spejdede lidt rundt, han kunne da ikke bare lade ham dræbe et menneske i hans tilstedeværelse. Så ramte hans øjne en skikkelse. Et par , måske 20, meter væk lå en ældre herre i rendestenen. Han genkendte ham fra tidligere rapporter fra dusørjægere. Han var vampyr, og en sølle en af slagsen .. En drukenboldt der ikke kunne styre sig selv. Når han havde læst rapporter om ham havde det mest været noget 'fandt for ynklig til at slå ihjel' eller 'under min værdighed'. Nu kunne han se at rapporterne var sande - noget af et vrag.
Han tog et hurtigt skridt frem og greb Leonards skulder før han kunne komme for langt væk.
"Hey, hvis du... er sulten .. Kan du så ikke gøre mig en tjeneste og tage drukenbolden derover?" Sagde han og nikkede frem i retning manden i rendestenen.

Han var overrasket. Der skulle en del til, før Leonard viste det, men denne gang var han overrasket. Nok var han dusørjæger...men ingen havde kunnet se på ham, hvis han f.eks. var sulten eller noget. De slog bare ihjel. Og at han faktisk på en måde ville...hjælpe? eller bare undgå noget andet...Da drukkenbolten ikke bevægede sig nogen steder, lagde han arme over kors, fik igen et neutralt udtryk og så i stedet på Tristan med...nye øjne kunne man vel sige.
Camille havde også spurgte Zean, om han ikke kunne nøjes med at gå efter de såkaldte "onde" personer, mordere, røvere...osv. Hvor efter han så havde sagt at han ikke gad sætte sig ind i menneskernes verden, mere ned nødvendigt.
Men dette var en vampyr...Og en ynkelig en af slagsen. Vampyrer var på en måde døde en gang før, så de havde kun nogle rester af deres sjæl, nok til at holde dem i live. Eller sådan følte han det i hvert fald.
Men selv om det måske lige frem kunne hjælpe vampyrerne...at slippe af med en ynkelig en.
Gik det stadig imod to ting: den ene var alliancen med vampyrerne.
Den anden var hans egne idealer. Han hade sådanne folk, så dem for beskidte...ulækre...tanken om at spise deres sjæl, svarede til at et menneske tvang sig selv til at spise en levende orm. Noget nogen var van til og gjorde, men også noget resten fandt uspiseligt.
Han så lidt på dusørjægeren...Skulle han gøre det alligevel? Han havde jo vist sig fra...en bedre side. Den side Camille sikkert holdt så meget af. En side der faktisk havde overrasket ham...Og hvordan skulle vampyrerne finde af det alligevel? Han var censor...kun deres leder og high inquisitoren kunne straffe ham alligevel.
"En tjeneste? Vil det så sige...du skylder mig en?" han havde ikke travlt...drukkenbolten så jo stadig ud til at blive hvor han var.

Tristan holdt strengt blikket på Leonard og han gik ud fra at dæmonen vidste at han ikke ville kunne se stille til hvis han ville gå efter uskyldigt menneske. Han vidste godt at det ikke ville blive det første eller sidste menneske, men forskellen skete i de små ting mente han.
Han folede armene over kors og løftede et øjenbryn. Det lød ikke ligefrem fristende at skylde en dæmon noget... Men hvis det kunne redde et liv så..
"Er det noget bestemt du tænker på eller bare en tjeneste til en anden gang?" Spurgte han skeptisk.
Han kiggede på drukenbolten. Han havde ondt af ham et sted. Alene og afhængig og tilmed levende, fanget i en død krop. Det virkede som den værste skæbne han kunne komme på.. Men så igen, at få suget sin sjæl var da ikke den værste måde at dø på.. Selv holdt han på at druknedøden måtte være den værste..

"bare en tjeneste til en anden gang" svarede han. han havde intet at bede ham om nu...men det kunne nok vise sig nyttigt at have en tjeneste fra dusørjægernes leder til gode.
Han strakte sig lidt.
"Så vi har en aftale?" spurgte han, uden at tage sig af hans...strenghed. Leonard var som sagt ligeglad med sådanne ting, han behandlede folk på samme måde hele vejen igennem, medmindre der skete noget der forandrede det.

Tristan kiggede igen på drukenbolten også hen på en kvinde der kom gående hen ad gaden.. Hvis han ikke gav den tjeneste kunne det muligvis være hende der ikke levede til at se en ny dags lyd. Hun var nok både gift og havde børn.
Så kiggede han på Leonard og nikkede en gang.
"Deal" Mumlede han og kiggede væk. Hvad så nu? Han havde aldrig direkte set en sjæledæmon i aktion.

Han måtte indrømme...kvinden der kom gående så meget mere appetitlig ud. Han mærkede efter hendes sjæl..Åhh ja, meget mere appetitlig.
Men han havde besluttet sig, han tog drukkenbolten, men kun fordi dusørjægeren så skyldte ham en tjeneste.
Han gik over til den fulde vampyr, hev ham op og ligge på fortorvet, i stedet for rendestenen.
Kvinden der kom gående misforstod selvfølgelig hans hensigter og i stedet for at gå videre, stoppede hun op.
"Åhh...du hjælper ham? Det var godt...Folk har ellers så travlt med at komme videre..." hun så smilende på ham
"Kan jeg hjælpe med noget?"
Leonard rejste sig igen med et svagt smil. Dusørjægeren ville ikke bryde sig om det...
Han trak lidt på den ene skulder.
"Det ser ud til han har haft det sådan her længe...jeg har ledt efter ham forstår du...man kan vel sige jeg kender ham..." en lille løgn. Og dusørjægeren kunne være glad.
"Jamen så...Hvis der ikke er noget jeg kan hjælpe med...?" hun så lidt spørgende på dem.
"Tro mig, min ven og jeg klare det..."Leonard satte sig på hug ved siden af vampyren igen og kvinden gik.
Vampyren fik bevidsthed nok til at se på ham og virkede i et svagt øjeblik bange...Men i det samme slukkedes alt liv i hans øjne, da Zean sugede hans sjæl til sig. Desværre mættede den godt nok.
Han kunne selvfølgelig tage på jagt senere....
Han rejste sig og strakte sig, da han nu følte sig bedre tilpas, mæt...Han smilte lidt til Tristan der ikke så ud til at nyde det her.

Tristan kiggede overrasket hen på kvinden da hun sagde noget. Han bed sig i underlæben og kiggede på Leonard. Følte han sig fristet nu? uden tvivl. Kunne kvinden ikke bare gå videre og lade som ingen ting?
Selvom Tristan godt vidste at Leonard havde besluttet sig for drukenbolten så vidste han også at kvinden satte sit liv i fare ved at stoppe op.
Tristan gik over imod Leonard og drukenbolten. han smilede venligt til damen og rystede på hovedet. "Vi klare det ... Det er ikke første gang vi har 'hentet' ham" Løj han overbevisende og knælede ned ved siden af drukenbolten og Leonard, mest for at få det til at ligne at han skulle til at hjælpe.
Kvinden fortsatte videre og Tristan kiggede ned på drukenbolten et øjeblik. Han så ud til at komme en smule til sig selv. Så kiggede Tristan væk som om han væmmedes og lod Leonard gøre sit. Så kiggede han tilbage på manden. Han var død, ingen tvivl om det.
Han tog fat om manden arm og hev liget på benene og videre op på ryggen. De kunne ikke lade ham ligge her. Desuden var han efterlyst ..Ligesom alle andre vampyre.. Han kunne tage ham med til hovedkvarteret og indløse penge på ham, men der kunne Leonard ikke tage med. Zean var trods alt efterlyst meget for tiden.

Leonard havde ingen ide om, og det havde Zean heller ikke, hvor eftersøgt de var. De kørte bare den samme hverdag som altid, ca. en sjæl om dagen...Et lig om dagen...
Og der var aldrig sket noget for det. Faktisk undrede det ham nogen gange hvor let det var at komme af sted med ting.
Han så sig lidt omkring og så på Tristan, den døde vampyr så ikke helt let ud...Når man var død var det jo også som om kroppen blev bare lidt tungere, det viste han en del om.
Han sukkede svagt.
"Skal du have en hånd?" normalt lod han bare ligene ligge, slæbte dem måske ind i en gyde eller noget.

Tristan overvejede lidt Leonards tilbud om hjælp. Liget var ret tungt.. Men så igen... Han havde stadig en stolthed der sagde spar to og at få hjælp af en dæmon, selvom det bare var med at bære et lig.. "Nej tak, jeg klare mig" Mumlede han og kiggede i retning af stranden. Han havde parkeret sin motorcykel heromkring havde han ikke?
"Jeg overvejer at få ham her til hovedkvarteret... Vil du med? Selvfølgelig uden at komme med ind, det ville ikke gå godt" Sagde han så og rettede på den døde vampyr der var ved at glide af. Han lugtede klamt af sprut og død, selvom han kun havde været død i et minut eller to.

Med mod hovedkvarteret? Han havde ikke engang overvejet at de kunne have sådan et...Men nu han sagde det måtte det give mening.
Han overvejede det lidt...der vrimlede sikkert med dusørjægere...Hvor godt kunne man stole på ham? Måske ville han bare lokke ham med derhen for at...fange ham? Han så længe på Tristan. Han havde undgået mange dusørjægere før, havde overlevet næsten lige så mange...De ville ikke nå langt med det, vis det var tanken.
Han nikkede lidt.
"Tjo..." men mest for nysgerrighedens skyld, hvor lå det? Hvordan så det ud?

Tristan lænede sig lidt tilbage og måtte støtte kraftigt for ikke at vælte med liget. Han smilede en smule overlegent og drillende. "Hvad nu? Stoler du ikke på mig?" Han sagde det som var det den mest naturlige ting i verden at gøre, men vidste også godt at det ikke var klogt for en dæmon at stole på overhovedet for dusørjægerne.
"Det er også ligemeget, dte kan vente til jeg tager hjem med at droppe ham her af. Jeg skal bare have ham med tilbage imod min motorcykel så smider jeg ham af på vejen." Sagde han så og fike øje på en bar ved siden af. Han kunne godt selv bruge en cola... Eller bare et varmt sted at sidde. "Vil du med ind og have en drink først eller hvad?"

Han grinte lidt, hvad var der med denne dusørjæger?
"Det må jeg sige...du har virkelig overrasket mig i dag. Og det skal det ikke så lidt til...Du har vist dig fra en side jeg ikke troede fandtes..." sagde han roligt, beholdt det selvsikre smil og det kolde glimt i øjet. Men hans kropssprog fortalte at han ikke var rolig, men også følte sig tryg...for nu.
"well...Kun fordi jeg stadig skal vænne mig til det, acceptere jeg det. Selv om jeg langt fra tror det er standard at gå på bar med en dusørjæger" sagde han

Han grinede lidt drenget og havde givet Leonard et slag på skulderen hvis han havde haft hænderne fri. "Du havde da ikke ærligt forventet at jeg bare var en skydegal idiot havde du? Der skal mere til i det liv jeg lever" Smilede han.
Det kunne godt være at Zean måske åbentud hadede ham lige nu, men Leonard var en anden sag. Selvom han var dæmon og de var skabt til at gå i totterne på hinanden, så kunne Tristan faktisk godt lide fyren... på nogle punkter. Han begyndte at gå imod gyden ved siden af baren.
"Jeg planter lige hamher først , så lad os gå ind" Sagde han så og lagde den døde vampyr i rendestenen så det lignede han sad og sov. Så fortsatte han imod døren til baren.
"Er du med?" Afsluttede han og så tilbage imod Leonard.

Måske ikke skydegal...han havde altid haft en fornemmelse af at Tristan tænkte over hvem han slog ihjel og hvorfor. Men lidt gal kunne han vel ikke udelukke...hvad ellers? At væsner ikek var guds skabninger? nu troede han ikke på gud men helt ærligt! Alle var da såkaldt "guds" væsner...at tro på gud, betød det netop ikke at man skulle acceptere andre?
Nå pyt...det havde alligevel rødder så langt tilbage at folk var begyndt at holde op med at tænke over det.
Han fulgte efter ham ind på baren. Selv om Zean hadede ham...så kunne han næsten lide ham.

Det første der ramte Tristan da han kom ind i baren var varmen. Det var betydeligt varmere herinde end det havde været ude. Så kom stanken af øl... Og til sidst ossen fra cigaretterne. Det var næsten det værste... Man var ved at kvæles.
Han hostede en gang og bevægede sig op til baren og lagde et par håndøre på disken. "Jeg skal bare have en stor cola.." Sagde han til manden bag disken og hostede igen.
"Hvad med dig?" Sagde han så til Leonard bagved.

en stor cola. selvfølgelig. Han overvejede lidt om han burde tage noget med alkohol eller bare holde sig fra det igen. De sidste par dage havde han været god til at...drikke lidt for meget, igen.
"Jeg tror noget vand vil kunne gøre det" nikkede han. Som altid. Bare noget vand.
Zean drak alt muligt underligt, sodavand, juice, te, kakao...alt det der. Men han orkede ikke at tage at valg, ud fra alle de valg. Det gjaldt om at gøre det enkelt for sig selv, ikke?

Bartenderen nikkede og havde på ingen tid hentet deres drinks. Håndørene så ud at til at svare ca til hvad det kostede og Tristan tog sin cola og bevægede sig ned imod et bord. Han satte sig ved et gammelt hyggeligt egetræsbord med en lampe ovenpå. Det var sådan en rigtig bar hvor gamle mennesker sad om aftnen , men det var det slet ikke sent nok til endnu. Lige nu var baren næsten tom.
"You know... Jeg troede at Zean var forlovet og alt muligt" Sagde Tritan så og kiggede på spørgene Leonard.

Bartenderen nikkede og havde på ingen tid hentet deres drinks. Håndørene så ud at til at svare ca til hvad det kostede og Tristan tog sin cola og bevægede sig ned imod et bord. Han satte sig ved et gammelt hyggeligt egetræsbord med en lampe ovenpå. Det var sådan en rigtig bar hvor gamle mennesker sad om aftnen , men det var det slet ikke sent nok til endnu. Lige nu var baren næsten tom.
"You know... Jeg troede at Zean var forlovet og alt muligt" Sagde Tritan så og kiggede på spørgene Leonard.

Han satte sig på den anden side med sit glas vand.
Han så længe på Tristan med et neutralt ansigt. Ja, forlovelse...Det emne man nok ikke skulle diskutere med Zean lige for tiden, hvis man havde sit liv kært. Medmindre man hed Camille selvfølgelig. Leonard mærkede et eller andet indeni sig, en uro der kæmpede for at komme ud. Endelig kom det svage smil frem igen. Nej nu var det ham der kørte showet.
"Sådanne noget holder jo ikke ved...på et tidspunkt er det bare ikke det samme mere" svarede han ærlig, ligeud. Ikke fordi han stolede så meget på Tristan, dog nok mere end Zean, men fordi Leonard generelt var mere ærlig og åben.