The hunt begins...

Trako lukkede forsigtigt sine øjne "det var dit valg, du er skyld i at du er blevet det dyr som du er nu" mumlede han og så stift på hende igen "Fuldend dog det dine artsfæller ikke kunne. Gør en ende på min slægt og tag livet af mig" sagde han roligt med et lettere nervøst blik men som også udstrålte vrede

Silvia grinede blot let"ja..det kunne du jo lide..du more mig sådan...ville være en skam vis du blev varmpyr..så ville du jo miste alle de smukke farve", hun lage sin hånd på hans hoved og han kunne mærke det blev let af kulden, hvilket langsomt begyndte at få ham til at miste bevistheden"..sov nu godt..."

Trako vred sig svagt mens han rystede på hovedet indtil det mørknede for hans øjne. Han hovede og for god sags skyld også resten af hans krop blev slap. Tankerne for igennem hovedet på ham *er, er jeg død* tænkte han pludselig. Hans hudfarve blev lettere blålig af kulden fra hende. Hun var åbenlyst et stort talent inde for is

Silvia strog ham over ansigtigt og lod isen splintrer, uden at skade hans krop men blev dog siddende lidt. Hun strøg lidt hår væk fra hans ansigt og smilede lidt, vis han bare holdte kæft, var han ret smuk og se på. Hun rejste sig op og tog ham over skulderen, hvorefter hun takkede sin varmpyr styrke for det.

Trako dinglede slapt ned af hende. Alle hans led og hver en muskel i hans krop hang uberørt og stille. Kun et svagt åndedrag fra ham viste at han stadig var i live. Han havde aldrig aldrig været bevidstløs før bortset fra den gang de han lige var kommet i tyverne. Han var knækket igennem isen da han forfulgte en. Kulden og mangel på luft havde fået ham til at besvime, men dengang blev han heldigvis reddet.

Trako dinglede slapt ned af hende. Alle hans led og hver en muskel i hans krop hang uberørt og stille. Kun et svagt åndedrag fra ham viste at han stadig var i live. Han havde aldrig aldrig været bevidstløs før bortset fra den gang de han lige var kommet i tyverne. Han var knækket igennem isen da han forfulgte en. Kulden og mangel på luft havde fået ham til at besvime, men dengang blev han heldigvis reddet.

Trako dinglede slapt ned af hende. Alle hans led og hver en muskel i hans krop hang uberørt og stille. Kun et svagt åndedrag fra ham viste at han stadig var i live. Han havde aldrig aldrig været bevidstløs før bortset fra den gang de han lige var kommet i tyverne. Han var knækket igennem isen da han forfulgte en. Kulden og mangel på luft havde fået ham til at besvime, men dengang blev han heldigvis reddet.

Silvia smilede blot for sig selv, hunville jo have selskab i aften..og vis han blev vred blev det blot mere underholdne. Hun forsatte ned af den frosne jord med den bevistløse jæger, imod villaen tættere ved byen..


//OUT//

//out too//