In need of money... - Wicked.

Tid:
20:04.
Sted:
Zeeman.
Vejr:
Støvregn.

Det var ikke fordi det var en overraskelse at den nye fyr trådte ind. Det var bare måden han gjorde det på. Stilet, elegant. Alle på værtshuset drejede sig og kiggede på ham. Han havde en overnaturlig virkning på folk. Men der var vidst ingen der lagde mærke til pigen med det farvede hår, der sad helt ovre ved væggen. Hun havde kort løftet blikket da han kom ind, men det var så også det. Efter det, havde hun rettet blikket mod sin drink. En mærkelig gul en af slagsen. Sådan en dårlig efterligning af en dyr diskoteksdrink, med paraply og det hele. Hun kiggede lige ned i bordet, men ud af øjenkrogen anede hun skikkelsen. Han bevægede sig med en ynde og stil ingen kunne slå. Hendes blik flakkede et kort sekund, men så løftede hun ansigtet. Han slog sig ned i en bås.
Hvorfor var hun overhovedet taget på Zeeman?
Der kom udelukkende gamle, drikkende mænd i store grupper, der ikke ville have noget med en punker at gøre. Hun var kommet her, fordi hun manglede penge. Hun havde abstinenser. En gang imellem mærkede hun et kort ryk glide igennem kroppen og sveden under den røde jakke blev værre, for hvert sekunder der bevægede sig henover hovedet på hende. Hun sukkede langsomt. Det var dumt. Det var ikke en mulighed. Hvor meget hun end ville have et fix, så var det ikke en mulighed.
Men på den anden side… Han var nok ikke som de andre. Han kvalte hende nok ikke. Han slog hende nok ikke. Forhåbentlig gjorde han hende heller ikke ondt. Måske… Måske var han god? Måske han kunne minde hende om Damien? Til sidst rejste hun sig op. Skubbede stolen lidt bag ud og tog sit glas, for så at gå målrettet imod ham.
Hun var iklædt den sædvanlige læderjakke. Den havde engang haft en rød farve, men nu var farven bare totalt krakeleret og hang i fine skaller over det hele. Hun havde en løs, sort skjorte på, der faldt ned til hendes lår. På benene havde hun et par stramme, skotskternede bukser på, med læderlapper på knæene og lynlås på lår og lægge. Bestemt ikke en type man ville blive set med i byen, hvis man var helt normal, kontrolleret og ikke høj og skæv konstant.
Hun stoppede op lige foran ham, hun stod vel ikke længere en 30-35 cm fra ham. ”Do you mind if I sit down here?” spurgte hun hurtigt.

At fortryde var en meget menneskelig følelse.

Wicked nægtede at kalde den fornemmelse, der flød igennem ham ved det triste syn af Zeeman's lokale, for fortrydelse. Det ville have indikeret, at han havde noget bedre at bruge sin tid på, end at besøge det falmede værtshus og tid var endnu et menneskeligt begreb, han ikke besværede sig med.

En dråbe støvregn, der havde samlet sig mens han stod med ansigtet vendt imod himlen og overgav sig til den fjerlette følelse af regnen imod den voksagtige hud, gled fra det hvid-blonde hår, henover den høje pande og ned ad næseryggen, før vandet forsvandt imellem de blege læber. Et menneske ville nok have reageret mens vandet gled henover huden, eller have slikket læberne. Wicked virkede nærmere som en statue der var blevet fanget i en byge, de markante træk ubevægelige mens han lod de mørke øjne glide henover det slidte klientel. Nysgerrige øjne blev returneret til slunkne drinks under hans blik, bortset fra en enkelt vampyr bagerst i lokalet. Wicked nikkede let som hilsen imod skikkelsen og slentrede langsomt hen til den nærmeste ledige bås.

Zeeman var endnu et af de steder, der havde ry for at være samlingspunkt for den overnaturlige verden. I mindre grad end Petronia Night Club, og et enkelt blik rundt var mere end nok til at give ham det samme indtryk af spildte muligheder. Wicked så overvejende rundt, selvom hans ansigtsudtryk ikke havde ændret sig, da en lille masse af sort og falmet rødt trådte ind i hans synsfelt. Wicked lod de mørke øjne glide henover pigen og bemærkede det flakkende blik, den lette rysten på trods af varmen. Stofmisbrugere blev sjældent savnet og siden hans 'sammenstød' med Porcelain, var sulten kun taget til.

Det voksblege ansigt var pludseligt animeret i et charmerende smil, der viste de blændende hvide tænder. De dybe øjne rettede sig imod pigen med en intensitet der næsten var en håndgribelig energi i luften mellem dem.

"By all means. Who am I to refuse the request of a lady?"

Han rejste sig fra sit eget sæde og bukkede halvt imod hende, slog en hånd ud imod den modsatte side af båsen.

"Please, sit. Can I offer you a drink in exchange for offering salvation from the stares of the hostile locals?"

Wicked nikkede hovedet let imod resten af lokalet og adskillige mørke sideblikke vendtes prompte i alle andre retninger end imod dem.

Ann prøvede at ignorere den seksuelle kemi han hurtigt udviste over for hende, men det at han var gentleman nok til at rejse sig for hende, gjorde hende dog blødere. Dog havde han en sjov effekt på hende, for i det han rejste sig, kom han jo tættere på, og i det han bukkede halvt, blev hun blød i knæene. Han var endnu flottere tæt på. Hendes blik drejede langsomt mod den modsatte ende af båsen, som han tydeligvis hentydede til. Hans stemme var langsomt, som en iskold flod der gled henover glatte sten, perfekt, elegant. Hun kunne ikke modstå ham.
Den måde han talte til hende på. Det var som om han ophøjede hende. Gjorde hende bedre end et mindreårigt crackvrag der rendte rundt med en afhængig halvkæreste. Han gjorde hende voksen. Fin. Pæn. Feminin. Hun rystede kort på hovedet og løftede sit halvtomme. ”No, but thank you. I have my own.” Da han nikkede mod resten af lokalet kiggede hun ned. Straks var hun lille igen. Mindreværdig. Dårlig. Men hun rettede ryggen og forestillede sig hans stemme igen. Så glat, flydende. Den indbudte hende nærmest til at springe på ham henover bordet. Hun trådte et skridt over mod den ende af båsen hun var blevet indbudt til. Inden hun satte sig ned, drejede hun ansigtet og beundrede hans skønhed endnu engang. Han var smuk. Virkeligt smuk. Men der var også et eller andet ved ham. En overnaturlig glød. En boble af charme, der tiltrak alt af hunkøn og fik det til at tabe deres fine, flammefarvede nylontrusser på stedet. Måske var han ikke bare endnu et job. Måske var han en oplevelse. Hun kiggede ned i bordet. Skammede sig over sin tankegang. Hun burde slet ikke sidde og tænke sådan om en voksen mand. Men på den anden side, hun havde dummet sig så mange gange før, så hvorfor ikke også i dag.
Hun lod fingeren glide henover kanten af glasset uden at kigge op. Hvordan spurgte man en succesfuld herre som ham, hævet over normen, om han havde lyst til at købe seksuelle ydelser?

Wicked havde aldrig mestret evnen til at bedømme menneskers alder, men det var ikke svært at se, at pigen var ung. Alligevel var der en glød - en falmet glød - over det spinkle ansigt, der fortalte om livserfaring. Hans interesse steg en anelse. Det var svært at forvente en underholdende leg fra et almindeligt menneske. Det var til dels derfor han altid jagede dusørjægerne. Selvom de grundliggende var lige simple, havde dusørjægere den fordel, at de vidste hvad der gemte sig i mørket. De forventede det og det tog en indsats at fylde dem med frygt.

Et måltid var altid bedst ledsaget af den tunge duft af frygt.

Almindelige mennesker frygtede alt hvad der var ukendt. Det var en kort leg, utilfredsstillende, når jagten endte det øjeblik han var nødt til at fange dem, mens de løb fra ham. Det var ikke svært at indrømme, at en del af nydelsen ved at jage mennesker, var overgivelsen. Det øjeblik hvor de indså, at de ikke ville slippe fra ham i live, men allerede var faldet så dybt, at det var uundgåeligt. Den type var sværere at finde, men kunne tilbyde uendeligt mere underholdning.

Wicked betragtede pigen og forsøgte at bedømme hende. Det var en simpelt nok at få en umiddelbar reaktion. Han smilede en smule bredere, et cheshire-grin der blottede de hvide, let spidse, tænder. Ikke mere end hvad der lå på grænsen for den menneskelige norm - lidt for hvide, lidt for spidse - men smilet i sig selv var mørkere, en antydning af, at han kunne være farligere, mere fristende, end han umiddelbart gav udtryk for.

"James W. Faccombe. Might I inquire as to your name, Miss?"

Det var et smil, ulven kunne have givet rødhætte, da han inviterede hende ind i bedstemors hus. Han rakte ud og greb hendes hånd, bøjede sig over den og strejfede hendes hud med læberne. De mørke øjne rullede op under øjenbrynene, så han kunne betragte hende samtidigt, og drak duften af hende ind. En menneskelig fært der var fristende i sin enkelthed. Hans egen hud var glat, blødere end den burde være. Voksagtig, selvom der var en smule varme under huden.

"And what could an adorable creature such as yourself be doing among this rabble?"

Ann fortsatte kontrolleret med at kigge ned, da hans blik blev mere interesserende. Kort flakkede de grå øjne ud til hendes hånd, derefter tilbage til det lille hak i bordpladen, der pludselig virkede så interessant. Hun løftede ansigtet i det hans vand-stemme begyndte at stige mod hende i faldende toner. Engelsk var et fascinerende sprog.
”Kristin.” løj hun. ”My name is Kristin.”
Så lagde hun mærke til smilet. Alt for sadistisk og indbydende. Hun kunne ikke bare lade ham gå ubemærket forbi. Han måtte for intet i verdenen bare blive et sort, boblende minde, der plagede hende når hun sov. Han så ud til at være mere værd. Huden var glat og porcelænsagtig.
Luft blev hurtigt trukket ned i lungerne, formede et tyndt gisp der lød tydeligt, i det han greb hendes hånd. Han lænede sig langsomt frem og lod sine læber strejfe den arrede håndryg. Hun sad som forstenet, da han løftede blikket og kiggede på hende. Så lod hun den ene mundvig glide op i et skævt smil.
Siden hvornår var hun blevet en bedårende skabning? Det var et af de mange spørgsmål der kredsede rundt i hendes hoved, men de andre virkede bare så ligegyldige i forhold til det der skete foran hende lige nu. ”It’s quite embarrassing actually..” mumlede hun tøvende og kiggede op på ham. Han havde sikkert allerede regnet det ud. At hun var afhængig. Det var ikke så svært at se på de unge nu om dage. Hun sukkede ganske let.
”I ... I need money ... and I thought about if I could do anything for you... if you know what I mean...” Langsomt begyndte en taktisk plan at tage form i hendes hoved. Hun ville spille uskyldig, uvidende. Det var noget mænd godt kunne lide. De kunne godt lide børn. Hendes blik flakkede kort ud mod højre, hvor en mand var begyndt at rykke tættere på.
Hun trak sin hånd til sig og kiggede på denne… James. Hun lod sit blik glide ned til hans læber og ned til brystkassen. Så stoppede hun og lod blikket falde tilbage på hans ansigt. Han var yderst tiltrækkende.

"Kristin."

Den dybe stemme sendte navnet fremad med en kælende hvisken, udtalte det på en måde der gav det vægt og betydning, som om han havde tiltalt en dronning i stedet for en stof-afhængig teenager i slidt tøj. Wicked huskede en tid, hvor man havde troet på, at navne betød noget. For ham og hans slags var et navn et bånd, og hvis det havde været hendes rigtige navn, ville stemmen have trukket let i noget dybt i pigen, en genkendelse af hvilken person hun var.

Siden det var et falsk navn, faldt fornemmelsen væk. Wicked smilede for sig selv og betragtede hendes ansigt i stedet for. Masken af uskyldig uvidenhed sendte en rus af ophidselse igennem ham - ikke fordi uskyldighed i sig selv var interessant. Han var ikke interesseret i korruptionen af børn, det tog andre af hans slag sig af - men fordi udtrykket dækkede over en sjæl der ville være hvad som helst, gøre hvad som helst, for at få opfyldt sit behov. Lyve, stjæle, tilbyde alt hvad hun havde og mere, for en rus der ville være overstået om få timer.

En der, højst sandsynligt, ville slå en handel af med djævlen selv, for at få hvad hendes krop krævede.

"There is no embarrassment in wanting for something. Especially for wicked little things that will send you to heaven."

Hånden der havde holdt om hendes rakte ud igen, greb hendes arm i et blidt tag, vendte forsigtigt hendes arm mens han talte, så underarmen lå opad. Selvom hans hånd lå let omkring hendes, var der en styrke i fingrene, der fortalte at han kunne have lagt en vægt som stålbånd i grebet. Hans anden hånd skubbede jakkens ærme op af hendes arm, selvom de mørke øjne hvilede på hendes ansigt, et lille vidende smil på de blege læber.

"But after a few hours, what then? Back down to hell and onto the streets?"

Han lod en finger glide let henover hendes hud, fulgte blodårene med en fjerlet bevægelse, som de var intime venner. Hans stemme reflekterede den samme tone af kendskab, af at vide præcist hvad hun længtes efter.

"I have something better. Something you have never tried before. And for a small exchange, it's yours. A never-ending supply."

De mørke øjne fangede lyset og gav genskær, da hans blik gled henover hende i hvad der kunne opfattes som begær. Wicked var imidlertid ikke interesseret i hendes krop, men noget der lå meget dybere.

Ann lod øjnene glide henover hans plasticansigt. Måden han udtalte navnet på. Han gjorde hende til en kvinde. Ikke bare en euforisende møgluder, der vandrede hvileløst rundt. En dronning i forklædning. Hans fantastiske udstråling lagde hendes firkantede, farlige syn på omverdenen i blød. Måske var det alle ikke parasitter og hadefulde lortemennesker, der burde blive brændt. Hun fornemmede svagt hvordan hendes korte ansigtstræk af barnligt uskyld startede et gammel maskineri i ham. Han vidste der gemte sig mere under overfladen af desperation.

Nu strakte han armen frem mod hende og greb fat i hendes underarm, der blev vendt forsigtigt mellem hans hænder.

”To heaven?” hviskede hun interesseret og lænede sig lidt frem. Han holdt om hendes hånd, med en styrke der udviste en form for faderkærlighed. En lille gnist af tryghed, man kunne gå tilbage til, når verdenen blev for meget. Præcis som Sebastian gjorde et. Hun kiggede med et glimt af begær ned på hans hånd, der skubbede hendes jakke op. Øjnene flakkede hurtigt tilbage på James’ ansigt, der smilede, velvidende om hvad det sikkert ville ende om.

Det var som om han forstod hendes smerte. Hendes desperation.

"Mh.. I guess. It always ends like that…" svarede hun. Stemmen var langsom og velovervejet, men lysere end den naturligt ville have været. Hun bed sig i underlæben for ikke at gispe, da hans finger gled henover blodårene. Hjertet begyndte langsomt at pumpe hurtigere under huden.

"What is it?"
Straks så man junkiesiden skyde op i hende. Øjnene blev store og pupillerne trak sig sammen. Hvad var det han kunne give hende, der aldrig ville slippe op?
Hun spejlede sig i hans blik, da de hvilede på hende. Gnistrende af lyst og passion. Hun lænede sig frem og lod hånden glide henover hans underarm. Hun trak James’ ærme op og lod neglene glide henover huden. Lige så spejlblank og marmoragtig som resten af huden. Et eller andet sted mindede det hende om stearin.

"Tell me what it is…" hviskede hun desperat.

Sulten vældede op i ham med uventet styrke. Det var ikke den forventningsfulde sult, der trak dybt i maven, når han fik færten af en jæger og begyndte sin leg. Sulten der bugtede sig igennem hans tanker havde intet med den fysiske repræsentation af en 'mave' at gøre. Det var et koncept, et behov, en trang der slørede hans blik.

Der var mere end én måde, at tilfredsstille sin sult, når det kom til menneskeligt bytte. Wicked veg sjældent fra den klassiske - og blodige - version. Men der havde været specielle mennesker, som pigen foran ham. Særlige situationer, hvor den anden trang steg og gjorde opmærksom på sig selv.

Han drak hendes eftergivenhed ind med de mørke øjne, rullede ivrigheden i hendes stemme rundt på tungen som den fineste vin. Den intense afhængighed fra en, der aldrig havde fundet meningen, nødvendigheden af at stå op hver morgen og falde ind i mønsteret resten af verden fulgte. Selvoptagetheden fra et liv på gaden, der havde afsløret gang på gang, at der fandtes hverken rigtigt eller forkert - kun hvad man var villig til at gøre, for at overleve. Den evige løgn, der alligevel stædigt holdt kniven fra håndledet og hviskede 'anytime, I can stop anytime'. Det var den hemmelige ingrediens, den uhellige kombination der skulle til, for at skabe en sjæl, han kunne suge tom igen og igen, mens hun tiggede om mere.

"All in time. Good things come to those who wait."

De mørke øjne spillede og smilet blev en smule bredere - en smule for bredt, tænderne for hvide. Grandma, what sharp teeth you have. Wicked rejste sig med en flydende bevægelse, der hørte til på en scene nærmere end den snuskede bar, og lod hendes negle glide henover hans arm og hånd, indtil kun hans deres fingerspidser rørte. Det blonde hoved bøjede sig fremover, som om han var ved at tage hendes hånd for at plante endnu et strejf af læber imod hendes hud.

"Are you ready to leave?"

Det lange hår virrede om hendes hoved, da hans stemme igen indtog hendes sind og efterlod hende blottet. Hendes pupiller blev mindre for hvert ord han sagde og for hver bevægelse han lavede. Smilet blev bredere, sank sammen som en sløret tåge, i det hun fokuserede for koncentreret. Men farverne forsvandt for hendes blik og efterlod den mørnede bås overfor hende. Hans fingre rørte ved hende og straks antog kinderne en lys farve, der havde svage antydninger af lyserød. Blodet var skudt ud i hendes kinder, for at afsløre den følelse hun havde indeni.

Hans spørgsmål efterlod hende med en form for forventning, der konstant steg og faldt, som en tur i en rutsjebane.

”Yes..” mumlede hun hurtigt og rejste sig fra sin plads. Hun prøvede at genvinde fokus, men noget tilbageholdte hende. Et fokus der var koncentreret om den blide berøring, der var fjerlet ovenpå hendes tynde hud. Hun trådte et skridt forbi den høje skikkelse og drejede så halvt ansigtet mod ham. Hendes øje glimtede et kort sekund af begær, men glimtet var væk så hurtigt som det var kommet.

”To your place?” spurgte hun langsomt. Hun genvandt fokus, var ikke så desorienteret og forvirret mere. Nu var hun professionel. Han var bare et job. Han var bare endnu en streg i bogen. Endnu en pille, der skulle skylles ned med ren vodka. Endnu et fix, der blev taget ude på 7eleven’s toilet. Han var bare.. ligesom de andre. Endnu en.

Hun trak ligegyldigt på skulderen og drejede sig så helt mod ham. Hendes øjne var store af begejstring. Og det var nu det ville have sagt klik for en hvilken som helst middelklasse menneskemand, der havde kone og børn. Hendes hånd gled op af hans inderlår, op over hans skridt. Berøringen var fjerlet, men med øvelse. Hun fortsatte sin nedværdigende opførsel, ved at lade hånden glide op på hans hofte, og til sidst op af sig selv. De to øverste knapper blev med lethed åbnet, og man kunne se direkte ned til hendes barm, der hævede og sænkede sig om og om igen. Pludselig gik et hårdt ryk igennem hendes krop og hun virrede kort med hovedet.

”Fuck..” hvæsede hun lydløst til sig selv.