My ... What the hell?{Heather - Eve}

Dato: 10. marts 2012
Tid: 06.38
Sted: Legepladsen i Sheria.
Omgivelser: En tom legeplads.
Vejr: Blæsende, overskyet.
Påklædning: Lårkort stram, sort kjole, halvlang læderjakke, højhælede støvler, læderhandsker og mønstrede nylonstrømper.

Den hylende vind fejede over jorden, og fik alle legeredskaberne til at bevæge sig, som legede spøgelsesbørn på dem. Lige bag de tætte skyer kunne man netop skimte omridset af den opstående sol, der spredte en rød glød over skyerne. I det fjerne kunne en babys skærende gråd høres, men så lavt som var lyden båret flere kilometer med vinden. Et brag rungede over legepladsen da en ung kvinde knækkede sammen, og landede halvt over en vippe, der omgående vippede ned, så hun dunkede hovedet ned i jorden.

Eve slog sine mørkebrune øjne op, og hendes blik flakkede forskrækket over den øde legeplads. En dybt suk forlod hendes let adskilte læber da hun fik trukket sig op i nogenlunde rettet stilling. Hendes skarpe blik gennemborede de tårnhøje støvler der beklædte hendes fødder, inden hun manøvrede sig over på en af gyngerne. Hendes hendes fingre greb om gyngen, så det bløde læder gled hen over hendes hud. Jorden der klistrede til hendes hår begyndte langsomt at drysse ned, og da hun kørte en hånd gennem blev det meste vristet ud.

That must have looked damn great. I'm so clever sometimes. Well done Eve, I have to must commend myself for that.

Hun lænede sig yndefuldt forover, og fik trukket støvlerne af sine lange nylonbeklædte ben. Hun trak armen med skoene bagud, og slyngede så skoene af sted, hvorefter de landede mange meter fra hende. De mørke øjne fulgte skoene støt, men hun gjorde ikke mine til at rejse sig op og hente de elegante, sorte støvler der nu lå på den halvmudrede jord, og blev ødelagt.

God damn shoes! I will never buy high heels again ... Okay, I probably will, but I will never buy these shoes again. It's shoes from hell! You can't keep the balance in them! And I'm not drunk.

Hun lænede hovedet tilbage, og lod vinden lege kælent med hendes hår. Hun lukkede fredfyldt øjnene, og et saligt smil gled over hendes ansigt. Det var sjældent man så det smil på hende, men nu i disse tomme omgivelser, havde hun åbenbart erklæret det for sikkert. Hendes krop svajede let bagud, og da hun langsomt krydsede de lange ben så det ubevidst ud.

Den tætte busk skærmede af for vinden, til Heathers held. Selvom vinden ofte hjalp hende med at flyve hurtigere, hadede hun den. Den susede i ørene, blæste en rundt og fik ens hår til at ligne en fuglerede.
Men her, i ly af busken, sad hun trygt og betragtede nogle skud der så småt var ved at blomstre.

Maybe I should help them a little? It surely can't be noticed...

Hun førte sin finger frem og lod den lege lidt i luften, hvorefter blomsterskudene udvidede sig, og til sidst blev til de smukkeste forårsblomster. Heather smilede tilfreds, men smilet falmede dog hurtigt, da et brag fyldte hendes ører. Det kom helt sikkert fra et sted i nærheden - måske endda fra legepladsen. Personen eller dyret der havde forårsaget braget måtte være kommet for nyligt, for hun havde ikke bemærket noget da hun havde søgt ly bag busken.

Hun kravlede langsomt hen mod den ene ende af busken, og så varsomt ind på legepladsen. Det var stadig halvmørkt, så det var ikke let at se noget. Derfor kravlede hun helt fri af busken og rejste sig så op og så sig omkring. En kvinde sad på en af gyngerne med siden til.
Heather nærmede sig hende lydløst, og da hun var få meter fra hende rømmede hun sig for at være sikker på at få kvindens opmærksomhed.

"What are you doing here so early in the morning?"

Vinden blæste i Heathers hår idet hun talte, og derefter stod hun blot og betragtede kvinden. Hun virkede bekendt - skræmmende bekendt, faktisk. En følelse skød op i hendes krop, men hun kunne ikke definere den. Det var trods alt svært at betragte kvinden på nært hold på grund af mørket, blæsten og afstanden. Men der var stadig et eller andet der sagde hende, at hun havde set kvinden før.

Et sæt fór gennem Eves krop, som blev der sæt stød til hende, da en kvinde begyndte at tale. Hun slog sine mørke øjne op, og sænkede hovedet uendeligt langsomt, indtil hun til sidst havde et blik rettet imod kvinden. Hendes blik gennemborede kvinden, men lidt efter lidt blødte hendes blik en smule op, selvom man stadig kunne mærke den isnende kulde der udgik fra hendes krop.

"Because, stranger I just met, i've been to some ridiculous party. Oh, and by the way ... Who the hell are you?"

Hun snoede fingrene ud af jernkæden der holdt den lette gynge, og rejste sig elegant op, med en ynde hun for få sekunder siden havde gjort til skamme. Hun bevægede sig med lange skridt nogle skridt nærmere kvinden, og tippede hovedet på skrå, da hun kritisk betragtede hende.

A monster or not? So hard to find out ...

Et umærkeligt ryst gik gennem hendes hoved, men det var så hastigt at man kunne blive i tvivl om den lette bevægelse havde været indbildning eller ej. Hendes handskebeklædte fingre gled gennem hendes let krøllede hår, da vinden prøvede at filtre det sammen som klumper på hendes hoved, og et smil gled over hendes ansigt da hun vandt kampen, men det forsvandt med samme igen.

Nylonen på hendes fødder hjalp ikke som et skjold imod sandet, så hendes tæerr druknede i halvtørt sand, men hun synes ikke at bemærke sandet der gled ned mellem hendes tæer. Hendes kropsholdning ændredes pludseligt fra iskoldt og utroligt uvenligt, til mistroisk og forsvar, da hun lænede sig en smule frem, med halvt sammenknebne øjne, der glimtede i skæret fra den opgående sol der havde kæmpet sig til at trænge igennem skylaget.

"I could ask you the same question? Actually I could ask you three questions ..."

Hendes øjenbrynet blev hastigt hævet over de mørke øjne imens hun talte, og hendes sætning holdt en kort pause da hendes øjenbryn ikke kunne komme længere op på hendes pande, men hendes steme fortsatte så deres gang, som var hun aldrig blevet afbrudt af sig selv.

"... Who are you, what are you doing here, and what do you want from me? Oh, and I'm sorry if I sound rude ... But it's just ... Answer!"

Hun krydsede de lyse arme over brystet, og krydsede anklerne over kors. Smilet der lyste på hendes ansigt havde ikke så meget som et gram varme i sig, og intet i hendes stemme kunne forveksles med venlighed. Hun ikke så meget som blinkede da hun ventede på svaret, selvom hun så ud som om at svarene ikke betød noget for hende. Vinden fik legesygt hendes læderjakke til at blafre let, og denne gang ignorerede hun vindens forsøg på at ødelægge hendes hår.

Den første tanke der strejfede Heather var, at kvinden langt fra var svag. Hele hendes attitude og yndefulde bevægelser udsendte et klart signal om, at hun var en kvinde med høj selvtillid, og som troede hun var noget. Måske var hun rent faktisk også noget, men det kunne Heather jo ikke vide. Hun kendte trods alt ikke kvinden... eller gjorde hun?

Da kvinden havde talt, skulle hun lige til at åbne munden for at svare, men blev afbrudt. Det var efterhånden ved at gå op for hende, at kvinden havde en slem vane med at afbryde sig selv. Men på den anden side, så virkede det også en smule skræmmende, og Heathers ben var fristet til at træde et par skridt tilbage, i takt med at kvinden kom nærmere. Men hun bed tænderne sammen og blev stående hvor hun var. Da kvinden stoppede op foran hende, havde hun endelig fået færdiggjort sin lille tale.

"My name is Heather, i'm just wandering around, and I don't want anything from you."

Enten havde kvinden tømmermænd, var i utrolig dårligt humør, eller også hadede hun af en eller anden uforklarlig grund bare Heather på forhånd. Men Heather var ikke typen, der lod sådanne ting passere. Hun ville vide hvorfor de folk der nu måtte have noget imod hende, havde noget imod hende. Og denne fremmede kvinde, hvis navn hun endnu ikke kendte, var ikke en undtagelse.

"And what in heaven's name have I done to you?"

Nu hvor kvinden var kommet tættere på, gav hun sig til at betragte hende på nært hold. Dog sørgede hun for ikke at stirre, da det sikkert bare ville hidse hende endnu mere op.
Og så gik det op for hende, hvor hun havde set kvinden før. Det gik op for hende, hvad følelsen indeni hende var.

No... it can't be..

Hun rystede svagt på hovedet, og stirrede overrasket på kvinden. Kunne det virkelig passe, efter alle de år? Var det virkelig den kvinde hun havde haft et øjebliks øjenkontakt med i Los Angeles dengang for ni år siden? Var dette virkelig den kvinde, som hun med det samme havde vidst, at hun skulle beskytte? Var det denne kvinde, hun havde ledt efter lige siden?
Alle de spørgsmål hvirvlede rundt i hovedet på hende, men hun var næsten sikker i sin sag - det var den kvinde. Det mest foruroligende var dog, at hun slet ikke havde forandret sig efter alle de år. Hun så ikke ét sekund ældre ud.

Eve bevægede ikke en muskel da Heather begyndte at tale, og da spørgsmålet ramte Eve, var hendes eneste bevægelse et muntert smil der lyste op på hendes ansigt, og pludseligt fik hendes ansigt til at virke varmt. Hendes sorte kjole gled over hendes krop i takt med hendse bevægelser, og skinnede let i den rødglødende sol, så hver af hendes bevægelser straks blev omdannet til en glidende dans.

"What you have done to me? Yes, let's look at that shall we?"

Hendes hvæsende stemme der blev spyttet ud af hendes let adskilte læber, virkede helt forkert i forhold til det muntre smil på hendes ansigt, der også forsvandt i takt med at hendes ord forsvandt ud i verden. Hendes mørke øjne blev forvandlet til tomme huller, og hun stirrede pludseligt ud i luften, som havde hun helt glemt Heather.

Why am I suddenly so angry? Has she done something to me? I let my anger out on her, and I do not know why ... It doesn't seem good. Maybe has the insanity finally fallen down over me.

Brat kom der liv i hendes bevægelser, og hendes krop synes at vågne fra en trance. Hun trak skuldrene højt op over hovedet, som skuttede hun sig for den kolde vind der smøg sig om hende. Hendes blik flakkede over legepladsen, inden det igen landede på Heather. Hendes øjenbryn blev endnu engang løftet, og hun åbnede munden for at fortælle hende hvad Heather havde gjort galt.

"You suddenly come over to me for no reason, you interrupt my thoughts, and start asking random questions like this is some kind of interrogation! This you have done!"

Hun gjorde en stor bevægelse med hånden, og himlede med øjnene som havde det været noget af det mest tydelige der kunne ses. Hendes blik rettedes igen imod Heather, og heller ikke denne gang fandtes en gnist af usikkerhed i hendes blik. Kun ugrundet vrede imod kvinden, og en lettere mistroisk undersøgelse af hende.

That wasn't reasons ... Oh well, that doesn't matter, it isn't like she's an important person in my life or something ...