Revenge, blood, a vampire, a hybrid and deamons. (marilynn)

Tid: sent om aften omkring midnat.
Vejret: klart med også lidt køligt.
Omgivelser: Werclares skumle kvarter.

Månens blege lys lagde sin som et tæppe over hele byen, og gav en gyselig stemning, der hvor der ingen gadelamper lyste op. Det var bare en nat ligesom alle andre nætter, hvor byens indbyggere holdte sig helst indefor. For byens mørke kroge og skumle gader var ikke et sted at opholde sig sikkert i. Tankerne snurrede rundt i hjernen på den kære Sawyer. Normalt var det nu han var ude og hygge sig eller noget i den retning. Men tankerne stoppede ham. Han kunne ikke få det ud af hovedet, hvad han havde fået af vide for få dage siden. Igennem hans job havde han bragt en besked til en dæmon, der viste sig til at være medlem i klanen bloodmoon. En ikke særligt kendt klan, men dem der kendte den. Vidste hvor brutale og hvor strenge de var. Han havde faktisk søgt længe efter denne klan, ikke fordi han ville optages i den, langt fra. Hvis nu han ville ha haft lyst til det, så kunne han det nok heller ikke i forevejen, for hans engleblod i hans åre ville de nok ikke kunne lide. Et lydløst suk gled ud igennem hans læber og en anstrengt hånd kørte igennem hans korte brune hår. Der var kun få på denne gade, og de holdte sig mest for sig selv. Han kunne ikke få det ud af hovedet, han ønskede hævn! Han ville hævne sig for hvad de havde gjort imod hans mor. Han var ikke selv født der, men det var den nat hvor hun blev gravid med ham. Indtil han havde fået dette sidste job, havde han faktisk næsten glemt historien om hans mor og om klanen, fordi han ikke har tænkt på det i lang tid. Men nu havde han fået banket oplysningerne ud af den dæmon og den dæmon fortalte, at en som kendte, hvor Bloodhound var, ville være her idag ved midnat. Det var hans mål, og det var det eneste hans tanker tænkte på. Dem som kendte ham godt, ville sikkert ikke tro at han kunne finde på sådan noget. Han havde altid været den venlige, den useriøse osv. Men han havde sine øjeblikke, hvor han kunne være seriøs. Han kunne høre det kolde havvand fra havnen af slå ind imod kajen. Ikke langt igen, tænkte han. Så så han det han søgte, en ung dæmon sad nede på en bænk og solgte blod som narkotika til nogle skumle typer. Man kunne høre en latter dernede fra da han fik sine penge, og kunderne forsvandt ind i skyggerne igen.

Sælgeren gik under navnet Nightfall, de brugte normalt aldrig deres navne, ellers var de for lette at opsøge.Nightfall lade mærke til en ændre i luften og så hen imod en ung mand, som var på vej imod ham. Endnu en forretning! Han solgte alle mulige slags blod, som var blevet det nye narkotika. Men han kunne fornemme at vedkommende ikke var helt almindelig. Engle og dæmon? Eller var det noget helt tredje? Han kunne tydelig fornemme denne unge herres aura af engle, men et eller andet dæmonisk var også ham. Denne specielle blanding af de to lugte gav næsten en helt ny lugt. Som gjorde at mange troede at Sawyer var en ny race.

//Påklædning: Sorte fiskenet strømpebukser og alt for stor hvid skjorte som bruges som en form for kjole(når ned til midten af hendes lår.)//

Det var afskyeligt! Sådan hvordan det bare blev solgt til højre også venstre. Og det værste var at man intet kunne sige til politiet om det. Overhoved. Disse sælgere tjente godt på det sorte marked og samtidig skulle de ikke tænke på at blive opdaget. Men dog var det igen et farligt område at betræde. Man vidste aldrig om disse ’donere’ overlevede efter deres brutale tankning for at få fat i blodet.
Marilynn snerrede for sig selv mens hendes øjne var stift rettet mod denne dæmon der var i midten af salg af stoffet. Den dejlige duft af blod hang i luften men den gav hende ingen rus. Ikke det mindste. Mere foragt. Hun kunne uden problem skille andres blod med hendes. Hendes dyrebare blod. Sårene efter de sølvkæder der havde været omkring hendes håndled og hals var endnu ikke healet. Og de smertede svagt ved synet af mennesker såvel som så mange andre der betalte penge for noget de ikke havde ret til at eje. Ikke ifølge hendes hoved. Hun snerrede igen men forholdt sig stadig stille. Iset som hun sad på taget af en af de betonbygninger der om dagen blev brugt til fiske indlevering og alt muligt andet. Men trods mørket var hun godt skjult. Hendes øjne lynede af had og lysten til at se den dæmon død var stor. Og ikke blot denne dæmon. Så mange andre. De fik hende til at føle sig så svag. En følelse hun ikke kunne lide. Hun knugede sine hænder og de spidse hjørnetænder var fremme. Nok mest på grund af ophidselsen. Det var ikke så meget fordi hun var sulten. Specielt ikke efter dæmonens blod. Men pludselig syntes noget andet at forstyrre hendes tankegang. Samt hendes lugtesans. En ny lugt ramte hende som et hårdt slag i hovedet som fik hende til at se væk fra sælgeren. Hun fik med det samme øje på denne anden person. En af hankøn. Det var tydeligt selv om at hun så det hele fra oven. Den maskuline bygning løj stort set aldrig. Et sted var det nok bare en ny kunde og det fik hende til at også sende sit lynende blik mod ham inden hun opfangede en form for fornemmelse hun selv kendte så godt til. Som om der stod de samme gnister ud af ham som ved hende. Men han virkede mere rolig. Som havde han andre tanker end hende. Og det havde han sikkert også. Igen så hun mod sælgeren og opdagede hurtigt hvor han se hen. Hun fugtede sine blege fyldige læber inden hun endelig fik taget sig sammen til at gøre et eller andet. Det var nu eller aldrig. Ikke?
Marilynn følte hvordan at vinden blev kørt genne hendes lange ravne sorte hår der bølgede på denne naturlige måde. Og hun kunne det næste øjeblik mærke asfalten under sine skofrie fødder. ”Forbandede dæmon.” hvislede hun og havde nu mere eller mindre afsløret sig. Det var lidt som om at hun havde glemt af om denne anden person. Denne mand der blot forvirrede hende. Det næste varede kun et enkelt sekund og hun stod der lige foran Nightfall. Selv kendte hun ikke navnet på dæmonen. Inden der rigtig kunne ske noget havde hun med en hårdt kræft bare skubbet mod ham inden hun med den ene hånd greb godt fast i dæmonens øverste beklædning for at trække ham til sig igen. Nok var han højere end hende men uden alliance ville han måske være mindre farlig. Hun snerrede igen og viste sit hvide tandsæt. Øjnene blev mere mørkerøde i det og hun tog ikke blikket fra ham. ”Troede du virkelig jeg ville lade jer beskidte bæster slippe..?” Nok var Marilynn blot en pige af en normal måske lidt spinkel bygning og et sødt ansigt viste hendes udstråling og aura noget helt andet. Ligegyldighed og spydigheder. En anden hånd træk et ganske almindeligt glasskær frem og det blev sat mod dæmonens mave. Ikke helt ind for at dræbe ham men hun kunne fornemme hvordan det blev presset sig en smule ind for at komme gennem beklædningen. ”Hvor er..de?” Selv lod hun som ingen ting da de få kunder havde viget en smule væk fra dem begge og bare stirrede på hende. Hvis ikke de allerede havde sat halen mellem benene.

Nightfall studerede denne nye kunde, han havde et mørkeblåt jakke sæt, som var åben med en skjorte inde under. Så han så sådan afslappet ud. Nightfall var altid en der var parat til at forsvare sig, men nu havde den nyankommende tiltrukket hans opmærksomhed, før han mærkede, hvordan en kvindelig vampyr trak ham ind til sig på en meget aggresiv måde. Han mærkede hvordan noget stak i maven på ham. Han så uforstående på hende.
"Hvad for noget de?"
Sagde han udforstående og frygt var tydelig i hans øjne, han frygtede for sit liv..

Sawyer havde mange planer og metoder at gøre imod denne dæmon, for at få oplysningerne ud af ham. Men straks blev de planer knust, da en kvindelig vampyr straks var hende ved ham og åbenbart også ville ha fat i ham.. Sawyer stod forvirret et øjeblik, og så så han hvordan dæmonen reagerede og så vampyrens hånd ved hans mave, og blod af dæmon fyldte luften. Han mumlede vredt for sig selv.
"Bloody hell no!"
Sagde han med sin tydelige irske accent, han vinger brød igennem hans jakkesæt. Som han havde fået lavet specielt, så hans vinger kunne bryde ud uden at hullerne kunne ses eller få ødelagt tøjet. Han vinger som var på ca 7 meters vingefang på grund af hans alder og på grund af hans dæmonblod. Vingerne var af sammen struktur, som en dæmons. Hvor vingrene går ud i fingre som ender i kløer. Men dog var hans vinger dækket af sorte fjer med rødlige striber. Han løb og brugte sine vinger så han opppede i et stort spring hen imod dem. Han lagde en arm omkring hendes hals og rev hende væk. Men da han rørte hende, kom han til at bruge sin evne, så han kunne se det vampyren ønskede sig allermest lige nu. Så tog han straks den forskrækket dæmon ind til sig og havde armen omkring hans hals og holdte ham som et gidsel. Han havde fronten imod vampyren.
"He's my bloody guy, i have to get some information. If ya come closer, his is dead like a tood."
Sagde han med sin tykke irske accent. Han fik sine kløer fremme på sin ene hånd og lagde de skarpe kløer imod hans hals, klar til at dræbe ham på stedet. Nightfall var bare total lam af overraskelse og skræk. To personer var efter ham på sammen tid, det kunne ikke være godt.. Sawyer håbede på at vampyren ville skride, han ville ikke lade en vampyr af en tøs ødeligge hans chance for hævn. Så derfor håbede han på, at denne dæmon var vigtigt for vampyrkvinden at blive holdt i live. For ellers ville dette ikke hjælpe, hvis vampyren ønsker ham død. Så måtte han vel blive nød til at forsvare dæmonen, selvom det var det han langt fra havde lyst til. Sawyer lod med vilje vær med at komme til at bruge hans evne på dæmonen, for han gad ikke se hans ønsker lige her og nu.. Fordi for det første interesseret det ham ikke, for det andet fordi intet skulle distrahere ham.

Lyden af vingefang blev med det samme opfanget og den duft der før havde forvirret hende blev kraftigere. Som havde det været et mere eller mindre slør over denne person som ejede et par vinger. Men af den grund at hun stod med ryggen til kunne hun ikke finde ud af hvad fanden der egentligt var. Hun var mere koncentreret over at fryde sig i dæmonens skræmte ansigtsudtryk og de stirrende bedende øjne. Dog syntes intet smil at komme frem på hendes læber. Og hvis der overhoved havde været et ville det med et forsvinde. Hun følte pludselig en stærk arm omkring hendes hals. Nok havde hun ikke brug for luft men det var stadig enormt ubehageligt at have noget trykkende mod ens hals. Et legemme hun nok helst beskyttede fra kræfter sine disse. Hun blev trukket væk og det stof hendes hånd havde fat i blev revet med til hun endelig gav slip. På samme måde som med det glasskør hun ikke mere havde i sin hånd. De sår der var blevet dannet i hendes håndflade på grund af det strammede greb blev hurtigt helet igen og efterlod blot små mængder af hendes mørkerøde blod. Med det samme som armen ikke mere var der fik hun fumlet med et par klodsede skridt bagud for så at miste balancen og væltede lige på røven. Hendes hånd blev holdt mod sin hals som havde hun været nær at dø ved et kvælertag. Det han havde gjort havde ikke ligefrem underværker ved de sår omkring halsen. Hun hadede sølv! Gad bare ikke hele som alt det andet!
Marilynn begyndte med det samme at hvæse og så med det samme mod denne foræder der havde forstyrret hende. Hun så til forundring at det var selv samme mand hun havde følt disse samme udstrålinger som hende selv. Hendes øjne blev spærret ganske lidt op og det var tydeligt at hendes blik var rettet mod de enorme vinger han besad. Hun forstod ikke. Hvordan kunne noget overhoved have den slags? Hun kom hurtigt ud af den mindre trance hun var kommet i da han talte. Ordene lød først fremmede men hurtigt efter blev de oversæt i hendes hoved. Og alt den forundring i hendes ansigt forvandlede sig nu til det samme snerrende udtryk. Hun kom elegant på benene igen og stod nu meget sikkert. Holdt lidt afstanden mens hun igen hvæsede. Viste tænder. Hun førte roligt sin ene hånd op og slikkede den smule blod der endnu var der. Blanding af hendes eget og dæmonen der åbenbart blev som et stykke legetøj mellem to børn der begge ville lege med det. Den tanke fik så hendes mundvige at stige lidt op og hun stillede sig nu mere i en rolig stilling. Af en grund morede hans sætninger hende. Hun tillod sig at tage et skridt tættere på og stoppede op. ”I can get my information from other creatures if I want. I don’t need that demon..” Igen tog hun et skridt tættere på og hendes smil syntes at have vokset. Eller var det bare et trick fra ens bevidsthed? ”..But I don’t like disturbances from hybrids.” Nu forsvandt smilet igen og det glasskår der ellers lå lidt fra hende begyndte at svæve og stoppede først da det landede i hendes hånd igen. Hun knejsede med nakken og forsatte mod de to væsner. Grunden til hendes sprog skift var blot for at sikre sig at englen forstod hende klart. Og hvis han ikke snart skred, ville han også blive set som et offer i hendes øjne. Om hun så ville kunne overvinde en som ham eller ej.

//jeg fik det nok ikke skrevet tydeligt nok :) Men Sawyer brugte sin evne til at se Marilynns ønsker her og nu.. Men så siger vi at han ikke havde brugt den lige der, men et andet tidspunkt så skal du skrive hvad Marilynn ønsker sig lige her og nu.:D//

Han kunne godt tale normalt sprog, men når han kom op og køre slog han altid over i sit modersmål, nemlig hans engelsk-irske sprog. Så man ikke var i tvivl om, hvor han kom fra. Han tog et stærkere greb omkring dæmonens hals, da hun hvæsede af ham. Dæmonen under ham begyndte at ryste let af skræk. Han kunne ikke lade vær med smile af hendes forundring og overraskelse, de fleste gjorde ligesom hende. stod bare og stirrede på ham og spurgte tit om hvad for en race han er. Dog nu blev hans plan ødelagt, hun behøvede ham ikke direkte. Selv Sawyer behøvede nok ikke lige præcist ham, han kunne altid lede efter en anden. Men det var svært, for de var ikke lette af finde og de var forholdsvis kun få. Så han talte nu på normal sprog, men dog stadigvæk med en tydelig irsk accent.
"Jamen så har du vel ikke noget imod at jeg tager en snak med ham her.. Når du jo ikke behøver ham."
Sagde han sådan drillende, som han nok ikke skulle ha gjort. Men det var tit også altid hans drillenhed, som skabte de fleste problemer. Han så dog til mens glasskåret fløj op i luften og var nu i hendes hånd. Hun kunne vist telekinise.. Fordi dæmonen kunne mærke at han var uopmærksom, så satte Nightfall tænderne i hans arm. Blodet brød straks frem fra hudens overflade, og fyldte luften af blodets bittersøde duft, som var en eksotisk luft. Sawyer slap ham og snerrede.
"Bollocks!"
Dæmonen begyndte at løbe ned af havnen. Han så på vampyren og tænkte hurtigt.
"Vi kan dele ham, jeg ønsker ikke at dræbe ham. Lad mig bare snakke med ham først, og så er han din.."
Sawyer slog sine vinger ud og satte straks af fra jorden af og fløj i retningen efter dæmonen. Han havde ikke ventet på tilladelse eller godkendelse fra hendes side af, han gjorde det bare. Nightfall kunne høre tydelig vingeslagene komme nærmere..

//OOG! Aargh! Sorry..Vi kan sige han ikke fik et ordentligt billed af hvad hun ønskede sig i det øjeblik på grund af frustration eller ophidselse? Så skal jeg nok huske det til næste gang. :'3//


Åh! Hvor hans dog irriterede hende! Skulle bare komme med smarte kommentar og tro noget han yderligere nok selv vidste ikke kunne lade sig helt gøre. Igen snerrede hun blot af ham og stoppede nærst brat op. Hendes hænder var knugede og hvis hun ikke passede bare lidt mere på ville skåret igen have spidset sig gennem den bløde sarte hud i hendes håndflade. Sørgede så dette. Fik nu en store lyst til bare at hamre ham en. Eller få lukket munden på ham. Men det var nok mere dæmonen der lukkede munden på hende. Lige i det at hun med det samme fik lagt mærke til at gabet blev åbnet og gjorde sig klar til at bide ned var det som om at hendes ansigt gik mere eller mindre i panik. Dog nåede hun ikke at gøre andet end at vise et ’pas på’ via kropssprog. Hun havde selv åbnet munden som for at råbe op men hun fik aldrig sagt noget inden at den delikate duft af blod nu hang i luften. Og den var fri og frisk. Så fristende. Overvandt med det samme stanken af havn og fisk, der før havde genere hende. Det var igen som om at hun stivnede og hun følte selv hvordan at spytkirtlerne begyndte at producere på højtryk. Hun tog sig selv i at køre sin tunge over sine læber og kom derefter hurtigt tid sig selv. Hendes blik blev med det samme rettet mod dæmonen der så ud til at løbe. For sit liv. Og hun opfangede kun lige knap hvad denne hybrid fik sagt til hende inden hun så ham i flyvende aktion. Forbandede væsner!
Marilynn undlod at sige noget til det men idet hun satte i løb selv, havde hun besluttet at tage imod hans forslag. Men på hendes måde. Hvis han blot gik hende mere på nerverne ville det ikke kun være Nightfall der ville ende med et blegere ansigt. Sådan var det med alle. Hun så sig kort op og kunne ikke lade være med at studere den måde han bare kunne flyve mens hun for fordømt til at forblive på jordens overflade. Snerrede svagt for sig selv inden hun så satte farten op. Som var dette et væddeløb og hun ville helst være den der vandt. Ville ikke tabe til ham. Hun satte af og forhåbentlig ville springet være langt nok til at kunne nå dæmonen på sin flugt. Hun nød det øjeblik som hun var i luften og igen kunne mærke vinden i sit ravnesorte år. Men trods det holdt hun sit blik fokuseret mod den flugtende. Kunne stadig ikke kordinere om hun ville kunne nå ham. Det var lidt som om det hele gik så langsomt pludselig.

Sawyer kunne ikke lide den måde hun så ud på.. Det var altid creepy at se på en, som så en som mad, og det kunne næsten ikke stå tydeligere på hendes ansigt. Men det tog han sig ikke mere af lige nu før han fløj i luften.

Dæmonen løb med tungene hængene ud af halsen, og ærvede sig endnu engang at han slet ikke havde nogle evner. Ingengang vinger eller horn eller kløer som alle de andre dæmoner. Det var måske derfor han havde overlevet så lang tid i klanen, fordi de ikke så ham som nogen trussel, selvom han var en såkaldt outsider. Han løb med benene på nakken, men så forsvandt fodfæstet under hans fødder og han faldt lige så lang som han var. Sawyer var hurtigere end Marilynn men med dæmonens snubleri, så undgik han lige at blive taget af Sawyers greb efter ham. Men så lå han lige for fødderne foran marilynn. Sawyer fik sunket farten og landede flere meter foran. Han havde mere end sine vinger, han havde også horn, hale, kløer og sylespidse tænder. Men det behøvede han ikke lige frem at tage ud nu. Han så på bidemærket på sin hånd, og dæmonen havde bidt ham i blodlommen i tommelfingeren. Så den blev ved med at bløde. Han gik stille og roligt imod dæmonen, som lå på jorden foran vampyren. Så brugte han sin anden evne, han gjorde det yderst af fingeren til gele eller elastisk. Så tvang han huden til at overlappe hinanden og fik det til at blive sådan. Så såret var forsvundet og der var ikke længere blod der rendte ud. Men flere af hans fingre var gennemblødt af duftende rødt blod. Han elskede sin evne især nu, fordi så var der ikke længere blod der blødte, og det ville nok være for fristende til vampyren. Han kunne ca tælle 10 vampyrer, som var sprunget direkte på ham og få havde nået at få en tår, af hans eksotiske blod. Men hans evne gik ud på at han kunne gøre hele eller en del af hans krop til i teorien bitte små legoklodser, som han kan rykke rundt med som han lyster. Dog er det meget kompliceret, for blodåre skal stadigvæk passe sammen osv. Han har før rykket sit hjerte i sin højre side i stedet for venstre, så en dusørjæger nemlig ikke havde nået at dræbe ham. Han havde stadigvæk et ar over venstre bryst, hvor kniven havde boret sig igennem. Men selvom han kunne fjerne arret, så var der stadigvæk noget i ham, som gerne ville beholde det. Det var der han første gang havde dræbt nogen i hele hans liv, men han havde ikke fortrydt det. For det første fordi han hjalp hans nye body Tristan dusørjægerlederen. Men også fordi hende der stak ham var en form for zombie. Men han var ikke i tvivl om at han ikke kunne dræbe bloodhound og alle de andre. Det var han helt sikkert på. For han var ikke en af de engler, som ikke ville dræbe nogen som helst selv ikke de onde. Han var mere som de engler der ville dræbe alle onde væsner. Dog dømte han ikke folk, for at være onde eller gode. Det havde han intet imod, nok fordi han selv var klar over sin blandede race, som jo er en ond og god side han har.

Marilynn blev noget overrasket idet hun blot så hvordan dæmonen på klodsede fødder valgte at snuble over sine egne ben. Det så komisk ud fra hendes synsvinkel men hun lagde stadig ikke særlig meget mærke til det der var komisk. Hun var i et noget ligegyldigt humør i øjeblikket. Følte sig både forkert og helt rigtig. Hvor var det dog bare irriterende. Men stadig kunne hun nu også fryde sig lidt over at være den første ved flugtningen. At se hvordan denne blanding bare lod sig lande lidt længere fra dem. Hun huskede stadig det blik han havde sendt hende idet færden af blod havde nået hende. Valgte dog at ignorer det fuldkommen. Det var vel det samme med hende. Dømte en person på visse træk. Så hvorfor blive sur på ham over det når der kunne være så meget andet. Hun stoppede brat op da hun landede på jorden igen. Blødt som havde det ikke været andet end et lille hop på stedet. Hun tøvede dog ikke med at bare træde længere frem og derefter bare op på dæmonens ryg for at holde ham nogenlunde nede mens hun så endnu så til som hybriden gjort noget rimelig mærkeligt. Det så i hvert fald sådan ud. Den måde som hans hud begyndte at forstrække sig og derefter var der intet åbent sår mere. Der var ikke andet end den smule blod han havde på sine fingre og på sin beklædning. Hun var ikke decideret forunder over hans evne. Den skræmte hende på en måde. Gav hende kvalme ved tanken om selv at kunne den slags. Hun kunne ikke engang lide følelsen at nogen nev hende eller træk fat i hendes nakkeskin. Hun valgte derefter at bare se væk og uden at tage sig af de klagende lyde fra den stakkels dæmon under hendes fødder begyndte hun at sætte sig mere på hug. Så igen mod den unge mand lidt fra hende. Den mørkerøde farve var nu væk fra hendes øjne og hendes mundviger, gik hverken ned eller opad. Hun lagde sine hænder på sine lår og lagde derefter hovedet på skrå for at få en vildfaren tot hår ned og ligge tværs over det blege ansigt.
”Værsgo.” lød hendes stemme så pludselig og brød stilheden. Der var ingen snerren eller drillende toner i den mere. Bare helt neutral. Og passede til det udtryk hendes ansigt havde fortrængt sig i. ”Du ønskede at dele et par ord med idioten her..” Hun hentydede tydeligt til dæmonen der på en måde prøvede at komme fri igen. Men nok var hun ikke specielt tung kunne hun sagtens lægge vægt på ting hvis hun ønskede. ”Eller var det måske løgn?” Nok var hun vampyr man hun havde ikke evnen til at læse folk tanker. Og hun var en man faktisk kunne snyde hvis hun ikke havde mulighed for at se tingene klart i folks øjne eller ansigter. Hun havde bare ikke rigtigt set ordenligt på denne mærkværdige engels ansigt endnu. Og et sted behøvede hun det vel ikke. Hvorfor skulle en engel lyve? De var jo altid så uskyldsrene at de var til at knække sig over. Men ham her var nok ikke helt normal. Hun havde følt den farlige frustration fra ham. Og så var han helt sikker ikke hel.

Men nu var Sawyer kommet fuldstændigt ned på jorden følelsesmæssigt, at der var intet ondt eller surhed rettet imod hende. For han havde ingen grund til at blive sur på hende, selvom hun så sulten på ham. Så længe hun kunne styre sin sult, så havde han ingen problemer. Dog har han før ladet en direkte smage på hans blod, fordi det var en dulle han hyggede sig med en aften. Der har han intet imod det, bare det ikke var uden hans accept. Nightfall kiggede med blikket lige direkte ind i hans sko og Sawyer stod og kiggede på ham. Hvordan kunne sådan et ynkelig svat være dæmon? Han var jo ynkeligheden selv. Da hun begyndte at blive flabet og provokerende smilte han bare tilbage med et flabet smil.
"Når så man er selv flabet? Jamen selvfølgelig ønsker jeg et par ord ud af ham"
Sawyer gik roligt i knæ og så på ham. Dæmonen så nervøst på ham og sagde så. Dæmonen forstod virkelig ikke, hvorfor de ville efter ham. Hvordan kunne han blive brugt til noget nyttigt andet end af skaffe dem blod. Det er den eneste grund til at han overhoved er blevet optaget, fordi han har gode kontakter. Fordi selvom klanen så ned på salget af blod, så gav det gode penge. For at få den til at fungere.
"Hvad fanden er du? Og hvorfor lige mig?"
Dæmonen syntes, det var ret så umuligt at nogen kunne være en blanding mellem dæmon og engel. Det var bare så forkert og så umulig. Han havde godt hørt, at der var blevet forsøgt blandinger, men ingen har kunne lykkes ind til videre. Så han måtte været noget andet.

Sawyer fik lige en ulidelig trang til at lave et smølfespark på hans næse, så det gjorde han så og Dæmonen peb.
"Det er mig der stiller spørgsmålene right barmpot?"
Selvom han kunne nu sådan set sproget helt på denne ø, så var der stadigvæk til tider, hvis han ikke kunne ordet, at han så puttede bare det engelsk eller irske ord ind.. Nogle gange gjorde han det bare automatisk fordi han syntes det lød bedre. Han havde dog også en tildens til at sige ord forkert, som dogs. Der siger han dags i stedet for.
"Jeg vil vide hvor Bloodhound, bæstet og skarface er, de tre berygtede bødre? Det er det eneste jeg vil vide og så vil jeg overlade dig og vampyren for jer selv"
Sagde han og vendte så blikket op på hende. Det var utroligt at dæmonen ingengang prøvede at kæmpe sig fri, det var som om han vidste at han havde tabt på forhold. Men okay, hvor skulle han flygte hen? Ned i vandet? men så Sawyer fik en underlig tanke, hvad nu hvis denne vampyr også ønskede at opsøge en af dem, det kunne være total komisk. Det håbede han virkelig ikke, det ville nok ikke ende godt.

”Nej virkelig. Har du helt selv fundet ud af det..” mumlede hun svagt og prøvede så vidt muligt at holde den væk fra hans hørelse. Prøvede blot at forvandle det det til en snerren. Men han skulle ikke bare spille smart over for hende. Nok var hun fablet men hun vidste det skam også selv. Havde ikke brug for folk til at gå og fortælle hende den slags. Det var jo meningsløst. Hun fnyste blot kort inden hun rullede med øjnene. Så væk fra ham og blot ned på dette svage væsen. Hvor var han kedelig. Så ynkelig. Og alligevel havde han kunne få spidet den kanyle ind i hende. Hun huskede stadig hvordan andre dæmoner havde fået hende lagt ned. Hun ville have kunnet klaret det hele hvis det ikke var på grund af det forbandede sølv. Et sted ville hun blot dræbe ham men stadig holdt hun ham i live. Nok mest fordi denne hybrid åbenbart havde fået sat denne aftale ind i hovedet på hende.

Marilynn syntes så pludselig at stivne helt. Hendes ene hånd greb ufattelig hårdt fat i dæmonens beklædning, hvis ikke hun også fik fat i noget af den sarte hud af bare frustration. Hun hørte sig selv snerre svagt og hun så nu endelig igen mod denne unge mand der lige som hendes søgte informationer. Men hun havde aldrig troet det lige var det. Og hvorfor skulle han lige gøre det? Der var intet for ham at gøre lige på det punkt. Hendes øjne havde endnu denne mørke brune farve og hvis man så efter var de faktisk dybe og rolige. Også selvom at hun ikke vidste særlig mange følelser gennem dem. Havde dem ikke. Eller jo et sted men hvem gad lede efter dem når de alligevel ville løbe fra end? Hun stirrede på ham uden at sige noget og hendes greb omkring dæmonens tøj blev løsnet. Hun rejste sig stille og roligt op i en elegant smidig bevægelse inden at vinden kort tog fat i hendes lange hår for at lege med det. Hun var hverken bange eller genert over for ham. Hun var blot mere overrasket og undrende. Smilede ikke men stadig heller ingen surmule. Så blev hendes hoved drejet i en lille vinkel og en skygge landede over hendes øjne. ”Hvorfor søger du disse væsner?” lød hendes stemme så. Igen lidt truende. Masserede hårdt denne dæmon under sine fødder på ryggen og sørgede for at han forblev hvor han var. ”Og har du overhoved modet til at ikke at tøve med at se blodet flyde..?” Hun lød et sted som en af de gamle vise mænd eller de hekser der får i tiden fandtes, på den måde hun nærmest talte i gåder. Eller hvordan hendes stemme snoede sig. Hun bed sig lidt i underlæben inden hun så tog et lille skridt tættere på ham og tog sig ikke af de klagende lyde fra dæmonen da hun stod mere eller mindre på hans ribben sammen med den følsomme rygsøjle. ”I så fald..” Hun lænede sig en smule hen mod ham og holdt sit ansigt de få 15 centimeter fra hans. ”Hvorfor følger du så ikke blot deres hæslige lugte?” hviskede hun roligt og lagde hoved en smule på skrå for igen at fjerne skyggen af hendes øjne. Det var næsten helt tydeligt at hun kendte til dem som ham. Men havde andre grunde til at ville dem noget. Hun følte kort hvordan Nightfall rykkede på sig som ville han prøve og komme fri. ”Men hvis ikke..” Hun trådte igen det lille skridt væk fra ham for så at nærmest hamre sin fod mod dæmonens hoved og tvang ham igen til at ligge stille. Dræbte ham ikke. Og slog ham skal heller ikke bevidstløs. Hun kendte til hvordan kan skulle kontrollere sine kræfter. ”SVAR!” hentydede hun hård til den klynkende dæmon. ”Denne engel spurgte dig om noget. Og er det ikke blot ren høflighed at svare?..” Hun pressede hans hoved mere mod jorden men slappede så lidt af igen efter hun havde talt. Hun så igen mod hybriden med samme ligegyldige udtryk i ansigtet som altid mens at månens blege lys nu ramte mere ind på den marmorhvide hud.

Han smilte bare flabet tilbage på hende, en pige med en flabet kæft havde han intet imod. Han syntes kun godt, hvis de kunne være flabet. Især fordi han kan godt lide at være flabet imod en der selv er flabet, og som kan svare igen. Så gjorde det jo det hele lidt meget sjovere.
"Det hjælper ikke at du dæmper din, vi alle kan stadigvæk høre dig"

Da han stilte sit spørgsmål, var der et eller andet i luften der var forandret. Han så op på vampyrkvinden og så hendes overrasket udtryk. Brikkerne faldt på plads i hovedet på ham, og nu kunne han se det klare billede.
"ya gotta be kidding me?"
Hvordan fanden kunne det ske, at to personer som slet ikke kender hinanden, som begge vil opsøge nogle generel ukendte personer. Så har de begge søgt efter en, som begge kunne give deres information. Det var en total særtilfælde, og især på sammen dag og sammen tidspunkt. En vis og ældgammel person ville sikkert sige skæbnen, men Sawyer troede ikke på skæbnen. Men man kunne da godt blive lidt mistænksom, om det nu ikke også skulle passe. Ligesom han mødte sin gamle menneske flirt for ca 300 år siden, og nu har han mødt hende forleden bare i vampyrform. Det var også lidt af et tilfælde, især fordi hun mødte ham igennem hans job.. Hvor han skulle aflevere en besked fra hendes skaber. Hvordan kan man være så heldig eller uheldig?
"Søger du også efter de tre bødre?"
Han så halvt vantro på hende, ikke fordi han ikke troede at hun hendes kropssprog talte sandt. Men det var stadigvæk lidt for weird efter hans smag. Han så til mens hun rejste sig elegant, først nu spekulerede han faktisk over hvor pæn hun var. Men dog ønsker han slet ikke at være i dæmonens sted. Han stod lidt og tøvede med at svare på spørgsmålet. Han var tit ærligheden selv, men nogle gange vidste han det ikke var godt at sige hvilken helst information til alle enhver. Men på sin måde virkede det fair nok.
"Jeg søger dem, fordi jeg ønsker revenge"
Han grinte dog af hendes spottende bemærkning.
"Ja mere end klar. Jeg er jo ikke helt så engleblid som de andre engler vel?"
Han vidste ikke lige om hun vidste om han var hybrid af dæmon og engel. Men han var sikker på, at han vil kunne dræbe nogen som han mener der fortjener det. Hvis det var mere uskyldige, ja det var en anden side af sagen. Men de 3 dæmoner var jo ikke ligefrem uskyldigheden selv vel?
"Fordi de er sku svære at finde, jeg fik kun nogle oplysninger om ham her for nogle dage siden. Men dog ved jeg meget om deres klan"
Han nikkede hen til dæmonen for at hentyde at det var ham. Dæmonen peb videre, men prøvede at holde det lavt, så han ikke tiltrak mere opmærksomhed end nødvendigt. Han fik næsten ondt af dæmonen som fik hamrede sit hovede i jorden af hende, men også kun næsten. Måne skinnet lagde sig på hendes hud som fløjl. *det var det man kalder for kold skønhed* tænkte han for sig selv. Dæmonen under hende jammede, men fik så taget sig sammen.
"Det sidste jeg ved, så venter de på ugens penge i morgen, i deres store familie villa i den lille by ude for werclare. Men jeg vil råde jer ikke til at gå der, det er et meget farligt sted"
Sawyer gad faktisk ikke høre på ham mere, nu havde han sine oplysninger. Men hvad så nu? Han så hen på vampyren med et spørgende udtryk.

Hævn? Det var da utroligt så mange der hadede den klan og som ønskede hævn. Det var næsten som om at der ikke var en der bare ikke gjorde. Og hun var næsten sikker på der allerede var nogle inde i selve klanen der ønskede mindst en af dæmonerne døde. Hun ignorerede let hans spørgsmål. Var det ikke tydeligt at hun også søgte dem? Enten det eller også ville hun helst ikke rende ind i dem igen. Hun havde til forskel for ham faktisk set dem i aktion her for nylig. Eller hun kunne selvfølgelig ikke vide sig sikker på det. Men hun fornemmede blot af denne form for had han havde stadig lå og boblede let inden den ville koge op. Man kunne nærmest føle på ham hvor længe den havde været i hans krop. Som var den ved at blive en del af den. Selv var hun ikke en der gik rundt og hadede folk på længere digt. Hun blev let irriteret over dem og det var deres egen skyld når de blev fundet i en klam container.
Da Marilynn så igen hørte noget interessant komme fra hans strube lod hun sine læber gå op for at blot give ham igen. Hans svar havde virkelig moret hende og ubevidst havde et smil vel sniget sig frem i mundvigen. Hun følte sig lidt overlegen i det øjeblik. ”Måske bruger du bare dén der for meget..” Hun prikkede ham ganske nænsomt i panden men lande stadig lidt vægt i som ville hun skubbe hans hoved væk på den måde. ”Og for lidt den der.” afsluttede hun mens hun blidt strøg hen over hans næsetip i endnu et prik. Hun var kold men samtidig ville man ikke fryse hvis man holdt om hende. En vampyrs temperatur var faktisk vældig behagelig. En ting der tit gik et menneskes næse forbi.

Endnu engang blev dette ellers frydende øjeblik ødelagt af dæmonens stammende stemme. Hun så ned og tillod sig lidt efter at fjerne sin fod fra hans hoved men blev stående på ryggen til hun atter satte sig på hug. En hånd blev kørte gennem Nightfall’s hår. ”Så gad man tale..” mumlede hun svagt imens at hun førte sine fingre pirrende ned langs nakken. Forsætte ned lags ryggen, uden om sig selv inden hun fik søgt sin hånd ned i den lille bælte taske han havde om livet. Hun træk så nemt en lille flaske frem med det mørkerøde blod. ”Og du har med stor garanti talt for meget. Tænk på det sådan her. Hvis jeg undlader dit liv vil du stadig leve i frygt og måske endda blive dræbt af klanen. Held og lykke..” Hun rejste sig så igen od trådte ned fra dæmonen. Hun rettede de brune øjne mod hybriden der nok endnu var højere end hende. Men hun følte sig dog ikke set ned på af ham. ”Hhm. Tænk engang at disse bæster har været i nærheden mindst engang om ugen.” Hun lød en smule hånende men der var intet smil der kunne bekræfte det. Havde stadig dette alvorlige udtryk ud over det hele. Hun så så igen væk fra ham og begyndte roligt at gå men i det at hun lige passerede ham lød hendes klingende stemme igen. ”Men kom i vejen for mig igen og du er død..” hvislede hun og man kunne hører lyden af glas der blev knust og den lille flaske fra før var knust i hendes hånd mens at blodet blot dryppede ned på jorden. Hun åbnede igen sin hånd og selvom at hun selv havde sår i håndleden var det helt umuligt at se forskel på flaskens indhold og hendes blod. Hvilket nok kun betød en ting. Der var ingen forskel. Hun forsatte hen af havnen. Så sig ikke over skulderen og selvom at vinden ikke var så stærk igen syntes hendes hår at flagre legende efter hende. Hun smilede for sig selv og et sted glædede hun sig næsten til at den mand ville ignorere hendes trussel og hun så man næsten allerede for sig være samme sted som hende med samme mål som hende.

Han had var større end han var klar over.. Men det var den sammen følelse han altid fik, når han blev mindet om sin moders historie. Den kunne ha endt så romantisk, men så endte den som en værre tragie. To nyforelsket af dæmon og engle var fundet sammen, de blev fundet af dæmonens 3 bødre. Så blev han dræbt og englen voldtaget. Englen får et barn, som hun ikke vil kendes ved. Barnet lever videre som en bastard uden mor og far, og uden at overhoved ane hvem hans far er. Hadet vokser i barnet, fordi han ser hvor meget det har skadet hendes mor. Hans moder som havde været så lykkelig og skøn. Var ny skrøbelig og forskræmt fra alt og alle.. Det var den hurtige version af hans historie, grunden til dette blodige had, grunden til den kolde hævn. Han så undrende på hende, da hun prikkede ham lige midt i panden og så midt på næsen med sin kolde fingre, men som ikke var dårlig kold. Det var næsten lige som en frisk koldhed, som var behageligt. Men så fattede han hvad hun mente.
"Jeg er sku da ikke en blodhund?"
Sagde han med et halvt fjoget og drillende ansigtsudtryk. Han havde desværre ikke helt den gode lugtesans fra sin dæmonside, han kunne kun lugte en smule bedre end engler og de lugter som normale mennesker. Dog kan engler meget nemmere fornemme væsner, og så han havde fået fifty/fifty fra hver af delene.

Dæmonen lå bare der total stiv da hun lod fingeren glide ned fra halsen og ned. Han bad for sit liv inde i ham selv. Da mærkede han vægten blev fjernet og han rejste sig bare hurtigt op og sprang i vandet. Sawyer ville ikke efter ham eller noget, for han havde ikke en grund til at dø lige nu, for han havde allerede en dødsdom over sit hovede nu. Den mindste forræderi i den klan der blev man brutalt dræbt og kommer til at lige stille og roligt. Der var ikke noget der blev sparet når de dræbte forrædere. Det var derfor kun forholdsvis få kendte for klanen, for ingen ville røbe klanen, når det var lig med død. Men sawyer undrede sig over hvorfor søgte denne vampyrkvinde dem? Hvad fortid lå der bag det? Han havde lyst til at spørge, men undlod med det ind til videre. Han stirrede på hende med sine grå/grønne øjne da hun gik forbi og sagde sin trussel. Hvad bilder den kvinde sig ind? Han stod lidt og så ned i vandet hvor dæmonen havde flygtet hen. Så kiggede han op på månen og lod sin hånd køre igennem hans mørkebrune hår. Så faldt hans blik på hende mens hendes hår flagrede i vinden. Så mumlede han for sig selv.
"Won't let ya bloody win"
Han trak sine vinger ind og gik hurtigt op ved siden af hende.
"Hvem siger ikke at du kommer i vejen for mig? Og det er dig der skal passe på?"
Sagde han drillende og gik længere foran hende, så vendte han hovedet bag ud og viste med hånden et par hængende nøgler.
"Hvis du har besluttet dig for ikke at komme i vejen for mig, så kan vi tage min bil. Jeg ved lige hvor det er henne"
Hans fornuft prøvede at råbe højt at det ikke var kvikt at samarbejde med en lige mødt voldelig kvindelig vampyr. Men det lød som en god plan for ham, hvorfor ikke være to om det altså.

//Aaargh! >_< Undskylder godplayet. Men håber virkelig det er okay. Bare for denne gang..^^'//


Marilynn så sig let over skulderen idet hun hørte hans trampende skridt gå hen mod hende. Så den hybrid kunne ikke lade hende være. Hvor komisk. Han ville da vist ikke bare lade hende gå. Og nok specielt efter hvad hun havde sagt. Hans reaktion var netop lige som hun havde håbet. Men stadig syntes intet at smile fra hendes ansigt. Hun havde gemt det væk igen lige i det at han var kommet op på siden af hende. Hans ord var sjove men hun tog dem ikke helt på den måde. Han var virkelig en lille mide sådan at svare hende igen hele tiden. Selv tænkte hun ikke over at hun faktisk selv gjorde det hele tiden men samtidig var der vel dette arrogante over hende der gjorde at hun kun gav hende selv til at gøre den slags. At være uforskammet var hendes opgave i livet. Men det så ikke ud til at denne fyr gad lade hende tage den helt alene.
Og hvad var det! Han var vist i sandhed en smart guy. Og så kørte tingen endda i bil. Hun fattede endnu ikke lige den opfindelse når man havde et par fødder man kunne gå på. Og hvis det skulle være var der tog og cykler for dem der ville bruge sine penge på det. Eller også var dette bare fordi hun ikke selv havde brug for den slags maskineri. Stille og roligt som hun bare forsatte ligefrem i den retning hun havde valgt og med blikket endnu rettet mod ham. Hun kunne endnu ikke sætte et navn på hans ansigt. Og det kunne hun nok også overleve uden. Hun følte en trang blive dannet i hendes krop. Den måde han alligevel fik set ned på hende og det smil der sad på hans læber. Tankerne kørte rundt hovedet på hende og denne lille leg blev skabt. Og synet på ham fik hende nu til at morer sig.
Det næste øjeblik syntes hun ikke at være på samme afstand til ham som før. Den var blevet minimeret markent. Ja hun stod igen næsten helt oppe i ansigtet af ham. Deres kroppe rørte lige akkurat ikke hinanden men man ville nemt kunne fornemme deres tilværelse og spænding. Hun prøvede så vidt muligt at skubbe ham ned på jorden. For så at stille sig over han og derefter nærmest satte sig på han. En hånd blev sat mod asfalten på den ene side af hans hoved mens at den anden blidt blev lagt hen over hans mund. Tvang det mørkerøde blod fra hendes nu helede håndflade til at blive placeret på hans læber. Et smil var nu igen fremme. Hun lænede sig roligt ned mod ham og tillod sig selv at nappe han ganske let i kinden. ”Hvem kan dog give dig den idé at jeg nogensinde vil komme i vejen for dig? Jeg vil nå hvad jeg vil inden du overhoved vil nå at snuble over trappetrinet.” Så trak hun sig ellers igen væk og kom igen op på benene for bare at gå lidt forbi ham. Hun gav en raslende lyd fa sig og afslørede han nok ikke ville være særlig meget i besiddelse af nøglerne. Med mindre hun havde taget nogle andre. ”Kommer du, engel?” lød hendes stemme igen og nu mere hævet som hun bare forsatte. Marilynn morede sig virkelig nu. Og det var et så irriterende standpunkt. Hun syntes at miste det beskyttende skjold hver gang. Ikke at det kunne blive bygget op igen men det var bare ikke rart at tænke på.

//hehe gør ikke noget :)//

Han elskede selv at flyve med sine egne vinger, men dog var det et godt dække at bruge bilen. I hvert fald om dagen, fordi menneskerne ville sikkert glo underligt, hvis en engel fløj hen over hovedet på dem. Og han forstod vigtigheden af at holde alle væsner skjult. Han har set for mange gange menneskers grufuldhed imod væsner især dusørjægerne. Som jo kun var der for at skjule væsners tilstedeværelse og udrydde dem de mener er onde. Men derfor han endnu engang ville tage bilen var, fordi han ville heller ikke forlade sin bil her i werclare, der var en alt for stor chance for at den kunne blive stjålet. Især den babe af en bil han har, som han kaldte for sin black betty. Det var en gammel bil fra 1967, som var en rigtig muskelbil. Han så slet ikke ned på hende, faktisk så han slet ikke ned på nogen. Det gad han ikke at spilde tid på, hvorfor stå der og dømme folk, når man lige så godt kan møde og hilse på dem. Det får man meget mere ud af efter hans mening, istedet for at stå der og surmule over folk, som man måske har dømt forkert.
Han kiggede lidt undrende på hende, da hun nærmede sig tæt på ham. Før han nåede at opfatte at hun ville nået, så blev han skubbet ned på jorden og lå lige så lang han var. Vægten fra hende pressede på hans mave og det var tydeligt hun følte sig overlegen. Han troede næsten, at hun ville bide ham, da hun nappede ham let i kinden. Før han nåede at bruge sin evne så han kunne komme fri, var hun allerede trådt fri af ham. Han så forundret på denne pige med et fjoget drengesmil på sine læber. Han så på nøglerne og straks kom han op på benene, ikke hans bil!! Han stod og kløede sig i hovedet og rystede så på hovedet, og mumlede for sig selv.
"Skøre kvindemennesker"
Han kom hurtigt op ved siden af hende igen, han trak også sine vinger igen ind i ryggen.
"Kan du snart beslutte dig hvad jeg skal blive kaldt for vampyr? Jeg er engel, hybrid eller hvad?"
De gik lidt længere ned af gaden, det der er min bil. Han pegede imod hans black betty, mens han så fik hendes opmærksomhed rettet imod bilen og prøvede at få fat i hans nøgler. Det var sort 1967 Chevy Impala, som er en meget gammeldags klassisk bil. Som han har haft siden man kunne købe dem og har passet den lige siden. Det var hans kvinde og der måtte endelig ikke ske noget med den. Hvis man sikkert gjorde noget imod bilen, ville man sikker kunne gøre ham virkelig vred eller i hvert fald pirrelig. Han ville gøre næsten alt for hans bil.

”Sagtens.” fik hun med lige efter hans spørgsmål. Han havde vel lagt mærke til hendes skiftende valg af kaldenavne til ham. Hun kendte jo ikke hans navn og hun virkede ikke særlig interesseret i at kende til det. Hun havde den følelse at når nogle præsenterede sig for hende var det jo blot en selvfølge at gøre det samme. Og lige nu ville hun ikke erkende sig med sin information. Han vidste allerede for meget. Og den forbandede mand havde det med at få hende ud i et mere pirrende humør. Det var tydeligt at hun ikke mere var så ligegyldig i udstråling. Næste fase. Dog blev hun ved mat igen at bygge rystningen op endnu en gang. ”I mine øjne er du blot en engel. Kvalmende sød af duft og uopmærksom på en kvindes bevægelser og gøremål.” Hun tillod sig at dreje hovedet lidt for at se mod ham. Ja hun var stadig efter ham. Men han havde spurgt hende og når man spørger en noget søger man vel normal et ærligt svær. Også selvom at hun havde, kunne fordreje sandheden i tilfælde at det havde lydt alt for nedgørende. Men hun havde nu aldrig sagt at hun ville se ham som en ven eller begynde tale pænt til ham bare fordi at de nu søgte det samme og åbenbart nu ar på vej til samme sted. Man kunne svagt kalde dem et makkerpar der med højst sandsynlighed ville bryde idet opgaven var ordnet. Og hun overvejede slet ikke om hun ville støde ind i hybriden igen nogensinde.
Marilynn’s øjne blev nu fokuseret mod bilen. Jo den så mere igenkendelig ud en alle de nye biler som der drønede af sted med ekstra hestekræfter. Hun lod ham tage nøglerne fra hendes hånd. Havde blot ladet dem hænge fra hendes pegefinger. Hun studerede den sorte lak og den fantasiske form inden hun så stillede op lige foran passagersædets dør. Hun strøg en hånd over håndtaget inden hun fik trykket det ned og åbnet døren efter han havde fået løst den op. Selvom at hun ikke rigtigt tøvede med at sætte sig ind, og med det samme tage sine ben op til sig på sædet, brød hun sig virkelig ikke om den atmosfære der befandt sig inde i sådan et monstrum. Men hold sin mund lukket od så blot ud gennem forruden. Havde intet at sige.