Some of Gods greatest mistakes... -Valerie

Verden er skæv.
Verden er rund.
Verden er uretfærdig.
Verden er det bedste.
Verden er forkert.
Verden er det mest rigtig.
Af alt.

Verjet var blæsende og koldt. Natten var skarp og klar. Himlen var sort, sort som den dybeste afkrog af Helvede, stjerne lyste op som små diamanter og over dem alle var Månen.
Den lyste hvidt og tavst. Den fulgte Benjamin på hans vej.
Hans vej. Hvor førte vejen ham hen? Tit var svingede vejen, som var der strom, tit forlod han vejen, men altid tilbage. Problemet var at ikke havde nogen anelse om, hvor den begyndte og hvor den begyndte. Var der hovedet nogen som vidste besked?
Nogen, som kunne sige ham det? Chancerne for at ville tro på dem eller overhovedet lytte til dem var lig nul. Benjamin fandt sine svar sig. Alle andres små, lyserøde verdens syn kunne skruppe af helvede til og blive der. Og deres opfindere med. Hvorfor behøves man råbe op om ens åbenbaring hele fucking tiden? Havde de aldrig hørt om 'Tale er sølv, men tavshed er guld'?. Åbenbart ikke. Morons.
Dæmonen, som gik ned af den tomme gade, var vred. Det kunne ses på lang afstand.
Drengen var cirka de sytten år gammel, havde skulderlangt sort hår, en hvid hud og en spinkel kropsbygning. Overraskende spinkel faktisk.
Hans mund var presset let sammen og hans øjne brændte. De var blevet helt mørke af det indebrændte raseri. Det værste var ikke at rundt omkring ham, hver gang tådte ind i lygtepælenes skær, kunne store skader, asfalten var flået op, vinduerne knustes, lys gik ud, ses, det værste var at han ikke anede hvorfor!
Det var svært at være så vred, så hadefuld, uden nogen at lade det gå udover, uden nogen at give skylden, udover han selv. Og ham var der intet galt med! Han levede sit liv, som en hver anden dæmon med bare en lille smule hjerne; alene. Han lod ingen komme indtil sig. Dem, som havde vækket følelser i ham var blevet belønnet med døden. De lå alle sammen fem meter under den kolde dyr og blev spist af orme og kryp.
For første gang i hans liv, tvivlede han. Og han brød sig overhovedet ikke om det.
Hans fodskridt stoppede og alle vinduer blev smadret på samme tid og deres skår lå over det hele. Lyden kunne høres langt væk, men ingen kom. Sådan noget var man van til i Werclare. Man måtte bare håbe det ikke skete for en selv og lukke ørerne ekstra godt hele tiden.

Den kolde vind blæste ind igennem de små gyder i Werclare og fik huden til at krybe sig på de få der stadig befandt sig i dem. I gyderne herskede skyggerne ubetinget, og henlod et hver hjørne, en hver afkrog i det sorteste mørke. Lyden af splinterende glas gik regelmessigt som et uhyggeligt ekko igennem de næsten tomme gyder, hvor mennesket selv ikke i deres værste marrit kunne drømme om at være, eller hvis de havnede der, kunne de kun håbe på at komme væk fra så hurtigt så muligt.

Blandt de uhyggelige afkroge i Werclare bevægede sig en skygge hurtigt og smidigt i sammen tagt som dens ejer. Dens ejer lod sig ikke hindre af det kolde vejr. For kulden bed ikke på hende. Hun bevægede sig smidigt og hjemvant rundt i de labyrint agtige gyder, der snoede og drejede sig som en slange igennem byen. Hun satte ikke en gang farten ned når hun nåede til et hjørne, men reagerede hurtigt nok til at ændre kurs og undgå et sammenstød med de kolde mure. Hendes bleje perlemors agitge hud var kun dækket af et par romersandaler, der gik helt op under hendes korte sorte kjole, som gik hende til lidt over knæene. Kjolen sad løst fra hoften og ned, men på den øverste del af hendes krop sad den helt stramt og havde en v-udskæring i halsen, med strobberne der var forbundet i hendes nakke, hvilket gjorde hendes ryg næsten helt bar. Hendes næsten svævende skridt gav kun en lille lyd der var hørelig for dæmoner eller vampyre med meget meget stærk hørelse, et menneske ville ikke kunne høre det om personen så brugte en lydforstærker.
Hendes velformede krop fyldte nemt kjolen ud, og indrammede hendes smukke mørke øjne, med en snært af rød. Et hvert menneske der bare havde fået et glimt af hende ville nok have troet at personen havde set syner eller troet, at hun var en helgen fra det gamle Grækenland.

Pigen, der lignede en på 18, hed Valerie. Valerie havde kun fokus på en ting. Det menneske hvis duft hun forfulgte. Mennesket der skulle blive hendes næste måltid...