Two dead in cemetery dark{Miss. Valerie}

Dato: 11. februar
Tid: 00.47
Omgivelser: Skyggerne bliver lange når man ser på gravstenene, og der er en stjerneklar nattehimmel. Vinden rusker i græsset, og laver nogle uhyggelige lyde.
Sted: Kirkegården ved Wareclare Kirke.
[b9Vejr:[/b] En iskold blæst tilføjer lige det sidste til resten af det kolde vejr. En stjerneklar nat, og en fuldmåne gør ikke uhyggen bedre i kirkegårdens mørke.
Påklædning: En mørk kappe, med en hætte trukket over det løse hår. Et par solbriller skjuler hendes øjne. Under kappen har hun en sort-tanktop og mørke jeans. Støvlerne er også mørke da hun godt kan lide at være lidt dyster når hun er på en kirkegård, fordi hendes gode halvdel mener det er en hyldest til de døde, og den kolde bare godt kan lide mørkt tøj ...

Crystal trak hætten over hovedet, så hun lagde sit ansigt i skygger. Den blafrede let om hendes krop, og fik hende til at ligne en spøgelse. Hun stirrede ud over gravstenenes lange, mørke skygger. Hun trådte nogle skridt frem, og greb fat i den nærmeste gravsten. Stenen smuldrede under hendes stramme greb.

Be nice to the dead men's last resting place. The place is indescribably beautiful and sad - and seriously, I get angry if you destroy it!

Den varme stemme i hendes hoved fik en irriteret klang i de sidste ord. Crystal sukkede, og hævede et øjenbryn af den indre stemme i hende. Hvis der var noget hun hadede, så var det når stemmen i hendes hoved afbrød hende, og ødelagde resten af hendes tanker.

"Shut up! This is dead people, lying and are death! Relax."

Hun hvislede ordene ud mellem sammenbidte tænder, inden hun rev et stykke af gravstenen af. Hun sukkede dybt, og arrangerede det omhyggeligt så det lignede at det bare var smuldret af med tiden. Hun rejste sig op, og gjorde et kast med hovedet så håret fløj rundt om hovedet på hende som en glorie. Men intet ved hende ville nogensinde have en glorie. Og det vidste hun.

//OOC: Sorry det ikke blev så langt, men min kreativitet er seriøst død lige nu XD

//OOC: Du må undskylde tiden, ^^'

Mørket smøg sig om kirkegården, som om det var ude på at give dens besøgere et kosteligt slagtilfælde og de få væsner -der besøgte det- et billigt grin. Dog var det ikke lige frem et grin der sad på den -næsten- forstenede kvindes læber, mens hun knælede for den store sorte gravsten. Skriften på stenen var med tidens ubarmhjertige hånd blevet visket væk og nu var det kun de tomme hulder, der videde om at skriften en gang havde været der. Den knælende skikkelse så dog ikke ud til at have noget imod den tusse gamle sten, hun knælede for, nok tværtigmod. Skikkelsens krop kunne lige så godt have været endnu en af de mange marmorstatuer med den perlemorsfarvede hud og helt stillesiddende position. Skikkelsen var ikke hvad mange ville kalde levende mere, nej, det tog var for længst kørt. Hun havde levet, hun havde dræbt, hun havde elsket, mistet og tabt. Den knælende skikkelse var beklædt med en kort sort kjole, der gik hende til lidt over midten på låret og sad stramt på overkroppen, mens den fik mere feminine former fra hoften og ned. Stropperne i kjolen var fint bundet i nakken og under den simple kjole hang et hvidguldskors beskyttet og ude af syne for omverdenen. Den spinkle skikkelse havde kort sort hår, der gik hende til kanten af hoved og var ikke mere end et par centimeter i nakken, mens det gik hende til lidt over hagen foran og pande håret, der var klippet kort og en smule skævt. Det smukke natsorte hår indrammede de spinkle og fine perlemorsfarvede træk i hendes fine ansigt. Bag de lukkede øjnlåg var de mørkeste voldgrave placeret og med kun en tynd rund ring af en metalisk blå farve. Denne overnaturlige skabning sad med en rose lavet af krystel mellem sine spinkle fingre og i en let bevægelse blev rosen lagt for foden af den mørke sten. Denne gang var det ikke kun hendes dræbe familie hun bed for, men også den eneste der havde fuldendt hendes liv. Hendes bedre halvdel. Den mand der havde betragtet hende som andet end en 'ting' og som hun havde forelsket sig så hovedløst i. Den mand der havde ofret sin engleskikkelse for hende. Den mand der var blevet hendes første og eneste child. Den mand der havde lovet at komme tilbage til hende i løbet af en uge. Den mand hun havde kysset farvel. Den mand hvis skikkelse hun havde fulgt til mørket havde opslugt ham. Den mand der ikke var vendt tilbage og der var nu gået to måneder, hvor der ikke havde været en dag, hvor hun ikke havde tænkt på ham. Der var ikke gået en dag, hvor hun ikke havde bedt til gudinden om hans hjemkomst. Den mand der var grunden til, at hun stadig var i live. Hun havde -af omveje- fundet ud af, at han var blevet myrdet, men af en eller anden grund troede hun bare ikke på hendes kilde. Hun havde det bare på fornemmelsen, at han stadig var der ude et sted og havde brug for hendes hjælp, men hun vidste ikke hvor.
Dybt fortabt i sine egne tanker sad hun bare, mens hun messede den velkendte bøn i sit stille sind. Hun ensede hverken blæsten eller mørket. Kun hans søde minde var i hendes tanker...