Ordre fra højere oppe - Alec Cooper

”Du ved… planten?” sagde Elias og lagde hovedet på skrå. Han rakte beslutsomt ud efter et af de grønne blade, og lod fingrene glide hen over den grønne ild. Han sad og kiggede længe på den, og kastede så et blik imod Alec ”kan du slet ikke s-” han spærrede øjnene op og stirrede vantro på flammen ved hans side.

Alec holdt øje med Elias mens han ... aede planten. så var det måske den han havde noget imod? det lignede ellers ikke Elias at gå så meget op i andre levende ting. han så stadig en smule undrende på ham, især da han stoppede midt i sætningen, "næh?".

Elias stirrede bare på Alec med åben mund og vildt opspærrede øjne. Han blinkede, og prøvede at få den underlige flamme væk, men i stedet var resten af rummet nu også i farver. Forvirring ramte ham, hvad skete der? Han tog sig til hovedet, prøvede at få styr på sine tanker.. og så mit i sit kaos af tanker begyndte han at græde. Stadig forvirret lagde han en hånd på sin kind, og betragtede de varme tåre som glødede underligt blåt på hans fingre. Han mærkede savn.. noget der for længst var gået glemt. Nogen kaldte på ham, en varm stemme som han vidste, elskede ham, et sted han vidste han engang havde hørt til. Han lukkede øjnene og gråden tog til.

Alec stirrede forundret på den grædende engel, han var ikke længere kun forvirret, han var også en anelse nervøs, hvad kunne få Elias til at græde? det kunne ikke være planten ... pludselig så han noget ud af den ene øjenkrog, som en underlig flamme. Han drejede hovedet og så overrasket på den ny nærmest ... magisk brændende plante. han vendte sig mod Elias igen for at spørge om det var det han havde set; men Elias var væk, istedet var der en stor blå flamme. han trak sig overrasket et skridt tilbage. samtidig var det som om han blev ramt af en masse fremmede følelser, følelser der ikke var hans. han savnede sin familie, det gav ham lyst til at græde. sammen med de fremmede følelser kom der en flod af energi, lang kraftigere end han nogensinde havde følt noget før, det var nærmest som om han blev revet i stykker. mens han prøvede at holde sammen på sig selv fik han øje på en ... mur. der var intet bedre ord. den var ærefrygtindgydene og i alle regnbuens farver, synet af den fyldte ham med en uforklarelig rædsel.

Elias græd, græd og græd. Gamle minder om svigt, udelukkelse og vrede blev vækket, men det var ligegyldigt. Det var alt sammen ligegyldigt nu. Det eneste vigtige var at han var elsket.. han lagde armene om sig selv, i forsøget på at føle det uvirkelige kram. Han åbnede øjnene, ville se den der elskede ham. Han stirrede direkte ind i en gigantisk mur, i alle regnbuens farver. Det var der.. på den anden side af den mur. Han rakte hånden frem, ville røre den.. men hans hånd kom ikke nærmere muren, skønt den ikke så ud til at flytte sig. ”Vent på mig..” sagde han stille, og kom besværet på benene. Den store flamme ved hans side, lyste og brændte i smukke farver. Den var anderledes end de andre flammer i rummet. Den sendte nærmest energier imod ham. Som om hans indre forsøgte at rive sig fra hinanden, men det kærlige kram holdt det stædigt sammen.
Frygt strømmede ind over ham, værre end han nogensinde før havde følt. Han kunne ikke præcisere hvor den om fra, men han fik lyst til at løbe hen til muren, forbi den og finde den person der sendte de varme følelser.

Alec havde det underligt, som om en ukendt kraft holdt sammen på ham ... eller var det en anden? det var som om han blev bombarderet med fremmede følelser han ikke kunne skelne fra signe egne. han følte en underlig varme og kærlighed; men han var ikke sikker på, om den var rettet mod ham. samtidig følte hen en enorm tiltrækningskraft mod den frygtindgydende mur, som om han ville være tryg på den anden side. men selvom han følte sig tiltrukket af muren skreg vær eneste celle i hans krop, at han burde komme så langt væk fra den som muligt. han kiggede mod den store blå flamme, det virkede næsten som om følelserne kom derfra.

Elias stirrede bare på den store mur. Han mærkede tvivlen gnave dybt inde i sig. Muren var smuk og tiltrækkende, der var noget godt der henne.. måske på den anden side. Men selve muren.. den var farlig, uhyggelig. Han vidste ikke hvorfor den var skræmmende, men alle instinkter sagde han skulle gå den anden vej. Det kunne han bare ikke, for den der elskede ham var så tæt på… han trådte tvivlende nogle skridt imod muren, og så til sin skræk at han stadig ikke kom nærmere.

Alec så den smukke blå flamme bevæge sig mod muren. han kunne føle at muren var farlig, smuk men ikke noget man skulle tæt på. selvom han vidste det, var der stadig en anden, eller ham selv, der ville hen til den, gennem den. "stop!" udbrød han med grødet stemme, muren var farlig ... måske.

Elias stoppede op. Hvem havde råbt? Han så sig omkring, forvirret, flammen? Den var større og blussede kraftigere end de andre flammer i lokalet.. han huskede svagt at Alec havde været der. Alec? Trangen til at stoppe og løbe væk overvældede ham endnu en gang.. han rystede på hovedet ”nej de… de venter…” hviskede han tilbage. Kærligheden. Det eneste han kunne stole på her inde.. det var på den anden side af den mur. Han kunne ikke stoppe.. løb imod den! Men muren kom ikke tættere på..

Alec så halvt overrasket og halvt skræmt på flammen, da den styrtede ind i muren, ikke den farlige mur, men den i stuen. han følte både at murten skulle undgås for enhver pris og at han skulle gennem den for enhver pris. og samtidig var der stadig den foruroligende følelse af at blive splittet ad indefra.
Flammen havde talt ... kunne det være ...? han følte forvirring, dette her var endnu værre end den gang han havde indtaget dæmonblod direkte gennem blodåren.

Elias ramte muren med et brag. Han fløj tilbage og landede på gulvet.. forvirret, såret.. han var ikke stærk nok til at komme forbi muren. Håbløst. Håbløshed. Den var dræbende… og så, lige da han var ved at give op til den flænsende smerte i brystet, til frygten.. til at løbe fra den hele, mærkede han kærligheden og varmen tage hånd om ham. Det var ok, han var ikke en fiasko.. han var dejlig. Han var elsket…. Elias smilede svagt.

håbløshed! han kunne ikke ... kunne ikke hvad? alec blev ramt af en uforklarelig håbløshed og følelse af at være mangelfuld. han vidste ikke, hvorfor han havde det sådan; men følelsen fik ham til at knække sammen på gulvet. men som han lå der forsvandt det,l nu blev han elsket. hans egen forvirring blandede sig med følelsen af at blive elsket og holdt af, det var igen som om han følte fremmede følelser. "hvad sker der ..." mumlede han med svag, hæs stemme.

Elias faldt sammen på gulvet. Udmattet… alle de andre følelser sloges stadig om hans opmærksomhed, men mest af alt var han bare udmattet. Han lukkede øjnene, selvom det ikke fik de mange farver til at forsvinde… han fandt den. Den ene følelse han savnede. Fandt kærligheden, den der elskede ham ”jeg elsker også dig..” hviskede han stille. Så overgav han sig til udmattelsen og lukkede af.

Elias faldt i dyb, dyb søvn. Farverne forlod aldrig hans drømme, og han sov uroligt.

mens han lå på gulvet, splittet mellem frygt, længsel, håbløshed, forvirring og kærlighed, ramte endnu en følelse ham, udmattelse. han følte sig alt for udsat til at ville sove, et urinstinkt fik ham til at søge sikkerhed. han fik slæbt sig ind under sofabordet, hvor han faldt i en urolig søvn præget af drømme om flugt fra uhyggelige murer og uforklarelig kærlighed.

Elias slog øjnene op med et sæt.
Forvirring, rædsel.. sorg og savn. Han mærkede det stadig som et ekko af nattens drømme. Han stirrede op i loftet, hev efter vejret og forsøgte at falde lidt ned. Han var udmattet.. på en måde han ikke havde været udmattet i lang tid. Han havde grædt.
Elias satte sig langsomt op, og tog sig til hovedet. Hele lejligheden snurrede lidt rundt.. han sendte et mistroisk blik imod potteplanten, men der var ingen spor af de grønne gnistre fra i går. Han åndede lettet op, og hans galoperende hjerte satte farten lidt ned. Drømmende havde været meget livagtige.
Han havde været tilbage i sin gamle landsby, et sted kun for engle og skyhøje forventninger. Han havde drømt om dengang han var lille. Dengang lykken var at ligge under en varm dyne hos mor og drikke varm kakao med skumfiduser. Dengang han havde følt sig elsket.
Han lukkede øjnene og forsøgte at jage billederne væk. Det var så længe siden nu.. han vidste ikke engang om du stadig boede det samme sted. Han skævede i retning af Alec der stadig sov.. og mærkede lidt på sin inderlomme efter blodet. Der var stadig 3 flasker.
Han ville aldrig bruge dem igen. Uanset hvor fantastisk den trygge følelse havde været, så ville han aldrig bruge dem igen.

Alec vågnede, han var forvirret og bange. Han havde det som om han blev forfulgt og kun med nød og næppe havde undgået døden; men oven i de skræmmende følelser, var der et svagt ekko af noget rart og blidt. han prøvede at sætte sig op, men slog hovedet mod sofabordet "av ...". et instinkt skabt af mange års træning fik ham til at tage efter sit våben.

Elias kiggede på Alec og grinede svagt. Han kom selv på benene ”hmm.. jeg tror måske..” sagde han tankefuldt og så sig lidt rundt i lokalet ”elverblodet virkede”. Han kløede sig lidt på hagen og lod sig så dumpe ned i sofaen. ”Sikke nogen farver.. og de følelser.. wuh, større rush end jeg har haft i lang lang tid…. Hvad så du?”

Alec smilede svagt, "det tror jeg du har ret i". han prøvede at tænke tilbage på, hvad han havde oplevet. der gik en rystelse gennem ham, da han tænkte på den forfærdelige mur "... farver ... og ... en mur ..." han rystede på hovedet for at jage den usædvanligt stærke følelse væk.

”Ja muren..” Elias fik et underligt blik i ansigtet da han sagde det. Forunderligt.. skræmmende. Helt bestemt. Han havde virkelig savnet sin familie den aften, selvom han nu hvor hans hjerne virkede perfekt.. i hvert fald lige så godt som normalt, huskede alle grundende til han i sin tid var skredet. Han savnede ingenting.

han fik kuldegysninger bare ved tanken om muren. selvom der gså havde været ... noget rart, var den stadig det mest frygtindgydende han nogensinde havde set. han forsøgte at skifte emne, "værd at beholde??"

”…” Elias kiggede ned på de sidste 3 flasker. Han vidste godt at det var de bestemt. De ville være meget værd.. men om de var værd at bruge.. det var de bestemt. Han stirrede på dem, og mærkede hvordan dette her var farligere end noget stof han før havde taget. Og han som troede han var ved at blive immun. Han kiggede op på Alec med et træt blik og et skuldertrak ”nah, jeg prøver at sælge det til den første den bedste køber i morgen”

alec overvejede det lidt, han var ikke sikker på han nogensinde igen ville se den skrækkelige mur ... men så igen, så stærke følelser! det var endnu kraftigere end dæmonblod ... "det er nok en god ide ..."

Elias betragtede tomt Alec og smilede så fornøjet. Han rejste sig og betragtede blodet ”folk vil give meget for dette her, og vi har løst et af blodets mysterier.. vi er godt nok kloge!” han grinede og gik hen imod døren ”nå, skal vi få dræbt nogle vampyrer?”

"ja, det er vi" sagde han med et lille ironisk smil. han kravlede ud fra under sofabordet, rejste sig og samlede sine våben sammen, "ja lad os det" sagde han og glædede sig til at få en smule adrenelin i kroppen.

Elias sendte ham et smil, og smuttede så hurtigt ud af døren.. han betragtede svagt Alec og gik så hen af gaden. Han kiggede efter det hus han havde fået adressen på.. der gik ikke mere end 15 minutters gang før de var der.