The Innocent And The Unpure { Balthasar

Balthasar kom gående som han plejede med sin whifebeater på. Han tog aldrig en trøje eller jakke på. Han var Vampyr han mærkede ikke kulden. Han havde haft en kedelig aften. Han hørte lyden af stiletter.’ klik, klak’. Han sniffede lidt luft ind og duftede duften af engel. Han gik ned af en sidevej så han ville gå hende i møde. Han lagde mærke til hvor fund denne kvinde var. Hans grønne øjne så må hende med et sorgmodigt blik og han gik over imod hende. Han lidt fra hende og lænede sig ned siden til mod en bygning. Han sagde med sin altid rolige og bløde stemme ’’ Godaften, Frøken.. Hvad bringer en smuk skabning som dem her ud helt alene ’’. Han trak ikke en mine eller bevægede sig. Dog ville han gerne se hvad denne engel lavede her ude alene om natten. Hun måtte vel vide at engle blod var efterspurgt. Ikke nok med det så var hun beruset. Men Bal havde manere og kommenterede det ikke. Han nærmede sig dog ikke. Han mente at der måtte være en grund til at hun turde gå alene her ude. Hun måtte have en virkelig mægtig evne eller mægtige venner. Han blev stående, hvis hun ville snakke måtte hun selv komme tættere på. Bal var en høj fyr på omkring to meter og han var muskuløst bygget. Hans blonde hår var tilbage lænet og han virkede mere som en engel i udseende, på nær lige hans blege hud. Hans blik ved ikke fra hendes ansigt. Han tjekkede hende ikke ud, igen så havde han manere. Han afventede bare hvad hun gjorde.

De store grønne dådyr øjne betragtede fyrens ligeså grønne øjne der nu havde fået en dyb kontakt mens de stod overfor hinanden. Paisley trådte et skridt bagud og følte sin indre dæmon nærmest skrige at der var noget specielt over denne fyr og der gik skam ikke lang tid før hun kom frem til hvad efter at ha studeret hans ansigt temmelig meget. * Vampyr.. * hun mærkede sin krop blive varmere og hendes hjerte bankede hurtigere, som havde hun løbet i flere timer?. Hun tog sig til brystet og så flovt på ham og rødmede let over de høje kindben eftersom dette var pinligt, at blive talt til i sådan en tilstand hun var.

Når hun var fuld, kunne hun ikke rigtig selv styre om hun ville bruge sin medfødte franske accent hun næsten var kommet af med, men denne aften skulle det skam vise sig at hun endte med alligevel... ikke at kunne holde den tilbage. Den bløde næsten forførende stemme gled langsomt ud mellem de fyldige røde læber og lod sig hænge mellem dem " Intet, andet end en hjemtur sir " hun vendte sit ansigt væk fra ham og brød den dybe kontakt deres øjne havde tidligere. * Hvad skal jeg gøre.. jeg får det varmere og varmer.. hvad vis han ikke er en vampyr og hvad vis han er?, jeg kan.. kan ikke bare * hun følte sig svimmel og langsomt trådte hun elegant men dog lidt svageligt, et skridt tættere på ham.

Hendes smalle klaver finger med de glas ligene negle rakte ud efter denne fremmed der tårnede sig højt over hende, eftersom hun kun var de 1,70 cm. Hendes fingerspids berørte blidt hans kind, i det hendes store dådyr sorte pupiller langsomt blev aflange og dyriske og før han måske ville vide af det, sprang hun mod ham og åbnede munden lige i tids nok til at han ville kunne se næsten vampyr ligene tænder i hendes mund. Hun var en formskifter inde for menneskelige skikkelse, men derfor kunne hun stadig skifte sit tandsæt som hun ville og øjne og andet, især når hun ikke var i kontrol ville det mere sparke ind.
Vis hun nåede at sætte tænderne i den unge herre, ville det muligvis være direkte i hans skuldre mellem hals og kraveben og så ville hun ellers bide sig godt fast i ham og derefter lade tænderne forsvinde og få hendes normale tænder tilbage igen og smage på det blod af ham der gled ud.. ved mindre han nåede at skubbe hende væk før hun nåede at sætte tænderne i ham.

.

.

Paisley gav et ikke for højt men nærmere forskrækket gisp fra sig før hun endte med at ramme jorden og det blev erstattet af et skrig. Hun lå på jorden og fik langsomt sin krop rejst op efter lidt besvær * hvorfor skal jeg lige i dag være påvirket? * hun kunne ikke tænke klart, især ikke efter at ha smagt denne vampyrs blod. " Jeg havde ret... du er en vampyr " hendes franske accent trådte dominerende frem denne gang og hun rettede rank sin ryg og stod nu stolt og mere stille end før. Hendes holdning var perfekt og det var ligesom en ballerinas, hvilket hun netop havde været en gang. Hendes dådyr grønne øjne så lettere chokeret på den unge fyr, dog blikket blev mere rettet ned mod hende selv da hun opdagede at der var gået hul på hendes knæ og hendes leggins var revet i stykker fra glide turen hen over gadens asfalt. Hun bed sig pinefuldt i underlæben og trådte så vredt hen af mod ham og sagde" jeg tager hvad jeg vil, har du et problem med det " hun gav en let knurren fra sig og prøvede at bevise overfor ham at hun ikke var bange. Hun var dog så småt inden i begyndt at frygte for sit liv, men hendes ydre viste ingen tegn på svaghed eller uperfektion. Hun lignede lidt en dukke, en virkelig smuk renhudet stor dådyr øjnet lolita dukke man kunne iføre smukke kjoler og så ville hun næsten ligne en lille gudinde, men hun var jo også født engle? så der var intet at komme efter der.

" Er du godt klar over hvor irriterende dette land er, gud hvor jeg dog savner Frankrig !" hun sukkede kort og tog sig til hovedet og sagde" Og du får aldrig lov til at smage på mig og det med at betale dig tilbage, tsk... hvad havde du forventet?.. hvilken betaling er det du forlanger " hun slikkede sig let om læberne for at fjerne en dråbe der var i mundvigen og smilede blot overlegen, skønt hun var byttedyret her. Hun ville ikke have at han vidste hun var sårbar, fordi så vidt hun vidste... kunne han ikke læse hendes tanker, så ville han allerede havde fundet ud af hvad hun havde planlagt? den gang hun ville bide ham. * Måske.. burde jeg bare se at stikke af vis jeg får chancen.. jeg alt for fuld til dette og mit mod er vist gået på overmodig, skønt.. dette er det dummeste jeg kan gøre.. og de dumme ord vil ikke stoppe med at flyde ud * hun støttede sig let mod muren ved sin side og gav et let " ssssiiiii.... arrhhh.. " fra sig eftersom hun kunne mærke sine hud afskrabninger blidt klistre deres saftige blod til stoffet der dækkede nogle af områderne på hendes ben.

Han rystede lidt på hovedet og kiggede bare på hende ’’ Du er godt nok ikke bange af dig ’’. Sagde han på fransk. Han kunne høre det i hendes stemme og han havde selv tilbragt næsten hundrede år i Frankrig. Dog havde han aldrig mødt en engel der angreb Vampyrer. Han blev stående og hendes være måde virkede ikke til at påvirke ham. Han sagde roligt ’’Hvorfor skulle jeg drikke dit blod lige nu.. Du har alkohol i det og så vil jeg selv blive påvirket.. Men hvis jeg smadrede dit hoved ned i vejen så du besvimede kunne jeg vente til det var ude af dit system og så drikke fra dig.. Det lyder mere som en af mine ideer ’’. Han havde hørt så mange sige at han aldrig smagte deres blod og hver gang så han det som en udfordring. Nu var hans må få hende til at bede hende selv om at bide ham. Han gik langsomt over imod hende imens han sagde ’’ Det er ikke venligt, Frøken.. De ønsker mit blod men jeg må ikke ønske dit.. Du tog bare mit.. Husker du ’’. Han stoppede et par skridt fra hende. Han havde stadigvæk sine arme over kors og han kiggede bare på hende med de sorgmodige øjne ’’Du må gøre det bedre, Frøken.. Du er ikke i stand til at slås.. Nu må du forhandle.. og må jeg tilføje at de er et yderst yndefuldt væsen ’’. Han sænkede sit hoved i respekt ’’Balthasar ’’.

* jeg.. jeg kan næsten ikke stå op mere, den kulde går mig til hovedet og gør alkoholen stærkere* Hun så søgende rundt med et sløret blik og slog så øjnene op mod Balthasar og bed sig nervøsit i underlæben, han ville vel ikke dræbe hende eller gøre det med at få hende til at besvime eller sådan noget?. Hun tænkede på Azuriel og sagde" Jeg skal hjem og det nu!" hun ville ikke snakke med denne vampyr, vampyr var nemlig altid bad things for her. Hun følte sig yderst godt tilpas da hun skulle til at gå forbi ham men før hun vidste det gik hendes ben ned og hun så verden langsomt glide rundt for hendes blik. Ud af det blå tog hun fat i Balthasar´s trøje og endte med at klænge sig til ham for ikke at falde ned på hendes allerede slidte knæ * Azuriel.. undskyld *.

Hun prøvede at rejse sig op ved at bruge Balthasar som støtte og sagde lidt fuldt " Hør her mester, et eller andet balt? bold.. et eller andet... jeg vil hjem men.. det ser ud til jeg ikke kan gå alene, så endten dræber du mig, eller får mig til at besvime fordi.. jeg har det virkelig dårligt " hun tog sig til munden og vendte ansigtet væk fra ham og sagde" århhh.. falsk alarm.. heldigvis " hun stod forover bøjet denne gang men stadig holdt hun godt ved Balthasar. " Hvad er det du vil ha, sig din pris.. hvorfor kommer du ikke bare med forslag til hvordan.. jeg.. jeg kan gengælde alt dette rod " hun kunne ikke finde de rette ord eller formulere dem korrekt? hvilket overraskede selv hende. * Årh man!... jeg har det så skidt.. jeg tror jeg skal kaste op * hun tog sig til munden og sved begyndte at vise sig på hendes pande. " Jeg ber dig.. få mig til at besvime.. så jeg ikke brækker mig offentligt.. jeg vil hellere dø end at gøre sådan noget.. foran folk og ende med at få det på min hvide skjorte" hun tog sig endnu en gang til munden og så med nu blanke våde dådyr grønne øjne op mod Balthasar og ventede.. Det var jo ikke som om han ville tage hende med sig hjem eller sådan noget?.

Han slog hende i baghovedet så hun faldt om på asfalten. Han rystede let på hovedet og sagde ’’ Fulde kvinder ’’. Han tog hende over skulderen og gik hjem. Han lagde hende ind i hans seng og satte en spand ved siden af sengen. Han rystede på hovedet og gik. Han havde for meget ære til at gøre noget ved hende nu. Han gad ikke bekymre sig om hende. Han vidste at hun ville sove i mindst et par timer , så fuld som hun var. Han ventede et par timer før han gik ind for at se til hende. Han stillede sig i dør åbningen med sine arme over kors. Han kiggede bare mod hende med hans sorgmodige blik og ventede på hun vågnede. Han hadede at tage sig af andre. Det ville have været meget nemmere at dræbe hende, men han dræbte ikke folk der ligefrem bad om det. Det ville være alt for kedeligt for hans smag. Nej, han stod bare der og ventede på at hun vågnede fra sin brandert . *Hun er sikkert stadigvæk fuld.. men måske har det hjulpet lidt at sove et par timer *.

5-8 timer senere...
Paisley vågnede ligeså stille og strakte armene og førte fingerne igennem sit brune hår mens de lidt sløret grønne øjne så rundt. Hun undrede sig over hvad der var sket om natten og hvor fuld hun egenlig lige var blevet og pludselig opdagede hun hvor hun ikke var, nemlig hjemme ved Azuriel!?. * årh nej, dette er ikke.. det er slet slet ikke Azuriel og mit hjem!?* hun så kort mod døren og opdagede hvem der stod der og tog sig så for munden for ikke at skrige. Hendes hår var temmelig vildt, fyldigt og utrolig rodet lige fra morgen af og ud af det blå mens hun havde sovet, havde hun klædt sig helt af.. ned til undertøj fordi hun havde fået det for varmt og vis hun først gjorde det, ville hun brække sig, sådan forholdte det sig simpelthen. Hun så flovt på fyren der stod og betragtede hende og så, så kort ned af sig selv og rødmede så i hele ansigtet og trak dynen over sig. " Arrhh!" .. hun troede han havde afklædt hende men det kunne vel ikke passe, han virkede nemlig ikke som typen der ville have noget med hende at gøre på den måde. Hun tittede forsigtigt frem fra dynen og sagde" Hvor.. hvor er jeg?" hun lagde hovedet en smule på skrå og bed sig i underlæben og sagde" Har du afklædt mig" hun prøvede at huske tilbage, om det var hende selv eller ham der havde gjort det og hvad havde de lavet.. hun havde vel ikke lavet noget med ham. * Azuriel ville aldrig tilgive mig vis der sket noget... og jeg ville heller ikke.. * hun tog sig kort til hovedet og ømmede sig en del og sagde" Auuvvv... mit hoved.. det gør ondt "

Han stod lidt og kiggede på hende uden at svare på hendes spørgsmål. Han fortrak stadigvæk ikke en mine. Men lidt efter sagde han med hans rolige og blide stemme ’’ Hvorfor skulle jeg dog gøre det, frøken. De var fuld og bad om min hjælp.. Jeg dog dig med her hen så du ikke døde af kulde.. De angreb mig en da.. Jeg burde brække deres ben og arme og se dem dø langsomt og smertefuldt for at have spildt mit blod.. Men de er ingen kriger.. Det ville være æreløst af mig at dræbe dem imens de var påvirket ’’. Han bevægede sig hurtigt og med et stod han ved siden af sengen. Hans hugtænder kom frem dog sagde han roligt ’’ De skylder mig blod.. og ikke kun denne ene gang.. De vil komme en gang om ugen og afgive deres blod som straf for deres dåd imod mig.. Har de noget problem med det.. Og med det mener jeg, har de ikke deres liv kært nok.. så kan du diskutere det med dig ’’. Hans hugtænder forsvandt igen og han satte sine arme over kors. Han kiggede ned på hende med det samme blik som altid. Han viste ingen tegn på følelse, hverken i hans kropssprog eller stemme. Det var som var han ikke en der følte. Dog sagde hans øjne så meget mere.

Paisley skrig kort og trak dynen tættere op til sig og så skrækslagen på denne vampyr og rystede let over hele kroppen. Hun så hans hjørne tænder og rystede let over kroppen stadig og sagde så nervøst " jeg.. jeg vil ikke!, det gør alt for ondt, jeg vil ikke " hun vendte sit ansigt væk fra ham og rødmede i hele ansigtet. Hun ville blot hjem til Azuriel, hjem og være i sikkerhed og vis han så også opdagede hendes mærker på halsen efter en vampyr, ville han sikkert forlade hende" Jeg tilhøre allerede en, dog er han ikke vampyr, men han ville ikke acceptere at du sugede fra mig hver uge" hun vrissede lettere vredt og rejste sig hurtigt op og løb hen til det nærmeste klædeskab iført sit hvide undertøj og kiggede nervøst i det og sagde" Hvor?.. hvor er mit tøj " hun sukkede og bed sig i underlæben og vendte sig mod vampyren og dækkede sin krop lidt og tænkte * ikke rødme foran ham.. det blot som en bikini, blot mere... personlig..

"Kan du ikke bede en anden om at få dens blod, fordi jeg vil altså ikke tage imod dit tilbud, så vil jeg hellere at du angriber mig lige nu og her " hun bed tænderne sammen og lukkede øjnene i frygt for at han faktisk VILLE bide hende.

Han lod hende gå der over. Han vendte sig langsomt mod hende og kiggede på hende med det sorgmodige blik og sagde med sin blide og rolige stemme’’ Han vil ikke opdage mine bid hvis du ikke ønsker han skal.. Det er det eneste jeg vil give dig.. Du skylder for hvad du har gjort.. Du har tilsvinet min ære og vover at nægte mig min ret.. Du har angrebet mig.. Enten tilbyder du mig noget jeg ikke kan afslå.. Ellers bliver jeg nød til at genvinde min ære selv ’’. Han stirrede ind i hendes øjne. Han bar stadig ingen mine i hans ansigt ’’Eller genvinder jeg den ved at dræbe dig ’’. Balthasar var en mand af ære. Denne engel havde gået langt over stregen overfor ham og han var ellers ikke en der gav andre chancer. Han dræbte uden at angre. Men hun havde virkelig trådt ham over tæerne lidt for meget til at han bare kunne lade det gå. Han pegede langsomt ned på gulvet, tæt ved sengen ’’ Dit tøj ligger der.. Der hvor du selv tog det af.. hvorfor du gjorde det ved jeg ikke, jeg var ikke i rummet da du gjorde det ’’.

Hun så flovt på ham og pressede sig mod skabet og prøvede ikke at få øjenkontakt med ham men endte alligevel med det, skønt hun havde nægtet sig selv dette. Hun dækkede uskyldigt for sin overkrop og bed sig nervøst i underlæben og sagde næsten stammende " D-det... en deal " hun så flovt væk fra ham og tænkte inden i sig selv sørgmodigt * undskyld Azuriel, jeg en forfærdelig kæreste * hun strøg sit lange hår blidt til den ene side og så lidt på denne Balthasar og sagde" Så bid hurtigt og få det overstået, fordi... jeg kan ikke tage disse bid " hun huskede sit første bid og hvilken smerte det var hun havde følt og grunden til hun heller ikke ville have at Azuriel fandt ud af det var fordi hun var bange for at han ville forlade hende vis hun fortalte at endnu en mandelig vampyr havde bidt og suget hendes blod og ikke nok med det, så skulle hun tilbage!? og give ham sit blod hver uge.

Hun lukkede øjnene og ventede på at Balthasar ville bide hende og få det overstået. Hun tænkte inde i at hun blot hurtigst muligt ville afsted igen og hjem til sin elskede Azuriel og have tøj på resten af dagen og natten " Jeg.. " hun kom i tanke om hvorfor hun havde smidt sit tøj og sagde så lidt stædigt " Jeg smed det fordi.. at jeg svedte" hun så ikke mod ham men fortsatte med at stå rank og vente på hans tænder og at mærke sit blod forsvinde langsomt.

Han gik tættere på hende. Han kiggede bare på hende. Han vidste hun ikke talte sandt. Han satte sine hænder på hendes skuldre. Han lænede sig ned eftersom han var meget større end hun var. Han hviskede før han bed hende ’’Det er en helt anden effekt.. Når den man bider, gerne vil have det.. Ligesom du gerne vil lige nu ’’ Han sank blidt sine hugtænder i hende. Han mærkede hvordan engle blodet susede igennem hans krop. Han sugede det ikke hurtigt ud, men langsomt. Han ville nåde hver en dråbe. Han drak dog ikke for meget. Han stoppede før det ville påvirke hende fysisk. Han trak sine tænder ud og slikkede langsomt sin tunge over bidemærkerne så det healede og fjernede alle tegn på at hun var blevet bidt. Han rejste sig helt op igen. En tynd bloddråbe løb ned af hans mundvige. Han fjernede blodet med en finger og kyssede den så blodet forsvandt. Han stod lidt og kiggede hende i øjnene før han langsomt vendte sig og gik ud. Imens han gik ud sagde han ’’Se selv.. Noget helt andet når jeg bider… Tag dit tøj på og vær en respektabel dame.. Jeg huser ikke andet ’’. Han gik så ud af rummet .

Paisley rystede på hovedet og holdte hænderne knyttet mod sit bryst og sagde" Nej nej nej!, jeg vil ikke bides af dig, jeg vil have vampyrblod ja.. men jeg vil ikke selv bides" hun så skræmt på ham da han langsomt lænede sig ind over hende og hans hugtænder kunne høres glide ud og der stak han så sine tænder i. Hun mærkede hvordan de blidt brød hendes porcelæns hvide hud og hun gav et gisp fra sig ud over de fyldige røde læber "Aaahhh.. " hun tog sig til munden og mærkede tårene og lukkede øjnene og prøvede at ignorer den indre følelse, hun ville ikke nyde dette, nej det gjorde skam forfærdelig ondt men alligevel?.. hun kunne lide det. * Neeeej!, jeg vil ikke nyde det, stop Paisley, stop med at nyd det for helved!* hun bed sig selv i underlæben med vilje så der gik hul og gav et let " Auv " fra sig og mærkede da han endelig trak sine tænder til sig.

Hendes dådyr grønne øjne så frygt indgydende på ham og hun mærkede hvordan vreden boblede inde i hende indtil hans tunge spids gled hen over sårene og healede alle tegn på at hun overhovedet var gået under hans tandsæt og da han vendte sig og sagde hun skulle tage tøj på, sank hun magtesløs ned i knæ og så på ham som var hun en still doll. Hun sad blot der med hovedet let på skrå og betragtede hvordan... han langsomt forlod hende her, forlod hende til sig selv og hendes tanker og homoner der legede med hendes indre følelser. * Din store fuckin idiotiske vampyr.. * hun tog fat i skabet og der lød et højt brag da hun smækkede dens skabs døre i og sagde" GRR!... jeg hader dig!" hun sukkede kort efter og gik hen og iførte sig sit tøj og kiggede så mod døren og tænkte* jeg skrider * hun gik ud af døren og ned af mod indgangen og råbte så " FARVEL! " i det hun ville til at gå.

Med et stod han ved døren og satte hånden på den så hun ikke kunne åbne den. Han kiggede på hende for at sikre sig at hun vidste at han mente det. ’’ Hvis du ikke kommer.. Så dræber jeg alle dem du holder kært.. For det vil betyde at du har brudt dit løfte. ’’. Han slap døren og gik væk fra hende igen som var hun ikke andet for ham end mad. Han vidste dog at hun ville vende tilbage før ugen var gået. Han kunne høre det må hende. Han kunne mærke at hans person virkede tillokkende for hende. Han vidste ikke men troede at hun ville tænke på ham. Måden de havde mødtes var jo speciel. Før hun gik ud ville han sige blidt og roligt imens han langsomt gik væk fra hende ’’ Forsat god dag, Frøken ’’. Han ville ikke kigge tilbage. Han havde gjort det klart at han forventede respekt. Han ville ikke blande sig i hendes eller andres sager. Han blandede sig aldrig medmindre folk ikke overholdt deres aftaler. Han var ikke bange for den hun tilhørte. For hun havde lige takket ja til at tilhøre ham. Eller være hans blodbank i det mindste. Han tilføjede ’’Næste gang forventer jeg takt og tone.. Som jeg giver dig.. Ellers vil jeg ikke være så blid ’’.

Paisley så kort på ham og nikkede bestemt. Hun ville ikke ende med at sige ham i mod men samtidig ville hun med glæde give ham en lige højre og så stikke af for aldrig at vende tilbage, eftersom han slet ikke vidste hvem hun kendte? eller gjorde han. Hun så kort væk fra ham og sagde" Forvent ikke noget fra mig, som jeg slet ikke besider " hun vendte ham ryggen og gik ud af døren og vendte sig så om og rakte så flabet tunge af ham og satte i løb. Hun ville blot væk fra ham hurtigst muligt og hjem af mod Azuriel. Det med at denne vampyr havde sagt han ikke ville være så blid næste gang kunne være ligemeget for hende, hun ville nemlig hellere lide end at ende med at kunne lide at blive bidt til sidst, visse folk kunne nemlig også blive hooked af sådan ting? mærkeligt nok.
Paisley var endelig kommet hjem til Azuriel og hendes lejlighed og lod sit blik glide rundt og tog sig lidt til halsen.

Hvad vis Azuriel var hjemme og han havde opdaget at hun slet ikke have været hjemme hele natten, hvad skulle hun så sige, skulle hun sige sandheden og ende med at miste ham eller skulle hun blot holde det hemmeligt... men hvordan skulle hun holde det hemmeligt, når hun nu skulle ende med at tage afsted til Balthasar igen. Hun så sig forsigtigt rundt og bed sig i underlæben og prøvede virkelig at koncentrer sig om hvad hun skulle sige, men alle ord syntes at være forkerte så hun gik blot ind til sengen i dagslys og kiggede rundt og lagde sig så udmattet og mærkede sine tåre igen " hvorfor... jeg sådan en slut! " hun slog hårdt ned i sengen vred over at hun ikke stak denne fyr en på hovedet.. men.. vis hun havde gjort det, ville han sikkert ha dræbt hende og så ville Azuriel først ha hadet hende.. eller nærmere først være knust. Hellere være hadet af Azuriel forevigt.. end at ende med at brække hans hjerte og se ham lide.

Der var noget nogle dage. Bal havde ikke holdt øje med det. Dage var ikke noget han holdt øje med fordi han var så gammel. Han tællede kun i år nu. Han sad i sin lænestol og så på et maleri han havde til at hænge. Det forestillede en Vampyr der kæmpede imod en engel og en elver. Det var lavet af en Bal engang kendte. Ham på billedet var ikke Bal. Nej det var en af hans venner. Bal havde bestemt ikke mange venner og der var ikke mange der overlevede at hænge for meget ud med ham. Han holdt sig ofte for sig selv. Han var den stille type. Han holdt sig fra omverdenen og den holdt sig fra ham. Det var sådan han kunne lide det. Han skulle til at rejse sig da han pludselig kunne dufte en dejlig duft. Han kunne med det samme dufte engleblod. Han kiggede ikke engang mod døren. Han vidste at det var Paisley. Hun havde overholdt hendes aftale med ham. Selv om han vidste at det var klogt af hende så var han alligevel imponeret. Han troede ikke at der var nogen tilbage i verden der overholdt deres løfter. Han blev siddende men da han hørte hende tage i døren sagde han blidt ’’Bare kom indenfor, frøken ’’.

Paisley stod foran spejlet der hjemme inden hun skulle til at tage afsted. Takt og tone, det var hvad han havde sagt. Hun tog sig forsigtigt til sit håndled der var forbundet i en flot hvid bandage og bed sig i underlæben og sukkede kort mens hun iførte sig den smukke gyldne kjole med det flotte rosen blade mønstre og gennemsigtige stof, eller det der gjorde at det lignede det var gennemsigtig. Hun tog sin sorte jakke ud over og bed sig i underlæben og tænkte * blot hurtigt forbi og så hen og finde Azuriel og spørge om han ikke vil med til vinter bal... * hun pustede kort ud og gik så ud af døren og hen af mod Balthasar og stod lidt og stirrede på døren og betragtede håndtaget mens hun langsomt greb ud efter det men trak så sin hånd til sig og gik lidt væk fra døren men endte så med at gå tilbage til den igen. * nej jeg kan ikke bryde mit løfte, men samtidig... skal han heller ikke tro jeg kan lide ham overhovedet!, denne beklædning er for min elskede Azuriels skyld og en dag vil jeg gifte mig med ham og have børn og alt det en kvinde skal give sin elskede ægte mand! fordi sådan er jeg opfostret, sådan er en fransk lady nemlig! * hun trak forsigtigt ned i håndtaget og de sorte stiletter klikkede mod gulvet i det hun gik hen af mod ham hvor hun nu havde hørt stemmen komme fra " Okay jeg er her, så få det overstået... jeg har noget jeg skal nå " hun knappede sin jakke op sådan så kjolen var blidt blottet da hun hen jakken til siden så han kunne bide hende. Hun ville ikke blive, nej hun ville blot stikke af hurtigst muligt.

Han rejste sig langsomt op. Han gik med langsomme skridt hen imod hende. Han bar som altid ingen mine, det eneste der viste følelse var de grønne sorgmodige øjne der kiggede på hende. Dog ikke som en mand normalt ville. Han tjekkede hende ikke ud eller så på hendes krop. Han så hende kun i øjnene. Han havde manere. Han stoppede kort fra hende og sagde. ’’ Frøken.. Bad jeg ikke om takt og tone’’. Med et flåede han i hendes kjole så den ville gå i stykker. ’’ Jeg sagde takt og tone.. Nu ligner du en der taler som du lige har gjort til mig.. Når han træder ind af en dør nejer man og siger godaften.. Man vandre ikke ind som om man ejer det hele ’’. Han flåede i den anden side af kjolen ’’ Man holder øjenkontakt og taler pænt. De er en gæst i mit hus.. De opfører dem som en forkælet ucharmerende tøs.. Vis stil og klasse i mit nærvær.. De er min blodbank.. Når de er noget som helt for mig så forventer jeg at de opfører dem med stil og klasse ’’. Normalt havde han det ikke sådan. Dog var hun smuk og elegant og han så potentiale i hende. Han kommenterede normalt ikke folks fejl. Men han skulle jo drikke hendes blod frem over. Ikke nok med det så ville han lære hende ikke at være den han allerførst mødte. Må hans egen twistede måde mente han faktisk at han hjalp hende og hun skulle være taknemmelig. ’’ Ret ryggen og drej halsen og fjern håret… Og bed mig så pænt om at drikke af dig ’’.

Hun så undrende på ham og skulle lige til at sige "Jamen!?.. jeg har da også.. Arrrrhhh! " hun klemte øjnene sammen og mærkede sin elskede kjole blive revet over. Det var den som Azuriel så godt kunne lide og eftersom den havde åben ryg, gled den ned i den ene side hvor han havde revet, så nu holdte hendes højre siden den kun oppe. Hun så knust på ham og sagde" Jeg ber dig! stop " hun mærkede ham tage fat i den anden side og der rev han også og kjolen gled langsomt ned af hende og endte ved hendes ankler eftersom der intet mere var der holdte den oppe.

Hun så knust på Balthasar og trak sin elskede sorte jakke over sin krop og dækkede sig nu med den og mærkede sine gyldne salte tåre glide ned af hendes høje kindben hvor en smule rødmen kunne anes over kinderne og den porcelæns hvide blege hud. Hun følte et stik i hjertet og sagde" Du viser ingen stil eller klasse!, hvorfor skulle jeg så?, har du ikke en eller anden luder eller sådan noget at... at gøre dette mod, andre end mig eller såen noget.. hvorfor skal jeg lige pines, mig som der har en fyr og mig som der faktisk skulle ha været til vinter galla med min elskede! vis han sagde ja" hun stak Balthasar en lussing ud af det blå og tog sig for munden og vendte ham ryggen og strøg sine tåre væk. * Det dumme svin!, han forventer respekt, men han har lige ødelagt min elskede kjole for ikke at sige at han har lige ødelagt hele min dejlige aften og så det endda december måned vi er i, men jeg kan slet ikke finde noget jule stemning frem mere.. * hun vendte sig kort mod Balthasar og sagde" Jeg foragter dig og din eksistens og dine bid tænder mig ikke, ligeså tænder du heller ikke på mig, så lad vær med at brug mig som var jeg dit sugerør til noget delikat, find en anden engle og chikanere! " hun bed tænderne hårdt sammen og blottet dem. Mens hendes store pupiller blev aflange og katte ligene, dog beholdte hun den syre grønne øjenfarve og hendes hår blev rødlig.

Han hørte hende tale. Da hun stak ham en lussing vente hans ansigt sig ikke engang. Han lyttede til hendes ord. Da hun var færdig greb han ud efter hendes hals. Hvis han fik fat ville han løfte hende op i luften med et hårdt greb om hendes hals. Lukke døren og så smadre hende hårdt op imod en væg . Han viste stadigvæk ingen tegn på følelse. Han sagde med sin blide rolige stemme ’’ Hvor vover du.. Jeg lod dig leve.. Jeg fik dig ud af kulden.. Jeg rørte dig ikke før du selv sagde ja til aftalen.. Du har ingen syn på klasse.. Du ser kun hvad du vil se.. Du er sikkert forkælet.. Du får hvad du vil og opfører dig som du vil og ingen gør noget ved det fordi du er den smukke lille søde pige’’. Hvis han havde fået fat ville han nu give hende et ordentligt slag med flad baghånd. Han ville blotte sine hugtænder og sige ’’ Du vover så meget som ikke at opfører dig pænt overfor mig.. Jeg kunne ikke bekymre mig mindre om dine små udbrud. Næste gang du ikke behandler mig med respekt når jeg ikke har gjort andet end at lære dig hvordan man opfører sig ordentligt så flår jeg dine organer ud og sender dem til dine kære’’. Han ville så smadre hende ind mod væggen igen og slippe hende. Vende ryggen til hende som var hun intet og sige roligt ’’ Sig så undskyld og stil dig som jeg sagde ’’. Han ventede lidt og vendte sig så om ’’ Så prøver ve igen, frøken ’’.

Hun gav et højt skrig fra sig og kunne ikke andet end egenlig at lytte til alle hans ord skønt hun ikke ville , de gjorde nemlig ligeså ondt at høre på som hans lussing havde gjort mod hendes kind, hvor der var et rødt mærke at se, hvilket Azuriel temmelig sikkert vill opdage med garanti!. Hun mærkede sine tåre glide endnu mere denne gang og en jern smag samlede sig i hendes stakkels uskyldige mund, der langsomt blev fyldt op med blod fra hendes tunge, hun havde ved et uheld bidt hul i, da hun ikke havde regnet med at Balthasar ville stikke hende en lussing. Det var umandigt at slå en kvinde og netop nu havde han vist at han var dette. Han var ikke en gentleman eller en business mand med stil eller klasse, han var blot en ækle vampyr der ingen følelser havde og han ville blot have hendes blod. Hun så kort ned og opdagede sin kjole lægge væk. Hun var endnu en gang i undertøj men heldigvis for hende havde hun sin jakke lynset og knappet, så den dækkede hendes uskyldige og stakkels blottede krop.

Hun så på Balthasar og endte på knæ og hostede blod op da han endelig havde sluppet hende. Da han vendte sig om mod hende, så hun kort op og rejste sig så vaklende og rettede sin ryg rank som han havde sagt hun skulle og så, så hun ellers tomt og livløst ud i luften... hun havde dog hele tiden øjenkontakt med Balthasar ved mindre han brød den mellem dem.. " Vil de være venlig at bide mig sir " ordene sved i hendes mund og hun ville med glæde se Balthasar brænde op i solen eftersom.. han blot nød at høre hende sige at han skulle bide hende. Hun viste ingen følelser eller noget. Hun var blot... stirrende ud i luften og lyttede til alt han sagde.

Han kiggede på hende. Da hun så ud som hun gjorde lignede det meget sådan som han selv så ud. Uden følelse, som alt ved ham var koldt. Han var ikke en der slog på kvinder. Dog slog han på krigere. Han respektere dem nok til ikke at gøre forskel på køn. Han vidste hun var en. Hun havde selv angrebet ham. Han vidste hun havde så meget inde i sig og kunne blide stærk. Dog ikke hvis hun altid fik sin vilje med at se godt ud og være uskyldig. Han stod lidt bare og kiggede på hende. Hun var bestemt ikke dum. Han kunne se hun lærte hurtigt. Hun havde prøvet at vise ham at hun var en stærk kvinde der sagde og gjorde hvad hun ville. Nu måtte det være gået op for hende at han var ligeglad med sådan noget. Han glad ikke finde sig i den behandling som han kunne se hun var van til at give andre. Han nikkede svagt ’’ Nej.. De ser ikke anstændig ud ’’. Han samlede kjolen op og satte sig i en stol. Han rakte sin hånd ud i luften og hans øjne blev metalliske grå. En par knive kom flyvende ud fra køkkenet. Metallet næsten sprang og blev til små metal stykker. Han så ud til at koncentrere sig og det gik lidt tid imens metallet ramte kjolen. Det tog omkring en halv time før han rejste sig og rakte hende kjolen. Der var små smukt dekorerede glinsende metal stjerner og et flot metal mønster der lignede en rosenranke der holdt skuldrene sammen. Han vendte ryggen til hende ingen ’’ Nu har de talt pænt.. Men de var ikke anstændig.. tag kjolen på.. Når jeg vender mig prøver vi igen ’’. Lidt efter vendte han sig igen og kiggede på hende.