The Innocent And The Unpure { Balthasar

Paisely lagde mærke til han rørte ved hendes kjole og hun så med det samme rødt, dog viste hun det ikke i sit ansigt. Nej hun ville have at han skulle vide det vis han prøvede på noget med hendes elskede kjole, dog blev hun overrasket da hun endelig så hvad det var han havde lavet, dog var det ikke for hendes skyld han havde gjort det åbenbart.. nej han havde gjort det for sin egen skyld. Hun tog i mod kjolen og vendte ham ryggen og iførte sig den, inden han nåede at vende sig om og så tog hun ellers sin jakke over sig igen og strøg forsigtigt sit hår til den ene side og blottet sin hals og bøjede hovedet lidt til siden så halsen var helt blottet nu og så, så direkte på ham og sagde" Bid mig sir Balthasar " hun vidste ikke en skid om hvad han mente med anstændig? var det .. det med kjolen eller hvad prøvede han på og hvorfor prøvede han at lære hende dette anyways!?. Hun bed tænderne hårdt sammen vis han nægtede endnu en gang at bide fra hende, eftersom hun var temmelig træt af hans lille edikette leg, fordi hun var ikke en fuckin dukke han blot kunne rette på hele tiden.. igen og igen, hun var en blodbank for ham og intet mere eller mindre.. og sådan ville det altid være, så derfor fandt hun ingen logik i at denne fyr prøvede at lære hende alt muligt. Hendes syre grønne øjne så blot på ham og ventede på reaktion fra hans side.

Han nikkede svagt da han vente sig om og så hvordan hun stod. Eftersom hun havde smidt hendes tøj for ham før troede han fordi han var så gammeldags at hun var en der kunne lide at gå i tøj der blottede hendes krop eller ingen tøj overhovedet. Da hun stod som hun gjorde gik han langsomt over imod hende som en ulv der nærmede sig sit bytte. Han stoppede foran hende og fjernede blidt et hår strå fra hendes nakke hun havde glemt. Han var meget højere end hende og derfor lænede han sig ned for at bide hende. Dog hviskede han i hendes øre først ’’ Selv om dit ydre intet viser.. Så banker dit hjerte meget hurtigere når jeg nærmer mig.. Du vil selv indse det en dag.. Du kan ikke lade være med at nyde dette.. Det ligger i dit væsen ’’. Han bed hende blidt i halsen og sugede nænsomt den nektar der var hendes blod. Hvis ikke han havde været så gammel og viljestærk var han nok aldrig stoppet før hun var død. Dog var han heldigvis dette. Igen drak han ikke nok til at skade hende dog drak han mere eftersom han havde brugt sin evne så hun ville sikkert blive svimmel. Da han var færdig slikkede han såret og kiggede på hende med hans sorgmodige øjne. Lidt efter vendte han sig om og gik over i stolen igen og satte sig.

Paisley nægtede at lade ham tro at hun faktisk nød dette fordi hun gjorde det slet ikke, det var af ren frygt hendes skrøbelige hjerte bankede så hurtigt og af ren smerte små gisp og støn kom ud mellem hendes læber, fordi eftersom han ikke var andet end en kold hjertet sten så ville hun skam slet ikke se ham som andet end en sten eller nærmere en levende omvandrende dum statue der havde brug for blod til at overleve, hvilket han jo skulle have men hvorfor lige hendes vidste hun ikke, eftersom der fandtes tusinder af andre engle i denne verden.

Hun sukkede ikke men nikkede blot og da han så gik væk fra hende, så hun kort over mod ham og bukkede og sagde" Vis de vil have mig undskyldt.. så vil jeg gå hjem af nu " hun havde ikke lyst til at se Azuriel lige nu, især ikke efter alt det med kjolen var sket og hun ville især blot smide kjolen ud når hun kom hjem. Hun ville aldrig rør eller se på den eftersom den var blevet lavet om.. den var så perfekt og så ødelagde han den bare..* jeg hader ham.. *

Bal kiggede op på hende igen og sagde ’’ Jeg håber de får en god tur hjem, frøken.. Må dem og deres mand have et godt bal.. Men husk en ting.. Glem ikke vores møder ’’. Han kiggede på maleriet med det blik hans øjne altid bar. Efter hun gik kiggede han på sin ene hånd. Han savnede at arbejde med metal. Før lavede han våben hver dag. Dog var det forfriskende at have lavet noget andet end våben for en gangs skyld.

Da Paisley kom ud blev hun stoppet ca 40 minutters gå gang fra hans lejlighed. Der stod en mand i sort jakkesæt med en sort hat og solbrikker. Han vinkede hende over og hvis hun gik over til ham ville han sige ’’ Du kender Balthasar.. Vi har dette serum.. Det ville kunne hæmme.. Din kærestes ene personlighed i up til 24 timer.. Alt vi kræver af dig.. er at du får Balthasar til at joine denne organisation igen ’’. Han gav hende en konvolut (i den står det info der er i hans Profil). Manden nikkede ’’ Vi ville være sikker på du besøgte ham mere end en gang ’’. Hvis Paisley kiggede på konvolutten og op igen ville manden være væk. Som var han løbet sin vej da hun kiggede væk. Hvilket faktisk var det han havde gjort.

Paisley så kort mod dette hus og rødmede kort mens hendes ben fortsat ikke ville rykke sig * hvorfor lige mig.. hvorfor ikke en anden? * hun bed sig i underlæben og vendte sig vredt og gik hjem af. Da hun næsten var ved sit hjem stoppede hun hurtigere op end normal da hun så en eller anden mand i sort jakkesæt og med sort hat og solbriller. " Sig mig? er det ikke for gråt til at gå med solbriller " hun grinte lidt og smilede til manden indtil hun pludselig hørte hvad han sagde. * Få Balthasar af vejen og ende med at have min elskede kærestes gode side forevigt? * hun stod der lidt og sagde" jeg.. jeg tager imod det !" hun smilede og skyndte sig at løbe hjem og kiggede på brevet og havde helt overset manden til sidst. Hun ville blot flå brevet op og kiggede nu på hvad der stod og tænkte * men.. hvordan skal jeg komme tæt på ham? * hun bed sig i underlæben igen og hævede det ene øjenbryn og så på sengen der var tom og skrev så ned på et stykke papir hendes mobil nummer og at hun var taget et smut hjem til sine forældre i en uge eller to og at han altid kunne ringe vis det var.

Da hun havde skrevet løgn brevet tog hun ellers afsted igen, dog denne gang med en taske over skuldren og prøvede at tænke på alt slemt hun overhovedet kunne, så da hun kom tilbage til Balthasar stod tårene ned og hendes sorte makeup fra hendes øjenvipper var tværet rundt i hele ansigtet næsten. Hun snøftede og bankede på døren og ventede på at Balthasar ville komme og åbne og vis han åbnede.. ville hun falde på knæ foran ham og sige at hendes fyr havde forladt hende og at hun ingen sted havde at bo og om hun ikke nok måtte bo ved Balthasar indtil hun kunne finde et andet sted at overnatte og som betaling måtte han suge det blod han ville og hvornår han ville, der var ingen tids begrænsning og hun ville også gøre rent for ham. * jeg gør dette for dig Azuriel, kun for dig og ingen andre... *

Bal sad bare som han plejede. Alt han havde været igennem i alle disse mange århundrede. Alle de krige og kampe. Selv en kriger som ham ville på et tidspunkt miste viljen til at se meningen med det hele. Han kiggede på et andet maleri. Det var et stort middelalder slag mellem Frankrig og England. Han tænkte tilbage på det slag. Han havde selv været en del af det. Han kiggede lidt på det. Han så hvordan han selv var malet på kamppladsen. Han var intet andet end et våben. Han følte ikke noget mere. En kriger uden et mål er ligesom et sløvt sværd. Det var han. En kriger uden mål og retning. Uden en sag at kæmpe for. Men det var sådan det skulle være. Han så ingen mål mere. Intet, kun mørke som et forlagt våben ville gøre det.

Han stoppede sine tanker da han kunne lugte at Paisley nærmede sig. Han rejste sig op og åbnede døren. Da hun faldt på knæ foran ham og græd så det ikke ud til at påvirke ham det mindste. Hun kunne jo ikke vide grunden til at han var som han var. Hans sorgmodige blik hvilede på hende. Han sagde med sin blide og rolige stemme ’’Rejs dig op.. Du kan blive.. Men du blander dig ikke i mine sager.. Du tilbyder dig selv til mig når jeg har brug for det.. Du forstyrre mig ikke hvis jeg ikke vil forstyrres.. Men vigtigst af alt.. Du skal ikke tro at du på nogen måde kan behandle med uden respekt ’’. Han gik over og satte sig i sin stol og kiggede på maleriet igen. Hun var nu velkommen i hans hus.