Hvad der skete ind i faderens kontor anede hun ikke helt, men sirenerne kom nærmere det kunne hun høre. Hvor mange biler der var tale om anede hun ikke, men der var i hvert fald nogen på vej. Snart forsvandt vampyren dog så hun ikke hvor for det var så hurtigt at hun blot blinkede og så var han bort. Procella dukkede op og kom hen til hende, Elisabeth så blot op på den ældre pige og lyttede dog uden helt at opfatte ordenes mening da hun endnu var i chok. Hun tog sig dog sammen, gentog hendes ord i hovedet og snart så hun hvad hun stod midt i. Procella skulle have hjælp, hun havde blod på sig, om det hele var hendes vidste Elisabeth ikke, men… hendes søster lå derinde, og hvad med hendes forældre?
”Men..”
Ordet forlod hendes læber uden at hun fortsatte sætningen hvor hun fornemmede hvor grådkvalt hun blev. Der var ikke mange muligheder for hende, det var et spørgsmål om tid og hun havde absolut ikke planer om at lade ham tage sit liv uden kamp. En hånd blev rakt til hende, en hånd som hun længe så på og dog tøvende tog imod.
Tingene skete ret hurtigt for Elisabeth, hvor hun blev taget til anede hun ikke. Natten var lang, og fuld af sorg for hende hvor hun hele tiden så liget af sin søster for sig, bamsen hun havde med holdt hun tæt ind til kroppen. Der skulle gå flere uger inden hun brød sin tavshed, en tavshed som hun havde holdt siden hendes sidste enkelte ord men.