Birth of Death - (Helias D. / Cherlyn / Wilith / Procella)

Dato: Lørdag d. 15 September. 2012
Tid: 18:37
Årstid: Efterår.
Vejr: Ikke skyggen af sol, støvregn og småkøligt. Rigtig efterårsvejr.
Sted: Werclare (Bycentrum)
Omgivelser: Et tæt beboet område, generelt fyldt med slidte og knap så imødekommende lejligheder.
( http://data.whicdn.com/images/36321496/Kungsholmen-condo-11_large.jpg ) Nogenlunde kopi af lejligheden. Dog er soveværelset, et aflukket rum, og lidt større en billedversionen.
Påklædning: En enkelt sort top, og et par løse sorte joggingbukser.

Trægulvet gav sig let. Den enorme skikkelse, der havde ligget ubevægelig i flere timer nu, lod slapt sin hånd der før havde hvilet over ansigtet, falde mod gulvet. Det lød hult, og let. Alt for let. Alligevel bredte lyden sig som et mindre ekko, i den ellers knap så elegant lejlighed. Med en træt mine, og en stiv ryg, blev skikkelsen liggende efter i få sekunder stønnende at have forsøgt at sætte sig op.

"Stupid floor… Stupid belly… Stupid dog!"

Lød det hæst nede fra hovedet på gulvet. Mohawken lå dovent som en pjusket masse, og spærrede det meste af dæmonens syn. Ordende der før var blevet vrisset ud, var ret hurtigt blevet hverdag. Især da sengen begyndte at være for bøvlet at kæmpe sig op, og rundt i. Gulvet havde efterhånden været det faste sovested i et par dage nu. Til trods for den styrke og magi der normalt gemte sig i en dæmons krop, følte Cherlyn sig mere som et vissent træ efterhånden. Et træ der ud af det blå, kunne finde på at knække sammen, eller springes med alle de.. termitter, der gemte sig i det. Termitter. Ja, det var, hvad de var!

Gulvet som Cherlyn befandt sig på, var mørkt, glat og godt hærget træ. Såvel som resten af lejligheden. Det var svært at se, at stedet nogensinde havde været helt, og havde eksisteret med den mindste smule stil eller klasse. Den afskallede mørkelilla maling på væggene, trængte gevaldigt til en opfriskning, samtidig med at væggen under malingen, skulle have lappet bare et par stykker af de mange rivemærker, før det kunne nærme sig ordet 'orden'. Møblerne kunne også godt trænge til en udskiftning. De før så sorte lædersofa'er manglede foruroligende meget af deres læder, og virkede ret.. flade. Som om en anden gravid flodhest, havde smidt sig bevist over dem. Hvilket ikke var helt fra sandheden. Køkken og stue, var et rum. Køkkenet virkede rodet, selvom det ikke var madrester der plagede stedet, men derimod alt andet rod, og mange, mange, gamle tomme flasker. Fra før tørkeperioden. Hist og her i lejligheden lå også knuste skår, efter flasker der havde måtte lide for arrigskaben og smerter. For et menneske ville det være en ren dødsfælde. Også fordi hele stedet var svøbt i dystert mørke, og kun det enkelte lys de persienner der dækkede for vinduerne tillod. Vinduerne viste den fantastiske udsigt, af en klam og indlukket baggård. Ikke noget at komme der for. Soveværelset var om end muligt, endnu mørkere. Plaget af flået tøj, bunker af ubeskrivelige ting, og en bred dobbeltseng, som overraskende nok virkede til at være det eneste rigtigt intakte.

"Hey Cher, nice to see ya again! Oh, yes we’re having so much fun, let’s do it again soon! Sure, why not darling!"

Vrissede dæmonen, uhyggeligt skingert med sin hæse stemme. Ordende blev sædvanligvis efterfulgt af en tør latter.

"FUN!... Bloody hell, how can someone think this is fun?! Next time I see that stupid dog, I’ll give him fun! She got one… And what’s this?... Hundred?!"

Anklagende løftede hun hovedet, og skulede ondt mod den efterhånden gigantiske mave, der strittede ret op mod loftet. Aktiviteten derinde fra, var uhyggeligt stor. Det måtte mindst være 100! Mere eller mindre.. Sparkene derinde fra lod også til at blive voldsommere, og voldsommere for, hver dag den dumme mave lod til at vokse. Selv Cherlyn var blevet overrakset over hastigheden. Lige pludselig var det gået stærkt. Selv fra de få dage efter mødet, med den lille bule, til en måned efter, hvor hun lignede en i sjette måned. Livet var noget lort. Siden mavens opdagelse havde hun stort set ikke bevæget sig udenfor en dør. Hverken McRian, eller Selene havde taget kontakt. Og det passede den fuldfede dæmon udmærket. Det var ikke til at vide. Selv med sin rablende hjerne, efter mangel på mad og alkohol, var hun dog kvik nok til at indse, at børn ikke ligefrem stod på høj plan hos Selene. Så Cherlyn havde pænt spenderet uge efter uge, med at rase ud i lejligheden, og sandsynligvis resulteret at de fleste naboer var skredet. Der var i hvert fald ikke sket noget, siden hun nær havde bidt hovedet af sin nabo i arrigskab og sult, da han kom ned og klagede over larm.

"Auch! Don’t move in there! You’re easier to forget, when you doesn’t move!"

Skingrede hun mod maven. En kvalt raslen lød under hende, da hun med en anstrengt mine forsøgte at bruge den neonfarvede hale til at skubbe sig op og sidde med. Denne gang var det ikke anstrengelserne der holdt hende tilbage, men smerten fra sparket. De små kræ blev stærkere og stærkere?! Med trætte mørke øjne, skulede hun ned på gulvet foran sig. Endelig. Oppe at sidde.

Helias bevægede sig uanet rundt i området. De fugtige gader lå øde hen, oplyst af en grå trist himmel, hvor begyndelsen af nattens mørke var begyndt at vise sig i kanterne. Hvor man holdt sig inden for, eller skuttede sig som værn imod den deprimerende støvregn, der virkede til at gennemtrængende et hvert lag tøj, blot for at gøre en gennemblødt til benet. Generelt et vejr hvor man holdt sig for sig selv, eller skyndte sig at få ordnet det man skulle.

Helias skyndte sig dog ikke. Med intetseende øjne vandrede han rundt. For ham var der kun mørket. Ingen grå himmel, ingen sol, ingen ende på natten der havde lagt sig over hans øjne. Det eneste der ledte ham var stokken i hans hånd og fornemmelsen af en gammel ven i luften. Døden hang tykt i luften omkring området her. Med hviskende stemmer kaldte den ham, med berøringer så lette og flygtige som illusioner ledte den ham på vej. Jo døden var en gammel velkendt ven.

Helias vendte sig ansigt imod himlen og regnen der gjorde hans lange hår tungt og vådt. Dråber flød ned af hans ansigt og solbrillerne der gemte de lukkede blinde øjne. De frygtelige øjne. Han havde mistet kontrollen med sin evne, da den himmelske Fader havde smidt ham fra hans gunst. Men øjnene havde ikke ændret sig. De var endnu fanget i den fulde kraft der havde spildt fra dem. Som to portaler til intetheden, vækkede de den stærkeste, urgamle frygt i mennesket. Men det betød intet for Helias lige nu.

Satans til regn.. den går alting mere besværligt.. Jeg kan intet hører ud over den infernalske plasken..

tænkte Helias for sig selv, imens han søgte stedet hvor Døden havde valgt at slå til. Hans gamle ven efterlod et spor til ham, et spor der ledte ham til en dør. Bag døren følte han et virvar af energi. Mennesker der sad sammen og gemte sig for regnen bag deres lukkede døre. Deres sjæle var som fyrtårne for ham, små lysglimt i et ellers totalt mørke.. Men der var også noget andet. Fraværet af selv mørket. Noget der var der, men stadig manglede.. En skabning uden sjæl.. En dæmon.. Og det var her Døden ventede på ham. Så denne sjæleløse skabning var grunden til at han havde vandret igennem sølet og regnen, kold indtil benet..

Damned be he, whoever said this was an easy task.. Death never arrives at our convinience..

sagde Helias med sin silkebløde stemme. Med et let suk famlede han sig frem til hoveddøren og begyndte at banke på den. Uden sit syn havde han ingen mulighed for at finde den rigtige dør telefon.. hvis der overhovedet var sådan en..

Efter et par minutters stille banken fra Helias side, samt den nervepirrende intetsigende tavshed som svar, lød et vældig rabalder bag den lukkede dør. Lyden af aktivitet og hundbjæf, flød snart ud af vinduet, der var placeret halvt på klem, ved siden af den låste dør. Hvis Helias ikke var hurtigt nok, ville han næsten ramle ind i skikkelsen der få sekunder efter larmen, flåede døren op i en hidsig bevægelse.

"Huh?!.. You forgot your key or something? Don’t you know it’s dinnertime?!"

En lavstammet gammel mand, godt pakket ind i et par brune løse fløjlsbukser, en varm tydeligvis hjemmestrikket sweater udover en hvid skjorte, samt et par varme tøfler, stirrede direkte op på Helias med sine sammenknebene øjne. I hånden havde han en stok, som han brugte i et desperat forsøg på at holde en hidsigt bjæffende terrier tilbage. Nydeligt klædt i en sweater magen til den ældre herre selvfølgelig.

"Wait a second… I may be old, but I got the memory of an elephant! You don’t look familiar. What do you want? If it something about money or drugs, I don’t want to donate for you or any other longhaired hippie boy, knocking at my door and spoiling my dinner!"

Vrissede den gamle mand af englen, der hverken ville kunne se manden for sig, eller hunden der nu havde snoet sig omkring den slidte træstok, og nu ivrigt sniffede løs til Helias bukseben. Manden der næsten var et helt hoved mindre end Helias, med sin krumme ryg, sendte et længselsfuldt blik ind i entreen igen, hvor duften af varm mad strømmede lifligt fra.

"Alright. What di-… Oy! Get your hands of my dog, kiddo! And Fluffy! Get over here you stupid dog! You don’t know where It has been!"

I et forsøg på at bringe samtalen nogenlunde tilbage igen, med fokuset væk fra maden, måtte gamle Mr. Freddy igen opgive. Hunden der før havde snuset ivrigt, for at bekræfte sin teori, var nu igang med et forsøg på at humpe livet ud af Helias ben, i kærlighed til englens natur. Det syntes dog ikke at passe det ældre menneske, der greb fat i halsbåndet på den lystige terrier, og fik trukket den med indenfor, så Helias kunne komme til.

____________________________________________________________________________

Efter flere minutters svovl og banden, raseriudbrud, halekværken og opgivende suk, stod Cherlyn nu, mere eller mindre, oprejst. Optaget af sine egne kvaler og en undergang der tydeligvis var nær, var støjen fra opgangen slet ikke blevet noteret. Det var ganske normalt blandt disse lejligheder, at der altid var lidt støj eller skænderier. En af grundende til, at det passede perfekt til en dæmon.

"You have plans today? You’re not even born, and it still feels like you’re trying to run somewhere in there…"

Mumlede hun slukøret, alt imens den tunge krop slæbte fødderne over gulvet, og klaskede hænderne mod bordpladen. Den skrigfarvede rangle, fik snoet sig ind i håndtaget, og rykket køleskabsdøren åben. Med en pinefuld grimasse, rakte dæmonen ud, og greb en enlig mælkekarton. Uden skik eller andre at tage hensyn til, placerede hun toppen af mælkekartonen mod læberne, og drak ivrigt. Dæmon eller ej, havde hun hørt at mælk skulle hjælpe mod urolig mave. Godt nok var det børn, men de var derinde alligevel.

Efter et par slurke af den knap så friske mælk, måtte hun med begge de mørke øjne, møde synet af en mælkehvid håndvask, da det meste af indholdet fra munden, fløj ud igen, i en krampetrækning. Mælkekartonen blev skånesløst mast sammen, og måtte opgive livet med en sær blupren, da resten af mælken sivede på gulvet.

"Please.. Stop. Go away. Die, or something!"

Som hendes bønner var blevet hørt, forlod smerterne hende øjeblikket, blot med det våde mærke fra mælken placeret på de sorte bukser. Dog måtte mælken virkelig have ramte langt, eller.. Chokeret hang Cherlyn sig op af køleskabsdøren, samtidig med at fornemmelsen af, at en varm væske gled længere og længere ned af benene. Bukserne føltes allerede klamme fra mælken, og blev absolut ikke reddet af det andet.

This cannot be good.

Helias stod frosset ude foran døren. Manden foran ham, og den overlystne hund, formåede at fjerne den sidste rest af stolthed fra ham. Han kunne intet sige eller gøre, imens mandens evindelige talestrøm bankede imod ham, alt imens hundens kærlige natur blev forstærket.

What, in the quiet name of night, is happening here..?

tænkte Helias for sig selv.

Why is this cretin getting overamorous on me.. And what on earth is this strange old man rambling about? Donating? Drugs? Do I look so shabby that I am mistaken for such weak and miserable filth? And -it-? I have lived for eight hundred years you little..

Helias' tanker løbt vidt og bredt, uden at han fortrak så meget som en mine. Han blev blot stående i døren, indtil manden trak hunden til sig og trådte til side. Da greb han chancen, med større iver end han ville indrømme, for at klemme sig ind og hen til væggen.

Han så faktisk sølle ud. Hans alt for lange hår hang gennemblødt ned af hans skuldre. Hans lange frakke havde set bedre dage for måneder siden og de sorte bukser var lasede til punktet for selv en vagabond ville tænke sig om to gange før de tog dem på. Støvlerne trængte i den grad til en omgang sværte og de mørke briller var så fedtede at de næsten så mere grå end sorte ud. Synet vækkede ikke ligefrem mistanke om at her stod et væsen der havde set nationers fald og som fulgte Dødens stemme.. Der var blot tankerne om en slidt, lettere ynkelig herre.

"Thank you sir.. I am expected."

sagde Helias til den ældre herre og prøvede at samle en smule af sin værdighed op imens han vandrede ned af gangen, i retning af hvor han følte Dødens skygge lå tykkest. Et liv var just mistet her... Metal spidsen på Helias' vandre stok genlød imod gulvet som han trådte nærmere døren, imens han blinde øjne rettede sig imod den. Jo her lå Døden tykt..

This is strange.. I feel the passing of souls.. and.. something different.. something hollow.. empty... Something not there..

Helias stoppede lidt fra døren, nærmere betegnet så lang som hans vandre stok var, lænede sig frem og lod sin hånd falde tungt mod døren. En gang. To gange. Tre gange.

Som hans hånd faldt mod træet summede den ældgamle fornemmelse af magiske barriere igennem ham, og hvis ikke den lave hvisken af død og den sygelige fornemmelse af dæmon omkring døren havde tippet ham, så gjorde den direkte magiske afvisning det. Uanset hvad der var sket på den anden side af den dør ville det ikke være ham muligt at trænge ind uden en invitation. Det sagde ham flere ting. Dæmonen der boede der måtte enten være meget ny i bygningen siden den ældre herre med hunden stadig boede der, og hunden ikke blevet vanvittig af rædsel, eller også var der tale om en dæmon der forstod at spille sine kort korrekt og holde sig skjult. Det betød ikke at vedkommende fornægtede sin natur. Det betød en potentielt farlig modstander. Om svaret måtte være det ene eller det andet gjorde som sådan ikke nogen forskel. Helias var dødsengel, og døden havde kaldt ham til denne bygning. Til denne dør. Han havde et ærinde at udføre, også selvom han ikke vidste hvori det bestod endnu. Han havde en meget tydelig fornemmelse af sjæle. Fare. Fare der havde noget at gøre med den eller de dæmoner der var at findes på den anden side af denne dør. Træ. Simpelt træ. Dette simple stykke menneskelige håndværk der fastlåste ham så komplet og totalt, for det var mere end blot en dør.

Helias lod sine fingerspidser hvile let mod træet, som for at få svar med sine sanser. Blinde kunne fornemme ting som de seende ikke kunne. Engle kunne fornemme mere end menneskene. Magien i barrieren foran ham lukkede ham lige så effektivt ude som hvis han havde fået sat en osteklokke ned over sig. En kortvarig panderynke af noget der kunne minde om irritation og frustration kunne kort skimtes i det regnvåde ansigt. En dråbe trillede langsomt ned over den stærke næseryg og hang et langt øjeblik ved tippen før den endelig rev sig løs og faldt næsten hørligt til gulvet.

Den ældre herres mistroiske blik, faldt langt fra i graderne, da Helias omsider var nået indenfor, og hoveddøren var lukket og låst igen. Tværtimod virkede manden til at kæmpe med en indre uro, ved synet og tanken om at der stod en 'junkie', og dryppede i hans opgang. Hunden virkede stadig savlende forelsket i den våde engel, men lod dog alligevel til at tøve, med hovedet virrende mod de andre døre, lidt længere væk blandt lejlighederne.

"Expected you say?... Well, that isn’t that surprising after all."

Fik den gamle mand fremstammet, måske en smule mere lavstammet end før. Som om meningen med den slidte mand udenfor hoveddøren, pludselig gav mening. Det var næsten som om man kunne se de slidte tandhjul drejer i hovedet, på herren med hunden.

"Alright then… But just remember that you’re on your own. If anything goes wrong, I can’t help you, Kiddo."

Fik manden lige fremskyndt alt imens han trak sig tilbage i den velduftende lejlighed, men hunden luntende lige bag sig. Døren blev lukket kort efter, at herren havde betragtet den fumlende engel finde vej længere og længere væk. Med en hovedrysten, blev døren lukket og låsen slået til.

Inde i lejligheden Helias havde valgt at placerer sig ud for, var der skræmmende stille. Ingen lyde af menneskelig puslen, mad der blev skubbet rundt på tallerkenen, hyggelig familiesnak der blev udvekslet.. ikke engang den kedsommelig lyd af et tv var til at høre. Stedet virkede rent ud sagt dødt.

Først ved lyden af Helias banken lod noget til at ske. Opmærksomhed.

Cherlyn inde bag døren, havde sit eget at kæmpe med. Trangen til at sprætte maven op på sig selv, og flå ungerne ud syntes at vokse for hvert sekund. Dog blev hele den anspændte stemning, samt snerten af den antagende panik blæst væk, som dug for solen. Nogen bankede på døren. Og det ramte hende - dybt. Følelsen af den mørke barrierer det havde lagt sig omkring lejligheden, samt den snigende duft af en, hvis lokkende sødme, fik hurtigt tankerne igang igen. Der var faktisk besøg. Til hende. Af en... Engel?!

Ikke nok med at englen automatisk blev standset af dæmonens eget skjold, hvilket var let at føle. Men der var mere. Skjoldet blev også holdt på plads af noget, Cher ikke havde kontrol over. Med en skeptisk rumlende, trumlende hele vejen nede fra brystet, fik hun hevet sig helt oprejst ved at flå manisk i køleskabets dørhåndtag.

"What the bloody hell… Some crazy angel, who has come to wish me luck with my slow death here?"

Fik dæmonen lavmælt rablet for sig selv, mens den tunge krop, langsomt fik slæbt fødderne over gulvet. Bestemt ikke lydløst men, hvorfor skulle man? Maden var jo dukket frivilligt op denne gang.

Endnu en pludselige smerte, midt i det sidste skridt mod døren, fik hende til at lave en snublende afslutning. Med hele vægten styrtende mod gulvet, var den eneste redning, at klamre sig til håndtaget på døren. Desværre var Cher, som altid, en smule uheldig og en del mere klodset. I sin febrilske famlen efter håndtaget, fik kløerne grebet fat i døren med en lyd alá en køkkenkniv hugget imod træ. Den knasende lyd af træet der sprækkede, alt imens dæmonen langsomt stoppede sit fald, var sønderrivende. Et kort sekund forblev hun naglet til døren med kløerende og stirrende ned i gulvet.

Okay. Let's try again.

Med smerte der fik hende til at snappe efter unødvendig luft, fik den latterligt uheldige hundæmon, trukket neglene ud af døren, og rettet sig op. Cherlyn var ikke interesseret i at skjule sig. Hun manglede kræfterne og overskuddet. Med en let hovedrysten blev den flade mohawk, flyttet ned over de små sorte horn, der skød frem fra panden.

Hånden blev lagt på døren, og med yderste forsigtighed lød det lille klik fra når den blev åbnet ulåst. Uendelig og om end mulig, endnu langsommere end før, blev døren åbnet, lige præcis så meget, at Cher kunne skjule sin enorme skælvende krop, men alligevel stikke det mørke hoved let frem i døren.

"Can I help you… Angel?"

Ordet engel blev spyttet ud i foragt. Hvad fa'en bildte en engel sig ind og komme rendende her, mens hun lå og var led og ked af livet. Der var jo ikke engang kræfter nok til at jagte ham! Det mørke blik undersøgte hastigt Helias, kun med den teori om, at han alligevel ikke lignede noget der var værd at æde. Og dog.. Det ansigt. Selv bag de fedtede briller, og det alt for lange hår, var der noget velkendt over den figur. Men, hvorfra?

Det ramte Helias som et slag fra en hammer. Barrieren omkring døren blev åbnet på klem samtidigt med døren og lod lugten og følelsen af dæmonen slå imod Helias. Blink fra minderne strøj igennem hans sind. En nat i byen. Mørket. Et forbudt møde. Lejligheden. To kroppe der mødtes. Han trak vejret dybt en enkelt gang, tog hendes duft ind og sukkede let.

"No.. I am here to help you."

Helias stemme var blid og let som fløjl. Næppe det man havde forventet fra den slidte unge herre der stod i gangen. En smule selvbevidst strøj han hånden igennem sit lange, våde hår.

"Death has come to visit you. I am here to aid you through it."

sagde han uden at ændre mine. Døden var som sagt en gammel ven. Han forstod stadig ikke hvorfor folk frygtede døden.. det var jo en naturlig del af -

I will find you angel.. Your existance will be mine.. The Hunter can't keep me away for ever.
Øjnene i mørket talte til ham. Deres glødende skær brændte hans sind og de skygge-agtige hænder rakte ud efter hans liv.

Helias blinkede bag brillerne og befandt sig endnu engang i nuet. Dæmonen stod stadig foran ham og Dødens mærke lå tæt omkring hende.

Damn you, old fool.. Get it together. He won't find you. And if he does.. Death is not so bad. It's been long overdue..

snappede Helias af sig selv. Han bukkede let frem for sig, gjorde sig umage med at lægge ansigtet i de rigtige folder, så der ikke var noget af skimte af hans angst, andet end koldsveden der blandede sig med fugten fra regnen.

Let's just hope she doesn't recognize me as easily..

tænkte han kort for sig selv inden han talte igen.

"I do know that our kin have had their differences.. but I do hope you will set it aside as I try to aid you.. If not.. I will be on my way.."

Helias var meget forsigtig med at holde sin stemme neutral. Magien der lå i lejligheden holdt hans sanser ude. Han vidste Døden havde været der, måske endda stadig var der, men han kunne ikke finde ud af hvem, eller hvad, der var dødt. Klokken havde kun fået en sprække, den var endnu ikke fjernet.

Ved ordet 'hjælp' skød dæmonen straks et mistroisk øjenbryn op, som øjeblikkeligt forsvandt op under den rødlige fuglerede, der engang havde kunne kaldes hår. Cher havde og ville altid være kæphøj. Englens uandmeldte besøg, samt hendes egen ynkelige tilstand, skulle ikke ændre på noget. Den klart madmanglende dæmonkrop, virkede alligevel også usandsynlig lidt samarbejdsvillig med at skulle stå og snakke med en fremmede i døren. Det skulle gøres kort.

"I don’t know, what the hell you think that you’re doing. But right now I'm too tired for this. Save your own ass, and fly home, Angelboy!"

Døren havde lige givet sig til at knirke, som tegn på at Cherlyn faktisk var i færd med at lukke den i hovedet på den 'fremmede' engel. Alligevel fik ordet 'død' hende til at standse. Og den stemme.. Det toneleje.

"Death you say?... What exactly do you mean by death?"

Tonelejet hun omtalte Helias i, lagde tydeligt tryk på, at han var genkendt. Ikke godt nok til at huske, hvorfra eller de forbudte detaljer om deres fjerne møde. Man kunne næsten fornemme, hvordan hele den enorme tørlagte krop bag døren, arbejde på højtryk for at opfange selv de mindste vink. Hans duft, udseende, stemme..

Med en lettere humoristisk fnys, rystede dæmonen sagte på hovedet af den våde engel. Hans ord sagde hende intet. Hun havde ikke engang været på en ordentlig jagt i to måneder nu. Hvis han hentydede til, at der lå en eller anden form for rådne lig inde i lejligeheden, kunne han godt tro om igen. Dog havde tanken om de forskellige engleformer, endnu ikke strejfet Cherlyns mindre eftertænksomme forstand. Tanken gik blot på, at Helias var en forvirret en-nats-show der nu vendte 'frygteligt tilbage' mens han rablede op om alverdens ting og sager.

"Spare me! I don’t remember all the dirty details… Actually I only remember some kind of flashes. But as much as I remember, we did not seem to have any trouble. Am I right?"

Fokuset på englen, havde gjort hende fuldstændig blind overfor, at hun faktisk var i færd med en lettere kaotisk fødsel. Ved endnu en krampende ve, måtte trædøren, endnu engang lide. Neglene borede sig dybt ind i træet, der knagede utilfreds. Dæmonens krop trak sig instinktivt tilbage, så kun øjnene var synlige i mørket fra lejligheden. Selvfølgelig var Cher dog ikke opmærksom på denne detalje, at Helias ikke kunne se hende.

"Wait… Did some little girl send you? Just. Answer me. What the fuck do you want here? Believe it or not, I’m actually pretty busy this moment. Make it quick… Please!"

Kunne man fornemme en, hvis pres lægge sig over stemmen på dæmonen? Selvom dæmoner i sig ikke behøvede at trække vejret, virkede det alligevel som om, Cherlyn gjorde et forsøg på at holde hende kroppen mast sammen, og lukke smerten væk.

"You are giving birth.."

Klokken brast og Helias' stemme flød fra hans løber, langsom og rolig som flydende honning. Hans "blik" rettede sig nedad, omkring Cherlyn's mave region. En lettere rystende hånd kørte igennem Helias' viltre manke som han rettede sit ansigt imod hendes igen. Han kunne nu tydeligt mærke forskellen. Cherlyn var et tomrum i verden. En eksistens uden fylde. Men inden i hende, voksede der en anden fornemmelse.. Både en af liv, men også en af død...

She is giving birth.. and some of them are dead.. Ironic isn't it..

tænkte Helis tørt for sig selv. Alligevel var der en fornemmelse af pligt over det.. af sorg over de unge liv der aldrig fik en chance.. Dæmon-børn eller ej.

I better get on with it.. It ain't getting better.

Helias trådte et skridt nærmere. Der var intet omkring ham der signalerede fare, der var intet der afgav medfølelse.

"You are giving birth.. And some of them are dead. I am sorry."

Helias sænkede hovedet kort og skjulte dermed sit ansigt med håret. Han lod Cherlyn sunde sig et øjeblik, inden han fortsatte.

"I will help you birth the last. If you will allow me to do so."

Helias smilte kort imens han "kiggede" op. Et kort, venligt smil der var ment som afvæbning. Desværre forsvandt det alt for hurtigt. Helias tog endnu et skridt frem, så han stod næsten med ansigtet oppe i Cherlyn's.

"Let me help."

Dæmonens ansigt fortrak sig. Helias ord om fødslen ramte lige plet. Eftersom Cherlyn havde skjult sig, som en genert lille unge, bag døren under stort set hele samtalen, var hun intet andet end forbløffet, da englen pludselig fablede op om hendes fødsel. Var der mere end øjet kunne skue?

"Well… Yeah… You’re right. And what now?... You want a freaking medal or something?"

Snappede hundæmonen kort af den blinde engel udenfor døren. Men endnu før sætningen var udtalt, lod det til, at Helias havde fundet ud af, hvad han ville. Som ved et trylleslag, stod den snuskede engel, pludselig med hele kroppen uhyggeligt tæt på Cherlyns egen, som dog stadig var gemt bag døren.

"Dead?.."

Kvækkede Cherlyn, med et humørforladt smil voksende. Tanken om, at nogle af de små kræ derinde faktisk var døde, påvirkede Cherlyn overraskende lidt. Det eneste der måske gik hende på, var det faktum, at englen havde vist det før hende.

"Okay, okay! If you’re so excited to see me again, then you may enter! Gezz!"

Da overraskelsen havde lagt sig, og Helias lod til at have trådt sit sidste skridt, gik alting pludselig meget hurtigt. Tydeligt en kende anspændt og drejningen denne samtale havde taget, og de tiltagende veer, lod sig for en gangs skyld ikke skjule. Døren fløj op, med et vindpust formegentlig ville ramme Helias, kort før, at en fast hånd greb i hans krave, og halede ham hensynsløst indenfor. Cherlyn kastede uden omtanke englen fra sig, så snart han var inde i lejligheden, smækkede døren i, og låste den igen. Derefter lød der for Helias et forpint hyl, et knæk, efterfulgt at et tungt bump og så stilheden.

"... If… You’re here to help… I think we better get started… Please?"

Lød det halvkvalt nede fra gulvet. Cherlyn selv, lå endt i en forvredet stilling, efter krampende at være drattet om på gulvet. Dæmonens store korpus lå i gangen, men spærrede vejen til døren. Til gengæld havde Helias rig mulighed til at vade rundt i lejligheden, hvis det altså stod ham muligt, uden det hjælpende syn.

Gulvet gav sig klagende til at knage, da Cherlyn utilpas begyndte at vride kroppen. Fødslen lod allerede til at være gået i gang, hurtigere end Cher selv havde forventet, og dæmonens krop var tydeligvis for tung og smadret til, at nogen af dem kunne flytte hende.

Helias havde oplevet meget gennem sit lange liv. Han havde overlevet pinsler der ville have knækket svagere individer. Han havde trådt igennem mørket hvor kun få vender tilbage. Han havde lavet handler med ældgamle dæmoner, han havde elsket, tabt og overvundet sig selv. Men at skulle være jordmoder uden sit synd var noget der nær havde knækket ham.

Den første udfordring han stod overfor var at få den gravide dæmon lagt ordentligt. Det i sig selv var noget af et arbejde, da dæmonens opsvulmede krop viste sig at veje et ondt år. Det næste var at undgå at få struben indenfor rækkevidde af hun-dæmonens klør. Fik hun chancen ville hun flå hovedet af ham.. bogstaveligt talt. Til sidst var der selve fødslen. Helias havde gennemgået en del af dem i løbet af hans mange år.. men aldrig havde han gjort det uden sit syn.

Time to see if you can make it count old man...

tænkte Helias for sig selv, inden han gav sig i kast med at samle alt ind der skulle bruges for at hjælpe hun-dæmonen.

Adskillige pinefulde timer senere sad Helias, armene smurt ind i væsker af forskellige usanitær art, en dunkende hovedpine, og et barn på hver arm. Dæmonens børn, de døde, lå pakket ind i tæpper lidt fra dem. De var som tomme huler i virkeligheden for Helias.. Akkurat som hun-dæmonen selv. For hans sind var der kun et enkelt lys, en enkelt flamme af sand liv.. De to små børn han holdt i armene.

What have I done.. aiding the brood of demons to this world.. I must have gone insane.. thought.. even demons need aid in their death.. especially those with mixed blood..

Helias' tanker kværnede rundt i disse spørgsmål, alt imens han sad og vuggede barnet blidt. Hans lange hår han ned som en blød skygge omkring dem, de blinde øjne så ret ud foran ham og ansigtet var fortrukket i tænksomme folder.

Det var lang tid siden at McClain havde vist sig nogen steder, ingen af wils små fugle havde set noget til hende på nogle af deres udposter, specifikt dem der solgte alkohol, af enhver slags. Dæmonen var nærmest permanent fuld, så det i sig selv var usædvanligt. Derudover, siden de havde fået en direkte ordre om at arbejde sammen, manglede Wil en god gammeldags opdatering fra McClain om hvor præcis hun havde dæmonen.

Som sædvanligt havde hun været i kontakt med de mange kontakter der gemte sig i Werclares kroge og siden hun nu alligevel var her og næsten var blevet urolig over McClains fravær, besluttede hun sig for at smutte forbi. Det var det sidste stop for denne nat og hvis hun var heldig kunne hun få sig en forklaring og være hjemme i god tid før solopgang. Hun parkerede den lejede bil to blokke fra der hvor dæmonen boede, og spadserede det sidste stykke vej. For mennesker var Werclare intet hyggeligt sted om natten, men for en 300 årig vampyr der vidste hvad der lurede i mørket var det slet ikke så slemt.

Wil nåede hurtigt adressen som måtte tilhøre McClain, det var i den billige ende af Werclare, langt billigere et kvarter end Wil havde boet i siden 1920'erne. Hun skævede mismodigt op på husets slidte facade, der glitrende i den sidste fungerende gadelygtes lys, efter nattens regnskyl. Den fugtige uldfrakke lå tungt om hendes skuldre, og paraplyen holdt hun som en stok som hun prøvende gik tættere på døren. siden hun ikke mærkede en barriere ved døren tog hun i håndtaget for at åbne døren, men til hendes overraskelse og irritation var den låst.

Efter at have kastet et blik ud af øjenkrogene til begge sider trak hun et lille hylster frem og med to dirke fik hun døren op. Med to fingre skubbede hun døren op mens hylstret og dirkene forsvandt ind under frakken igen. Forsigtigt gik hun hen over de blankslidte gulvbrædder, som trods hendes bestræbelser knirkede eftertrykkeligt. I dette øjeblik var hun ret sikker på at prisen på hendes støvler ville kunne renovere det meste af denne gang, and boy did it need it... Væggene så ud til stamme fra før sidste verdenskrig og så ud til at huse alle mulige slags insekter. For en forsker ville dette være en ren guldgrube.

Imens hun gik opfangede hun en meget bestemt slags duft som vampyrer ville kunne genkende på lang afstand, men i denne rotterede havde andre, kraftigere lugte nærmest bedøvet lugten af blod. Det var ikke et menneske, dertil var lugten for sur, så et kvalificeret gæt ville være dæmon. Hurtigt fjernede Wil sig fra midten af gangen og bevægede sig tættere på væggen, selvom hun konsekvent nægtede at læne sig op af den. Hun bevægede sig hurtigere ned ad gangen til hun nåede døren for enden af gangen og som hun forberedte sig på kamp gled hugtænderne ud fra tandkødet ved et smertefuldt lille prik. Hun stillede sig en smule bag døren som hun hamrede tre gange på den, hendes hamren var som en normal høflig banken, men hun var i højeste alarmberedskab.
"Dakota, it's Rua? You there?"

Ved at kalde hende Dakota, håbede Wil at dæmonen forstod at Wil havde opdaget blodlugten, den eventuelle fare, og en sær, sød lugt der gemte sig under den, ikke menneskelig, helt klart ikke menneskelig. Overrasket havde Wil også mærket den stærke beskyttelse omkring lejligheden, men måske var McClain bedre med magi end man troede? Eller siden det var rimeligt usandsynligt, måske havde hun en elsker, eller noget, for at have beskyttelsen?

Med et irriteret klask, lød der en træt ranglen nede fra gulvet. Det var nu flere timer siden, at englen havde valgt at give sig i kast med fødslen, samt en noget knotte hundæmon. Cherlyn havde i sine fortvivlelses rus sat sig fast, at hun nægtede sig samarbejdsvillig med englen. Snerren, biden og adskillige eder var fløjet gennem luften. Dog befandt de sig begge i rummet ved fødslens ende. Begge, mere eller mindre i live. Aldrig i sit liv havde hun oplevet ting værre ting end de sidste par timer. Og det skulle der satme bødes for!

Efter at have fået et skræmmende antal børn gravet ud af kroppen, befandt resterne af Chers ynkelige skikkelse, nu i en stor, klam pøl midt på gulvet. Efter fødslen havde der slet ikke været kræfter til andet end at ligge tilbage, småklynkende og ynkelig. Alt imens havde hun træt iagttaget, hvordan englen havde bragt de døde børn bort, og taget de levende til sig. Hendes børn.. Børn!.. Mad?

Det var meget lang tid siden, at Cher sidst havde været udenfor en dør. Alt for lang tid. Depoterne var slet ikke blevet fyldt op, eller klargjort, til denne slags fødsler. Dette var formegentlig en af de største grunde, at dæmonen følte sig direkte ødelagt. Kroppen føltes smadret, og nægtede komplet at samarbejde fuldt ud. Derimod virkede både tanken om en engel siddende klar til brug, mere og mere fristende.

Men, som der jo altid gjorde, kom problemerne pludselig væltende. I takt med Cher der langsomt fik stablet sig op på siden, halvnøgen, da situtationen pludselig havde krævet alle underdelene af, lød der pludselig nogle milde bank henne fra døren af. Som en anden opmærskom hund ville have gjort, drejede dæmonen automatisk sit hoved, og spejdede mod døren. Og dér ramlede verdenen. McRian.

Shit...

Med en klumset bevægelse, fik hun trukket sig selv op og sidde, og var nær ved at knække sig ved synet over sin egen ødelagte krop.

Dear lord.. If you really exist, as the angels truly proves.. Fuck you so hard!

Cherlyn rømmede sig kort. Hvad lavede vampyren overhovedet her? Der var hverken blevet ringet eller skrevet om mulige opgaver, og hendes ballade-niveau havde været på minimum siden deres sidste snak. Nu til dags kunne man da aldrig få bare et halvt års fred.

"Rua! I'm here! But.. No need to join!"

Lød det kvækkende fra Cher, der famlede efter en støtte, for at kunne komme helt op og stå igen. Med et besværligt greb, fik kløerne hamret sig ind i væggen, hvorefter hun svagt fik hevet den ødelagte krop op og stå. Med et hurtigt hovedkast fik hun spottet englen, der stadig lod til at have hovedet i blød. Nu var det så tid til at rydde de værste beviser af vejen.

"Sorry, birdy.. I need some real help."

Og med de sukkersøde ord lod hun hjælpen komme til. Desperat for, om vampyen skulle finde en vej ind, kastede Cher sig frådende mod englen. Med gabet og kløerne strakt frem, lignede hun mest et udsultet dyr, der havde fået serveret et måltid fra himlen. Hvilket faktisk ikke var helt fra løgn. Uden tanke på, hvad der dog skulle blive af de levende børn, eller den desperate tøs udenfor døren, lod hun fulde styrke hamre mod den tilsølede engel.

Helias var tabt i sine minder og tanker imens han sad og vuggede de to nyfødte. Med blide lyde og bevægelser fik han de to små lys til at falde i søvn. Nærmest som igennem en tåge hørte han Rua's stemme igennem døren. Med et var han tilbage i virkeligheden. Virkeligheden der stank af blod og død.

Sorry, birdy.. I need some real help.

ordene ramte ham lige akkurat hurtigt nok til at han nåede at folde kroppen beskyttende om børnene før dæmonen's uhellige styrke ramte ham. Han følte sig som en dukke der var blevet samlet op og smidt med, som han fløj igennem rummet og smadrede ind i muren. Et støn af smerte undslap ham som han faldt til jorden igen.

Hans "blik" var rettet imod Cher, brillerne var borte og de tomme, sorte øjne synlige. Havde Cher været menneske havde det måske stoppet hende. Men de golde øjne havde ingen magt længere. Desperat folde han sine sorte vinger ud, i et forsøg på at standse dæmonen imens han flygtede. Til ingen verdens nytte. Store og klodsede i det lille rum, ramte vingerne dæmonen første gang og standsede hende.. i nøjagtigt ti sekunder, inden monsteret igen brasede ind i ham. Denne gang forsvandt det ene lys fra hans arme. Det andet blev klamret ind til hans bryst.

Even if I die.. Even if my body is shattered and torn apart.. This one must not die.. Help.. me..

Helias havde næsten glemt hvordan det var oprigtigt at bede. Dog var et med en bøn på læberne, en bøn for det sidste barn, at han sank sammen imod væggen, blodig, forslået og med vingerne samlet beskyttende om sig selv og barnet, uden mulighed for flugt.

"Oh.. there is a big need to join! Your appartment is protected! Let me in, right now!"
Wils stemme uden for døren havde nået en hvis lydstyrke og hun bad ikke længere. Hun sparkede rasende til døren, som rystede oven på det ret kraftfulde spark. inderst inde var hun stadig en smule nervøs for dæmonen, men nervøsiteten var blevet dæmpet voldsomt da hun hørte McClains afvisning, men hun havde ingen planer om at lade sig afvise i døren og da slet ikke af en alkoholiker dæmon!

"Dammit, Dakota!"
Hun havde indset at hun ikke ville blive lukket ind da hun hørte en krop blive smidt mod væggen. Vinduer... der måtte være vinduer et eller andet sted i denne rotterede! Der ville hun i det mindste kunne se hvad der foregik.
Wil satte i løb mod gadedøren, sørgede for at gadedøren kun lavede lidt larm, men satte ellers i løb så snart hun var væk fra gaden. I gyden bag lejlighederne var der heldigvis vinduer og heldigvis boede McClain i stueetagen. Via brandtrappen fik den lave vampyr hevet sig op i stuens vinduer mens hun bandede stygt. Dette her var meningen at dette bare skulle være et kort høflighedsvisit, ikke en kamp for overhovedet at komme ind.

"Oh balls... If she makes a fuss again im gonna kill that crazy demon!"
Med det samme da hun nåede op i vinduet havde hun opfanget lugten af både engel og menneske foruden selvfølgelig den forbandede dæmon. Hvad helvede lavede hun med en engel.. og et menneske.. damen måtte være skør! Hun løftede et øjenbryn da hun indså at det nok var en underdrivelse da hun kiggede nærmere på englen der var dækket af de sorte vinger. For nu havde hun ikke set de døde børn.

Det var tydeligvis en ganske sur pige der sad udenfor vinduet og hun snerrede med blottede hugtænder af dæmonen. Hun var dog ikke vred nok til at glemme at dokumentere dette her. Når det kom til den dæmon, og mindst lige så vigtigt, en engel ville hun have så meget ballast som overhovedet muligt hvis de engang havde en uoverensstemmelse, noget der var stor sandsynlighed så længe som de alle levede. Hun hev et lille kamera frem og tog så mange billeder som hun følte var nødvendigt inden hun råbte ind til dæmonen igen, stadigt med kameraet fremme.
"Dakota, you arse! Let me in!"

Cher lod sig ikke standse af englens fjerne tilstand. Det var Helias selv, der havde valgt at opsøge Cherlyn på et meget kritisk tidspunkt. At situationen så skulle udvikle sig så kritisk, at hun blev nødt til at flå ham, for at skjule alle spor, havde dog ikke lige været med i beregningerne.. Hvis de altså eksisterede.

"Not your business!"

Nåede hundæmonen akkurat at spytte ud, inden hun bragede ind i englen for fuld hammer. Noget hurtigere end den omtumlede skikkelse foran hende, kom Cher på benene igen. Den knasende lyd af døren blev hurtigt lukket ude af den syge verden, som Cherlyn lod til at befinde sig i, imens hun satte blikket sultent mod de mørke vinger, der klodset foldede sig ud i den alt for lille lejlighed.

"That won't help you here, birdy-boy.. You can't see me.. But I see you."

Latteren der fulgte efter rallede næsten, som den tørreste hal, hvor man kunne fornemme tingene inde i hovedet på Cher kører mere og mere skævt. Desværre lod ingen af dem til at have bemærket sparkeriet på døren var forsvundet, og derfor heller ikke den noget hidsige vampyr udenfor vinduet. Derfor tøvede Cher atter ikke, da hun endnu engang gik amok på de store, sorte vinger. Kløerne rev og sled for at nå ind bagved dem, hvor de rigtige godter gemte sig. For en stund lod Cher faktisk til at have glemt alt om, at hun lige havde født.. Indtil der selvfølgelig røg en klo igennem forsvaret, og trak det ene barn bort.

Irriteret flåede Cherlyn hånden til sig igen, da hun fornemmede blød, ny hud under hendes egne godt slimede fingre. Barnet trukket op foran hendes ansigt, hvor hun hastigt studerede det, inden hun rasende klemte til med fingrene lukket om barnets brystkasse/skuldre og hals. Dette var ikke den sødmefyldte aroma, som hun søgte. Dette var ikke maden! Med en snerren, der kunne sammenlignes med et vildt dyr, kastede Cher uden yderligere omtanke barnet bort. Barnet der efterhånden var vågnet gav et grådkvalt skrig fra sig, da den mærkede kløerne og derefter flyveturen der førte den flere meter længere bagud i lejligheden.

Med et blik, sort som kul, klistrede Cher nu opmærksomheden mod vinduet, hvor en meget utilfreds Wil lod til at stå ganske underholdt.. eller ej.

"Don't you dare use that camera, Rua! And don't you seeee that I'm busy?!"

Med hovedet lænet end anelse på skrå, udstødte hun et dybt hvæs, imens hovedet langsomt blev drejet tilbage mod Helias. Så sød.. sød skrøbelig.

Helias hørte samtalen imellem dæmonen og stemmen udenfor men kun brudstykker satte sig fast i hans hjerne.

Dakota? Rua? The demon's name isn't..

Det var næsten komisk. Hans krop føltes tung som bly, hans lemmer tynget af smerte. Hans knogler virkede som tændstikker imod dæmonens rå styrke. Hans evner var til ingen verdens nytte.

Heavenly father, let this son of yours meet a fitting end. May your light shine upon the small life I hold in my hand and your divine will be done.

tænkte Helias for sig selv imens et skælvende smil spredte sig på hans læber. Døden. Fred. Slutningen på dette lange, lange liv. Langsomt spredte Helias vingerne væk imens han vendte hovedet imod hvor han havde hørt den anden stemme.

"I don't know who you are.. But help me save the child.. Please.. Come in and help me.."

Grundet hans noget omtumlede stadie, opfangede Helias ikke sanseindtrykkende fra "Rua". Han ænsede ikke at det var en vampyr, endnu en af beboerne af mørket som han bønfaldt om hjælp. Det eneste han sansede var Cherlyn's ubønhørlige snerren og enden på hans eget liv.

"Patri caelesti, tolle anima mea sicut introiero in tenebris ..."

begyndte Helias at be, imens han vendte sig imod Cherlyn endnu engang.

Hun havde så godt som mistet håbet om at komme ind da hun så børnene og genkendte den let melede lugt af spædbørn, mens englen talte. I det samme forsvandt muren der før havde holdt hende ude. Kameraet blev gemt bag en pose skrald ude på trappen, siden hun snart ville stå og wrestle med en sur dæmon og så holdbare var kameraer alligevel ikke. Vinduet smadrede med en klirren og i et flimmer af farver løb den lille vampyr direkte imod barnet der stadigt skreg af lungeres fulde kræft.

Wil greb barnet lige inden det ramte jorden og selvom hun egentligt bare havde lyst til at gå rundt og pusle om det, vidste hun at dæmonen ville gå efter englen og det sidste barn når som helst.Forsigtigt viklede hun barnet ind i sin frakke, lagde det forsigtigt fra sig og kastede sig imod McClain der så ud til at være ved at angribe englen igen. Hvis hun var heldig fik hun fat i dæmonen under armene og smed hende hårdt imod døren
I dæmonens svækkede stadie var det tvivlsomt hvor stærk hun var. På den anden side så hun ud til at være udmagret og ikke helt sig selv. Wils øjne var gået fra en mørk grøn til kulsort.

Den afskyelige lugt af spædbarnets blod nåede hende samtidigt med med den søde duft der udgik fra englen og en mere sur en der lod til at komme fra et hjørne. Hendes ansigt viste kun få sekunders ren raseri da hun så de døde spædbørn og derefter flyttede blikket tilbage til Cherlyn.
"What happend here?"
Med en grimasse der mindede betragteligt meget om afsky studerede hun dæmonen. Nu kendte hun da grunden til at den anden havde holdt sig skjult, hun havde været gravid. Det forhindrede hende dog ikke i at ville have en forklaring og det med det samme. Det var ret tydeligt at hun følte sig som den bedrevidende storesøster i dette her forhold og at hun regnede med at hendes ordrer blev fulgt hvis ikke at hun skulle sladre til "mor". Det var sært at omtale en med et udseende som en 13 årig som mor, men Selene opførte sig som en lettere sadistisk, tiger mor.

"Please put some cloth on, after that you'll go get yourself something to eat. Go find some annoying hipster, or the likes, but you will not be touching this angel or i will tell "mom"!"
Derefter ignorerede hun dæmonen, i det hun regnede med at den anden ville adlyde, snuppede barnet, stadigt skrigende, der var svøbt i hendes frakke op fra gulvet og nærmede sig forsigtigt englen og de børn han sad med i armene. samtidig havde hun alle følere ude og var forberedt på et angreb fra den udhungrede dæmon. Det eneste hun kunne håbe på at dæmonens frygt for Selene var større end hendes hunger efter engel.

"I think there might be somthing wrong with him, but at least he's stille screaming."
Englens øjne gjorde hende en smule utilpas, men i det mindste ville han så ikke kunne se hendes hugtænder og øjne som de var nu. hun vuggede så godt hun kunne barnet i sine arme, men efter 300 år uden et barn i armene var hun en smule rusten til dette her med at passe på skrøbelige levende ting.
"How badly are you hurt? Do you need heeling?"
Hun havde mindst en engels nummer som ville kunne hjælpe, spørgsmålet var om det var smart at bringe en anden engel hertil i dæmonens nuværende tilstand. Hun håbede at hvis hun fik Izriel herhen så ville hun være bedre til at lappe ham sammen en d hun havde været til at lege kirug.

I sin egen lille verden, formåede Cherlyn slet ikke at forstå, at Helias faktisk talte. Det eneste hun så foran sig, var englen der langt om længe fjernede sine vinger, og derved blottede sig selv og spædbarnet der var tilbage i hans favn. Hans læber bevægede sig godt nok, men ordene var mest bare som en summen. Cherlyns egen krop skreg, som besat og holdte hendes hoved travlt nok. Det eneste hun sådan set fik fanget midt i blodrusen var.. Ind?

Cher nåede netop lige at bukke sig en anelse ned i knæene, for at springe på Helias en sidste gang, og give ham dødsstødet. Men i øjeblikket, hvor hun egentlig skulle have sat af, greb et par fremmede hænder fat omkring hende. I den omtumlede tilstand, var Cherlyn slet ikke i stand til at reagere hurtigt nok. Derfor lød der kort efter et mindre brøl, da dæmonens sølle skikkelse fløj gennem lokalet, og smadrede imod den stakkels dør. Der lød en skræmmende knasen, da dørens sølle masse blev splintret ved sammenstødet, hvorefter dæmonen røg direkte i gulvet. Wil reddede sig et par dyrebare sekunder, da det tydeligvis krævede en del anstrengelse fra Cherlyns side at kravle op fra gulvet igen. Hun så direkte på vampyren, med et blik der svømmede rundt i mørke og sult. Øjnene var som Wils egne kulsorte, men uden ret megen form for genkendelse af den lille rødhårede vampyr.

"That.. Is not important..."

Dæmonens kvækkende stemme indikerede tydeligt, at hun knap selv anede, hvad her foregik efterhånden. Det eneste der stod klart var, at Wil var igang med at fjerne hendes mad. Og den slags kunne ikke tolereres.

"THAT THING.. Is my food. Don't you seeeeee?.. He is weak.. Almost dead, yes! God seems to hate him, and all I want, is to end the pain of his!.. And I do NOT care about "Mother"! Don't you dare to use her against me.."

Gankse langsomt mens de rablende ord blev delevist skreget og rablet fra dæmonens læber, kom hun på benene igen. Alvoren i Wil's egen ord, var slet ikke til at forstå. Cherlyn var af forældreløs opvækst. Hun havde aldrig oplevet den ømhed eller milde autoritet, som man forventede hos en ordentligt moder. Hun havde derfor ikke den mindste smule respekt, for de fleste folk, som forsøgte at bestemme over hende. Især ikke i en tilstand, hvor hele verden blot lignede ét stort tag-selv-fad.

"And I can't... Rua. It doesn't fit anymore."

Der lød en kort og ildevarslende raslen, ikke langt fra Cherlyns egen skikkelse. Den lilla hale viftede hidsigt, lige inden dæmonen var afsted igen. Men hendes fokus var slået ud af kurs. Målet kunne ikke længere bestemmes. Derfor tonsede hun blot mod de sammensunkende skikkelser, der befandt sig ikke langt fra hende. Hvad enten hun ramte Wil eller Helias først, ville hun forsøge at flå, hvad end det blev. Desværre var hendes løb vaklende, og hendes styrke ikke nær så sikker, som før.

Helias hørte samtalen halvt igennem et slør af smerte. Hans sind søgte febrilsk ud efter livstegn fra barnet i hans arme og det barn der fra blevet revet fra ham. Han fandt kun det ene. Det var dog en lettelse, at han endnu var i stand til at beskytte det lille skrøbelige lys.

Da Helias endeligt begyndte at forstå de ord der blev talt, var det næsten for sent.

Mother? Do they.. know each other?
Am I gonna get killed by another know?
Where is.. oh damnation.. Another hellspawn?
The child.. gotta protect the child..
God hates him..? Damn..

Igennem sine kaotiske tanke fik Helias kastet sig til siden og op at stå igen. Han havde stadig ryggen mod muren, men ansigtet imod hun-dæmonen og vinduerne nu. Han trak vejret i gispende, halvkvalte stød. Mindst 2 ribben var trukket ind. Hans skrøbelige krop, der var blevet misbrugt igennem de sidste par uger, stod ikke mål med dæmonens styrke. Den eneste grund til at han endnu stod var grundet den helbredende styrke i hans blod og hans egen vilje.

"Stop it.. Don't kill the last child.. Death have already taken what was needed."

Helias prøvede desperat at forhandle med dæmonen. Han forstod ikke denne pludselige blodtørst.. men så igen han forstod lidt omkring dæmonernes tankegang.. kun deres frygt..

Let's go for it old man..

tænke han for sig selv, imens han blindt styrtede mod hvor han mente vinduet var, fra strøm af frisk luft der strømmede ind i rummet.

"Oh i dare, we both know who she needs the most."
Wils sorte øjne så stenhårdt på dæmonen, selvom hun havde en mistanke om at hun lige så godt kunne have talt til en dør. Betænkelig ved så meget som at fjerne blikket fra McClain bevægede hun sig alligevel over imod englen, med ryggen til dæmonen. Som det så ud nu gjaldt det først og fremmest om at få englen ud fra lejligheden der var så godt som en dødsfælde for en allerede såret engel. Udenfor ville han kunne flyve væk med børnene, bare han sørgede for at holde dem varme, og så ville hun kunne tage sig af dæmonen. Her ville de tre andre bare være til besvær alligevel og hun kunne vel finde dem senere hvis humøret var til det.
This is not gonna end well.

"She's not gonna kill it.. dammit!"
Hun hørte dæmonen før hun mærkede Chers klør og nåede at ligge begge arme beskyttende om barnet. Mens hun endnu havde ryggen til dæmonen rakte hun barnet ud imod englen, usikker på om han overhovedet ville kunne nå at få fat i barnet før hun blev nød til at få fat i McClain inden dæmonen fik lavet hendes rygstykker om til hamburryg.

"Angel, take the kid! I have a demon to take care of! Go! flap those wings!"
Hun stoppede barnet i englens arme, satsede på at han havde fat og snurrede rundt for at tage livtag med McClain. Endnu en gang greb hun fat om dæmonen i et forsøg på at smide hende ind i den modsatte væg. For bare en halv time siden havde hun været håbefuld og havde regnet med uden problemer at kunne nå hjem i god tid inden daggry.. nu var hun ikke så sikker. Med en irriteret grimasse vinkede hun farvel til en rolig, smertefri morgen med et glas ab+ i en behagelig lænestol.
”If you really wanna dance, then dance we shall..”

Englens stormløb var ikke den bedste ide, med dæmonens nuværende tilstand hvor hun var som et vildt dyr, men Wil sørgede for at dække ham op så godt hun kunne og gik voldsomt til den vaklende dæmon. Englens åndedrag bekymrede hende en del, måske var han for svag til at flyve, men hun vidste at hun måtte koncentrere sig, for dæmonen var fysisk hende selv overlegen. Med det humør McClain var i var det ikke til at sige hvad hun ville gøre når hun indså at hendes bytte var ved at flygte. I værste tilfælde ville hun få en mindre tornado af klør og tænder i hovedet.

Cherlyn kunne og ville ikke stoppe den latter, som pludselig brusede ud af hende. Den lød, mildes talt, utrolig underholdt, men på samme tid, som om, at dæmonen var ved at kvæles i sit eget fordærv. Hendes øjne var spærret vidt op, og matchede slet ikke, det dukkeagtige smil, der pludselig havde tegnet sig form på det mørklødede ansigt.

"Do we.. Rua?! She needs us, at least one of us… But for what?! Oh, yes! HIM! She can suck her own blood, and hide by herself… When it comes to all, she is a big girl, you know?"

At vampyren pludselig vendte ryggen til Cher midt i deres lille 'samtale', lod ikke til at falde i god jord. Dæmonen havde dog knap nået at tænke så langt, som, at det faktisk var er glimrende middel til at snige sig ind på.. bytterne. Tankerne var lige så flydende, som det blod, Cher fornemmede svømme rundt i lokalet. Om det så var hendes eget, eller essens af alle de sprællende skikkelser omkring hende, var tydeligt usikkert. Men, at der var mulig næring, var et faktum.

"SHUT UP, ANGEL-BOY!.. It's MINE!"

Lød det snerrende fra hundæmonen, i samme øjeblik, som hun satte af imod dem. At Wil faktisk kunne handle langt mere tankedygtigt, kom atter bag på Cherlyn. Men denne gang vandt både vilje og styrken. Cherlyns skikkelse var tydeligt udmagret og sølle tilredt. Men alligevel gav hendes races kræfter hende et ekstra boost, hvori dæmonen gav sig til at snappe ud efter Wils ansigt, som en anden gal køter. Kløerne fløj rundt imod den arme vampyrs krop, og viste ingen nåde, da favnen pludselig virkede tom. Chers lange krop gjorde også, at hun i stedet for at flyve, fik snoet halen omkring vampyren, og låst benene fast på gulvet. Gulvet hvinede utilfreds over det pludselige pres, samtidig med at den skrigende lille farvede hale, gav sig i kast med også at mase vampyrens ribben.

"Some dance to remember, little one.. Some dance to forget!"

Igen kom den tørre latter. For en gangs skyld lod det faktisk til, at Helias sølle skikkelse var glemt. Men sammenstødet, der snart ville fremkomme, når skikkelsen forsøgte at bryde fri fra lejligheden, ville ikke kunne undgå for dæmonens opmærksomhed.

"Now.. Rua.. LOOK AT ME!"

I en hurtigt bevægelse, fik Cherlyn svunget begge af de livsfarlige hænder, op omkring halsen på den lille vampyr. Neglene borede sig stramt ind i imod huden, hvor selv den mindste modstand ville resulterer grimme sår ned af halsen, og en noget fornærmet hundæmon. Så snart Cherlyn havde fået ordentligt fat, trak hun Wils ansigt helt op til sit eget, hvor hendes egne øjne søgte dybt ned i den påvirkede vampyrs. Langsomt ville man ane, hvordan dæmonen faktisk fokuserede dybt ned i minderne og sindet hos vampyren. Det betød ikke nødvendigvis en stærk koncentration, men den var der!.. Den dybe, mørke magi der langsomt strømmede ned fra sind til sind, i et forsøg på at kværke Wils eget.

((Cher - vi havde lidt en aftale ik? :p Du skal lige ridse en kort oversigt op over hvor alle folk er, inklusiv bebser, og hvor mange der er i live. Jeg mangler en post hvor der er overskuelig beskrivelse af hvor dælen folk er i forhold til hinanden, og hvor mange levende/døde/fødte/ufødte ting der er - HVIS det stadig er planen jeg skal jumpe ind i hvert fald, for jeg er komplet mistet overblikket ))

((Jeg skal lige have styr på dimsedutter og ting og sager, men så skal du nok på en PM :P))

((Fino - I andre kan bare fortsætte tråden hvis I føler jeg mega inspirerede for før jeg får et overblik føler jeg ikke at jeg kan komme med et særlig tilfredsstilende svar XD )

((Jeg synes personligt det er et meget godt tidspunkt for Procella at komme væltende ind.. Især fordi det eneste jeg kan gøre er at vælte ind i muren i øjeblikket xD))