That Was Crazy (Narcissa)

Narcissa stirrede tomt på Az, hendes øjne var matte og der var ikke meget personlighed over voksdukken på gulvet. Stemmen var ligeså følelsesforladt, næsten til det smertende:

"Azuriel... you should know better than to offer me your strength. I could take it all..."

Narcissa mærkede hvordan hver en celle i hendes krop reagerede på Az' tilbud. Den krævede at hun tog det han tilbød hende, at blive næret af hybridens energi, hans inderste... ham. Men udadtil skete der intet, ikke en muskel fortrak sig og havde man ikke vidst bedre var hun virkelig en voksdukke. Hun reagerede ikke på Az' joke, ej heller da han trådte hen til hende.

Men da han rørte hende gik et stød igennem den nøgne krop og en ganske svag spjætten kunne anes. Langsomt hævede hun hovedet og mødte hans blik. Hvis øjnene kunne blive mørkere blev de det, hvis huden kunne blive blegere, blev den det, hvis ansigtet kunne blive mere udtryksløst blev det.
Hvor hybriden rørte hendes hud steg bitte små røgagtige slør op. Dog ikke fordi huden brændte. De nærmest flydende bølger af sort aura pulserede omkring hans fingre. Jo længere Az holdt sin hånd imod huden, jo tydeligere blev de.

Narcissas dybe, næsten bundløse øjne stirrede ind i Az'.

"Are you certain of this Azuriel? I will not take your blood, nor your flesh... but after this, I will not starve for quite some time."

Hun sagde ikke andet, vidste at han ville forstå. Han var trods alt dæmon selv.

I sit indre kæmpede Narcissa en skjult kamp. Skulle hun gøre dette? Hun vidste at sulten kun ville blive mere og mere presserende, og at der ikke ville gå længe før hun måtte finde føde... koste hvad det ville. Alternativet ville på ingen måde behage Az. Godt nok var såret i maven næsten lukket, men i hendes indre mærkede hun hvordan organerne kun langsomt var begyndt at finde deres faste form.

En plan blev født og tog sin spæde start for Narcissas indre blik. Hun behøvede jo Az. Hun havde brug for ham... brug for ham til at få stillet sit behov for venlighed og omsorg, brug for hans naive væsen til at pyldre om den forkælede pige når hun var trist eller vred. Det var i hvert fald hvad hun bildte sig selv ind. Langt dybere, et sted i hendes bevidsthed hun ikke lod bryde frem, vidste hun at han betød noget for hende.

Hendes øjne viste intet om den indre kamp. De sorte røg-tråde fortsatte deres vandring om Az' fingre og hendes ansigt fik et sørgmodigt udtryk.

Just play along my dear...

"I will not kill you... I will not."

Han smilede svagt og nikkede lidt. Ud af det blå gav han hende et kram og sagde ’’ No matter what happens.. No matter what you do to me.. Just know that i trust you and that i will always be your friend ’’. Han mente hvert et ord. Han var ligeglad men hvad der skete. Han var altid så naiv og de valg han tog var altid impulsive, men sådan var Az jo bare. Det var en del af hans personlighed. Det ville sikkert ende med at blive hans død en dag og måske var den dag faktisk nu.

Han sank en klump og kiggede på hende ’’ A soul will heal.. But if you drink of it.. You will get a part of me in you.. If you want that.. Then take it.. Take what you need.. But you will need to care for me after it.. This is not some happy meal.. I will be weak for some time after this.. Just so you know’’.

Han kiggede hende dybt I øjnene og lagde en hand på hendes kind ‘’ I would do whatever it takes to make you well.. Even die for it.. You are my friend and I only have few of those.. But you are special.. You are my best friend.. And I would do anything for my best friend’’. Han lukkede sine øjne og stilled sig klar. Han vidste ikke om det ville gøre ondt eller ej. Han var jo selv delvist sjæledæmon.

Narcissa lod sig hive ind i krammet, uden et røre en muskel. Med stramme læber hørte hun hvad han sagde.

Da han endelig lukkede munden rakte hun armene op. Det sorte røgslør bredte sig over hele hendes nøgne krop, næsten som en tyk og flydende tåge der stod få centimeter ud fra hendes hud. Hun lagde armene om hans hals og rettede sig op på tæer. Hun var næsten ved at svømme væk... væk i følelsen af endelig igen at skulle stille sin sult i andet end kød og blod.

Det tog alle hende kræfter ikke blot at kaste sig over ham. Med langsomme bevægelser nærmere hendes læber hans. Hun lukkede øjnene og lod sine læber plante sig over hans mund.

Hun havde forventet at blive revet ind i en strøm af følelser, at få lov at rodde i hans inderste og vælge. Finde en flot del af ham og suge den i sig. Lære ham at kende, helt. At blive mæt og finde roen igen.

Hendes øjne spærredes hidsigt op da deres læber mødtes.

NOTHING?

Der skete intet. Ingen flimrende fornemmelse, ingen bånd der blev knyttet og ingen sult der blev stillet. Rasende pressede hun sin mund hårdere imod hans og klemte vredt øjnene sammen. Der skete stadig intet.

Med et hvæs hamrede hun ind imod ham, så de begge væltede om på sengen. Imens pressede hun grådigt sin tunge ind i munden på ham. Hun mærkede hvordan hun søgte i hans inderste, uden egentligt at gøre det. Små elektriske stød gik fra den ene krop til den anden og de blev voldsommere jo mere hun forsøgte.

For Narcissas indre blik så hun glimt af tynde sølvlignende tråde sprede sig ud i et stort mørke. De famlede blindt omkring og ledte efter det der burde være der. Hendes krop gav en voldsom rystelse idet trådene nærmest ramte en usynlig mur... febrilsk søgte de en vej uden om, men intet skete. Ud af mørket, hen over, rundt om og i trådende groede lynhurtigt et skarpt billedet:

To ravgyldne øjne glødede heftigt imod hende.

Narcissas krop spændtes bagover i en bue, alle hendes muskler strammedes som i krampe. En hul hård lyd undslap de sammenbidte læber og blod begyndte at dryppe fra hendes næse og ned i ansigtet på hybriden. Slapt fald hun sammen oven på Az og prøvede at mumle noget.

Han troede at hun ville suge hans sjæl og at han ville miste sig selv. At han ville blive svækket. Han åbnede sine øjne imens de stod i kysset. Han kiggede på hende. Det var som søgte hun i ham efter hans sjæl men fandt intet. Han faldt ind i kysset og kyssede hende mere nu. Han lagde sine arme rundt omkring hende da de faldt ned på sengen og deres tunger mødtes i en leg. Men pludselig stoppede han. Hans øjne viste at der var noget galt. Han kunne mærke det dybt inde i sig selv. Hun kunne ikke finde hans sjæl men noget havde hun fundet i ham. Blå energi omdannede ham og han lignede mest af alt en engel i energiform. Dog forsvandt det langsomt i takt med kysset blev ved. Det var som om at hun sugede ikke blot hans kræfter men selve hans væsen i sig. Han vidste ikke hvad der skete og han følte hvordan han langsomt blev svagere. Dog ikke psykisk som man ville af at få drænet sin sjæl, nej fysisk blev han drænet. Han havde det som om at han var supermand og hun var hans kryptonit . Han kunne mærke hvordan han fælte sig mindre et væsen og mere et menneske. Som havde alt energi og kræft forladt ham. Som var han en gud der havde mistet sine evner og var blevet et menneske. Som en flod der ikke brusede men var stille og rolig. Da hun faldt over ham og mumlede noget var han ikke i stand til at gøre noget. Han lå bare og hans kæbe bevægede sig svagt. Han var magtesløs. Han kunne føle hvordan hun havde taget, nej voldsomt fortæret selve hans væsen, selve hans energi, selve hans inderste. Hvordan hun havde flået i det det helligste af ham. Hvordan han intet andet end kød og blod var nu. Hvis han havde været en engel ville det nok være den samme følelse som at få klippet sine vinger og smed ned på jorden. Dog selv om alt dette skete fandt han det i sig at holde om hende med rystende hænder. Han kyssede hendes pande og sagde med en underlig stemme ’’ I.. I.. Hope you.. Got what.. You needed.. My.. My friend’’. Selv om hun havde taget alt dette fra ham. Så var han stadigvæk den samme naive Az.

Narcissa fattede ikke meget af hvad der foregik omkring hende. Hun kunne mærke varme arme om sig og en klistret væske i ansigtet. Hun var udmattet, både af sårene fra hunteren tidligere, utrolig meget af sulten og nu... udmattet efter at have forsøgt at kræve sig adgang til Az' sjæl.

En adgang der blev hende tydeligt benægtet.

Hun mumlede igen noget uforstående, pressede sig ind til Az, ligeglad med blod og nøgenhed. Langsomt begyndte hun at ryste svagt og store hulk slog igennem hende. Det var tør gråd, hjerteskærende og hult, som kom det dybt indefra.

Hun fattede ikke selv hvor længe hun lå sådan og hulkede. En udmattet og helt tom søvn kom før gråden stoppede.

Han lå bare lidt og virkede meget fraværende. Han havde troet at det gjorde ondt eller noget. Men det gjorde det ikke. Dog følte han sig anderledes. Som om hans energi var væk. Han lå sådan og tænkte. Han kom først til sig selv igen da hendes gråd stoppede. Han blinkede et par gange og kiggede ned på hende. Han smilede svagt og kyssede hendes pande. Han tog dynen over dem og der gik ikke ret lang tid før han også selv faldt i søvn. Han var udmattet og det havde været en hård dag. Der var sket så meget at han ikke helt vidste hvad han skulle tænke om det. Han tog jo bare ting som de kom. Dog var dette nok det vildeste der var sket for ham længe.

((10 timer senere))

Narcissa havde ligget vågen et stykke tid. Hun lå og stirrede lige ind i Az' kind og kunne mærke den muskuløse arm der lå let hen over hende. Hun mærkede igen den voldsomme varme der havde omringet dem. Langsomt sneg hun et ben ud fra dynen og nød køligheden der trængte sig ind.

Ganske langsomt fik hun vendt sig så Az' arm gled af hende. Endnu langsommere gled hun ud under dynen og lod fødderne lydløst ramme gulvet.

Hun mærkede hvordan sulten hev og sled i hendes indre. Tankerne var slørrede og bevægelserne stive. Igen og igen så hun de ravgule øjne for sig, og hver gang hun rystede dem af sig tonede et nyt billede frem. Et billede hvor hun sad i halsen på Az.

Med bestemt mine tog hun sit tøj på. Alt foregik så roligt og lydløst som muligt, hun vidste at hvis Az vågnede, ville han kunne mærke sulten rive i hende, næsten som elektrisitet.

Hun gravede en lap papir og kuglepen frem og skrev:

Az. Thanks. I am trully glad for what you tried... it did not work. I have left to get something to eat. Do not try and stop me. I will not kill whoever i find. I promis. Again...
Thank you. My friend!

Hun havde kaldt ham ven... det var enormt store ord fra hende. Hun havde lyst til at kramme sig ind til ham igen. Men vidste at det ville være at udfordre sine jægerinstinkter. Hun skulle hjem og i bad... og så skulle hun have føde!

Med lydløse skridt forlod hun lejligheden.

//Out