We lost another hero... [Eli]

Tid: 13:08
Dag: Mandag d. 2 januar 2012
Sted: Kirkegården
Omgivelser: En nylagt dækket grav på kirkegården
Vejr: Overskyet grå og kold vinterdag. Duft af frost og kommende sne

Procella stirrede ned på den lille plade. Så undseelig den var.

Anchilla
You will be missed

Procellas ravfarvede øjne svømmede over med tåre da hun knælede ved pladen og strejfede den med fingrene. Den enkle hvide rose blev omhyggeligt lagt ved siden af pladen i jorden. Jægeren var blevet brændt og begravet. Procella så på sin fremtid på messingpladen. Hun lagde armene om sig selv i kulden. Den lange læderduster føltes tung på hendes udtærrede krop. Korsettet spændte hendes efterhånden meget gravide mave, hårdt ind. Smerterne var konstante. En svag sviden og skæren i hendes krop. Hun havde i en vis udstrækning lært at distancere sig fra den, og lige nu var der...så meget ro som hun kunne forvente.

En smule besværet rettede Procella sig op igen og så sig langsomt omkring. Hun vidste Eli var på vej. Hun ville ønske at tage afsked med Anch. Procella sukkede og blinkede tårene tilbage. Hun havde ikke set hybrid-jægeren længe. Det havde været rart at se hende igen. Hendes blonde hår og den krølhårede hund. Et enkelt møde. Og nu stod hun her.

"Why didnt you just run...you stupid fuck..."

Mumlede Procella, med en stemme der var mørk af sorg. Hun havde mistet for meget familie allerede. Tabet af et halvt familie-medlem ramte hårdt i hendes hjerte.

Elisabeth var blevet kontaktet dagen forinden af Procella, nyheden om Anchilla´s død havde fået Elisabeth til at presse læberne hårdt sammen og flere sekunder gik med tavshed mellem de to kvinder uden at Procella sagde noget, og uden at Elisabeth svarede. Elisabeth og sorg var noget man sjældent forbandt, hun var ikke typen der viste mange følelser og det eneste tidspunkt hvor det skete var når hun sang. At vide at veninden var død havde vækkede blandet følelser i hende og mange minder hvor mange af dem var oplevelser med netop den afdøde. Hun havde dog ikke grædt, det var efterhånden mange år siden hun sidst havde mærkede tårerne, og endnu flere år siden nogen havde set hende græde. Efter noget tid i tavshed aftalte de to kvinder at mødes ved 13 tiden ved kirkegården.

Elisabeth havde trukket i sorte bukser, og en sort trøje, over den en lang beige jakke. Hun havde sat kursen mod kirken, blikket der gled rundt og som normalt ville observere alt omkring sig så intet, tankerne var helt andre steder og da hun trådte ind på kirkegården var hun forundret over at det var gået så hurtigt med at komme hertil. Den behandsket hånd blev strammere om det stearinlys hun holdte og ved at kaste et blik rundt, nu mere nærværende faldt blikket på Procella. Det var et halvt år siden de sidst havde set hinanden og selvom hun savnede sin bedsteveninde, søster og mentor så vidste hun at dette møde ikke ville blive spor glædeligt alligevel med så stor en sorg. Hendes skridt førte hende tættere på Procella. Hun endte snart med at standse ved siden af hende, lade ganske kort den tomme hånd hvile blidt over hendes skuldre inden hun satte sig på hug og satte stearinlyset i den bløde jord. En lighter blev trukket op ad lommen og snart blev lyset tændt. Hun løftede blikket mod graven, så på skriften og ubevidst strøg fingrene hen over navnet som hun blidt kærtegnede inden hun atter kom på benene. Ingen tårer, ingen hulken, og kun et svagt glimt af sorg kunne spores i hendes øjne hvor hun stak hænderne i lommen og kort tid efter vendte blikket mod Procella.

Procella så ned på graven og ikke på den yngre kvinde ved hendes side, selvom hun udemærket var klar over hun havde fået selskab.

"What does it matter to ya
When ya got a job to do ya got to do it well
You got to give the other fella hell

Live and let die"

Ordende var mørke og blikket træt. Hun vendte langsomt hovedet og så på Eli. Noget af mørket forsvandt fra de ravfarvede øjne og de blev uudgrundelige.

"So...we do. We live. And we give them hell. Are you with me?"

Procellas stemme var blevet kold. Hun hverken kunne, eller ville tillade at nogen spyttede på hende ved at slå hendes familie ihjel. Anch skulle hævnes, også selvom hun var tung og ikke så agil som hun plejede. Det betød intet. Hvis de først troede de kunne få lov til at gøre som det passede dem, især over for de få jægere der turde gå åbenlyst imod dem....

Procella rakte frem og greb hårdt om Elis underarm. Den ældgamle hilsen der også sikrede frænder mellem at der ikke blev medbragt våben, skjult langs ærmer. Hendes øjne lyste koldt da hun gentog sit spørgsmål

"Are you with me Eli?"

Procella lignede ikke sig selv. Hun var blevet tyndere at se på. Mere brugt. Slidt. Hærget. Hendes kæbelinje var mere fremtrædende and hvad sundt var. Lidt for mørke rande under øjnene, lidt for glansløst hår. Det virkede som om noget var udtørret i hende. Som en plante der var gemt hen over en sommerferie, og i dén grad trængte til en kærlig vanding og en ny potte. Viljen var dog den samme. Ubøjeligt stål overhældt ravgylden krystal. Jægeren var parat til at kæmpe alene hvis ikke hun havde Eli i ryggen, men hun ville langt foretrække at have den erfarne unge kvinde i ryggen fremfor at have den blottet.

Elisabeth opfattede Procellas stemme, at høre den igen i levende live frem for i telefon var tusind gange bedre. hun havde savnet jægeren så utrolig meget, tænkt på hende en del og underligt nok havde hun stødt på en masse af dennes venner på det sidste. Hver gang havde hun følt en irritation og større savn, for Procella var den eneste person som hun kunne kalde familie. Hun huskede tydeligt første gang hun havde set hende, det havde forandret hendes liv for altid. Elisabeth opdagede at hun havde siddet og gloede på gravstenen uden at rokke sig og kom nu på benene hvor hun stod med den ene hånd i lommen uden at sige noget.

Hun bemærkede ud af øjenkrogen Procella vende blikket mod hende og selv fulgte hun hendes eksempel hvor hun uden besvær bemærket det uudgrundelig udtryk i dennes øjne, andet hun også tydeligt bemærkede var at denne havde tabt sig, og så helt træt og fuldkommen forandret ud. Den eneste Elisabeth nogensinde udtrykte sig overfor var Procella og at hun nu rynkede brynene forundret over at se hende sådan var noget ikke mange så hos Elisabeth, hun kom sjældent med nogen reaktioner overhoved. Elisabeth fokuserede nu på venindens ord frem for udseende. Give them hell? Hun tøvede, Procella var virkelig blevet ramt ved tabet af Anchilla, men der var også noget andet, hendes udseende og tilstand skyldtes ikke kun tabet af veninden, men af noget andet som Elisabeth ikke vidste hvad var.

Cella greb fat om hendes arm i den velkendte hilsen blandt jægerne, men det var nu ikke kun en hilsen for Elisabeth kendte de andre grunde til netop denne form for greb og dog vidste hun at Procella ikke just tjekkede om hun havde våben på sig, om end hun havde. Da hun mere insisterende gentog sine ord fra før lod Elisabeth sit blik fange den vrede kvindes blik hvorpå hun nikkede.

”Naturligvis Procella, du ved jeg altid støtter dig… men fortæl mig nu… hvem gjorde det?”

Hun havde end ikke fået at vide hvem der havde været skyld i Anchillas død, hun ville virkelig gerne vide det og den eneste måde hun lige nu kunne finde ud af det på var jo ved at spørge så det gjorde hun.

Procella slap Elis arm igen. Hun var tilfreds. Så meget hun kunne være. Procella hævede blikket og så ud over kirkegården.

"Yeah....I know who did it. They did"

De ravfarvede øjne blev knebet svagt sammen da de fokuserede på den enorme domkirke der i sin pragt knejsede majestætisk i sin magt og vælde.

"I guess she was not usefull anymore. They killed her because of her wolf-blood"

Anchilla havde været speciel, som Procella. En umulig blanding af menneske og varulv, men i stand til at have kontrol. Hun havde levet et liv som jæger på vejen hun havde arbejdet for kirken, og nu havde de slået hende ihjel.

Procella blottede de alt for skarpe og hvide tænder i en lydløs udfordring af den modstander bygningen repræsenterede.

"If they wanner play hardball, Im not gonna roll over like a dog and make it easy. Live and let die"

En våd klat af spyt landede ved siden af messingpladen på græsset. De havde haft arrogancen at begrave hende her. Brænde hende og begrave hende.

Elisabeths arm blev sluppet og dog fjernede hun ikke blikket fra Procella mens hun ventede på svar. Svaret kom dog bag på hende og hun måtte vende blikket mod kirkens høje murer og glo på den med et hævet bryn. Hvorfor fanden havde de dræbt hende? Anchilla var godt nok speciel ja, og med varulvegenerne i sig havde hun været ret nyttig. Hun endte dog med et fnyse da Cella sagde at de havde dræbt hende da hun ikke havde været nyttig for dem mere.

”Det tvivler jeg ikke på..”

Hendes svar var blevet udtalt med en ret kølig og følelsesforladt tone. Hendes blik var blevet hårdt og køligt. Hun havde aldrig været rigtigt troende, det med kirke og sådan havde aldrig været hendes kop te, og tit havde hun fundet noget mystisk ved dem og bemærkede hvordan præster og præstinder kunne virke kolde og afvisende selv overfor jæger der intet havde gjort dem, hun vidste selv at de ikke syntes spor godt om hende men hun havde heller aldrig været i nærheden af dem og når hun en sjælden gang havde været forbi en kirke havde hun bemærkede hvordan præsten eller præstinden straks blev opmærksom på hendes tilstedeværelse og søgt at snakke med hende. Hun tvivlede ikke på at de kendte til hendes fortid, hvilket irriteret hende, og at de søgte at bruge den imod hende for at hun skulle give sig hen til deres snak om tilgivelse, frelse og bønner.

”Det bliver en hård kamp”

Sagde hun og vendte atter blikket mod Procella som hun nu så på med et skævt smil, hun vidste at Procella ikke ville trække sig tilbage, og hun understregede bare hvor sjov den jagt vil blive for hun tvivlede ikke på at det her ville være en anderledes jagt end dem hun havde været på indtil videre.

Procellas læber strakte sig i et lille smil

"This is not a fight. This is revenge. Luckily, I dont play fair."

Procella vendte blikket mod Eli og fangede hendes øjne. Eli vidste ikke noget om Broderskabets loge. Langt de færreste gjorde. Der var kun en fraktion der nogensinde havde hørt om dem. Ripper havde. Hun mistænkte at Wick kendte dem. Hun havde selv fortalt Azuriel om dem, men ikke nok til at han vidste noget konkret. Hun ville ikke hive Eli ind i det også. Kun så langt som det var påkrævet. Eli behøvede ikke at vide andet end at kirken stod bag. Kirken havde nok at betale for, selvom de ikke var logen.

"So...guess you will stick around for some time? You have a place to live?"

Procella drejede om på hælen og lagde graven bag sig. Hun havde sørget nok nu. Tiden var ikke inde til at dvæle ved det, men at tage de næste nødvendige skridt, og det første var at være praktisk.

Elisabeths blik blev vendt mod Procella ved hendes svar. Fair spil? De havde ikke spillet fair så hvorfor skulle de gøre det? med hensyn til logen vidste Elisabeth intet, hun havde altid syntes at der var noget sært inden for kirkernes murer men aldrig gjort noget ved det da det ikke rigtigt havde været for hendes interesse. Procella trak hende atter ud af hendes egene tanker da hun brød tavsheden og Elisabeth smilede et skævt lille smil som man ellers så sjældent så hende tage i brug. Smil, latter og den slags var en sjældenhed.

”Jeg har været her i 5 dage nu, men jeg har faktisk ikke noget sted at bo…”

Hun svarede ganske roligt og blev kort stående hvor hun så en sidste gang på Anchillas grav inden hun ligeledes vendte om på hælen og kom op på siden af Procella.

”Tidspunktet er måske ikke passende men… der er noget jeg vil snakke med dig om”

Hun havde tøvede i nogle sekunder inden hun havde ladet ordene forlade hendes læber, og hvis Cella bemærke at hun havde tøvede ville hun straks vide at det var noget af betydning – i hvert fald for Elisabeth – hun ville snakke med hende om.

Procella rynkede sine bryn let. 5 dage var en del tid. Hvorfor havde hun været på øen så længe?

"If you want you can stay at my place. Nothing fancy. Just a motel, but its cheap. Im gonna come and go, but my home is your home...always was, always will be"

Et lille varmt indforstået smil blev sendt til Eli. Blikke blev dog alarmeret ved de næste ord.

"Are you in trouble? Is that why you are here?"

Procella rakte ud og greb fat i Eli så de to kvinder stoppede op på gangsystemerne. Kollegaens tøven var ikke gået hen over hovedet på hende, og faktisk var det den der for alvor fik alarmklokkerne til at ringe hos hende.

"What? What is going on?"

Procellas stemme var lav og indtrægende, og der var et tydeligt bekymret udtryk i de nu atter ravfarvede øjne. En farve der var reserveret rolige stunder, men også folk der stod hende nær.

Elisabeth smilede atter ved Procellas ord, hun havde ikke forventede mindre end at veninden inviteret hen til sit hjem uanset hvor småt eller ubekvemt det måtte være. Sådan havde det jo altid været mellem dem så hvorfor skulle det ændre sig nu?

”Tak Procella… det vil jeg meget gerne”

Hendes svar var ærligt, hun ville gerne tilbringe noget tid med Procella, det var længe siden de havde set hinanden og hun savnede de gamle dage hvor de kunne ligge og snakke til langt ude på natten. De havde ikke just snakkede om almindelige teenageting, men det havde alligevel været noget specielt. Hun bemærkede dog at Procella pludselig var endnu mere opmærksom

”Nej nej.. eller… jeg er fordi jeg er her på en mission.. eller var.. ”

Hun var selv meget forvirret, hendes mission var ikke blevet gennemført men havde fået en underlig drejning som hun var så meget i tvivl på. Hun anede virkelig ikke om hun havde dummede sig, i så fald måtte hun rette op på det. Procella greb fat i hende og begge kvinder standsede, kvinden var nærmest i panik eller bekymring og Elisabeth skyndte sig at berolige hende.

”Rolig… jeg blev sendt for at dræbe Segovax… du ved… fyren du jagtede for nogle år siden men som flygtede fra dig… varulv…? I hvert fald… jeg fandt ham og selvom jeg aldrig lytter til folk… så ... gjorde jeg… ”

Hun tøvede, var hun mon blevet svag? Måske!

”Han snakkede løs… faktisk ret meget så jeg havde lyst til at skære tungen af ham… men det lyder som om han er blevet misforstået… jeg siger ikke han er uskyldig i de drab han har begået men han har kun dræbt i forsvar og den eneste gang han dræbe med vilje var da han dræbte sin far… Procella.. han er misforstået det er jeg sikker på.. mine instinkter fortæller mig at han burde få en chance…”

Hun bed sig i underlæben og så dog fast på sin veninde for hun mente det virkelig.

Middagsluften på kirkegården blev flænget af en skarp snerren fra Procella. De ravfarvede øjne flammede op i rovdyrgul og hun blottede de alt for skarpe tænder af Eli.

"That....that...WOLF...Needs to die!"

I kontrast var Procellas stemme hæs af anstrengelse for ikke at skrige raseriet ud. Den var uhyggeligt lavt

"You know what he did! He drew blood! He needs to die! He almost bit me!

Et mindre løb flakkende gennem hendes hoved.

"dont leave a mark..."

Stemmen var hendes egen, nærmest forpint af uudtømmeligt begær. Hun huskede tænderne mod sin hals og blodet der kildrende var gledet over huden. Hun huskede hans hænder der havde drevet hende længere og længere ud. Hvordan deres kroppe nærmest desperat havde arbejdet sammen.

Procella blev tør i munden ved tanken og rystede på hovedet, som for at jage mindet bort ved fysisk magt. En hed varme rislede gennem hende. Hun savnede faren. Hun manglede berøring. Hun manglede at føle sig attrået og forgudet, om så blot for en enkelt nat.

"He...needs to...die...do you understand me?"

En skælven løb gennem Procella. Hun strøg en hidsig hånd gennem det lange mørke hår og begyndte at trampe videre ned af flisegangen. Hvad fanden var der galt med hende? Hun havde ikke tænkt på ulven længe. Hvorfor skulle Eli komme og tale om ham? Mindet om deres nat gjorde ting ved hendes krop hun ikke kunne kontrolere.

Procellas snerren fik Elisabeth til at stivne, hun havde ikke forventede den reaktion og dette fik hende til at se forundret på hende med det ene bryn hævede og et spørgende skær i øjnene. dette udtryk forblev dog kun kort inden hendes ansigt antog det sædvanlig udtryksløse skær, et pokerfjæs som mange havde få ved at tyde. Hendes ord kom ikke bag på hende, hverken de første eller det andet.

”Ja… og det gøre vi jo hele tiden… havde du, de andre jæger og jeg ikke jagtede ham havde der ikke været behov for udgydelse af blod… han dræber kun folk der jagter ham…”

Hendes svar var fast og roligt i modsætning til Procellas tydelig vrede stemme. Hun så på kvinden mens hun tydeligvis så ud til at kæmpe med noget inden i sig, hvad var der dog galt med hende? at hun havde forandret sig udseendemæssigt i løbet af de sidste 6 måneder var hun ikke i tvivl om, men det var ikke kun udseendet.

”No i don´t Procella… du må forklar …”

Svarede hun med en fast stemme.

”Jeg går ikke ud og dræber ham bare fordi du har noget personligt med ham… fyren er misforstået og han burde hjælpes i stedet for at dræbes… at have ryggen flankeret af ham er bedre end at have ham død… vi samarbejder nok ikke så tit med fjenden men måske har vi gjort ham til en fjende!”

Hun sukkede og tav, bed sig svagt i underlæben hvor hun kort så væk

”Please Procella… tænk over det… ”

Bad hun og forsøgte at fange Procellas blik.

"There is NOTHING to think about! What the hell is wrong with you?! He is a WOLF! Therefore he NEEDS to die! Just alongside vampires and demons! Eli, he has a virus! he BIT me! He admitted he killed! Dont you dare stand in my face defending a wolf! Dont you dare!"

Procellas flammende blik blev fanget af Elis, men det var Procellas øjne der holdt den yngre kvindes fast

"They killed Anch! She was only half wolf, and she never bit anyone! She fought for them, and they killed her! Here you have a wolf, who killed people, and bit me, and you wanner braid his fucking hair?! Are you insane?!"

Procella løftede hånden halvt, og et sekund virkede det som om hun ville hamre Eli én på siden af hovedet.

I need to kill him...fast. Before Wick finds out. This is so bad. So fucking bad, it has a week in the calender. Fuck! Fuck me! Fuck him! FUCK!

Procella flåede det lange mørke hår til side og blottede nakken hvor et hvidt papirstyndt ar strakte sig

"TELL ME THAT IS A MISUNDERSTANDING TOO! WOLFSCARS DONT HEAL ELI! THE MOTHERFUCKER BIT ME! HE WILL NEVER, EVER, BE ON MY TEAM, SO YOU DECIDE! ARE YOU WITH HIM, OR ARE YOU WITH ME?!"

Da Procella på vej i bilen og midt i flugten havde opdaget at hun faktisk blødte af det bid han havde givet hende, var hun gået i panik. Tanken om at skulle dømmes til en skæbne som ulv. De næste døgn havde været meget nervepirrende imens hun havde smadret sit system fuldstændigt med enorme doser af antibiotika og timefaste afspritninger der havde fået såret til at springe op og bløde og svide som en i helvede.

Procella rasede videre og i mellemtiden lyttede Elisabeth kun uden at sige noget eller komme med indvendinger. Hun var meget imod det hun sagde, for ja han havde dræbt men kun i forsvar, han havde bidt men ligeledes kun i forsvar. Hendes blik gled kort hen over arret som Procella viste frem og gled så væk hvor hun holdt et suk tilbage. Procellas sidste ord kom dog bag på hende og Elisabeth hævede nu blikket mod sin mentor, lærer, bedsteveninde og eneste familie gennem de sidste mange år. Mente hun det virkelig? Ja det kunne hun se at hun gjorde men hvad kunne der være sket siden Procella mistede besindelsen sådan? Det var noget mere end et angreb, et bid eller en kamp, det var hun sikker på. Elisabeth pressede læberne hårdt sammen og så væk fra hende. Hvis hun valgte at vende ryggen til Procella ville hun miste den eneste familie hun havde… det kunne hun ikke. Desuden stod hun i gæld til Procella, i stor gæld for alt hvad hun havde gjort for hende. Men det her handlede om mere end bare familie, det handlede om at gøre det rigtige.

*Men hvor godt kender jeg endelig vareulven?*

Tanken gjorde hende blot endnu mere forvirret, for hun kendte ham ikke spor og alligevel følte hun at hun gjorde det rette ved at forsøge at hjælpe ham, hvorfor Procella ikke var enig forstod Elisabeth ikke for denne skjulte helt klart noget. Hun havde tøvede længe, men hvad skulle hun dog svare? Hun anede det ikke!

”I have to think about it… ”

Hendes svar kom i en kort mumlen hvor hun ikke anede om hun gjorde det rette, men hun håbede det inderligt.

Procella blev stum. Hendes blik var mere såret end ord kunne beskrive. Hun havde set Eli vokse op til en jæger hun ikke kunne genkende.

"You would choose...him over family?"

Hendes stemme var ikke mere end en hvisken. Choket var for dybt. Hvordan kunne Eli så meget som overveje et sekund ikke at stole på deres lærdom? Deres levevej? Hvordan var hun kommet til ligningen om at nogle ting derude kunne være gode?

Det var vel det der var svaret. Ripper. Han måtte have stødt hende ud af gruppen. Andet svar fandtes der ikke. Hvis hun ikke var parat til at slå en ulv ihjel, for hans blotte natur...hvad var der sket med hende?

"Forget it...you dont have to think...after all these years. You are not welcome in my home Eli. I will not nurture a snake at my bosom"

Hviskede hun

Elisabeth kunne se chokket i sin venindes øjne, overasket var hun men det var Elisabeth også, ikke kun over sine egne ord men over hendes opførsel.

”Nej Procella, aldrig over familie.. men du forstår det tydeligvis ikke…”

Procella var den eneste familie hun havde, de andre jæger kendte hende slet ikke og Procella var den eneste der havde set sider af hende som mange andre slet ikke kunne forestille sig hun havde. Hendes næste ord fik Elisabeths øjne til at blive større og nu var det Elisabeths tur til at se chokkeret og overrasket på hende. At hun så oven i købet kaldte hende slange! Hun pressede læberne hårdt sammen og så væk fra hende mens hun trak vejret dybt ned for at berolige sig selv. Da hendes blik blev vendt mod Procella var det kun med det sædvanlig ro, et lille smil dukkede op over hendes læber, et af hendes sjældne smil, smilet havde ikke forandret sig for Procellas påstand om hendes forræderi var slet ikke sandt.

”Jeg er ked af at du ser sådan på det Procella. Som du selv siger det, efter alle disse år .. så tvivler du må min loyalitet…”

Hun rystede på hovedet, men over ironien i dette

”Din had mod varulven er personlig! Beskyld mig ikke for at blive svag, eller påvirket af andre for jeg af alle har mærket hårdest hvad disse væsner kan ødelægge… glem ikke at jeg så mit liv smuldre og min søster dø for øjnene af mig. Du skuffer mig veninde, du skuffer mig inderligt for hvis der er en forræder i vores gruppe… er det i hvert fald ikke mig”

Hun vendte ryggen til Procella og bevægede sig væk fra hende. Tænk at denne varulv kunne skille dem fra hinanden, men Elisabeth var ikke van til at bøje sig for andres meninger, hun holdt altid fast ved sine egne. Desværre betød dette at hun nu skulle være alene.

"No I dont Eli. Please do explain how you can choose a wolf over me, a wolf who admitted he killed, and that I just told you bit me. Where did you go wrong? You know they will kick you out, and if they see you as a liability they will kill you. So tell me Eli. Why are you forcing me to loose another sister?"

Procellas stemme var afdæmpet. Hun råbte ikke efter hende. Hun kunne ikke forestille sig scenariet hvor Elisabeth satte sig ned og havde en hyggelig sludder med en ulv i stedet for at slå den ihjel. Hvorfor var hun blevet så forkvaklet?

Have you taken a look at yourself lately? Why are you so quick to judge her, when you are the one bound to a demon through something as stupid as love? When you are pregnant by him? You talk about snakes girl...you have a freaking reptilian-zoo inside you

Procella kørte en hånd gennem det mørke hår og lavede et hovedkast for at fjerne den indre stemme, der ikke var Michas, men hendes egen tørre betragtning.

Elisabeth standsede uden at vende sig om mod Procella igen, hun lyttede til hende, hun lyttede altid men om det ville ændre på noget var en anden side af sagen.

”Jeg vælger ikke varulven over dig, hvis du tror det så kender du mig slet ikke! jeg gøre det jeg føler er rigtigt, og der er noget forkert her. Indtil jeg finder ud af hvad det er så vil jeg holde mig fra varulven og dig…”

Elisabeth havde nu vendt sig om igen så de stod ansigt til ansigt trods afstanden

”Han indrømmede rigtigt nok drabet på en varulv, men hvorfor er det forkert når han dræber en morder? Og det er rigtigt når vi dræber dem? Havde han ikke dræbt sin egen far havde vi gjort det! efter drabet på sin far begyndte jægerne at sende folk efter ham, vi gjorde ham til et uhyre… VI gjorde ham til et bæst… VI er bæsterne Procella.. det er OS!!”

Hun råbte ikke, men lagde tryk på hvert ord for at understrege hvad hun sagde. Til Procellas sidste ord svarede hun:

”Cella… vi dør alle sammen, en jæger bliver sjældent gammel det ved du jo… så hellere dø mens man gøre det rette, end at dø i skam”

Hun tav, smilede et svagt trist smil som ingen ellers så og stak hænderne i lommen.

”Jeg beklager virkelig søster, det gør jeg virkelig… men da du tog mig med… og jeg begyndte at træne.. sværgede jeg på at tilintetgøre alle de bæster.. jeg var et barn, naiv… jeg ser nu at ikke alle disse væsner er onde… de er farlige ja.. men det er os der har gjort de fleste til morder. Forleden.. så jeg et par.. den ene en dæmon, det andet et menneske. De så så lykkelige ud.. dæmonen forgudede det menneske… jeg har aldrig set så stor en kærlighed før… vil du kalde det forkert? Vil du sige.. at de to burde skilles bare fordi du har mødt en dæmon der er så morderisk at vedkommende dræber til højre og venstre. Vi mennesker dræber også, jægere eller ej.. men derfor generalisere vi ikke.. vi siger ikke at alle skal bures inde eller dø.”

Det var lang tid siden hun havde snakkede så meget.

Procella betragtede den yngre kvinde mørkt

"Eli...if you doubt what you where taught, then you are not a hunter. you have become one of them. There are no excuses. You understand? In the human-world they would be murderers, and be locked up for life or just...executed. That is what we do. We dont have jails. We ARE the law. We execute them. We did not make him a killing virus. We are the cure to a disease. We dont ask the cancer to play nice. We kill it"

Nice picture...have you ever wondered that the cure for cancer is poison? You are nothing but poison girl. You love your cancer, and if you didnt have something to fight, you would *be* the thing to fight. Thats irony...right there

"Why are you here Eli? If that is how you feel about the house and our job, then you have left us. You should have killed the demon. Is the demons love an excuse for the lifes stolen? Souls ripped apart? Thats like saying what Hitler did was okay, because he had good intentions in the beginning"

Procella holdt en hånd op og vendte hovedet halvt bort

"If this is truly how you feel, I have to inform Ripper. You know that. If you cant kill without asking questions..."

sætningen hang i luften mellem dem. strakte sig. tavsheden blev dybere og dybere og åbnede en afgrund mellem de to kvinder. Procella kunne værdsætte den dybe ironi i egne ord. Der ville ikke gå længe før hun måtte sige farvel til alt hun havde lært. Alt hun var vokset op med. Ripper ville aldrig acceptere hendes graviditet. Han ville slå hende ihjel. Hvis han ikke gjorde det, ville han prøve at holde hende skjult for broderskabet, men hun ville aldrig igen være velkommen nær huset.

Jægerens hjerte slog smertefuldt i hendes bryst da tabet langsomt sank ind. Hvad opgav hun for ham? Alt? Hvad fik hun igen? Hun havde ikke fået noget. Tvivl. spørgsmål. Han sagde det aldrig. Hun havde mistet én søster, og var igang med at miste en mere. Det var kun starten på alt det hun var igang med at miste.

Hvis et hjerte kunne bløde, så gjorde Procellas det nu, imens hun så på den unge kvinde foran hende.

Selvom Elisabeth for længst havde skubbet alle følelser væk og kun ladet vreden fylde sin krop mod disse væsner som havde været skyld i en masse menneskers lidelse, inklusiv hende selv, så kunne hun ikke beskylde dem alle for at være ondsindet, morderiske og farlige som Procella så fint gjorde. Så mens den ældre kvinde plaprede løs om at disse væsner skulle udryddes rystede Elisabeth blot på hovedet af den måde Procella forsøgte at skubbe sandheden bort.

”Hvordan kan det så være at jeg føler mig som en sygdom? Jeg bliver sendt ud for at slår en mand ihjel som ikke har gjort andet end at frelse verden fra en der ville have skabt flere monstre, tror du det var let for ham at slå sin far ihjel? Næppe! Og nej Procella, det er ikke alle der er lige gode, men i stedet for at dræbe blindt til højre og venstre burde vi vide hvem vi slår ihjel og hvorvidt de har ret til at dø fordi du, jeg eller en fuldkommen tredje ønsker dem udryddet af personlige grunde! Jeg har dræbt så mange i mit liv, og er blevet til den jeg er fordi en enkelt blodsuger dræbte min søster… hvilke ret har jeg til at give alle andre skylden for hans handlinger?”

Atter tav hun idet Procella atter tog ordet, hvorfor hun var her? Af flere grunde! Og nej hun fortrød ikke at have efterladt dæmonen i live, på ingen måde faktisk.

”Jeg er her for dig… uanset hvad der sker, og uanset hvor meget du vil hade mig efter det her vil du altid forblive den eneste familie jeg har. Jeg kendte ikke engang Anchilla særlig godt, men jeg ved at du holdt af hende, det er nok til at jeg som familie støtter dig i denne sorgens tid. Men tro ikke at hende død intet betyder for mig, for hendes død understreger lige hvad jeg siger. De der dræbte hende var også jæger, de jagtede bare på deres egen måde, og det gik udover hende fordi hendes blod ikke var helt rent. Og angående det par, den ene havde skam mistet sjælen, men det var ikke mennesket. Og desuden, siden hvornår er det blevet fornuftigt at straffe en gerningsmand inden gerningen er blevet begået? Det er jo slet ikke rationelt, der er en chance for at det sker men det gøre det ikke altid..”

Hendes følgende ord afbrød Elisabeth der stivnede ved navnet. Hun bed tænderne hårdt sammen hvilket tydeligt kunne ses. Hun så væk, trak vejret dybt og endte med at sukke. Tavsheden strakte sig og Elisabeth anede virkelig ikke hvad hun skulle sige. Hun havde intet, hun havde ingen og det eneste hun havde, havde hun nu mistet, for… hun kunne se at Procella ikke ønskede hende, den afvisning hun blodtog skar i hjertet men hun bebrejdede ikke Procella. Sådan var reglerne, og det vidste hun. Spørgsmålet var bare… ville Elisabeth have gjort det hvis det havde været omvendt? Hun kendte svaret, selvfølgelig ville hun ikke gøre det. Deri lå forskellen, men fint, det kunne hun acceptere.

”Gøre hvad du finder bedst Procella”

Svarede hun med en lav hviskende stemmen og en klump i halsen. Det var svært at sige, men hun ville hverken stå og flabe eller råbe af sit tab. Sådan var hun ikke.

”Velmødt søster…”

Var hendes afsked inden hun vendte sig om og satte kursen mod udgangen.

Procella smilede og fnøs svagt

"Because we are. we are a sickness. We dont apply to normal rules. He needs to die because of what he is. He has a virus. He kills. You know that. You cant play justice-system. What are you going to do huh? Make jails for abnormals? Sorry, we dont think you should die, but we cant leave you in the world, and we cant let the humans discover you. So...there...a metalbox in the ground. Killing them is more humane, if you want to talk suffering."

Procella gik nogle skridt efter Eli

"And how about the fanger who killed those girls in your house? Your sister? What about him? Was he a killer, or a poor hungry beast? Where is the line Eli? If you wanner go play jugde-judy you have lost the game"

Procellas blik blev mørkt

"Besides...demons dont have souls. They never did. You cant loose something you never had. If you think like that, you are putting the house in danger. I have to contact him. Ill give you one week to make your peace with...whatever you believe in. To make arrangements. In a week i will have to tell him...unless you changed your mind. So...fare well...Sister..."

Procella vendte hovedet bort og så ud over den trøstesløse kirkegård. Det var alt hun kunne give hende. En chance. Hun ville ikke risikere resten af familien fordi Eli havde fået tvivl omkring deres måde at leve på. Det var barskt, men det var deres virkelighed.

Elisabeth undgik bevidst at besvar det første, Procella havde ikke i sinde at give sig selv hvis hun fuldt ud forstod Elisabeth, derfor var det nytteløst at snakke den ældre kvinde til fornuft. Elisabeth havde haft i sinde slet ikke at sige noget men da Procella rørte ømme punkter som hendes søsters død blev hendes blik så koldt som den havde været den nat det hele var sket.

"Hold kæft Procella! du snakker uden at give mening! høre dog på dig selv kvinde! bild mig ikke ind at du tror på det pis du slynger ud for det gøre du ikke! Jeg siger ikke det er rigtigt at dræbe! og nej han havde ingen ret til hverken at dræbe min søster eller andre men han gjorde det af sult ja.. og lyst. Og ved du hvad? Vi hjælper dem med at dræbe hver evig eneste dag når vi jagter dem i stedet for at finde en ordentlig løsning. Tror du virkelig at det vil lykkedes os at tilintetgøre dem? Hvis du gøre er du mere paranoid end du ser ud til at være. For hver dæmon jeg dræber fødes der en ny! for hver varulv jeg flænser bliver der skabt en ny, for være vampyrer jeg dræber bliver der ikke bare skabt en men ti!"

Hun tav og hev tungt efter vejret idet vreden tydeligt kunne ses i hendes øjne og krop. Hun lagde heller ikke skjul på det. Da denne begyndte at snakke om en uges chance himlede Elisabeth med øjnene og fnøs

"Procella... min stædighed har jeg faktisk fra dig... så tror du virkelig at en uge til eller fra ændre på noget? Næppe! Men hvis det kan hjælpe på din samvittighed så ja ja..."

sagde hun lettere ligegyldigt idet hun blot bevægede sig længere væk fra kvinden.

Procella vendte sig ikke tilbage. Hun så sig ikke tilbage. Hun løftede en hånd og vinkede let med to fingre som afsked. Der var ikke mere at sige.

"One week Eli. Use it well"

Hun ville give hende en chance til at sige farvel. Til at få ordnet hvad hun skulle ordne. Efter da ville hun kontakte Ripper. Hvad der så dernæst skete ville være ude af hendes hænder.

((out))