Lost in time.

Dato : October
Årstid : efterår
Dag : Lørdag
Vejr : Rainy, koldt, og blæssende.
Sted : En sted i bjergene.
Tid : 19.58(dvs. 20.00)
Omgivelser : træer, bjergdyr?, fugle, bjerge?, skyer osv.

Evelyn var fløjet op i bjergene og havde sat sig på et sted, hvor man kunne se ud over det hele. Alle lysene. Det hele. Og heldigvis kunne man ikke hører alt larmen fra biler osv, men kun en svag summen. Hun havde en varm vinter-jakke på, ruskinds-converse og lyse jeans. Hun nynnede som sædvanligt, og ønskede sig tilbage til himmelen, hvor hun kom fra.
Hun lukkede øjnene og tog en dyyyyyyb indånding, og åbnede dem igen, og kiggede op i luften.
"I'll come back", hviskede hun stillle, "I promise.."

"Det vil vi alle" sagde Demtri og kom pluselig til syne ved hendes venstre side.

Evelyn fik et chok, og væltede næsten ned af klippe-stenen hun sig på.
"Har du overhovedet lært at sige 'hej'?", spurgte hun, lidt irriteret.

"Nej" sagde han og trak på skulderne.

Hun klemte øjnene sammen og rystede på hovedet af ham.
"Det er vidst på tide du lærer det", sagde hun, og smilte svagt.

Han kiggede på hendes smil, "Nej det tror jeg ikke" sagde han og kiggede så ud over bjergende.

Evelyn rettede sig op igen, og satte benene op mod hendes bryst og slog armene om dem.
Hun så at han kiggede ud over bjergene, "Her er smukt, ikke?"

Han kiggede bare ned på hende og så på bjergende igen.
*Engel pas på* tænkte han

Hun himlede med øjnene af ham.
*God, hvor er han irriterende nogle gange..*

//Sidder du ned?//

Han smilte ved synet af nogen fugle der fløj forbi, "hvorfor er du enlig her" sagde han og kiggede så på hende igen dog uden et smil.

//Ja?//

"Jeg vil gerne tilbage til himmelen, og det her er det tætteste jeg kommer..", sagde hun stille..

Han grinte lidt ad hende da hun sagde det, "Jeg kunne få dig til himlen hvis du vil" han sukkede derefter og gik lidt tættere på kanten.

Hun løftede et øjenbryn, "Ha-ha, meget morsomt, Demetri!", hun holdte øje med hans fødder, *Vil han springe?*

Han vendte sig mod hende, "Det var ikke en joke" han stemme var blevet mørk da han sagde det, "Skal jeg springe" sagde han ret højt.

Evelyn kiggede forfærdet på ham, "Nej!", sagde hun bestemt.

Han smilte et bradt smil, "hvorfor ikke" hans øjne var ivrige og vilde.

"Jamen.. eh.. fordi, det må du ikke!", sagde hun meget bestemt, og kiggede direkte på ham, hun kunne sagtens flyve efter ham, hvis han sprang.

Han grinte "sig mig hvorfor Evelyn"

Hun ledte febrilsk inde i hendes hoved, for at finde det rette svar, "Fordi.. du ikke må dø..", sagde hun stille..

Han grinte og sagde så, "Hvad skulle det betyde for dig" hvorefter han gik et skridt tilbage og forsvandt nedaf.

Evelyn gispede, og spredte sine vinger ud, og fløj nedad mod Demetri, og tog fat i ham..
"Meget..", sagde hun og prøvede at standse dem i at falde - som gik meget godt fordi vinden var på hendes side..

Han mærkede hun tog fat i hende og svarede han i det samme, han smilte nu, "Ja det ser jeg" sagde han da han stadig hang i luften.

"Det gør du aldrig igen..", sagde hun stille og bestemt og fløj opad igen..

Han grinte sygt, "hvorfor skulle jeg ikke det"

"Fordi jeg siger det, Demetri!, Hvorfor vil du gerne dø?!", sagde hun stadig roligt, men også bestemt.