Lost?

Dato : Den. 20 Februar 2010
Årstid : vinter
Dag : Lørdag
Vejr : meget koldt
Sted : Silent River
Tid : Morgen ved en 6 tiden.
Omgivelser : Ingen ud over Miuwe

Miuwe kom langsomt gående ned til Silent River, bare navnet havde fået hende til at gå derned, hun havde virkelig brug for at samle sig, hvad havde hun også lige gang i? Hun rørte på sin skorpe der lå på hendes venstre side af hoved, hun sukkede og sætte sig på en sten og kiggede ud på den flotte sø der langsomt snoede sig ned gennem skoven, men havde en stor sø inde i lysningen, hun valgte dog hurtigt at rejse sig op og gå hen til den selve søen og mærkede om isen stadig holdt. Sådan som det så ud var der ikke noget problem med det. Hun smilede tilfreds og gik langsomt ud på isen med forsigtige skridt da hun nødigt ville falde. Hun var iført nogle stramme pink jeans som hun selv havde lavet, der var huller over det hele og inden under havde hun nogle sorte strømpebukser så hun ikke ville fryse for meget, selvom hun egentlig aldrig frøs, en stram skrige gul t-shirt og en sort hættetrøje. Hun gabe lidt og kiggede rundt, hvad levede hun egentlig her ude på denne tid af dagen? Efter hun var flyttet her til var hun blevet mere og mere ikke sig selv. Hvilket irriterede hende, hun ville have sit gamle jeg tilbage, men.. hvordan? Hun satte sig på hug på isen og prikkede til den lille fine skorpe af sne der lo hen over.

Neil kom gående ned af skoven mens hans blik flakkede rundt nede på jorden og betragtede de mange sten og andre genstande der lå nede på jorden, han sukkede stille, og kiggede så op på himlen, hvis fredhed blev brudt pågrund af grenenes gennem trængen på dets teoriturrum. Han mumlede stille og kløede sig lidt i håret, han havde faktisk ikke lavet så meget de forgående dage, snakket med to personer vidst nok, men ellers ikke andet. Han mumlede lidt, og trak kort på skuldrene, det kunne vel os være ligemeget, han skulle vel nok kunne klarer sig hvis det var sådan de mente det skulle være. Et lille gab pressede sig igennem hans læber og et højt udmattet gab trådte ud.

Hun sad og begyndte at nynne lidt mens hun valgte at lægge sig ned på isen og kiggede op i himmelen tænkt at hun kom derfra? En himmel der var så blå, dog lige nu mørk da det stadig var tidligt om morgen. Den var så smuk og klar, og stjernerne, dem der blinkede ned til hende. Hun smilede svagt og lukkede øjnene mens hun lå der, hun åbnede dem dog hurtigt igen da hun fik de samme syn som sidst, røret til en pistol der blev rettet mod hende, hun satte sig op og lukkede øjnene og lod tårerne få frit løb da hun troede hun var alene, hun gav sig fuldstændig hen og lod alt komme ud, hun græd og græd som om hun aldrig ville stoppe igen. Hun holde øjne lukket mens tårerne løb ned af hendes kinder og ramte isen, langsomt ramte en vanddråbe hendes kind og den ene vanddråbe blev flere og snart begyndte at regne helt vildt, men hun var ligeglad, hun skulle bare have rit løb på sine følelser med igen til stede.

Han kiggede rundt og kunne mærke nogle regndråber mod hans hud, han kiggede op på himlen og rynkede brynene, da en regndråbe lanede på hands kind. *Regn, nu?* spurgte han sig selv og mente bestemt ikke der havde vlret lovet regn i avisen, men det kunne vel være de havde beregnet forkert, ved skyernes placering, han sukkede kort og trak på skuldrende, han var nu endelig ligeglad og gik roligt videre. Han lyttede til kragerne der tog sin gang hen over skoven, hvis klage sange skrålede ud over stedet... *Hmm....* tænkte han for sig selv.

Regnen tog til at hun havde det som om at alle dyrene nu havde medfølelse at alle sang en klage sang, hun viste ikke hvor det kom fra hun var også ligeglad hun skulle bare have afløb på sine følelser og det skulle være lige nu og her, også var hun ligeglad om hele verden så på i mens, eller det havde hun nok ikke tænkt hvis hun ville græde og hun stod i blandt en masse mennesker. Hendes hjerte brændte og gråden tog til igen lige som hun havde troet den ville stoppe, hvor lang tid var det siden sidst? faktisk troede hun at det havde været den da hun vågnede op som engel der havde hun grædt, men siden havde hun holdt det i sig, alt den sørg hun havde været igennem, havde hun bare taget med et skulder træk og et smil til sine den gang venner, men havde hun venner nu. Nej, de havde alle forladt hende, og var ikke hos hende mere, væk for altid. hun sank mere sammen og rystede over hele kroppen.

Han kom roligt hen mod søen og hævede brynet over at finde en skikkelse dernede, han rystede let på hovedet og gik nærmere, han kunne mærke det var en engel, da atmosfæreren var let. Roligt betargtede han den siddende skikkelse henne ved søens bred og sukkede let, han gik hen til vedkommende og trak sin lange skin jakke af, han lagde den over hendes skulder. Han var godt klar over at personen der sad her foran ham var Miuwe som han havde snakket med tideligere på dagen, men hvorfor var hun her ude i regnvejret?

Hun rystede stadig men kunne dog fornemme en person med en hvis lethed over sig så det måtte være en engel, hun var dog ligeglad, lige nu havde hun bare brug for at tømme ud. Da hun fik en jakke lagt over sine skuldre kiggede hun op og åbnede øjnene, hun kiggede op på en meget høj skikkelse, lige så kold uden på som altid "Neil" sagde hun med grødet stemme og prøvede at få et smil frem men det lykkes ikke. "hvad laver du her?" spurgte hun så lidt mere oppe, mens hun prøvede at få tårerne væk, men som de var kommet var det bare som om der kom flere.

Han smilede kort og satte sig ned ved siden af hende, "Hmm tjo..." begyndte han og trak så på skuldrene som om det var ligegyldigt "Jeg kunne jo spørge dig om det samme.." afsluttede han så sin sætning og kiggede lidt rundt, han kiggede så op på himlen da det stadig regnede og han undrede sig over hvorfor at vejrudsigten ikke havde fortalt rigtigt, da det var noget den plejede at gøre. Han kiggede så på hende med et hævet bryn og betragtede lidt såret hun havde på venstre side "Det ser da ud til at gå bedre med det.." sagde han til sidst og kløede sig lidt i håret.

Hun snøftede lidt og kiggede væk, egentlig kiggede hun alle andre vegne en lige ham, som om at han egentlig ikke var der mens hun prøvede at få styr på sig selv og sine tåre "Jeg... hm.. ville.. eh" mumlede hun besværet og kunne ikke rigtig finde de rigtige ord eller hvordan hun skulle beskrive det, hun kiggede op i himmelen og langsomt ramte regndråberne hendes ansigt, det var underligt så varme de lige pludselig føltes, virkede helt forkert at regnen for havde gjort hende gennemblødt og meget kold men nu regnede det stædig meget men nu var regnen bare varm? Hvad var det for et slags vejr? Hun mumlede noget for sig selv, det var måske ikke så smart at sidde ude på isen når det regnede med, varmt vand? Hun grinede lidt af det og kløede sig i nakken, dyrene var holdt op med klage sangen, og hun sad bare og stirrede tomt ud i luften "Naaah, det var slet ikke så slet i starten overhoved.. har gjort værre ting ved mig selv" mumlede hun stille og smilede skævt, dog stadig uden at kigge på ham, det var som om at hvis hun kiggede på ham ville hun bryde sammen igen, og det var ikke lige det hun just havde det største lyst til. Hun pillede lidt ved sin trøje og mumlede igen noget for sig selv mens hun langsomt fik varmen af at regnen ikke var kold men hun følte sig stadig underligt klam, på en eller anden måde. Hun bed sig i læben og gumlede lidt på den mens hun tænkte lidt over hvordan han var kommet her ud, virkede lidt underligt at de igen skulle mødes, et eller andet sted havde hun faktisk ike regnet med det, de fleste af de folk hun snakkede med, ende hun bare aldrig med at snakke igen, det her var vel en forbedring?

Han kiggede ned på issen med et roligt blik, mon den kunne holde til to mennesker? Han hævede det ene bryn og gruplede lidt over det spørgsmål mens han lyttede til den lille sætning hun frembragte sig, han trak kort på skuldrende af den og mumlede lidt, hvad skulle han sige til sådan en sætning, fortælle hvad han selv lavede her ude? Det ville virke dumt, så vidste han jo ikke hvad hun lavede som det for det første, og for det andet, så var det ham der havde spurgt... Han kiggede rundt og tæntke lidt, han havde ikke noget imod at hun ikke kiggede på ham, det var der så mange der ikke gjorde, så hvilken forskel ville det ikke være? Han mumlede kort for sig selv, og så roligt rundt, han havde nogle lange sorte tæt siddende bukser på, nogle almindelige gummisko, og på overkroppen bare en skjorte der nu var våd men det var der intet at sig til.

Hun tog en dyb indånding "Jeg kom her ud for at prøve at komme af med at den sorg jeg har samlet op de sidste mange år.. og så ville jeg have det ud" mumlede hun stille og kiggede nu endelig på ham, dog med et vådt blik og rimelig sløret. Faktisk var det ret svært at se noget overhoved et eller andet sted, men hvad, det var vel ikke verdens undergang her at sidde og kigge på en dreng mens ens makeup hang neden under øjne, en makeup hun havde brugt utrolig lang tid på at lave, yea.. nu var den ødelagt. Hun bed sig i læben og betragtede ham lidt "Vil du ikke have en jakke tilbage?" spurgte hun, han så dog ikke ud til at fryse, men det gjorde hun nu hellere ikke så hvorfor skulle hun så have den? Hun fugtede langsomt sine læber og kiggede så med støre øjne, hun havde hørt et knæk rundt om sig "Neil" sagde hun stille "Neil.. . Skynd dig ind.. NU!" råbte hun og kiggede rundt. Hun ture ikke flytte sig da hun havde mærket knækket lige under sig. Mens han var ikke i fare zonen, vigtigts var han kom ind, hun skulle nok klare sig, hun kiggede på ham igen og ventede på han ville flytte sig.

Han gabte let og nikkede kort, mens han tænkte lidt over det, han kiggede på hende og smilede svagt opmuntrende, mere for at hun ikke skulle græde, han rystede stille på hovedet "Nej tak.." sagde han og frøs faktisk ikke det mindste, hvilket nok ville undre andre, men det gjorde han bare ikke, sådan var det bare. Han tænkte lidt og hørte knækket, han farede dog ikke sådan sammen, lige som hun gjorde, han gabte bare, han var på ingen måde i fare, det var hende der var det, og han kunne bare forskifte til et eller andet dyr der kunne klarer sig i vandet, det var nu ikke så svært. Han rakte sin hånd mod hende "Vær nu ikke fjollet.." sagde han og synes at hun godt kunne pakke sine befalninger tilbage da han ikke ville rokke sig ud af stedet uden hende, sådan var det bare, om hun ville det eller ej, han sukkede stille og ventede til hun tog imod hans hånd, han var nu i grunden allerede våd, så hvad gjorde forskellen om han så blev mere våd? Han kunne ikke se det.

Hun hørte knækket igen og kiggede vredt på ham hvorfor gjorde han ikke som hun sagde?? Han kiggede vredt rundt og lige som hun skulle til at tage hånden kunne hun mærke hvordan at vandet opslugte hende som om noget havde bandt hul på issen. Hun stirrede ned og lige som hun gjorde det faldt issen samme. Hun havde det som om at knive blev presset mod hendes hud og ikke ville stoppe med at stikke hende, hun kunne ikke få luft nogen omsluttede hendes evne til at trække vejret. Hun åbnede øjnene som hun uden at have videt det lukket dem. Om hende så hun vand, hun kiggede op og så is. *Hvad sker der!?* kunne hun mærke sin tanker råbe ind i sig selv, hun havde vist at det ville ske et eller andet sted, det var derfor hun havde bedt ham om at gå ind, og nu. Ja, hun forsøgte at bruge sine kræfter på at komme op til issen, som hun kom tættere på kunne hun mærke at luften var ved at svinde ud af hendes lunger og det sortnede uhyggeligt for hende øjne, lige som den gang hun mærkede smerten i sin krop da hun havde fået kuglen boret ind i sin krop og hele vejen igennem sit hjerte og hals, blodet der dannede sig omkring hende, men hendes krop gav ikke op, ville ikke lade hende gå, smerten blev værre og der så hun røret igen til pistolen pege ned mod hende mens hun gispede efter det vejr der ikke ville komme, da hendes luftrør var blevet smadret af kuglen. Han trak og hun så den sorte kugle flyve imod hende, som om det hele var gået i slowmotion. Og så vågnede hun op. Hun måtte ikke give op. Da hun kom op til issen var den virkelig hård og ville ikke give slip. Hun bankede løs på den, hvorfor var den så tyk her!? Hun havde jo lige faldet igennem den som om det var papir! Hun forstod virkelig ikke noget men blev ved med at bruge sine kræfter på at slå issen i stykker.

Han kiggede på hende, og så hende så forsvinde for øjne af ham ned i isen, han slog øjne en anelse op, og skyndte sig hen til hullet og kiggede ned i det. Han pustede let ud og hoppede ned i det, i det han rørte vandet forvandlede han til en sæl, så han kunne holde varmen under vandet, han tæt på isens skorpe og svømmede hen langs siden. Roligt baskede han let med halen for at komme frem ad. *Hvor er hun?!* Sagde han irriteret inde i sit hoved og svømmede videre, han kunne ikke se hende nogen steder og var ved at blive urolig, han kiggede rundt og svømmede lidt ned mod bunden men regnede nok med at hun nok ikke ville svømme derned, hun ville højst sandsynligt lede efter et hul hun kunne komme op af.

Hun blev ved med at banke løs på den massive is der ikke så ud til at bøje sig over sine hårde slag. Hvorfor var den også så damn tyk!? Hvorfor kunne hun falde igennem en del længere inde på land hvor isen burde være meget mere tyggere? Hun kunne ikke i sin vildeste fantasi fatte hvad der var sket der og ville nok aldrig forstå det. Hendes gylden røde hår dansede om hendes hoved mens hun slå løs, dog kunne hun mærke energien slippe ud af hende og hun snart ikke havde flere kræfter til at slå. Hun kom til ved et uheld at trække vand ned i lungerne og af overraskelse kom hun til at hose og trak mere vand. Hendes lunger begyndte at brænde og stikke mere end det havde gjort for på grund af kulden. Hendes øjne fandt snart sortheden der kom snigende, lige som den gang, vandet der omsluttede hende og gjort hun ikke kunne få luft. Langsomt sank hendes hænder fra banken mod isen og hun gled længere og længere ned som en maninetdukke uden nogen snore, uden ejer intet. Hun lod sig overgive, hvad havde hun at kæmpe for any way? Hendes venner havde vent hende ryggen, familien med, alt havde jo været hendes skyld overhoved, og den trolddom der nu var blevet kastet over hende, hun måtte jeg helt klart var en sending fra helvede. Alle de ting hun var blevet kaldt igennem tiden, hvorfor kæmpede hun overhoved mere? Hvad var grunden hun blev i live allerede i dette øjeblik, langsomt blev hendes minder sløret væk af en dreng, en dreng hun havde mødt for, kun i kort tid og allerede holde meget af, hun smilede inden hun forsvandt ind i besvimelsen.

Neil fandt frem til Miuwe, han fik hende op på sin ryg, og skyndte sig tilbage til hullet hvor de begge havde passeret ned igennem dette hul. Han forvandlede sig til normal for at kunne få hende op af vandet, han gjorde det ganske forsigtigt og hev så sig selv op uden det store besvær. Han tog hende op i sine arme og hastede hurtigt ind mod breden i håb om at sneen ikke skulle knække endnu en gang. Da de endelig kom ind til breden daskede han kort Mitzi i hovdet for at se om der var nogen tegn på bevidsthed i hendes sind, men den tanke måtte han vel hurtigt droppe, derefter prøvede han med noget hjerte massage? I håb om at det ville virke på nogen tænkelig måde.

Miuwe var bevidstløs under det hele, hun vågnede ikke da han kom og hentede hende eller da han trak hende op af vandet, eller da han daskede hende i hoved. Gennem det hele havde hun det lille smil klistret på sine læber, som om hun allerede var forsvundet fra denne verden igen og ikke havde tænkt sig at komme tilbage. Hun lå det på jorden med hendes hår der nu var bredt ud på den frosne jord og det sne der lå hist og her. Hendes læber blev langsomt blå samt hendes hud var helt hvid næsten som om den var gennemsigtigt. Langsomt begyndte noget vand at glide ned af hendes mundvige.
Hun så sig selv ligge på jorden mens Neil daskede hende til hoved, hun kiggede op og smilede *nu kommer jeg hjem igen far* tænkte hun stille og begyndte at gå derop ad. Men da han begyndte på hjertemassagen kunne hun mærke hvordan hendes krop og hendes hjerte ikke ville give slip på hendes sjæl, hun kiggede tilbage og så han var i gang med hjertemassage, hvorfor gik han så meget op i at få hende tilbage til livet!? Den gang hun døde havde hun fået lov til at ligge i kælderen i nogle timer for der blev ringet til en ambulance, der blev sagt hun havde prøvet at begå selvmord, og da hendes familie var ret rig, 'købte' politiet historien. Hun fugtede sine læber og prøvede igen af rive sig løs og fortsætte op til det eneste sted hun nogen sinde havde følt varme. Men det var bare som om det ikke ville blive givet slip.

Han mumlede nogle bandeord for sig mens han prøvede på at få hendes hjerte i gang, "Det kan da ikke være rigtigt... at du som altid er så glad skal gå fra verden?!" Sagde han ret sammentygget. Han var ved at være godt træt af at folk bare døde for næsen af ham som om at de skulle bevise over for ham at han var den levende død. Han mumlede irriteret igen, og havde opgivet hjertemassage, nu måtte der andre metoder til, han satte sig ned ved siden af hendes ansigt, lagde pege og tommelfinger på hendes næse så luften ikke ville ryge ud, derefter satte han sin egen mund mod hendes, han fulgte sine lunger med luft, og videre sendte det fra ham til hende, i håb om at det ville virke.

Da hun hørte hans ord kunne hun mærke hvordan hun langsomt gik tilbage og lagde sig ned i sin krop igen. Da han begyndte at give hende mund til mund begyndte hun at hoste og vifte med sine arme, hun puffede ham let væk og begyndte at hoste mere mens en masse vand kom ud af hendes mund, det gjort virkelig ondt og hun havde det som om det var nogen der sad med tusinde nåle og prikkede løs på dem som om det var en leg. Hun kunne mærke tårerne der også begyndte at trille ned af hendes kinder mens hun hostede. Hun lagde sig ned igen og lukkede øjnene da hun ikke havde flere kræfter tilbage lige nu og vandet løb derfor langsomt ud af hendes mundvige og ned af hendes kind samtidig med at tårerne også løb, lidt efter slog hun dog øjnene op og kiggede på Neil, hun prøvede at rakte en hånd frem til ham men opgav og lukkede øjnene igen. Hun var bare så træt, hvad var der i grunden sket? Hvor havde hun været, hun kunne ikke huske noget bare et lys og at hun ville have været gået, hvad fik hende til at blive, hun lod langsomt sin ene finger glide hen over hendes læbe mens hun sukkede, hvad nu, hvorfor havde hun ikke bare ladet sig overtage? Hvorfor var hun her igen? Massere af tænker fløj igennem hoved og hendes kræfter kom langsomt tilbage, men igen kunne hun mærke regndråberne på hendes ansigt langsomt som hendes tåre gled ned af hendes kinder. Hun vente igen hoved mod Neil og kiggede på ham, prøvede at få øjenkontakt.

Han satte sig lettet ned og gned sit ansigt lidt, han troede hun var taget afsted for alvor. Han kiggede på hende mens han betragtede hende komme til hægterne. Roligt lod han en hånd glide igennem det våde hår, mens han tænkte lidt. Han håbede hun ikke gik hen og blev syg.
Det gik så op for ham at han havde mistet sin jakke, og sukkede så kort, det kunne vel være lige meget så meget betød jakken jo heller ikke, og han kunne da altid gå hen og få en ny en eller anden dag, men hvornår var ikke til at vide med sikkerhed.

Hun hostede lidt mere og kunne mærke hvordan maden hun havde spidst til morgenmad var ved at komme op, hun kravlede besværet væk fra ham og begyndte at kaste op, da hun var færdig kravlede hun tilbage til ham og tog en dyb indånding mens hun bed sig hårdt i læben. Hun betragtede ham lidt og mærkede nu efter på hendes skuldre og lagde mærke til hun havde mistet hans jakke "Neil... det er jeg ked af" sagde hun hæst og kiggede ned på hendes hænder "Tak" mumlede hun stille "Selvom jeg troede at nu kunne jeg endelig for lov til at komme væk" hun kiggede op på himmelen og kunne mærke hvordan hun egentlig længdes efter at falde ned i igen og ikke vågne op, hvorfor også blive et sted hvor man ikke følte at man hørte til? Hun vuggede lidt frem og tilbage mens hun smilede lidt for sig selv. Hun bed sig igen i læben og vente sig mod Neil og kravlede langsomt over til ham og tøvede inden hun lagde armene om ham, hun var lige så våd som ham, og det igen var begyndt at regne gjorde nu hellere ikke noget mere, hun var så våd at hun nok ikke kunne blive vådere, heldigvis blev hun aldrig sådan rigtig forkølet eller syg, så det skulle nok gå.

Han kiggede hen på hende, men kiggede så lidt efter væk og betragtede de omgivelserne, træerne der var så triste, deres grene var fyldt med et lille tyndt lag af sne, hvis krystaller kunne sende mange smerter mod en hvis man fik dem mod huden. Han kiggede videre rundt også up på søen hvor han undrede sig over at hun kunne falde ned i, det havde måske været på grund af den varme regn som havde sat sig ned i issens lufthuller, hvor det havde spredt sin væske ud igennem en million af årer i issens sprækker. Han tænkte lidt og sukkede kort, men han blev afbrudt da hun lagde armene om ham, han rystede på hovedet og havde slet ikke været langt nok inde i sit indre til ikke at kunne observere hendes stemme i den anden ende, "Det skal du ikke undskylde for.." Sagde han trak på af det "Jeg finder en ny.." sagde han så og tænkte lidt.

Hun grinede lidt og smilede skævt til ham inden hun tog armen tilbage, hun tænkte lidt og kiggede rundt "Bedre endnu jeg laver en ny til dig" sagde hun glad og nikkede "jeg kan lave en magen til eller en som du synes ville være feder.. som tak og undskyld på at jeg smed den væk" hun kiggede lidt rundt og kløede sig i nakken, hun ville gerne hen og se på hullet, men da hun rejste sig op kunne hun mærke hvordan hendes ben gav efter og hun var ved at falde sammen, hun greb hurtigt ud efter en gren med det resultat at hun fik sneen der lå der på ud over sige, hun vente hoved ned og stod helt stille i nogle sekunder "Yea... hmm.. well .. thats.. just.. great" hun lavede en lille kast med hoved mens hun snakkede med en stemme der var så fyldt med sarkasme at det lod ret sjovt. hun kiggede surt op på træet mens de langsomt forvandlede sig til et forårs træ, hun kiggede måbende på det mens de lysegrønne blade langsomt foldede sig ud og blomsterne, så det var helt tydeligt at det havde været et kirsebærtræ hun havde holdt fast ved. Hun slap det som om at hun havde forbandet det og røg ned på numsen, langsomt lukkede bladende sig og blomsterne forsvandt "What the... hell" mumlede hun og havde begge øjnene spilet helt op mens hendes mund hang nede som om hun havde set et spøgelse, hun havde aldrig i sit liv set noget mere underligt, og at træet havde forvandlet sig til at det hun havde tænkt, nemlig hvornår fanden de snart fik forår, kunne hun virkelig ikke begribe. Hun havde jo ingen kræfter!? Nu opdagede hun også at regnen var stoppet, hvornår var det sket? Da hun begyndte at grine? hun kunne ikke huske det, det hele var så mærkeligt lige nu.

Han trak på skuldrende og tænkte lidt over det, men trak så på skuldrende igen, "Du bestemmer selv." svarede han og gabte lidt, han tog noget sne og formede det til forskellige ting i sin hånd, han kunne forme det til alle mulige sne figurer, smykker, eller andre små genstande ud af dette lille stykke sne. Han mumlede let for sig og lukkede sin hånd rundt om det han havde lavet, som så viste sig at være en pære til en lampe. Så snart han lagde hele sin hule hånd rundt om den blev det til støv og forsvandt i intetheden. Han kiggede stille på det og mumlede kort, vente så blikket hen mod hende der nu var fyldt med sne og knap kon kunne gå, han sukkede lidt og kløede sig kort i håret, rejste sig og gik hen til hende. Løftede hende op i sine arme og spadserede nu hen til en bænk som hun kunne sidde på i stedet for. Han satte sig ned ved siden af hende.

Hun var lige ved at falde sammen da hun mærkede hvordan at hun blev luftet op i Neil's arme, hun stirrede dog fortsat på træet og fattede det ikke, havde han ikke set det? Var det hendes hoved der viste syner efter hun havde været nede i det kolde vand så længe? "Neil" mumlede hun stille og havde slet ikke lyst til at han gav slip, men sagde ikke noget da han satte hende ned. Hun ville prøve igen, hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, hun samlede alt sin vrede og had inden i hende og hun kunne mærke regndråberne falde ned på hendes hår og ansigt, lidt efter kunne hun skimte et lysglimt gennem de lukket øjnene da hun hørte braget og jorden begyndte at ryste. Hun åbnede øjnene og faldt skrigende tilbage da hun så træet som hun for havde fået sne hen over var ved at brænde op. Hun kiggede ned i hendes hænder for at se hvad det lige var der skete. Hun fugtede sine læber og kiggede på Neil og for sammen da hun hørte tordenbraget engang til og et nyt træ gik op i flammer. Et til og et til. Hendes øjnene blev større og større. hun sank en klump, hun kiggede ned på en sten og så i slowmotion hvordan lynet slog ned i den og den og den stumper blev slynget ud i luften. Hun kom til sig selv og så hvor hurtig altid skete, dog fløj stenene lige forbi dem, hun kunne mærke hvordan lufttrykket fra stenene blev slynget forbi hende, hvis hun havde siddet lidt mere til den anden side havde hun fået den lige i hoved, og med den fart. Ja hun ville slet ikke tænke på det. Men hvordan kunne det lade sig gøre, hun havde godt nok fokuseret på stenen da lynene var begyndt at slå ned i træerne og fik dem til at brænde på, men.. Hun kiggede rundt på træende hvis flammer langsomt var ved at forsvinde på grund af den regn der styrede ned nu.