A story told... (Az+Pro+Wick+Nar)

Procella glemte sine smerter komplet da Narcissas stemme gav genlyd i hendes hoved

UNCLE?! HE IS HER UNCLE?!
*latter*
YOU KNEW THIS?! MICHA YOU KNEW?!
- Oh I know a lot Moon-child...I am not the one who is bound by magic. I dont have to tell

Procellas ansigt lyste af forvirring og forrådthed

"W-Wick? What...why is she....what is going on?"

Den blide forvirrede Procella forsvandt i løbet af et splitsekund da dæmonen greb fat i hendes tidligere elsker og skyggerne begynder at vride sig mod ham

"Stop...right now..."

Procellas stemme var afdæmpet, men meget tydelig at høre. Der var en slags unaturlig truende stilhed omkring hende, som øjet af en tornado, hvor man kunne høre en knappenål falde til gulvet.

"Get your hands of my student. Right now. He is mine. He belongs to me. You have no right"

Procellas stålbeslåede støvler klampede let mod gulvet da hun lukkede afstanden mellem sig og hendes kærlighed. Hendes slankre finre gled op over hans ene skulder og lukkede sig om den. Ikke truende. Ikke knusende. Det var en blid, næsten kærlig berøring.

"Hands of...He is my property"

Hun hviskede det lavmælt og søgte at fange hans blik. Hun havde ikke meget andet at spille på lige nu.

Az mærkede hvordan Narcissa kylede ham tilbage i sengen og da han ramte den knirkede den en smule. Han lå lidt og gispede efter vejret. Det var ikke just det bedste for ham at blive kylet med når han havde to brækkede ribben. Da han hørte ordet uncle sukkede han og tænkte *Fuck me sideways.. What the fuck will the next thing be?*.

Da han mærkede han blev løftet op i nakken kom han med et smertefuldt ’’nuurgh ’’. Han holdt fat i Wicks hånd der holdt ham og med sin anden arm holdt han om sin side for at støtte sine ribben. *Great.. Why did i even have to ask what the fucking next thing would be.. Some freak is sitting up in heaven and laughing his ass of watching me right now..Very funny*.

Az hang der kun iført hans underbukser. Han havde små nåle prikker i hans hud og blå mærker over hele hans overkrop. Han havde store hudafskrabninger på hans ben og arme. Han åbnede sit ene øje og sagde med en smertefyldt stemme ’’ I feel alittle exposed here.. And yeah.. Thats my name.. Eventhough i feel alittle wierd telling you in this situation.. aa’’. Han stopped da han så den sorte skygge kravle på af ham.

Han kiggede på Pro da hun snakkede ’’ Hey.. own me?.. Property? ’’. Han stoppede med at snakke. Først nu kom han i tanke om at han nok skulle træde med varsomme skridt, også selv om det var noget af det han var dårligst til.

Kysset var fjerlet og tog fuldstændig fusen på hende. Med sløve øjne så hun hvordan Wicked løftede Az op fra sengen. Hybriden hang som en kludedukke i det stærke greb.

Narcissa vred sig under blikket fra dæmonen der kiggede ned på hende. Hun rakte armene ud og lagde sine hænder oven på den hånd Az havde lagt i siden. Hans smertelige støn stak i hende.

Procellas stemme vækkede hende af lammelsen. Et stik af had slog igennem Narcissa ved ordene.

"Yeah.. just like hi..."

Den bitre stemme stoppede som ved et kraftslag. Hun mærkede hvordan hver en muskel i hendes krop stivnede og kæmpede imod de magiske rænker der holdt hende nede. En knurren satte i gang dybt i hendes hals.

So now I can't even talk trash to her face? Fuck you Micha!

I et ryk drejede hun hovedet og så med bedende blik på Wicked

"...don't hurt him. Please... don't! He's... Please don't!"

Hun anede ikke hvad hun skulle stille op. Afmagten væltede ind over hende som en tidevandsbølge der forsøgte at feje benene væk under hende. Med den fulgte en summen... en summen hun havde følt før og med gru erkendte hun hvad der var ved at ske.

"WATCH OUT!"

Hun kastede sig bagover og smadrede voldsomt baghovedet ind i væggen ved døren. Gennem slørrede øjne så hun hvordan blå energi hoppede omkring hende næsten som lange arme der frosøgte at række ud. Et lettet suk slap hendes læber... hun havde ikke ramt nogen.

"Your property?"

Wickeds smil blev faretruende, da de mørke øjne langsomt gled tilbage imod Procella.

"In more than one way. I believe myself to be quite fair, Princess. I have never kept you from claiming your petty conquests. I have accepted your indiscretions, even as you litter the ground with those I have fed upon."

De røde prikker, dybt i hans øjne, glødede stærkere og skyggerne omkring ham vred sig som i smerte. Grebet omkring Azuriels nakke strammede sig tættere og tættere sammen i en skruestik.

"But there are things I will not tolerate - even from you."

Hvislede han imellem sammenbidte tænder, hans ansigt så tæt ved Procellas, at hans ånde slog imod hendes hud, isnende kold. I de mørke øjne åbnede afgrunden sig imellem dem. Narcissas råb afbrød den intense fornemmelse, men et øjeblik var der et glimt i de mørke øjne, af det væsen der lå skjult bag det menneskelig udseende.

Det blå lys fik Wicked til at hæve en hånd og beskytte for sine øjne. Den anden hånd slap Azuriel og lod ham falde tilbage på sengen. Skyggerne omkring hans fødder vred sig i lyset. Wicked hostede et ord, der lød mere som en knurren, og skyggerne skød imod Narcissa, snoede sig omkring hende som et tæppe og dæmpede det bratte skær. Wicked sænkede hånden. De mørke øjne var halvt opspærrede og
han fnyste, hans træk fulde af afsky efter den pludselige opflammen.

Et sekund efter rungede hans latter igennem lokalet.

"Oh, my sweet. Drunk on angelic power, are you? Rest assured, I have no intention of hurting him. There would be little point now."

Wicked hævede et øjenbryn imod Azuriel.

"What a puzzle they have made of you, my little goddaughter and-"

Det blonde hoved drejede langsomt, faretruende, imod Procella.

"Not you, Princess. Not intentionally, at least. You were never taught such things. But there is someone else who knows, isn't there?"

Den fri hånd skød ud og lagde sig over Procellas bryst, tæt ved hendes hjerte. Båndet imellem de to forstærkedes, med en sønderrivende intensitet, der stjal luften fra lokalet.

"Micha."

Wicked åndede knap navnet, men der var alligevel et umenneskeligt og ubøjeligt træk i båndet. Den æteriske del af hans hånd, den magiske del, gled igennem Procellas hud, direkte ind i søsterens gemmested - og slog en klobesat hånd i hende.

Procella skar en kort grimasse

"Az..not now...keep your mouth shut..."

Hun så ikke på ham, men hendes hjerte steg i ophidset urolig rytme. Hun kunne ikke forhindre Wick i at dræbe ham hvis han ønskede det. Jægeren for sammen ved Narcissas udråb. Et splitsekund glitrede en turkisgrøn energi svagt hen over Procellas hud da de små liv i hendes bug rustede sig mod det upræcise angreb. Det forsvandt dog lige så hurtigt igen, da det aldrig kom i nærheden af hende.

Procellas blik på wick blev usikkert. Vidste han det? Havde han gættet det eller vidste han det med sikkerhed? Hans næste ord bekræftede det. Hun åbnede munden, men der kom ikke noget ud af den. Hvad var der at sige? Havde hun været i Wicks possition havde hun ikke tænkt over det, hun havde brækket nakken på halvenglen uden tøven. Hun var meget territoriel når det kom til Wick.

For første gang var det ikke kun stolthed der fik hende til at se bort fra ham. Hun var ikke bange. Men skammen farvede kort hendes kinder. Hun så langsomt tilbage efter hans latter var døet hen, og hun skød kampberedt hagen en smule frem.

"So you can? But not me? Why?!"

Jægeren blottede tænderne af dæmonen. Han var kilden til had og kærlighed, der altid balancerede på en knivsæg. Hun hadede at elske ham, kun fordi hun ikke kunne lade være med det. Han ejede hende mere end Micha gjorde, og det var derfor søsteren havde det intense had til ham. Procella frygtede ikke meget...men hun frygtede Micha. Afværgende holdt hun hænderne op foran sig som for at stoppe hans ord. En skygge bevægede sig bag de ravfarvede øjne der frygtsomt blev spilet op.

"No! Wick dont!"

Da dæmonens fingre fik kontakt med barmen der var betragtelig i det stramme korset, udslap en langtrukken lyd de fyldige læber. Det lød som et langtrukkent suk, men var for langtrukkent og højlydt, og alligevel udefinerbart, til at kunne komme fra en menneskelig strube. Procellas ansigt forandredes. De bekymrede linjer blev hvisket bort. Det blev koldt at se til. Et lille grusomt smil strakte læberne.

"...You....she still have not gotten rid of you...we have to work harder on that...will you be so kind to take your filthy hands off of me? Unlike the Moon-child, I do not appreciate your disgusting touch...but I will give you this...fantastic job on making her feed...I liked that part..."

En lille lyserød tungespids gled ud mellem læberne og fugtede dem, som smagte hun på mindet om hvad der havde dvælet på dem.

Az kunne mærke da grebet om hans nakke strammede sig mere og mere *Come on.. Is this really the fucking way i am going out*. Han kunne mærke at hans nakke var tæt på at brække, men så slap Wick grebet og Az faldt ned i sengen igen.

*Why does everyone like to throw me in bed and order me around like I am some fucking five year old kid*. Az holdt en arm på hans side og den anden på sin nakke nu. Han trillede væk fra Wick over i den anden side af hans seng og dernæst ned på gulvet. Han ville helst væk fra dæmonen hvis kæreste han for nogle år havde været sammen med. Han vidste at hvis Wick fandt ud af det så var han så godt som død.


Da han ramte gulvet kom han med et smertestøn. Hans ribben havde det slet ikke godt efter alt det kasten rundt med ham. Han var ikke nogen kludedukke og havde ikke sin overnaturlige udholdenhed i øjeblikket. Han hostede lidt og mærkede den metalliske smag af blod i sin mund. Han spyttede blodet ud på gulvet og rejste sig op ved at sætte en arm på hans tøjskab. Men han gled hurtigt ned på et knæ igen og hostede.

Han blev siddende i denne stilling og kiggede over imod Pro og Wick. Han holdt sig til sin side med den hånd han ikke brugte til at støtte sig op af skabet med. Hans åndedrag var tungere end normalt. Az kiggede mod døren hvor hans pistol lå. *I only have one chance at this.. I just need to catch my breath.. But maybe I should let this play out first and have the run towards my gun as a packup plan*.

Da han så hvordan Wick træk Micha frem I Pro løb det koldt ned af ryggen på ham. *Nooh.. Have Micha been working with.. No.. Thats not why he pulled her out*. Az sagde med en halvt hostende stemme ‘’ Give me my soul back.. And let Narcissa go of the magic you have bound her to, Micha’’.

Blodet kildede i hendes hovedbund, i små dråber løb det fra såret det hårde slag imod væggen havde forsaget. Det var nu ikke det der irriterede hende... lige nu var dobbeltsynet hendes værste fjende. Med en prusten kom hun op og sidde.

Da skyggerne sneg sig ind over hendes krop veg hun ufrivilligt tilbage. Den blå energi blev dæmpet væsentligt og med hjælp fra Narcissas stålsatte bevidsthed blev den helt manet bort. Hun nægtede at lade den styre hende... nægtede den at holde hende væk fra Az. Ikke endnu engang!

"... don't... NO!"

Stemmen var klar og skarp... men det var for sent. Hun så allerede hvordan Procellas ansigt forandrede sig. Sekundet efter hørte hun den lysere stemme tale og mærkede hvordan hendes krop blev stiv af had. Omkring hende begyndte små slikkende skygger at danse, næret af hendes indædte had og foragt... som var hendes hud et moselandskab slog de sorte skyggelignende røgslør om sig og flettede sig ind i Wickeds skygger i rummet.

Til sin skræk så hun Az forsvinde om bag sengen med et bump. I en bevægelse så hurtig at hun næsten blot var en slørret skikkelse var hun oppe og stå og på vej imod ham. Med en mine sat i stål for hun omkring de to elskende der stod midt på gulvet foran sengen. Hun stoppede ved Az' side og faldt på knæ. Hurtigt var Az omgivet af det dæmpede tåge-mørke der stod ud af hende. Hun lagde sin varme hånd imod hans kind...

"Don't do anything stupid. Behave now... relax. Get back into bed!"

"Please, children."

Wicked sukkede af de forskellige råb og kommentarer, og løftede den fri hånd. Han viftede den let i retningen af sengen, uden at dreje blikket fra Micha.

"You would think I had reached for Pandora's box. Though I suppose the comparison is not completely without merit, isn't that true?"

Det blonde hoved tiltede let og betragtede kvinden foran ham. De spydige ord fik de mørke øjne til at snævre en smule sammen, før en varm latter bredte sig i lokalet. Wicked nærmest hulkede af grin, selvom armen rettet imod Procella ikke bevægede sig. Hånden lå som svejset fast til hendes hud og båndet imellem dem summede med den nye styrke.

"Is that so? I suppose you do not know everything, then. I am nearly disappointed."

Han rettede sig igen og tørrede kanten af øjnene, som et menneske ville gøre, selvom der ikke var den mindste smule væde at spore.

"Nearly."

Den fri hånd viftede igen imod de to tilskuere.

"Would you care to explain this little.. conundrum?"

Han fortsatte konverserende, den samme undertone af fornøjethed han havde brugt, da han inspicerede Azuriel et øjeblik tidligere.

Micha prustede foragteligt af halvengelens kommentar

"I will do no such thing. Why should I? This game is starting to amuse me, and I am not done playing"

Det ravgyldne blik gled til Narcissa med en interesseret sult. Blikket syntes næsten at tale sit eget sprog.

Please keep it up. Feed me your emotions.

Micha smilede dovent op til dæmonen med hånden mod hendes bryst.

"Flatter will get you everywhere abomination."

De ravgyldne øjne flammede op i rovdyrgul da en tydeligt tirret Micha nærmest gnistrerede

"I know! I know everything worth knowing! Stop fondling us! you make me sick! you are everywhere! In her mind, under her skin! Even in her womb! she is not yours! She is mine!"

Michas arme skød fremefter da hun abrupt forsøgte at skubbe dæmonen bort fra sig og slynge ham gennem lokalet

"SHE IS MINE!"

Az så hvordan hans lille plan havde virket og et svagt smil kom frem på hans læber *Finally alittle luck rolls our way.. He was our last chance anyways.. This is fucking a good thing*. Han kunne ikke lade være med at smile da Narcissa kom over til ham. Han havde ikke så meget at sige i denne kamp men hun havde været der for ham igennem det hele.

Han kunne ikke lade være med at komme med et ’’heh’’ da Narcissa snakkede om at han skulle ligge sig i sengen. Det var nok det sidste han ville gøre. Han skulle ikke for tæt på Wick. Hvad nu hvis han brækkede hans nakke næste gang han fik fat i den.

Hans smil forsvandt da han så Micha gribe ud efter Wick og prøvede at få fat i ham så hun kunne smide rundt med ham. Han sukkede og mumlede ’’ Thats just my luck ’’. Han kiggede på Narcissa da nu havde omdannet dem i dette tågemørke. Da hun lagde hendes hånd på hans kind kunne han ikke lade være med at smile svagt igen. Det gav ham bare en smule håb.

Hun havde ret. Denne kamp var ikke noget de skulle blande sig i. Dog blev han nød til at satse her så at sige. Han sagde lidt højere ’’ Erm… Uncle Dude thing.. We need to seal her and break thise bounds.. If you know a binding spell we can help you channel it ‘’. Sandheden var at han overhovedet ikke vidste om Wich var på deres side eller ej. Men han blev nød til at satse. Han havde intet at miste.

Den dybe stemme rungede i lokalet, men Narcissa tog sig ikke af det. Hun mere eller mindre løftede Azuriel over i sengen... om han ville det eller ej.

"Lie down or I'll pack you a punch... again!"

Stemmen var en underlig blanding af en snerren og omsorg.

Et deja vú for igennem hende da hun lagde hånden på Az' nøgne skulder og pressede ham ned i sengen. Lige gyldigt hvad... så skulle han ikke komme mere til skade nu. Narcissa påtog sig ubevidst rollen som den arrige løvemor der vogter sit kuld.

Med kold stemme svarede hun tøvende Wicked... hvor meget skulle hun sige?

"... she. I don't know... Magic! She tricked me... Can't hurt her or Procella... Reaper... or..."

Narcissa tog et gæt her, det huede hende på ingen måde

"... or your spawn. I'm bound by... magic, blood and word.."

Hadet sitrede i hendes krop og tungerne blafrede med større styrke, som om de forsøgte at gribe frem imod Micha. Men noget holdt dem tilbage... En kræft alt for stor til at Narcissa nogensinde kunne gøre sig håb om at bryde den.

Hun kravlede op og satte sig på knæ ved siden af Az, med armen på hans skulder og med front til det umage par på gulvet. De sorte øjne lynede og de mørke tunger smøg sig om kroppene i sengen.

Da Micha skubbede ud imod Wicked gjorde den lave og smidige dæmon klar til at spring, vippede vægten bagud så hendes fodforsåle kunne sætte af fra madrassen i tilfælde af at det blev nødvendigt.

"How.. unbecoming. A purebred tricked by a human. Well, something a little more than a human, but the point remains. We will have words later, Narcissa."

Wicked hævede den fri hand og daskede Micha over næsen, som en uartig hund, da hun vendte opmærksomheden mod Narcissa. Det fysiske slag i sig selv gjorde ingen forskel, men kraften bag det forplantede sig - ikke kun i kroppen - men videre ind i den afkrog, Micha beboede. De små liv i Procellas mave genkendte den, bød den velkommen med åbne arme og afskar al kontakt til den usynlige parasit.

Hans hånd forlod endelig hendes bryst, men fangede de to hænder der skød imod ham, som om de havde koordineret kampen som en dans imellem dem. Den styrke, Micha havde lagt i stødet, fordampede. Procellas krop nægtede at videregive den, på samme måde som Narcissas forsøg på at skade Micha blev standset endnu før de begyndte.

Wicked smilede koldt.

"Quite mistaken. Not only are the children within mine, but so is she. Every last part of her. Have you forgotten, Micha?"

Grebet om hænderne strammedes og luften omkring dem fortættedes. Wicked lænede sig tættere på, men talte hverken højere eller lavere. Alligevel rungede ordene som tordenslag i lokalet - ikke af volumen, men rå, magisk og bindende styrke. Hvis en tone kunne have en farve, ville ordene have været hvidglødende og frygtindgydende, og samtidigt ubeskriveligt smukke i deres enkelhed.

"And all things that are mine are thine, and thine are mine, and I am glorified in them."

Den dybe stemme talte med en svag accent, fra en glemt tid. Alligevel var det nemt at genkende de hellige ord og en bølge af genkendelse - og smerte - gled igennem lokalet. Hvidgyldent lys lagde sig om de to, fokuserede på de sammenflettede fingre og spredte runer henover deres arme. Følelsen på deres hud var fjerlet, men vægten der blev lagt på deres sjæl - i hvert fald den af de to, der havde en - vejede tungere, end nogen vægt kunne vise. Det var en ubrydelig lænke af hellige løfter.

Wicked hvæsede af indflydelsen på hans egen dæmoniske essens, men smilede alligevel af Michas ansigtsudtryk.

"There are disadvantages to being both sun and moon. They both circle the earth, my sweet. And she has made a home of me, whether you accept or not. Every word binds her - and you. Did I not tell you?"

De mørke øjne flammede blodrødt i det blege ansigt, da Procellas sjæl pludselig lå åben for Wicked.

"You have wandered into my domain."

En kædereaktion skete kort der hjalp Wicks magi på vej og forhindrede Micha i et reagere. Narcissas ømhed overfor hybriden på sengen fik Micha til at tøve. Ikke længe. De fleste ville ikke have lagt mærke til bevægelserne der kortvarigt blev tunge og sløvede, som en film i slowmotion. Da Wicks hånd ramte hendes ansigt, undslap en spruttende lyd hende, og da slaget der ellers skulle have sendt ham flyvende gennem lokalet, blødt blev absorberet og ført mod ham, gnistrede hun af arrigskab.

De rovdyrgule øjne stirrede fra de sammenflettede fingre med dæmonen, op til hans glødende blik og ned til hænderne igen.

"No...no no no....NO NO NO NO! THIS IS NOT SUPPOSED TO BE!"

Det rasende skrig flængede rummet og pigen der kæmpede voldsomt mod grebet, var pludselig ikke andet end en gyldenøjet pige. Frarøvet muligheden for brug af søsterens krop, var Micha menneske, som det altid havde været meningen hun skulle være. Den mørkhårede skønhed kastede hovedet tilbage og skreg sit had mod loftet og vred sig.

Noget rørte sig atter bag de rovdyrgule øjne og fingrende der var flettet ind i Wicks spændte deres greb. Ikke knusende, ikke befriende, men som i en bekræftelse. Et kort skævt smil spillede hen over de fyldige læber. Et smil der var kun for ham. Et smil der blidt markerede de dybe smilehuller i kinderne. Det forsvandt da Micha skreg igen.

"NOOOO! DONT DO THIS! DONT LEAVE ME! SHE DOES NOT LOVE YOU! SHE LOVES ME! SHE LOVES ME! SHE WILL NEVER LEAVE! SHE IS MINE! I WILL NEVER LET YOU HAVE HER! I AM GONNA TAKE HER FROM YOU, EVEN IF I HAVE TO KILL YOU BOTH!"

Et mystisk filigranmønster af lys flettede sig op af Procellas arme, udgående fra Wicks og hendes sammenføjede hænder. Det bredte sig længere og længere opefter. Det voksede ud over hendes bryst og krøb op af hendes hals og ansigt. Michas ansigt trak sig sammen af smerte og hun vred sig under mønsteret hvori runer blev en en del af lyset og sank ind i hende.

...my love...

Stemmen syntes at komme et sted udefra. En hviskende rolig stemme. En stemme der var afklaret og vidende. En stemme der ikke var Michas.

Az mærkede da han blev løftede op og lagt i sengen. Han sukkede *What the fuck.. Am I a ragdoll or something?.. Come on.. I am a man here.. What the fuck happened to let the wounded man have alittle pride?*.

Han sank en klump og huskede på hvordan Narcissa før havde slået ham I gulvet med et enkelt uventet slag I hans svage tilstand. Han hostede lidt blod op da hun holdt ham nede. Han kæmpede svagt i mod i de første par sekunder indtil det gik op for ham hvad Micha og Wick havde gang i. *Fuck me sideways*.

Az kæmpede ikke længere imod og lå bare stille med åben mund og kiggede på det. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Det hele skete så hurtigt. Han blinkede et par gange og der gik lidt tid før han sagde noget ’’I really need to learn magic.. Thats some serious hoodoo ’’. Hans blik blev ført overover må Narcissa, mest af alt for at sørge for at hun var okay.

Hendes spring blev aldrig ført ud i livet. Hun mærkede hvordan alle celler i hele hendes krop stivnede...

I swear not to harm the moon-child, or her offspring, in any way, shape or form if you do not harm me, in any way shape or form.

Ordene rungede igennem hendes hoved, høje og larmende som kirkeklokker. Stemmen var hendes egen... En lavmælt stønnen kæmpede sig ved op gennem hendes strube, alt i hende sydede for at springe på de gule øjne. Men musklerne var som låst fast...

"...don't Micha... get away from him! DON'T, STOP IT, DON'T HURT HIM. WHATEVER YOU ARE DOING STOP IT, BOTH OF YOU! STOP IT!"

Ude af stand til at bevæge sig så hun med forundring hvordan Wicked greb jægeren, låste hende i et fast geb og så... mere magi? I det lille rum begyndte alt at sitre af den voldsomme magiudladning. Narcissas nakkehår rejste sig og huden føltes som blev hun brændt af tusinde små flammer. Gennem halvt lukkede øjne så hun det skinnende og frygtindgydende hvide lys og følte sig sig overvældet i så høj en grad at hun frygtede hun ville eksplodere. Det var tydeligt at hun ikke på nogen måde var vant til den slags magisk udladning... og slet ikke en så stærk én af slagsen.

Da Micha begyndte at skrige blev det for meget for Narcissa. I et dybt støn faldt hun sammen ved siden af Az og holdt sig hjælpeløst for ørene og nærmest forsøgte at grave sig ind i hans armhule. Hun ville bare have det til at stoppe... nu! Ikke mere magi, ikke mere forvirring, smerte og sorg. Hun ville have fred...

Hun hadede magi! Det var en åndssvag holdning, det vidste hun... hun var skabt af det, bruger af det, afhængig af det og så alligevel så bundet af det.

The sun and moon, are sitting in a tree, K-I-S-S-I-N-G....

Børnesangen lød rungende i hendes hoved... flettede sig ind i de voldsomme smerteskrig.

Runerne der gled let henover Procellas hud, skar sig som glødende lænker igennem Wickeds og efterlod hvidglødende striber af ar i de indviklede mønstre. Den gloende hede fra de hellige symbolers sammenstød med hans hud, var så varm, at sårene blev forseglede det øjeblik de blev skabt. På den hvide hud var de kun svage omrids. Det bundløse mørke, der i Procellas krop holdt hendes sjæl, blev i Wickeds langsomt fyldt af det skærende lys.

"I have been more than patient. I have warned you. I have waited years for you to dare take those fatal steps. You should never have come this deep into her. I may not be able to separate her soul from yours, or you from her - but it merely means that I may bind you to me, through her."

"Bound by word, Micha. Bound by oath. Even you can't break the holy bond."

Symbolerne brændte sig ind i hulrummet i Wickeds krop, ætsede mørket og faldt til rette som en lysende kerne. Et øjeblik lyste det ham op indefra, på samme måde som Procella, og de to stod overfor hinanden som væsener af skært, hvidt lys. Mens det pulserende lys voksede i hende, falmede det langsomt i ham.

Wickeds ansigt løsnede sig langsomt, da lyset samlede sig om Procellas ansigt som en glorie.

"Lauren. Do you know the answer to your question now?"

Et svagt smil spillede henover Wickeds ansigt og han bøjede sig for at strejfe hendes læber med sine.

"Stubborn creature."

Han rystede på det blonde hoved og hævede et øjenbryn imod deres to tilskuere.

"Now, for this mess your sister has made.."

Det var ikke mere end en ordløs tanke, der bragte ham det han ønskede. Procella og Micha var måske en formidabel kreation, men sjæle var Wickeds territorie. Hans tilstedeværelse flød blidt igennem Procellas bevidsthed, hev her, nappede der. Da han igen vendte opmærksomheden væk, lå kontrakten for sjælen ikke længere hos Micha - men hos Procella.

Micha hvæsede af dæmonen som en arrig kat.

"This is NOT over! I will find a way! I swear I will find a way!"

Procella svajede kraftigt da lyset fortættedes om hendes ansigt. Micha hensank i stilhed. Hun kunne meget svagt fornemme hende, men for første gang følte hun sig i balance. Det langsomme smil på hendes ansigt der udtrykte den dybe kærlighed hun følte, var næsten pinagtig for andre at se på da det intensiveredes i styrke.

Jægeren vendte ansigtet op mod dæmonen og hævede sig let på tåspidser så hun kunne besvare kysset varmt.

"Scch...not here....not now...I know now. You like me being stubborn. You would not want me any other way"

Hviskede hun mod hans læber og de ravfarvede øjne spillede drillende da deres læber skiltes. Hun blev alvorlig da hun fornemmede de mærkelige bånd der gik fra hende til de 2 overnaturlige væsner i lokalet.

"You..I dont trust you. I will keep the protection untill I am sure you want hurt me or my children. Your love..."

Hendes blik gled til halvenglen

"I dont understand the love you have for him...but i cant break the bond you made. However...I have something i would like to give back...if you will receive my gift for you?"

Procella rynkede forvirret sine bryn. Hvorfor dælen talte hun så underligt? Hun lød som noget fra et gammelt teaterstykke? Hun frigjorde hænderne fra Wick og gik over mod sengen med fremstrakte hænder, hvor håndfladerne vendte opad. Lidt forvirret og søgende kastede hun et blik over skulderen på Wick, da hun sank ned på sengen ved Azuriels side.

"Will you receive my gift?"

Procellas fremstrakte hænder begyndte at gløde med samme lys som hendes ansigt kort forinden havde blændet med, men denne gang virkede det meget mere afdæmpet og kontroleret.

Az holdt Narci ind til sig. Han sad bare og kiggede op denne Dæmon der mestrede magiens kunst så meget. Han aede blidt Narci. Han kiggede ned på hende og sagde beroligende til hende ’’ Calm down.. Its all over.. He won.. He did it ’’.

Az kiggede forundret på Pro da hun satte sig ved siden af ham. Han fik et stort smil på hans læber. ’’ I am glad to see you are back Pro ‘’. Han var faktisk ikke sikker på om det var Pro. Han kunne se det ikke var Micha. Men hende her mindede heller ikke helt om Pro og hvis det var så havde hun ændret sig meget. Han rakte sin hånd frem imod hende for at give hende hånden. Han vidste ikke hvordan sådan noget Hoodoo virkede. ’’ Of course Pro.. Any gift from my mentor is a welcome one ’’. Han grinede svagt og hostede lidt.


Han kiggede over imod Wicked og nikkede ‘’ Thank you.. You.. I.. How can i ever thank you for saving us all.. I mean.. I must admit.. I though you were some evil fuck.. But now that I have meet you.. I kinda wished my own dad was like you.. I mean.. Your going to be a great father.. The things you did for your familie.. I.. I wish I would one day be half as strong as you, so I could do the same was it needed of me ‘’.

Som ved et trylleslag blev verden et bedre sted at være. Den ulidelige trykken for brystet og den brændende fornemmeles forsvandt som dug for solen. Kun bittesmå krampende spændinger i Narcissas krop, vidnede om den prøvelse det havde været at overvære den voldsomme magiudladning Wicked og Procella havde præsteret.

Den spinkle dæmon lå som en ubevægelig og ubetydelig klump i sengen, klemt helt tæt op af hybriden. Hendes åndedræt var tungt og kroppen dækket i et tyndt glinsende lag af sved. Langsomt hævede hun hovedet og matte øjne flakkede mellem Wicked og Procella gennem fugtige totter af mørkt hår.

Den rolige stemme der kom fra jægeren startede en lavine af tanker i Narcissa. Øjnene viste tydeligt hendes forvirring og hjernen inde bag kæmpede for at finde hoved og hale i situationen.

I de næste tre sekunder skete der en forandring i dæmonen. Hendes ansigt gik fra tydeligt at vise forvirring og afmagt til rent stål. Ansigtet kunne lige så godt være skåret ud i klippen. Havde det ikke været for de svedige hårtotter og den heftige blæsebælg i hendes bryst ville intet kunne vise hvad hun tænkte eller følte. Hun satte sig op idet Procella nærmede sig og stirrede blot på kvinden. Observerede hendes mindste bevægelse... var atter agtsom, for Az' skyld.

Hvad var det der havde ændret sig ved jægeren? Ingen underliggende vrede..? Blikket var roligere end Narcissa nogensinde havde set det før. Straks slappede den lille skikkelse i sengen mere af, åndsfraværende lagde hun hånden på Az' mave, øjnene blev matte og blikket så nu spørgende på Wick. En stille bøn om en forklaring...

Et halvt ondskabsfuldt, halvt forførende smil gled henover Wickeds læber. Da Procella trak sig tilbage, sænkede han hovedet og strejfede de kølige læber imod hendes hals, lige over pulsåren.

"I want you in every way."

Åndede han lavmælt imod hendes hud, med en tone der gled henover - og igennem - hende. Fornemmelsen var som af silke gnubbet imod indersiden af hende, i hulrum der ikke burde eksistere, af en hånd der kendte selv den mindste detalje om hendes krop. De små liv i hendes mave faldt til ro under berøringen. En noget særpræget og invaderende fornemmelse, der syntes at følge med sammenblanding af dem.

"How typical. I give you a perfectly willing soul, and what do you?"

Han sukkede teatralsk og rullede opgivende med de mørke øjne, men tog alligevel de to skridt hen til Procella og stillede sig bag hende. De store hænder lagde sig blidt på hendes skuldre, og da Azuriel greb hendes udstrakte hænder, lukkede Wicked øjnene og søgte ind i kvinden foran ham.

"Blood, magic, word. Using all three is so messy. Excuse me, Princess. I don't want you to end up with any wayward remnants or traits from a certain someones sloppy work."

Wickeds essens skubbede sig igennem båndet, ind i Procella, som en flod bryder en dæmning og fyldte hende. Det nye bånd imellem dem, tillod tydeligt en komplet overtagelse og manipulering, højst sandsynligt begge veje. Men lige nu var Wicked den der havde erfaringen, og det var ham der styrede showet. Runerne på Procellas hud gav et skarp lysglimt, da Wicked skilte Azuriels sjæl fra hendes egen. Øjenlågene gled op igen ved Azuriels ord og et mørkt øjenbryn hævede sig. Hans blik skiftede let til Narcissa og hans vanlige underholdte smil overtog læberne.

"And this is the one you have chosen? I do admit that the essence of him is rather interesting, but could you not have picked something with a few more pieces to move arou-"

Wicked standsede sig selv og kastede et blik ned på Procella. Han overvejede tydeligt et halvt sekund, før han trak på skuldrene.

"On the other hand, who am I to say. I won't help you with this oath of yours, my little Muse. I do trust that you would consider my spawn before you strike, but I know your temper. And of course, this should be a suitable lesson for attempting something quite above you. I will teach you how to break it, though."

Wicked trak sig fri af Procella og lænede sig frem, for at stryge en lok af Narcissas hår tilbage fra hendes ansigt. Det blide, let faderlige smil, matchede ikke helt fornøjelsen i hans stemme - men det var en start.

"I suppose it will only take you a few years. If you work very hard at it."

Den store hånd klappede Narcissa let på hovedet.

Procella smilede svagt da hun fornemmde Wick bag hende, i hende. Da han ledte og guidede hende. Alligevel var fornemmelsen af ham i hendes inderste en så uvant og provokerende fornemmelse at hun blottede tænderne svagt i protest.

Procella fingre lukkede sig om Azuriels og det glødende lys gled fra hende, og over i halvenglen. Det lyste kort op i hans øjne da hans sjæl gled tilbage i ham og fandt ro hvor den burde være. Procella gav dog ikke hybriden ro til at tænke eller komme sig oven på oplevelsen.

Den fri hånd der ikke var fastforankret med hans egen, svingede ud med en overnaturlig styrke og hurtighed, for at smadre ind i siden af halvenglens ansigt. Det var en kæberasler af dimensioner. Procella brugte sit greb i hans arm til at trække ham helt tæt ind til sig så deres ansigter var en håndbredte fra hinanden.

"If you...EVER...even THINK of selling your soul, or letting someone eat it because they are a little...hungry, or have boobs, or what the fucking hell is your deal, i will rip your spine out your goddamn stupid mouth! Maybe that will make you shut up for once!"

Hun vendte sig lynsnart mod Narcissa

"and you! I dont care if you are his god-daughter! Niece, or a dancing bear! If you EVER try to take his soul again I am gonna end you! Got that?! And stop binding your ass to promisses all the time! Are you both completely insane?! God!"

Procella rejste sig abrupt fra sengen og lavede en frustreret bevægelse

"...like working with landmines...fucking children...so stupid...."

Procella mumlede en masse rasende for sig selv, og en del af tingene var knap så pæne

...great...the bitch have to stay in my life...for years...you better stop touching her, or i am gonna rip that arm of your shoulder Wick...

Procella bed hidsigt tænderne sammen og vendte ansigtet bort fra scenen foran hende. Hendes kæbemuskel arbejdede krampagtigt. Hun var ude af ligevægt. Wick havde...og micha var...ekkoet af den berøring hun havde indeni af alt for mange sjæle og magiske strømninger fra halvenglen, den kvindlige dæmon, og de 4 liv, samt Wick og Micha fik hende til at vende rundt.

"Play house for all I care...I am leaving!"

Chocket af alle de ting der var sket begyndte langsomt at forplante sig i hendes krop til en næsten synlig dirren. Hun kunne ikke klare hvis de skulle se hende sådan. Hun var rasende, forvirret, såret, jaloux, afklaret, følte sig elsket og forrådt, fyldt op og alligevel alene. Blandingen og magien der stadig glødede under hendes hud tog pippet fra hende. Procella snurrede rundt på hælen og tog flugten ud af soveværelset. Først var det med faste og rasende skridt, men til sidst halvløb hun og forsøgte egentlig bare at få lagt så meget afstand mellem sig selv og de 3 andre som muligt, før de forstod hvor udsat og sårbar hun var.

Az mærkede magien da deres hænder mødtes og han kunne mærke at hans sjæl vendte tilbage til ham. Det hulrum han faktisk først følte jo at han havde haft før var væk. Et sagligt smil kom frem på hans læber. Det blev dog efterfulgt af et ordentligt slag i ansigtet.

Az faldt ned i sengen og tog sig til sit ansigt da hun slap ham. Han kom med et smertestøn og spyttede lidt blod op. *Fuck me sideways*. Det var sku altid ham det gik ud over. Alle andre fik klap på hovedet og smil. Han fik slag. Sådan var hans held bare. Han var dog glad for den måde Narcissa var overfor ham på. Det gav ham da lidt styrke.

Han blev bare liggende denne gang. Han skulle sku ikke rejse sig og lege helt lige nu. Nu var det ikke kun kroppen han havde ondt i men også hovedet. Han var bare glad for at hun ikke havde slået nogle tænder ud på ham. *Heh.. I was alittle lucky*. Han lagde ikke engang mærke til at Pro gik. Han blev bare liggende og ømmede sig. Dog kunne han ikke lade være med at tænke på hvad han lige havde set.

Lyset fra Procella der arbejdede sig ind i Az varmede hende indefra og ud. En ubeskrivelig glæde overtog kroppen, men den var for træt og for udmattet til at kunne udtrykke den.

Med sløvet sind efter magiens overgreb så Narcissa ind i Wicked mørke øjne. Hans ord lød klart, men det var som om at hun ikke fangede dem lige med det samme. Idet hans hånd klappede hendes blidt på kinden hørte hun en hul lyd da Procellas næve ramte Az' ansigt.

Et instinkt i hende bød at bevæge sig. Men de magiske rænker låste hende fast lige dér hvor hun sad. Den eneste trøst hun kunne finde var de skændende ord der lød fra jægeren. Hun havde lyst til at smile... og hun havde lyst til at græde.

De matte øjne fulgte Procellas exit og gled så tilbage til Wickeds skikkelse.

"Sorry uncle..."

Det var en hvisken, en næsten uhørlig udånding.

Wicked havde allerede trukket sig en smule tilbage fra gruppen, før Procella vendte sig om, så han var uden for rækkevidde af den arrige jæger. At han ikke var i vejen, lod til at være nok til at undgå, at han også fik et fur med, da Procella fik afløb for sine frustrationer. Han så fornøjet efter den lille kvinde, da hun stormede ud af lejligheden og de mørke øjne spillede af indestængt latter.

"Such a temper. But what is one to do?"

De blonde hoved rystede sig let og han blinkede skælmsk til Narcissa.

"Don't worry, my sweet. She has never been very good at adjusting, but she'll calm down, in due time."

De slanke fingre sneg sig ind under hendes hage og tiltede blidt hendes ansigt opad, så han lettere kunne bøje sig og strejfe hendes kind med sine læber.

"Give me a call later, there's a good girl. You can ask your questions when you have collected yourself."

Han trådte tilbage og de mørke øjne gled bedømmende henover Azuriel. Båndet flammede kortvarigt op - fra Wicked til Procella, fra Procella til Narcissa og fra Narcissa til Azuriel. Det var en svag fornemmelse, i forhold til den invaderende tilstedeværelse Procella havde været igennem, men alligevel nok til at kunne bemærkes. Wicked hævede et øjenbryn svagt og så tilbage på Narcissa.

"Interesting indeed."

Det skælmske smil spillede over hans ansigt igen, før han vendte sig og forlod lejligheden.

Udmattet lagde Narcissa sig tæt ind til Az. Hendes hånd søgte efter et sted på hans mørkbankede krop, hvor den ikke ville forvolde sig skade og lagde sig til sidst tilrette på hans hofte. Det eneste hun fik over sine læber inden søvnen greb hende var

"...sleep."

De næste par dage gik med at forsøge at holde Az i sengen. Det var en sej kamp, men hun var stærkere end ham og med beslutsomhed, fysisk styrke, skænderier og putning lod det sig gøre. Hun sørgede for at bestille usandsynlige mængder mad til ham og søde sager til sig selv.

Az blev ved med at fable om at hunte... nix!

Men på andendagen blev hans evige klynken for meget for hende og med rasende mine forlod hun lejligheden. Så kunne han fandme passe sig selv kunne han! Hun forsøgte jo for helvede bare at sørge for at idioten ikke kom endnu mere til skade... eller gik ud og fik hovedet revet af af den første og den bedste fanger.

"Fine... then be by your self. But don't you dare go hunting... I'll call your mentor and let her rip your throat out!"

Med et smæk havde hun forladt lejligheden.

Ikke mange husblokke senere havde hendes jagtinstinkt opfanget den unge mands duftt; sød, frisk og sommerlig...


((Fortsættes her: http://deploratus.heavenforum.org/t6720-too-little-too-late-v-n-privat ))