Almost girls only (Pro+Wick)

Procellas ansigt blev en smule stift ved Narcissas ord.

"Yeah...toy..."

Mumlede hun gentagende. Et mørke farvede blikket og hun så ud til siden og ind i de spillende flammer.

...wait...how does she know her?

Procella så langsomt tilbage til dæmonen. Hun sugede det skælmske smil ind, de spillende øjne. Det skar i et eller andet dybt i jægeren da tvivlen begyndte at vride sig som et dyr i hendes indre. Hvad *var* Porcelain for Wick?

"...lucky indeed..."

Svarede hun lavmælt, men noget i hendes betoning sagde at Procella vidst overhoved ikke følte sig specielt heldig lige nu.

...you are nothing...
...One does not have to love, to lust...
...you are broken...

Procellas hænder dirrede svagt og hun greb om glasset med begge hænder i håb om at den lette rysten ikke blev bidt mærke i

"Micha...She never plays fair. Never plays if she does not feel she is going to win. She..."

Procella så ikke op på dæmonen imens hun talte

"She dont care...she never did. She dosnt feel pain while in me. We used that when younger. She took over so that I could sustain more. When you dont feel pain, youe body can do the most unimaginable things. The stuff she made me do...If I could just..."

Der var en længsel og en udefinerbar idolisering i hendes stemme. Hvis hun vidste hvordan Micha gjorde. Hvad Micha brugte. Hvor fænomenal en jæger ville hun ikke være?

Narcissas mørke øjne fulgte de bløde læbers bevægelser da Procella talte. Sætningen hang ufærdigt ud i rummet et stykke tid før dæmonen samlede den op.

"... do not. I mean, really, I should not care. But... something tells me that nothing good will come of it. She is her, and you are you... Do not mess it intentionally... not for the joy if it... not for..."

Narcissas ord gav mening i hendes eget hoved, gjorde de også det for Procella? Hendes ansigt blev spørgende under masken af køligt had. De mørke negle fangede blidt lyset da de fandt en flig af kjolen at lege med. Hun sukkede, drak en slurk og henfaldt igen i tavshed.

Det var faktisk helt okay at sidde lige her, lige nu... bare og være stille sammen med jægeren. Hun seng sig til et længselsfuldt blik imod døren. Mon han snart ville komme? Han kom vel når han kom..?

"But... who is she? I mean... every logic sense tells me that you should be hospitalised in a madhouse... still. There is something else... I wonder, who is she? What is she to you... and why do you fight the same body?"

Det var tydeligt at hun godt vidste der var mange spørgsmål. Der lå en tydelig uudtalt tilladelse til at affædige spørgsmålene. En høflighed Procella ikke havde vist dæmonen tidligere da emnet var faldet på hendes bekendtskab med Wicked.

Procella sukkede og hævede blikket. Hun lod sine øjne fange dæmonens og holdt hendes blik.

"If I tell you. You have to make me a promise. You have to promise not to tell Az. He is on a fucked up mission to save the world, and somehow he got himself convinced that i should be on his list."

Der kom et stresset udtryk i Procellas ansigt og hun fnøs irriteret

"He is so full of himself. So goddamn stupid. Arrogant in his believe that nothing could ever bring him down. I do not want to be the one who is guilty if that. So if I tell you, you have to promise me you want tell him. Please?"

Hun havde talt sig varm og vred, men ved det sidste ord gik luften af ballonen og de ravfarvede øjne var næsten fortvivlede.

"And if you want him to live...you make him think of something else than...the information I gave him...dont ask, im not gonna tell you. I dont think you can keep your tongue in rest if Wick asks, so better safe than sorry. Just..."

Procella gned sig i panden og fugtede læberne let. Det var noget forbandet rod alt sammen.

Narcissa skar en grim grimasse ved Procellas ord. Flere løfter? Flere magiske bånd? Hun fnyste irriteret og viftede afvigende med hånden.

"Promises? Oh... how I hate them!"

Hendes bliv blev mat og hun stirrede irriteret og lettere fortvivlet på Procella. Åh hvor ville hun gerne vide dette, hvor ville hun gerne have svar.

...so the cat dies of curiousity...

"I am indeed intrigued by this. I would love to know... But... I do love Azuriel, and I can not betray him. I will not keep secrets from him. Not any more. I do hope that you understand how much he means to me?"

Hun sukkede og himlede lettere påtaget.

"Yes... his erhm, ego is quite a burden upon himself... and me. But know this; he only fights for the ones close to him... There is nothing evil in his knightly wish to safe you. And I can not lie to him... I will not. So you have to excuse me, but I can not fulfill your wish. Though I really would like to know."

Blikket var fyldt af en dyb varm omsorg for Az, et snert af irritation over at have sagt nej til denne information og bøn... bøn til Procella om at forstå frustrationen i hendes ord.

"Something tells me... that you know more of the confusing love than I."

Procella smilede sørgmodigt og rystede let på hovedet

"It is not to lie to keep this from him. And why is it bad to keep a truth from someone of you know its gonna kill them?"

Hendes blik var intenst nu

"Well...we will just have to let it rest there I guess. I cant risk you telling him, and him getting killed"

Procella sukkede og stivnede så. Hun vendte hovedet med et ryk mod Narcissa og sprang op fra sofaen. Et et spring var hun ovre ved dæmonen og rakte halvt ud efter hende, men lod hænderne falde på halvvejen.

"You! Unless! I CAN! If you tell him, you know he will react! And if he does he will get killed..and...and that...that would harm me! and my children! He is to be god-father! He CANT die! You are bound by not hurting us!"

Procella fik et vildt begejstret udtryk i ansigtet som hurtigt veg for usikkerhed og tvivl

"Dont it? Does it work like that? Can we twist it? In that way you will not break anything to him, but still...damnit...i HATE magic! Come on! Help me out!"

Procella lignede en der kunne finde på at begynde at ruske i dæmonen foran hende lige om lidt. Der var noget usigeligt komisk over hendes ivrighed og frustration ved at prøve at tvinge tankerne ind på de snirklede baner magien fulgte og den måde man kunne forme den efter ønske på.

Kvindens spring satte en kædereaktion i gang i dæmonen. Først ville hun flyve op og flygte, i et spiltsekund fik hun overvundet instinktet. Kroppen gav et spjæt af de mange beskeder på én gang.

Hun var på spring, men nåede aldrig at tænke tanken til ende... om hvordan hun hurtigst muligt kunne slippe bort fra det angreb Procella måske ville udføre. Jægerens tale mildede muslkerne under huden og kæbens straming blev lettet en smule.

"I don't know... I mean. I do not know what it is you are about to tell me. Therefore I can not tell you how it works. I guess it depends on the gravity of your tales. If it is serious enough... serious enough to get Azuriel to do something devestating and hurt you... I guess you are right. But unfortunatly... I do not know until you tell me."

Et trist smil prydede Narcissas læber. Hun var ikke helt sikker på at hun rent faktisk ønskede at vide besked. Hun følte sig splittet... Men... det var jo rigtigt nok hvad Procella sagde? Hun ville ikke bryde et løfte... ej heller lyve for Azuriel.

...and so curiousity killed the cat... and it's kitten...

Procella bøjede hovedet let og tænkte så det knagede. Så nikkede hun bestemt.

"It would. He would try to find her, and kill her, and if he did...that would harm me, and the children. This is so...why did I not think of this sooner?"

Hun blottede irriteret tænderne over at være så langsom i opfattelsen. Se det var præcis sådan noget her hun havde brug for Micha til.

Hun satte sig bedre til rette over for Narcissa. Ivrigheden og glæden svandt ud af hende, som dug for solen. Hun blev dødsens alvorlig og varsom da hun nu skulle tale om hende for alvor.

"Micha is...well..."

Procellas ansigt afspejlede meget tydeligt hvordan hun forsøgte at starte på sætningen. Ombestemte sig. Formulerede den om i hovedet, for derefter at kassere den nye vending også.

"she is..me? But not...a better me. Stronger me. And...she is not me at all..."

Procella trak vejret dybt ned i maven og holdt vejret et meget langt øjeblik før hun pustede ud imens hun fangede dæmonens øjne.

"She is...my..Uhm...Twin..."

Procella så meget forsigtigt på Narcissa og holdt ubevidst vejret imens hun afventede hvordan informationen ville blive modtaget.

Narcissas ansigt havde lagt sig i alvorlige folder, der var ikke skyggen af det tidligere smil. Hun betragtede med mørke dybe øjne kvinden imens hun tale. Procella emmede af følelser og dæmonen forsøgte langt inde bag panden at kategorisere disse.

Et langsomt og eftertænksomt nik fulgte da hunteren pausede sin tale. Ansigtet talte sit tydelige sprog. Hun var undrende, nysgerrig og samtidig påpasselig, næsten som var hun bange for den viden hun var ved at tilegne sig.

"Your twin? I... I do not know much of magic, but I guess that you are embroiled in it? Is there any other explanation to this? Your twin... yet a part of you?"

Dæmonen tiltede det skarpe ansigt og det dybe blik så direkte ind i Procella. En følelse af sammenhørighed strejfede blidt og nænsomt de to kvinder, fra Narcissa gennem Azuriel, til Procella og forgrenede sig til Wicked. Den metaforiske tråd var tynd og fin... skrøbelig, men den var der. Deres fælles historie var knapt begyndt, dog den lovede den ordløst mere.

Et dybt suk slap dæmonens læber, men blikket slap ikke Procellas, end ikke tillod det et blink.

Procella sukkede lavmælt

"Yeah...twin..."

Gentog hun og så træt ud

"You know the thing some twins have? One gets injured, the other one cries out? One is sad and the other one makes a call without knowing why? Finishing words and sentences...take that, and multiply it with...like...a billion"

Procella fik spontant gåsehud over det hele selvom lejligheden var dejlig varm og ildren knitrede lystigt.

"She knows stuff she could not possibly know. She can do things. Bind others. She is fast and dangerous. And she has no..."

Procella gøs og gned armene i den sorte kimono. Kulden havde ikke noget med temperaturen at gøre.

"She have no soul. No feeling of right and wrong. She is forever a child, locked in a grown ups body. Angry at the world, hateful of me. Hrm...Narcissa. Tell me one thing. Why does she fear your pendant? What is the pendant? I have seeen flashes. Gold around your neck. But you do not wear anything? Is that a game too, or is it real?"

Procellas blik blev forsigtigt og hun lænede sig en smule tilbage og fik et lettere mistænksomt udtryk i ansigtet

"Oh... yes she told me that you would not remember."

Narcissas blik flakkede kort for atter at vende tilbage til de ravfarvede øjne. Fingrende legede over den bare hud lige i kjolens kantskæring. Hun konstaterede uden overraskelse at den ikke var der. Amuletten hun havde fundet på jorden ved siden af hendes faders lig. En patron sat i en lang kæde.

"She said that..."

Ordene blev stoppet som ramte de en mur. Dæmonens øjne spærredes op i et forskrækket blik. En lydløs kamp blev kæmpet mellem hendes stemmebånd og hun mærkede hvordan kroppen blev låst fast.

Magien gjorde atter sit indtog. Det løfte hun havde givet Micha blev overholdt, og Narcissa havde intet andet valg end at acceptere. Hadet gnistrede ud af det mørke blik og luften omkring hendes krop fortættedes.

"Oh she sure knows how to play..."

Ordene blev spyttet ud og stemmen var hård af foragt. Narcissas lod en hånd gnide over sin kind og rystede så hårdt på hovedet.

"I can not tell you Procella. I a bound not to hurt you... and my words would... well, they would lead the way I guess."

Hun var rasende og lagde ikke skjul på det. Rasende på Micha... hadede ikke selv at kunne bestemme hvad hun gjorde og hvad hun sagde.

"I can not tell you... you will have to ask her you self."

Procella slog rasende en hånd ind i det hvide læder

"Oh come on! How the hell could a pendant hurt me! That is not fair Micha! Goddamnit!"

Procella rejste sig rastløst fra sofaen og begyndte at gå frem og tilbage.

"I dont do magic...Its too...much. Too...complicated. I get angry and impatient. But some thing I can do. You know...when I met Wick...James...god...I Actually shared blood with a flesh-golem. Not my finest hour. Oh, and got chewed up by a hellhound. That was of course after that very very awkward moment where i accused James for being into blond bimbo's"

Varmen gled op i hendes kinder ved mindet om hvor paf hun havde været ved at få smidt kendsgerningerne i ansigtet.

"But...if she can...would it not be logic to think it works the other way too? If she can reach me, I can reach her? Like a...phone...I should be able to. Right?"

Procellas stemme blev lavere og lavere imens hjulende begyndte at snurre bag hendes pande

Hadet blev dæmpet en smule, ikke fordi det forsvandt, men fordi hun fandt trøst i at Procella var mindst ligeså frustreret som hende selv. Den fortættede luft omkring den spinkle og belge krop nærmest udåndede om sig selv og fladede ud til blot at bestå af virkelighed og penthousestue.

Hun så tænksom ud, som hun sad dér med et halvfyldt glas i hånden og det ene ben lagt over det andet. Hun havde strakt den frie arm og lagt det langs sofaens ryg imod det kølig læder.

Flesh-golem? Hellhound? Procella og Wickeds historie lød næsten til at være endnu mere kaotisk og vild en den Azuriel og Narcissa havde sammen. Af én eller anden grund havde de en vane for at den ene altid kom grueligt til skade når de var sammen. Men de havde dog aldrig leget med golems eller andre vcæsner af dén art.

Atter ramte mindet hende om dén aften. Hvordan kroppen havde været så smadret at hun var mere død end levende. Azuriels ord i hendes øre og begæret... begæret efter at nå den skide mur.

En ufrivillig kuldegysning fik hendes krop til at sitre og hun rykkede sig en centimeters penge bedre til rette i sofaen.

"I still do not understand. If she is your twin? Where is her body? Did she ever had her own body... and what are you? Definitly not human, but I can not figure what."

Øjnene var atter nysgerrige grænsende til det barnlige, men alligevel var der en ældet alvorlighed over dem. Stemmen fortsatte i en lettere opgivende tone

"I do not know magic eighter. Guess we have soomething in common there... But. Perhaps. I guess it might work. The question is... is it worth it? I mean... look how it turned out the last couple of times she was here."

Procella så skarpt på Narcissa

"Cut it out. Im not stupid. Im pregnant but not stupid. Im not gonna tell you where she is. But yes. She has a body. She just...she is special. So she runs. And she enters...me..."

Procella stod tavs nogle lange sekunder. Hun ville sige at Micha var låst inde i sit eget forkvaklede sind, og at søsteren havde vendt sit had mod verden i stedet for at arbejde med sin skæbne.

I pomised her...

Procella blegnede og vaklede pludselig midt på gulvet

I swore to get her out...and she did...she will never leave...I offered her...and she took it...

Procellas ben føltes bløde som budding og hun vinklede kort kroppen før hun tungt dumpede ned at sidde

"...bloody hell..."

Mumlede jægeren lavmælt

En lang arm fulgte Procella ned i sofaen igen. Den blev trukket tilbage imod Narcissas krop, så snart den gravide kvinde sad solidt plantet.

"It was never a question about the exact location. But... if she was psysical, or only a part of your mind and body."

Dæmonen kiggede indgående på den tavse kvinde i sofaen.

"Hey... don't pass out on me here."

Et smil spillede kærligt drillende om hendes læber. Hun drak i grådige slurk af glasset, for at bruge stilheden og sekunderne der gik på noget.

"Maybe it is not for me to understand. And perhaps that is for the best... I can not tell Azuriel what I do not know, now can I?"

Igen mødte de mørke øjne Procellas blik og forsøgte at hægte sig fast, ikke invaderende, men bestemt

"You never answered my question. What are you? Sorry, let me be polite..."

Med et legesygt udtryk rakte hun en bleg arm frem imod Procella og ofrede hende hånden. Smilet var drillende men venligt.

"My name is Narcissa, I am a demon, I have a passion for souls and I was born around the time when Scottish settlers arrived at Pictou Canada."

Procella nikkede samstemmende til Narcissas proklamering om Az. Det var vel rigtigt nok?

"Oh stop it...im not gonna pass out im just feeling. A bit lightheaded. I remembered something. I have to talk to Wick about the bond. Crap...Bloody hell. He is going to be so pissed..."

Det sidste lød halvvejs som et klynk. Hun blev nærværende i blikket igen og skar en grimasse.

"That sounded lame right...i just hate when he scolds me. I feel this tall"

Hun holdt en hånd ned mod gulvet for at illustrere en meget ringe højde. Hun betragtede Narciaas hånd og hendes øjne søgte dæmonens. Hun hævede et øjenbryn tøvende, men så bredte der sig et langsomt dovent smil og hendes øjne glitrede af humor og en slags nyfunden respekt for kvinden ved hendes side.

"Pleasure. Im La...Procella..."

Hun forsøgte. Hun vidste dæmonen kendte hendes navn, men det var FOR intimt for hende at bruge det, og skulle høre det på læber der ikke var hendes elskede.

"I am a enigma...sorry. We dont know. We are trying to figure it out. I have a passion for..."

Procellas ansigt nærmest flækkede af det brede, flabede grin der markerede de dybe smilehuller som så få folk faktisk så.

"for your uncle. Mh-mh. Besides that my hobbies are polishing my weapons, long walks on the beach, and killing abnormals. My future goals are winning the lottery, survive the birth of my children, and live happily ever after. But i guess i have more chances in the lottery then"

Hun blinkede til dæmonen og tog hendes hånd og trykkede den varmt. Var det her begyndelsen til et smukt men komisk venskab?

"Pissed?"

En blid og boblende latter slog blidt omkring dem i rummet efter Procellas forklaring om hvor lille hun følte sig overfor den skændende Wicked.

"Oh... it is not hard to imagine... at all. My Godfather is very charismatic indeed."

Narcissa gengældte håndtrykket i en blød bevægelse, holdt hånden lige lidt for lang tid for at det bare var et høfligt håndtryk med en fjern bekendt. Øjnene funklede af latter og et smil krængede de dybrøde læber tilbage om de hvide tænder.

"I would take my chances on the lottery. Oh my dea... I mean Procella. I never thought that we would sit here like this... ever. Guess that she did not see this consequence of her little game, huh?"

I en stor slurk tømte hun glasset og smilede skælmsk til den gravide jæger, et smil der ville kunne få de fleste almindelig mennesker til at blive bløde i knæene.

"What faces on the two men if they only knew..."

Atter lød den perlende latter.

Procella boblede over af grin

"Screw his charisma. I dont fear a little charm or silver-tongue."

Its the eyes...I feel him burn inside me...And although it hurts I would rather satisfy myself on his anger, than live without him again

Den blotte tanke fik det til at vride sig i hendes bryst, og stressen sendte en bølge af bevægelse hen over hendes udspilede mave. Procella lagde en hånd mod maveskindet og gispede let.

"Please...I need more blood. The fridge"

Hun sendte dæmonen et let bedende blik, men måtte koncentrere sig fuldt om maven da endnu en bevægelse gik igennem den plagede bug. Procella pressede begge hænder hårdt mod maven

"Sccch...Im sorry. It is not going to happen"

Procella begyndte desperat at nynne rustent for sin mave imens hun strøg den let og lukkede øjnene. Hvis ikke de faldt til ro måtte hun bede til de højere magter om at hvad end ærinde han var ude i, ville det bringe ham hjem igen snarligst

Dæmonens øjne kørte op og ned over Procella. De voldsomme skvulp under huden på den udspilede mave fik det næsten til at vende sig i hende. Men det var dog ikke så uhyggeligt et syn, som det havde været sidst... da jægeren lå på et sygeleje, helt mørk og blålig i huden.

"Please, do remind me never to get pregnant... uff..."

Hun rejste sig i en adræt bevægelse og gik imod køkkenet. Det let skinnende mørkeblå kjolestof smøg sig tæt til den spinkle krop og afslørede en bar, mælkehvid og elegant buet ryg. Det var lige før den synlige rygrad grænsede til det sygelige... men også kun lige før.

"You want blood? How about a snack?"

Der var ikke andet i køleskabet en nogle blodposer og fint indpakkede stykker af kød med en kant af procelæns hvid hud. Narcissa smilede ved synet og følte hvordan hendes tænder løb en smule i vand... ikke meget. Kød skulle helst være friskt.

Et suk slap hendes læber. Friskt kød... hun havde ikke spist kød siden dén aften. En stædighed stærk som en okse sparkede tanken ud af hendes hoved.

Hun rettede sig op og kiggede på jægeren i sofaen, stadig med en hånd på køleskabslågen.

"How nice it would be if my man prepared the fridge for me like this."

Et lidt sørgmodigt smil lå og hendes læber.

"M-hm! Just be quick about it!"

Hendes stemme var en smule forpint. Okay. Ikke noget med at tænke på at leve uden Wick igen. Hun havde fanget vinket med en vognstang...selvom vognstangen havde skulle smadres ind i hendes baghoved, og blotlægge den meget lidt flatterende omgang blævernde havregrød hendes hjerne åbenbart var.

...okay...bound to Wick by love...bound to Micha by word...jesus....why dont i just post an add in the paper. Knocked up hunter seeks willing freak to bindings, torture, and general discomfort...bloody idiot...

Procella gispede halvkvalt da smerterne sænkede sig og et kraftigt pres lagde sig omkring hendes bækken.

"Im really sorry to have to be this...oh fuck it...get your ass in motion or ill go into labour! I think im having somekind of contractions here! MOVE demon! I know you can!"

Procella jamrede svagt og lod sig glide ned på gulvet så hun kunne presse lænden mod den kølige flade under hendes ryg. Muskelsammentrækningerne sendte hvidglødende jag gennem hende.

Not yet...its too early...please...

Procellas lettere paniske og bitre stemme satte gang i dæmonens bevægelser. Lynhurtigt trak hun en blodpose og et stykke kød ud af køleskabet. Døren havde knapt lukket sig før hun stod foran Procella.

PLEASE... don't go into labour now!

Narcissas ansigt var om muligt endnu mere panisk end Procellas og med febrilske fingre flåede hun plastikken af kødet og rakte det frem imod kvinden der nu lå på gulvet. Den anden tilbød Procella en blodpose.

"... here... eat... don't. You have... fuck! Where's Wick?"

De mørke øjne så med rædsel imod maven og gled så længere ned. Et glimt at afsky og ren skræk viste sig i hendes øjne ved tanken om hvordan blodindsmurte børn kunne kravle ud af hunteren hvert øjeblik det skulle være. Hendes stemme var spinkel og luftig

"...please... not more births. I've had enough this week allready..."

Selv i sit angstfulde og forpinte stadie gloede Procella op på Narcissa med en panderynken og forvirring malet i ansigtet

"What? Are you playing midwife or something? Arg!"

Procellas ben gled fra hinanden da trykket mod hendes bækken fik det til at føles som om hun skulle sprække på midten som en overvarmet pølse på en sommergril. Hendes febrilske fingre greb om blodposen, og alt hvad der hed fine fornemmelser var kastet over bord. I stedet for at forsøge at fumle med lukningen, knaldede hun de skarpe tænder sammen rundt om det ene hjørne så hun perforerede posen. Det kolde blod fossede ind i munden på hende.

Blod løb ud af hendes mundvige og ned af hendes kinder, imens hun krampagtigt forsøgte at sluge så store mundfulde af gangen det var hende muligt. Med den fri hånd greb hun om Narcissas og lagde den mod sit skamben så dæmonen hånd pressede opefter på den tunge mave. Narcissa kunne derfor tydeligt mærke da en hovedform blev presset mod Procellas skød

"I dont know! This is wrong! Too early! Bloody bastard! I am NOT doing this without him! If i am going to die from giving birth, he is going to hold my hand all the way, and the last thing i want to hear before i let go, is the biggest apology known since creation of fucking time!"

Procella vred sig med et skrig på gulvet, og fik fumlet kødstykket til sig.

"DO something!"

Skreg hun rasende og pinefuldt til dæmonen der lod til at være gået helt i baglås.

Hvis ikke det havde været for overraskelsen, så havde hun helt sikkert flået sin hånd til sig. Istedet så hun som i slowmotion hvordan hendes hånd blev ført ned på Procellas skamben. Øjene var spærret op i ren vantro.

I DONT WONNA TOUCH THAT!

Men bevægelsen under huden, det lille hoved der blev presset imod hendes hånd, sprang Narcissas panik væk som havde det været dynamit. Et sug gik igennem hende...

Roligt pressede hun den varme hånd imod maven, med væsentligt mere tryk end før. Dæmonens hoved lagde sig nysgerrigt på sned og de mørke øjne stirrede på maven, som var huden gennemsigtig.

En varm ro strømmede igennem hende og forsigtigt forsøgte hun prøvende at lade den glide gennem sin hånd og over i børnene i maven.

If Wick can do this...

Roligt førte hun den anden hånd ned til silkekimonoens kant og løftede let stoffet til side så maveskindet åbenbarede sig.

Begge de to unaturligt varme hænder blev lagt på over maven, den ene blidt pressende ved skambenet og den anden på toppen af den høje runding. Narcissa så ud som om hun helt havde glemt Procella.

Hush little ones... hush. You need to wait for your father. Do not hurry so. Sccchhh...

Narcissa satte i en lavmælt sang. De hollandske ord flød som en silkeblød og beskyttende dyne ned om Procella og maven. Stemme var blid og flot men med en tydelig utrænet kant.

"Slaap zoet, klein kind.
gelijk kalm en rustig,
zo lief slapen
als de vogel in het bos,
als bloemen in weilanden slaap.
God de Vader zei:
zegt engelen op wacht
waar mijn kleine in bed."

Hun fortsatte nynnende, stadig med hænderne der forsigtigt aede maven... fandt de små hovedformer og pressede let imod dem.

Procellas kæber låste sig om det søde kød i hendes mund imens Narcissas varme hænder strøg over hendes krop. Selvom en del af hendes inderste vred sig under berøring og skreg at dæmonen var farlig og ville slå hende ihjel, så var der noget nærmest terapeutisk over det. Som varmemassage med sten.

Under dæmonkvindens hænder blev de hidsige bevægelser mod Procellas bækken mere tøvende, og så stoppede de helt som afventede de ufødte børn noget. Der opstod et blidt nærmest spørgende pres indefra, mod hånden ved jægerens skamben, men det var let og forsigtigt, prøvende.

"Hooo-ooh man. What ever you are doing, just keep doing it"

Stønnede den forpinte jæger og lod tungt hovedet synke tilbage på gulvet og forsøgte at slappe af. Det føltes underligt at have de varme hænder på sin krop, men der var en underlig trøst i det.

...great...im getting man-handled by a demon...and the kids love it...what the hell are they?

Procella sugede på kødet mellem sine tænder og begyndte langsomt at tygge det. Det var mekaniske bevægelser og der var da heller ingen nydelse over det da det blev sunket. Langsomt begyndte halvenglens blod at have virkning og den hvidglødende fornemmelse af at blive splittet ad indefra sank hen i et dumpt dunkende ekko.

Procella trak vejret dybt og skælvende og vrikkede let med tæerne og derpå fingrende. Noget burde være gået i stykker. Det virkede? Alt sammen? Hun havde troet hun var ved at blive revet i småstykker. Var det sådan her det føltes at skulle føde? Hvor kunne man levere lortet tilbage i en "return to sender"?

"I keep walking into the most interesting situations."

Wicked lænede sig op af dørkarmen og hævede et øjenbryn af scenen foran ham. De mørke øjne gled henover den mærkværdige kombination af den halv-nøgne jæger, under Narcissas hænder. De muskuløse arme lagde sig let over kors henover hans bryst. Bag ham trippede Porcelain, bebyrdet med adskillige forskellige poser og pakker.

"Did I interupt something? I do apologize. Please, keep going. I believe you were at 'Hooo-ooh man. What ever you are doing, just keep doing it'."

Wicked efterlignede Procellas tone med en skræmmende præcision. Der var noget anstrengt over hans rolige smil.

I sin knælende stilling sad Narcissa med begge hænder på maven af den gravide jæger. For blot nogle uger siden havde Procella haft hendes hånd på maven af Narcissa... eller skulle man sige i? Der ville være et pænt ar fra den hellige stage Procellas hånd havde ført med sig.

Den rolige nynnen fortsatte og en tilfreds smil bredte sig over hendes ansigt.

...there there... See, nothing will hurt you... Sccchhhh. Hush... Everything is as it is supposed to be.. Your mother is here... and soon your father will make you company... and Narcissa is here..

Hændernes varme spredte sig langsomt over Procellas maveskind, roligt og beskyttende. Narcissa kunne ikke lade være med at studse lidt over situationen. Det havde undret hende hvordan hun fik de små til at slappe af, men samtidig havde hun fået en lille indsigt i sig selv. Børnene var lige nu det vigtigste, de små uskyldige liv anede intet om det kaos der omgav dem.

Narcissa hadede Micha... mere end noget andet. Men hun havde accepteret at Procella ikke var den samme. Og nu, med begge hænder på hendes mave, måtte hun indse at der var en lille smule medlidende, medfølelse overfor de stradbadser kvinden tilsyneladende gik igennem hver dag.

En stemme fra døren afbrød hendes tanker. Wick? Et smil brød frem på hendes læber over hans kommentar. Den nynnende sang døde langsomt hen, og hun kiggede spørgende på Procella for at se om hun skulle fjerne hænderne eller lade dem blive.