Almost girls only (Pro+Wick)

Wicked ignorerede lyden af ødelæggelse inde fra stuen - eller også bemærkede han dem ikke. De rød-glødende øjne var fastlåst på Procellas ansigt, mens hun drak fra halv-englen. Porcelain svajede og sank i knæ ved siden af sengen, da runerne på parrets hud lyste op. Wicked skar en grimasse af lyset, men følelsen der blev kommunikeret igennem båndet var oprigtig lettelse. Hans ene hånd søgte langsomt ind imellem Procellas ben og hævede sig glinsende af væske.

"Water, not blood."

Sagde han afdæmpet og bøjede hovedet i koncentration over det bølgende maveskind. Hans tørre hånd lagde sig forsigtigt på hendes hud og fornemmede bevægelserne under dem, samtidigt med, at den vanlige beroligende følelse blev skubbet igennem børnene og fik dem til at falde til ro. Procellas krop havde imidlertid andre planer. Wickeds indflydelse blev brudt, da endnu en krampe skubbede dem sammen inde i hendes krop. Deres fars tilstedeværelse eller ej, de ville ikke kunne ligge stille mens fødslen fortsatte.

Wicked sank på hug ved siden af sengen. De røde øjne så op på Procellas ansigt og hans hånd hævede sig, for blidt at kærtegne hendes kind, mens hans betragtede hende, som om hver detalje bragte et minde med sig.

"I won't let you die."

Ordene kom stålsat, beslutsomt, som om verden adlød hvad Wicked besluttede. De glødende øjne holdt hendes blik, før det langsomt gled tilbage ned til hendes mave.

"I won't let you die."

De samme ord, men betoningen var anderledes. Det var lyden af en, der stod overfor en frygtelig beslutning. Følelserne der skyllede igennem det åbne bånd var ikke til at tage fejl af. Kærlighed - og sorg. Uden hende var verden ikke værd at leve i. Selv på bekostning af børnene i hendes skød.

Wicked hvislede ud imellem tænderne, en stribe af ord der fik luften i rummet til at fortætte sig omkring sengen. En kølig brise strøg henover dem og bragte en svag lugt af sort, frisk muld med sig. Fødselskramperne stoppede, som om der var blevet slukket på en kontakt. Stilheden virkede øredøvende.

I Procellas krop, vred børnene sig under det magiske pres. For første gang var der en kamp af følelser på Wickeds blege ansigt.

((Midertidig karakterstyring granted. Nari kommer trampende og stivner i døråbningen til soveværelset da det går op for hende hvad der foregår))

Procella klamrede sig til Wick og gispede i smerte og forvirring da hun fornemmede hans fingre mod sit skød som et hvidglødende spor hvor han strejfede hende.

Jægerens blik flakkede et kort sekund. Vand? Langsomt gik betydningen af de 3 små ord op for hende. Vild glæde blandet med panik flammede op i hendes øjne, der på et øjeblik havde fået en dyb blød honningravfarve.

En distanceret del af hendes bevidsthed, et ubetydeligt lille støvkorn i de uendelige dybder i hendes sind, en lille del krøb sammen, holdt vejret, og ventede.

Procella trykkede sin kind let mod Wicks håndflade, hendes hjerte var ved at svulme over af angst for børnene. Det var alt for tidligt. Samtidig rasede hendes følelser for Wick.

"Wick?"

Hendes stemme var en lavmælt kvækken, forvirret og ude af stand til at forstå hvad han sagde. Procellas øjne blev større og større da hun sugede hans ansigtsudtryk til sig, og det med horribel gru gik op for hende hvad han havde i sinde.

"Please! No! You cant! Dont do this!"

Hun slog vildt og blindt ud efter ham, ikke sikker på hvor hun ramte eller hvor hårdt. Det var en mors instinktive kamp for at beskytte sit afkom, også selvom det var ved at slå hende ihjel.

Procella skreg i smerte da den første virkelig fødselsve forsøgte at presse de små liv ned i et bækken der aldrig havde været bestemt for så mange børn. Wicks magi havde givet hende et kort pusterum, men det gjorde blot dens tilbagevenden så meget desto mere intens.

Jægerens krop vred sig i pinsel og skriget døde på hendes læber da hun tavst kæmpede videre mod sin smerte, og mod naturen, hvis gang allerede var fastlagt og nu ustoppelig. Hendes ansigt var forvredet i et lydløst skrig hvortil hun havde glemt at trække vejret. På trods af dét kæmpede hun også mod sin sjælemage. Desperat rakte hun ud via deres bånd.

Please! PLEASE! Dont kill my children! I beg you! Dont hurt them! PLEASE!

Hun sendte tanken afsted med ren rå kraft. Forsøgte i ren desperation at bombardere hans sind med sin panik og sin bøn. At skærme sine børn mod den kraft hun vidste hun på ingen måde kunne afværge. Han var alt for stærk, og hun alt for uvidende.

"...please don..."

Ordene døde på hendes læber da skriget flængede atmosfæren i lokalet. Procellas fingre gravede sig dybt ned i lagnet og virkede mere som klør end egentlige menneskelige hænder. Hun var blevet voksbleg og sveden glinsede svagt overalt på hendes krop hvor den sorte silkekimono var gledet bort under hendes kamp.

Stærke finger låste sig om hendes håndled som lænker og tvang hende tilbage på sengen. Procellas bøn igennem båndet blev mødt af en stålmur af ren beslutsomhed. Alligevel vaklede udtrykket på Wickeds ansigt, usikkerheden tydelig i den halvt fremstrakte hånd, der rakte ud imod børnene inde i hende.

They are my children too.

Hviskede hans stemme igennem båndet og de glødende øjne mødte hendes, med en verden af sorg gemt dybt i blikket.

"They are killing you, Princess. I won't allow that."

Han lukkede sine øjne, forsøgte at genopbygge den vilje der sagde, at Procella var det vigtigste. At han kunne ofre alt for hende. Den kølige pande lagde sig imod hendes, i en genspejling af hendes egen gestus tidligere. Båndet strakte sig imellem dem ved kontakten, lod hende se ind i hans tanker og følelser. Han var overrasket, forbløffet, bestyrtet over, hvor dybt han følte for børnene i hendes skød. Hvor villig han var, til at gøre alt i sin magt, for at de overlevede. Det var en fremmed og smertefuld fornemmelse, at føle sig bundet af følelser. En gammel smerte, han kun for nylig havde indrømmet over for sig selv, når det kom til Procella. Følelserne for de fire liv var næsten mere end han kunne bære.

Magien der holdt fødselskramperne tilbage faldt fra hinanden. Magi var baseret på vilje og lige nu kæmpede Wicked imod både Procella - og sig selv. Skriget der flåede igennem hende, fandt ekko i ham, igennem båndet. Men smerte var ikke det samme for dæmonen ved hendes side. Hvad der pinte hende, var bare endnu en fornemmelse for ham og den mærkelige sammenblanding gav et øjebliks pause fra fødslen.

There may be a way, Princess, but I don't know at what cost. If I let the labor continue unhindered, you and the children will die. I can't..

Der var en tøven ved de lydløse ord. Sætningen hang i stilheden i båndet, ufuldendt og alligevel færdiggjort af følelserne der flød imellem dem.

'I can't lose you'

Procella begyndte at hulke vildt. Hendes sjæl vred sig under presset fra ham. Han udøvede ikke bevidst vold på hende, hverken med sin vilje eller med sin kraft, men til gengæld med den smerte han følte. Gennem deres bånd følte hun hans desperation, og hans sorg over potentielt at skulle miste hende og deres børn var næsten mere end hun kunne bære, oven i sin egen fysiske smerte og sin egen sorg.

At miste Wick nu var ikke en mulighed. Hun havde kæmpet for mange kampe. Hun havde lidt og blødt for ham. Hun havde dræbt med hans navn på læberne. Hun havde raset mod ham, og grædt over ham. Uden at ville det var han blevet hendes verdens omdrejningspunkt, og hun havde skjult sig bag mure af død og koldt metal. Hver gang havde han fundet hende. På en eller anden måde lykkedes det ham altid at finde hende. Hver gang havde han fået skrællet et enkelt lag af hendes forsvar. Og hver gang var hun flygtet i rædsel over hvad det betød, når det ikke lykkedes hende at slå ham ihjel.

Med lige så stor passion som hun havde forsøgt at dræbe ham de sidste 10 år, elskede hun ham også. Hendes had havde været dårlige undskyldninger og hule forsvarsværker. Han havde revet dem alle ned. Hun havde ikke mere at stå imod med. Ikke andet end sandheden, og den kunne i sig selv være våben nok.

Procellas fingre vristede sig fri af lagnet og hun greb hans ene hånd. Fingrene flettede sig ind i hans imens hun hulkede. Hendes greb ville have knust samtlige knogler i en fuldvoksen mands hånd, hendes smerter fik hende til at kanalisere en styrke ud i kroppen hun ikke normalt havde adgang til, simpelthen fordi hun aldrig troede på den, troede på potentialet i sin krop. Det var til hverdag nok mere en gave end en egentlig ulempe.

Dont let me go! Dont! You save me, hear? You save US! Do what you have to, use whatever you have to. Save us! Dont kill us, dont let us go!

Procella gispede efter luft da der kom et ophold i de hvidglødende fødselsveer der truede med at flå hendes krop fra hinanden.

Wick, do something. Cut me open, get them out! Just save us! You can use the girl afterwards! Please dont let us die, please!

Procellas fingre strammede deres greb om hans fingre igen

I love you...I trust you...save us...

Narcissa stod i døråbningen. Hun var blegere end normalt og over hendes ansigt lå et tungt udtryk af en blanding af ren panik, forvirring og resterne af vreden fra tidligere.

Hun have stået stille længe og bare stirret på de to i sengen. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Faktisk var hun så meget i chok at en hest ville have svært ved at sparke hende igang igen.

For sit indre blik så hun farverne, flammerne og den glødende verden. Og hun så sine blodindsmurte hænder der slap resterne af dét der engang hvade været et spædbarn.

"...not again..."

Den bittersøde duft var voldsom og den fristede samtidig med at Narcissa afskyede den som bare pokker. Det de snart skulle ske var så skræmmende for hende... endnu en fødsel. Forhåbentligt ville dette ikke ende som sidst. Forhåbentligt kunne hun rent faktisk gøre noget denne gang... altså ud over at...

No... This time, no baby-killing!

Med resolut mine trådte hun et skridt frem, hun havde ikke hørt deres indre samtale, havde blot set smerten i deres ansigter. Hun var ikke sikker på at de ville lægge mærke til hende. Men hjælpe... det måtte hun! det var trods af hendes gudfaders kærlighed der lå på sengen.

"What can I do?"

De slanke knogler i hans hånd knagede under hendes greb, men Wicked lod sig ikke mærke med det. Runerne henover hans hud flammede op og gløden lyste hans ansigt op indefra. Hvis de tre i lokalet ikke havde vidst hvad han var, kunne udseendet have fået enhver til at tænke 'engel'. Særligt på grund af det omsorgsfulde udtryk, den fuldstændige overgivelse til det bånd, der strakte sig imellem dem. Procella havde formået noget der nærmede sig det umulige - at få en fuldblodsdæmon, lige så gammel som menneskeheden, til at føle kærlighed.

Følelser havde aldrig rørt Wicked. Hans generation af dæmoner var som en blank tavle, hvor menneskelige udtryk kortvarigt blev reflekteret. De nåede aldrig kernen, dæmonerne bestod af, men gav lige præcis nok indsigt til, at det var lettere at manipulere mennesker. Nok til at give indtrykket af en personlighed bag det blanke ansigt. Jo længere de overlevede, jo mere lærte de sig og des bedre blev masken de kunne opstille.

At der rent faktisk skulle være ægte følelser, et sted dybt i Wicked, var utænkeligt. En pludselig indsigt fortalte Procella, at hele processen var startet af hende. At årtiers løfter om kærlighed, langsomt havde skabt båndet imellem dem, der lod Wicked forstå menneskelige følelser. At han følte selv, fordi hun havde vist ham hvordan.

De mørke øjne spærrede sig op, da han læste forståelsen igennem hende. De var som to spejle, der gengav hinanden og deres sande natur.

En finger strakte sig ud og lagde sig blidt henover Procellas læber.

Hush.

Wicked hævede blikket til Narcissa. De hellige runer stod skarpt imod hans hud, da den langsomt blev mørkere. Skyggerne i lokalet samlede sig omkring ham som møl om et stearinlys. Usynlige skabninger klagede sig og lugte rev i næsen, mens luften knitrede med den magiske kraft, han samlede.

"You wanted to learn magic, Muse? Let me show you what never to do."

Wicked så tilbage på Procella og de røde prikker dybt i de mørke øjne udvidede sig, til øjenhulerne var opfyldt af små, blafrende flammer, der spillede henover kulsorte øjenæbler. En hånd, der igennem skyggerne var næsten sort og lignede en klo, strakte sig ud og lagde sig imod hendes mave. Men mørket fortsatte, som et fantombillede af hånden, direkte ind i hende, og lagde sig omkring børnene.

Mørke linjer spredte sig på Procellas hud, under Wickeds hånd. Et kort glimt, et flashback til Narcissas evner under hendes blodtrip, viste Wicked som et tårn af mørk kraft, med en kerne af lysende hvid energi, der strakte et tykt bånd ud imod Procella. Andre, mørkere, reb strakte sig ud igennem væggene, og forbandt ham til andre, som midten af et kæmpe mønster, med Wicked som midtpunkt, hvor alle trådene samlede sig.

Den mørke kraft skyllede fra dæmonen direkte ind i de små flammer i Procellas skød, bandt sig omkring dem som reb og fastankrede dem - til Wickeds egen livsenergi.

En lille, men umiskendelig rynke formedes i Procellas forpinte ansigt da hun prøvede at begribe det. Hun tvivlede ikke på hans kærlighed. Hun følte den, som sit eget hjerteslag. Den kunne ikke fornægtes og ikke betvivles, men det betød ikke at hun forstod den. Forstod hvorfor HUN havde vækket noget i ham, som ikke havde været der...nogensinde. Noget som ikke burde være der. Noget der ikke var normalt for hans slægt. Hun kunne i en vis udstrækning forstå båndet mellem Narcissa og Azuriel - når alt kom til alt var de delvist af samme æt. Men Wicked...?

You have a soul...I gave you love...I never meant to hurt you

Procellas bløde øjne var fortvivlede. Hun elskede ham med hele sit væsen, og hun havde svært ved tanken om at hendes liv kunne ødelægge ham. Ødelægge ham hvis det blev taget fra ham. Procellas hud rejste sig uvilkårligt i gåsehud over hele kroppen da mørket sneg sig ind over runerne. Det føltes som svage strejf af is, mod den hede runerne spillede med.

"Dont leave me!"

Tiggede hun jamrende da hans menneskelig udtryk veg for de dæmoniske. Hendes hoved røg tilbage med et voldsomt ryk da duften af ham bredte sig. Hun kunne altid finde ham på duften. Den duft som af en eller anden grund gjorde Micha ude af sig selv, men virkede så lokkende på hende.

Hendes øjne gled kort til Narcissa. Hun havde mest af alt lyst til at skrige hun skulle hjælpe sin gudfar, men hun turde ikke. Procella var dødsens klar over at det her var magi på et niveau hvor de fleste havde gnedet sig stønnende i panden og knaldet bøgerne i. Hun kunne smage den i luften som havde den været et skarpt pulver på hendes tunge.

Hvordan rustede man sig til den form for samlet indtrængen i sit inderste? Det gjorde man ikke. Jægeren hyperventilerede af angst og krøb under det umenneskelige blik da kloen rakte ud efter hende.

"W-wait! No! Dont!"

Det var selvfølgelig alt for sent at ombestemme sig, men alt i hende skreg instinktivt på at komme væk. Flygte. Mod den sorte klo vred 4 små turkisgrønne flammer sig og kæmpede mod den kraft der indskrænkede deres bevægelser, og deres naturlige kamp ud af deres fangeskab. Det lå i deres natur og de kæmpede imod den fremmede indtrængen med en brutalitet der fik Procella til at skrige sin pine ud, og glemme alt om protester.

Flammerne genkendte noget. Selvom deres natur var indædt at kæmpe imod blev de også draget mod mørket der bandt dem, for de fik en udvej af deres snævre fængsel, som jægerens krop udgjorde. Med næsten overvældende styrke vendte flammerne sig pludselig villigt mod Wicked og skyllede mod det tårn af energi han udgjorde.

Fingrene der var flettet sammen med Wicks klemte hårdere og hun søgte desperat op i øjne hun ikke genkendte. Søgte efter ham.

"No! Dont leave me! Get out! GET OUT! GET OUT OF ME! NARCISSA! GET THEM OUT!"

Jægerens stemme var endnu et skrig, men denne gang var den både bange og kommanderende. Børn eller ej. Hun ville ikke miste ham. Ikke for alt i verden.

"WICK LET GO! THEY WILL KILL YOU! NARCISSA DO SOMETHING! GET THEM OUT! NOW!"

Dont you dare leave me! Not now! Not like this! Love, stay with me!

What never to do?

Narcissas mørke øjne stirrede på dæmonen og den skrigende Procella i sengen. Alt den smerte, alt den sorg og afmagt der lå som en vibrerende dyne over rummet pressede hende til det yderste. Hun følte et behov for at flygte, at løbe og aldrig vende tilbage. Wickeds lysende hud så helt forkert ud. Procellas smerteskrig rasede i hende.

Hvad havde Wicked gang i? Hun kunne tydeligt, meget tydeligt, mærke hans magiske udladninger, men utrænet som hun var kunne hun ikke tyde dem. Hvorfor hjalp han hende ikke med at føde? Umiddelbart virkede det lige nu til at han mest af alt sløvede processen ned... Jægerens krop så ud til at kunne briste hvert øjeblik det skulle være. Hvis ikke de børn kom ud nu...

"SHE WON'T SURVIVE MUCH LONGER WICK!"

Et sekund stod hun og følte sig ubrugelig. Så, inden hun nåede at overveje hvad hun foretog sig, stod Narcissa ved siden af halveenglen. Hun tog fat i Porcelains hår og flåede hende hurtigt over på den anden side af sengen ved siden af Procella, modsat Wicked.

Narcissa proppede det allerede åbne håndled hårdt ned i munden på Procella.

"DRINK! DONT STOP!"

Narcissas øjne forsøgte at fange Wickeds, næsten som ville hun undskylde for det næste der skulle komme. Hun ventede ikke på hans blik, men rettede sin opmærksomhed på maven. Med en beslutsomhed større end den havde været længe hævede hun en hånd. I bevægelsen groede en sylespids klo frem af neglen. Fra den pulserede hendes dæmoniske ophav stærkt.

Omkring Narcissa lagde sig det tunge mørke. Hendes signatur, hendes både bevidste og ubevidste magiske udladning. De sort slikkende skyggetåger der dansede overalt på hendes krop.

Narcissa tog fat i Procellas fri hånd og holdt den hårdt i mod sengen. Dybt koncentreret placerede hun den skarpe negl imod Procellas mave, skråt neden for Wickeds hånd. Kun få sekunder efter at have forladt døråbningen lod hun neglen bore sig ind i Procellas maveskind. Hun mærkede et lille klik da den var helt inde under huden. Forsigtigt, for ikke at ramme noget der ikke blot var hud, begyndte hun at trække neglen henover maven, lige under Wickeds hånd.

Huden sprang op som når man snitter i en overvarm medister. I det 20 centimer lange snit på tværs af maven væltede livmoderen frem og lagde sig til rette imod de to dæmoner i sengen, udspilet, blodfyldt og bølgende under børnenes bevægelser. Striber af blod fossede ned over Procellas skød og ben.

"KEEP DRINKING!"

Narcissa lagde sin klo klar til at åbne op for livmoderen så børnene kunne forløses.

Hånden over Procellas mave vibrerede. Eller måske var det luften omkring, der vibrerede af kraft. Maven trak sig sammen, da veerne igen rullede igennem kvinden. Wicked hævede hovedet med et ryk ved Narcissas råb. De flammende øjne hævede sig og spiddede hende hvor hun stod. At der nogensinde havde været noget menneskeligt over det ansigt, virkede umuligt. Den dæmoniske kraft bag hans opmærksomhed og hans stemme, var som at fordoble hendes vægt, for hver gang han talte.

"Hurry."

Stemmen ekkoede i lokalet og trak i Narcissas essens. Rebene der ledte videre ud igennem væggen blev mere synlige, da Wicked trak energi fra sine forskellige 'ejendomme'. Som var han fastlåst i en endeløs kamp, så Wicked til mens guddatteren trak Porcelain på benene og lagde det flænsede håndled mod Procellas mund igen. Da hun vendte sig imod Procellas mave og lod de sylespidse negle springe frem, nikkede han en enkelt gang. Gestussen virkede fremmed, som hvis et panter pludselig gav sig til at kommunikere ved at ryste eller nikke på hovedet. I det øjeblik, Narcissas fokus skiftede til det blodige arbejde, vendte Wicked sig imod Procella. Mens den ene hånd forsat lå på hendes mave, hævede den anden sig til hendes kind og hans stemme hviskede igennem båndet.

Hush. Let me in, Princess.

Wickeds bevidsthed strakte sig ud og lagde sig som et slør henover Procellas. Det var ikke kun nærheden, men også hans forståelse af virkeligheden, der fortættede sig om hende. Smerten, der før havde været uoverskuelig, blev igennem ham til en særegen følelser. Fornemmelsen af kløer, der bed igennem hendes hud, var ubehagelig for hende, men udelukkende interessant for ham. Wickeds bevidsthed foldede sig omkring hende om et tæppe, slørede en sans, forhøjede en anden, mens han hviskede i hendes tanker.

Fostrene var små. Alt for små. Tvunget til at dele pladsen i Procella imellem de fire, uden at modtage den rigtige næring, før Wicked fik overalt Procella til at tage føde fra Porcelain og nu født for tidligt, virkede de spinkle, halvudviklede kroppe, ikke til at kunne overleve at forlade livmoderen. Alligevel kæmpede små negle-løse hænder imod livmoderen der holdt dem indespærret og højere oppe stødte bittesmå næver imod maveskindet og bevægede det indefra.

Don't look. Listen.

Der var den fjerne lyd af hendes egne skrig, selvom de havde en anden, dualistisk tone nu. Bag det var de sløve, dæmpede hjerteslag, fra de to voksne dæmoner. Lyden var klæg, som deres blod, langsom og alt for regelmæssig. Der var ingen variation i rytmen, som om de to kroppe var en mekanisme og ikke en organisme.

Og under det - under alle andre lyde - var den svage, blafrende rytme, af fire hjerter der slog i dissonans. Mens Procella lyttede, pustede Wicked til kraften, der bandt børnene til ham, og lyden voksede sig stærkere, mere sikker.

They are me. For now, they will live through me, as they have through you.

Procella kunne fornemme, hvordan Wicked rakte ned af de mange bånd, der endte i ham, trak på gamle og nye løfter og konstant sendte energien ned til de fire flammer. En fjern del af hende ville se glimt af Azuriel der vaklede under et pludseligt træk i hans sjæl, Segovax der snublede og måtte støtte sig til en stol. Porcelain kollapsede imod sengen og gispede efter vejret. Der var hundreder af ansigter, hundreder af sjæle og alle blev de kanaliseret igennem Wicked, for at holde de fire, bankende hjerter i gang.

Presset var enormt. Der var ingen ord til at beskrive den koncentration, det krævede for dæmonen. Selvom de var forenede, var størstedelen af hvad han gjorde, instinkt og ældgammel magi, der ikke gav nogen mening for Procella. Men at den mindste fejl ville koste hans eget liv var ikke til at tage fejl af. Alligevel rakte kernen af hans essens, det hvidglødende center, han knap havde modtaget, tråde ud til Procellas egen sjæl, forankrede den på samme måde som han havde gjort med børnenes, pustede til hendes hjerte og hyllede dem alle i kvælende - og livsbekræftende - magi.

Procella ænsede ikke meget om sig. Instinktivt parerede hun ordre, fordi det gav mening. Halvenglen var ende på smerte. Grådigt bed hun sig fast i armen og låste kæberne om den. Angsten for at miste, miste sin sjælemage og miste sine børn, drev hende ud hvor hun blotlagde sig.

Wicked kunne tydelig mærke da hun nærmest øgede psykisk voldtægt på sig selv. Da hun med brutal vilje og styrke flåede i de indre forsvarsværker og lukkede ham ind, hvor selv mennesker i deres yderste, og mest psykotiske stadier, stadig havde en rest af barriere.

Blodet fossede ud af hende da Narcissas negle flåede hende op, og på mirakuløs vis undgik at ramme de ufødte børn og vitale organer. Som en skalpel gled kløerne gennem maveskin, og fedtvæv og blotlagde livmoderen.

Jægeren så ned af sig selv på rædselsscenariet som hendes krop var blevet. Blottede organer og noget levende der kæmpede for at komme ud af hende. Da Wicks stemme lød blidt i hendes hoved kneb hun lydigt og panisk øjnene sammen, kun alt for villig til at lukke det ude. Hendes fornuft skreg at det burde gøre ondt, så selvom hun ikke følte smerten fysisk, så blev hun stadig grebet af rå angst ved at kunne mærke *noget* men stadig være så langt fra sin krop.

I trust you...

Hendes krop slugte halvenglens blod i volsomme mundfulde, men hun var slet ikke bevidst om det. Hun levede i sin bevidsthed med ham. Der gik en trækning gennem hendes øjenlåg da hun følte sig strukket. I et splitsekund skreg hendes blottede væsen og forsøgte at flygte ned i vanvidets mørke da hun blev alt for åben. Hendes sind berørte flygtigt Azuriel.

Procella langede en hård lammer ud med et grin
"Stop stealing all the whiskey you jackass! Learn to share!"
En serie korte glimt
Az der havde en læderstrop i munden imens Procella pressede et knivblad ned i et sår
Az med en stabel pizzabakker i armene
Az med et jaget udtryk i øjnene imens han bekæmpede sit indre mørke
Az der lå i fredfyldt søvn, mættet af efterglød
Glimtende blev hurtigere og hurtigere og flød sammen

Procella blev holdt naglet fast mod en væg med en kniv i skulderen, Sego der nærmere sig
Støj fra en natklub og had der bruste igennem Procella
To kroppe der arbejdede sammen og tænder der gik gennem Procellas hud på halsen

Procella der krøb sammen over Porcelain og drak hende
Et langt blik efter Wicked der forsvandt ud af døren med sin viljeløse slave
Sult
Et blodfyldt krystalglas

Narcissas klør penetrerede blidt livmoderen, og fosterhinden lå som levende film over de små piger. Procella kunne kun lige nå at fylde sig i samme hast som livet gled ud af hende. De små kæmpende skikkelser bristede fosterhinden som havde det været en skrøbelig bobbel.

Under den tunge dyne af magi begyndte de små ufærdige kroppe af forandres. De voksede. Ikke længere begrænsede af deres moders krop, og med fri tilførsel af rå livsenergi, sugede de små piger til sig. For Wickeds og Narcissas øjne begyndte de udviskede træk af træde i kraft. Små krævende hænder fik markerede led, og negle dukkede op. Underligt formede, bløde kranier, fik karakter og blev dækket af mørkt hår, da hele deres livsprocess blev voldsomt accelereret.

Procella så intet af dette. Hun var ved at gå i stykker af at være alle og være ingen. Hvor startede hun? Hvor sluttede hun?

I am...nothing...

Procellas indre stemme var sløv. Opgivende. En blafrende flamme i et mørke der trængte sig på og truede med at puste hende ud.

Narcissa mærkede hvordan luften omkring hende blev tættere, varmere og næsten vibrerende under de magiske kræfter der var på spil. Havde hun haft tid til overhovedet at overveje situationen, ville hun højst sandsynligt være gået amok, faldet til en sindssyge udløst af alt for megen magisk påvirkning.

Det var næsten som om hun kunne smage Wicked og Procella på tungen. Smage deres kærlighed og det bånd de havde sammen. Narcissa ænsede det ikke, men idet hendes klolignende negl rev hul på livmoderen løb en tåre ned af det blege og koncentrerede ansigt. Neglen havde kun lige nået at åbne op for livmoderen før vand, blod og fire små liv væltede ud. Et sug gik igennem kroppen på sengen, en splattende lyd fulgte og børnene blev nærmest skubbet ud i Procellas skød.

For øjnene af Narcissa begyndte de små for tidligt fødte børn at vokse. Trækkene blev tydeligere, øjenvipper voksede ud, hår dukkede frem på hovederne. Det var ren angstprovokerende og så forkert... så unormalt. Men nu var der selvfølgelig ikke meget normalt over nogle hverken Procella eller Narcissas gudfader.

... this is so wrong. Dear father help me!

Narcissa måtte tvinge sig selv til at fjerne blikket. Neglene på hendes hånd blev trukket ind og hun blev nu atter koncentreret, hendes ansigt var dog præget af et udtryk af ren afsky. Det var ikke det lækre job der lå foran hende.

Hurtigt førte hun hånden ind i Procellas mave. Den praktisk talt gravede i hendes indre. Fingrene greb ud og skrabede fostersækken og moderkagen sammen i en stor slimet klump. Da hun trak hånden til sig fulgte klumpen med, og den udspilede mave lagde sig en smule. Klumpen landede i Procellas skød sammen med børnene, der stadig var hæftet til den med navlesnore.

Udmattet af det beskidte arbejde og af at modstå magien omkring hende hvæste hun

"Take the children... Uncle, give them to her!"

Narcissa maste nu på maven oppe fra og ned, som en bums pressede hun rester af fostervand og blod ud af Procella. Sengen lignede en scene fra et slagterhus. Med begge hænder presset imod jægerens mave kiggede hun endelig op på Wicked med alvorlige øjne.

"We have to close her somehow... NOW!"

Nothing?

Der var ikke en tone i den lydløse stemmen, men følelser. Latter, kærlighed, hengivenhed, stolthed. Wicked lod hende se sig selv, igennem hans øjne. Et væsen af pulserende og livsbekræftende energi. Billeder, indtryk, situationer. Alt sammen hende, i alle hendes detaljer, skyllede igennem båndet imellem dem. Den evne, hver dæmon havde, til at iagttage og efterligne mennesker, havde Wicked brugt til at lære alt om hende. Til at kende hende ud og ind, bedre end hun selv gjorde. Det blide smil på hans ansigt løb igennem båndet, som en berøring.

Everything.

Wicked lænede sig ind over hende, skubbede Porcelains arm væk og lagde sine læber blidt imod hendes. Med kysset fuldte et chok af ren energi. Ikke bare endnu en tråd, fra kernen i ham selv, men søjler af ren, hvidglødende kraft.

You gave me this. I am only putting it back where it belongs.

Langt væk ebbede kraften i de mørke reb, der fodrede børnene. Et sidste pust udvidede deres lunger, og hver især satte i et vræl, der efterlod dem larmende, små, men perfekte, på sengen.

Næsten perfekte.

Der var en mørk plet, i en af de nyfødte. Noget der veg tilbage fra den glans, der spillede omkring Procella og Wicked. Noget flygtigt, der forsvandt i forvirringen.

Wicked glippede med øjnene. Flammerne blafrede, trak sig tilbage og efterlod mørke, normale øjne. Skyggerne spredte sig som legende børn, i hver deres retning og faldt på plads i hjørner hvor de hørte til. Dæmonen vaklede og sank langsomt i knæ ved siden af sengen, det blege ansigt synligt udmattet, for første gang siden Procella mødte ham.

"Everything."

Mumlede han dæmpet, med den dybe, normale stemme. Han hankede let op i sig selv og strejfede Procellas pande med iskolde læber, før han vendte sig imod de fire, skrigende børn.

Procellas krop arbejdede mekanisk med at spise imens Narcissa arbejdede og fjernede rester og beviser på at hendes krop havde huset liv. Så hurtigt var det gået. Knap 3 måneder havde de små liv boet i hendes krop. Den havde været strukket og pint af magi og viljer der var mægtigere end hendes egen. Hendes krop havde bukket sig for det naturlige krav i at forme sig og give liv, og nu havde hun gjort det.

Under Narcissas hænder begyndte helbredelsen indefra. I det usete. Bristede blodkar fandt sammen, trykkede organer gled på plads. Et forvredet skellet rettede sig langsomt ud.

Everything?

Den svage stemme var tøvende, men faldt ikke længere bort. Den blafrende flamme vendte sig mod den sol Wick var og faldt ind i lyset

Et dybt smil der markerede smilehuller
Leende ravgyldne øjne der drillende spillede
Blottede tænder og rovdyrgule øjne
Prægtig i vrede
Reaper - Den perfekte dræber maskine
Lauren - Den passionerede elskerinde
Procella - Den splittede kvinde
Omsorgsfuld søster
Hævnende engel
Femme Fatale
Fristende
Farlig
...Mor...

Procellas øjne fløj op med et sæt da Wickeds læber blev trykket mod hendes. Kraften gik som en chokbølge gennem hendes krop, og runerne på hendes hud flammede hvidglødende op. Den rene sjæleenergi krævede sin ret, og den krævede sin prefekte dualitet. Narcissa var ikke en del af denne. Hundæmonen nåede ikke at reagere da hun blev slynget bort fra Procella, som havde der været et energifelt omkring hende med rekyl med meget forsinket effekt.

Jægerens krop var ikke fyldt ud længere. Sjæleenergien og livsenergien hviskede sporene fra den hærgende parasittilstand bort. Havde man ikke set de små liv blive flået direkte ud af hendes bug, ville man ikke tro det. Den fine olivengyldne hud glitrede af lysende magi da ethvert spor af graviditet og skader forsvandt.

Everything...stay with me

En glitrende tåre gled ned af hendes kind da Wicked skænkede hende hvad hun havde skænet ham. Og stoppede det. Hun tvang en lille dråbe til at blive hvor den var. Kun via de bånd han havde skabt var det muligt, for Procella ville end ikke kunne have været i stand til at sætte ord på hvad hun gjorde. Den lille dråbe af skærende hvidt lys blev forankret dybt i Wick. Hun låste den. Den var hans. Hans hellige sted. Han ville altid kunne søge hende der. Han ville altid være en del af hende.

My love...

Procella sukkede udmattet og vendte instinktivt ansigtet mod lyden af spæde stemmer der krævende påkaldte sig opmærksomhed. Procella orkede ikke at sætte sig op. Hendes krop smertede, men det var en tung dump smerte, og en udmattelse der gjorde hende tonstung. Hun så på de små piger i sengen og begyndte at græde stille. Det var helbredelsen tåre denne gang. Det var ikke rasende hulk der truede med at gennemryste hende. Det var kærlighed, lettelse, stolthed. Hun var mor nu.

...perfect...in every way...

Græd hun lavmælt og rakte en dirrende hånd frem. Hendes hånd stoppede et hårstrå over den ene lille piges skrigende hoved, som var hun bange for at pigen ville gå i stykker under hendes berøring. Der var dog intet skrøbeligt over de små barnerøster der hidsigt tiltog i styrke.

Brutalt blev Narcissa slynget baglæns ud af sengen og ind i væggen bag hende. Hun ramte gulvet samtidig med at hun forsøgte at skærme hendes øjne imod det lys der lige havde blændet hende. Omkring den mælkehvide hud krøb mørket sammen og forsvandt ind i hende igen.

Slidsen i hendes kjole var blevet flået og hendes hænder var tilsølede i blod. Narcissa blinkede og forsøgte at få synet tilbage. Hendes åndedræt var tungt og vaklende fik hun rejst sig op. Gennem slørrede øjne så hun Procella heles. Endnu et magisk vidunder der skete lige for øjnene af hende. Hun forstod det ikke, magtede ikke engang at forsøge.

Hun stod ved siden af sengen, så hvordan moderen og faderen tog de små piger op.

This could be the future...
Will you really forsake all you have here... Even your familie..? Love?

Azuriels stemme nåede hende, erindringen om hvad han havde sagt. I et glimt så hun sig selv holde et spædbarn tæt til kroppen.

Dæmonens øjne undersøgte Procella, ville vide om hun var stabil. Med et hårdt ansigt, der ikke viste nogen følelser studerede hun hende og konkluderede at alt var godt, omstændighederne taget i betragtning. Øjnene flyttede sig til Wicked. Han så menneskelig ud, træt ud. Som Narcissa stod dér så hun alt andet end menneskelig ud, fra hendes fingre dryppede blod og de mørke øjne funklede dybt under brynene.

Wicked så henover de fire piger på sengen og alt menneskeligt udtryk sank langsomt af ansigtet. Trætheden gled væk. Igennem båndet, kunne Procella fornemme, hvordan forvirringen og den pludselige mangel på det meste af sjæle-energien, efterlod ham uforstående overfor en stor del af de følelser, der strømmede fra hende og ind i ham - og nogle få af dem, han selv havde. Hvad der blev tilbage, var en stærk beskytter-trang, selvom han - som i starten - ikke vidste helt hvorfor eller hvorfra den kom.

Det blonde hoved vendte sig imod Procella, da han mærkede hendes reaktion på den pludselige blanke fornemmelse fra ham, og han strejfede hendes kind med en slank finger. De mørke øjne spillede drilsk.

"It will come back."

På trods af glimtet i øjet, var stemmen alvorlig og beroligende. Wicked standsede overrasket og rynkede panden, før han trak på skulderen og gik rundt om sengen. De mørke øjne fangede Narcissas og han smilede varmt imod hende.

"Well done, Muse! Who would have known that you were such a wonderful midwife? It was almost as if you had done it before."

Et svungent øjenbryn hævede sig drillende, da han greb rundt om hende og støttede hende tilbage til kanten af sengen.

"Have a bite of Porcelain, my sweet. That should help steady you."

Halv-englen lå som en punkteret ballon ved siden af sengen. Selvom det var tydeligt for enhver i lokalet, at hendes hjerte stadig slog, virkede hun til at være bevidstløs. Tømt for blod, næsten tømt for sjæl - det eneste der var tilbage af kvinden, var kroppen hun beboede. Wicked bøjede sig og greb en af hendes arme, kun for at slippe den og betragte hvordan den faldt slapt til jorden igen.

"Just a bite though. She's feeling a bit drained at the moment."

Han sendte Narcissa et koldt smil og vendte opmærksomheden tilbage imod Procella og de fire børn, mens han hævede en hånd for at dække det ene øre. Fire par sorte øjne vendte sig brat imod ham og han hævede en hånd afværgende, som om han pludselig blev overfaldet.

"Quiet!"

Der blev øredøvende stille i soveværelset.

Procellas våde øjne betragtede Wick. Havde hun mistet ham? Hun følte en del af hende havde mistet noget dyrebart. Hun følte båndet mellem dem, så stærkt som nogensinde, men...han var alligevel...

Procella kæmpede sig op på den ene albue og så med rynkede bryn på Narcissa.

"Nari? Are you okay?"

Hun vidste ikke hvor navnet kom fra. Det var lettere end at sige Narcissa. Det rullede let og ubesværet af hendes tunge.

"There is...meat...in the fridge...please...take it"

Hun sendte Wick et bebrejdende og træt blik. Den dumme halvengel ville snart dø hvis de alle gik og legede juicebrik med hendes hylster. Hun ville egentlig gerne have kvinden i reserve til hvis børnene skulle have brug for...alternativt kosttilskud.

Procella blottede tænderne af sin mand og snerrede grumt af ham. Trætheden var forsvundet da hans ordre faldt. Hun hævede sin udmattede krop fra sengen og formede kroppen som en halvcirkel omkring de små, nu tavst stirrende piger. Jægerens blik flakkede mellem børn og sjælemage, og hun rakte ud efter ham gennem deres bånd. Hendes evne til tanketale var forsvundet med den lysende magi i hendes hud, der krævede direkte kontakt med ham, men hun kunne nå ham via båndet, via følelserne.

Lauren. Hun var elskeren og moderen. Hans sjælemage. Hun var den der havde turde håbe. Den der for så mange år tilbage havde bøjet tidens strømning og skæbenens forløb. Hun var den der havde favnen ham og taget ham ind. Det var Lauren der rakte ud og tæppebombede dæmonen, men en stille stålsat vilje.

Længsel
Savn
kærlighed
Behov
Hun var givende, og hun var krævende.
Tavst krævede hun sin ret til ham, og hun veg ikke for hans arrogance. Han var hendes, ligesom hun var hans. Han skulle ikke få lov til at gemme sig.

Narcissa stirrede ned på halvenglen der lå slapt hen over kanten af sengen. Da Wickeds arm ikke længere lå om hendes talje, kiggede hun på ham med et tomt blik. Hun var ikke sikker på at hun kunne nøjes med én bid hvis først hun satte tænderne i den smukke kvinde.

"Not thanks... I... I need to get home. Azuriel is waiting for me. Ehrm..."

Hun stoppede sin tale simpelthen fordi hun forsøgte at huske hvad det egentligt var hun var kommet for? Procella afbrød hendes tanker og sløvt mødte hun den nybagte mors blik.

"Nari..?"

Hun nikkede og kiggede så ned på de fire børn. De var stadig smurt ind i blod og fostervand, men der var ingen tvivl om deres ophav. Fire par mørke øjne betragtede intellegent deres fader, næsten som lyttede de...

They look like they are awaiting orders?

Hun mønstrede et smil, der dog ikke indeholdt nogen varme eller glæde. Hun havde ikke mere at gøre her. Wicked var tilbage i sit legesyge es, Procella havde det godt... og børnene virkede perfekte, dæmoniske standarder taget i betragtning. Uden at forstå hvorfor følte hun et stik af sorgmodighed hver gang hun kiggede på dem.

"I need to go home. I should tell Azuriel... I need to go home."

Gentog hun med stille stemme. Hun vendte sig og gik ud af lokalet, hun gik igennem stuen, åbnede køleskabet og tog et stykke kød ud. Med rystende fingre pakkede hun det op og begyndte langsomt at spise. Først efter flere bidder opdagede hun hvordan Procellas blod blev overført fra hendes hænder til kødet hun nu stod og spiste.

Wicked trak opgivende på skuldrene af Procellas anklagende blik og rakte en hånd ud imod Narcissa, for at hjælpe hende op fra sengen. Da hun kom på benene, strejfede iskolde læber hendes pande som farvel.

"Thank you, Muse."

Da hun først havde vendt ryggen til og var på vej igennem soveværelset, hævede han stemmen igen, i en 'forresten'-tone, der skar en smule i ørene.

"Ah yes, Azuriel. It may not be so difficult to keep him from hunting for the next few days."

Wicked samlede hænderne bag ryggen og var et billede af uskyldighed.

"Though I hope he didn't have plans tonight. Otherwise you may want to pick him up on your way home. Hang on."

Wicked tørrede en halv-blodig hånd af i en tør plet på sengetæppet og fiskede den slanke, sorte mobil op af lommen. Han tastede et langt nummer og ventede nogle få sekunder, før røret blev taget.

"Raith, bring the city car around. My niece will be needing a ride. Take her anywhere she wants to go."

Han sluttede samtalen med et kast af håndleddet, der smækkede telefonen sammen og grinede i Narcissas retning.

"Pleasant dreams, my sweet."

Wicked vendte de mørke øjne imod Procella - og blev ramt af en hammer midt i ansigtet. Det var i hvert fald den overførte fornemmelse, da følelserne tordnede igennem båndet og ind i ham. De fandt ingen resonans i ham, intet sted at forbinde til følelser, der allerede fandtes i hans essens. Runerne på hans hud flammede op og brændte hans kød. Den enkelte dråbe inde i ham brændte og drænede af den rest af hans egen, dæmoniske kraft, der stadig holdt ham i live. Det ene ben gav efter under ham og han faldt ned på et knæ ved siden af sengen. De mørke øjne vendte sig med et ryk imod Procella og gnistrede af vrede og forvirring over de følelser hun sendte ham, som han ikke forstod.

Tilbageslaget flød igennem båndet tilbage til Procella - men også igennem de svage tråde til børnene. De fire piger gav sig øjeblikkeligt til at skrige af fuld kraft.

Der gik et voldsomt ryk igennem jægerens slanke krop da Wick med en tung lyd landede på gulvet. De 4 småpiger skreg øresønderivende og hjerteskærende. Procella var ikke klar over at hun havde forladt sengen. Med umenneskelig hurtighed var hun ved hans side og hendes hænder holdt ham og støttede ham.

"Oh no you dont. You dont get to leave"

Procellas øjne så blidt og mildt på ham og der spillede et lille smil om hendes læber. Hun gispede da rekylen af hendes bånd med dæmonen fik et stød til at gå gennem hende. En lille strime blod løb fra hende næse og piblede ned over hendes læbe.

"You do not get to leave me. Ever"

Hendes stemme var rolig og afklaret. Den var blidt krævende, og omsorgsfuld. Hendes ene hånd gled op på hans kind og hun lagde blidt sin pande mod hans

"..ever.."

I sengen holdt den ene pige et splitsekund op med at græde. De store sorte øjne betragtede de to nybagte forældre på gulvet, i deres evige kamp om kærlighed og retten til at overleve. Noget rakte ud mod Wicked fra denne ene pige. Noget der ikke ville tillade at Lauren gik i stykker. Det var et fjerlet strejf. Men det var nok. Tilbage gennem båndet mellem far og datter, berørte noget dæmonens inderste og fik det til at flamme op.

Spædbarnets ansigt krølledes i det samme sammen som sine søskende og hun stak om muligt i et endnu højere hyl end de andre, men de sorte øjne der så intenst på Wicked syntes et kort øjeblik. Vidende?

"Wick...tell me what to do. Do you need her? Talk to me"

Procellas stemme var blidt insisterende. Hun ville lade ham få resten af englehybriden hvis det var alt der skulle til. Hun ville give alt for ham. Som hun havde sagt til Creo engang - hun kunne ikke trække vejret uden ham. En så simpel handling som dét gjorde ondt uden ham i nærheden.

Hvis dæmoner troede på at der eksisterede en himmel og en alvidende gud, så havde Narcissa i dette øjeblik takket ham for at sende et stykke af himlen ned til hende. Smagen der spredte sig i hendes mund og ud i hver en afkrog af hendes krop var så himmelsk at det var ubegribeligt. Det var som om hun for første gange smagte sukker i en verden der kun bestod af salt, som fik hun den fineste vin der nogensinde var blevet tappet.

Noget dybt inde i hende bristede og hun kunne intet gøre for at forhindre det. Under denne bristning ulmede et mørke, det dyriske og ukontrollerede ophav, hendes dæmoniske mørke vred sig under sanseindtrykket Procellas blod gav hende.

Med ét opdagde hun hvordan hendes krop havde flyttet hende fra køleskabet og tilbage imod soveværelset halvejs igennem stuen. Hendes tænder var sylespide og omkring hende dansede mørke skygger ukontrolleret. I samme øjeblik forstod hun hvad blodet smagte af.

Det smagte af Micha!

Et ryk gik igennem hende og hun sank om på gulvet siddende med benene under hagen og armene krampagtigt holdende om sig selv. Tanken om at denne fantastiske smag, at denne hedoniske oplevelse stammede fra... at den smagte af Micha. Den hun hadede allermest i denne verden, hende der havde dræbt hendes fader og som havde narret hende, den kviden der forsøgte at flå Procella i stykker og skille hende og Wicked ad.

En følelse hun ikke kunne genkende fordi den var så stærk rasede igennem hende. Hun ville drikke, hun ville ikke drikke. Hun havde brug for dét blod, samtidig var det det hun aller mindst ville have lige nu. Uden selv at kunne styre det begyndte hendes tunge at slikke hænderne rene for blodet. Hun nød hver eneste dråbe og de sendte trykbølger af sansemæssige indtryk igennem hende.

Omkring Narcissa stod flere kraftige lysglimt af lynstyrke, vinduerne i stuen vibrerede faretruende og Narcissas øjne blev blændet af hendes eget lys. Hele lejligheden emmede nu af dæmoniske kræfter der kæmpede indædt for sin ret, kæmpede for at få lov at drikke det blod der smagte så himmelsk.

Men hun kunne ikke.

"I SWEAR NOT TO HARM THE MOON-CHILD, OR HER OFFSPRING, IN ANY WAY, SHAPE OR FORM!"

De store mørke øjne stirrede blankt op på Procella, fanget midt i stormen af følelser der gled igennem båndet imellem dem. Det skærende lys for enden af båndet blafrede usikkert, som Procellas havde gjort kort forinden. Wicked havde givet alt til børnene og hende. Der var kun lige præcist nok tilbage, til at holde skallen han beboede i bevægelse. Procellas stædige forsøg, på at genkalde de menneskelige følelser, uden den kerne han havde opgivet, for at hele hende i live, havde smadret igennem ham som en sten igennem et glashus. Sjæle-essensen var ikke naturlig for hans dæmoniske krop eller sind.

Den eneste grund til, at Wicked ikke var blevet flået fra hinanden af energien var, at det var blevet opbygget langsomt og med hans egne omfattende kræfter som modspil.

Indflydelsen fra et af børnene smadrede ind i ham. Det var ikke længere en sten der brød ruden, men en lastbil der fræsede direkte igennem glashuset og tog stakittet med på vejen. Wickeds krop spændte sig i krampetrækninger, da flammerne rullede igennem ham. Denne gang var det ikke kun runerne på hans hud der lyste op. Det var indersiden af hans krop, alle nerver og blodårer, der blev renset med den lutrende glød.

"Stop-.. stop it. Make it stop."

Wickeds hoved faldt tilbage, hans krop leddeløs mens kraften rasede igennem ham. En tyktflydende væske trak sorte spor ned af hans kinder. Kan dæmoner græde? I så fald græd Wicked tårer der mindede om tjære. Smerten der skyllede igennem båndet til Procella, blev langsomt svagere og Wicked hævede en rystende hånd til hendes kind. Hans ansigt var, som hun havde set det under fødslen; omsorgsfuldt, sårbart, undrende. Han åbnede langsomt munden for at sige noget.

Lejligheden eksploderede og den kolde vind hylede ind igennem døråbningen til stuen. Med sig bragte den trykbølgen af Narcissas dæmoniske kræfter. I stedet for at glide henover Wicked, eller føje sig til ham, hamrede den ind i hans metafysiske krop, der lige nu var opfyldt af ren livskraft, og kastede sig ind i en intern kamp om hvem der ejede mest af dæmonen.

Den konstante veksling imellem det skærende, hellige lys og den mørke energi, der på en eller anden måde var blevet forenet i dæmonen, blev endelig for meget for Wicked. De mørke øjne rullede op bag i hovedet og han blev slap i Procellas arme.

Procella havde ingen anelse om hvad der foregik omkring hende. Hun kunne høre ruderne dirre i stuen, og Narcissas rasende skrig. Døde de alle omkring hende?

Vinden flåede i den sorte silkekimono der slaskede omkring hende, våd af blod. Desperat så Procella mod sengen med de små nøgne ubeskyttede børn.

"NARI! HELP ME! HELP MY CHILDREN!"

Procellas fingre greb om Wicks ansigt og hun ruskede den livløse krop. Hun krummede sig sammen omkring ham og brugte sin egen krop som skjold mod vinden. Varme tåre løb ned over hendes kinder.

"You dont get to leave me. Dont leave me. Please dont leave me"

Desperat kyssede Procella hans øjne, hans pande, hans læber. Prøvede at vække ham med kys, som var det eneste det krævede, hendes egen viljestyrke.

"NARI! WHERE THE HELL ARE YOU! I SWEAR TO GOD I WILL KILL YOU IF YOU DONT HELP US!"

Procella viklede sine ben om livet på Wick og gled ned på gulvet med ham i sine arme, med sengen i ryggen og de skrigende spædbørn et sted over og bag hende.

Jaaaaaaames? Are you playing hide and seek? You dont play nice. Come out, come out where ever you are. The game is not over yet. I promised I would kill you. You cant finish without me. The last chapter has not been written yet

Et par kolde gyldne øjne formede sig i Wickeds sind. De lænker han havde lagt om Micha var blevet luftige og skrøbelige, og hun var brudt igennem dem. Det smukke ansigt krusede sig i et smil da hun sultent slikkede sine læber. Hun rakte en hånd ud, men ikke mod Wicked, mod de krafter der sled i ham.

We are not done playing yet. I told you this was not over. Yet again the hunter, becomes the hunted. How does it feel to be weak? You dont get to kill me. You dont get to kill her. and that means. You dont get to die know. Soon...but not now. I need more time. Fun game...fun fun fun

Micha fyldte lungerne og pustede blidt. Magisk kraft begyndte at hvirvle, som støvfnug fanget i en solstribe. De blev fejet bort fra Wick så flammen i hans inderste kunne bide sig fast og ikke længere blafrede i den storm han havde været fanget i før.

Oh its a wicked, wicked game...

Den lave lyse børnelatter gav ekko i hans sind da Michas nærværelse langsomt trak sig tilbage fra ham.

Procella så desperat ned på sin mand.

"No..nonono! Dont do this to me! Please! Dont leave me! I cant live without you! Wick!"

Et billede gled gennem hendes hoved. Et billede af hende selv, mange år tilbage. Procella blottede tænderne og førte Wicks hånd til sin mund. De skarpe tænder sank ned i hans kød og flåede det op.

"Your blood!"

Procella flåede sin egen håndflade op, den hånd der stadig bar et tyndt lyserødt ar fra dengang hun havde forsøgt at blodsbinde en golem

"My blood!"

Hun greb hans hånd så de åbne sår blev presset hårdt mod hinanden

"Our blood!"

Jægerens næsebor spiledes kort ud da den berusende duft af hans blod og fornemmelsen af det i sig gjorde hende ør og fik verden til at sejle for hendes blik.

Skrigene der kort forinden havde sluppet hendes mund og ordene i dem gav hende et fast holdepunkt. Hun kunne ikke skade Procella, hun var bundet af ord, blod og magi. Det mørke der hev og flåede i hendes indre for at drikke og opleve blodet igen, dulmedes af den logik hun pressede ind over sin egen bevidsthed.

Hun kunne ikke skade Procella eller børnene! Derfor kunne hun godt bevæge sig, hun kunne godt efterkomme Procellas bøn fra soveværelset. Hun turde godt...

Procellas paniske råb lød igennem vinden og Narcissa rejste sig skælvende. Smagen af blodet sad stadig i hende. I hurtige skridt var hun igennem døren.

På sengen lå de fire små liv, stadig klistrede og med mørke øjne der fulgte forældrenes mindste bevægelse. Deres blik fik straks Narcissa til at stirre på gulvet hvor hendes gudfader lå livløs i armene på Procella.

Kan en dæmon dø?

Hun kendte godt svaret, men tillod ikke sig selv at blive revet med af frygten.

"I can not hurt you!"

Narcissa bevægede sig rundt om sengen og kravlede op til børnene. Som en hunulv der ligger sig beskyttende om sine hvalpe, pakkede hun dem ind i en lille hule dannet af sin egen krop og den gennemvædede dyne. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op, men placerede sine varme hænder over børnene, aede dem blidt og forsøgte at berolige deres skringre skrig.

"Slaap zoet, klein kind.
gelijk kalm en rustig,
zo lief slapen
als de vogel in het bos,
als bloemen in weilanden slaap.
God de Vader zei:
zegt engelen op wacht
waar mijn kleine in bed."

Endnu engang lød den hollandske vuggevise, det var hvad hun kunne frem. Det havde hjulpet hende sidst og hun bad til at det ville hjælpe igen.

Hush little ones, your father is resting... he will be okay, soon... Hush now...

Narcissa lukkede øjnene og vuggede roligt frem og tilbage med klumpen af dyne og børn i sin favn. Hun turde ikke udtale ordene, var bange for at bryde det bånd der bandt Procella og Wicked og børnene.

Uncle... you need to live! For the children... for Procella... for me...

Mørke.

Wickeds sind var et landskab badet i uendeligt mørke, der trak Micha ind, som en fisk på en snøre. Da søsteren udelukkende havde skubbet til båndet igennem Procella, og Wickeds eget bånd skabt til børnene, havde det ikke været muligt. Det var arrogancen. Den lille del af hende, der måtte håne ham. Bevidstheden, der søgte igennem båndende, for at give sin tale i hans sind.

Lyden af en ståldør, der blev smækket i, ekkoede igennem mørket. Røde øjne blinkede ud af ingenting. I metafysisk forstand, var de gyldne øjne et nåleprik ved siden af de flammende pupiller. Varmen var svidende, dæmonens ufiltrerede bevidsthed en vægt tusinde gange stærkere, end hvad Micha før havde oplevet.

Found you.

Stemmen rungede igennem mørket. Latteren der fulgte var psykiske knive.

Venturing into the mindscape of a demon? What a bad girl you are.

Skyggerne hvislede omkring Micha.

A Wicked game indeed. Flesh of my flesh.

Under Procellas hænder gik endnu en krampe igennem Wicked, da Micha pustede til den hvidglødende flamme i ham. Bevidstløs som han var, trak hans krop på de forskellige hundreder af sjæle han fordrede over, genoprettede balancen imellem de kæmpende kræfter. Procellas blod for igennem hans årer og styrkede båndet imellem dem, bandt dem tættere sammen. Fjernt, meget fjernt, hørte hun en latter hun ville huske resten af sit liv. Den mentale styrke, af det svage glimt hun havde fået ind i hans bevidstløse psyke, sendte Procellas sind på flugt.

På sengen faldt et af børnene stille hen. Blod løb i en tynd stribe fra barnets næse og mundvig og huden mistede langsomt sit pink skær.

Hendes reaktion var instinktiv. Hendes hånd greb hårdere om Wicks og hun brølede sin trodsighed ud da hun blev mødt af minder så gamle som tiden selv. Et sted i hende blev en barriere skubbet, en barriere der kun havde været brudt ned en gang tidligere, da Narcissa havde båret det lille gyldne smykke. Procella vidste ikke hvad hun kæmpede imod og hun kunne ikke kæmpe på mental kraft. Det havde altid været hendes store svaghed. Det og følelser.

I Wickeds bevidsthed kradsede klør prøvende, og derefter stædigt Micha var altid så sikker på sig selv. Selv nu hvor Wicked havde låst hende af fra søsteren i et vist omfang, troede hun stadig ikke inderst inde på at han kunne slå hende. Så urokkelig var hendes tro på egne evner. Hun måtte...

Your flesh? HER flesh! My...flesh...do you really want to kill your abominated spawn for little me? And what if i take the next? And the next? How many children will you kill? How many dead babies can she survive? Oh I am such a bad girl...but you...you are still a demon....

Procella skreg skingert da en usammenhængende række billeder, der intet havde med hende at gøre, løb fra Wick gennem hendes hoved. Brudstykker af tidsaldre, væsner, folk, følelser, steder. Den tynde blodstrime fra hendes næse tog til i styrke, og til sidst søgte hun tilflugt.

"...no...keeper..."

Wick gled ud af hendes greb da hun sank sammen. Hans torso landede med en underlig dump lyd på gulvet. Hun blev siddende et kort sekund før stillingn fik hende til at glide ud til siden og ned på gulvet, halvt oven på ham. Hendes ene skulder ramte gulvet med en usund lyd. Hendes stemme havde ikke været den samme mangestrubede kønsløse stemme som den Narcissa før havde oplevet i hotalværelset. Men ordende var de samme.