Almost girls only (Pro+Wick)

Ved lyden et sted bag hende trykkede Procella skuldrene mod gulvet så hun kunne bøje nakken bagover og se de indtrægende. Jægerens øjne blev rovdyrgule og en tung snerren rullede gennem hende. Hun lå her i pine og halvnøgen, med blod i hele hovedet og hans nieces hænder nogle forholdsvis intime steder, og så stod han og var arrogant og hånede hende?

Det flammende blik låste sig fast på det ansigt hun elskede, men i dette sekund hadede lige så intenst.

"Oh really? Do tell. What is most interesting here? Me screaming? Or maybe the fact that I only had to think about not having you by my side, made your spawn try to kill me. Oh I have another option...how about your niece being the only one in the room preventing my pelvis cracking open?! But by all means...shopping is more important than your wife in pain..makes sense..."

Det gik en skælven gennem hende da det flammede had og raseri, atter fik de små liv til at presse og skubbe mod Narcissas hænder. Sveden begyndte at perle frem på Procellas pande og hun udstødte en lang klagende lyd.

Wicked gav et teatralsk suk og skubbede sig fri af dørkarmen. Han tog et par skridt hen til de to kvinder på gulvet og sank ned på hug, så hans hånd kunne nå den udspilede mave.

"I do believe I told you to relax. Why would you even be thinking of life without me?"

Hans læber spredte sig i et cheshire-grin, da han lænede sig frem og lagde læberne imod Procellas i et kort kys. Da han trak sig tilbage, var hans egne farvet af Porcelains blod og han slikkede sig om munden med et tilfredst udtryk. Det blide smil blev derimod en kende anstrengt, da de mørke øjne gled videre nedover den - tidligere - hvide sofa. Wicked rynkede næsen af blodet, der var dryppet fra Procellas ansigt ned på stoffet og nu på gulvtæppet.

"Not that I mind, Princess, but I had hoped that you could keep the furniture intact and un-bloodied for at least a week."

Han sukkede opgivende og vente opmærksomheden imod Narcissa.

"And what brings you by, my Muse? Apart from dealing with this unreasonable woman. Here I am, shopping away for our children, while she lies around all day, and what do I get? Woe is me!"

Wicked lænede sig fra Procella til Narcissa og strejfede dæmonens pande med de kølige læber. Porcelain, som kaldt ved at han nævnte shopping, kom trippende ind i lejligheden og begyndte at læsse poser og pakker af på bordet. Til hans forsvar så - langt de fleste - ud til at være fra forskellige baby-forretninger.

Narcissa lod et blik falde over den svulmende mave og smilede for sig selv, da hun i en langsom og rolig bevægelse trak hænderne til sig.

"See, I told you he would come soon, little children."

Det blege ansigt mødte smilende Wickeds øjne sekundet inden han plantede læberne på hendes pande. Hun ignorerede fuldstændigt Porcelains tilstedeværelse.

"Oh Godfather... I came to see you. But Procella has been verry kind to me."

På trods af den lettere snobbede formulering og den lille drillende rynke på næsen, var det tydeligt at se at hun talte sandt og faktisk mente hvert et ord. Jo, de havde da snerret lidt af hinanden... men hvem havde forventet anderledes?

Igen fløj sommerfuglene fra tidligere igennem hendes mave og flashbacks spillede for hendes indre øje. Billeder af en kvinde smurt ind i blod, med brækkede knogler og åbne sår. Den flammende mur tornede frem for hendes blik, for sekundet senere at forsvinde.

Narcissa rejste sig langsomt og kiggede først fra pap-onklen og så ned på Procella med glimtende halvfugtige øjne.

"Is there anything I can do?"

Procella hev stakåndet efter vejret og hendes ansigt lyste af smerte og anstrengelse da Wicks nedladenhed over for hendes situation fik de små liv til at bevæge sig protesterende over de fjendske følelser.

"I hate you! Dont touch me!"

Halvskreg hun af ham, og tårene stod hende i øjnene, men hun nægtede stivnakket af begynde at græde foran Narcissa og slavedukken. En kraftig skælven gik igennem hende da Wicks lette berøring af hendes maveskind med det samme fik de foruroligede børn til at falde til ro.

En lang, nærmest punkteret lyd undslap hendes hals, og de blodige læber kyssede ham ikke tilbage.

"Fuck you Wick...and your damn interior design."

Når han bekymrede sig så lidt og var så ligeglad så fanden heller om hun ville ligge her og udstille sig mere end hun allerede var det. Hun rimpede læberne sammen da beretningen om hvordan de havde talt om Micha lå på hendes tungepids.

Hendes flammende blik fangede dæmonkvindens og holdt det fast.

"You can kick his ass for being the largest asshole on the planet and calling me unreasonable while in pain. That would help. Otherwise help me up? It seems like im only a burden so why dont i just fucking leave, huh?"

Procella bremsede sin vejrtrækning da det trak smerteligt om hendes luftrør og hun kunne fornemme hvordan hendes stemme ville dirre og måske endda knække over hvis hun fortsatte sin talestrøm. Det dirrede let ved den ene mundvig.

"Nice?"

Wicked hævede et øjenbryn og så ned på Procella, som om han kunne se dampen der kom ud af hendes ører. Han vendte sit ansigt væk, men det drillende smil var svært at overse.

"Perhaps I am the only one who deserves getting scolded at any given moment, for any little detail. Then again, seeing as how I am such a monster, that is only fair I suppose."

De mørke øjne så ned på Procella, fangede hendes blik og han hævede sigende et øjenbryn. Udover det virkede han ikke specielt rørt af de hårde ord. Wicked tiltede fremad, så han sad på tåspidserne af sine fødder og skubbede sine arme ind under Procella. Han rejste sig i en glidende bevægelse med den gravide kvinde i armene, som om hun ingenting vejede.

"Now, if you are done calling me names, would you please have a look at the things I have picked up and tell me what else we need? I have never given much attention to.. procreation."

Wicked blinkede lidt over ordet, før han nikkede ned imod stuens bord, der nu var mere eller mindre dækket af indkøb. De mørke øjne søgte imod Narcissa og derefter til den pakke der lå nærmest.

"Muse, if you'd please. My hands are a little full."

Wicked smilede halvt og sænkede hovedet imod Procella. Hans næse gled langs hendes kæbe, lokkede hende til at dreje hovedet imod ham, så han kunne nå hendes læber igen.

Det er aldrig rart at være tilstede når elskende skændes... men at overvære et 'skænderi' imellem netop disse to elskende var cirka titusinde gange være. Narcissa trippede usikkert og håbede på snart at blive sat til noget.

Den spinkle kvinde smilede for sig selv af Procellas vrede ord om onklen og sneg sig til at blinke legesygt til Wicked.

Da han løftede Procella op kunne hun ikke lade være med at protestere, dog ikke over at han løftede hende.

"Surely my dear, this is not the time for presents?"

Stemmen var skarpere end hun ville have haft den til at være. Og med et suk fulgte hun hans blik og rakte ud efter gaven.

Fingrene begyndte forsigtigt at åbne den, papiret knitrede ved bevægelserne. Pakken indeholdt fire små sparkedragter, to i forskellige lyse nuancer af blå, én i lys rosa og én i lys voilet. Det bløde stof gled blidt mellem hendes fingre.
Hun kunne ikke undertrykke det lille smil der blev frembragt ved tanken om Wicked, den store og stærke pap-onkel, i en børnebutik. Han havde et lettere panisk udtryk over sig... Det var en overvældende komisk tanke, specielt da hun for sit indre blik så hvordan ekspedienterne nærmest savlede og bandede over at de mødte ham i en sådan butik, og ikke på en fin klub et eller andet sted. Et sted hvor 'I am gonna be a daddy'-skiltet ikke hang så tydeligt om hans hals.

Big Daddy, huh?

Hun sendte et smilende blik til Procella, men skyndte straks at smide ansigtet i alvorlige folder da hun så det gnavne og bitre ansigtsudtryk.

"Ehrm... as I said... maybe... ehrm..."

Lettere i tvivl om hendes næste træk rakte hun de fine små sparkedragte frem imod hende. Var det dyremotiver der var på hver af dem? Igen måtte hun virkelig virkelig kæmpe for ikke at sprutte af grin.

Procella knurrede rasende af Wick

"Yes NICE! I am actually capable of being nice! I was trying my best! And surprise! We had a nice time!"

De flammende rovdyrgule øjne dolkede ham nådesløst, men det var også alt hun magtede lige nu. Hun spændte imod i kroppen da han løftede hende, som havde hun været et pund sukker. Hele hendes krop skreg i protest i forventningen om at den kvalmende, pressende rullende smerte ville jage igennem hende igen...men den kom aldrig.

Det forbløffede udtryk i hendes øjne var næsten urkomisk. Himmelfalden åbenlys lettelse og forvirring. Hun var ikke parat til at tilgive ham hans arrogance og uempatiske behandling af sig. Så da han gned næsen mod hendes kæbe blottedes hendes tænder i en agressiv grimasse. Tænderne der var alt for hvide og skarpe til et menneske. Da han blev ved, nærmest sukkede hun let og opgivende før hun fugtede læberne og fjernede det værste blod, han ikke havde fået med i første omgang. Derpå vendte hun ansigtet mod ham og mødte varm hans mund med sine læber.

"...I still hate you...jackass..."

Mumlede hun i kysset og nappede ham halvhårdt i underlæben. For en stund havde hun glemt verden omkring hende, både slavedukken og dæmonkvinden og de ganske forfærdelige beklædningsgenstande der pludselig blev presset ind i hendes verden og bristede den lille bobbel. Hun blinkede et par gange med øjnene.

"Girls in blue...I can work with that...just no glitter or rainbo..."

Procellas øjne blev store. Hun så helt blank ud i ansigtet. Hun havde aldrig fået at vide hvilket køn det var. Hun var stukket af før de havde de falske papire færdige. Det var også den dag hun var løbet ind i Narcissa for første gang. Den dag hun havde fundet ud af at der var 4 små liv der voksede under hendes hjerte.

"Girls...we are...having..girls..."

Hun gentog sætningen næsten hviskende. Smagte på flertalsdrejningen.

Wicked brummede ved tænderne i læben, men trak sig ikke tilbage. Det sultne udtryk, i de mørke øjne, var en lille smule for privat til publikummet - og det var tydeligt, at hvis de havde været alene, havde han ikke ladet hende trække sig væk igen. Da hendes opmærksomhed fokuserede på Narcissa, smilede han for sig selv over succesfuldt at have distraheret hende nok, til at hun glemte at hun havde været på grådens rand. Et øjeblik efter forsvandt det selvtilfredse udtryk imidlertid og han så nærmest nervøst til, mens Narcissa pakkede den første pose ud og hev dragterne frem. De mørke øjne flakkede imellem tøjet og Procellas ansigt.

"Are they acceptable?"

Han trippede usikkert, selv med Procella i armene. Enhver der havde det mindste kendskab til Wicked, ville se hvor langt udenfor hans comfort-zone han var med indkøbene.

"I got one of each color, so you can pick the ones you like. There are matching socks, hats and-"

Han afbrød sig selv da Procella talte og rynkede panden.

"Girls?"

Wicked hævede et øjenbryn og virkede et øjeblik til at misse meningen med udbruddet fuldstændigt - højst sandsynligt nærmere fordi børnenes køn ikke rigtigt havde betydning for ham, end fordi han ikke vidste hvad hun mente.

"Yes, we are. Is something wrong with that? Porcelain mentioned something about color-coding, but it's hard to get anything sensible out of her."

Han sendte et svidende blik i retningen af køkkenet, hvor halv-englen var forsvundet ud - højst sandsynligt for at sørge for, at Procellas lager af snacks blev vedligeholdt.

Narcissa smilede igen da snakken faldt på at parret skulle have piger. Hun havde aldrig i sit liv forestillet sig at skulle opleve onklen sådan her. Og hun havde da bestemt heller ikke regnet med den varme der spredte sig i hende. Hun glædedes usigeligt over deres lykke... var det ikke det man kaldte dette her?

Høfligt kiggede hun bort da deres læber mødtes. Hendes blik gled rundt i rummet og konstaterede ligegyldigt at den hjernedøde brunette havde forladt selskabet.

En tanke ramte hende - Procella havde talt om at dø under fødslen.

No... she has to survive.

Et forskrækket udtryk gled over hendes ansigt. Hun kærede sig rent faktisk om kvindens velbefindende? Måske... men tanken om at se Wicked uden hende... At opleve ham miste hende. Narcissa turde ikke tænke tanken til ende, hun mærkede hvordan alle de fine hår på hendes hud rejste sig i kuldegysninger. I stedet smed hun et dygtigt indøvet smil på sine dybrøde læber.

"I believe there is nothing more for me to do here... ehrm. I do hope you are feeling better Procella?"

Tonen var spørgende, nærmest undskyldende.

"If nothing more is needed from me... eh? I will find my way home... We could talk some other day, when I am not interrupting... anything?"

En minimal rødmen viste sig i det skarpe ansigt og de mørke spørgende øjne fangede Wickeds blik.

Procella så om muligt endnu mere forvirret ud og rystede let på hovedet

"Wrong? No...its just. I didnt really think about....well...anything. I was just pregnant. Its wasnt...real...Stop looking like that. Porcelain did better than i would have"

Et langstrakt spillende smil gled over hendes læber

"Id just wrap them in your leather jacket. You did perfect love"

Procellas stemme der først havde været lattermild og drillende, endte ud med at være varm og intim. Hun greb Wicks hage mellem fingrene og fangede hans læber i et let strejf. Et kort sekund lod hun sin pande hvile mod hans. En simpel gestus, men tilliden i den og overgivelsen i den lette berøring burde ikke gå hen over hovedet på nogen.

"No...No look Im sorry. Dont leave. My husband"

Der var en let sarkastisk tone da hun sagde ordet, og hun hævede et øjenbryn og sendte Wick et lidt irettesættende blik

"Is not being very polite company. You are not interrupting anything. I am very thankful for your assistance. We both are"

Uset for Narcissas blik fik Wicks skulder et halvhårdt dask. Kombineret med den usynlige opfordrende panderynke som man ellers ikke ville bide mærke i, puffede hun let til sin sjælemage

Wicked sendte Narcissa et tankefuldt blik, henover Procellas hoved, da guddatterens udtryk skiftede fra et forsøg på at holde masken til svag forskrækkelse. Hans happy-couple udtryk gled til side og han så alvorligt på hende, som om han havde læst hendes tanker. Ved Procellas ord skiftede hans udtryk imidlertid på et øjeblik og han gengældte det lette strejf af hendes læber ved at kysse hende grundigt, før han vendte sig og forsigtigt lempede hende ned på sofaen.

"A monkey would have done better than Porcelain. I brought magazines back for you to look through, from the best designers. The women in the shop were more than happy to help."

Wicked blinkede drillende og nærmest glødede over rosen han blev tildelt. Det var en slet skjult hemmelighed, at han kunne distraheres - i hvert fald et øjeblik - ved at blive rost, når han gjorde sig umage med at spille menneske. Det var ikke første gang han havde gjort en indsats overfor Procella, men højst sandsynligt den første situation, hvor forsøget ikke havde en skjult ironisk tone ved sig. Hans udtryk skiftede imidlertid ved Procellas irettesættelse og han så med et halvt skælmsk smil og et hævet øjenbryn imellem de to kvinder.

"The two of you really have been bonding, haven't you?"

Han virkede ikke til at skamme sig det mindste over sin opførsel og et cheshire-grin strakte læberne imod Procella, før han vendte de mørke øjne imod Narcissa.

"But of course, I always have time for my Muse. What did you want to talk about?"

Wicked lænede sig ind over bordet og samlede en pose op, som han lod dumpe ned i Procellas skød. Pakken lod til at indeholde et væld af forskellige stribede strømpebukser i den mindste størrelse muligt.

Narcissa så først fra Procella og derefter op på Wicked. Var det her sådan det var at være familie?

En snert af gammel genkendelse strejfede hendes sind. Hendes fader der sad i den smukt udskårne og fløjsbetrukne sofa. Den høje bredstammede mand med det helt sorte hår. Hans øjne havde været lige så natsorte som Narcissas. Han klappede let sit skød og den lille mælkehvide pige i flæset brokadekjole sprang umenneskeligt adræt op og satte sig til rette imod hans trygge figur.

Narcissa smilede varmt og følte sig for første gang i knapt otte år velkommen... og så oven i købet et andet sted end de lejligheder hun flygtigt havde beboet over årene.

Do not fool yourself... never believe in theese petty pictures. Do not burn your self child.

Hun sukkede af sin egen indre stemme, den kyniske fornuft der nærmest skreg af hende.

"Thank you... both of you. Procella..."

Hun lod sætningen forblive usagt og sendte i stedet kvinden et taknemmeligt smil.

Narcissa lod sig sænke ned i sofaen i den modsatte ende af Procella. Atter sad de her... dog med den meget betydelige ændring af Wickeds selskab. Et selskab man aldrig ville kunne ignorere. Narcissas ansigt blev henlagt i alvorlige folder, et skær af sorgmodighed lyste ud af hendes øjne.

"Uncle... I owe you thanks. And a huge amount of grattitude. The other night... you and Az. You... thank you."

De sorte øjne var påtrængende, krævede at han tog det her seriøst, og ikke bare affærdigede hende med endnu én af hans påtagede vittigheder.

Procella kunne ikke lade være med at klukle lavt mod hans mund da hun fik et dybt og grundigt kys.

"Always so hungry..."

Hviskede hun drillende og nappede let hans øreflip da han blidt lempede hende ned i sofaen. De spillende øjne viste ingen tegn på at hendes ansigt få øjeblikke forinden havde været en maske af smerte og forskrækkelse. Procellas blik blev en smule mørkt ved Wicks ord, og selvom det var tydeligt hun ønskede at sige noget - hendes læber gled automatisk fra hinanden - slugte hun hvad end kommentare hun havde til halvenglesagen.

"What now? Is that wrong? Would you rather i chased her around the home with a stake?"

Procellas stemme var fjern og egentlig mere konverserende med sig selv da hub tvivlsomt fiskede et par strømpebukser op mellem tommel og pegefinger og granskede dem. Hun hævede et øjenbryn. Strømpebukser? Urgh...

Procella hev en brochuere op af strømpebukseposen og flippede igennem den. Forskellige slags bæreseler og babystole.

"Oh god...this is gonna cost a fortune. And we will get 4...."

Klynkede Procella lavmælt imens hendes hjerne arbejdede på højtryk for at prøve at lave et estmieret regnestykke. Hun så forvirret op fra brochuren.

"Hm? Me? What? I didnt do anything?"

Svarede hun en smule distanceret og smilede kort. Hendes smil blev vasket bort med de næste ord. Brochuren gled ud mellem hendes fingre, samtidig med at hun rejste sig med et ryk.

"What? Az? Did something happen? Why are you talking about Az? Is he en truble? You where with Az too? Why am I not told anything?"

Procella støttede den tunge mave med en arm omkring den.

"Wick? Did you hurt him?"

Hendes blik flakkede mellem de 2 dæmoner. Hun følte sig pludselig en smule lille og ubeskyttet

Wicked rullede svagt med øjnene af Procellas klynken over den fremtidige regning og vendte sin opmærksomhed imod Narcissa, mens han regelmæssigt flyttede nye poser eller pakker fra bordet over til Procella. De mørke øjne mødte hendes og han blinkede, selvom stemmen der svarede hende var alvorlig.

"You are welcome, goddaughter. Though there is more to be said in that-"

Procellas let paniske afbrydelse fik ham til at hæve et øjenbryn og ligge en hånd på hendes skulder, så hun blev siddende i sofaen. Musklerne i hans overarm bevægede sig knap, og afslørede ikke den kraft, jægeren brugte til at stemme imod.

"There is no need to worry. Relax. I am afraid I simply forgot to tell you. Azuriel was merely accompanying Narcissa, and last I noticed, the two of you were not exactly on friendly terms. I saw no reason to share a brief visit with you."

Wicked rullede let med de muskuløse skuldre og antog et påtaget fornærmet udtryk ved Procellas spørgsmål.

"Do you think so little of me as to hurt your former lovers on principle?"

Han skar en grimasse. Hånden faldt fra hendes skulder og han foldede i stedet armene over brystet.

"I did nothing he did not ask me to do."

Wicked smilede sardonisk.

De sorte øjne blev spærret op og et forskrækket udtryk lagde sig straks over hendes ansigt. Azuriel? nej, det var jo slet ikke det hun mente.

"Oh no... he is not hurt. Not... ehrm. Not really."

Det var jo egentligt dét hun ville snakke om onklen med. Men... ikke nu, ikke foran Procella. Hun ville jo for fanden bare tæve Azuriel til pulp.

"I had a little accident, which Uncle helped me overcome. And you know Az, I had to tie him to the bed to prevent him from going hunting tonight."

Et yderst øvet smil blev sendt til Procella og blikket der medfulgte var varmt og lattermildt. hun lagde benene over kors og lænede sig afslappet tilbage. Det tog et ton energi at bevare smilet... senere, hun måtte tale med Wicked senere.

Onklens sidste kommentar affødte et undrende blik. Hvad mente han? Straks blev blikket atter smilende... Nå ja! Hendes gudfader havde trods alt gjort alt for hende dén aften. Og hun havde bare formået at ødelægge hans interiør.

Don't think about that dammed wall now...

Procella kæmpede imod Wicks restriktion, men ikke åbenlyst. Hun øgede sit pres mod hans hånd mere og mere til musklerne dirrede under hans greb

"Like you never hurt any of them in the past?"

Hvæste hun anstrengt, stemmen en smule hæs af hendes kamp mod hans greb, men uden at ville begynde at kæmpe imod ham direkte og åbenlyst foran hundæmonen. Efter et splitsekund sank hans ord ind og hendes blik blev mørkt. Hun vendte hovedet bort fra ham.

"...thanks a lot..."

Mumlede hun da ordende begyndte at svide i hende. Han havde åbenbart ikke tænkt sig at lade det fare. At Azuriel havde delt hendes seng, og at hun effektivt havde fjernet de kvinder der havde delt Wicks. Hvordan skulle de komme videre hvis han holdt fortiden mod hende hele tiden?

Procella fugtede let læberne og lagde armene om sig selv. Hendes kamp mod ham var forsvundet ud af hendes krop da han fjernede hånden og hun sank hen i tavshed. Hun så langsomt på Narcissa.

"Maybe you should ask my husband what Azuriel asked of him. It seems that.."

Procella bed resten af sætningen i sig. Hun sad atter i tavshed lidt. Så bed hun sig i læben. De lave hviskende ord der næsten tonløse havde en lille skarp kant af bitterhed.

"Would you like me to smile blankly like her? Not care or ask questions?"

Hun så ned på sine hænder og gned størknet blod af huden

Wicked snøftede hovent og tog et par skridt rundt om bordet. Udtrykket på hans ansigt og hans holdning, hænderne samlet bag hans ryg, ledte tankerne svagt hen på en royal eller adelig, der undlod at involvere sig i sager under hans værdighed ved meget simpelt at ignorere dem.

"So quick to accuse me of doing something wicked."

Læberne spredte sig i hans vanlige cheshire-smil ved det lille ordspil, og han tsk'ede let af Procellas anklage.

"He asked me to teach him magic, Princess. He wants to be able to protect both you and Narcissa."

Stemmen der indtil da havde været let underholdt, som om samtalen ikke rigtigt interesserede ham, fik pludselig en skarp og faretruende kant. Da Wicked vendte sig imod sofaen igen, syntes skyggerne i lejligheden at samle sig bag ham som et massivt tæppe af mørke.

"As well as the children that he believes himself to be the godfather of."

Ordene hvislede igennem rummet. Der var endnu ingen skrig fra skyggerne, men det var tydeligt ikke langt fra. Dybt i Wickeds mørke øjne dukkede røde gløder frem.

"Quite a mystery, where he should have received such an idea, isn't it?"

Wickeds læber strakte sig i et rovdyr-agtigt smil.

Endnu en gang følte Narcissas sig som en lus fanget imellem to negle. Wicked og Procella var ikke ligefrem det man kunne kalde et 'normalt' par af kommende forældre. Og det kunne man bestemt heller ikke sige om deres konstante interne... ehrm... kommunikation.

Dæmonen lod blikket hvile ved sine foldede hænder i sit skød og måtte anstrenge sig for ikke at afbryde dem. Der var jo virkelig ingen grund til at de skændtes sådan her. Slet ikke når det hele handlede om Az.

"Magic? Surely... with his ski... I mean. With his luck, that can not..."

Narcissas blik der havde set op på Wicked da han fortalte at Azuriel gerne ville lære magi, blev mørkt og et umådelig træt ansigtsudtryk lagde sig om hendes ansigt. Hun sukkede dybt og rystede opgivende på hovedet.

"I do not think I will ever be able to control that boy."

mumlede hun for sig selv.

Hun så til med store øjne da Wicked begyndte at lege med rummets skygger.

Oh... it is so pretty!

Men hun kunne alligevel ikke lade være med at krympe sig en milimeter ned i sofaen. Med en bestemt mine sugede hun vejret til sig, fangede Wickeds blik og sagde

"Dear uncle... He is Azuriel. If I should take a guess, I do believe he would be perfectly capable of that idea himself."

Procella sprang op fra sofaen med flammende øjne

"He wants to pro....HE has been nothing but in trouble since he got here! Protect me?! Id be lucky to survive a week with his kind of fucking protection!"

Procella rystede umærkeligt på hovedet i protest over mørket der fortættedes. Dybt i hendes indre begyndte de små liv at række ud efter mørket, som svar på de magiske udladninger fra deres fædrende ophav. Stoisk kæmpede Procella lydløst mod smerten, uvillig til at bukke under igen, og skiltre med sin svaghed. Hun rent ud sagt hadede at hun var så skrøbelig foran de to overnaturlige væsner i lokalet.

"He is nothing yet! I asked him to be! What the hell do you want from me? You want me to go and ask Micha? Oh, or how about Creo? No even better - Ripper! Its not like I have a lot of family to go by! And Im not immortal like you! I am TRYING to be foresighted! For you, and the children!"

Procella trak anstrengt vejret ind mellem tænderne da de røde gløder blev tydelige selv på afstanden. Farve forsvandt synligt fra jægerens kinder, men hun skreg ikke. En skælvende hånd rakte ud og greb med knusende kraft om sofaryggen. Med en sprød lyd gravede fingrene sig igennem det hvide læder, og de næste afdæmpede lyde fra sofaen vidnede om at træet i den ikke kunne modstå presset.

Keep it in...dont give him this...dont scream...not again...

Procella hævede hovedet en smule. Det var ikke meget, men det var tydeligvis ment som en stolt knejsen.

De mørke øjne skiftede til Narcissa med et ryk, som et rovdyr der fanger et glimt af et byttedyr. Kun den ene, hastige bevægelse og ikke en millimeter mere afslørede, at Wicked ikke var en statue, før han talte.

"Himself? Oh, I very much doubt that."

Hans blik vendte tilbage til Procella, da hun sprang op fra sofaen. Wicked kneb øjnene sammen og den blege hud stod skarpt imod skyggerne bag ham, som om den stigende kraft i lokalet lyste ham op indefra. Hans menneskelighed foldede sig tilbage under deres øjne - de markante træk blev længere, mere fremmede. De mørke irisser spredte sig og opslugte det hvide af øjnene.

"For me?"

Den hårde latter der arbejdede sig op af hans hals og igennem lokalet, havde lyden af de fjerne skrig fra skyggerne i sig. Som små nåle, der prikkede imod huden, da den lagde sig omkring de to.

"Without consulting - or even telling me - you asked your former lover to be the primary caretaker for our children, should something happen. A man even you admit is absolutely useless. A former lover that I am now forced to look upon day in and day out, as he is around you and our children."

Wicked lo igen - bittert, men ikke med den samme bidende tone. Han lod nærmere til rent faktisk at finde situationen underholdende, omend på en ironisk måde. Skyggerne opløste sig og hans ansigt faldt tilbage i de rette folder. Et halvt underholdt, halvt sørgmodigt smil spredte hans læber og han vendte sig væk fra dem, imod panorama-vinduerne og mørket udenfor ruden.

"You can be so very cruel when you try, Princess."

Sukkede han med en stemme, der var svær at læse følelser af. Han tiltede hovedet over skulderen og smilede igen, en smule nærmere hans normale, overlegne smil.

"But since you have put that responsibility on his shoulders, I'm sure you will be happy to hear that I have agreed to teach him. That should at least give him a chance to survive if anything should happen."

Stemmen var bedragende blid, som om hele diskussionen havde nået den logiske konklusion, og det hele havde passet perfekt ind i hans plan.

Wickeds blik ramte hende som en bazooka ramte sit mål, men Narcissa flyttede sig ikke en milimeter. Ikke en tomme på det blege ansigt veg for blikket. Alt indeni hende hoppede og dansede, et kort øjeblik troede hun at hun skulle kaste op.

Da hans blik endelig flyttede sig fulgte hendes øjne hans, og så hvordan Procella virkelig kæmpede. Narcissa rejste sig hurtigt op, alt for adræt til nogensinde at have været menneskelig. Hun mærkede hvordan hendes krop have lyst til at reagere på den kraftige energi Wicked påførte rummet og dets selskab, men lige nu var jægerens smerte det der var i fokus. Det gav hende i det mindste en undskyldning for ikke at krybe som en fireårig der fik skæld ud.

"Uncle! Please, she is..."

Narcissa der nu stod ved siden af Procella stivnede. Det blege skarpe ansigt kiggede ned på kvinden i sofaen, blikket var hårdt og invaderende, det borede sig ubarmhjertigt ind i hendes. For anden gang havde Wicked brugt det ord om Azuriel og Procella... men først nu sank meningen ind.

"Lover?"

Den hånd der havde rakt ud imod Procella stoppede midtvejs og faldt slapt ned langs Narcissas side.

"And that was not fact you could have squised in between 'polishing my weapons, long walks on the beach, and killing abnormals'? Well... I..."

Stemmen var bitter, ond og hadsk. Narcissa rettede sig og kiggede imod Wickeds ryg. Omkring hende emmede luften tyk af jalousi.

"And what did he have to pay you for that small favour?"

Narcissa havde en bange anelse, og hun kunne ikke helt skjule det spinkle lag af afmagt i sin stemme.

Hvide skarpe tænder blev blottet igen i protest.

"Yes..for you. I asked him before he sold his soul to Micha. I didnt..."

Svedperler samlede langs hågræsen og glinsede på hendes overlæbe da en bevægelse gik mærkbart hen over hendes mave igen. Procellas fri arm lagde sig stramt om hendes mave. Noget i hende bristede under presset. Om muligt blev jægeren endnu blegere.

"Wick...he never was. He is, and was not my lover. I never loved...before you..."

Hendes stemme var ikke mere end en knap hørlig hvisken. De desperate rovdyrgule øjne så fra Wick til Narcissa.

"It was not important. I dont love him. He was always just a student. What good would come of it?"

Procella lukkede øjnene mod obdskaben og hadet i stemmen da et ubeskriveligt pres lagde sig mod hendes bækken igen. Varm væde begyndte at flyde ned af hendes inderlår under den skinnende sorte kimono. For de med abnormale sanser bredte der sig en speciel duft i lokalet. En dyb berusende duft, af varm mørk chokolade.

Hendes læber skælvede svagt da hun kollapsede på sofaen

"He is not godfather yet. I can take it back. Dont you start...with....cruelty. Stones and....glass...houses...."

Hun kunne ikke længere holde den dybe stønnen tilbage da presset blev ubærligt

Wicked smilede ud i mørket af den jaloux tone i Narcissas stemme. Hvis han havde haft front imod de to, kunne udtrykket have antydet at han havde planlagt de præcise ord, han forventede ville sende guddatteren godt på vej ind i et raserianfald. Da hun vendte sin opmærksomhed imod ham, drejede han sig halv og hævede et øjenbryn af hendes tone. Der var en slet skjult irettesættelse i det mørke blik.

"A small promise. After all, it is in my own best interest that he learns, if you are to continue maintaining this.. relationship with him. Though, am I to take it that dear Laurens little secret has changed your mind?"

Wicked smilede i et slet skjult forsøg på at se uskyldig ud, og spredte hænderne i en spørgende gestus. De mørke øjne gled videre til Procella. Han lod ikke til at lytte til de ord hun sagde, men koncentrerede i stedet blikket på hendes ydre - og muligvis hendes indre - fysik. Et ryk gik igennem ham, ved den pludselige intense duft.

Der var ingen fornemmelse af bevægelse. Wicked stod på den anden side af stuen, nær ruden, i det næste sekund fangede hans arme Procella da hun kollapsede bagud. Han løftede hende let og lagde de kølige læber imod hendes pande, drak luften omkring hende ind, som om den fortalte ham mere end tusinde ord. Båndet imellem dem krympede sig, som en elastik der smældede tilbage på plads, efter at have være blevet spændt ud.

"I keep losing my temper and forget how human you are, Princess."

Mumlede han dæmpet ind imod hendes pande og rettede sig op med hende i armene. Han vendte sig og gik med hastige skridt imod soveværelset.

"Porcelain."

Wicked havde ikke hævet stemmen, men navnet drev alligevel igennem lejligheden og bragte halv-englen med sig tilbage. Da kvinden nåede tæt nok på, greb Wicked ud, uden at se på hende, og hævede hendes håndled til hans mund. De skarpe tænder skar igennem huden og blodet vældede frem. Han kæmpede et øjeblik imod trangen til at fortsætte, begrave ansigtet i såret og drikke, før han holdt halv-englens arm over Procellas ansigt og klemte, så blodet dryppede ned på hendes læber.

De sorte øjne stirrede imod han ryg, som han stod foran vinduet. Lige nu hadede hun ham for at være så skide rolig, hans arrogante facade og det skælmske smil hun gættede på han havde om munden.

Wickeds dybe stemme rungede imod hende, og hun kunne ikke helt afgøre om det var vrede der væltede igennem hende eller om hun skulle føle sig beroliget af hans ord.

Inden hun nåede at beslutte sig for en følelse, ramte en duft hende. Den var blid, bitter og sød. Hun have oplevet den så mange gange før, og hver eneste gang havde verden været ved at bryde sammen omkring hende.

"The sun and moon, are sitting in a tree, K-I-S-S-I-N-G...."

Erindringen om den lyse stemme fik en kuldegysning til at danse på hendes krop, og den omsiggribende følelse blev varm og voldsom.

Vrede!

I et lang øjeblik stod dæmonen med lukkede øjne og forsøgte at spærre duften ude, forsøgte ihærdigt at ignorere den...

Azuriel og Procella havde... havde..! Og nu stod han dér og var kryptisk? Hvad fanden havde den skide halvblodsprins nu lavet? Frustrationen over ikke at vide hvad der foregik og jalousien over det indre billede af to varme kroppe der smøg sig om hinanden og de hæse støn hun hørte fik det til at flimre for hendes øjne.

GET OUT OF MY HEAD!

Med en lynhurtig og hidsig bevægelse samlede hun det tomme krystalglas op og slyngede det gennem rummet så det smadredes imod en glaslåge i det åbne samtalekøkken. Lyden af glas der spintredes var høj, men den var ikke nok til at bedøve den vrede der rasede i den spinkle dæmon.

I endnu en hidsig bevægelse blev sofaen skubbet, halvvejs kylet imod en bar væg. Synet ville få alle der ikke kendte til abnormale eksistenser til at tabe underkæben. Et billede faldt at væggen med et højt bump.

Først nu opdagede hun at hun var ladt alene tilbage i stuen. Med vrede skridt gik hun efter dem, de skulle ikke bare sådan have lov at smutte. Narcissa lignede en treårig der var blevet franarret sin sut...

Procella nærmest græd af lettelse da hun lå i hans arme, både over at han endelig var der, men også fordi at hun havde følt hvordan han havde strukket og pint båndet mellem dem.

"Please stop punishing me. I love you. Please. Or you wont just loose your temper. Im not ready to leave you. I just got you"

Gispede hun udmattet. Så meget smerte, den konstante kamp. Selv med en konstant tilførsel af hybridblod var hendes krop træt. Det varme blod løb kildrende fra hendes indre, ned mellem hendes lår. Procellas øjne så udmattet op i hendes elskedes.

"Wick..."

Stønnede hun lavmælt. Hun lod hans navn hænge i luften. Ord var utilstrækkelige. Der var ingen ord hun kunne ytre der beskrev hvad hun følte. Angsten for at miste ham. Sorgen over hun måske skulle. Usikkerheden på hvad der ventede hende når hun forlod verden. Uden anden mulighed søgte hun indefter.

"...Wick..."

Kun en knap hørlig hvisken denne gang, men bag det lå en usagt kraft. Et lys gnistrede kort op i hendes pupiller, og glitrende spillede et hvidgyldent filigranmønster over hendes hud, hvor den ældgamle magi hedt flammede op og rakte ud efter hendes sjælemage. Det var ikke det intense skærende, nærmest pinagtige lys der havde været omkring dem da båndet blev forseglet og besejlet. Dette var en styrkelse og en bekræftelse på dets eksistens. Procella fornemmede hvordan varmen under filigranrunerne var som den hede texas sommerbrise mod kølig hud.

De gylne øjne låste sig fast i Wicks da hendes kæber lukkede sig om den fremstrakte underarm og hendes tænder sank ned i det frembudte kød. Det var som en kniv gennem varmt smør. Næsten for let. Noget skrabede hen over hendes skamben, og den hvidglødende smerte aftvang et tyndt skrig fra hende. Hendes tænder gled ud af englehybriden. En kvalmende smerte gled gennem hende da væske pludselig flød rigeligt ud af hende.

...we need a new bed...

Tanken var tør i hendes hoved, og komplet irrationel, da hun distanceret måtte konstatere at fostervandet var gået. Febrilsk og irriteret smækkede hun en hånd mod halvenglens arm så den blev skubbet væk. Det lysende filigranmønster under hendes hud glitrerede stadig insisterende.

"Wick...I dont want to die. Not yet. Not now. Dont let me go"

I hendes hoved havde det lydt afklaret og roligt. Noget der skulle indgyde andre ro og viden om at hun ikke ville forlade dem. Men da ordende blev ytret, lød hun mere som et panisk barn i tordenvejr der søgte ly for det fremmede og skræmmende i en verden hun ikke forstod.