Mon det kan lykkes i skoven?... (Colt)

Fortsat fra: http://deploratus.heavenforum.org/t6847p60-sa-falder-der-braende-ned#204254

Tid: Nat
Sted: Segovax teltplads.
Omgivelser: træer og teltet.
Tøj: Hans normale.

Han løb mod skoven, og havde taget en omvej, for at få renset sine tanker, og havde på ingen måde forventet at hun kunne have fundet på at stikke i løb mod teltet. Han havde gjort det klart med sig selv mens han han var løbet at det ikke kunne fungere mellem dem, og det var altså bare sådan det nu en gang var, og så ville han heller dø, selvom han godt vidste at når det kom dertil, ville han nok nærmere ende ud med at dræbe hende, fordi hendes nærvær og sikkert forsøg på at få ham tilbage, ville presse dyret op i ham, og det ville ikke stå tilbage længere fra at dræbe hende. Hans tåre var stoppede da han nåede frem, og ingen tegn på dem overhovedet.

Han kom til lysningen og der kunne han se hun stod der. Nu havde han tre muligheder som sådan. Han kunne dræbe eller pascifisere hende, få hende til at gå eller tage de ting han skulle bruge hurtigt og så stikke af dybere ind i skoven. Han var ret sikke på at hun ikke ville kunne følge ham ret længe, og trods alt var han vant til skoven. Han ville først forsøge med at få hende til at gå.

"Skrid med dig, for helvede. Forstår du det ikke det fungerer ikke og så er den ikke længere. Jeg er ked af jeg fik dig til at tro det, men det var en fejl."

Hun så ham komme, halvt frygtende hans vrede, halvt med hjertet oppe i halsen af forventning. Hendes eget ansigt var låst fast i et intetsigende, tomt udtryk, og hun ventede blot på ham, mens fødderne dunkede af smerte. Men hun ænsede det ikke, mærkede bare hjertet gallopere ved synet af ham. Som hun stod der med armene ned langs siden, hånden og begge fødder forbundet udgjorde hun et ynkeligt syn halvvejs rystende af kulde, men hun fastlåste hans blik og så bare hårdt på ham, mens han talte, hans hårde ord prellende af på hendes ydre, men stikkende dybt inde i hende.
"Hvorfor Segovax?" spurgte hun, hendes stemme blottet for følelser. Det var den eneste måde, hun kunne håndtere den massive tsunami af tanker og følelser. "HVorfor kan det ikke fungere?" Hun forstod godt, han frygtede at skade hende, huskede kun alt for godt hvad, der var sket for hans ex, men kunne han til gengæld ikke forstå, det ikke rørte hende. Hun spændte musklerne i kæben for at stoppe hendes tænder i at klapre. Hun betragtede ham ubarmhjertigt.
"Jeg ved, du er bange, men at flygte - at blive ved med at flygte ... det løser ingenting!" Hun gik hen mod ham, hendes skridt endnu mere haltende og ynkelige end tidligere, og hun havde tydeligvis gjort skade på sig selv for at komme dertil. Hun nåede ham og rakte tøvende en hånd op, som hun lagde på hans kind, mens hun så op i de stormgrå øjne, der knapt var synlige. Kun et svagt, blegt skær fra månen nåede ned til dem og afslørede hvor bleg og udmattet, hun så ud. Hun havde lyst til at kaste sig om halsen på ham og trykke sig ind til ham, bare mærke hans betryggende varme mod sig, men hun afholdt sig fra det, forventede, han ville trække sig bort bare fra den smule hun allerede rørte ved ham, og selvom det ville gøre hende ondt, måtte hun bære det.

Han gik bare frem mod telte, uden at svare hende, fordi han godt vidste at hun faktisk vidste hvorfor det var det ikke kunne fungere. Han var ligenu ligeglade med om hun mente han tog fejl, men han ville ikke risikere noget. Han ville hellere flygte tyve år mere, for nu når han havde gjort det kunne han vel godt tage tyve år ekstra oven i hatten, eller det var i hvertfald hans mening.

"Jeg flygter hvis jeg vil og du kan intet gøre for at stoppe mig. Hvis du står i vejen, er der en af os der dør."

Da hende hånd rørte han kind, gik en refleks gennem hans krop og den ene hånd fløj op til hendes hoved, i et hurtigt men ikke alt for hårdt slag. Han ville slå hårdere hvis hun gjorde det igen, det var kun en advarsel.

"Rør mig ikke."

Han gik over og fandt den lille taske og fyldte hurtigt nogle ting i, og gik så ud igennem den anden ende af telte igen, hvor han stod så de ikke kunne se hinanden.

Hans ord fik hende til at tilte hovedet let bagover, og tårerne skinnede i hendes øjne, mens hun med stolthed i stemmen og blikket rettet direkte mod ham sagde:
"Fint, så kan du få lov at dræbe resten af mig også! Du har allerede knust mit hjerte og ødelagt min sjæl. Der er intet mere at blive her for, hvis du går!" Intet af hendes desperation flød igennem til hendes stemme, der dog rystede svagt af bevægelse.
Hun modtog hans slag, der dog rykkede hendes hoved en smule til siden, så håret dansede omkring hende, men hun så snart på ham igen kun for at se ham gå igennem teltet. Han lagde afstand mellem dem. Som om han forsøgte at beskytte sig mod hende. Tanken var knusende, og hun mærkede sin krop ryste på grund af andet end kulden. Dog havde hun ikke tænkt sig at lade det stoppe hende, og hun gik udenom teltet og helt hen til ham -dog uden at røre ham igen - og tiltede hovedet bagover, så hun kunne se op på ham med et fastlåst, bestemt udtryk.
"Dine grunde, Segovax... De er ikke holdbare," forsøgte hun i stedet. "Du ved, jeg ikke frygter dig! Heller ikke dyret i dig! JEg elsker den hele dig, ikke kun en del af dig, og jeg tager alt, hvad der følger med! Du kan ikke forlade mig; jeg vil følge efter dig indtil jeg falder død om, Segovax!" Med hurtige bevægelser greb hun om hans ansigt og trykkede febrilsk et kys mod hans mund, før hun slap ham og ventede på straffen med et alvorligt blik.
"Slå mig alt det du vil, det ændrer ikke noget!" sagde hun kort og bare så ind i hans øjne. "Enhver berøring fra dig er bedre end ingen!"

Han svarede hende ikke, intet af det hun sagde rørte ham på nogen måde. Han stod bare og så på hende, med et blik der var så dødt og tomt, at hun lige så godt kunne have forsøgt at tale til et lig. Han havde ingen følelser tilbage lige nu. Han havde skåret dem væk, hvilket godt nok havde gjort ondt, og havde ikke være det nemmeste, men det havde været en nødvendighed.

Da hun kyssede ham, rev han sig fri meget hurtigt, og løb væk fra hende, og da han var kommet lidt tilbage, vendte han sig om mod hende og kastede en kniv mod hendes ene ben. Han var ligeglad med hvad hun havde tænkt sig at gøre, hvis hun blev ved med at forfølge ham. Ville han ende med at dræbe en af dem, måske ville han endelig sørge for at gøre forsøget ved klipperne færdigt.

"Det er det sidste du får af mig!"

Han råbte det omkring kniven, som han lige havde kastet efter hende.

Hans følelsesløse ansigtsudtryk, hans trækken sig bort gjorde mere ondt end kniven, der borede sig ind i hendes ben. Hun forsøgte dog stadig at følge efter ham, tårerne stående i hendes øjne da hendes hjerte næsten hørligt knustes endnu mere. Den første forlod øjet, da hun haltende kom nogle skridt frem, mens blodet løb over hendes ben uden at blive bemærket. Hun ænsede ikke andre smerter end den han påførte hendes psyke. Han virkede ikke længere så bekymret for at skade hende, for at såre hende, men han havde taget den forbandede følelseskolde maske på. Senere ville det knuse ham, det vidste hun, og hun kunne ikke være ikke at skulle være hos ham, når den tid kom.
"Bliv hos mig," tiggede hun, et hulk undslippende hende, mens hun rakte hånden frem mod ham. HVad gik der af ham? Hvad havde fået ham til at skifte så hurtigt, det ene øjeblik liggende bag hende, beskyttende, det næste øjeblik.. dette? Hvad havde været skyld i dette skift?
Hidsigt løftede hun armen op og tørrede tårerne væk i cardiganens ærme, hendes underlæbe dirrende i en mellemting af dyb sorg og vrede.
"Vov ikke at gå på den måde, hører du Segovax!?" Hun lød langt mere desperat end hun havde haft til hensigt, endda på randen af hysteri, og hun bøjede sig ned og trak kniven fri fra sit ben med en smertefyldt grimasse. Hun stod med den i sin hånd, holdt hård om håndtaget med den skadede hånd, mens blodet gled ned ad bladet ned over hendes fingre. Hun stod lidt og svævede mellem at kaste den tilbage efter ham eller bare få en ende på sig selv, men hun var ikke sikker på nogen af delene ville lykkes hende alligevel, så hun blev bare stående der som en ensom, tragisk skikkelse rystende af kulde.

Han var fuldstændig ligeglad, den maske haan ahvde etaget på var en maske der ikke bare skjulte følelser for alle andre omkring ham, men også nok til at skjule dem for ham selv. Han mærkede dem ikke engang selv gennem den mur af maske han havde sat op. Det var noget han var god til og noget han havde trænet meget gennem tiden siden han havde mistet den første pige i sit liv og så nummer to, o her røg den tredje men denne rørte ham ikke.

Han kiggede på hende med kolde øjne, og løb så ellers bare ud i skoven, så hurtigt han kunne væk fra hende, intet af det der var en mulighed længere, om at vende om og blive hos hende var en mulighed for ham nu. Han kunne ikke gøre andet end at bevæge sig fremad og det ville godt nok betyde at hun skulle ligges bag sig. Det var vigtigt for ham for at han troede på at han kunne få et ordentligt liv.

Han løb faktisk! Han løb væk fra hende!
"Segovax!?" skreg hun efter ham og faldt på knæ midt i skoven, lige hvor hun stod. Hun vidste, hun aldrig ville kunne indhente ham, selv hvis hun ikke havde været skadet og havde haft sine løbesko, ville hun aldrig have indhentet ham, og hun var tvunget til at blive hvor, hun var. Hun krøllede sig sammen med panden mod jorden og hulkede indædt, mens hun knugede kniven ind til sig, så den skar gennem hendes cardigan og ind i hendes ene bryst for hvert lille hulk, der gennemrystede hende. Hun mærkede det end ikke. Alting var fokuseret omkring kvalmen, den stærke knugen i maven, den knuste følelse af at være blevet forrådt ... OG alligevel elskede hun ham stadig ... Hun forstod det ikke selv, men det gjorde hun altså ...

Et sted i natten blev et månehvidt ansigt løftet i nattebrisen. Den søde lugt af menneskeblod, varmt menneskeblod, fik smilet til at strække sig over de smalle læber, der ikke var egnet til menneskelig mimik.

Hans krop satte i bevægelse uden han bad den om det. Fælles for krop og sind var ønsket om at fylde sig. Et såret menneske, om natten, i skoven? Det var for let. Hvordan skulle han sige nej? Selv hvis han havde haft et ønske om at sige nej - hvilket han ikke havde.

Kroppen var en skygge i skyggerne. Bevægede sig for hurtigt til at øjet kunne følge bevægelsen. Alligevel døde al lyd foran ham og bag ham. Et varsel. Et ondt varsel. Var det ikke som om den frostklare nat blev koldere? Kulde betød ikke noget for ham. Den rørte ham ikke.

Den slanke krop var androgyn, og det lange sorte hår lå som skinnende silke omkring de nøgne skuldre. Håret nede ham til under skulderbladende. Huden lidt for hvid i månelyset. Med et smil, et lille farligt smil, skilte han sig ud fra skyggerne der syntes uvillige til at give slip på ham, og nærmest som tåge hvirvlede op bag ham for kun langsomt at falde på plads igen.

"Well well...a girl alone...and bleeding. Are you in..."

Hans stemme var som blødt fløjel. Melodisk og fornem, som fra en anden tidsalder.

"...distress?"

Noget ved måden det blev sagt på fik det til at lyde utroligt kattevenligt og urovækkende, men alligevel var intet faretruende at finde over det smukke ansigt, og smuk var han. En yngling, ikke meget mere end 20 år, at skelne på ansigtstræk og fysik.

Hendes skrig borede sig ind i hovedet på ham, og fik ligeså stille både maske og mur til at krakkelere. Han var på ingen måde forberedt på at blive ramt af følelsen af at noget kunne få den mur til at slå revner. Den mur havde kunnet holde til stort set alt han mødte gennem tidens løb, men hende hun var som en issyl der bare blev hamret ind lige der hvor muren kritsisk punkt var, det der kunne få den til at falde samme på inge tid.

Han tog sig til hovedet og ramte et træ, ikke hårdt nok til at blive slået ud. Han stoppede op og satte sig ned med ryggen op ad muren. Hans indre mur var på vej ned igen, men den ydre maske sad stadig helt perfekt. Han kunne mærke følelserne komme tilbage, men ingen af dem kom ud, og nok kun pågrund af at han vidste at han kunne gøre noget mod de følelser valgte han ikke at afslutte sit ynkelige liv.

Izriel havde fået noget så grusomt overarbejde på hospitalet og kom af samme grund ualmindeligt sent hjem, hvor hun spiste nogle rester fra dagen før, og efterfølgende kastet sig på sofaen med en trofast æske Turkish Delight og en gang sød tyrkisk æblete. Vagter på skadestuen kunne slå enhver ihjel, især med tanken om at tage sig af småskræmmer og høre på hylende unger hele dagen og hun havde af samme grund været god ved sig selv og købt noget af det dyreste is hun kunne lægge sine hænder på; Ben & Jerrys.

Med tanken om udsigten til hele tre dages fri lod hun sig synke hen foran fjernsynet mens hun zappede forbi diverse uudholdelige serier, inden hun landede på en dokumentar om Lake Vostok der til nød fangede hendes interesse - dog ikke mere end hun omkring efter 20 minutter faldt hen i en drømmefuld underlig søvn.

Senere hen på natten blev hun vækket med et sæt ved at de store sorte vinger ihærdigt gnavede sig ud igennem ryggen på hende, hun rejste sig anstrengt mens de store vinger fik lov at gro på plads, langsomt strakte hun dem og foldede dem sammen, det var altid de samme, selvom hun havde groet vinger et utal af gange gjorde det altid lige ondt.
Med et kort suk nåede hun lige at ærgre sig over at resten af isen var smeltet, inden hun blev trukket tværs gennem stuen, og ud af vinduet der klirrede og røg til jorden mens hun pilede afsted igennem luften.
Det var som en ubeskrivelig kraft trak i hende og fik hende til at flyve hurtigere end nogensinde før, men mod hvad havde hun kun en svag idé om. Den kraftige luftmodstand gav hende næsten tårer i øjnene, inden hun et sted indenover skoven blev trukket ned ad, og hun landede hårdt på jorden hvor muld, blade og grene stod op om ørerne på hende i noget der mest af alt mindede om en mindre eksplosion.

Dér sad hun så, i et mindre krater i skovbunden, iført et par slidte stramme jeans og en sort tanktop der tydevis havde lidt efter den pludselige ud-groning af et par kæmpevinger, mens jord, fjer og blade stille dalede ned om ørerne på hende.
"Perfect..." knurede hun bistert og pustede en af de lange sorte lokker væk fra ansigtet, inden hun rejste sig stift og børstede nogle af alle naturens glæder af sig.

Diskret gav hun et lille spjæt med vingerne og sikrede sig så, at alle knogler var intakte og utroligt nok virkede det til at hun ville slippe med blå mærker. Med en god portion selvmedlidenhed kom hun hurtigt op ad det mindre krater der havde ageret landingsplads og ud på en mindre skovsti hvor hun ganske kort efter fik øje på den sammenkrøllede Colt, og en kende længere væk ... "Shit!"
Et øjeblik overvejede hun om hun skulle pakke de store fjerklædte vinger væk, men desværre var tidsplanen lige blevet ændret og selvom hun havde planer om en rolig tilgang den dag hun blev bundet til et menneske, måtte hun nok bide i det sure æble - Så meget hellere turkish delight!

I få spring og med et enkelt vingeslag var hun henne ved det faldne menneske, med et stift blik rettet imod det sjæleløse væsen tog hun forsigtigt fat om Colt, mens hun meget langsomt prøvede at trække hende op at stå med en meget lav tyssen. Et kort øjeblik ønkede Izriel inderligt at det var en følelse af moderkærlighed hun kunne indgyde, det ville nok gøre hele hendes introduktion til Colt en del lettere, men sådan var det nu engang ikke, så nu var det vidst bare at håbe på, at kendes aura var kraftig nok til at holde bæstet på afstand - i hvert fald bare lidt endnu.

Først forlod Segovax hende ensom in the midlde of nowhere, så kom en eller anden gut pilende fra nowhere og talte til hende? Om hun var... Hvad fanden var det for et underligt spørgsmål at stille? Alone, bleeding.. havde han måske ikke lige opsumeret hendes nuværende situation? Han gjorde hende urolig, men hun nåede knapt at reagere, for en intens flappen skar sig igennem hendes tanker, lyden af skridt, og pludselig blev hun henvet på benene af... et.. overnatrligt ... væsen af en slags ... Med sorte vinger og sort hår var hun ikke ligefrem Colts billede på en engel, og hun kom til konklussionen, det var et farligt væsen, hvorfor hun skræmt trak sig bort, bort fra dem begge to.

"J-just leave me alone!" stammede hun og så fra den ene til den anden med hastigt flakkende øjne uden at vide hvem, hun skulle være mest bange for. "Just. Leave. Me." HEndes underkæbe dirrede let, mens hun trak vejret dybt ind for at råbe på hjælp, men Segovax, som var den eneste hjælp, der var i nærheden, ville næppe komme tilbage, og hun endte bare med at puste det ud igen, før hun stak hånden i lommen på cardiganen og låste sin mobil op uden at fjerne blikket fra de to. Det lykkedes hende at få åbnet telefonbogen og ramme et tilfældigt nummer i håbet om, hun ville kunne få hjælp i tide. Et latterligt lille håb.

Telefonen ringede lidt og blev så taget uden Colt var klar over det var sket. Hun vidste dog, hun måtte gøre noget for at gøre opmærksom på sin situation, og hun sagde så højt, det ville kunne høres gennem røret.

"Listen, I know it is stupid boing alone to the forest! I'm bleeding and pretty fucked up right now, and I don't really know what you two are ... J-just leave me alone ... please?" Hun kunne ikke andet end håbe på, hun havde fået fat i en, fået talt højt nok, blevet hørt ... Og at vedkommende ville nå frem til hendes hjælp før det var for sent. Ikke at hun rigtigt vidste hvorfor, det i grunden betød noget, for hun følte sig godt smadret indeni og havde faktisk ikke troet, hun ønskede at leve videre. Men lige nu gjorde hendes krop altså, og hun kunne ikke gøre noget.

Hun holdt stadig kniven i sin hånd, og selvom hun strammede grebet om den, havde hun stærkt på fornemmelsen disse væsner ikke ville bemærke det om hun stak den i dem. Hendes åndedræt kom i små, hurtige stød, og hendes øjne flakkede hastigt fra den ene til den anden. Hendes fødder og hånd smertede frygteligt ligesom såret i benet og det snit hun havde givet sig selv i brystet. Hvor dum havde hun ikke været, da hun satte ud efter Segovax? Hun havde ikke tænkt sig om overhovedet, og nu måtte hun bøde. Måske med livet.

Dæmonen vejrede i luften. Smilet stivende en smule i kanten da en svag vibration i sjæle-energien hos mennesket fik mundvandet til at stige, og samtidig...

Meget ukarakteristisk sukkede han og lavede en let rynke på næsen da sne og jord i en skøn forening blev kastet til alle sider. Han fangede en dalende fjer mellem fingrene. En spids tunge skød ud og gled langs svingfjeren der var blevet flået af.

De ulmende øjne vendte sig en smule træt mod englen der kæmpede sig på benene, og han lavede en lille hovedbevægelse. Ikke helt et nik, men alligevel nok af en anerkendelse af væsnets eksistens.

"I have been called more profound names over the decades, but shit will do...for you"

Svarede han roligt og trådte et skridt fremefter mod mennesket. Han blinkede let med øjnene - igen en unødvendig menneskelig reaktion - da hviskende stemmer slog sammen i hans hoved og forvirrende dufte og lyde trængte sig på. Han trådte det enkelte skridt baglæns og blikket blev mere intenst.

"I see..."

Han gestikulerede let i luften med den sorte fjer, som havde det været en pegepind

"This...woman...girl...this...human...you claim her? As your"

Han smagte nærmest på ordet

"Pet?"

Det var et tydeligt retorisk spørgsmål. Langsomt begyndte han at bevæge sig rundt om englen om mennesket. Nogle gange var der som om noget generede ham for han tog ind i mellem et let skridt længere ud i mørket, og hele tiden beholdt han samme afstand.

"Unexpected...very inconvenient. Are you sure? Look at her. If you give her up, I could make it worth your while"

Han stoppede op med hænderne let foldet på ryggen, og igen havde han noget underligt gentlemans-agtigt over sig. En let accent, en høflig holdning, der ikke syntes at passe ind i tid eller rum. Han lod dovent blikket glide over mennesket og smilet der blottede de let skarpe tænder virkede oprigtigt humoristisk da han så den lille patetiske kniv i hendes hånd.

Han var fuldt ud fortabt i hvad han skulle gøre, fordi han var så forbandet splittet over hans følelser for Colt. Han kunne høre at der forregik noget i den del af skoven hvor han havde efterladt hende, og så havde han efterladt hende i blødende tilstand.

Han kunne ikke lade være emd at få en følelse af at han havde gjort noget fuldstændigt forkert, ved at forlade hende, så han fik sig kæmpet på benene igen, og han vendte om og løb tilbage mod lysningen. Han løb bare så hurtigt han kunne gøre det, for at nå frem så hurtigt som muligt.

Han stoppede da han var nogle meter fra lysningen, og stod bare og kiggede på hva der forregik, Colt var der, og stadig lige såret som tidligere, eller nej vent hun var vist mere skadet, og så stod der en sort engel, og et væsen mere som han vist kunne fornemme var en dæmon.

Han trådte stille ind i lysningen og kiggede på dem, og sikrede sig at han knækkede en gren så de alle ville opdage ham.

Izriel sendte Colt et kort og ganske afmålt blik da hun trådte væk fra hende, et øjeblik havde englen mest af alt lyst til at gribe kvinden om skuldrene og ruske hende som et lille barn mens hun fortalte hende et lille alvorsord eller to. Desværre virkede dén slags ikke rigtigt til at være løsningen, da mennesket virkede mere forvirret og skræmt end første gang Izriel havde groet vinger.

Diskret lod hun hånden klappe ned på siden af hoften, hvor hun normalt havde sin pistol siddende når hun jagtede kræ som det de stod overfor, men en skuffende flad lyd afslørede at det selvfølgelig ikke var noget hun havde på sig. Ganske hurtigt lod hun de isblå øjne afsøge området, henholdsvis for andre eventuelle fjender, og samtidig fra den hurtigeste vej væk. Hun var ikke mange øjeblikke om at få øje på Segovax, hvilket fik hende til at stille sig tæt på Colt og gribe fat i hendes ene arm med et fast greb der ikke ville være smertefuldt men meget bestemt.
"Listen, i'm not here to do you harm. I'm here to prevent that creatures like that eat you alive! You understand me?" knurrede hun så, forhåbentligt lavt nok til at dæmonen ikke kunne høre hende, hun var i forvejen bitter over dæmonens kækhed og dét faktum at han flagrede med hendes ene fjer.
"And please avoid stabbing me with that little toothpick of yours, will you?"

I en rask bevægelse skubbede hun Colt om bag sig (?) og stirrede så skiftevis på Segovax og dæmonen mens hun hævede vingerne en kende, hvilket fik hende til at virke større og forhåbentligt bare en smugle mere frygtindgydende.

"Well, a funny demon, i thought you were extinct!" Snappede englen bidsk efter kræet foran dem, mens hun med enkle mellemrum lod blikket glide op på Segovax og langsomt men ganske forsigtigt gav Colt et blødt puf bagud mod en udvej hun havde øjnet, ikke den hurtigeste vej ud af skoven, men en udvej var det og det var det som talte nu.

*Her PET!? What the hell?* tænkte hun forvirret og fornærmet, men reagerede så på lyden af den knækkede gren ved at fare sammen. Omsider et velkendt ansigt, og en udbrud af glæde og lettelse for gennem hende. Hun skulle til at skynde sig over til Segovax, da englen greb hende i armen, og hun stirrede skræmt op på hende og snappede efter vejret. På trods af de ord, der blev sagt, så det ikke ud til, Colt hørte dem, og hun hev og sled for at komme fri. Så snart hun blev skubbet om bag englen stak hun dog haltende i løb, ganske panisk over mod Segovax for at søge hans beskyttelse. Hvem end de to maniacs var, ville hun langt hellere være hos ham. Hendes ben, hvor han havde ramt hende, brød halvvejs sammen under hende, men hun kom op igen og var snart henne ved ham, hvor hun klamrede sig til hans arm og skræmt så tilbage på de to andre væsner.

HVad i alverden var det lige, der skete?

"Segovax," gispede hun for at få vejret og så panisk op på ham. Panisk og dybt forvirret over hvem og hvad de to væsner var. Dæmon? Var det det kvinden sagde? Hvad var hun selv? De sorte vinger lignende noget fra et mareridt, og hun følte sig langt mere tryg sammen med Segovax, på trods af han lige havde kastet en dolk efter hende. HEndes fingre skælvede, og hun trådte halvt om bag ham. Ikke at hun vidste noget som helst om hvor meget eller lidt han rent faktisk ville kunne gøre for at hjælpe hende - eller om han ville hjælpe hende - men hun var fuldt ud klar over, hun ikke ville have en chance på egen hånd!

Ubevidst rakte hun op og fjernede dne lok af sit hår, der var gledet ned foran hendes øjne, mens hendes blik gled fra den ene af de to mærkelige væsner foran hende til det andet.

Savoy havde spenderet en hyggelig aften på Petronia Nightclub og var faktisk på vej hjem med sin jakkeover armen - en komplet sort habbit - da hans telefon ringede mens han stod ved sin chrysler. Han tog den op af lommen og skyndte sig at tage den op til øret, da Colts navn viste sig på display'et. Det han hørte virkede genkendeligt farligt og han vidste udmærket, at det var bedst, ikke selv at sige noget. Derfor lagde han omgående på igen og satte i løb gennem de mørke gyder mod netop den skov som hun befandt sig i. Han kunne jo sagtens finde hendes sjæls signatur.

Småbandende kom han tættere og tættere på. Selvfølgelig skulle det gå ud over et af hans pænere jakkesæt! Han var lige nu lykkelig over, at det var komplet sort.
Da han kom til udkanten af skoven, godt og vel nogle minutter efter, hvor han løsnede skæftet ved sin stok, så han hurtigt kunne trække sit pæne, tynde sværd, i tilfælde af.. Idiotiske handlinger fra andre. Derefter løb han videre. Der var ingen grund til at være stille med dørene.

Så snart han kom tæt nok på til at kunne høre dem, blev han et kort øjeblik nødt til at tage sig til hovedet over de mange unaturlige der var samlet på ét sted. Han kunne både mærke en dæmon og en varulv - og noget tredje, men hvad vidste han ikke med sikkerhed. Dets aura var dog meget.. Forstyrrende.
Uden videre angst over hvad det kunne være, der skete, gik frem mod dem, så han blev synlig for dem, med stokken i sin venstre hånd og et ganske forvirret udtryk. Han fik øje på Colt kort efter, omme bag Segovax.

"You called me," sagde han blot, til at starte med, før han vendte blikket mod de andre. En af dem var halvnøgen og han kunne godt mærke det var dæmonen. Manden hun gemte sig bag var varulven og tøsen der stod over for, måtte så være den tredje part... Tredje? Havde Colt ikke kun sagt to? Nå, det måtte han så bare tage med i beregnelserne og hun virkede da en lille smule tryg ved ham varulven. Eventuel allieret.
"Ladies and gentlemen, if you'll have me excused. I have a deal with the woman," forklarede han med den skarpe, ældre, franske accent, mens han lavede en gestus mod Colt. Han håbede at hentydningen var nok, mens han lige så roligt gik hen mod hende, dog med et skarpt blik rettet mod de to som han ikke vidste hvad helt præcist ville.

Dæmonen hævede et øjenbryn af englen og smilet blev mere humoristisk

"And yet here I am"

Han lavede et let karikeret buk fra hoftehøjde, som en adelsmand ved et hof, imens han formfuldendt slog ud med den ene hånd. Da han rettede sig glimtede det farligt i de ulmende øjne i det nærmest måneagtigt hvide ansigt.

Øjenbrynet faldt på plads da varulven gjorde sin entré, men da også en dæmon kom til krøb smilet tilbage på hans ansigt, der ellers var faldet i neutrale folder.

"This I actually find quite amusing. A woman, seeking comfort with a dog, found by her...handler...and owned by you brother? This meal just became a bit too complicated for me taste. There are other humans. I for one, are not going to fight over some pathetic scraps. I dont do...sloppy seconds. Enjoy...brother...If you can get the reek of angel and dog of her skin before you rip her soul out"

Dæmonen rystede let på hovedet og trak sig ind i skyggerne. Sikke da et vældigt påstyr over dette menneske? Givet hun var fristende når hun gik og blødte på den måde...men der måtte være grænser for galskaben. Når alt kom til alt var det jo kun et menneske.

Et par glødende stykker kul glimtede i skyggerne der atter syntes at fortætte sig. Blev uigennemtrængelige for blikke. Det blev koldere i natten. Atmosfæren blev spændt som et dirrende skrig der blev holdt tilbage...og så...slappedes alting igen...skyggerne faldt sammen og de glødende øjne i natten var borte.

Da Colt løb over til ham, førte han hende om bag ham, så hun stod bag ham, og han derved bedre kunne beskytte hende. Han var splittet meget. Han var ikke sikker på om han stadig elskede hende virkeligt, eller om han bare beskyttede hende for at han kunne få det de havde afsluttet ordentligt. Han vidste ikke ret meget, udover at han ville beskytte hende indtil de tre andre var væk, og de kunne snakke i ro og fred.

Han så hvordan den ene dæmon skred igen, grundet at der nu var dukket en anden dæmon op, som åbenbart krævede at have en aftale med Colt. Det var derfor meget vigtigt at få ham til at forstå at han ikke bare kunne få hende, og at han lige nu godt kunne glemme alt om det.

*Are they seriously crazy? Why do they not just kill each other? They are natural enemies after all?*

Hn kiggede lidt på englen som også var til stede, det var ikke det mest normale at se, nu til dags. Han kunne heller ikke lade være med at mærke hvordan vreden bølgede frem inden i ham, på grund af synet af en engel, men lige nu var ikke tiden til at lade vreden tage over. Han måtte nok hellere bare være rolig, og bare beskytte Colt.

"Angel? Demon? Noe you listen to me. You both leave now, because this does not have anything to do with you."

Englen havde mest af alt lyst til at fælde Colt i sit patetiske flugtforsøg og sætte sig på hende efterfølgende til hun kom til fornuft, men valgte at blive hvor hun var, hun kendte tilsyneladende hanhunden i mellem træerne og Izriel var af samme årsag godt klar over, at hun ikke ville komme langt med at overbevise kvinden om noget som helst fornuftigt.

Stift holdt hun øjnene rettet imod dæmonen, der var ingen grund til at gøre noget overilet nu hvor han virkede til at have fået andre tanker om sit måltid, dette skyldes dog ikke kun Izriel eller hunden, en tredje part havde pludseligt haft behov for at blande sig. Englen kunne ikke andet end at stirre forurettet imod ham, hvad fanden var det der foregik om ørerne på hende?

Kort studsede englen over dæmonens kommentar inden han forsvandt i mørket, ét mindre problem at se til, de blå øjne fangede roligt Colt som stod og rystede som pisket bag Segovax, hun hade slet ikke haft tid til at kigge på hendes aura, men nu kunne hun godt se at der var noget som der ikke rigtigt skulle være.
Kort tog hun sig til hovedet med en mere end almindelig opgivende attitude da brikkerne faldt på plads for hende, og skulede så til dæmonen mens hånden fortsatte og strøg håret væk fra ansigtet. Af alle mennesker skulle hun absolut blive bundet til et af de mest besværlige af slagsen.

Med få skridt nåede englen over til et birketræ hvor hun langsomt krydsede armene og lænede sig så op ad stammen med den ene skulder. Kort hævede hun øjenbrynene imod de tre og ventede på dramaet der skulle til at udspille sig for øjnene af hende.
"Oh, don't mind me miss. I'm just standing here, watching over your life while you do your thing with the dog and the demon!" sagde hun så med en sød tydelig ironisk stemme henvendt til Colt, mens hun afværgende viftede den ene hånd mod hende. Lige nu kunne hun ikke gøre så meget andet, hvis hun begyndte at hive og flå i mennesket ville hun sikkert blive mere bange end hun var i forvejen og det ville bare gøre hele projektet endnu mere indviklet.

Først dukkede Savoy op, og Colt åndede lettet op. Af alle mennes... væsner, havde hun lige fået fat i ham! Hvor heldigt. Selv hvis Segovax ombestemte sig, vidste hun, hun ville være i sikkerhed - såfremt altså manden/dæmonen holdt sit ord. Hun var faktisk stadig sur på ham over at have naret hende eller hvad man nu skulle kalde det, men hvis hun nu havde tænkt sig lidt om, ville hun have indset, han faktisk havde gjort sit for at gøre hende opmærksom på, hvad der skete. Heldigvis for ham var hun lige nu mere lettet over at se ham.

"Y-yes, I-I did ..." stammede hun, lettelsen meget tydelig i hendes ansigt.

Da den fremmede dæmon trak sig tilbage, slappede hun endnu mere af, og rystelserne ophørte. Hun blev dog harmet over hans ord, over hans kalden Segovax en hund, men hun var for nervøs for ham til at sige ham noget imod.

At stå bag Segovax var endnu mere betryggende, mest af alt, fordi hun blev klar over, han havde i sinde at blive og ikke bare var kommet tilbage for... hun ville end ikke tænke tanken, men for at se på.

*Angel!?* var det hvad den ting med de sorte vinger var? Det var ikke just hendes ide af en engel, men hvis han sagde det, gik hun ud fra, virkeligheden blot var endnu mere forskruet end eventyrerne. Hun gøs ved tanken. En engel. HVad pokker lavede sådan en her?

Hun måtte dog forholde sig til resten af Segovaxs ord, og hun lagde en hånd på hans skulder.

"I called Savoy to help me, I... I didn't know if you'd come back for me," forklarede hun ham uden at tage blikket fra englebassen.

Hendes blik fulgte englen, da hun gik over til træet, og hvilede på hendes mund mens, hun talte.

"He's not a dog!" snerrede hun hidsigt til Izriel. Hun vidste hvilken fornedrelse det var at kalde ham det, og hun kunne slet ikke håndtere det lige nu, fuldstændigt rå indeni og udenpå af alt det, der skete omkring hende. "And as you can see, right now I've got enough t-to watch over me, so j-just go away ..." Hun så over på Savoy igen, tydeligvis taknemmelig over, han var kommet så hurtigt og... ehm, så pænt påklædt? Hvad i alverden havde hun forstyrret ham i?

Savoys blik landede på den anden dæmon, da denne begyndte at tale igen. Han vidste ikke hel om han skulle føle sig krænket eller more sig, for det var ikke sådan han gjorde tingene. Colt var måske nok en "leftover" i dæmonens øjne, men ikke for Savoy. Savoy tog hvad han kunne få, uden at ødelægge for meget, og derfor havde Colt været det bedste valg, især med den måde han havde "taget" hende på. At der så var komplikationer i det, og at en hvis Hr. Crimson var indblandet - Hvad end det var ham eller en der havde taget hans magisignatur og legede med den - det var noget, Savoy ville regne ud bagefter. Han sendte dæmonen et koldt nik, da denne forsvandt og efterlod den meget... Brogede gruppe for sig selv.

"This has just about everything to do with me," svarede Savoy varulven, før han blev afbrudt af englen, der begyndte at snakke om beskyttelse og hunde og diskussioner. Han sendte englen et enkelt blik, før han vendte sin opmærksomhed tilbage til Colt og varulven.
Colt forklarede heldigvis situationen for varulven, før hun begyndte at snerre af englen og det endte med, at Savoy igen måtte føle sig som en diplomat, da han havde lagt to og to sammen.

"Colt, that's not how it works. This is the angels job and she can't just quit it. Why don't we calm down and settle this out?" Han klikkede på låsen i sin stok igen, så den var sikker og lænede sig lidt op af den med begge hænder mens han skævede rundt på forsamlingen. "I made a deal with Colt, also to protect her from.. Certain people," forklarede han så, både en forklaring rettet mod englen og varulven. Et blik til på varulven fortalte dog Savoy, at det var hans sjæl, Colt var forbundet til. Derved ham, som skyldte sin sjæl til en hvis dæmon. Han tog sig kort til hovedet i en opgivende gestus. Fantastisk..

Han kunne forstå at dæmonen var blevet ringet op af Colt, og derfor havde han så ikke så meget imod hans tilstede værelse og så var han trods alt også en dæmon, og dem havde han det jo alt i alt meget godt med, så han gad ikke diskutere mere om det. Det gad han ihvertfald ikke med dæmonen, englen var en helt anden sag, hvis hun ikke havde planer om at tage afsted, ville han ikke være bange for at dræbe den.

Han vendte stille hovedet mod Colt, og hviskede meget meget stille til hende. Han nikkede dog først annerkendende til dæmonen.

"Knife..."

Han stak hænderne om bag sig, for at tage kniven som han jo vidste hun havde, da han havde set hende stå med den, og den ville være rar overfor denne kvinde hvis det kom der til med at hun skulle dræbes, eller i det mindste at hun skulle passificeres.

"Listen Angel, I dont know why you think you have to protect her, but as you might see she has two persons more than cabable of doing that. So why don't you just pack your things and leave this place?"

Izriel himlede åbenlyst med øjnene og kunne ikke lade være med at lade en rullende blød latter løbe over læberne da Colt snærrede af hende "Wow, what will you call him then? Wolf? Does that make it much better? Do you feel safe now when it's not a poodle watching you'r single move?" spurgte hun så og hævede igen de slanke mørke bryn i en grimasse der tydede på at hun morede sig. Dette var dog ikke rigtigt tilfældet, indeni var hun rødglødende af raseri, men det var ikke til at se på hende.

"I'll tell you a ting about the real world honey, one day, that dog is gonna bite you and you will become a pathetic leech just like him! No wait, that's if you'r lucky, otherwise he will just eat you alive!" sagde hun så, og sendte et lille smil til den farlige vagthund foran Colt. Et øjeblik undrede hun sig over hvordan hunden ikke kunne ane noget om engle, men det var tilsyneladende ikke alle der havde indsigt i hvordan skytsengle fungerede. Langsomt hævede hun vingerne en kende mens hun lod blikket glide vurderende over på Savoy, han var tilsyneladende ikke den værste dæmon man kunne rende ind i og af samme grund kunne hun for en enkelt gangs skyld, midlertidigt slå pjalterne sammen med sådan en, selvom det stridede noget så grusomt mod hendes kald, ville det være for Colts bedste.

"Oh, and the demon is right.." sagde hun så med et lille smil imod Colt "Deny it as much as you can, we are bound together, if you are willing to admit it to you'r self or not!" Sagde hun så, og virkede faktisk ganske glad for det, selvom det her slet ikke var tilfældet, faktisk var hun allerede en god del irriteret på Colt og hendes uduelighed. "And even though he's just gonna feast upon you'r soul when you die, i'm sure we can figure something out!"

Savoys ord forvirrede hende en del. Hendes job? Hvad ævlede han om? Var det her endnu en af de der voernaturlige ting, hun kun lige var blevet introduceret til kort? Forvirret tog hun sig til hovedet.

"By God someone please tell me what's going on!?" stønnede hun anstrengt og hørte så Sego bede om kniven. Diskret gav hun ham den i hånden. Hun var langt fra tryg ved englen, hvad end hun så havde i sinde at gøre, og hun blev smittet af Segovax følelser og indestængte vrede, der blot gjorde hende endnu mere forvirret. Hun sank en klump og så på Savoy, der tilsyneladende var den med det største overblik over hele situationen. Men at falde ned lige nu var så godt som umuligt for hende, og tankerne kværnede rundt.

Men så talte englen igen, og Colt var nødt til at forholde sig til det. Hun svarede en anelse hidsigt, hendes stemme knækkende.

"I don't care if he kills me or bites me or whatever! I love him!" Desperation og kærlighed var tydelig i hendes øjne, mens hun så mod Segovaxs nakke. "I'd willingly die for him!"

"Bound together, what are you talking about?" Hun så forvirret og spørgende hen på Savoy, som hun håbede kunne give hende en forklaring, der gav mening. Som menneske mærkede hun ikke den binding, englen havde til hende, som hun ikke mærkede nogle af de andre bindinger, hun havde foretaget, og som hun kun vidste uendeligt lidt om.

Hun sank en klump.

"So what if he does?" spurgte hun og rykkede uroligt på sig. "I'll be dead anyway. What use do I have of it then? I'd rather be protected while still alive ..." Det var lige gået op for hende, hun ikke var vred på Savoy mere. Han havde trods alt givet hende en nogenlunde fair deal. Hun var straks mere nervøs for hvordan Segovax ville tage det hele.