Mon det kan lykkes i skoven?... (Colt)

Savoy lagde ikke mærke til, at Segovax bad om nogen kniv, men han så godt manden virke rimelig kølig over for englen. Han forstod det ikke. Hvordan fanden kunne man være mere tryg ved en varulv og en dæmon end en engel? Det gav ingen mening for ham, ud over at han måske havde været ret god til at tale med Colt og naturligvis havde reddet hende. Men han forstod godt hvad englen mente om at være bundet. Han forberedte sig på en længere forklaring og vendte sig igen mod Colt

"Well, you've been in a little trouble lately, that's my guess. Some angels get soulbound to a certain person, then they have protect this person. She can't say no, even she wants to," forklarede han, før han sendte englen et skarpt sideblik. Ikke et vredt et, blot et observerende et. "And I do have a name, for the record. It's Savoy.."
"So, even if you don't like it, any of you, there's not much of a choice. Unless you start murdering each other -Which I am not going to let happen. Colt has already seen enough, I mean, look at her, this is confusing!"
Han var nok ikke en specialist i det med menneskelige følelser, ikke på et personligt plan, men med sin jurauddannelse, så han lige igennem Colt. Hun var komplet oprevet, hun blødte og de to kunne ikke komme over deres uoverensstemmelser.

"So why don't we stop this... And start doing what we really should do, hm? Three's better than two, and obviously none of are willing to leave." Savoy lavede en gestus med sin hånd, den hvor han stadig havde sin ca 800 år gamle adelsring siddende på, før han kørte den igennem håret. Det her var jo latterligt! Mens varulven og englen målte.. Pikke?.. Så stod Colt og blødte og var lige ved at brase sammen mentalt!

Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre, men han vidste dog at dæmonen havde ret i det han sagde. De kunne ikke stå og diskutere ret meget over det hele lige nu, mens hun sad eller lagde og var i gang med forbløde. Han kunne ikke lade være med at smile svagt, faktisk var hans smil meget undskyldende og forstående over for dæmonen.

"I do understand what you say... And I am sorry"

Dan sidste del sagde han til Colt mens han vendte sig stille rund mod hende, og satte sig lidt ned i hug, foran hende, og fandt en af sine forbindinger frem, og gav sig til at forbinde hendes sår i låret. Han ville lige nu bare gerne have hende på benene igen, og af med de to andre, eller ihvertfald ville han gerne af med englen. Han havde jo sine problemer med dem.

"I dont know what to say to the angel, but I would wish you were not here, but right now I think the demon is more than right."

Han vidste godt at Colt havde det svært lige nu, men de to andre forstod det ikke på samme måde som han gjorde. Han havde oplevet hvordan hun var besvimet over at få at vide at der eksisterede mange forskellige racer her på øen, og i hele verden.

Izriel kunne ikke andet end at ryste på hovedet og se opgivende ud, sjældent havde hun set mage til sølle menneske, men nu var der vel også en grund til at hun havde brug for en skytsengel til at starte med.
Med en irriteret mine gik hun en anelse tættere på Colt og Segovax' fine forsøg på en forbinding, inden hun vendte sig mod dæmonen, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til ham, og valgte af samme grund at holde mund. Selv efter 600 år kunne hun stadig blive ovarrasket, og det måtte hun nok indrømme at hun blev over Savoys rolige tilgang til tingene.
De fleste andre dæmoner ville true med bål og brænd, men ham her virkede ganske fornuftig og i og med at Colt tilsyneladende havde tryghed ved ham var der intet andet at gøre end at acceptere ham, om ikke andet midlertidigt.

"It might be that you would with that i wasn't here dog, but fact is i'm a doctor, you really should let me do that. Besides, i'm able to get her to the hospital faster than any of you!" Sagde hun så og lagde hovedet på sned, mens hun holdt en sikker afstand til Colt og Segovax, ulvene var altid så uforudsigelige og aggresive, det ville ikke undre hende hvis han for op efter hende.
Hele situationen huede bestemt ikke englen, men hvis ikke hun indvilligede i at hjælpe til ville hun bare ende med at stå i et skidt lys i den sidste ende, og det ville ikke være godt for nogle af parterne!

En høj stønnen undslap hende ved Savoys ord.

"You got to be kidding me!?" Hun tog sig forvirret til hovedet. Sjælebundet. Var det overhovedet muligt, for teknisk set ejede hun ikke sin sjæl længere... gjorde hun? Så hvis englen var bundet til hendes sjæl, og hendes sjæl var ejet af Savoy ... Var englen så knyttet til.... En voldsom hovedpine angreb hende, og hun rystede af kulde og forsøgte at fokusere på det i stedet for: kulde vidste hun da hvad var!

Segovax undskyldte og begyndte at forbinde hende, og hun så på ham med et kærligt, men forvirret blik. Kunne man ikke bare rive de sidste to dage ud af kalenderen og starte forfra?

Hun var slående enig med Segovaxs ønske om ikke at have englen til stede, men der var åbenbart ikke meget, hun havde at sige i den her sag, og det gjorde hende en smule vred og også temmelig fortabt. Hun så ned mod sit ben, mens han svingede forbindingen behændigt om hende, og hun tog sig til hovedet igen, der var ved at eksplodere. Kulden var også ved at slå hende ud, og hun gned hænderne i hinanden og slog så armene om sig selv, hvor blodet fra hendes bryst løb ned over dem.

Selvfølgelig skulle englen tale! Colt vendte stift blikket mod hende.

"He's not a dog! Stop fucking calling him that you.... you..... Argh! Just stay away, let him do it! And I'm not going anywhere with you!" snerrede hun, hendes øjne lynende mod fjerkosten.

Hun kunne dog mærke sin krop lukke ned grundet kulden og blodtabet, og hun svajede let et øjeblik og gned sine arme. Hun glippede med øjnene og forsøgte at ignorere den brændende smerte i sine fødder, der - hvis de da ikke havde dem før - nu var fulde af frostskader. Hun kunne knapt holde ud at stå på fødderne mere, men hun havde ikke noget valg og havde ikke tænkt sig at lade dem se hvor svag, hun i grunden var. Det var slemt nok som det allerede var, selvom hun kunne mærke et befriende mørke trænge sig på.

"J-just... Arh, I can't even think right now! Someone please just knock me out and let me wake from this! It's a freaking nightmare!" stønnede hun og lukkede øjnene hårdt i et øjeblik.

Savoy vidste ærligt talt ikke hvad han skulle tro om de tre. Hvad fanden var der galt med dem? For dem kunne Savoy skam lige så godt have været den gode, søde engel, men nu virkede denne engel egentlig heller som en af de... Rare typer. Han tog sig lidt til hovedet over deres diskussioner men blev tilfreds midlertidigt da varulven begyndte at lægge nogle forbindinger om Colt. Han skævede mellem dem alle og endte til sidst med blikket på englen, mens Colt stod og råbte af hende og virkede meget svagelig, selvom hun så ihærdigt stadig stod på sine ben.

"Obviously she doesn't trust you right now, but that doesn't mean you should leave. Not any of you. That demon might come back even if he left," sagde han med ægte erfaring bag sine ord, før han lige så roligt gik helt hen ved siden af Colt og forsigtigt tog fat i hendes arm for at holde hende oprejst.
"Colenta, relax. I know all this is disturbing, I know, but now's not the time to bite at each other. I suggest we start telling our names. Frankly, I don't care if you don't give out your real names, we just need to stop giving each other bad nicknames. That's where it starts. And ends badly."
Savoys attitude var afslappet, men det var tydeligt at han så småt var ved at miste tålmodigheden. Det irriterede ham at de to andre overnaturlige ikke kunne se ud over deres egne behov og tænke på det centrale problem der tydeligvis var Colts skader, og det faktum at det kun blev værre, når hun blev hidsig.

(OOC: Beklager den lidt ringe længde, men hård dag)

Han kunne mærke at hun var ved at blive koldere og koldere, og han ignorerede englen lige nu, fordi han vidste hvor svært han ville have ved at holde sig selv fra at springe på hende, hvis han begyndte at fokusere og tænke på at hun faktisk var til stede og derfor ignorerede han hende så godt han nu en gang kunne gøre det. Han havde mærket hun blev koldere og gik derfor over til sit telt, og lagde hende ned, og pakkede hende ind i tæpper og skinder. Han gjorde det dog først ved hendes ben.

Det englen sagde om at hun var doktor, rørte ham ikke en skid lige nu, fordi han vidste han var mere end i stand til at håndtere denne situation uden problemer.

"Listen angel, she trusts me more than you, and I know very well how to put on a good and solid bandage. It might be stupid of her to trust me, but she does and because of that I am going to help her."

HAn hørte derefter hvad det var dæmonen havde sagt, og han kunne ikke lade være med at smile en smule indvendigt men han undlod at vise det til nogen af dem der var omkring ham, fordi han fandt heller ikke situation særligt interessant eller god. Han ville helst ikke have at dette nogen sinde var sket.

"I am so sorry..."

Han undskyldte igen mens han gav sig til at give hende en forbinding på såret i brystet. Han pakkede hende så helt ind efter det, og satte sig ned ved siden af hende.

Izriels øjne slog næsten lyn over alles opførsel, hun kunne næsten ikke tro at hun var havnet i en gudsforladt skov med en flok tosser, og endnu værre, med et menneske der ikke anede hvad hun ævlede om. Dog stod hendes krop ganske stille, mens hun betragtede Segovax ganske roligt med et slet smil om munden.

"Well fine, infect her wound, if she loses a leg, she might be more easy to keep an eye on!" Lo hun så mens hun tiltede hovedet en smule til siden. Dernæst faldt de kolde blå øjne på Savoy.
"You know what? Nice try, unfortunately these young species are so naive. I think I'll go for a whiskey before the little lady gets ud both killed. Ha, maybe i'm even gonna get laid!" Grinede englen, inden hun gik tættere på teltet og sendte kvinden et sigende blik, det var let at se på hende, at hun ikke rigtigt var tilfreds med aftenens udfald.

"And Colenta, I'll see you soon when your little dog isn't around!" Dertil smilede hun ligeledes, kulden havde efterhånden også bidt sig godt fast på englen, og hun havde af samme grund ikke det store behov for at stå og fryse mens hendes menneske havde travlt med at kradse af, af ren og skær idioti.

"And I guess that the other demon won't be a problem with the big bad wolf around and the ladys bodyguard. Wow, I think this is gonna be a vacation for me with you guys doing my job!" Den tydelige sarkasme hang tykt i englens ellers bløde ord, inden hun med to fingre mod panden gav et lille vink til de tilstedeværrende og satte af fra jorden, inden de store sorte vinger bar hende væk fra området.

Tanken om den anden dæmon sendte flere kuldegysninger gennem hende, og hun så fra den ene til den anden og følte sig forbandet svag. Glad for Savoys støtte, lænede hun sig svagt mod ham for at holde balancen og lukkede kort øjnene i. Dæmonens videre ord blev blot nikket af, og hun kæmpede for at gøre som han sagde, og lod skuldrene synke en smule ned, selvom kulden gjorde det umuligt at slappe helt af.

Så snuppede Segovax hende op og flyttede hende over i teltet, og hun kom med et overrasket udbrud,d a hun havde stået med øjnene åbne. I de få øjeblikke hun var tæt på ham, sugede hendes krop grådigt varmen til sig, og hun sukkede svagt, skulle til at protestere, da han lagde hende fra sig og begyndte at pakke hende ind, men varmen var velkommen.

"It is not stupid, my love," sagde hun stille, "And I trust you with my life!" Ordene var ikke bestemt for andre end ham, og hun søgte hans blik gennem mørket i håbet om at overbevise ham.

Han begyndte at undskylde igen og forbinde hendes bryst, og hun lagde sine iskolde, rystende hænder på hans kinder og løftede hans ansigt op, så deres øjne mødtes.

"Don't think about it, my dearest heart," hviskede hun, og strøg sine stive tomler over hans hud, før hun lod sig pakke helt ind. Et øjeblik frygtede hun, han ville gå, men han satte sig ved hende, og hun sukkede lettet og lod udmattelsen skylle ind over sig.

De første to kommentarer fra englen gik rent hen over hovedet på hende, så fortabt i sin egen lille verden var hun et øjeblik, men ved lyden af sit navn, lykkedes det hende alligevel at lytte. Igen kaldte hun ham en hund!? Hun begyndte at hidse sig op kun for at indse, hun ikke havde kræfterne til det, og hun sank i stedet bare dybere ned i skind og tæpper og lukkede øjnene.

"He's not a dog!" snerrede hun lavmælt og knyttede næverne så hårdt, hendes forfrosne hænder gav små knæklyde fra sig. Dog huskede hun Savoys ord om at slappe af, og hun kæmpede virkelig for at gøre det og så i det samme ud af teltet for at finde ham i mørket. Hun ignorerede englen og hørte til sin lettelse hvordan hun satte af fra jorden og fløj derfra. Hun følte sig straks mindre irritabel og mere sikker, og hun sukkede tungt og mærkede efterhåndne lidt af varmen prikke til hendes frosne krop. Hun rystede ikke helt så voldsomt længere og det hjalp at være i stand til lidt bedre at slappe af.

Hun forsgte stadig at finde Savoy med øjnene.

"You think she might come back?" spurgte hun ud i mørket henvendt til dæmonen, der åbenbart vidste en del om den her slags situationer. Oh God, var det noget hun også skulle til at vænne sig til!?

Savoy lod Segovax tage Colt med sig hen i teltet, men han fulgte med derhen og stillede sig ved indgangen, for at blokere den fra uvedkommende.

Varulven og englen begyndte at irritere Savoy en hel del. Først var der englens åbenlyse, jokende, lettere hånende ord om ham, om hvordan han var en bodyguard og han stirrede efter hende, da hun lettede fra jorden uden et ord.
Så var der varulven der slet ikke svarede på hans spørgsmål og bare smilte til ham. I det mindste kunne manden da tale til ham? Sidst Savoy havde lyttet efter, havde han da ikke været så svær at forstå. Han var endda kommet af med den skarpe, franske accent og havde en glimrende britisk, letforståelig én af slagsen lige nu.

Han ignorerede derfor de to turtelduer, mens hans øjne spejdede ud i mørket. Det så ud til at han måtte blive her, om han så ville det eller ej, det var det der stod i kontrakten. Og Colt havde ikke sendt ham væk bevidst endnu. Han sukkede lavt og så ned på hende, før han satte sig på hug, støttet lidt op af stokken, mest for at undgå at få tøjet beskidt.
"Who knows. It was my interfering that made the demon go away, then maybe he'll come back again, should I choose to leave. Seems like I have to stay," mumlede han bare som svar.

Han sad bare roligt ved hende, fordi han ikke så nogen grund til at hun skulle ligge alene, men det ville vel egentligt være smartere at få hende tilbage til lejligheden, hvor hun kunne komme sig noget bedre, eller måske få hende på skadestuen. Det kunne godt være men ham og biler var ikke den bedste blanding så han blev nød til at håbe at dæmonen kunne køre bil og derved få hende hen til et sikkert sted.

"I dont know your name, but you seem trustworthy, so I have to ask you. Do you have a driverslicense?"

Han håbede at han ikke behøvede at sige mere, før dæmonen forstod hvor han gerne ville hen med det. Han hadede lidt at tale med folk, men nogle gange måtte han jo bare bide det i sig, og gør det, og specielt når det handlede om Colt.

Hun var glad for, Savoy stadig var der, og at han var så tæt på. For selvom hun stolede på Segovax og hans styrke, havde det været Savoy, der i sidste ende havde fået dæmonen og måske også englen væk. Han havde holdt hovedet koldt i en situation, hvor det havde været stærkt behøvet, og selvom hun måske stadig følte sig lidt udnyttet af ham, var hun lige så tryg ved ham nu, som da han havde reddet hendes liv den aften for snart længe siden nu.

Savoys ord forvirrede hende lidt, da hun faktisk havde sagt hun og hentydet til englen, men det var måske rigtigt nok vigtigere lige nu at være nervøs for dæmonen. Hun nikkede stille.

"I'm glad you're here," sagde hun lavmælt og så oprigtigt på ham. Det kunne godt ske der ikke var andre, der rigtigt værdsatte hans tilstedeværelse, men hun gjorde i alt fald!

Så hørte hun Segovaxs ord, og hun var ærligt talt temmelig forvirret. Savoy havde præsenteret sig? Havde Segovax været for opslugt af sine egne tanker til at høre det? Og hvad var nu det for noget med et kørekort? Det vidste han da, hun havde... meeen, kom hun til at tænke på, hun var måske ikke lige i den bedste stand til at køre, og derfor lukkede hun bare munden, der var gledet let op, i igen og så fra den ene til den anden.

Hun var så småt ved at få varmen igen, hvilket efterlod hendes koncentration til at fokusere på smerterne. Hun kæmpede for ikke at vise dem, hvor ondt det i grunden gjorde, eller hvor træt, hun egentligt var, men det var ikke nemt.

((Grundet min sygdom/fravær i så lang tid er tråden blevet forældet. Det er aftalt at Colt kommer på hospitalet, Segovax følger med og bliver hos hende, og de får løst problemerne, og Segovax kan ikke nænne at gå fra hende. Savoy tager hjem, da Colt er i sikkerhed - sikkert temmelig gnaven over at have fået forstyrret sin aften ... og alt er godt og roligt igen))