Tour de Muse (Wicked+Nari)

Dørene svang i bag dem og en ung mand længere inde i køkkenet stak et hoved rundt om hjørnet - alt for store, spillende lilla øjne, en halv tone mørkere purpur hår, og mærkelige tatoveringer henover ansigtet - fangede et glimt af Wicked og Narcissa og forsvandt igen, højst sandsynligt for at advare andre om at tage en omvej rundt, hvis de skulle fra baglokalerne ud i klubben. Der var ikke det store hastværk bag bevægelsen, men hændelsen tidligere havde tydeligt fået en del af de yngre overnaturlige til at genoverveje den respekt de ældre vidste Wicked.

"Adorable wasn't quite what I had in mind, but I'll take it."

Et smil spillede henover hans ansigt da han så ned og fangede udtrykket på hendes. Grebet om hende slappedes, da hun trådte frem imod de blodige rester, selvom hun ikke syntes at bemærke det. Han tog et par skridt tilbage for at læne sig imod et andet bord, de muskuløse arme krydset over brystet. Et tilfreds smil bredte sig på de blege læber, da hun kastede sig over de blodige rester.

I stil med de fleste andre ansatte, var kødet ikke menneskeligt. Det var imidlertid ikke en ren race, men mindede mere om fornemmelsen Porcelains kød og blod afgav - kraftigt, men ikke berusende. Ulig halv-englens, havde den tidligere udsmiders jordiske rester et hint af pels - på samme måde som lammekød nogle gange har en bismag af uld - der gav en idé om, at mandens alternative side muligvis havde været en varulv eller anden slags formskifter.

Wicked betragtede hende mens hun fortærede kødet, de mørke øjne glødende. Lugten i lokalet var tæt af den metalliske, sødlige lugt af råt kød og det trak i ham på trods af den energi hun havde givet ham tilbage. Han havde imidlertid haft lidt længere til at vænne sig til sulten, og det var sjældent han rent faktisk tog næring på den måde. Følelser, særligt dem der opstod igennem begær og intimitet, var hans foretrukne føde.

A proper incubus, brother

Stemmen hviskede igennem hans tanker og musklerne i armene over hans bryst spændtes brat. Tankerne indsnævrede fornemmelsen af en anden, fjern bevidsthed, der var forbundet til hans egen af bånd han troede han havde spærret. Fornemmelsen af en mild latter, venlig nærmere end hånlig, lød i hans øre.

Wicked betragtede Narcissa et langt øjeblik. Han kendte bevidstheden bag stemmen, som altid, og fornemmede ikke det normale kor af andre bevidstheder, der normalt red med på bølgen, når en skabte en bro til en andens sind. Alene tanken fik den anden til at sende en bekræftende fornemmelse. Den barriere der lå imellem hans eget sind og resten af dæmonerne var stadig intakt. At kaste en dæmon ud, der kunne komme forbi de spærringer han havde skabt, ville være mere end hans guddatter kunne håndtere lige nu. Med et svagt, lydløst suk, lod han de mørke øjne hvile på Narcissa, mens hans bevidsthed vendte sig imod den anden, der tålmodigt havde ventet mens han tænkte.

What do you want, Nergal?

To examine the rumors myself, brother. I hear interesting things of your mate and spawn. I have already gleaned what I wished to know, before you sensed my presence. They are quite astonishing. Particularly the merged one. How quaint to see one that is not of our nature perform such a-

Vrede flammede op i hans sind og fik stemmen til at stilne, selvom der ikke var nogen frygt eller nervøsitet at fornemme i den anden. Kun overbærenhed og tålmodighed. De blege træk fortrakt sig svagt, da Wicked tvang vreden tilbage fra sine tanker.

A talk for another time, brother. I merely stayed to offer you some advice. An old acquaintance is very curious - more so than I - of these little ones

Wicked rynkede panden let og sendte en spørgende tanke ud imod den anden. Svaret fik rynken til at gro dybere.

Mab. I thought she had turned her attention elsewhere after all these years.

Stemmen lo stille, selvom den havde fået en lidt hårdere kant.

She is a patient creature, brother. Time means less to her than it does to us

Narcissa bevægede sig igennem køkkenet og Wickeds mørke øjne fulgte hende. Den fremmede bevidsthed i hans sind fulgte tankerne og følelserne, der flød igennem ham.

You have considered it already. Good. I shall withdraw then, brother. Enjoy your time with the young one. She is a beautiful creature, though I see nothing special in her. Perhaps, under your guidance, she will become something magnificent

Wicked nikkede let for sig selv, med et skævt smil, da Narcissa vendte tilbage til ham og lod en hånd glide ind i hans. Et øjeblik længere var de mørke øjne svagt distraherede, som om hun havde fanget ham midt i en samtale eller tanke.

Thank you.

Stemmen lo igen og forsvandt. Wicked blinkede, en langsom og mærkeligt fremmed bevægelse på hans ansigt og rakte et par fingre ud imod Narcissa. De greb en rest af blodige sener i hendes hår og holdt dem foran hendes øjne et øjeblik, før de blev knipset over hans skulder med en skødesløs bevægelse.

"So I see. I am glad you enjoyed it, though I believe it is time to find you a change of clothes."

Et bredt, svært underholdt smil spillede ned imod hende, da han trak hende med sig videre igennem køkkenet, ud til flere baglokaler der virkede til at være indrettet til den underholdning, der fandt sted på scenen. Gangen bag køkkenet havde adskillige, umarkerede døre. Nogle få stod åbne ind til omklædningsrum, med store spejle og make-up borde bebyrdet med alverdens pudder, læbestift andet uidentificerbart parafernalia. Resten af pladsen var fyldt af stativer med farverige, glamourøse, mærkværdige og fascinerende kostumer. Et andet værelse virkede til udelukkende at bestå af et kæmpe akvarie. Store skygger bevægede sig igennem det mørke vand, før Wickeds greb om hendes hånd trak Narcissa videre.

"It is hard to explain. You don't have the frame to place it within. Simpler, in ways, because we were created for a reason - it seemed - and the human race was far from as evolved as it is now. They were like children. Instead of hiding among them, we ruled them and they often thought us gods."

Han standsede ved en af de lukkede døre, åbnede den og trak hende med ind i det mørke lokale.

"Harder, because there were so few of them, and their superstitions often made them wary and insightful to our true nature."

Lamperne over deres hoveder tændtes og ramte række efter række af stativer læsset med tøj. Skabe og hylder stod imod væggene og virkede til at indeholde tilbehør til klædedragterne - nogle af dem kostumer, andre hvad der lignede reelle gengivelser af gamle klædedragter. Wicked gav Narcissas hånd et lille klem og vævede dem ind i lageret af stof.

"Now, let's see.."

Hun registrerede det let distraherede udtryk på sin gudfaders ansigt, men blev selv distraheret af hans fingre der greb om kødstykket i hendes hår. Narcissa så kort ned af sig selv og sukkede opgivende. Med den her fart ville hun snart ikke have nogen garderobe tilbage, hun måtte virkelig til at genlære sine bordmanerer.

"Ooops!"

Hun sendte ham et lille skævt smil og fulgte efter ud i flere baglokaler. Hendes sorte øjne studerede nysgerrigt alt de gik forbi. Narcissa var en smule ærgerlig da Wicked førte hende videre forbi lokalet med det store akvarie, alt hun nåede at se var nogle skygger, og hun ville gerne være stoppet op og betragtet indholdet yderligere.

"The mermaid?"

Hun kunne ikke helt skjule den begejstring der lå i hende over næsten at have set så sangomspundent et væsen, dog var hendes nysgerrighed hurtigt på vej videre imod de smukke kostumer, duftene af pudder og andre ting der mindede hende om turen til det lille kongerige Weimar, og hendes besøg bag tæppet til Friedrich Schillers Fiesko på det royale teater i 1805 - tiden hvor Schiller og Goethe havde travlt med at reformere det europæiske teater. Hendes far havde nydt hvert eneste øjeblik, og her havde han mødtes med andre af sin slags, mens datteren morede sig med skuespillerne på teatret.

Wickeds stemme afbrød hendes strøm af minder og de sorte øjne så op på ham.

"A reason? To rule them?"

Hun tyggede lidt på ordene og tilføjede så.

"But how come it is not so now a days?"

En duft af stof, ælde og lager ramte hende idet Wicked førte dem ind i det mørke rum. Narcissas sorte øjne spærredes op da lyset åbenbarede de mange rækker af klæder. Endnu engang var hun som den lille pige på bagscenen til Fiesko, eller én af de andre ture til Statsteatret i München, eller Nieuwe Schouwburg da hun endnu var en helt lille pige.

En beundrende lyd slap hendes læber idet hun trak sig fri af Wickeds hånd og gik på opdagelse imellem rækkerne. Hurtigt sorterede hun de moderne klæder fra og fandt frem til de historiske.

"I have read the books about magic... but I do not know how to practice, without... making a spectacle. Any hints?"

De spinkle fingre gled over stof, kantebånd, knapper, håndbroderinger og gyldne løbebånd som hun gik rundt imellem rækkerne af tøj.

"So pretty..."

Mumlede hun fraværende om flere af kjolerne, hun havde glemt alt om Wicked. Hun stoppede foran en lyselilla kjole i empiresnit. Hun løftede den forsigtigt ned at den stang den hang på og lod fingrene glide hen over stoffet. Den var ikke autentisk kunne hun konstatere, men den var så utrolig smuk. Var det silke... eller chiffon? Uden at overveje særlig meget hang hun den op igen, rakte sine arme bagud og åbnede den sorte blodplettede kjole hun havde på. Den gled ned over hendes mælkehvide krop og afslørede af hun kun bar et par tynde trusser inden under.

Atter rakte hun ud imod den lilla kjole, tog den forsigtigt af bøljen og lod det bløde stof glide ned over hendes hud. Den smøg sig omkring hende og hun opdagede til sin glæde at der var en skjult indspændingssnor indsyet. Da hun endelig havde fået strammet kjolen ind under sine bryster og fået den lukket i nakken, vendte hun sig for at finde et spejl i lokalet.

Hans øjne fulgte kort hendes nysgerrige blik ind i det mørke lokale han hev hende forbi. Ikke mere end et glimt, der antydede at han vidste hvad der gemte sig bag de flakkende skygger og ikke selv tillagde det den store interesse.

"Mermaids."

Den dybe stemme lagde vægt på det tilføjede 's', selvom han var vendt tilbage til den neutrale, tålmodige tone han ofte benyttede, når han underviste hende.

"They rarely move alone. Any siren will have a shoal of mermaids that she controls. It took considerable renovation to create a space that was.. suitable."

Han standsede et øjeblik, inden hånden trak hende ind imellem rækkerne af tøj, og overvejede spørgsmålet med et distraheret blik, der fortsatte med at søge henover den omfattende mængde af silke, brokade og chiffon.

"Hardly to rule them, but we were few and thought ourselves to be the first and only brood. Over the years, we have forgotten. We become lost in our own trifles. There is no rule, no goal, apart from those that we - as individuals - choose to seek. The young do not hear the whispers of the old. We are divided."

Han løftede en finger og prikkede hende let i panden, samme sted som tidligere, med et lille smil. Da hun slap sit greb og gik på opdagelse alene, fulgte han hende med de mørke øjne.

"Magic is - in its nature - not particularly subtle. It would depend upon the effect you wish for, the source of energy you apply, the time you spend on shaping it to your will. As with most things, practice allows you time to reflect upon the necessary-"

Han afbrød sig selv med et lille smil, da han fangede hendes komplette humørskifte. I stedet for at fortsætte, lænede han sig igen stille tilbage, for ikke at forstyrre hende, og overlod sig selv til at iagttage. De mørke øjne gled overvejende henover den blottede, fejlfri hud, med et blik af værdsættelse - ikke kun for en nøgen krop, eller en nøgen kvindekrop, men skønhed. Wicked var en samler af smukke ting, hvilket kom stærkt til udtryk overfor dem der færdedes omkring ham til daglig, både i palæets og klubbens indretning. Der var en sær tilfredshed for ham i at betragte guddatteren.

Da hun vendte sig søgende imod lokalet, trådte han nærmere og fangede hendes hånd, trak hende med sig hen til et spejl der strakte sig henover en stor del af væggen imellem to antikt-udseende skabe. Han trådte selv ind foran det og trak let i hendes hånd, så hun endte foran ham, og de mørke øjne betragtede hendes reflektion henover hendes ene skulder. De slanke fingre på hans ene hånd hævede sig og børstede hendes hår fremad - silkeblødt fra tidligere, da fingrene løb igennem det mens hun var bevidstløs - så det indrammede hendes ansigt. Hans hånd løb kærtegnende henover de mørke lokker, før den blidt lagde sig om hendes kæbe, de slanke fingre strakt opad henover hendes kind.

"Was this the face that launch'd a thousand ships, and burnt the topless towers of Ilium?"

Sagde han med en ukarakteristisk intensitet, da citat forlod hans læber. De glødende øjne fangedes hendes i reflektionen og luften omkring dem fortættedes af hviskende, forførende løfter, da dæmonens aura igen undslap hans greb og vældede ind over hende.

Spejlbilledet satte endnu engang gang i en række minder. Narcissa brugte ofte sit ydre til at manipulere sig vej igennem livet, og hun var ikke uvidende om sin egen fremtoning. Alligevel var det noget nyt for hende at stå her, foran det store spejl klædt i så smuk en kjole og med sin gudfaders... beligende blik hvilende på sig.

"If only you could be my Paris..."

Narcissas krop opfattede den ændrede aura omkring dem og hun pressede ubevidst sin kind imod hans hånd, men hendes sind var langt væk i minder, ønsker og tabte drømme.

"However, that role would not be you worthy. Rather you should be... Zeus... and I Hera..."

Et lillepige fnis slap hendes læber og hun lod hænderne glide drømmende ned over kjolens silkebløde stof.

"What childish fantasies..."

Hun vendte sig om og hvilede begge hænder imod hans brystkasse, de sorte øjne spillede op imod hans mørke blik. Pludselig blev hendes ansigt nysgerrigt.

"Have you... where you there?"

Selve tanken sendte et brus af nysgerrighed og tanker, forestillinger igennem hende. Havde han mon været der? Hvor havde han været på sagnenes tid? Havde han mødt Marlowe? Åh, så mange ting han måtte have oplevet igennem sin mangeårige eksistens.

Ved tanken om Prins Paris og Helenas lettere... forkvaklede... forhold gled der en underfundig og tænksom grimasse over hendes ansigt. Hun overvejede kort sit spørgsmål, det var tydeligt at hun ikke vidste hvordan hun skulle formulere sig.

"What is Procella to you? How can she create such emotions in you?"

Det bløde hår kildede let hendes kind idet hun lod den hvile imod han bryst. Hun drak ham ind, hans duft, hårdheden bag huden, han stemme og berøringer.

"It is not that I do not like her. Actually... she amuses me, I like her."

Det lød næsten som om dæmonen virkelig undrede sig over sig selv. Hvordan kunne man nogensinde komme til at bryde sig om en jæger, der havde efterladt ar på ens krop og som havde dræbt ens fader - eller, Procellas søster havde, i dén krop jægeren også besad. Hvor var det forvirrende alt sammen!

Endnu engang sprang hendes tanker videre, det var ligefør hun ikke selv kunne følge med længere. Inden hun fik formuleret sig åbnedes hendes mund og ud væltede usammenhængende ord.

"Will you... would you help me... get rid of Azuriel? I mean... not get rid of. But... I want him out of my mind. I am getting frustrated, crazy over him, and I do not like these feelings at all. I want my... I want to be in control."

Atter mødte hendes øjne hans, denne gang med et blik der lyste langt væk af beslutsomhed.

"I need to move too... I want him out of my life. Now!"

Narcissa havde længe overvejet det. Hun var ikke tilfreds med at Azuriel havde så stor en magt over hendes følelser, heller ikke selv om det måske ikke var det han ønskede. Desuden... hvis han virkelig var dén hun elskede, så ville disse følelser vel vende tilbage når - og hvis - de nogensinde mødtes igen? Måske var det den intime aura, den snert af tryghed der var i at stå her med gudfaderen så tæt på, der gav hende det sidste skub ud over kanten?

Lige gyldigt hvad... hun havde besluttet sig.

Hans ene hånd gled langs hendes skulder, nedover skulderbladet og ind i hulningen under hendes arm, så fingrene kunne fortsætte deres vej henover hendes side, som om han glattede ind imod hende. Selvom berøringen undgik at være uanstændig, var der alligevel noget forførende over den måde han undgik ethvert følsomt punkt - en forventning om, at den næste berøring, det næste kærtegn, ville finde et af hendes svage punkter. De mørke øjne spillede skælmsk af hendes ord, selvom den røde glød i de sorte pupiller fortsatte med at være et distraherende intenst punkt i spejlet. Hans natur svømmede kort til overfladen, før han drejede hovedet og skjulte ansigtet i hendes hår. En dyb indånding bragte hendes fært ned i hans lunger, før han hviskede imod hendes øre.

"I have a feeling a certain someone would object.."

De slanke fingre gled ned under hendes hage og tiltede hendes ansigt opad, så han kunne strejfe hendes læber med sine egne da hun vendte sig. Selvom det ikke var mere end et blidt kys der ikke ville have været noget særligt imellem venner og familie som hilsen, var der alligevel noget ved Wicked, der udstrålede sensualitet selv i uskyldige, dagligdags bevægelser.

"..however tempting it might be."

Afsluttede han og løftede hovedet, så han kunne lade de mørke øjne glide værdsættende over hende samtidigt, med et lille beklagende suk. Den fortættede aura omkring dem løsnedes, som om en dør var blevet åbnet til et tætpakket og indelukket lokale, og en pludselig kølig vind havde fundet vej ind.

"I've never seen myself as much of a leader. Having an entire mountain of gods to rule.."

Den underholdende tanke fik ham til at tilte hovedet, selvom armene stadig lå omkring hende og indesluttede hende i ham, som en overvældende marmor-statue der pludselig får liv. Tanken endte i et skævt smil og en let trækken på de muskuløse skuldre. Udtrykket var skælmsk nok til at antyde, at Olympus højst sandsynligt ville stå tilbage som flammende ruiner når han var færdig.

"I'll tell you of it some other time."

Hendes lidt tumlende spørgsmål fik smilet til at blive bredere. Igen trak han hende tættere på og omfavnede hende, som om han ikke kunne holde sig fra at røre hende, mærke hende. Det var ikke udelukkende erotisk, selvom forførsel løb igennem enhver bevægelse, men en fastankring i deres fremmedhed, deres dæmoniske natur. For ham var en stor del af hans væsen at røre ved andre, vække følelser i dem, og Narcissa var sprudlende levende på en måde andre dæmoner sjældent var. Det var en ubevidst tiltrækning af hans egen slægt, han ikke havde følt længe. Det pludselige skift til Procella studsede han ikke over - hans egne tanker fungerede ofte på usammenhængende måder - men den pludselige forbindelse han skabte imellem Narcissa og de nye følelser, den fryd han fik af at tilbringe tid med hende, klikkede på plads og lå som en glød og ulmede i hans sind.

"It has to do with the human soul. We have talked about the nature of bonds before. How they affect a human and why we must obey. A bond of love is different. '..he shall do according to all that proceedeth out of his mouth.' A promise of love creates a space where such feelings can arise. In effect, a soul of sorts."

Smilet var faldet af hans ansigt, den let drillende fornemmelse forsvundet. Gløden i de mørke øjne var dæmpet, en svag prik dybt i det sorte, hans stemme alvorlig.

"At least, such is my own theory. As far as I know, there has rarely been those like Lauren and I."

De slanke fingre gjorde sig optagede af at sprede hendes hår, rette på en krølle i kjolens stof, de mørke øjne løsrevet fra hendes blik mens hun fortsatte sine spørgsmål. Da han endelig virkede tilfreds - og hun højst sandsynligt var begyndt at føle sig som lidt af en påklædningsdukke - lagde han en arm om hendes skulder og vendte dem begge imod døren.

"You made a choice. Still, the bond is intense, but brittle, between two creatures such as you. Distance and time, without renewing it, will leave the magic withering."

Han efterlod døren ind til lageret åben, lyset stadig tændt, da han førte hende med ned af gangen, til en elevator der virkede til at blive benyttet af de ansatte.

"If this is something you wish to happen now.."

De slanke fingre strøg over elevatorens knapper. Dørene gled fra hinanden med det samme og han ledte dem ind, fandt knappen med et lille to-tal på og holdt den inde med et overvejende udtryk. Et øjeblik efter åbnede dørene igen. Stadig med den eftertænksomme rynke på panden, ledte han hende hen af en bagindgang og ud i den mere private bar, med øgenavnet 'The Velvet Room', og hen til en af båsene, hvor han gestikulerede imod den velour-betrukne bænk.

Der var ikke den bevægelse Wicked foretog der ikke blev mødt med velvillighed, dog fik hans hentydning til Procella hendes indre til kort at overveje situationen. Men lynhurtigt blev hun enig med sig selv om, at de jo ikke lavede noget der var 'ulovligt'. Da hans læber ramte hendes var det eneste ønske i hendes sind at stoppe tiden, at lade dette øjeblik vare forevigt. Heldigvis for Narcissa lå Wickeds armen omkring hende, ellers var hun endt på gulvet. Hendes krop var stadig alt for mørbanket til at kunne stå imod dén slags indtryk lige nu.

Hans duft omfavnede hende som blidt silke og hun sukkede hørligt.

"I know..."

Ordene var knap nok hørlige og blev næsten druknet i den ændrede atmosfære i rummet. Et perlende smil delte hendes ansigt ved tanken om Wicked som Zeus, hersker og gud ved Olympen.

Endnu engang nød hun hans kærtegn, på trods af at disse atter fik hende til at føle sig som en lille pige. Hun havde fået bekræftelse på at hun ikke længere var udelukkende dét for ham. Nu kunne hun dykke ned i legen og gribe den til fulde, uden frygt for at han ikke så hendes voksne væsen. Hun nikkede langsomt af hans betragtninger om Procella og han selv.

Hendes hæle klikkede imod gulvet under hendes skridt. Denne gang fulgte øjnene ikke meget med i hvad de passerede, i stedet var hun fokuseret på ham i et intenst blik.

"I have been thinking about it a lot lately. And I have decided. I want to... erase him. At least from the part of me that are of feelings. It has been two weeks since I packed down everything that could remind me of him. The appartment is stripped and the boxes are in a closed room I never venture into."

Hendes øjne gled igennem den private bar med en fraværende mine.

"Can it... can it be done now?"

Hendes stemme var tøvende idet hun satte sig i nærheden af ham. Med hænderne glattede hun kjolens smukke stof og sikrede sig at der ikke var skæve sømme under hendes vægt.
Narcissa havde besluttet sig, det var ikke til diskussion. Men lige nu var hun ikke sikker på at hun kunne overkomme mere magi, flere åbne døre eller flere strabadser for hendes indre. Hun trak vejret dybt ned i sine lunger og mødte beslutsomt hans blik.

"I would be very grateful!"

Et lidt usikkert smil gled over hendes læber og hun lod de hvide hænder hvile på bordet i en sammenfoldet stilling. Hun åbnede munden som for at sige noget mere, men smilede så og tiltede hovedet let. De sorte blik betragtede ham, på samme måde som et barn, uden nogen blufærdighed eller frygt for at overskride en grænse. Et spontant smil afslørede hvide tænder og et varmt glimt viste sig i hendes, næsten beundrende, blik på ham.

Han gled ind på sædet overfor hende, bordet imellem dem, og støttede sine albuer på den sorte overflade mens han betragtede hende, udtrykket på det blege ansigt uudgrundeligt.

"If there was some bond, on which I could build, then quite possibly. But what connects us the strongest, is precisely that which you wish to break. Perhaps.."

Hans blik gled fra hende, rundt i lokalet og endte på baren. Med en lille gestus til hende om at blive siddende, rejste han sig og forsvandt om bag den brede, mørke disk. Et øjeblik efter vendte han tilbage, med to glas og en mørk flaske i den ene hånd, en mindre flaske med en rødlig tone i den anden. Nogle få sorte flager dryssede fra den røde skjorte - hvor de blodige striber der havde trukket linjer henover stoffet var tørret ind - da han gled tilbage ned på sædet og åbnede den rødlige flaske.

Tættere på skilte hvide bogstaver sig ud på glasset overflade og identificerede indholdet som 'Rubi Rey Reserve', et af de bedre mærker af hvid rom. Den anden flaske var prydet med tallet '1792' over navnet 'Ridgemont Reserve', men det var ikke duften af bourbon der bredte sig, eller gylden væske der blev fyldt i de to glas. I stedet bredte der sig en lugt af køligt blod, en fært der kradsede let ved halsen og fik billeder af kolde, sjælløse kroppe til at springe frem i tankerne.

Han hældte omkring en centimeter af den metalliske, tungt-flydende væske i glasset, før den klare rom blev hældt oveni. Blandingen boblede let, antog en rødlig tone, med en mørkere, næsten sort farve i bunden af glasset, og sendte en forførende, krydret og sødlig duft ud i lokalet.

"How badly do you wish for it to happen this instant?"

De mørke øjne hævde sig fra de to glas der stadig stod foran ham, så han kunne betragte hende. Der var noget specielt over rækkefølgen af handlinger - som om væsken i glasset havde stor betydning, men kun hvis hun gav det rigtige svar. Et åbenlyst valg om, hvor langt ned i kaninhullet hun havde tænkt sig at tumle. De slanke fingre gled op til kanten af glasset og tøvede midt i at skubbe det hen imod hende, ventede på et svar.

Hun fulgte hans bevægelser frem og tilbage imod baren og nysgerrigt studerede hun de to flasker han bragte med sig ned til bordet.

Lugten kildede hende i næsen og blikket blev ikke mindre nysgerrigt. Samtidig startede hendes hjerne et knagende maskineri og hendes blik flakkede mat rundt i lokalet.

Hun havde allerede bestemt sig for at bryde båndet med Azuriel, dér var ikke så meget at diskutere. Og... tilbudet om at Wicked måske kunne få det til at ske allerede nu var fristende - nærmest befriende. Dog var der flere alarmklokker der ringede. Hun værdsatte sin onkel, meget endda, men hun anede jo faktisk ikke hvor hun havde ham? Var hun blot et fornøjeligt legetøj for ham? Var hun hunden der logrede når han bad hende om det?

Hvilken aftale var det egentligt Wicked og hendes fader havde indgået i sin tid? Var han kun venlig imod hende fordi han skulle? Hvor havde han været i de knap otte år hun havde været på flugt?

Uden helt at være bevidst om det snusede hun ind og nød duften af... blodet, for det var vel blod? En slank hånd lagde sig til rette på bordpladen og hun anede ikke hvad hun skulle gøre for at købe sig betænkningstid.

Omvendt... at være tættere på Wicked. At få mulighed for måske at lære ham bedre at kende? Hans inderste væsen... åh det var så fristende! Så utroligt tiltrækkende en tanke. Men hvad hvis det viste sig at han overhovedet ikke kærede sig om hende, bare det mindste? I det mindste så noget potentiale i hende? Så ville hun hellere være fri.

Men hvordan forklarede man ham dette uden at sætte tvivl ved ham... for det var vel dét hun gjorde? Eller konstaterede hun bare hans natur? Hun ønskede på ingen måde at tage afstand til ham, men alligevel var hun slet ikke klar til at blive brugt som en legedukke. Men hvad nu hvis hun rent faktisk afslog for så senere at finde ud af at han kun ville hende det bedste? Argh, det har var til at blive vanvittig af.

"Uncle... I really appreciate your... offer. But..."

Hendes øjne gled langsomt op og mødte hans blik.

"I am not sure... that I am ready to another..."

Det var umådeligt svært for hende at skjule sin vaklen og hun frygtede at Wicked ville læse hende som en åben bog.

Pludselig blev hendes blik roligt og hun smilede skævt til ham.

"What will the price be?"

De slanke fingre hang ved glassets side et langt øjeblik længere, før de hævede sig og langsomt cirklede kanten drillende med pegefingeren. Et snedigt smil kurvede hans læber. De mørke øjne spillede imod hende henover bordet, på linje med hendes ansigt fordi han sad let foroverbøjet indover den sorte overflade.

"Finally learning, are we? Good."

Der var en grusom form for humor i ordene. Fingeren fortsatte med at følge toppen af glassets kant, som om den ikke længere var tilsluttet til resten af kroppen, med en hypnotiserende konstanthed der virkede umenneskelig i sin regelmæssighed. Et menneske ville tabe rytmen, bevæge sig hurtigere eller langsommere, når musklerne begyndte at gøre opmærksom på mælkesyren i dem. Den slanke finger fortsatte upåvirket.

"Breaking a bond of this sort would be easily done by replacing it with another. But I believe we both know why that would be unwise."

Han smilede halvt.

"To form a different bond would require you to allow me a great deal of control over your being."

Der var en ukarakteristisk oprigtighed ved ordene, som om forklaringen var en lektion i sig selv. Taget i betragtning at han tog sig tiden til at stave det ud for hende i detaljer, var det højst sandsynligt en lektion om, at andre væsner ikke nødvendigvis ville vise hende den samme høflighed.

Hendes læber krængede sig bagud i et smil der fik hendes skarpe ansigt til at lyse op i en varm glød. Lyset fra lokalet reflekteredes i de sorte øjne der spillede imod ham. Endnu engang følte hun sig som den lille pige der sad overfor sin strenge underviser, men af uforklarlige grunde kunne hun ikke lade være med at smile.

"Learning from the best."

Det var en konstatering, mere end det var smiger. Hun nikkede til hans ord og så eftertænksom ud.

"... unwise."

mumlede hun fraværende fremfor sig, før hun atter fandt tilbage i fuldt fokus på hans ansigt. Der kom ikke nogen umiddelbar reaktion på hans sidste bemærkning, i stedet lod Narcissa stilheden tale for sig i nogle lange øjeblikke. Endelig blinkede hun, fandt hans blik og sagde

"Wicked... I no not know what I am to you? I am your goddaughter. But is that merely a title? Am I family? Am I of some potential to one of your many projects?"

På trods af den brusende uro der skød igennem hendes indre, var Narcissas stemme klar og fast. Hendes blik hvilede imod hans og begge de mælkehvide hænder havde fundet til ro på bordpladen foran hende.

Dæmonen var ikke selv sikker på om hun overhovedet havde lyst til at høre svaret, ej heller vidste hun om hun ville få et reelt svar. Men hun vidste at hun havde brug for det på den ene eller anden måde. På et tidspunkt var hun simpelthen nødt til at vide, om ikke andet så bare for det mindste, hvor hun stod i forhold til ham... til Wicked, Crimson Dawn og hvem end han havde været før dét.

"When you look at me... what do you see? What are your interrests in me? If there are any?"

En lyserød tunge skød ud og fugtede de blege læber, i samme ombæring gned hun sin ene kind med et par fingre. Unødige bevægelser, men lige nu bevægelser der gav hende mulighed for at holde sig i ro og forhindre øjnene i at flakke usikkert rundt i lokalet. Duften af blodet i glassene syntes pludselig at stige i kraft, lyset blev mere invaderende imod hendes blik og den bløde kjole omkring dæmonens liv føltes pludselig mere levende.

Please... the truth.

Fingeren slap glassets kant, da han brat lænede sig tilbage på sædet, med en utålmodig hvislen og en rynken på næsen. De mørke øjne betragtede hende med en blanding af skuffelse og begyndende irritation, over det samme krav han havde hørt så ofte før fra den anden kvinde der dominerede hans eksistens.

"Again with the human questions. What need do we have of words like 'family'? Shall I tell you of my affections, like a lowly human in heat? You have been spending too much time with my mate."

Læderet under ham knirkede faretruende i stilheden, men lyden undslap ikke ud i den ellers tomme bar. Væggene virkede til at være en del mere lydabsorbernde end de umiddelbart så ud - hvilket ikke burde komme som en overraskelse, indretningen taget i betragtning. Stedet var tydeligt skabt til private samtaler. Han slog utålmodigt ud med den ene hånd.

"I expected this from Lauren, even if she should know better, but from one of my kin? How low you have fallen, goddaughter, into the realm of humanity."

Hans stemme sænkede sig til en næsten hånlig hvislen, de mørke øjne huller i hans ansigt. Et øjeblik gav lyset ikke genskær, men syntes at blive drukket ind i mørket, for at forsvinde dybt i skyggerne. Med en bevægelse sløret af fart lænede han sig igen fremover, næsten fladt udstrakt henover bordfladen, så han så op på hende under de mørke øjenbryn. Det hånlige udtryk gled langsomt over i en forførende selvsikkerhed, et lille mørkt, farligt og tiltrækkende smil på læben.

"Have I not protected you from yourself and others? Brought you up by my own hand and sent aid to your side that might teach you to survive? Do I not indulge your whims and wants?"

Stemmen faldt i styrke, men ikke intensitet, og smøg sig fremad imod hende, som silke der børstede henover hendes hud. Ordene antog en intim tone, som en tilbeder der bøjer sig for sin elskede. En hemmelig beundrer der sender sin udkårne gaver og våger over hende fra skyggerne.

"I could whisper words in your ears from here until the ends of time and yet you would never know whether they were true."

Hviskede han sødmefyldt, før han langsomt rettede sig. Den forførende maske forsvandt fra det ene øjeblik til det andet og efterlod ham igen som den svagt animerede marmor-statue.

"Words. I will never understand this human obsession with words."

Kom det tørt fra ham, en svag snerren i stemmen, en kurve af læben det eneste tegn på hans lede ved svagheden hun havde vist.

Alt han sagde gav mening... det gjorde det. Alligevel var der en hvis utilfredsstillelse i hans ord. Måske var det fordi de var netop dét... ord. Men havde hun virkelig været så naiv at håbe på, at han ville give hende det svar hun hungrede sådan efter? Og var denne hungren virkelig så menneskelig?

Narcissa gav et let gisp fra sig da han pludselig lænede sig frem imod hende. Hun mødte han smørke blik og nikkede da han talte.

"You have. And I am being ungrateful now, I know. Forgive me."

For det var jo rigtigt? Han havde hjulpet hende, fortalt historier da hun var lille, sendt fægteundervisere, sendt hende bøger, været der for hendes fader og på det seneste. Ja han havde sågar tilbudt hende steder at bo og nu... hjælp med at bryde båndet til Azuriel.

Endnu engang var hendes indre i en kæmpe kamp. Hun hadede sig selv for at have skuffet ham, og hun hadede sig selv endnu mere for at være så... så meget en skødehund. Men hun ønskede virkelig at lære af ham, at forstå ham, at tage ved lære af den bedste og kende hans historie... Som en elev af en dygtig underviser. Hun ønskede at lære!

"I do not long for words. I long for... belonging somewhere, for having... some to lay my indisputable loyalty with. My father used to be that creature. I am not used to be without one."

Hun foldede hænderne på bordpladen, men holdt hans mørke blik fast i sit.

"Some claim that loyalty is a weakness, that one should never trust others than yourself. But my father taught me otherwise. Loyalty is a proof of strenght, strenght and power enough within, to start taking in others and to and to share... everything."

Med en rolig mine lænede Narcissa sig tilbage. På trods af at hun stadig følte sit indre i oprør, sank hans ord ind og lige nu følte hun at han havde givet hende det svar hun havde søgt. Hun var nødt til at se ud over sig selv, nødt til at turde stole på ham for at finde styrken i sig selv. Måske ville hun aldrig vide hvad hun var for ham, måske ville han en dag gøre alt det hun håbede han aldrig kunne finde på... men hvad ændrede det her og nu? Var loyalitet ikke en tom floskel hvis man allerede vidste at hunden ikke bed?

"Perhaps this is what my father wished for? To see his daughter as a grown woman, choosing whom to grant her loyalty? And I know... loyalty, just another word, another human concept. But please... let me show you."

Hendes blik blev underligt beslutsomt, roligt og afklaret. Det sorte blik gled ned på de to glas på bordet og atter op på hans ansigt, afventende.

Forgive me Azuriel...