All work and no Play [Procella]

Procellas øjne strålede af latter mod ham da han med det lille smil og den korte bemærkning, faktisk lod hende vide at han havde været...knap for forberedt på hendes drilleri. Det var et sødmefyldt rus for hende der bruste gennem hende. Hun havde rent faktisk fået skovlen under ham.

Da hans arme skød ud og lagde sig omkring hende, trak hende ind i et varmt favntag og et kys der gjorde hende blød som smør i hans hænder, spandt hendes bevidsthed af fryd. Uden at tænke over det gled hendes arme op omkring hans hals og der var ingen kamp overhoved eller påtaget koket leg. Hendes læber skilte sig varmt og hun drog ham ind, inviterede ham. Hendes ene hånd gled op i nakken på Wick, og strøg blidt hans hår. Mest af alt ønskede fingrende at flette sig ind i det, men et sted i hendes baghoved hviskede en lille stemme at det nok ikke ville være så passende igen at stå midt på gulvet og gøre ham pjusket.

Da hun forsøgte at trække hovedet tilbage og han holdt fast i hende, blev hun ikke bange, men chapagnen og iltmanglen gjorde hende ør, og havde det ikke været for hans arme havde hun vaklet let. Hun snappede efter vejret da hun pludselig mistede kontakt med gulvet, både fordi hun manglede luft og fordi hun var omtumlet og en smule overrasket.

Den slanke krop i hans arme skælvede let da hans væsen udsendte bølger ud i lokalet der tiltrak sig blikke fra kvinder såvel som mænd. Wicked og Procella. to naturkrafter i sig selv, og sammen...fireworks. Procellas gyldne øjne hvilede på ham som et kærtegn i sig selv, og de lette fingerspidser der lagde sig mod hans kæbelinje da han skred over gulvet med hende var brændende.

"...Competition? How can I settle for anything less?"

Hm...did I ruin his night now?

Tænkte hun fraværende da elevatordøren gled i bag dem og lukkede resten af klubben ude. Meget distanceret registrerede hun sofaen. Spejlende. Tallene der skiftede. Hendes verden bestod dog af mørke glødende øjne, og det ansigt hun havde længtes efter så længe. Hun var tavs, han drak ham bare ind. Brændte billedet af ham fast i sin bevidsthed. Fornemmelsen af hans hænder omkring sin krop. Da døren gled op brød hun deres uendelige blik. Hendes pupiller udvidede sig over lejligheden der strakte sig foran hendes blik.

...Woah....

Hun blinkede et par gange. Så kunne man da tale om et hjem væk fra hjemmet. Hun turde slet ikke begynde at tænke på hvor meget der var blevet brugt på det her. Klubben måtte i sig selv være et svimlende beløb. Lejligheden var...

"Now I almost understand why you didn't come home..."

Der var intet sarkastisk eller bidende over kommentaren. Procella så sig bare rundt med målløse store øjne. En dørstopper her ville sikkert koste mere end hendes livforsikring. Hvis hun havde haft sådan en. Det var næsten til at blive dårlig over.

Spots skjult i væggene spredte et blødt, dæmpet skær over den næsten asketiske luksus. Lejligheden var sparsomt udsmykket, få møbler og genstande, men dem der var viste en kvalitet, både i omkostning og udvælgelse, højere end de fleste huse kunne producere tilsammen. Fra horisonten bag de mørke ruder, modsat døren og på den anden side af stuen, spillede lysene fra La Sunisha henover nattehimlen.

Han så ikke væk fra hendes ansigt.

"If you are not here, what does any of it matter?"

Oprigtigheden i ordene, den næsten pinefulde kærlighed i de blege træk, var ulig ham. Nu hvor de ikke havde et publikum, var trangen, den helt grundlæggende nødvendighed for ham - at have hende nær - åbenlys på hans ansigt. Den brændte dybt i de mørke øjne og fik ham igen til at ligne en druknende mand og hun det eneste lys midt på et uendeligt mørkt hav.

Han fandt blindt vej igennem lejligheden og ind i soveværelset, der var omtrent lige så begrænset indrettet, bortset fra den overdådigt forgyldede seng. Værelset behøvede heller ikke mere udsmykning. De store vinduer der udgjorde den fjerde væg, vendt imod byen, gav en udsigt der overgik enhver indretningsarkitekts forsøg på dekorationer.

På den fjerne væg, modsat vinduerne, var træpanelerne blevet fjernet og erstattet af bleg, hvid væg. Indlagt sølv, formet som et kæmpe pentagram, gav genskær i lyset fra byen bag dem. Magiske runer, ældgamle tegn, snoede sig omkring ædelsten - sort obsidian, muligvis opaler - og flimrede med det blege, perlemors-agtige flimmer af magi. Brede håndledslænker, ligeledes i sølv - den slags der omsluttede hele håndledet fra håndrod til halvt oppe af underarmen - hang fra korte kæder der endte i midten af pentagrammet. Alt var indlagt direkte i væggen, de sølv-optrukne mønstre skåret først og derefter fyldt ud. Det var tydeligt at der var blevet lagt en ufattelig mængde arbejde i forberedelserne og udførelsen af den magiske kreation.

Han bar hende langsomt imod det, indtil lugten af magi slog imod dem begge, hans dæmpede stemme strippet af den ellers forførende hvisken. Den var stadig tiltrækkende, magtfuld, stadig hans - men uden et spor af den magi der ellers flød ud af ham.

"It took.. comprehensive work to find the symbols that would weaken, but not kill."

Hendes fødder sank ned i det fløjsbløde tæppe, da han sænkede hende til gulvet, før han langsomt trak jakken af de brede skuldre og lod den følge efter. De slanke fingre hævede sig til slipset og løsnede silken. Det fulgte jakken. Skjorten under blev langsomt, omhyggeligt knappet op.

"Of course, once the chains bind me, I am at your mercy."

En knap, to knapper, tre knapper. De slanke fingre arbejdede langsomt, gav hende tid til at følge hver eneste lille bevægelse med øjnene, da stoffet gled til side og afslørede den blege, muskuløse brystkasse nedenunder. Musklerne i hans skuldre udvidede sig, bulede ud under huden, da han krængede skjorten af og lod den følge resten af tøjet.

"Completely defenceless."

Den dybe stemme var afdæmpet, men tonen mørk og intens. Hans fingre sænkede sig til bukserne, frigjorde bæltet og standsede kort ved knappen, før de gled ned over hofterne og afslørede det ikke-eksisterende undertøj. Han trådte fri af stoffet og stod foran hende, nøgen og glinsende i skæret fra magien og de fjerne lys fra byen. Skyggerne dansede i kanten af øjnene, indsnævrede verden indtil der ikke var andet end de to. Et enkelt skridt imod hende og barrieren imellem dem truede med at bryde og oversvømme dem begge, som en dam der pludselig bryder sammen og skyller alt med på sin vej. Sulten, behovet, følelserne, gnavede i ham og truede med at overtage hans kontrol, presse hans bevidsthed udover kanten hvor natur tog over og Procella var den gnist, der manglede dybt i ham - ligemeget om hendes krop og sind kunne håndtere det.

Barrieren han havde stillet op flammede under presset, kun holdt tilbage - men også bebyrdet - af magien fra de magiske runer. Han lagde hovedet tilbage og de mørke øjne gled bagud, da trangen skød igennem hans krop som lyn, krævede at blive mættet.

Just a moment longer

Det næsten vanvittige blik i de mørke øjne, der mødte hendes da han åbnede dem igen, afslørede hvor tæt på afgrunden han var. Med en kraftanstrengelse trådte han et skridt tilbage til væggen og hævede håndledene til lænkerne, de mørke øjne uanet dybe huller til andre verdener.

"Yours."

Procellas læber gled langsomt fra hinanden da hun sugede tingene til sig. Det var nærmest...latterligt pompøst det hele. Alligevel tiltalte det hende, på en sær måde. Hun så fra omgivelserne tilbage på sin mage, og snappede efter luft som var hun blevet slået. Det gjorde næsten ondt på hende at se så intens kærlighed malet i hans træk. Det var ikke almindelig kærlighed som man ville finde det hos mennesker, det her var så meget dybere. Der var en evighed over det der skræmte hende og samtidig tiltrak hende, komplet ufornægteligt.

Der var en let usikkerhed at spore i de gyldne øjne da blikket faldt på væggen. Kæderne. Hvad handlede det her nu om? Procellas sanser forstærkedes automatisk, og magien i lokalet bevægede sig mod de små fine dun på hendes arme, som en varm forårsbrise på en kold vinterdag.

"Wick? What is this?"

Spurgte hun lavmælt og en smule usikker på hvad pokker der rent faktisk foregik. Svaret kom sekundtet senere og hun blev fyldt af nervøsitet og glæde på samme tid.

Kill? Who? Me or him? Both? Jesus...

Procella fugtede let de malede læber, og hendes hjerte begyndte at slå i en tung hurtig rytme da hans fingre langsomt begyndte at løsne hans tøj. Hendes øjne havde af en eller anden grund meget svært ved at slippe hans, og alligevel var hun sig pinagtigt bevidst om hvad hans hænder lavede. Hver eneste lille bevægelse. Hendes læber skiltes i et uhørligt og ophidset åndedræt da Wicks fingre åbnede skjorten og den gled til gulvet. Hendes øjne begyndte at gløde som de havde gjort det én eneste gang før. De begyndte at have en vis lighed med farven på smeltet guld.

"At...my...mercy?"

De skarpe tænder markerede let på den fyldige underlæbe. Det var en decideret fysisk anstrengelse ikke bare at kaste sig over ham da bukserne gled til gulvet. Hun trak vejret dybt og drak synet af ham i stedet for. Som en kender ville betragte et maleri og sætte pris på hver enkelt penselstrøg. Han duft slog sammen om hende. Skygger og krydderier. Det var berusende. Hvor havde hun savnet ham...

"...Mine..."

Hviskede hun lavmælt. Der var intet besidderisk over det, faktisk var der en pinagtig længsel i hendes stemme. Hun sank en klump før hun langsomt rakte ned og skubbede først den ene, og så den anden stilet af. Hendes tæer krummede sig let sammen i det bløde tæppe og hun så op på ham igen. Han overgav sig. For første gang...nogensinde? Havde han nogensinde overladt sig til andre? Ladet sig være...nøgen...ikke bare fysisk men frarøvet...alt? Langsomt begyndte omfanget af den tillid han viste hende at synge i hendes blod. Tøvende hævede hun sig på fodballerne og lukkede afstanden mellem dem. Hun lagde hænderne mod hans bryst og så alvorligt op i hans ansigt.

"You trust me? This much?"

Det var et retorisk spørgsmål selvfølgelig. Hendes hånd gled fra hans bryst, ud til hans hånd. Hendes fingre flettede sig ind i hans imens hun - uden at slippe hans blik - lukkede metallet med et lille klik. Hun holdt vejret et øjeblik, som forventede hun en slags forsinket reaktion på at blive fanget. Som den tilsyneladende rolige vildhest med sadlen på ryggen, der eksplosivt gik amok da den første gang fik fornemmelsen af en rytter, og for første gang virkelig forstod hvad det ville sige at være under en anden skabnings magt. Hun gav hans hånd et lille klem før hun lod fingrene glide ud af hans, og gentog med den anden hånd, så det blev nærmest rituelt.

Procella trådte et lille skridt tilbage. Hun samlede hænderne med håndfladerne mod hinanden og lagde dem let mod sine læber imens hun betragtede dæmonen uudgrundeligt, stadig med øjne der mest af alt mindede om smeltet guld.

Magnificent

Det var det bedste hendes hjerne kunne komme op med for at beskrive ham. Han var i hendes verden et levende kunstværk. Smuk i sin fysik. Smuk i sit væsen. Havde nogen brugt ordet smuk om en dæmon før? Et øjeblik følte hun sig komplet handlingslammet. Hvordan skulle man starte på at vise kærlighed til en sådan skabning? Hun kunne æde ham med hud og hår, hun kunne bruge flere dage på at strejfe ham med fjerlette kys til han skreg hendes navn, hun kunne det hele, hun ville det hele.

Procella trak vejret dybt. Meget dybt. Det krævede mod af hende at blotte sig. Der var så mange forsvarsværker. Hun følte sig sært tør i halsen da hendes fingre langsomt lempede skulderstroppen ned. Selvom det var Wicked der var lænket og nøgen, var det hende der følte sig ubeskyttet. Det gav ingen mening. Kjolen gav en svag hvislen fra sig da den villigt gled ned omkring hendes skikkelse og lagde sig til hvile omkring hendes fødder. Langsomt og omhyggeligt trådte hun ud af den og hævede ansigtet mod ham. Deres læber var så tæt på hinanden. Et hårstrå. Et åndedræt.


Tell me...Tell me your true name. Not Wick. Not The Wicked Truth. Not James. No more secrets. Let me in.

Hendes stemme lød blidt i hans sind og var som en silkehandske i mørket. Et kærtegn. Et løfte.

Han tøvede ikke ved det kølige sølv imod sin hud, eller den tunge magi, der flød igennem ham ved kontakten. Verden blev sløret omkring ham, hans sanser for, hvad der lå udenfor værelset, dæmpede. De mange tråde der spandt sig imellem ham og tusinde andre væsner forsvandt i den bedøvende fornemmelse. Udtrykket på Procellas ansigt, derimod, de glødende øjne der gled henover ham, var som flydende guld der mærkede hans hud, mere intenst end han nogensinde havde følt hende. Det fik ham til at vride sig under de to impulser der kæmpede en endeløs kamp - at fortære hende eller lade hende fortære ham.

Han havde villet række op og lukke lænkerne om sine håndled, låse sig selv væk, før han blev overvældet, men fandt at han var paralyseret under hendes blik og hendes hænder. Hendes stemme klang i hans ører og syntes at give genlyd i hans sind, druknede alle andre tanker med sin krystal-klare perlen. Et kort øjeblik faldt det ham ind, at det her måtte være måden hun hørte ham på, før tanken blev fejet væk i fryden - og sulten.

Bange for at røre en muskel, at trække vejret og drikke hendes fært, før lænkerne holdt ham tilbage, var hvert sekund en tortur værre end han nogensinde kunne have forestillet sig. Hendes fært, mørk og fristende, indhyllede ham og kæmpede for at trænge ind. Hendes hud imod ham fik de fremmede følelser i ham til at synge, båndet imellem dem til at flamme faretruende. Gløderne i de mørke øjne bredte sig, forsøgte at sætte de sorte pupiller i brand, men blev holdt tilbage af magien. Et endeløst, uimodståeligt tryk, uden nogen mulighed for afløb.

Klikket fra lænkerne var et tordenbrag i hans ører.

Barrieren imellem dem faldt, da den anden lænke lukkede sig om ham. Hans tanker havde givet efter for det umådelige pres, i lige så høj grad som magien havde nedbrudt det forsvar, han havde stillet op for at beskytte hende,

Beskytte hende imod stormen af længsel og afmagt - længsel efter hende og afmagt over, at han efter hvert af deres forrige møder, ikke turde lade sig selv komme hende nær. Frygten for igen at såre hende. At han skulle vågne efter begæret trak sig tilbage og finde hendes krop ødelagt ved siden af sig, eller at det hellige bånd imellem dem ville springe til live og brænde dem begge til aske. Den fortvivlelse, der red ham, når han følte hendes afsavn og ensomhed, uden at kunne række ud til hende. Alle følelserne væltede imod hende igennem båndet - ikke længere overvældende, men perfekt, som om verden endelig gav mening. Det var meningen at de skulle være forenede, at de kendte hinandens sjæl. Nu hvor båndet igen var åbent, virkede det lige så naturligt at trække luft ned i lungerne, som at lade deres sind blande sig og se hinanden igennem den andens øjne.

Alligevel tøvede han ved hendes spørgsmål, en fjern hvisken af tvivl, og hun kunne læse hans frygt for, hvad det kunne betyde. At give hende sit sande navn var langt fra det samme, som at han kendte hendes. Mennesker ændrede sig. Deres personlighed, identitet, var ikke defineret af deres navne. Det kunne ændres, som de ændrede sig. Kun hans alder og viden om magi gav ham en fordel - men ikke mere end en hvisken i deres sind - når han kendte et andet væsens navn.

En dæmon havde et sandt navn, selvom nogle var titler, der ændrede sig igennem tiden. Crimson Dawn, og nu The Wicked Truth, var øgenavne der var opstået igennem tiden.

Serpent, Deceiver, Fallen, Whisperer, Crimson Dawn, The Wicked Truth..

Et væld af navne flød imellem dem, alle masker og titler, som en lang, snurrende tunnel der ledte hende imod hans essens, det sted dybt i ham, der før havde været mørke, men som hendes følelser havde fyldt med en hvidglødende flamme. Han lukkede sine øjne, og hun mærkede hans frygt for hvad hun ville finde, når hun nåede til midten og så den sjæl, hun havde givet ham.

Belial.

Selv uden at blive talt højlydt, klang navnet med en kvælende magt og med det kom minderne - flere tusind år af de forfærdeligste handlinger, et menneske kunne forestille sig - og værre. Hans sande væsen, ikke ondskab i hans øjne, men langt udover hvad et menneskeligt sind ville kalde 'pure evil'.

Hvis han havde brugt sin stemme, var det ikke til at vide hvilken virkning det ville have haft på hendes sind. Han havde engang efterkommet et menneskes sidste ønske - af nysgerrighed - for årtusinder siden - et ynkeligt væsen, der alligevel var få åndedrag fra døden og ønskede at høre navnet på den, der havde overvundet ham. Han havde hvisket i mandens øre og set hvordan blod vældede frem og forsøgte at undslippe menneskets krop fra enhver åbning.

Men Procella var så meget en del af ham, at hun knap talte som menneskelig længere. Nu, hvor de begge så ind i hinanden, var så tæt forenet at der næsten ingen hemmeligheder var tilbage, kunne han se det mørke, han havde skabt i hende, på samme måde som hun havde bragt lys ind i ham.

Belial

Han åbnede øjnene igen, og åbnede samtidigt sit sind, alle de mørke afkroge, han før havde skjult for hende, mens stemme hviskede blidt og forundret i hendes sind.

Procella lukkede øjnene. Sukket der gled over hendes læber var dirrende da han endelig lod hende komme ind. Hendes suk syntes på en måde at give ekko. At strække sig til mere end blot hende. At have en stemmevide der strakte sig til mere end blot én person. Hendes ansigt blev en let stivnet maske da billeder, betydninger, navne gled gennem hendes sind. En lille rynke af koncentration dannedes mellem hendes bryn. Hendes hænder gled ned af hans bryst. Hun tog et skridt tilbage fra ham. Så endnu et, og endnu et.

Hun åbnede øjnene og det smeltende guld fangede atter Wick ind, og Procellas ansigt var halvt ulæseligt. Hun vendte langsomt bort fra ham og tog et par skridt mere. Det sølvglødende magiske lys bag hende fra pentagrammet, spillede over hendes olivengyldne hud. De mange små hvide ar var drysset ud over hendes krop. De var ikke skæmmende, de smykkede hende. Det eneste der ikke smykkede hende var de mørke skygger omkring hendes lænd. Svage beviser på den dødelige kraft der havde været bag Wicks...favntag...

Procella vendte langsomt hovedet tilbage. Sendte dæmonen et langt guldglødende blik over skulderen.

I see you. Belial. I see you, and I recognise you. No more running. No more hiding. You belong to me.

Selvom hun fysisk havde vendt sig bort fra ham, havde hun på intet tidspunkt flakket i sin tilstedeværelse i hans sind. Hendes stemme havde en afklaret ro, og en styrke der hvilede i sin egen harmoni, simpelthen fordi den var, og var sikker på sin plads i sin eksistens. En sikkerhed og vished Procella normalt manglede. Eller...Lauren. For hun var Lauren nu. Hun var hans mage. Hun var ikke Procella, på vagt og med masker. Hun var ikke den kolde Reaper.

Langsomt drejede hun hele vejen rundt om sig selv. Hun lagde armene om sig i en slags omfavnelse imens hun på intet tidspunkt slap ham med det nærmst svidende hede guldblik. Hendes krop var let forandret siden fødslen. Brysterne var større og tungere. Hendes hofter var en smule mere afrundet, som om der endelig var en oprigtig frodig kvindlig harmoni i hende - selvom brysterne virkede let perverse i forhold til den slanke skikkelse, men okay...4 ammende piger. Det krævede alligevel sin kvinde.

Belial...

Hendes stemme strøg blidt hen over hans sind. Søgte at hviske hans frygt bort. Hans tvivl. Der var kun dem. Alt andet var ligemeget. Klubben. Verden. Den kunne bryde i brand og hun ville ikke ligge mærke til det.

Hun gled nærmere. Lukkede afstanden mellem dem igen. Perfekt harmoni i krop og sind, nu hvor hun var lukket ind. Som om den sidste brik var fundet. Den der gav hende den ro hun havde søgt.

"I will never stop loving you...no matter what you show me. I am done. No more running"

Hviskede hun blidt. Det glødende sølvflimrende lys badede hendes ansigt da hun strakte sig mod ham og fandt hans læber. Det var mere end blot et dybt og blidt kys. Det skælvende suk hun fysisk havde vovet at lade glide over sine læber da han havde lukket hende ind, genlød nu i deres forenede sind.

I love you.

Ordende var næsten hule. De var slet ikke beskrivende nok. Hvordan skulle man sætte ord på når den sidste brik var lagt, og man kunne træde tilbage og se det fulde motiv for første gang nogensinde? Hvordan beskrev man en druknenes åndedræt? Sødt, pinefuldt og det eneste der var vigtigt? Hvordan forklarede man det altødelæggende ved en syndflod, og samtidig det livgivende i vand? Wick...James...Belial....Hendes....

Why...Why did you take so long to find me?

Der var ingen bebrejdelse i stemmen, men lettelse over at være fundet. Hendes læber slap dæmonens og hun lagde ikke engang mærke til de varme tåre der var flydt ned over hendes kinder. Det var ikke sårbarhed eller ydmyghed der var at læse i hendes ansigt, men derimod en voksende styrke og identitet der udsprang af...dem...

Hendes hænder lagde sig let dirrende mod hans overarme, gled fjerlet over musklerne der spillede under huden. Som for at bekræfte han var der. Ikke ville forsvinde i en dis af en ønskedrøm. Et lille smil spillede over de fyldige læber. Et lille sejrende smil. Hendes fingre holdt op med at dirre. Lagde sig roligt mod hans bryst. Den ene gled langsomt ned over hans mave og stoppede...pinefuldt strategisk.

"Left at my mercy...tell me love. Should I be mercyful?"

Hviskede hun drillende. Hendes tunge gled ud og strejfede let hans læber, men skænkede ham ikke et udfriende kys.

((Sceneskift til en times tid efter))

De gyldne øjne gled over dæmonens krop på sengen. Han lå så stille. Hvis ikke hun havde vidst klubben var så spækket med magi han kunne trække på for at lukke sine sår, ville hun have været bekymret. Hendes krop værkede. Var øm dybt dybt inde. Det var en god ømhed. Det var en god smerte. Den slags hun kyssede velkommen. Hendes stylede hår var pjusket, og enderne og hårgrænsen var fugtige. Hendes hud var fugtig. Hun lagde hovedet ned mod skulderen under sig, sært påpasselig som ønskede hun ikke at gøre ham fortræd. Selvom han ikke længere var så let at ødelægge som før.

"Sorry bout the sheets..."

Hviskede hun tungt. Hendes hjerte prøvede stadig at finde en roligere rytme. Det tæskede imod hendes ribben, og fik den bløde hud på henes hals til at bevæge sig synligt i små ryk i takt til hendes pulsslag. Hendes hede ånde slog tungt ind mod hans bryst hver gang lungerne febrilsk tvang ilt ned i dem. Havde hun nogensinde gjort det på denne måde? Havde hun nogensinde trukket den så langt ud? Hun krøb ind til Wicked, selvom det næsten var for varmt. Ilden brændte i hendes krop, både begæret og hendes desperate forsøg på at stilne den. Den lurede altid. Han var den eneste der havde formået at gjorde hende træt på et sjæleligt plan også. Tanken fik en svag rumlen til at dirre i hendes hals. Spandt hun veltilfredst? Procella lo stille og borede næsen ned i Wicks skulder, bare fordi hun kunne. Der var noget udfriende over at kunne le, efter at have været så tæt på ham. En finger gled op over hans bryst. En varm kildrende kærtegnende finger. Hun søgte ikke at vække hans hunger. Hun lod den følge hans konture. Musklernes udspændelse af hud. En knogle i håndledet. Så menneskelig, og alligevel slet ikke.

"Breath love. It creeps me out..."

Mumlede hun mod hans skulder, strakte sig let og kyssede hans bryst. Smagen af ham, af hende, dem, var stadig dér. Hun kunne svagt ane den aroma der var ham. Skygger. Krydderi. Hun kunne smage spor af sin egen sved på hans hud. Hans blod. Hun hævede sig op på den ene arm og så ned på sin mage. Hun havde mildest talt flået ham. Hvad end hun var...hun havde aldrig flået ham sådan her før. Aldrig. Det lange mørke hår faldt som et tykt levende tæppe omkring hende, klistrede sig mod hendes stadig bølgende bryst. Hun fugtede læberne let. Ruheden efter de dyriske skrig kildrede et sted i halsen. En hals der stadig var øm efter at være blevet kværket.

"Look at me?"

Bad hun stille, og næsten spørgende ned til ansigtet under sig. Af en sær grund blev hun næsten nervøs ved at se ned på det umenneskelige ansigt, de lukkede øjne, blodet og de gabende sår. Hvis han ikke havde været alt hvad han var...hvis han havde været et hårstrå mindre...så var det sådan noget man så hos en retmediciner. Procella sank og var lige ved at sukke lettet, da hun betragtede den mishandlede krop og hvordan den uendeligt langsomt helbredte under hendes vagtsomme - næsten frygtfulde blik. Hun skævede til sin egen krop - for en gangs skyld var hun ikke mishandlet...ikke af ham. De blodunderløbne mærker på hendes krop stammede fra mødet med Segovax og den efterfølgende sammensmeltning med dæmonen. Dog var der nye. Der var dybe lænkemærker omkring hendes håndled, hvor hun havde slynget hænderne om dem og holdt fast - uden at tænke over hvor meget eller lidt det gik ud over hendes fysik. Lagnerne var blevet plettet af hans blod. Hun havde befriet ham fra pentagrammet og brugt sin sidste styrke på at ligge ham i sengen, hvorefter hun med et træt støn havde måtte falde sammen og være slave af den menneskelige side der krævede sin ret til at være forpustet og udmattet. Armen hun støttede sig til sengen med, dirrede svagt.

De blege kinder var klæbrige af blod.

Ikke fra hendes behandling af ham - han havde knap bemærket smerten midt i euforien - men fra tunge, langsomme og blodige tårer. Engang i løbet af den sidste time, uden at han vidste præcist hvornår, havde han grædt over den skønhed deres forening havde vist ham.
Båndet imellem dem var blevet fornyet, forstærket og havde badet dem begge i det hellige skær. Selv nu, hvor hans hud langsomt trak sig sammen og igen skjulte mærkerne, legede de hellige runer stadig henover Procellas hud. Han behøvede ikke sine øjne for at fornemme dem. De var en brændende varme imod hans fingerspidser, der fulgte mønstrene henover hendes ryg i dovne, kærtegnende bevægelser.

Lænkerne havde holdt ham fra at hele. Først nu, bagefter, var det muligt for ham at bekymre sig om, at bedømme de skader Procella havde efterladt på hans krop. Men det interesserede ham ikke.

For første gang i flere måneder var han fuldstændigt mættet. Den lille, vedblivende gnaven af sult, der aldrig helt forlod ham, var forvist til et fjernt hjørne, overvældet og druknet i Procella. Som et tæppe havde han rullet sig i hendes fært, følelser og den energi der eksploderede imellem dem. Han havde aldrig oplevet at kunne drikke fra nogen som han kunne fra jægeren ved sin side - med en enkelt undtagelse, selvom mindet lå dybt begravet i en mørk afkrog af hans sind, skjult et sted hvor han håbede Procella aldrig ville finde det. Mellem de mennesker og hybrider, engle og dæmoner, han havde haft igennem årtusinder, var der ingen der stod mål med hende.

De stærke følelser under Procellas hud var ophavet til mange af deres problemer - men i lige så høj grad grunden til at han var blevet tiltrukket af hende til at begynde med. Det var stædigheden, den ufravigelighed, der lå i hendes løfte, når hun sagde at hun elskede ham. Den intensitet, hun levede og følte med, var som en flamme og han som et møl der blev trukket imod det.

Han lo lavmælt af hendes kommentar om lagnerne, en rumlen der forplantede sig igennem brystet. Liv spredte sig langsomt i den marmor-kølige krop ved hendes ordre. Det muskuløse bryst hævede og sænkede sig og en svag, dump lyd voksede sig stærkere. Et øjeblik var rytmen stakket, tøvende, før den faldt ind i takt med hendes - og alligevel ikke. Der var en tøven ved et menneskeligt hjerteslag. En naturlig fejl, når hjertet slog et slag over. Wickeds hjerteslag var for regelmæssigt. En svag varme spredte sig under hendes hænder, selvom han langtfra var lige så varm som hende. Han syntes nærmere at hutle sig om hendes kropsvarme, som en frossen mand der strækker sine hænder ud imod et flammende bål. En svag rødmen strakte sig på den blege hud.

Liv vågnede i kroppen ved siden af hende, til et punkt hvor der var en fornemmelse af, at et andet menneske optog plads i lokalet. Han var aldrig gået så vidt før, men han var fordrukken af energi, så fyldt at en simpel ting som at skabe fornemmelsen af liv blev en let gestus.

Hans hånd lagde sig endelig til hvile i rundingen over hendes hofte, med en følelse af den sidste brik der blev lagt på plads i et puslespil. Det var rigtigt at være præcis som de var. De mørke øjne åbnede sig langsomt, og hvor de normalt var bundløse huller, gav magien dem dimensioner. Små gnistrende lys, dybt i mørket der havde slugt alt hvidt omkring sig, som en stjernehimmel der åbnede sig. Men der var en bevidsthed bag stjernerne, der så op på hende som var hun solen i det univers der gemte sig bag øjenlågene.

Slanke fingre lukkede sig forsigtigt om hendes ene håndled og hævede det, hvor han kunne se dem, før han bragte det tættere på og lagde læberne imod de blodunderløbne mærker.

"I failed to plan for your.. eagerness."

En svag rynke krydsede den blege pande, mens et hjørne af de blege læber kurvede opad i et skælmsk smil.

Hvis Procella på nogen måde havde været bevidst om at hun ikke ene og alene var hvad han havde brug for, var det muligt hun havde forsøgt at splitte sig vej ind i Wickeds bevidsthed, med det ene fanatiske mål at finde ud af hvem eller hvad der på nogen måde kunne være eller have været en trussel for hvad hun selv anså som sin ret. På det punkt var hun uhyggeligt grusom, og forbandet effektiv. Til alt held havde hun ingen anelse om det. Procella havde nogle grænser - en af dem var at trænge sig ind i andres sind. At dele bevidsthed med Wick var én ting, at tvinge sig vej til hvem han var, det var en helt anden leg. En leg hun ikke havde erfaring med, eller ønskede at have erfaring med. Om noget kunne man kalde Procella for den gamle skole. Hun vogtede nidkært over sin ære og moral. At hendes æresbegreber og moralkodeks nok ikke passede på 99% af resten af verden og de væsner der fandtes i den, var sørme ikke hendes problem. Det var deres.

Måske en dag...hvis han pressede hende langt nok. Hvis hun mistede nok af hvem hun var. Ville hun skride over den usynlige grænse og indvadere ham, som han havde gjort det med hende. Aldrig oprigtigt mod hendes vilje, men alligevel. Da dæmonen åbnede sine øjne gispede hun lavmælt.

"...beautiful..."

Henåndede hun. Det var ikke noget hun havde tænkt over. Det havde ikke engang været med vilje at sige det. Faktisk blev hun en lille smule flov over det spontane udbrud, og den corny faktor der et eller andet sted lå i tolkningen af ordet. Men hun havde ment det fra hjertet og rent da det var undsluppet hende. Hun var datter af månen, og Wickeds øjne var hendes nattehimmel. Han holdt hende hvor hun skulle være. Han var hendes univers, og hun var dens midtpunkt. Procella rømmede sig let og slog en smule forlegent blikket ned, men hendes øjne gled over den mishandlede krop under sig, og af sig selv blev de gyldne øjne trukket op. Hun higede efter hans blik. Det var som et lille stød i hendes mellemgulv da hun atter blev slået af den overnaturlige skønhed hun fandt. Hun sank da hans fingre gled over hendes hud. Et sted i hende rumlede dyret der aldrig sov, dyret der drev hende. Det der gjorde hende for forskellig fra menneske. Om det egentlig var et dyr var hun ikke klar over - men hun tænkte på det som et sådant. Noget der med vold skulle holdes nede. Holdes spærret inde. Det eneste tidspunkt hun slap det fri på, var når hun dyrkede sex, af den ene simple årsag at hun ikke kunne holde det lukket borte.

"How can you be this beautiful?"

Hviskede hun. Det var et retorisk spørgsmål. Et lille og eftertænksomt spørgsmål. Han var hendes narkotikum. Hans duft. Smagen af hans blod. Den magi der bandt dem sammen. Måden hans læber kurvede sig på når han sendte hende en af sine sjældne sardoniske smil. Hun så skønhed i det hele. Hun så ham som han var - at hun havde svært ved at acceptere det, grundet den fanatstiske opvækst og alt der var pisket ind i hende, var en anden ting.

"I love you. You."

Som om det var nødvendigt at sige det. Måske var det mere fordi hun havde behov for faktisk fysisk at sige det. At høre sin stemme udtrykke hvad hun følte, i stedet for at være begrænset til at tale til ham gennem deres bånd. Hun lukkede kort sine øjne og trak vejret dybt. Næsten som besejret. Følelser var farlige. Hun gjorde sig ikke i dem, og med god grund. Hvis man følte, havde man noget at miste. Hvis man havde noget at miste, havde man noget at kæmpe for. Hvis man kæmpede med sine følelser, var man dårligt stillet. En jæger skulle kæmpe med fornuften, med instinkt. Ikke med hjertet. En forsigtig jæger der tænkte på den forkerte måde, var en død jæger. Hun sank igen da hans læber berørte de mørke mærker der løb langs den olivengyldne hud. Det hungrige dyr i hende knurrede vågnende over hånden på hendes hofte. Procellas mavemuskler spillede let da hun spændte dem i protest over bæstet. Det var lige før hun kunne høre lyden af piskesnerten der gennemtrængte hendes bevidsthed da hun med vold tvang det i ro...for nu.

Hun vendte let hånden, flettede sine fingre ind i hans og trak hans arm til sig. Hun lagde den mellem sine bryster, stadig med deres flettede fingre smeltet sammen, og smøg sig nærmest halvt omkring hans arm.

"Eagerness? Yeah...that´s one way of putting it."

Mumlede hun og strøg kinden mod siden af hans hånd. Hendes hjerte bankede i en mere afdæmpet rytme nu, stadig hårdt grundet den tidligere anstrengelse, men nu ikke desperat. Hun var taknemmelig over at hvad end han nogensinde havde budt hende, havde han aldrig været kold i hendes seng. Det ville hun ikke kunne håndtere. Det ville være som at elske med en...vampyr. Det ville have været for meget at strække hendes grænse. Teste hendes tolerance. Hun havde svært ved når han manglede hjerteslag, og åndedræt, men kropsvarme var noget hun holdt på. hårdt. Han havde været kølig, men ikke kold.

Just ask him...again. And again. Until you get an answer. I need to know. It's gonna kill me either way...I always wondered what dying would be like...must be somekind of peotic justice to die by the hand of the one you love...

Procella strøg sine læber mod deres fingre og sukkede svagt.

"Tell me the truth..."

Hendes stemme var en hvisken, men den var alvorlig og insisterende. Hun ville ikke lade sig spise af med udflugter eller emneskift. Ikke mere

"Was it enough? Will it ever be enough? Am I enough? Did you build Muse to feed? Can you feed any other way than..."

Hun afbrød sig selv med en lille panderynken. Hun var ikke klar over om hun overhoved ønskede svar på det. Men hvad hun ønskede og hvad hun havde behov for var to forskellige ting. Der sneg sig et lille pinefuldt glimt hen over hendes ansigt, for derefter at blive erstattet af stilfærdig afklaret ro.

"I can't share you. I won't. So tell me. Will I ever be enough?"

Hendes krop var let stivnet i musklerne. Rygmusklerne var spændt som reb. Hvis nogen havde skubbet til hende var hun ikke sikker på om hendes led havde knaget i brusken. Kunne hun bevæge sig? Fysisk og mentalt trak hun i rustning. En rustning der lå i det evige tankespind om at hun ikke ville kunne leve op til andres forventninger, at hun altid ville være et skridt bagefter. At afvisning og kulde var hendes verden, og hvis hun vovede at tro...vovede at håbe på noget andet - så ville hun miste sig selv.

He doesn't look starved. Hungry.

Tanken var bittersød. Hvis hun ikke var nok. Hvis den ene gang hun havde ladet ham gå ikke var nok...

I can't...and I won't...

Aldrig havde hun følt sig revet i stykker som hun havde følt det da hun fulgte ham ud af huset i sin bevidsthed...før han havde brudt deres forbindelse. Mindet fik hende til at krybe sammen omkring hans arm, som kunne hun med ren viljekraft overføre sin kropsvarme til ham, og styrke deres bånd. Hendes muskler dirrede svagt af anstrengelse af stillingen og selvom hun var meget uvillig til at flytte på sig, måtte hun til sidst opgive sin halvsiddende stilling over ham. Til sin egen forbløffelse var der intet der knagede eller knaste da hun med en let stønnen skubbede sig ned på hans skulder igen.

Hun holdt stadig hans fingre mellem sine, og mod sin kind. Hendes kind hvilede mod Wickeds bryst. Hun lagde ikke engang mærke til blodet der blev tværret ud over hendes ansigt fra hans krop. Hun var fokuseret på ham. Hans hud. Varmen fra ham. De tunge og rolige hjerteslag der nåede hendes trommehinde.

He is mine...