Old enmities will never be forgot{Wilith}

Dato: 16. februar
Tid: 7.52
Sted: Legepladsen i Sheria
Omgivelser: En øde legeplads, med en blæst, der får tingene til at bevæge sig.
Vejr: En kold, frostklar morgen, med en let blæst. Solen skinner, men det giver ikke rigtigt nogen varme.
Påklædning: Et par lysebrune bomulds handsker, under en rimelig tynd, men dog meget køn jakke. Et par store, mørke solbriller skjuler hendes øjne, og et par mørke jeans slutter stramt om hendes ben. Nogle varme støvler er trukket op over hendes lægge, for at sørge for at det ligner at hun kan fryse.

Crystal skubbede solbrillerne tættere på øjnene, så de omhyggeligt skjulte hendes næsten sorte øjne. Hendes skjulte blik gled søgende over legepladsens øde, hårde omgivelser, ubevidst for at gennemsøge pladsen for eventuelle farer. Hun lod sig træt dumpe ned på en gynge, og fulgte sine fødder med øjnene, da hun skubbede til noget løst jord, under sig. Hun løftede blikket, og bemærkede den næsten spøgelsesagtige effekt, vinden havde.

Alle forlystelser bevægede sig, som legede usynlige børn muntert på dem. Hun hævede hovedet en smule, så hendes blik kunne finde et hvert tegn på liv. Men det fandt intet. Hun satte fra, og lod sig bevæge frem og tilbage, på gyngen. Den knirkede faretruende på hængslerne, men hun valgte stædigt at ignorere det.

Get down from the swing. It's dilapidated, and it ends with the collapse.
- Relax, nothing happens. There have been a thousand children on this swing, before me.
Yes, that is the exact problem. Now, be a nice little demon, and get down from the swing!
- You're not my mother.
You don't even know your mother!?
- I know, but I'm pretty sure that I'm not my mother. And when you're me, then you're not my mother.
Fine! Be on that swing, i don't care.
- Great.

Hun sukkede, og det blanke blik hun altid fik når hun havde en mental samtale med sit indre, forsvandt brat. Hendes fingre klemte hårdere om gyngen, fuldt bevidst om hendes andet jeg, der bare ventede på at vinde deres samtale. Hun kunne jo ikke blive på gyngen for altid. Hendes blik rettedes imod jorden under hende, og et kort øjeblik glemte hun alt om sine problemer. Nu var det kun omkring hende, og den anden del af hende. Sådan som hun sad nu, ville enhver kunne snige sig ind på hende. Og underligt nok, gjorde det hende intet.

Wils start på dagen var noget mere dramatisk end de flestes. For det første burde hun slet ikke have været der til at se starten på dagen, hun burde være under sin dyne bag de mørke vinduer og for det andet kunne hun mærke huden i sin nakke brænde som ved en solskoldning. Hun kneb øjnene sammen i smerte og fortsatte sit hidsige løb imod solen. Et hop over et lavt hegn havde bragt hende ind på legepladsen, og med den fart hun havde på nåede hun ikke at se sig om før hun hamrede ind i et eller andet.
Gennem hendes halvt lukkede øjne kunne hun se nogle udflydende alt for klare farver, som om hun pludselig var blevet nærsynet.

Wil vaklede bagud med en høj hvæsen da hun kunne mærke huden på hendes hænder prikke ubehageligt og hun så med kulsorte øjne op på forhindringen foran hende. det var et væsen af en eller anden form.. og var det en gynge.. ja en gynge.. hun var jo på en legeplads.. tankerne i hendes hoved kværnede rundt, men det tog tid for hende at forstå dem og det var som om det hele forgik i slowmotion. Hun vaklede fremad for at fortsætte sit løb da hun genkendte et par træk ved personen hun vist var løbet ind i. De var udflydende som maling der løb, men de var der og hun huskede dem.
hendes omtågede hjerne frembragte overraskende hurtigt mindet om Irland, hendes landsby og en kvinde.. et væsen..
I stedet satte hun af i et forsøg på at få lidt skygge og flygtede ind under et træ mens hun forgæves forsøgte at rede dæmonens træk ud fra alt det andet der var omkring hende, det værende sollys og farver.

Crystal nåede lige netop løfte blikket, inden et eller andet hamrede direkte ind i Crystals uforstyrrede skikkelse. Hun gispede overrasket, og gled bagover, ned af gyngen. Hun snurrede imod jorden, og ramte det hårde underlag. En ulidelig smerte bredte sig i hendes ryg, og hun greb fat i sit hoved med et smerteligt suk.

Hun fik rettet sig op, og løftede hele overkroppen, så hun netop kunne skimte personen der vaklede bagover. Hun kneb øjnene sammen, og fik hevet sig op på benene igen. Hun støttede sig overrasket til gyngens stativ, og løftede hovedet, så hun netop kunne se den fremmede kvinde foran hende. Eller ikke den fremmede kvinde, gik det op for hende. Det var McRian fra Irland.

"McRian!? Is it you?"

Hun trådte nogle skridt frem, og fangede hende med blikket. Hun studerede med vildt opspærrede øjne McRian, og åbnede munden, i et forsøg på at sige noget. Hvad helvede lavede hun her? Skulle hun ikke være i den lille, ligegyldige by i Irland, som Crystal havde boet i, og kedet sig helt utroligt i, i nogle få år?

"What the hell are you doing here? And why did you ran into me?"

Hun satte en hånd i siden, og hævede langsomt et øjenbryn da detaljer fra deres tidligere sammenstød gled ind i hendes hoved. Det var ikke særlig smukt, hvis man skulle sige det pænt. Hun flåede vanterne af med tænderne, og proppede dem hastigt i lommerne. Det var altid smart at have frie hænder, når man var sammen med McRian. Et overbærende smil dukkede frem på hendes ansigt, og hun hævede langsomt et øjenbryn. Hun var kommet, og havde afbrudt Crystal, men lige nu så det bare ud til at hun havde gjort hendes morgen langt mere spændende.

Træet som hun stod under havde ingen blade, og skyggede næsten ikke for solen. hendes hud blev rødere i løbet af ganske kort tid, men vreden over at den anden kendte hendes originale navn overdøvede smerten i hendes hænder. Øjnene flammede op i vrede og hun bøjede lidt ned i knæ, for at stå bedre fat.
"Don't you dare call me that!"
hendes hugtænder var blottede i raseri, og hun bevægede sig hurtigt over imod udgangen til legepladsen for her kunne hun ikke blive. der ville ikke gå lang tid inden hun havde forbrændinger over hele kroppen.
Ovre på den anden side af vejen kunne hun se noget der lignede en sportshal og det var hendes mål.. et andet mål var selvfølgelig at gøre det af med dæmonen, men det kom i anden række.

"I could ask you the same question. I dont know if you have noticed but the sun is up, and im a creature of the night, so if you want answers you will have to follow."
Uden at kaste meget mere end et blik på kvinden der stod ude i sollyset satte hun afsted i løb der mere lignede et pløre af farver for væsner. for mennesker ville det måske være en hurtig skygge, sådan en man vendte hovedet efter men hvor der alligevel ikke var noget.
Trafikken tog hun sig ikke meget af, hun var over gaden på sekunder og hun vidste at ingen ville have set noget, men netop fordi ingen havde set hende kunne hun ikke bare dukke op ud af intet og vælte ind i hallen. det ville virke alt for unaturligt til at hun ville forsøge, så hun løb i stedet ind i en baggård hvor hun stoppede sit løb dækket af vasketøjet der hang som rumdelere i gården. Da hun var havde ranket sig halvløb hun hurtigt ud på gaden og slog døren til hallen der lå ved siden af gården op.

Den lignede den slags gymnastik hal som børn fra fattige familier trænede i, altså dem som man ville holde fra at hænge på gaden. Den var slidt, men det hele så ud til at være i orden. der var ingen huller i væggene, malingen blev på væggene og fodboldtmålene stod som de skulle. det hele var ordenligt, og den blev tydeligt passet godt på.
Til Wils held var hallen endnu tom, selvom den uden tvivl ville komme i brug senere på dagen. gulvet bar præg af lige at være blevet gjort rent, så der måtte være mennesker i nærheden. Kort sagt, ingen støj, ingen slåskamp, ingen uønsket opmærksomhed.

Crystal kneb hastigt øjnene sammen, da McRians ansigt pludseligt viste tegn på den samme slags vrede der knugede sig sammen i Crystals krop. Et overlegent smil klistrede fast til hendes eget ansigt ved McRians ord, da det gik op for Crystal hvor meget det måtte irritere hende.

Hun flyttede hænderne, så de krydsede hinanden over kors, over hendes bryst, mens hendes smil langsomt voksede. Underligt nok virkede McRians ord opkvikkende på Crystal, gjorde hende i et bedre humør. Hun havde ikke skænket det faktum, at hun var en vampyr, og derfor ikke kunne tåle solens stråler, en tanke de sidste mange år.

Hun havde ikke lyst til at være nær den kvinde, men trangen til at få besvaret sit spørgsmål trak hende efter McRian, da hun fór over imod gymnastikhallen i nærheden. Hun fulgte med uendeligt langsomme skridt efter, da det på ingen måde hastede med at komme over til hende. Offentlige steder, var ikke steder de kunne få snakket ordentligt ud.

Hvis snakket da var ordet man kunne bruge, om de utallige voldsomme skænderier og kampe de havde måttet påtage sig gennem tiden, efter et tilfældigt møde på gaden, eller ... Hos den anden efter en dårlig dag.

Hendes skridt førte hende over vejen, og med et lille smil fik hun skubbet døren til hallen op. Hun behøvede ikke bruge nogen bagindgang, som hun kunne se McRian gjorde. Hendes skridt var i modsætning til McRians, rolige som et menneske der havde god tid, til hvad det nu end skulle nå.

Da hendes skosåler ramte gymnastiksalens gulv, gled hendes blik op til McRian. Hun havde intet ønske om at komme hende nær, så hun lænede sin krop op ad væggen, med et køligt smil og øjnene rettet imod vampyren der stod flere meter væk fra hende.

"Answer my question McRian."

Hun krydsede endnu engang hænderne over kors, og krydsede i samme bevægelse det ene ben elegant over det andet.

"Oh, and by the way; "I'm a vampire, i'm burning in the sun", isn't a good excuse not to answer my question in the first place."

Uden at flytte blikket fra McRian, rettede hun sig op fra sin dovent, tilbagelænede stilling, og trådte frem til en stolpe en meter fremme. Hun greb fat om træstolpe, ikke i forestilling om at ødelægge den, eller bruge dele af den til angreb, men i nærheden af McRian, så vidste hun at hun ikke kunne være sikker på hvad der ville ske.

Et dybt åndedræt fik den udødes lunger til at folde sig helt ud og hun rettede sig helt op i sin fulde højde selvom det kun var lidt over 160 cm. Et par kritiske grønne øjne så på den unge dæmon foran hende og det var lige før hun sukkede igen. Her kom en ung dæmon og troede at hun kunne bestemme over en trehundrede år gammel vampyr.. forkert..
"First of all yes it is me.. who else could it be tú soith. And second.. I have no reason to answer your question. i dont like you, and i am stronger than you."

Hendes blik ramte stolpen som dæmonen havde stillet sig op ad.. ikke overraskende var den af træ og hun rullede en gang med øjnene. Hvorfor var der aldrig en pentagramkniv i nærheden når man skulle bruge den.
"I dont need any excuse not to answer your questions."
Hvad regnede dæmonen hende for? en nyfødt? Hun bed tænderne sammen og en muskel arbejdede i hendes kæbe. Lige siden første gang de havde mødtes kun få hundrede meter fra hendes barndomshjem havde hun anset dæmonen som en trussel imod hendes familie og imod hende. Nu var hun ikke kun en trussel, endda også en irriterende en af slagsen.

Hun stod stille som en statue. Modsat alle racerne med puls og åndedræt havde vampyrer intet behov for at sukke, hoste eller trippe når de stod stille. Kun i hendes ansigt var der kortvarigt en bevægelse da hendes tænder blev bidt sammen. Udtryksløshed havde aldrig været en af hendes forcer, men lige nu var følelserne afgjort ikke et plus og de forsvandt som en sten sank imod havbunden.
"If i ever find you that you have been in Wicklow again, i will rip you apart limb for limb.."
Truslen blev afleveret med en stirren en død fisk ikke kunne have gjort efter. Blikket var koldt og fraværende som om hun var et helt andet sted.

Crystal bevægede ikke en muskel under hele McRians tale. Hun ikke så meget som blinkede da truslen blev afleveret, og end ikke lydene fra en hal længere væk kunne vække hendes fra hendes hypnotiserede trance. Da en mur af stilhed blev opbygget imellem dem, begyndte følelserne at myldre frem på hendes ansigt, uafhængige af hendes trang til at have det samme udtryksløse ansigt som McRian.

Først krøb et lille smil frem på hendes stivnede ansigt, og tøede hendes træk en smule op. Smilet ændrede sig tøvende til et voldsomt hånligt smil, i takt med at hendes øjne langsomt blev koldere og koldere. Pludseligt ændredes hendes smil til en latterfyldt bombe, og hendes øjne gnistrede muntert. Det virkede som om hendes følelser viste sig som en genudsendelse af de undertrykte følelser der var dukket op da McRian havde talt.

"Oh ... Oh, you're gonna rip me apart limb for limb? It sounds very exciting, but are you sure it's not just a little too macabre? I mean, demon-bits everywhere in that tiny insignificant town you use to call "home". It wouldn't be very nice for all the other residents. Of course it would be nice for scavengers, but the humans in town may not like to destroy their boots with all the blood? But on the other hand, everyone in the city have something to eat, unlike now."

Hendes let hånlige stemme blev hastigt hvislet ud gennem hendes sammenpressede tænder, og hendes muntre øjne blev knebet sammen med et smil. Man kunne uden problemer skære af den tykke sarkasme der flød ud af hendes mund sammen med ordene. Hun klemte lidt fastere om træstolpen, uden at bemærke nogle af splinterne der borede sig ind i hendes fingerspidser.

"I love the place you have chosen. Many lovely wooden posts, which can easily be torn to pieces for wood poles. However I do not like the fact that you can hear the humans next door. It doesn't give us so much freedom to destroy the entire hall is it? Not because I'm going to approach you, I don't need to do that at all."

"You shoulden't worry about the villagers.. I know how to kill without them noticing. They will never know, and you will be gone."
Vampyrens udtryksløshed forandrede sig ikke over dæmonens ironi. Hun kunne tydeligt høre mennesker i bygningen og så længe hun holdt hovedet lige så koldt som vejret udenfor kunne dette her ikke ende i total katastrofe. Hvis hun først blev rigtig vred ville det gå helt galt..
Under den store hættetrøje kunne hun mærke stof sætte sig fast i brandsårene. Med en banden trak hun trøjen af for at besigtige skaderne. Hendes skuldre og nakke var et stort brandsår og hun måtte bide tænderne hårdt sammen da hun hev stoffet fra hendes tanktop fri fra sårene. De var allerede begyndt at hele nu hvor hun var kommet ud af solen, men så store sår som det her ville være noget længere tid om at forsvinde.
"Damned sunlight.."

Hættetrøjen røg på gulvet da hun så på dæmonen overfor sig. det så ud som om stolen snart ville begynde at knage under hendes greb men den eneste reaktion på det var et enkelt løftet øjenbryn som om hun så på et uartigt barn.
"That wouldent be a good idea.. cause you still need to breathe.."
Hvis dæmonen kom for tæt på var wils ynglingside at suge ilten ud af luften omkring hende. det ville tage en del energi, og hun ville ikke kunne gøre det i lang tid hvis hun ville have sin ryg til at hele, men det ville være nok til at hun kunne nå at komme væk med mindre et menneske kom og afbrød det hele.
Ideen var muligvis ikke helt realistisk, men den underholdt hende glimrende og fik hende ti at smile skævt så en af hendes skarpe hugtænder kom til syne.
"Humans will be my assurance that you do nothing.. rash.. But what do you want with me?"

Et ægte, muntert smil gled over Crystals ansigt på under et sekund, inden det var væk, og igen erstattet af det falsk muntre, halvt hånende smil der havde domineret hendes ansigt nærmest hver eneste gang hendes blik var faldet på McRian. Hun kunne ikke gøre for smilet, og det var ikke rigtigt fordi hun så nogen speciel grund til at håne McRian. Hun kunne bare virkelig ikke lide hende. Men det var vel også grund nok?

"You think i worry about the villagers? Oh well, then you are wrong. I couldn't worry less about the villagers. I don't care about them. I don't like them."

Hun lo køligt, og så hurtigt at nogle måske ville tro at den sagte lyd var indbildning. Hun gik rundt om stolpen, så hun endte på den anden side, og men uden på noget tidspunkt at slippe McRian med blikket. Hendes falske smil voksede hastigt ved McRians ord, på trods af at hun slet ikke reagerede på resten af McRians kropsprog.

"I'm not going to try to kill you. This isn't the ideal place to do that. And, i have so much time to do that. I don't need to do it here, or now. I will find you later."

Hun vippede hovedet til siden, men uden at vente på et svar, som hendes kropsholdning ellers kunne have betydet i enhver anden sammenhæng. Men på dette tidspunkt havde hun ikke brug for et svar. Det var en konstatering, ikke et spørgsmål. Hun betragtede hun så meget som at blinke, da vampyrens ene hugtand kom til syne. Hun var ikke skræmt, eller overrasket. Det var McRian. Sådan noget gjorde hun bare.

"Your assurance that I do nothing? Yes, that's probably true. And I think you have misunderstood something McRian. I don't want anything with you. I was just surprised. And a little angry, I must admit for you being here too. Can I really be no place, without having you to show up and show your long teeth? What are you even doing here? Attacks the innocent and destroy other people's stuff? It would resemble you ..."

Hun slap stolpen, og trådte nogle skridt frem. Det kunne måske ligne en udfordring, eller noget med en skjult bagtanke, men det var helt simpelt en ubevidst handling, der bragte hende tættere på noget hun måske ikke skulle være gået nærmere på. Hendes smil flimrede lidt, da ægte følelser skinnede let igennem, men de blev hurtigt dækket og smækket langt ind bagerst i hendes sind.