Tidsfordrivet (Kodashi)

Tid: 16 Feb 21:00
Vejr: Skyfrit men blæsende.

Det var kun en times tid før parkens lukketid. Hun havde været her i nogen tid efterhånden. Hvorfor hun var der, eller hvad der havde ledt hende derhen vidste hun egentlig ikke, men nu var hun her da. Det var egentlig totalt latterligt, hun turde alligevel ikke prøve noget, pga sin højdeskræk. Hun tog et hiv af sin smøg og kiggede rundt i parken. Blinkende farvede lygter, kæmpe skilte og skrigende børn. Hvorfor ville folk egentlig tage herhen og være en hel dag?
Dårlig fedtet mad, skræmmende rutsjebaner, klamme klovne og blindende lygter.
Efter hendes evne blev rigtigt udviklet, havde hun ikke kunnet lide lyset mere. Hvad skulle man også bruge det til når man kunne se i mørke? hun trak en undrende mine og kiggede sig omkring. Hun satte sig ned på en bænk tæt på, og sad og studerede folk der gik forbi.
Hun var egentlig sulten, og ganske træt, men hun orkede ikke at slændre hjem alene. Det var længe siden Adena havde haft en ven, og hun kendte ingen som hun så regelmæssigt. End ikke en kunde. Hun kedede sig næsten altid, og livet havde for hende mistet sin værdi.
Hun tog endnu et hiv og kiggede op imod himlen... Hvis bare verden ville forandre sig for hendes fødder.

Kodashi kom gående igennem parken med en masse ting under armen, hun havde igen været ude og male i parken og havde fået lavet sig 2 fine motiver, ulempen var bare at der var en masse at slæbe på helevejen hjem, besværligt men det var en af livets glæder at male ude i naturen. Kodashi var klædt i en sort uld jakke, et par stramt siddene hvide bukser og sin sorte hat på hoved. Ud over det var hun pakket ind i halsterklæde og et par fingreløse hansker.
Kodashi kom til en lille bænk og havde virkelig brug for et hvil efter at slæbe så mange ting så hun satte sig ned med et suk, men lagde først mærke til der at havde sat sig ved siden af en kvinde.
Kodashi smilede blot til hende og studerede hendes træk lidt før Kodashi så sagde "Hej"
Det var ikke unomalt for Kodashi at hilse på fremmede mennesker selv ikke på denne tid. Kodashi var naiv anlagt og det havde ind til videre kun skabt problemer med 2 overfald. Kodashi var stadig meget rørt af det men måtte komme videre i sit liv. Hun ville ikke lade dårlige oplevelser styre hendes liv, i sær ikke nu hvor hun endelig var begyndt at få bekendtskaber i byen, blandt andet med Gracy, hendes nye skytsengel. Det var underligt hvordan at ens liv bare pludselig kunne tage en drejning for det bedere, men det havde det bestem gjort over for Kodashi også selvom hun var blevet overfaldet af en teenager og en dæmon.

Hun fik næsten et chok da pigen satte sig ved siden af hende. Hun havde været så optaget af at se på alle andre, at hun slet ikke havde opdaget hende nærme sig, end ikke med den store 'oppakning'. Hun kiggede dømmende på hende, op og ned. Hun prøvede kort at vurdere hvilken slags menneske eller væsen denne pige dog kunne være.
Dog uden det store held, og hun besluttede sig i stedet at smile. "Hej", svarede hun lidt kort og tog endnu et sug af smøgen. "Du slæber da godt nok?". Det lå ikke naturligt til hende at snakke med andre piger. Faktisk kunne hun ikke lide andre piger. Hun følte dem altid truende på en eller anden sær måde, men pigen virkede da ok... Indtilvidere i det mindre.
På grund af blæsten havde Adena sat sit lange nøddebrune hår op i en høj hestehale. Det var det værste ved at have langt hår! Det skulle altid blokere ens udsyn. Men det med kort hår, det havde hun prøvet i sin tid, og det var bare endnu værre!

Kodashi sukkede lettet som da hun gav slip på sine ting, det var rart ikke at skulle slæbe på alle tingene, man skulle bestemt ikke komme og påstå at det ikke var hårdt at være maler. Tværdigmod fik man en masse motion samt det var hårdt at følge med tiden og sælge sine billeder, samt de altid først blev penge værd efter man døde. Men Ja ja folk måtte tænke hvad de havde lyst til.
Nå men Kodashi rettede sin opmærksomhed imod kvinden som hun havde sat sig ved siden af.
"Åh ja.. har lige brugt hele dagen på at male her i parken.. var entelig på vej hjem men havde lige brug for et hvil.. håber ikke det gør noget"
Kodashi ville helst ikke trænge sig på over for kvinden, der var mange der fortræk at sidde alene, men alene var jo kedeligt i Kodashi øjne. Det var nok Kodashis størte frygt, det var at være alene for altid, men ind til videre var der ikke nogen der havde vist interesse for hende desvære, men tiden skulle nok komme en dag.
Kodashi betragtede kvinden lidt mere og tænkte *Gad vide... ja, hun er menneske*.
Kodashi havde nu en lille leg på at gætte hvad forskellige folk var af forskellige racer efter hendes verden var blevet åbnet af en engel.. Men Kodashi havde jo ingen grundlag for at kunne gætte sådan noget så det var kun en lille leg.

"Nej gud nej. Sid endelig. Mit navn står ingen steder på denne bænk...", hun skoddede smøgen og brugte sin stillethæl til at tværre den ud med. "Du maler? Jeg malede også engang", hun smilede kort ved mindet om hendes gamle malerier. Men det var længe siden. Det var dengang hun følte hendes liv betød noget. Det gjorde det ikke længere, så hvorfor male? Hvorfor synge mere? Hvorfor gøre noget som helst? Adena havde nogle psykiske problemer, så meget var klart. Men det var ikke noget hun nogensinde havde haft tid til at få undersøgt.
Hvis det stod til hende, skulle hun have været menneske. Åh mennesker havde det så nemt. Deres liv havde mening og.. ja liv! De havde så begrænset tid her, at de kunne bruge den fornuftigt. Men hvad dælen skulle hun lave? Hun havde jo alt den tid der fandtes, så hvad betød hendes liv?
Nej, hun malede ikke mere. Der var mange ting hun ikke gjorde mere.
Hun drejede sig lidt, så hun sad mere imod pigen, for at virke mere åben for den samtale der så småt var ved at blive stablet på benene.

Kodashi smilede til kvinden og udbrød "Virkelig... det er altid rart at møde en fælles kunster... hvad malede du.. jeg prøver at fokusere på min futurisme, til tider kubisme og andre gange abstrakt" Kodashi var altid ivrig når der var andre kunstere til stede. De var så hyggelige at tale med da man altid havde noget til fælles at tale om, selvom det ikke var alle der gik lige så meget op i det som Kodashi.
"Undskyld... jeg bliver bare lidt ivrig når andre også nævner de har malet eller maler" sagde kodashi som en undskyldning for sit pludselige udbrud og rødmede lidt.
Det var ikke fordi Kodashi var ude på at skræmme kvinden væk jo så hun måtte hellere undskylde pænt.
"Mit navn er Kodashi.. hyggeligt at møde dig" sagde Kodashi der lige opdagede at hun havde glemt at presenter sig selv. Det var jo ren venlighed at presentere sig selv jo. Hvis nogle vidste til lidt om kunst i byen vidste man at Kodashi efterhånden var begyndt at blive mere kendt efter hånden. Dog kunne hun ikke måle sig med de store navne, men snart, eller det var i hvert fald Kodashi store drøm at komme helt der op.

Hun blev chokeret over at så mange ord kunne komme så hurtigt ud af munden på sådan en spinkel pige. Hun smilede kort af bare forbløffelse over det, og rømmede sig så. "Alt det der maleriteori har jeg aldrig kunnet finde ud af, jeg maler bare", hun satte sig en smule tilbagelænet på bænken og kiggede ud imod folk der gik forbi. "uh, jeg er Adena", hun kiggede kort på pigen. "Hvad maler du mest? altså.. Motiv?". Selv malede hun mest søer. Søer og have. det eneste som næsten var som hende. Det havde en overflade, men hvis du kiggede godt nok efter kunne du se hvad der var indenunder... Og så levede de ligesålænge som hende selv.