Change meeting at sea ( Procella )

Procella lå dybt i hlasen. Tilfreds med at have ham smør i sine hænder.

"Don't worry Helias. I wont ask you to blow the sun out for me. I don't like my angels extra crispy"

Hendes øjnene glødede af latter da hans hånd lagde sig sikkert om hendes ene balde.

"Although I would like nothing more than to get you into my bed as fast as can, you need to be patient"

Procella lænede sig kort ned og kyssede hans læber igen.

"Too many eyes. And caring about my immortal soul, you want to protect it. Right?"

Hun gled ned af hans skød og lod sin hånd give ham et usagt løfte om hvad der ventede senere.

Helias blinkede let, hans åndedræt tungt, hans øjne blanke. Så lang tid siden. Han smilede ved hendes bemærkninger, omend tvivlen stadig nagede i ham. Han elskede hende, mere end hun anede.. Og nu løj han for hende. Han rystede blidt på hovedet og sukkede.

"Sorry Procella.. There will be none of that.. You.. do not feel this."

sagde han med en stemme så fyldt med sorg at han knap kunne få ordene frem. Med en hurtigt bevægelse greb han hendes håndled, og tog om ringen. Med en skælven prøvede han at trække den af hendes finger.

Procella lukkede med det samme fingrene så den ikke kunne trækkes af

"Excuse me? So you wanner fuck me, but not marry me? I am not cheap, but I was on special this week. Seems like the shop just closed"

Hun vred sig ud af hans greb, med flammende øjne

"Dude? You are humiliating me, and robbing me? Fuck you. This is my ring. You bought it for me"

En tung knurren begyndte at rumle i hendes bryst

"Five seconds and I will break your nose if your still trying to take it away!"

Hun blottede de skarpe tænder kort af ham i en lydløs snerren

Helias øjne snævrede sammen og hans blik ulmede af vrede. En aura af rædsel lagde sig om sig som han stilte sig op.

"Not marry you? You ignorant little girl! I searched for you for years! You were the one who left me, left me devastated in a world not my own.. How.. dare you.."

Han tog et skridt tættere på, hans brede skuldre spændte, hans hænder knyttede. Det slidte sølvkors hang og dinglede foran hans bryst endnu og glintede i lyset. De var begyndt at tiltrække blikke, omend disse hurtigt blev vendt væk ved Helias' frygtelige blik.

Procella kom ud på gulvet og stod foran ham. Hun lagde hovedet let tilbage og lo ham direkte op i ansigtet, og der var noget frydefuldt over hendes latter. De ravfarvede øjne flammede op i klar rovdyrgul, da hun selv i sit stadie ikke kunne fornægte hans auras påvirkning af hendes sjæl. Hun krøb ikke som de fleste andre ville have gjort det, men hun tog et par skridt tilbage. Derpå kastede hun det mørke hår om på ryggen med et trodsigt hovedkast.

"Too young for marriage, too old for games and too smart for players? I am not a girl any more Helias. And like a child I will not let you bully me. I dare because you love me. And now I dare you. Dare you to collect the price you have hunted and wanted so long. Now you back out? Coward."

Hendes blik såvel som hendes ord hånede ham, men de opfordrede ham også. Hun kunne ikke bruge hans selvmedlidenhed til noget. Svaghed fik hende til at kede sig.

Helias tog et tordene skridt frem. Hun vovede at håne ham. Efter al hans smerte, hans venten. Med en hurtig og flydende bevægelse stod han helt op af hende, armene omkring hende og læber presset imod hendes i en begærlig omfavnelse. Hans tunge aura af rædsel forsvand, igen et menneske i udseende, kun hans lyst til hende stod tilbage. Da han endeligt brød kysset, prøvede han at fange hendes blik.

"Don't you dare run from me now.. Not ever.."

sagde han stille, hans øjne glødende, hans krop spændt til bristepunktet under det sorte jakkesæt.

Procellas blik var fuld af boblende latter, og hede løfter. Hun snappede lidt stakåndet efter luft efter den intense omfavnelse og det sultne kys.

"Then make me want to stay"

Gispede hun og lo blødt og perlende. Hendes blik var smeltende hedt, men der var en kant i det der aldrig helt forsvandt.

"Make me love you. Need you. Like there have never been any one else"

Hendes blik var udfordrende, og samtidigt underligt bedende.

Love you.

Procella genkendte ikke stemmen i sit sind. Med en forvirret panderynke så hun til hver sin side og derefter op på Helias igen.

"Uhm...I'm sorry I was a bit distracted. Did you say something?"

Helias stirrede ind i hendes øjne imens hun talte. Han så den hårde kant, den side han kendte så godt. Han så forvirringen i det korte sekund den var der og skrækken ramte ham.

"I said nothing my dear.. I merely listened to your words. Your voice is still like music to my ears, even your cursing makes me want to listen to more."

Han lænede sig tættere på og hviskede nær hendes øre.

"If you wish it, I will take you through the sky. I will carry you upon the black wings of darkness to any destination you wish."

Han smilede skævt, forsøgte at få hende til at tænke kun på ham, og intet andet.

Et bredt smørret smil spillede om hendes læber

"Dude. They are so going to see us. Can we get away with it? I hate boats"

Hun gøs og så ivrigt op på ham. Hun havde glemt alt om Wick og alt hvad der var kædet sammen med ham. Børnene, deres forhold, Narcissa. Hun havde glemt den bil med chauffør der ventede i færgens bug, på at køre hende hjem når de kom til kaj. I hendes verden var hendes bil en sandfarvet volvo, og hun vidste egentlig ikke helt hvad hun lavede på færgen, og hvorfor hun var så sært klædt på. Men det var vel også ligemeget. Procellas fingre flettede sig ind i Helias.

"If you promise no one will see us. Ripper will tear me a new one if he hears of this"

Procella klukkede ved udsigten til at skulle være rebelsk og trodse forbud og regler. Hun hev Helias med udenfor i mørket og skottede rundt. Der var ikke mange der tog færgen så sent, og endnu færre der stod og ligefrem nød den Canadiske vinter på havet.

"Seriously? Are we doing this? Flying of to get hitched? I never thought I would do something like this"

Hun strakte sig på tå og kyssede ham varmt

Helias smilede bredt. Han kiggede sig rundt omkring og så ingen øjne. Hendes kys brændte stadig på hans læber, og det havde spredt en ild i hans blod. Til fanden med regler og love.

"None will see us. We will be a shadow against the night my love."

Helias stemme var stadig blød, dog trodsig nu. Opstemt ved deres forehavende. Han begyndte at fjerne sin jakke og skjorte. Hans overkrop var blevet mere muskuløs med årene og flere ar havde samlet sig. Hans liv havde ikke været nemt, men det var ikke forventet heller. Den bidende vind fik ham til at gyse stille og spænde ufriviiligt i kroppen. Han kiggede endnu engang omkring sig, inden han lod sine enorme sorte vinger løs i det fri, under støn af smerte.

Hans ord fik hende til at smile stort og samtidig tøve en brøkdel af et sekund

Love you.
Princess

Procella så ud af øjenkrogen hvordan Helias begyndte at klæde sig af. Hun selv begyndte at se sig søgende rundt. Var der nogen der gjorde grin med hende?

"Did you hear something just now?"

Hun vendte blikket tilbage og det gøs behageligt i hende ved synet af det sorte brus. Hendes blik blev som en selvtilfreds mageligt kat. Der var altså noget med de der overnaturlige drenge.

Helias vente sig om og spredte sine arme ud for at omfavne Procella. Hans vinger stod bag ham som enorme sorte skygger mod natten.

"My love, are you ready?"

Han havde i sin smerte ikke hørt hendes spørgsmål, blot set hendes smil. Hans tøj var bundet om hans liv, blot for nemhedens skyld. Korset hang stadig om hans hals, svingene i den kolde vind, glimtende i lyset fra skibets indre.

"Uhm...yeah. I guess so?"

Svarede hun tøvende, og gled ind i hans favn. Hun så op på ham med et lille suk

"Am I going insane? You really didn't hear that?"

Love you.

Procella så ikke rundt længere men op i englens overjordisk smukke ansigt. Hendes læber strakte sig i et langsomt smil.

"You really do love my, don't you?"

Spurgte hun blidt og lagde sine arme omkring hans hals

Helias greb Procella i en tæt omfavnelse, med et varmt smil på læben.

"You are my everything Procella. Yes I love you dearly."

Med de ord satte Helias af, med et støn under vægten af dem begge, lod han vinden bære dem til himlen. Hans enorme vinger slog omkring dem, og vinden gav genlyd i deres ører. Pludseligt holdt det op, og de svævede i noget nær stilhed over havet, med månen bag sig.

"This is life my dear. To fly and be free!"

Han lo imens han talte. Han var fri igen, med den han elskede. Intet kunne tage dette fra ham.. Ikke uden kamp.

Procella klamrede sig til englens varme krop da han satte af. Hans varme ord i hendes hår fik det til at suge i hendes mave. Hun længtes efter de ord. Alligevel var der noget sært utilfredsstillende over dem. Som hvis man spiste sig mæt i kage og på trods af en fuld mave, stadig følte sig sulten. Der var noget...falsk...over det.

Hun gemte sit ansigt vad hans hals, og slog benene om hans hofter, imens hun prøvede at gøre sig så lille som muligt for ikke at besvære hans flugt i luften. Der var noget frydefuldt befriende over at flyve. Den ultimative flugt.

Hun løftede hovedet og det lange mørke hår piskede under og bag hende ved hvert vingeslag. Hun lukkende øjnene og lod farten og vinden flå hendes åndedræt bort og efterlader hende iskold af den canadiske vintervind.

Love you.

"I love you too"

Hviskede hun med lukkede øjne. Knapt hørbart grundet vinden og de brusende fjer.

Helias fløg dem mod kysten. Han kendte ruten. Han nød belastning på muskler brugt for lidt. Han nød at føle hendes varme mod sin krop. Han hørte hende tale, men ordene forsvandt i vinden.

"Is there a place you wish to land first?"

råbte han højt, forhåbentligt højt nok til at overdøve vindens hylen.

Han havde glemt ringen. Han havde glemt hans eget forræderi overfor hende i hans lykke. Hun var hans igen og han ville for alt i verden holde fat på hende.

"To get some warmth maybe?"

Råbte hun ind i hans øre.

"I cant be a blushing bride if I am blue and shaky all over. Coffee!"

Hun krøb tættere ind til ham - så godt som det nu kunne lade sig gøre. Hvorfor havde hun sådan noget forbandet upraktisk tøj på? Hun kunne jo ikke bevæge sig i det.

Procellas tanker var slet ikke på det liv som ringen havde fået hende til at glemme. Hun havde en mand i sine arme...eller....han havde hende. Han elskede hende. Ville gifte sig med hende. Af en eller anden underlig grund syntes der at fylde hele hendes verden. Det var blevet et fysisk behov for hende, selvom hun for år tilbage ville have leet højt ved tanken, og være flygtet...hvilket var præcis hvad hun havde gjort dengang.

"Coffee it is then!"

råbte han over vinden. Han var fyldt af en varme der overgik alt han havde prøvet. Han havde troet det var glemt, gemt væk i mørket der havde fyldt hans sjæl. Nu havde hun trukket det frem i lyset igen, og denne gang ville det efterlade ar at sluge igen.

Helias fløj i lang tid uden hvile og uden at sætte hastigheden ned. Da de begyndte at kunne se lys fra byer La Sunisha, satte han kursen mod udkanten af byen.

"I need a solemn place to land my love. Else I would have to do things I would rather not have you see.."

han råbte og lo for sig selv. Procella var ikke nogen skrøbelig kvinde, men selv hun havde ikke oplevet den forfærdelige teknik til at afslutte hans ofres liv på.

Svaret var en fornærmet prusten i hans øre. Det var ikke lige tiden eller stedet til at komme med vittige bemærkninger.

Hun skar let tænder over hans bemærkning. Sikke da noget pis at komme med. Han var en engel. Hun havde været begravet i værre ting end han sikkert havde overvejet at stå i der var jo den der...den der...den...

Et glimt af noget stort og monstrøst i hendes hoved glimtede forbi. Hun vidste ikke hvad det var. Den havde været stor og...ulækker....og....mindet begyndte hastigt at krølle sig sammen og forsvinde, som havde det været sand mellem hendes fingre.

Helias satte kurs mod udkanten af byen. Han landede lidt væk fra den, gemt i nattens mørke. Uendeligt blidt fik han placeret Procella på jorden, omend hans tunge vingeslag fik vinden til at fyge omkring dem. Han landede selv foran hende og stod der lidt, med vingerne spredte og betragtede hende. Han havde drømt om en sådan tur så længe.

"You look beautiful ruffled Procella.."

sagde han, imens han grinte. Hans eget hår var blevet revet løst under himmelflugten. De lange mørke lokker hang til hans skuldre og blafrede let i vinden. Det var svært at tro at han var dødens budbringer og adskillige århundreder gammel som han stod der.

Procella gøs og trak frakken tæt omkring sig

"Asshole. Its bloody cold. And you are not that badass! And I am not beautiful!"

Vrissede hun og skulede til hans halvnøgne krop. Hun gled ind til ham igen og gned sin kolde næse mod hans bryst

"Don't you ever get cold, flying around like that?"

Mumlede hun mod ham og så op. Hun kunne ikke lade være med at smile skævt.

"You look the same as always you know. What will you do when I get old and die? You are marrying sorrow you know"

Der var smil i hendes øjne, men stemmen var alvorlig. Det var jo ikke forkert. Han var en engel og hun var...hvis ikke menneske, så tæt nok på.

Helias smilede ømt ned til hende. Han krop var varm og svedig efter den lange flyvetur.

"My wings keep me warm, as your loving gaze does my lovely Procella."

Han rynkede brynene lidt ved hendes kommentar.

"If needed, I will find a way to make you immortal.. If that is what you wish. If not.. I will simply die along with you, starting a new beginning."

Han smilede igen varmt, omend hans stemme var seriøs. Hans liv betød meget lidt for ham. Der var kun Procella tilbage til at holde det igang.

Procella rynkede let på næsen og hendes smil blev bredere

"Shut up! I don't have a loving gaze"

Hun daskede til ham med en kærlig skulen. Hun lagde hovedet let på skrå og så længe op på ham uden at sige noget.

"Immortal? Me? But...isn't that kinda...wrong?"

Selvom alting normalt ville have strittet i hende ved en sådan kommentar så hun nu bare nærmere...interesseret ud.

Love you.

"Hey! Don't talk like that! You can't die, just because I do! That's an unfair burden to give me! Marry me an be happy, but don't make it my fault that you die"

Don't leave me...

Den hviskende stemme i hendes hoved var hendes egen. Et blegnende minde om...noget...tanken om at hendes kærlighed skulle dø og forsvinde fik tårene op i hendes øjne. Hun blottede tænderne i en snerren af Helias.

"Great...now you spoiled my mood completely. Screw you. I want coffee..."

Hun vendte rundt om begyndte at trampe gennem sneen med armene fast over kors på brystet.

"Put some goddamn clothes on! People will stare!"

Hvæsede hun tilbage, uden egentlig at kigge på ham. Hun så ned imens hun trampede afsted. Hendes blik faldt på ringen på hendes finger, og hun begyndte spontant at smile. Hendes tommelfinger bøjede sig ind og berørte let metallet. Den var smuk. Den mindede hende om alt hvad Irland stod for. Alt hvad der var vigtigt.

Helias sukkede let. Han havde ikke tænkt sig om. Procella var som i fortiden. Hun brød sig ikke om tanken om død. Hvis hun dog bare ville forstå at det blot var en ny begyndelse..

Helias skyndte sig at få tøjet på og løb op til hende, stadig svedig og varm. En let duft af parfume hang omkring ham fra hans tøj.

"You promised not to leave me.."

sagde han stille imens han lagde armene omkring hende. Han så hende berøre ringen og følte et stik af skyld.

"Say my love... Is it truly you greatest wish to stay with me?"

Hans stemme var lav og tøvende.. usikker.

Procella brummede da han lagde armen om hende og kort lænede hun hovedet let mod ham

"I am not leaving you idiot. I am trying to get some warmth and find coffee"

Så stivnede hun og vendte sig imod ham. Hun vred sig ud af hans arm og hendes hage var spændt af angrebslyst

"What the hell is that supposed to mean?! I love you! I want to marry you! Are you going to take it back?! Is this your way of backing out?! Jesus Christ Helias! We didn't even make it to church before you got cold feet. That's gotta be a new low!"

Råbte hun rasende og harmdirrende.