Change meeting at sea ( Procella )

"Just take your time love.."

Han kiggede bekymret på hende og derefter rundt i gaden igen. Kapellet var oplyst i bedste stil med et stort kors i blåt neonlys. Udenfor stod der et stort skilt:

"For the right price, we proclaim you husband and wife!"

Det var afskyeligt at se på, men det var nødvendigt. Der var ikke tid til at planlægge det. Ingen tid til katedraler, fest eller at inviterer de få venner han stadig havde. Det ville blive gjort i hast.

Efter et stykke tid kiggede han igen på Procella.

"Shall we try my love?"

spurgte han stille, imens han tilbød hende en hånd at støtte sig op af. Han forstod ikke hvorfor han havde så travlt, blot at det skulle ske snart.. Ellers ville det være for sent..

Minutterne tikkede afsted og den kolde vintervind syntes kun at have en slags bedøvende effekt på den syge fornemmelse i hendes mave. Hun frigjorde sig fra Helias og tog hans hånd.

"Yeah...yeah its fine. Lets just do this"

Mumlede hun, syg træt og forvirret. Hun vendte sig mod døren til det lille kapel og lagde hånden på håndtaget. Det affødte en kædereaktion hun slet ikke hsvde forventet.

Summende stemmer i hendes hoved. Et eller andet vibrerede kraftigt i hendes indre. Som en overspændt guitarstreng, der disharmonisk var blevet slået an. Det gjorde ondt. Med et skrig slap hun håndtaget og bakkede tilbage, samtidig med sorte pletter dansede for hendes blik

Love you.

Stemmen hamrede mod hende, og af en eller anden grund kædede hun det sammen med den ubehagelige snurren dybt inde i kroppen der ikke var stoppet. Procellas ben knækkede sammen under hende og hun satte sig tungt på den sneryddede, overdækkede teresse. I et kort glimt så hun i sit sind nogle mørke glødende øjne, og så begyndte billedet af dem at glide bort fra hende.

Helias havde smilet varmt et skridt bag Procella som hun gik imod døren. End ikke han havde forudset hvad der skete. Smilet stivnede som hun sank til jorden og hans øjne blev store i rædsel.

"Love!"

han stod ved hendes side i løbet af et sekund. Hans arme viklede sig beskyttende omkring hende og han hviskede blidt til hende.

"Are you alright? What's wrong?"

Han havde ikke forudset dette. Magien burde ikke skade hende. Manden havde sagt den ville bringe lykke til bæreren..

Helias var så fordybet i Procella at han hverken ænsede kulden, eller lyden af en bil der med høj fart kom hen ad vejen..

Wicked kastede skødesløst bilen ind til kantstenen, da de mørke øjne fangede blikket af de to skikkelser. Fletcher havde vist sig mere end almindeligt opfindsom, ved at ring til det lokale taxi-selskab, få omstillingen til at kalde føreren og finde adressen Helias havde bedt om - mod et mindre økonomisk tilskud til alle involverede.

Uldjakken blev fanget af den ellers stille vind og piskede omkring den muskuløse figur, da han langsomt steg ud af bilen. På trods af afstanden, hamrede hans sind stadig nyttesløst imod den usynlige barriere imellem dem.

"I despise angels."

Bildøren smækkede med et knald og han tog det første, afmålte skridt imod Helias og Procella, hans stemme kølig, rolig og overvejende. Færten af dæmon blev bragt imod de to på den lette brise. For hvert nyt skridt, syntes de begyndende dybe skygger at samle sig omkring ham, så det eneste der tydeligt viste sig var de glødende øjne og de hvide, let spidse tænder, i deres grimasse af et smil.

"I simply can't stand them. It's the righteousness. Or perhaps the fact, that most of them seem to survive an encounter with my fair Princess here, while my own kind is disposed of when the night comes to an end. Because that is what happened, isn't it Helias? You she spared."

Hans ord sænkede sig til en hvislen.

"I won't show you the same mercy. Tell me, what have you done to her? A trick of magic? Fool."

De langsomme skridt bragte ham halvejs op til bygningen. Han standsede godt ti meter fra dem og rakte en slank hånd ud imod Procella. De mørke øjne, med deres svage glød dybt i de sorte pupiller, fandt kvindens ansigt og vreden blev erstattet af et blidt smil.

"Lauren, come. It's time to go home."

Procella stønnede dybt i struben og klamrede sig til Helias

"It hurts! Make it stop, please make it stop"

Hun kneb øjnene sammen og gispede anstrengt. Hun sansede ikke meget i sit stadie, men den sære fært af skygger og krydderier slog sammen om hende og bragede imod hendes sanser.

DEMON!!!

Procellas hænder gled automatisk til hendes inderlommer hvor hendes stage var. De blev paniske da de fandt...ingenting? Hvor var hendes knive? Hendes pistol? Hendes stage? Hvad foregik der? Hvorfor bar hun ikke våben?

"Helias! Run! He is a demon! Get out of here!"

Hendes hænder begyndte at skubbe englen bort

Princess

Ordet hamrede igen mod hendes bevidsthed og denne gang havde det stemme. Samme stemme som var et sted bag hende. Han snød hende? Han narede hende med simple taskenspillerkneb? Hun vred sig i englen arme så hun kunne se sin modstander.

"GET OUT OF MY HEAD! LEAVE ME ALONE! LEA-...."

Hendes rasende protestskrig blev kvalt i hendes hals da hendes øjne mødte dæmonens. Hun krympede sig da hans stemme ytrede hendes sande navn, og hendes sjæl vendte sig efter hans kalden, som havde han været en magnet. Hun fik et forvirret udtryk i ansigtet.

My name? He knows my name?

"W-who are you?"

Gispede hun. Hun burde have skreget i smerte? Hvorfor skreg hun ikke over at høre en dæmon sige sit navn? Hvorfor så han på hende på den måde? Og hans hånd? Liggende i Helias arme fornemmede hun hvordan hendes krop af sig selv rakte ud mod ham med en dirrende hånd. Panisk lukkede hun fingrene.

"No...NO! Helias! Help me! He is going to kill me!"

For det ville han! Det ville alle dæmoner! Dæmoner var onde modbydelige skabninger, der dræbte alt omkring dem! Den eneste god dæmon var en død dæmon! Men hvorfor kunne hun så ikke slippe hans blik?

Helias så først med rædsel på Procella da bilen kørte op ved dem. Hans blik blev flammende af vrede ved Wicked's ord. Righteousness... ordet gav genlyd i hans sind. Hvad vidste denne dæmon om ham? Han levede i mørket, han var en del af skyggerne.. Hans ædle mål var for længst løbet ud i tidens sand. Helias rejste sig op i sin fulde højde, da Procella skubbede ham væk.

"You will not take her from me.. Not you, not anybody.. By the will of the damned and dead, I will crush you where you stand.."

råbte han højt, hans stemme dyb og buldrende.

Hans tanker fløj tilbage til gamle minder. Minder og blodige svar og liv der forsvandt ved hans hænder. Vreden blussede op i ham. Hans væsen forandrede sig stille. Øjnene blev hårde og kolde, med et løfte om død gemt dybt i dem. Musklerne spændtes i hans krop og en aura af rædsel lagde sig omkring ham. Han var ikke længere den blide Helias som Procella havde elsket. Han var Fear, manden der kom med døden.

De mørke øjne betragtede Procella overvejende et langt øjeblik, og noget bevægede sig bag øjnene, som en søslange der kort brød overfladen af en sort sø, og forsvandt ned i dybet lige så hurtigt igen. Da hun vendte sig imod englen, flammede gløderne dybt i de mørke pupiller op, før han lod hånden falde.

"She is already mine. Body and soul. Nothing you do will change that."

Det blonde hoved tiltede let, da han vejrede magien i luften. De mørke øjne mødte Helias. Selvom frygt ikke var en velkendt følelse, havde båndet til Procella haft uventede bi-effekter. Englens magi lå tungt i luften imellem dem. Ikke ubærligt, men anderledes.

Wicked stak hænderne i lommerne på uldfrakken med et lille smil

"But do try and force her across the threshold. Attempt to have her make a promise that has already been spoken. The only one you will hurt is her."

Hans blik faldt igen på Procella, mens han langsomt bakkede tilbage til bilen og lænede sig skødesløst imod Bentley'ens forende. Vreden i hans sind var ikke mindre, men han behøvede tid til at finde en vej igennem barrieren der blokerede båndet til Procella. Medmindre englen pludselig havde fået adgang til hendes sjæl - hvilket han tvivlede stærkt på, hans eget krav taget i betragtning - var det gemen magi. Noget småt, uholdbart og tidsbegrænset.

All those moments asking me to let you in, Princess. Now it's my turn. Let me in.

His? I am his? No! I do not belong to a demon! Go away!

Procella hvæsede af Helias da han for det første talte om hende, som var hun der ikke, og for det andet omtalte hende som var hun en genstand der kunne ejes

"I have a mind of my own you know! Like I would EVER go with him! Cut the crap!"

Procella vaklede under det magiske pres. Det virkede...tungt. Det var kvælende. Stemmer begyndte at hviske i hendes hoved. ting der ikke gav mening. ting hun ikke huskede. Og så var der en der skilte sig ud. En enkelt. Den var lavere end de andre, men tydelig.

Hendes hænder lagde sig om hendes hoved og Procella gled ned på det ene knæ med en gurutural lyd. I det neonblå lys over hende, blinkede en guldring let på hendes finger.

Hun kunne ikke holde presset. ikke det ydre og det indre. Hun kæmpede med alt hun havde i sig for ikke at bryde sammen og skrige under presset fra Helias, og de døde der gemte sig hviskende i de sorte fjer. Alle dem hun havde dræbt. Alle de liv hun havde stjålet. De lå i hans fjer.

Hendes modstand og kamp for at holde dæmonen ude, brød sammen som en candyfloss i regnvejr. Den smeltede bort, og blev flydende.

"Stop it....stop...."

Jamrede hun, men om det var til Helias eller Wick var hun end ikke selv klar over.

She is already mine, body and soul.. ordene hang tungt i luften. Helias frøs som han gentog dem for sig selv i hans sind. Langsomt vente han sig først mod Procella, derefter mod Wicked. Det kunne ikke være sandt.. Hans Procella.. Lovet til en anden. Hans aura vaklede i hans tvivl.

"No.. No you are lying.. She said.. She said there was none.."

fremstammede han desperat. Han havde fornemmet det. Tilstedeværelsen af en anden. Forandringen i hende.. Men han ville ikke give op. Dette var en dæmon. Han kunne ikke gøre hende lykkelig..

"Demon.. Whatever bond you share.. I will snap it.. It will end with you.."

snerrede han ud mod Wicked. Hans ansigt fortrak sig i en næsten dyrisk grimmase og hans had for dæmonen flammede op. Med en flydende bevægelse smed han jakken, den tynde skjorte det eneste der værnede ham mod kulden. En kulde han ikke ænsede mere.

Tunge skygger af rædsel flød igennem hans øjne. Der var intet tilbage af den kontrollere blide Helias. Han havde ofret den person for et sidste mål. Udslettelsen af Wicked.

Et grusomt, underfundigt smil bredte sig henover Wickeds læber, da modstanden i Procellas sind vaklede og faldt. Han flød igennem hendes sind som vand der brød igennem en dæmning, svøb sig om hendes tanker og følelser, indtil der ikke var plads til andet end ham selv. Alligevel var der noget, der stadig holdt dem adskilt.

"Is that so?"

De mørke øjne gled kort ned til den sammenkrøbne kvinde, som om han overvejede ordene. Hans blik snævrede imidlertid ind på ringen og en hvislen sendte en bølge af modstand igennem hende, ind i ringen. Det magi-indlagte metal glødede svagt under presset fra dæmonen. Smilet på hans ansigt blev bredere.

Cheap tricks. Break and fall apar-

Wicked hvæsede da frygten i luften skærpedes og trak hans opmærksomhed tilbage til Helias, før ringens magi faldt fra hinanden. De blege træk tyndede ud. Sorte pupiller udvidede sig og druknede det hvide i hans øjne. Den ene arm hævede sig svagt, som for at skærme dæmonen for Helias, før han rettede sig.

"End with me? Hardly. She would still be bound by.. Ah, I suppose she hasn't told you of the children, then?"

De hvide, let spidse tænder fangede lyset fra bygningen bag dem, da han smilede hånligt bag ærmet af frakken. I samme øjeblik rakte han ud imod Procella med både sind og krop. Ordene faldt lige så rungende som sidst i stilheden - og skubbede luften fra pressende til kvælende - forstærket af de hellige løfter de havde udvekslet og bekræftet gang på gang.

"And all things that are mine are thine, and thine are mine, and I am glorified in them."

"Stop it...no...no...stop it....STOP IT!"

Fingrene begravede sig i det mørke hår da hun kæmpede en mere og mere indædt kamp hvor hun tabte terræn både fysisk og mentalt. Ringen! Den sved hendes hud?! Procella gispede og rystede hånden vildt. Det hjalp ikke! Hun tog fat om ringen og trak den af sin svidende finger...og gik i stå.

Jægerens øjne blev store. Hun huskede alt. Hun var stadig påvirket, for ringen lå mellem hendes fingre, men hun havde den ikke på. Hun så op fra ringen. Så Wick. huskede ham.

Children...I have children...

Tanken var lille. Undrende. Forvirret.

...he made me forget. Tiegan. Keylee. Enyo. Dayanira...he made me...forget....

Procellas øjne flammede op i rovdyrgul. Frygten for de døde og de hviskende stemmer var glemt. Der gik et stød igennem hendes krop da han atter talte deres løfte. En guldring faldt. Faldt mod stenen under hendes fødder. Det virkede som en øredøvende larm da den med en ringlen ramte, snurrede om sig selv og lagde sig stille.

"You!"

Stilheden blev brudt af en iskold snerren. Procellas stemme dirrede af noget der mindede om had og foragt.

"You...tricked me? You used magic on...on ME?! You manipulated me?! I LOATH you! I will never choose you! I despise you, and everything you stand for! I will NEVER love you! EVER! You hear me Helias?!"

Procellas hud flammede op. På hendes huds olivengyldne baggrund flammede et uudholdeligt hvidt skær op. I skæret kunne anes magiske runer fra en længst forgangen tid. Deres betydning var gået tabt i historien. De snoede sig i et filigranmønster, og dækkede hver eneste centimeter af hendes krop. Hver finger, op af armene, glødede mod hendes hals og over hendes ansigt, der var intet mindre end en hævnende rasende engels at se til i dette øjeblik.

Han havde taget noget fra hende. Han havde fået hende til at bryde sit løfte. Hun havde lovet hun aldrig igen ville vende sig fra Wick og aldrig ville søge en andens favn. Hun havde været ved at gøre så meget mere end det i nat. Krænkelsen, og ydmygelsen flåede i hende og forstærkede hendes raseri.

"I choose HIM! It was always him! You will not come between us, and I swear, I will rather take my own life, than marry you! I...do...not...love...you! I LOVE HIM!"

Skreg hun trodsigt. Hvis noget skulle komme mellem hende og Wick, så skulle det fandme ikke være en manipulerende dødsengel med et teenage-crush! Hun blottede de skarpe tænder af ham og tog mål. Hun krøb let sammen for at sætte af. Hun kunne ikke lade ham leve efter det her.

Helias frøs da ringen ramte jorden. Hans kræfter forsvandt. Hendes ord rungede igennem hans væsen og tog hans styrke. Han stirrede på hende. Tusind undskyldninger samlede sig i hans sind, men han talte ingen af dem. Han hade løjet. Hun havde valgt.

Helias kiggede op mod himlen, et sært tomt udtryk fyldte hans ansigt. De kolde øjne der før havde raset med rædslens væsen var nu døde. Langsomt vendte han dem mod Procella. Derefter Wicked.

"A demon.. You chose a demon.."

Hans stemme var tom og uden den foragt han burde føle. Uden vreden. Stille, ganske stille, steg en latter op fra ham. Først var det blot som en hvisken. Så blev den højere. Stærkere. Til sidst lo han af sine lungers fuldekraft, og latteren var ond. Kold som graven og med et skingert strejf, lo han. Hvad andet kunne han gøre.

Han rettede blikket mod Procella, og en sindssyg glød fyldte dem. En mørk aura dækkede ham, rædsel og vantro lyste ud af ham.

"You chose a demon! You left me for a spawn of hell?!" råbte han, som om han prøvede at overdøve sine egne tanker. De vanvittige tanker der brændte igennem ham. og rev alt fornuft med sig.

Wicked lænede hovedet tilbage og sugede natteluften ind med et gisp, da lysende runer, identiske med Procellas, åbnede huden under tøjet med en ubehagelig syden. Lugten af brændt kød bredte sig, da hellig magi trak mønstre og sved de efterhånden tykke arvæv lukket efter sig igen. Rankerne af ældgamle symboler strakte sig op langs hans hals og et øjeblik var dæmonen strålende oplyst indefra, før gløden forsvandt - hurtigere end henover Procellas hud - og blev suget dybere ind i hans krop. De mørke øjne blev tvunge tilbage, da hvad der bedst kunne kaldes en sjæl faldt på plads i hans indre. For englen var det tydeligt, at dæmonens før 'tomme' væsen havde fået en ny tyngde.

Den muskuløse skikkelse skubbede sig fri af bilen, kroppen en sløret skygge da han bevægede sig fra fortovet til Procellas ryg imellem et blink. Det blonde hoved bøjede sig og strejfede kølige læber imod hendes hals, selvom de mørke øjne betragtede Helias med slet skjult hån.

"Repeatedly. In every which way."

De slanke fingre hævede sig og løb kærtegnende henover Procellas kraveben. Det var ikke udelukkende et show for Helias. Wicked søgte igennem hendes sjæl og bevidsthed, som silke der gnubbede sig imod indersiden af hendes krop, i glæde over genforeningen. Fjernt i hans sind, igennem båndet, kunne Procella mærke noget, der for hende ville have været forvirring da hun pludselig forsvandt og en dyb frygt, der var blevet skubbet til side, der hviskede at han ikke ville finde hende igen. Den lille stemme, de fleste mennesker har, der altid hvisker det værste.

"She was mine long before you appeared. You were a bump on the road. A nights fancy."

Den mørke stemme hvislede imod Helias - ikke længere i vrede, men nærmere en afart neutral medlidenhed. Den slags man forbeholdt børn, når de fandt ud af at julemanden ikke fandtes.

"You, on the other hand. Did you think it to be true love? An angel, abusing his magic to trick a human being. Forcing her mind and soul to love you. Where are your wings now, Helias? Where is your halo? Are you still welcome in the heavens?"

Fortsatte han intenst henover Procellas skulder, mens stemmen langsomt blev mørkere og grusom af viden. Magien svirvlede igennem hans stemme, da Wicked kaldte på tvivl og kastede det imod englen.

Et lille skub.

En dyb afgrund.

Procella dirrede svagt da hun fornemmede Wicked bag sig. Hun glemte kortvarigt sit angreb ved hans nærhed. Den disharmoniske streng der var blevet anslået i hende tidligere, gav mening. Den var ikke længere disharmonisk. Den var rigtig. Den summede i hende. Hun sukkede svagt da hun fornemmede hans læber mod sin hals. Et lille smil gled over hendes læber. Det var et privat smil. Et af oprigtig lettelse. Det var ikke tiltænkt Wick, ej heller Helias.

Procella åbnede langsomt øjnene igen og smilet strakte sig dovent om hendes læber. Hun hævede langsomt et øjenbryn.

"A demon. I chose a demon. I did not only choose him little angel, I also had offspring with him. I have four beautiful babygirls"

Hun lænede sig let bagud for at få bekræftet at han var der. Det var mere end blot en fysisk bevægelse og bekræftigelse.

Forgive me. I would never...tell me you know?

Hun søgte gennem deres bånd. Ordløst søgte hun at hviske hans frygt og tvivl bort.

My love for you is true. I have never faked it. Ever. I cant live without you. I hate it. Dont let me go

Wicks ord fik hende til at smile igen. Bekræftelsen var at læse i hendes ansigt. Et bump. Hun kunne lide den tanke. Procella begyndte at le stille.

"Left you? For him? Oh please Helias. I was never yours in the first place. Dont insult me or him. Wicked was here long before humans named what you call hell. Pathetic feathery freak. In what world do I seem angelic to you? What is more likely to find in me? Heaven...or hell?"

Procella fnøs irriteret. Hun var ikke engang helt klar over hvad det var hun egentlig sagde, men da det først var sagt lagde hun hovedet let på skrå og en lille eftertænksomhed spillede i det rovdyrgule blik. Micha havde sagt den slags før. Hun var altid veget tilbage. Men hun var vel ikke...menneske...ikke helt. Hun var...forkert...

Søgende - denne gang efter trøst - gled hendes hånd op til Wicks og hendes fingre flettede sig ind i hans. Hun følte sig kold og hul et eller andet sted, og havde det ikke været for ham bagved hende, var hendes verden nok faldet sammen lige dér foran kapellet, da hun indså og for første gang accepterede hvor meget sandhed der egentlig var i hendes ord.

Helias sind splintrede. Hans omhyggeligt oplagte barrier faldt til grus under Wicked's magi og Procella's ord. Han lo igen. En latter så kold, så fyldt med ondskab at han knap kunne kende den. Han ønskede dem smerte. Han ønskede deres hån tilbagebetalt tusind gange. Han ønskede dem.. rædsel.

Helias stønnede i smerte og krummede sig sammen da han frigav sine vinger. Hemmeligheden betød intet mere. De enorme sorte vinger sprang igennem hans skjorte og spredte sig ud bag ham i et sus af vind og fjer. Han lo igen og stirrede imod dem. Hans øjne forandrede sig, blev sorte som natten selv. At stirre ind i dem var som at se intetheden.. Og den bundløse frygt der levede der. En enkelt tåre af blod løb ned af hans kind og sluttede ved det sindssyge smil der flækkede hans læber ad.

"Oh demon.. I have no place in heaven.. I have been thrown to the darkness, so many hundred years ago.. And thank you Procella.. You finally released me.. Finally killed that sniveling angel, who couldn't even kill people off correctly.. Thank you."

Med en basken af hans massive vinger steg han til vejrs. Han latter rungede hult og koldt imod dem.

"Helias Dwade is dead. Fear is all that is left. An eternal terror shall be upon you.. You and your children. I will live forever and my curse along with me! Be prepared, you who has invoked the terror of the darkness!"

Han steg mod himlen. Han efterlod alt hvad der havde været af håb bag sig. Tvivl og vrede, sorg og smerte fyldte hans væsen til den inderste kerne. Han var fri.

Wickeds arme lsnørede sig sammen rundt om Procellas liv, en svag spænding i musklerne da englens sind faldt fuldstændigt fra hinanden foran dem. Magien summede i luften, da han gjorde sig klar til at slå til imod Helias, hvis englen besluttede sig for at forsøge at sidste angreb. I stedet fulgte de mørke øjne ham, da de store vinger skubbede Helias væk fra jorden og bar ham op. Først da englen var forsvundet ud i mørket, talte han igen.

"Angels."

Sagde han lavmælt, med en let anklagende tone. Den samme måde, man ville snakke om et dyr, der pludselig opførte sig uartigt, men fuldt ud forventeligt i forhold til dets natur. 'Mr. Snuffles tissede i dit rosenbed igen? Den kat.'

"Always so dramatic, and yet it takes so little to tear them from the sky. I will never understand the fascination humans see in them."

De slanke fingre drejede hende blidt, så hun stod med front imod ham, uden at slippe grebet om hendes krop. De mørke øjne sænkede sig og betragtede hende, med et alvorligt og nær uudgrundeligt udtryk.

"Though you seem to find some strange delight in them."

På trods af det bedømmende blik, faldt hans hænder ikke til hvile, men blev ved at glide henover hendes krop. Som få gange før, var der en fornemmelse af, at han forsøgte at slette en fremmeds berøring, fært - eller mindet om det - ved at gøre krav på hende med sin egen krop.

Procellas læber strakte sig i et næsten ondskabsfuldt smil da hun så englen foran sig krakelere. Hun var blevet manipuleret og misbrugt som havde hun været en genstand. Hvis Helias havde elsket hende nogensinde, var hans kærlighed syg og forkvaklet når han kunne retfærdiggøre at bruge magi på hende for at undertvinge hendes vilje og kvæle hendes sjæl. Hendes foragt og had var en kold barriere mod den frygt der ellers ville have fået hende til at krybe. Ynkelige, selvoptagede skabning. Hvordan havde hun nogensinde kunne tænke på ham som ven?

Det var Wicks arme om hendes liv der forhindrede benene i at knække sammen under hende ved englens afsked. Det var ikke lufttrykket. Det var ikke den fesne trussel mod hende eller hans forsøg på at efterlade hende med en dommedagsagtig roma-indspireret forbandelse, som han ikke kunne fuldføre. Nej. Det var truslen mod hendes børn.

"D-delight? N-no delight. I would have killed him if Ripper...fucking angels! I HATE them!"

Hendes stammende forvirring blev til et rasende skrig, og derpå, brast hun pludselig sammen i gråd under de søgende og vandrende hænder.

"H-he made me...forget! I forgot you! The girls! They are so tiny! How do I protect them from this?"

Procella græd som pisket og klamrede sig til Wick. Det her var grunden til at jægere ikke fik børn. Aldrig slog sig ned. Ikke blev fotograferet. Undgik offentligheden. Fortiden havde en svært kedelig tendens til at indhente dem og få dem til at betale en uhyggeligt høj pris for gjorte gerninger.

Hun borede næsen ind i Wicks bryst imens hun græd. Hun indåndede hans specielle duft. Hvordan havde hun kunne glemme ham? Hun øgede presset, som kunne hun klemme de falske følelser ud af hovedet og sindet ved den lette handling. Hun elskede ikke Helias, og hun havde aldrig gjort det. Han havde været...adspredelse. Means to an end. Han var ikke blevet flået i stykker af hendes specielle...kærlighed...som mennesker havde en tendens til at gøre, og hun havde haft brug for at drukne sig i en favn der ikke duftede af skygger og krydderi. Wicks uldfrakke blev våd af hendes tåre.

Fear hold sig i himlen. Han kiggde omkring sig i forundring. Hvor var alt dog klart og lyst nu. Som om et slør var blevet løftet fra hans øjne. Han kiggede ned mod stedet hvor han vidste de to formastelige stod. Dæmon og mennesket. Sært at han engang havde næret følelser for den lille skabning. Hun var dødelig og tydeligt tabt.. Tabt som alle de andre havde været.

Fear lo højt ud i nattens mørke. Vinden slog om hans krop og han nød styrken i sine vinger. Det var tid til at planlægge. Tid til at samle gamle venner, skabe nye alliancer. Han ville ikke være alene i dette. De to havde fjender og han vill bruge dem. Han skulle blot finde hvor de var. Latteren blev til et smil der udstrålede alt han var blevet. Død og en uendelige kulde der ville sende isninger ned af rygraden på selv den ondeste skabning.

"As I stride towards the fields of strife I shall recall all vengeance, every slight and every pain caused. They shall be repaid a thousand fold and in the clutch of fear you shall speak my true name.."

fremsagde han for sig selv. Hans lille citat var hentet fra en tid hvor sværdet havde vejet mere end ord. Sådan en tid ville blive bragt frem igen. I hans sind udspillede sig en verden i kaos og frygt, hvor han selv stod over de to formastelige, med blodet fra ders kære på sine hænder og deres bedende blikke for sig. Fremtiden ville være god mod ham.

Helias satte kurs mod den indre by. Det var tid til at jage.

Wicked sukkede og lod de slanke fingre glide igennem Procellas vindblæste hår. Han havde stadig spørgsmål. Anklager. Sætninger fulde af sarkasme, udelukkende for at slippe af med sin egen frustration og nervøsitet over hendes tidligere forsvinden. De blege læber forblev lukkede, da han bøjede sig halvt og løftede den grædende jæger. De stærke arme foldede hende ind imod hans bryst, det blonde hoved sænket så hans læber strejfede hendes pande med en beroligende mumlen.

"Let's go home."

Han bar hende forsigtigt hen til bilen og lod hende glide ind på passager-sædet, før han selv satte sig bag rattet. Bilens motor summede og forplantede sig igennem sæderne, og han fornemmede hvordan hun lige så stille faldt ind i en udmattet søvn, halvt slængt henover sæderne for at kunne holde om ham, med hovedet liggende på hans ene lår.

Wicked fulgte svagt hendes følelser igennem båndet, fik svage, tilfældige billeder af hendes minder om Helias, blandet med hans egne informationer fra den periode. Hænderne omkring rattet strammede sig, fik metallet under til at knage. Det var en ubeskrivelig tortur, at fornemme hendes kærlighed og behov for ham, samtidig med at hun i drømme genkaldte mindet om at fortabe sig i en anden mand.

Wicked bed kæben sammen, indtil de spidse tænder skar igennem hans kind og fyldte hans mund med varmt, trægt blod. Han begyndte langsomt at planlægge englens skæbne, mens bilen brummede igennem natten tilbage imod udkanten af La Sunisha.

[End]