Midnight memories [Helias-lukket]

Tid: D. 26. februar omkring kl. 22
Sted: En lang bygning med udlejningsgarager til diverse opbevaring. Ligger et stykke nord for havnen i et isoleret industriområde.
Vejr: Køligt, stjerneklart og med let vind.
Omgivelser: Få gadelamper, øde industriveje med bygninger der er tomme pga. det sene tidspunkt.
Beklædning: Flade langskaftede støvler i mørkt ruskind, stramme jeans i mørkegrøn, en langærmet trøje, en kort uldjakke i sort og et halstørklæde i bordeaux. Håret er sat op i en sløset knude og flere totter hænger løst. Ingen make-up.


Der lød en rumlen da hun skubbede den store garageport op i sine halvrustne hængsler. En bølge af forventning gled igennem hende og hun sendte et langt blik ind i mørket foran sig. En mælkehvid hånd gled indenfor muren og famlede hen over den ru væg. Der lød et klik og en let summen da det enlige lysstofrør blev tændt og lod sit matte hvide lys falde ned over det lille rum.

I rummet stod flere kasser stablet langs den ene side. Et smil strakte sig over de blege læber ved synet af de fem møbler der behændigt var stablet sammen ved den modsatte væg. Med et blik fyldt af minder studerede hun det lille mørke sminkebord der stod tættest porten. Spejlet på toppen var pakket forsvarligt ind i bobleplast og de sirlige udskæringer i træet viste kun få steder igennem det plastik der var viklet om møblet, for at skåne det for flytningens stradbadser.

Hun erindrede hvordan bordet engang havde stået i et mindre påklædningsværelse oplyst af glødelamper, lænet op af en væg med en bord af brokade i gyldent snit. Dengang havde bordet været dækket af små skrin fyldt med smykker, pudder, parfumer og andre kvindelige remedier. I otte år havde hun ventet på dette øjeblik, på at få tid og ro til at se alle disse ting igen. Desværre var det ikke meget hun havde haft mulighed for at redde med sig da hun flygtede. Men lidt havde hun trods alt fået opmagasineret. På nøglen i hendes hånd sad et lille papskilt, med navnet Angelina C. Bernard, dét navn hun havde brugt i en panisk vending da hun ringede til flyttefirmaet.

Narcissa trådte et skridt frem og åbnede den forreste papkasse. I den lå bøger, små smykkeskrin og et par malerier pakket ind i avispapir. Hun lod et par slanke fingre glide over et af skrinene. Dæmonen så sig over skulderen og studerede kort den lille bil der holdt foran garagen. Hvor meget af dette kunne hun tage med hjem nu? Og burde hun overhovedet tage noget af det med sig? Ville det ikke være smartere at vente til hun havde fundet et nyt sted at bo?

Hun sukkede for sig selv, lukkede kassen og gravede en ny frem. Op af den trak hun en lille dukke af porcelæn. Den havde langt mørkt hår og dens pupiller var malet helt sorte. Hendes slanke fingre kælede for flæserne på kjolen og blikket blev atter mat af minder. Dukken duftede hjemligt, af herregården i europa. Duftede den af hendes fader? Eller var det ren indbildning?

Helias stod i mørket ikke langt fra bygningen Narcissa var gået ind i. Han havde søgt nært og fjernt efter sin hjemkomst for at finde slægtninge til synderene. Det havde kostet ham meget. Han havde endeligt fundet hende. Guddatter til dæmonen. På en klub som dæmonen ejede havde han set hende.. og fulgt hende. Det havde taget ham dage at lære hendes mønster. Hendes gang. Hvordan hun klædte sig og hvordan hun begik sig. Han havde lært meget.

Et smil, unaturligt og uden glæde prydede hans læber. Et smil over et smalt ansigt, et ansigt der havde tabt sig. Huden var trukket tæt over knoglerne og kinderne var ved at hulne. Det lange sorte hår hang omkring ansigtet, indrammede det i dybere skygger. Kun øjnene var glødende og levende. Et sindssygt skær brændte i dem, og løftet om tusind rædsler gemte sig i deres mørke skygger. Dybe rander hærgede huden omkring dem, et tegn på ingen søvn, eller dyb smerte.

Helias var iklædt sin sædvanlige frakke. De sorte bukser sad stramt til hans ben og støvlerne var snøret tæt. Trøjen han havde på var tæt men tynd. Den skærmede lidt for kulden og efterlod klare aftryk af hans muskuløse overkrop. Begge arme var iklædt bandager, omhyggeligt fra fingerspids til skulder. Der var noget.. unaturligt over dem. De virkede for store til hans krop og lyden af metal mod sten lød da han rejste sig, støttende imod væggen.

Helias bevægede sig imod bygningen, lydløst i skyggerne. Det var tid til at afvente byttet. Han stoppede foran indgangen og afventede.

Dukkens porcelænshud var kølig under Narcissas fingerspidser og sorte malede øjne mødte levende sorte øjne. I mindet dukken fremkaldte, så hun sig selv i en kjole magen til den porcelænspigen bar. Dukken havde været en gave til hende i 10 års fødselsdag - hendes fader havde fået den fremstillet specielt til datteren. Den duftede nu af ælde og noget af kjolen var, til Narcissas store fortydelse, ved at smuldre væk efter mølangreb.

"Ik moet u zo snel mogelijk repareren."

Hun mumlede for sig selv mines hun lagde den forsigtigt tilbage i sin kasse. De sorte øjne gled videre over de forskellige kasser med ord skrevet i sprittush; boeken, schilderijen og juwelen. Blikket lagde sig fast ved en kasse med teksten Vader. Narcissa sukkede dybt, både af minder men også af fortrydelse. Hun ville ikke åbne kassen nu, ikke her. Når hun engang havde fået flyttet det hele hjem - hvor end dét så var - ville hun sætte sig, åbne kassen og flyde bort i minderne.

Narcissa greb en aflang æske i noget let mørkt træ. Inden hun med et lille klik åbnede den, gled fingrene søgende hen over træets årer. Da den åbnedes glimtede en klinge under det matte lys. Hun lagde kassen fra sig og greb om sværdets skæfte, hævede det glatte blad for sit ansigt og studerede det med et anerkendende blik. Det slanke svær var en mellemting imellem en kåre og katana, et trænet øje ville se at det var håndsmedet og vægtet til hende så det nærmest fungerede som en forlængelse af hendes arm.

Takket være Narcissas gudfader, Wicked, havde hun lært sværdets kunst i en ung alder og hendes fader havde insisteret på at hun skulle vedligeholde og forbedre sine evner konstant. Hun vendte sig og lavede en elegant kvint efterfulgt af en dobbelt nedre parade. Da hendes bevægelser stoppede sukkede hun højlydt, vendte sig og lagde sværdet tilbage i sin transportæske.

Den blide summen stoppede idet hun slukkede loftlyset. Med æsken under den ene arm gik hun ud af garagen og greb fat i porten for at lukke den igen.

Helias havde betragtet hende. Set sværdet, fornemmet den elegante bevægelse. Hun kunne bruge det sværd. Som en smertetrækning gik et minde igennem ham. En sag for det gode. Et blodrødt våben. Han rystede hovedet og et øjeblik var hans ansigt en maske af vrede. Så forsvandt den som dug fra solen og smilet var tilbage. Han trådte frem i lyset.

"Good evening Narcissa.. Reminiscing?"

hans stemme var blød og lokkende. Den skjulte perfekt de onde tanker af rædsel og smerte der fyldte ham. Han kunne dog ikke slukke den gale glød i hans øjne. Håret hang omkring ham, blæste let i vinden. Han virkede som om han trådte direkte ud af skyggerne. Som fra hans egen verden ind i lyset. Han løftede hånden i hilsen og bukkede let imod hende.

Stemmen der ramte hende fuldstændig uforberedt, og uden genkendelse, satte gang i en række bevægelser, så hurtige af de blev slørret for det blotte øje. En hul lyd af træ der ramte asfalt, fortalte at sværdet havde forladt dets æske.

Et kort glimt af stål vidnede om det våben der blev holdt ud i en skarp gestus imod brystet til manden med ansigtet indrammet af mørkt hår.

"Wie ben jij?"

Spørgsmålet blev spyttet ud og Narcissas sorte øjne var som matte pytter i det lyse ansigt, kun oplyst af dovne stråler fra en fjerntstående lygtepæl. Hendes positur var den af en fægters, bevægelserne sad så indlejret i hende at hun uden tanke havde gjort sig klar på et angreb. Dog var der noget tøvende over hende.

"Speak. Who are you? What do you know of me, and what are your intentions?"

I dét øjeblik det sidste ord havde forladt hende mund væltede en bølge ind over hende. Hun genkendte den som værende en engels aura allerede inden hans duft afslørede ham. Hun kneb øjnene sammen for at forhindre sit syn i at sløre. I takt med den stigende kvalme i sit dyb forbandede hun lydløst han og hans æt langt langt væk.

Helias smilede let. Han rykkede sig ikke da sværdet forlod æsken. Han rykkede sig ikke da spidsen pegede mod hans bryst. Han smilede blot og kiggede hende i øjnene.

"I am a friend of the family.."

svarede han, stadig blødt og lokkende. Han tog et skridt frem og rejste sin ene hånd imens han rettede blikket imod sværdet.

"Beautiful.. Unique isn't it? Handmade for you.. It suits you.. Elegant.. deadly.."

han kiggede op mod hende igen. Han havde problemer med at styre hans aura. Den flakkede på må og få. Styrken blev stærkere og svagere. Smerter slog igennem hans krop og han bed dem i sig.

"I know some things of you Narcissa.. A few good things.. How you prowl the night.. How you move your things, but let go of none.."

han smilede igen. Et sygt, feber-agtigt smil.

Hun hævede sin arm ganske få centimeter således at spidsen af sværdet hvilede en millimeter fra englens hud.

"You did not answer my questions angel!"

En rasende mine gled kortvarrigt over hendes ansigt da hun så hvordan klingens vibrerede let under hendes hånds rystelser. Englens forbandede aura slog imod hende som frådende bølger imod en klippe. Som for at finde et fast fokuseringspunkt låste hendes blik sig fast i hans. De sorte øjne var matte og små streger under de sammenknebne øjenlåg, men der var alligevel en viljestyrke af stål afspejlet i dem.

"I find it hard to believe that a friend of the family would lure in the shadows like that. Besides, angels are not our favorite creatures. No offence."

Narcissa forsøgte et skævt smil, men på grund af det vilde kaos auraen forsagede i hendes indre blev det snarere en stiv grimasse der afslørede lidt for skarpe tænder.

"I am in no mood for riddles... now speak or be gone!"

Hun ville godt have sin stemme til at synge, at lyne imod ham som knive. Desværre lød det nærmere som en hvalps forkølede bjæffen.

Helias begyndte at le. Den bævende klinge sang stille foran ham. Hans latter rang hult og koldt ud i mørket. Slog imod bygningernes golde vægge. Slog imod Narcissa. Blikket i hans øjne, fastlåst til hendes var forfærdeligt at skue. De var blå, som det stille hav, og uendeligt dybe.. Som om århundreders hemmeligheder lå gemt under overfladen. Der var en kaotisk glød i dem, en rasende ild der ikke blev slækket af mørket. Hans blik var vildt og roligt på samme tid. De dybe rander under hans øjne gav ham et hærget udseende.

"I am an old friend. Procella, the dear creature, knows me very well."

Han smilede og lagde forsigtigt fingerene på klingen. Skubbede let til dem.

"I am not your usual friend, demon.. I am the bringer of fear and darkness. I am an angel of death, voice of the damned."

Han nikkede let med hovedet, et smil på læben.

"How I know so much.. It is my job to know so.."

En dyb rumlen startede i dæmonens hals og steg i styrke til en reel dyrisk knurren. De sorte øjne spillede imod ham, dog var det ikke helt til at sige om det var had, frygt, fascination eller blot ren irritation.

Da hans fingre lage sig på klingen mærkede Narcissa hvor lidt styrke hendes arm besad i dette øjeblik. For at skjule sin egen svaghed tog hun to hurtige skridt bagud, trak sværdet bort fra hans berøring og lod det sænke i en nedadrettet vinkel - umiddelbart kunne det se ud som om hendes positur blev mere afslappet, men i virkeligheden var dette blot endnu en 'stance' klar til angreb.

"Procella... what about her?"

Stemmen drev af kulde og var tonløs i sin lyd - at hun rent faktisk formåede at holde den ren fra sin egen svaghed fik hende til at finde endnu mere ro i sig selv.

"You do not answer my questions. You sought me here... speak, or be gone. Now!"

Omkring Narcissa trak skyggerne sig sammen. Det dovne lys omkring dem falmede og mørket slog i blide brus omkring dem, næsten som forsøgte det at kvæle englens indvaderende aura. Der var en varme over skyggerne som solstråler der krævende gennemskinner selv den tykkeste rude. En unaturlig stilhed sænkede sig over den lille plads mellem garagen og den parkerede bil - spændingen steg og steg til et ubarmhjertigt niveau.

Helias smilede som mørket samlede sig omkring dem. Han modstod trangen til at slå sine arme ud og hylde det. Hun hjalp ham. Gav ham styrken til at overvinde sig selv.

"I will answer your questions.. Procella is my old lover.. Or I hers.. It matters none.. What matters is you."

Han havde ikke tid til lege mere.. Han var træt af det. Enten var pigen med ham.. Eller imod ham. Han gik et skridt tættere på. Stilheden var dyb og foruroligende. Så hun havde noget magt. Mørket ville være til hans fordel. Med flydende bevægelser lod han frakken glide af sig. Bandagerne og den tynde sorte trøje kom til syne, spændt over en fast, muskuløs overkrop.

"I am Fear.. The primordial terror ind mankind. I seek you out, brood of darkness. Answer -my- question truthfully and we shall speak more.. Where does your love lie..?"

hans stemme var dyb og rolig. Tonen var skræmmende intens, som om hans spørgsmål næsten var en kommando. Han prøvede at lade sin aura komme til ro, blive støt og flydende. Det lykkedes ham ikke.

Hun blinkede et par gange imod ham, svajede og var nødt til at flytte sig et skridt for ikke at gå i gulvet.

How I hate their freaking aura!

"Lovers?"

Ordet bragte hendes fatning tilbage. Med en kort rysten på hovedet og en kraftanstrengelse i sit indre, rystede hun hans påvirkning af sig - eller så meget som situationen nu tillod hende. Hun nægtede at gå på knæ for hans påvirkning!

Narcissa hævede undrende et øjenbryn. Elskere? Procella blev mere og mere indviklet at finde rundt i. Men okay, hvis jægeren kunne føde en dæmons børn, være sammen med en hybrid, en varulv og hvad ellers dén kvinde havde lagt i med, hvorfor så ikke også en engel?

Narcissa havde været ved at sænke sværdet, men idet han trådte frem og smed sin jakke hævedes det atter som reaktion på den trussel hans bevægelser udgjorde.

Ved hans spørgsmål rungede en latter ud af hendes hals. Den var perlende og varm, samtidig med at den bar en kølighed med sig. Da hun atter så på ham, spillede de sorte øjne af mere undertrykt latter.

"Love? You aks me of love? My love lies in the darkness - in whatever I find precious. Do not ask a demon of love. Or perhaps you want to know where my loyalty lies?"

Hun tiltede nysgerrigt hovedet. Noget sagde hende at dette 'venskab' imellem Procella og englen foran hende havde flere aspekter end blot ét.

"My kin is not known for their love. But I will tell you this much. I can not hurt her... I do believe that is what you want to know, right?"

Does he want to harm her? Or does he want to prevent me from doing her harm?

Helias smilede igen. Hans tunge skridt lød i mørket som han gik lidt nærmere.

"I have known of demons love.. I have known of their foolishness. You strike me as no fool.."

Han spredte hænderne lidt uf fra sig, med håndfladerne opad. En venlig gestus i manges øjne. For ham var det en måde at afvæbne folk på.

"Harm? Why would I ask you to harm her? I said I was a friend did I not?"

hans øjne glødede dybt i det unaturlige mørke. Hans bevægelse var som et rovdyr på jagt. Klar til spring. Hun ville ikke slippe fra ham. Ikke denne gang.

"I merely wish to ensure that no.. harm.. comes to her.." Unless it is by my hand.. tænkte han for sig selv. De ville bøde for deres forbrydelse imod ham.. Straffes.. Lide..

Narcissa sukkede dybt. Hans ord havde ingen betydning for hende, smigeren ramte hende ikke. I sit indre forsøgte hun at kvæle billeder af ansigter - ansigter der tilhørte Azuriel, Wicked, de fore små pigers og underligt nok og Procella.

Hun fulgte hver eneste af hans bevægelser.

"And why does a friend have such an agressive atitude towards another friend?"

Skyggerne dansede stadig omkring dem, det var som om de blot ventede på hendes ordre og stod klar til at adlyde hendes mindste vink.

"I told you... I can not harm h-"

Den bevægelse der ville have bragt hende et skridt længere bagud stoppedes brat, sammen med hendes tale. Hun mærkede igen en bølge slå imod hende, men denne gang tog klippen ikke imod i sin faste form. Vandet fossede ind over den og rev et stykke løs der tumlede ud i det brusende hav.

Narcissa sank i knæ, sværdet stadig i hånd, men nu hvilende hen over asfalten. Hendes sorte øjne lynede op imod Helias idet hun forsøgte at tale, men ikke et ord kom over dæmonens halvt åbne mund.

I hate angels!

Helias tog endnu et par skridt. Hans smil blev beredere som Narcissa faldt til jorden.
Han lænede sig ned, tæt på hende, tæt nok til hun kunne mærke varmen fra hans ånde og lugte af død og grav der hang omkring ham. En tung, kold hånd blev lagt på hendes skulder. Den føltes metallisk under bandagerne.

"My friend.. my sweet sweet Narcissa... You will help me deliver word to them.. I vowed to bring them despair.. You will be the first to bring the chill to their blood."

Han smilede. Et dystert, ondt smil, hans hvide tænder nærmest lyste op i mørket.

"Look into my eyes.. and see the depths of despair.."

Helias greb omkring hendes hage og tvang hendes ansigt op. Med et sejrsmil om læber stirrede han ind i hendes øjne. Hans pupiller udvidede sig hastigt, til de var som tomheden selv. Der var ingen varme, ingen kulde, ingen følelse i hans blik.. Kun rædsel. Som en tåre af blod gled fra hans kind, lod han sin evne løs, evnen der havde spredt rædsel i 800 år.

Da hånden lagde sig på hendes skulder trak skyggerne sig lynhurtigt sammen om de to skikkelser. Et magisk mørke lagde sig omkring dem, uigennemtrængeligt for alle andre end Narcissa - desværre!

De kolde øjne der mødte hendes låste hende fast. Hun mærkede hvordan hendes essens vred sig under hans blik. Igennem hendes indre væltede en ukendt følelse - rå panik og frygt. Den fossede igennem hende fra øjnene ud for hendes ansigt. Det var hende ikke til nogen hjælp at englen havde fået frataget sit syn, virkningen var den samme.

Fra Narcissas krop stod et lynglimt så kraftigt som havde et rigtigt lyn flænget himlen og slået ned i hende. Selv hendes egne øjne måtte svimle for det kraftige lys og hun faldt blændet sammen for fødderne af englen.

I sit indre kæmpede hun for at holde sammen på sig selv, hun fattede ikke at hendes hals skreg og vred sig på jorden mellem bilen og garagen. Forstod kun kampen med frygten, kampen for at holde sin fornuft og ikke give over for det vanvid der truede hende endnu engang.

Helias skreg. Lyset sved hans øjne som en kraftig smerte vred sig igennem hans krop. Han vaklede tilbage imens han holdt fingerene foran sit ansigt.

"My eyes! Demon.. Do not tell me you command the light as well!"

hans hæse skrig var fyldt med vrede og harme. Hans ansigt var dækket af blod som det strømmede fra hans øjne. Ikke nu.. Ikke her.. Hans plan var ved at blive sat igang.. Han kunne ikke stoppes..

Helias sank i knæ med fronten mod Narcissa. Hans ansigt var en frygtelig grimmase af vrede. En vrede født i sindssyge. Tårer af blod løb frit fra hans øjne der nu var blevet fuldstændigt sorte.

"This is not the end.. I will watch you, day and night, in every shadow, in every dark corner.. You and all of your blood will feel my wrath!"

råbte han idet han tog flugten. Han kunne intet andet gøre. Lyset havde berøvet ham hans syn og skrigene rang stadig i hans øre.. Smerten i hans lemmer var ved at knække ham. Det var straffen for hans synder.

Skrigene lød ud igennem natten, hendes krop krampedes under den kamp der var i hendes indre. Hun fattede kun med en flig af sin bevidsthed at englen skreg af hende, råbte ord til hende. Ord som hun først senere ville huske og forstå.

-- ca. en halv time senere --

En stor og grov hånd greb om hendes skulder og vendte hende rundt. Narcissa blinkede op imod et ansigt over hende. Hun var ikke helt sikker på hvor hun var, alt i hendes krop skreg i smerte. Gennem et slørret syn så hun en mands hoved. Hans hæse stemme nåede hendes ører

"Hey lady... are you allright? What happend? Are you there, hallo? Lady?"

En duft af hund ramte hende og i samme øjeblik så hun pels og tunge i sin øjenkrog. Mumlende vendte hun sig rundt og kravlede op på sine knæ. Mandens stærke arm støttede hende idet hun rejste sig.

"You' okay?"

Hun nikkede, fik mumlet noget om at hun led af pludselige besvimelser, forsikrede ham at hun var okay og stod og så efter ham da han gik videre på sin hundeluftnings tur.

Garageporten gled i med et skrumlende lyd og hun låste af. Længe sad hun i bilen og forsøgte at samle sine minder. Følelsen af frygt sad stadig i hende og de sorte øjne lynede vredt og fraværende ud imod den tomme gade.

Hendes ansigt var krøllet sammen i en rasende grimasse idet hun trådte speederen ned og lod bilen dreje ud fra havnen. En spinkel hånd gled ud til sædet ved siden af sig, hun greb mobiltelefonen der lå ved siden af den aflange trækasse. Efter et par klik, og en ringetone, lød hendes hæse stemme:

"We need to talk!"


((End))