Memories never last.

Dag: Irl
Dato: Irl
Tid: 22:41
Vejr: Køligt og ret tilpas temperatur.
Omgivelser: En legeplads med legehus, ruchebane, sandkasse, gynger og en vippe.

Han sad på vippen i den ene ende, helt stille og kiggede hen mod den del af vippen der forblev oppe i vejret. Han huskede legepladsen så tydeligt fra dengang hvor han var barn, før han blev revet væk. Hans yndlingssted var nu egentlig sandkassen, hvor alle myrerne boede dengang. Ødelagde man deres hjem, så vrimlede det op med dem, og så gik de bare igang med at bygge videre. Han kunne sidde der i timer dengang. Bare sidde og lege med myrerne, ignorere folk omkring ham og kun havde sit eget og myrernes selskab til gode. "Hvorfor er her så tomt...?" Spurgte han sig selv ganske livløst og uden at rykke sig fra vippen.

Tøj : http://cdn.buzznet.com/assets/users16/opiumden/default/airica-macabre--large-msg-120640371063.jpg

Fie kom roligt gående, hun så sig omkring, og blev enig med sig selv om at gå ind på legepladsen for at slå sig ned. Hun havde et lille smil på læben, da hun nærmede sig. Hun drejede om hjørnet, og gik så ind på legepladsens arealer. Gun så sig lidt om og fik med det samme øje på en dreng, der sad på vippen. Hendes smil forblev over hendes læben, da hun roligt gik mod en af gyngerne. Hun vidste ikke helt om drengen ville have selvskab eller bare sidde og glo ud i luften. Hendes øjne flakkede hen på drengen, men så hurtigt ned i jorden igen da hun gik forbi ham.

Jacoby lagde først mærke til Fies tilstedeværelse, idet hun trådte fordi ham, og han rejste sig derved, fordi han af en eller grund havde i sinde at snakke med hende. Han fulgte hendes skridt og kiggede hende ind i ryggen med et stadig stift blik. Han kunne ikke sige noget. Hun var alt for bedårene og han vidste ikke hvad han kunne sige, for at hun skulle blive interesseret i ham.

Fie lagde godt mærke til at han nu fulgte efter hende, men hun vidste ikke helt om hun skulle sige noget eller bare... Ja bare gøre noget? Hun satte sig med en hurtig og elegant bevægelse på gyngen, og så på ham. Hun smilte stadig og hendes øjne skinnede lidt. "Hejsa"sagde hun og så stadig på ham. Hun greb frat i rebne gungen hang i. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham lidt. Mon han kendte til vampyr og alle de syge væsner der randte rundt omkring.

Jacoby så på hende og gik i en runde rundt omkring hende og stillede sig bag hende. Han hilste ikke igen, men tog sig sammen til at få sin stemme frem. "Skal du skubbes?" Spurgte han, og tænkte ikke over hvilken alder de var i. Han kunne ikke helt skelne på sin egen alder, og følte sig som et barn det meste af tiden alligevel. Han tog allerede fat i rebenen, selvom hun ikke havde svaret ham endnu, og stod kun klar og ventede på et ja.

Fie fulgte ham roligt med blikket, og blev ved med at smile. Hun så frem for sig igen da han stod bag hende, hun smilte lidt mere over det han spurgte om. Hun bed sig i læben, og tænkte lidt over det. Der var ikke andre der nogen sinde havde spurgt om det, da der aldrig rigtig havde været nogle der gad lege med hende som lille? "Hvis du selv vil må du gerne"sagde hun forsigtigt. Hun havde være ude for at, før hen var der mange af de andre børn havde taget røven på hende, og bare været gået imens de grinede højt af hende.

Jacoby trak hende tilbage, og kunne sagtens gøre det med lethed, da Fie ikke var spor tung. Nok var hun stærkere, men ikke tungere. Han gav hende et let skub og kiggede på mens hun slippede fra ham og kom tilbage igen. Han skubbede til hende igen, og igen kom hun tilbage. Det var en underlig fornemmelse, men han kunne sagtens huske hvordan det var at skubbe, men kunne endnu ikke huske den kildrende fornemmelse i maven, når det var en selv der blev skubbet til. Eller slået til.

Fie smilte lidt over det, og lukkede øjnene i. Hun kunne godt lide at gynge og blive skubbet af andre. Hun kunne godt lide den del hvor vinden som ikke engang behøvede at være der blidt rammte hendes hud, og kærtegnede den. Det var dog en lidt underlig følelse da det var en komplet fremmed der stod bag hende og skubbede hende, men hun tænkte ikke så meget over det. Hun åbnede igen øjnene, og smilte glad. "Jeg hedder Fie"sagde hun venligt, og smilte. "Tak fordi du gider skubbe"sagde hun glad, men bed sig så blidt i læben, da hun ikke rigtigt eller vidste hvad hun skulle sige til ham.

Jacoby nikkede stumt, skubbede hende afsted og kiggede på hende. Han greb hende ikke, da hun imod ham igen, og han så til, mens gyngen blev langsommere. Han ville ikke længere. Han trak sig tilbage og vaklede med fem skridt tilbage fra hende, men med blikket stift efter hende. Han kunne godt lide hende, men han havde sine egne måder at vise det på.

Fie smilte, og lod bare gyngen gynge ud. Hun havde mærket at han var stoppet, og hun vidste ikke helt om hun ville blive ved med at gynge. Hun bed sig i læben, og mærkede farten der langsomt faldt af. Hun lukkede øjnene om nød at mærke vinden en sidste gang inden at gyngen ikke havde fart nok på til at kunne komme højt nok op. Hun stoppede så selv gyngen med fødderne og så hen på ham. Hun smilte glad til ham, og lagde hovedet lidt på skrå.

Jacoby lagde selv hovedet på skrå da hun gjorde det, og med en undrende mine i ansigtet. Hun var underlig. Men mest fordi hun ikke syntes at han var underlig selv eller sagde noget.
"Jeg hedder Jacoby..." Svarede han på hendes tidligere præsentation. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han var bange for hende.

Fie syntes han virkede sød nok. Hun betragtede ham roligte, og blev ved med at smile. "Jacoby"sagde hun roligt til sig selv af en eller anden syg grund sagde hun næsten altid folks navne til sig selv. Hun havde dog ikke nogle problemer med at huske dem alligevel. "Ehm,... Hvor gammel er du?"spurgte hun, og smilte venligt.


//skal lige spise kommer igen//

Det var underligt at høre en anden sige hans navn, uden at det var mennesker i hvide kildte der råbte hans navn op med både for og efternavn. "Elleve.." Svarede han tænksomt og så på hende. Han var faktisk ikke helt sikker på sin alder, og han var godt nok også otte år fra at have sagt rigtigt. Han kiggede på hende. "Hvad med dig... Fie?" Spurgte han med en lav stemme. Han talte generelt forsigtigt, da det kun gearede ham op og gjorde ondt, når han hævede stemmen.

Fie smilte, og så først nu små undrende ud. Han lignede ikke en på 11 år. Hun bed sig i læben, og vidste ikke helt om hun skulle spørge, men hun gjorde det nu alligevel. "Er du sikker på at du er 11, for du ligner ikke en på 11 år"sagde hun og smilte til ham. Hun lyttede roligt til ham, selv om det ikke var meget der kom ud af ham. Hun snakkede heller ikke selv så meget, hun snakkede normalt kun hvis hun havde noget på hjertet, eller hvis hun blev spurgt. "Jeg er 17"sagde hun, og var faktisk lidt usikker på om hun faktisk var det, da hun i lang til ikke havde tænkt over sin alder. Det hele havde været et stort rod i det sidste lange stykke tid. Hun bed sig usikkert i læben, og så ned. Hun støtte knæene sammen, og så ned på en lille sten foran hendes fødder.

Jacoby kiggede på hende intetanende og trak forsigtigt på skuldrene. "Okay... Så er jeg nok også sytten..." Svarede han og vidste virkelig ikke den slags om sig selv. Han vidste ikke engang hvornår han havde fødselsdag. Det var noget anstalten kun vidste og havde papire på hver enkel ting der var værd at vide.
Forsigtigt kiggede han forbi hende hen på legepladsen, og derefter på hende igen "Har vi mødt hinanden før?".

Fie så på ham, og smilte lidt ver hans ret så tågede svar. Han var ikke den eneste hun havde mødt som også var lidt væk hvad angik sådanne spørgsmål. Hun så lidt på ham, men ned på stenen igen. Hun hadede at være usikker, men hun blav det dog alligevel meget let. "Nej ikke så vidt jeg ved"sagde hun, og så stadig ned imens hun svarede ham. Hun bed sig i læben, og vidste ikke helt hvad eller hvordan hun skulle sige noget til ham. Det virkede som om han lavede i sin egen verden hvor hveken alder eller andre nomale ting ikke var vigtige. Hun var nu ikke bedre selv, hun glemte tit sin alder og sit efternavn. Da hun aldrig brugte de oplysninger mere.

Jacoby skrabede lidt til jorden med den ene fod og så på hende. Han vidste ikke hvad han selv skulle sige eller svare på det, og havde allermest lyst til at bare at kunne snakke, eller løbe skrigende bort. Han var endnu mere stille, end han plejede at være, og langt mere normal i sindet, bortset fra at han ikke kunne lade være med at se et billede af hende ligge blødende til jorden, spiddet ihjel, mens han selv stod med dolken i hånden. Men han havde ingen kniv på sig...

Fie så lidt på ham, og smilte lidt usikkert. Hendes øjne var ret så usikkre, og flakkede lidt. Hun bed sig i læben, og så hurtigt mod jorden igen. Hun slap rebene på gyngen, og rejste sig langsomt. Hun vidste ikke helt om hun skulle gå og bare glemme alt om at hun havde mødt ham, eller om hun bare skulle sætte sig igen og vente på han sagde noget. Hun stod lidt, og så ned i jorden imens hun satdig bed sig i læben. Hendes øjne var stadig dybt usikkre, men der var intet at fygte?

Jacoby så på hende og løftede hovedet opmærksomt da hun rejste sig, også selvom hun ikke gjorde ham noget. I det samme gav han et lille hop, og han var hurtigt henne på den anden gynge og gyngede stående.
Han sprang af den og kom egentlig ret langt i sit hop, hvorefter han begyndte at synge med en død tone i stemmen. Sangen havde ingen tekst, og bestod kun af mumlende lyde. Han kunne ikke synge.

Fie så lidt små forskrækket på ham da han hoppede op på gyngen. Det fik hende til at smile, og et lille grin kom fra hende da han hoppede ned fra gyngen igen. Hun lyttede lidt i håbet om at finde ud af havd fanden han sang, men det gav ikke mening. Hun smilte betragtede han roligt. Hun lod sig dumpe ned på jorden i skræderstilling. smilte og så på ham imens han sang eller mumlede eller hvad han nu gjorde. Hun kunne ikke lade vær med at små nynne lidt. Hun kunne dog godt synge, men hun gjorde det helst ikke overfor folk hun ikke rigtigt kendte.

Han lyttede til hende mens han nynnede. Det var vidst ikke den samme sang, så derfor stoppede han, og så tilbage på hende med et undrende blik, men sagde eller spurgte hende ikke om noget.
Han satte sig roligt ned i sandet og hvilede sit blik hen på hende. Han havde det af en eller anden grund bedst, når han befandt sig nogle meter fra hende, men så ikke længere. Hvis han stod for tæt, kunne han ikke være sig selv, stod han for langt væk, ville han ikke kunne fornæmme hende som han kan tæt på.

Fie smilte lidt, og stoppede kort med at nynne da han stoppede, men begyndte hurtigt igen. Hun smilte roligt imens, hendes lave nynne roligt summede. Hun lagde ikke rigtigt selv mærke til sin nynnen. Hun så roligt mod ham, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun kunne på en måde godt lide at være i hans selskab, men alligevel var det lidt underligt. Fordi han var så stille, og ikke rigtigt smilte eller noget. Men bare var der tilstede.

Jacoby vippede lidt mens han sad, og kiggede ned i sandet. Af en eller anden grund kunne han fornemme, at Fie kiggede efter ham, også selvom han slet ikke kunne se hende. Han tænkte lidt på, om det var en eller anden særlig evne som han selv havde?
Han kiggede op og så hende i øjnene med sit sædvanlige gådefulde blik. "hvad kigger du på?" Spurgte han forfærdet og blev helt bleg i ansigtet.

Fie stoppede hurtigt sin nynnen, og virkede som om den aldrig hende været der. Hun så lidt ned da hen blik mødte hendes. Hun bed sig i læben, og blev lidt usikker. "Ehm, Dig"sagde hun stillle, og holdt stadig blikket mod jorden som om hun havde gjordt noget forkert. Hun så kort på ham, men hurtigt ned igen. Hun pillede lidt ved sit hår, og vidste ikke helt om hun skulle sige eller gøre noget. "Hvad laver du eneligt her på legepladsen?"spurgte hun forsigtigt for at starte en samtale op, selv om hun ikke var særlig godt til sådan noget.

Han så stift og stadig lige forfærdet på hende, men da hun sagde mere, skiftede hans ansigtsudtryk til mere rolig. "Ehm... det ved jeg ikke. Jeg leder efter et barn" Svarede han og valgte at rejse sig igen. Han rystede sandet af sine bukser og han så tænksomt op på hende igen. Der var også kommet sand i hans ikke særlig vellykkede hårfriserede hår, men det kunne han ikke se, så det blev ikke fjernet.