A friend, a foe or a savior

Tid: 16:32
Omgivelser: Den sædvanelige summen af en mellemstor menneskeflok som nu var på deres daglige ærinder i byen
Sted: Havnen i sheria
Vejr: let skyet, med pletter af blå himmel hist og her, men dejligt forårs lummert
Påklædning: en t-shirt med iron maiden skriften på, og deres monster figur, lange slidte cowboybukser, en åben rød skovmands skjorte med ærmerne smøget op og et par sorte slidt converse all-star.
Dato: 29/03/13 (Join date)

Tau så hjælpeæløst til, mens færgen han skulle have været på til "New Glasgow" sejlede fra Deploratus. "F*cking l*rt og død i r*ven" tænkte han, mens hans øjenbryn sad godt og solidt med et trist udtryk i panden på ham. Han følte, at han havde F*cket godt og grundigt i det nu. Hvad havde han af chancer for at få en musik karriere op at stå, nu hvor han havde lidt sådan et tilbageslag? Han ville bare i gang! nu og her! Han stod med sin guitar på ryggen. Den lå tungt i sin taske, og føltes endnu tungere for Tau. En vægt som kun kunne fjernes ved at blive spillet væk. Men dette var hverken tiden eller stedet til at spille. I for lommen på guitar tasken, bulede der en tydelig firkant ud. Det var madkassen som han havde haft, siden at han startede i skole. Den var fyldt med en madpakke, som han havde smurt ombord på den tidligere færge. Han gik et par skridt hen mod bænken, som stod på havnens kaj, og tog guitar tasken af ryggen, og satte sige ned med guitaren hvilende mod hans knæ. Han åbnede for rummet, og hev madkassen op af. Et billede af Johnny Cash prydede madkassens låg. Han åbnede den op og inden i lå en lettere sørgelig madpakke. En spegepølsemad, som pølseskiverne havde sejlet halvvejs ned ad og over i en leverpostejmad. Han begyndte på spegepølsemadden, og kiggede ud over vandet. Færgen var stadig lidt synlig, i den let disede horisont. Han spiste spegepølsemadden færdig, og lukkede madkassen sammen og smed den tilbage i tasken. Han lagde sig tilbage mod bænkens ryglæn, hvorefter han lagde hænderne om bag sin nakke, med flettede fingre. Han kiggede ud over vandet endnu engang, og så to havmåger. Solen kom frem mellem skyerne, og han udgav et behaget suk. Det var rart bare at nyde dette trods situationen. Han lukkede øjnene.

Påklædning: cremefarvet striktrøje med knapper foran, en hvid t-shirt med det amerikanske flag, lyse, højtaljede jeans der er foldet op omkring anklerne, et par sorte sejlersko.

Elodye trak sin lyse striktrøje tættere om sig. Hun slentrede ned langs Sherias havn - et sted hun kom alt for lidt, havde hun fundet ud af. Havets skummen og duften af salt fik hendes mund til at løbe i vand. Hun elskede vandet og havet, og havde mest af alt bare lyst til at bryde ud af sin menneskelige form, for at springe ned i vandet og svømme. Hun smilede ved tanken.

Hun gik ud til kanten og kiggede ud mod havet. Det var stort og monstrøst. Lidt skræmt blev hun vel. Og så de nyskabte bølger færgen havde formået at berede, de plaskede ind mod stenene med en smækkende lyd. Horisonten var en smule blå og lidt gul. Hun klemte øjnene sammen, for hun fik solen i øjnene, men hun var ligeglad. Det var så længe siden foråret og varmen havde sat sin fod på Deploratus og hun elskede hvert sekund af det nyankommne forår. Hun tog en stor indånding. Det duftede af salt og vår. Hun løsnede grebet om sin striktrøje en smule og lukkede øjnene. Vinden her var rar.

Efter nogle sekunder hvor hun havde stået og nydt havnens nærvær vendte hun sig om for at gå tilbage. Pludselig kom der en dreng løbende. Han løb hen mod det sted, hvor færgen lige var sejlet fra. Det første Elodye lod mærke til var hans mørke, glinsende hud og de lange dreadlocks - og så selvfølgelig guitaren han bar på ryggen. ”Stakkel” tænkte hun, ”hvis den færge var vigtig at nå!”.

Elodye havde altid været draget af kunstneriske sjæle, og denne dreng var tydeligvis én af dem. Det var ikke til at tage fejl af, med hans optræden. Drengen satte sig ned på en bænk og rumsterede i sin taske. Elodye vendte sig om mod vandet igen.

Nej, følelsen var der ikke. Drengen var altså et menneske. Pludselig bankede hendes hjerte hurtigere. ”Typisk.” tænkte hun. ”Jeg bliver nervøs ved at møde væsner, men også ved at møde ganske almindelige mennesker,” - disse tanker strejfede hende ofte. ”Hvorfor er det ikke ligeså nemt for mig, at præsentere mig som den jeg ér, Elodye, som det er så forfærdelig nemt, at gå op på en scene og fremstille mig som en helt anden person dér!”. Hun kiggede sig tilbage over skulderen på drengen igen.

Tau tog et dybt indadvendt snus, og nød duften af havet, mikset med lyden af bølgerne som slog mod kajens lange stendysse. Hans Afrikanske rødder nippede ham i underbevidstheden. Hans forældre og ham havde engang besøgt Kilifi. En lille havneby på Kenyas kyst mod øst. Det vil sige at de ikke var inde i byen, men var en god håndfuld mil fra byen hvor den landsby som var beboet af Olujimi stammen hvor hans bedstefar var fra.

Hans bedstefar var som sytten årig flyttet fra stammen, og var taget ind til Kilifi, og videre med et fly til London. Her havde han læst jura på universitetet. Med på slæb havde han hele vejen haft en pige fra stammen ved navn Oni. Senere blev hun hans brud, og de fik Taus far og onkel. Taus onkel rodede sig ud i noget ballade, og blev stukket ned af nogle skinheads. så Tau havde aldrig rigtig lært ham at kende. Men ihvertfald.

Tau havde været nede og besøge Olujimi stammen som han udsprang fra. En idyllisk lille fisker landsby. Der var en stor cirkel i midten af alle hytterne. Her blev der altid danset og sunget. Havets duft var nøjagtig den samme som den havde været nede i Kenya. Han drømte nogle gange om at tage derned, og slutte sig til sit folk. Men han havde stadig drømmen om at blive musiker som han ikke bare kunne smide fra sig.

Han åbnede øjnene og spejdede ud over vandet. Han kiggede let mod siden og fangede nogen i øjenkrogen. Han kiggede i hendes retning. Hun var en nydelig ung kvinde. Omkring hans alder. Hvorfor kiggede hun på ham med det blik. Hun havde et eller andet over sig, som han aldrig havde set før. Han skyndte sig at kigge ud over vandet igen, så hun ikke skulle tro at han sad og gloede på hende. Han tog igen et ordenligt snif af den friske havduft.

Elodye lod mærke til, at fyren havde set på hende. Det var et ganske tilfældigt blik, dog en smule mere borende end hvad hun var vant til. Det var interessant, synes hun. Var det blot hans måde at se på? Eller lå der noget andet i det?
Mest af alt havde Elodye lyst til at gå hen og snakke med drengen. Men hvad skulle hun dog sige?

”Hej.”
Akavet.

Hun rystede let på hovedet af sig selv og så smilende ned i jorden. Hun var ensom nogle gange. Som nu. Det var nu ikke fordi hun ikke havde nogen at snakke med. Bedstemor og bedstefar var jo derhjemme, og hun var sikker på at kaffen lå klar på bordet når hun endelig kom hjem, men hun havde ingen venner eller veninder. Hun var bange for, at såre dem. Et menneske var i hvert fald meget sårbart og med en veninde som Elodye kunne de komme i problemer, hvis nu hun ikke kunne styre sit behov for at bryde ud i sin ulveform. Hvad ville der så blive af dem? Småstumper og hundekødben, måske? Og så var der de andre væsner. Der var andre som Elodye, der var dæmoner og vampyrer. Og så havde hun hørt om engle. Men aldrig havde hun haft en dybdegående samtale med nogle af disse, blot snakket kort med dem for derefter at løbe langt væk og forvandle sig. Hun blev så nervøs hver gang.

Dog havde hun lovet sig selv én ting: nu var det på tide at bryde ud - ikke som ulv, men som Elodye. Nu måtte hun finde den Elodye hun var inden hun blev bidt. Hun var finurlig, udadvendt, sjov..

Hun kiggede sig over skulderen mod drengen igen. Nu kiggede han mod vandet. Hun bestemte sig for at gå hen og sætte sig ved siden af. Det kunne vel ikke skade.
Stadig med striktrøjen tæt ind mod sig og armene over kors gik hun hen mod bænken. Hun søgte drengens blik.
”Er det i orden, at jeg tager plads ved siden af?” spurgte hun med et lille smil på læben.

Tau Mærkede pigens øjne i nakken, men lod som om at han ikke lod sig mærke af det. Han forestillede sig hende for sit indre øje, mens han spejdede ud over vandet. Han kiggede ud over vandet og overhørte fuldstendig pigens hilsen. Han hørte end ikke at hun var gået hen ved siden af bænken. Han troede at hun var gået videre.

Han fordybede sig i sine tanker om da han var i ulojimmi stammen. Den måde han havde dansede sammen med sin familie. Han havde ikke behøveet indtroduktion til dansen. den var kommet naturligt til ham. På samme måde behøvede han ikke at kende noget til de sange de sang. han lavede blot almindelige fraseringer ud fra øret. Det vil sige at han kunne høre hvilke skalaer de sang i. Han savnede det noget så forfærdeligt. Han ville, hvis han var blevet, kunne nå højt i hierakiet dernede. Hans Bedstefars bror var nemlig høvding. Gammel men stadig vis. Og kunne Tau udkonkurrere hans andre slægtingenge på sin alder, kunne han blive høvding.

Han fik et lettere shock da han blev revet ud af sit tankespind, da pigen pludselig stod ved siden af og spurgte om hun måtte sætte sig. "Ja selvfølgelig" sagde Tau med et kejtet smil, mens han rykkede både sig selv og guitaren en tand mod venstre, Sådan at pigen kunne sætte sig på den højre. Han betragtede pigen mens hun satte sig, og kiggede da igen ud over havet. Færgen var næsten væk.

//Undskyld det sene sene svar! De sidste to-tre uger har været virkelig meget præget af lektier, men i denne weekend afleverer jeg de sidste to afleveringer, og regner med at kunne være langt mere aktiv fra nu af. Undskyld det korte svar, men mangler ret meget kreativitet.//

Elodye satte sig ved siden af drengen og lænede sig tilbage på bænken. Hun slap et suk mellem læberne og lukkede øjnene et kort øjeblik. Vinden var rar. Hun følte sig afslappet, og alligevel en smule anspændt. Men denne anspændthed måtte være forårsaget af hendes generte skal. Hun åbnede øjnene og kiggede på drengen ved siden af.
Hun havde lyst til at føle hans dread-locks. Hun havde aldrig rørt ved sådan nogle før. Det var da sjovt, synes hun, at hår kunne se sådan ud. Han så betænksom ud, sådan som han kiggede ud mod havet.

Elodye fulgte hans blik. Solen spejlede sig i havet, og var det ikke for de få bølger, kunne man næsten ikke se hvor havet startede eller himlen begyndte. Det var et smukt syn, indtil en sky kørte ind og slukkede for solens overdådige lys. Hun sad med benene over kors og vippede lidt med den ene fod. Hun så på drengen igen.
”Må jeg godt prøve at røre ved dit hår?” spurgte hun med et smil. Hun vidste godt det lød virkelig skørt, men hun kunne ikke lade være.

// Det er skam helt i orden. Skolen først :) //
Tau var i en lyksalig tilstand. Vejret, himlen, havet, solen og vinden var i perfekt balance. Og hvad der kom ud af Det rent visuelt var den dejligste næsten blanke havoverflade, som havde samme farve som himlen. Han turde blot tænke på hvordan solnedgangen, som ville indtræffe om en halv times tid, ville se ud. Hans hjerne gik på højtryk med at tænke på sangtekster og titler, som ville kunne beskrive dette. Men intet ville være det værddigt. Han kom stille til sig selv, og han kunne mærke at pigen hun kiggede på ham. var hun mon igang med at finde ud af hvor han kiggede hen. dømte hun ham. synetes hun han var grim eller noget. eller....

Hun spurgte ham om hun måtte røre hans dreadlocks. Han gav et halvt grin med skævt smil ud for sig. Så det var bare det hun ville. "ja... okay..." svarede Tau med et akavet skævt smil på læben som blottede hans hvide tænder. Tau har altid gjort meget for at have en god dentalhygiejne. Han spillede engang et lille job bare for at tjene lidt håndøre som underholdning for et plejehjem. Der fik han en snak med en tandløs dame efter et par sange. Hun havde kun en kindtand tilbage. Hun sagde til ham at han skulle passe på sine tænder. For de var de eneste han ville få. Det gjorde han så. Han kunne ikke forestille sig at skulle sidde som en olding på et plejehjem. Han var derfor ret glad for rock'n'roll livsstilen, med at en tilfredsstillende morgenmad sagtens kunne bestå i et en billig skod bagel, en smøg og en øl.

Det mindede ham om at han havde en pakke smøger i lommen. Han trak den op og spurgte pigen "gør det noget?". Han ville ikke sidde ved siden af nogen som ikke brød sig om rygning og pulse på en smøg. Det samme med hvis han havde en smøg i munden mens han gik på gaden. Kom der et lille barn imod ham på gaden, jamen så slukkede han også smøgen med det samme. Han ville ikke udsætte folk som ikke ønskede det, eller ikke havde et valg for rygning. det skulle nemlig ikke gå ud over andre end ham selv.