Seeking - Helias

Dato: Tirsdag d. 8. februar, 2012
Tid: Kl. 19.00
Årstid: Sen vinter, lige i starten af foråret.
Vejr: Solen er snart på vej ned, kaster et rødligt skær. En frisk og kølig forårsblæst. Få skyer på himlen. Generelt et tidligt og derfor køligt forårsvejr.
Sted: Werclare, lidt uden for selve centrum
Omgivelser: Bygningerne ligger stadig forholdsvist tæt, men er lidt mere faldefærdige her. Ikke så mange mennesker i gaderne, da det er hverdag og ved at blive mørkt, men der ses den enkelte hundelufter og dets lige hist og her.
Påklædning: En kort, sort læderjakke, mørkegrå, halvløse baggypants, lette sommer-militærstøvler.

Gaderne var kun let befolket. De fleste havde fundet, eller var på vej, hjem til deres varme, trygge lejligheder, vær fra den kølige blæst. En let støvle trådte i en vandpyt fra den kolde forårsregn tidligere på dagen. Hænderne var i lommerne på den sorte læderjakke. Blikket så en smule distræt ud, men forsøgte alligevel at fokusere på manden, der gik med raske skridt et stykke foran hende. Den unge kvindes hår hang livløst ned og rammede hendes blege ansigt ind. Gav det et firkantet, træt udtryk. Der var poser under øjnene i det unge ansigt. En lille rift på det ene kindben. Kvinden så træt, brugt ud, kunne næsten forveksles med en smule tømmermænd. Hun forsøgte ikke at gå lydløst, til trods for at hun fulgte efter denne mand på afstand, men meget larm kom der heller ikke fra hende. Blot.. Som et hvert andet menneske, der var på vej et sted hen, måske til et hjem.

Kaya havde ledt efter denne mand - i den smule fritid hun nu havde. Ikke meget blev det til mellem den uhyrligt hårde træning under hendes mentor, de stedvise job og hendes egen træning og research. Det var ikke mere end nogle få måneder siden, hun var kommet til Deploratus, og hun måtte lave bare en smule rekonosering af øerne, deres indbyggere og deres underliggende strømninger, hvis hun bare skulle føle sig en smule informeret og dermed bare lidt sikker på stedet. Hun havde haft nogle små karambolager med sin mentor - hun var ikke helt enig i hendes træningsmetoder, og særligt hvor vægten blev lagt.
En af dagene, hvor hun have været i Werclare havde hun genkendt et ansigt. Et ansigt på en mand.. Eller hvad han nu var.. For han var ikke helt menneskelig, der kunne sit kram. En mand, der før havde hjulpet hende mod den overnaturlige verdens uhyrligheder. En mand, der muligvis kunne hjælpe. Hun havde genkendt manden, som var kendt under navnet Fear i lidt mere særlige kredse. Og hun havde fulgt efter ham, hvilket hun nu gjorde igen. De var endt i Werclare.

Den høje mand drejede ned af en mindre sidegade, ikke helt en gyde, men ikke lige så åben som hovedgaden. Kaya stoppede på hjørnet, og åndede dybt ind, som for at samle sig selv, og trådte rundt om hjørnet. Hænderne blev taget ud af lommerne og op på hofterne i stedet. Det var ikke til at vide, hvor paranoid manden var, og han var hurtig. Der var ingen grund til at tage chancer. Hun trådte et skridt længere frem for at stå helt synligt. Afslappet.

"I thought it was you I saw last week."

Stemmen var afslappet, ikke truende, egentligt konverserende.

"It's been a long time since I saw you last, and at that time you saved my ass from being chopped up. How' you doin' Helias?"

Stadig konverserende trods den tydelige træthed i hendes stemme. Men den snaksalige tone lød alligevel en smule anstrengt, et træt smil prøvede dog at skjule det.

Påklædning: En sort lang frakke udover en hvid skjorte med slips, sorte habit-bukser og blanke, nypudsede sko. Det lange, sorte hår er samlet i en hestehale i nakken. Et slidt sølvkors hænger omkring hans hals.

Helias havde vandret igennem byen som han plejede fra sit arbejde som kontorassistent i banken. Det havde været en lang dag med overarbejde og hans humør var ikke det mest storslåede.

Damn humans.. Damn their endless hoarding of money..

Helias havde hurtigt lagt mærke til kvinden der fulgte efter ham.. Der var en skødesløshed i hendes væremåde der enten tilkendegav et kluntet forsøg på at falde ind i mængden.. eller en sjæl så træt at den var ved at opgive det hele.

Not that I really care.. Whoever she is, she better know who she is after..

tænkte Helias for sig selv da han drejede om et hjørne, i et forsøg på at lokke hans "forfølger" nærmere og om muligt få hende til at tilkendegive sig. Selvom det kluntede forsøg ikke viste de store evner indenfor "shady business" var der alligevel noget over kvinden.. Noget der satte hans sans for fare en smule igang.. Et advarselssignal om ikke at lade alle paraderne falde.

Som kvinden trådte frem stod Helias med fronten imod hende. Den nedgående sol kastede et mørkt rød skær i det lange sorte hår og gav de intense blå øjne en uhyggelig glød. Hans ansigtstræk var ulæselige, hans tanker og følelser gemt bag årehundreders maskerader.
I starten genkendte han ikke den sølle kvinde, indtil hendes ord nåede ham. De sendte ham tilbage til fjerne kyster, optræning af en naiv ung kvinde med potentiale..

"I am doing quite fine little one.. Though I could hardly say the same about you.."

Helias rejste let på et øjenbryn og nær studerede den unge kvinde igen. Det var ikke manglende evner der havde afsløret hende så nemt.. Det var simpel ligegyldighed.

"Last time I saw you, you didn't stumble through the crowds like a newly trained urchin.. Neither did you look ragged to the point of collapse.. What has happened to you little one?"

spurgte Helias med det samme udtryksløse ansigt og den samme kolde, konstaterende stemme som altid. Hans tanker kredse dog om de potentielle farer ved mødet, og hvorfor Kaya havde søgt ham her, midt i Werclare.

Et øjenbryn blev hævet. Hun var egentligt ikke overrasket over, at manden havde opdaget hendes forfølgelse af ham - hun havde ikke rigtigt forsøgt. Men den lille reaktion kunne hun ikke skjule, forsøgte egentligt ikke.
En hånd blev nærmest viftet afværgende efter hans spørgsmål, men stoppede midt i bevægelsen. Den blev derefter taget op til øjnene og gned træt næseryggen mellem pege- og tommelfinger. Selvfølgelig spurgte han, hun havde jo netop spurgt ham - og hun så heller ikke ligefrem fit-for-fight ud.

Lack of sleep. Concentrate and stop acting stupid.

Der blev ranket lidt i ryggen, hovedet en smule mere oprejst og øjnene hvilende på hans næseryg og ikke i direkte kontakt med hans. En viden om, hvad de øjne kunne medbringe af ubehag, var ikke noget hun havde lyst til at udsætte sig selv for - til trods for Procellas "anti-frygt"-træning. Det kunne selvfølgelig være interessant at se, hvor godt den træning havde gjort indtryk. Nej.. Det var kun måneder sidste gang og intild videre også kun måneder denne gang. Det var der ingen grund til at forsøge sig med nu og her.
Et kort anerkendende nik bekræftede hendes egne tanker til sig selv, før hun igen fik gelejdet sin koncentration tilbage på det rigtige spor.

"I am on the brink of exhaustion due to new training-methods. I'm learning but it's sucking the crap out of me."

Et hurtigt blik blev smidt over skulderen, for at holde øje med sine omgivelser. Handlingen virkede lidt for bevidst, men det blev i det mindste gjort, før blikket hurtigt vendte tilbage til sit fokuspunkt mellem Helias' øjne.

"Sleep deprivation should apparently be the new thing for training concentration and endurance."

En irriteret "pft!"-lyd kunne ganske svagt høres i enden af den noget negativt ladede sætning.

"I must say I'm a little surprised to see you here. I know, these islands are crawling with bloodsucking roaches, but shouldn't there be enough exterminators here to take care of that? Isn't your expertise just slightly higher than collecting the debris from others' cases?"

Stemmen var en smule undrende, nysgerrig.

Or do you just have too much spare time left?

Kørte en svag tanke i baghovedet på hende.

Helias' læber krummede sig i et let, køligt smil. Pigen her, Kaya var hendes navn vidst, var interessant. Hun snerrede som et vildt dyr hvis det blev nødvendigt, men hun var kløgtig nok til at ikke at skulle tage enhver kamp op.

Smart girl.. I wonder who she is training with..

Helias rakte ind i frakkens inderlomme og fremdrog et par sorte solbriller.

"It is well and sound to learn how to combat exhaustion and go without rest. Many a night may be lost when you hunt the denizens of darkness."

Helias skubbede brillerne på plads med en slank finger, imens han fokusere på Kaya's trætheds tegn. Jo den unge kvinde var ved at blive presset. Interessant.
Kaya's ord sved dog lidt and han viftede irriteret med hånden.

"I do not "collect others debris" as you so elegantly put it.. I pursue my own goals.. When you don't change appearance though the years go by, you need to relocate often.. Especially in our lines of work hmm?"

Helias lod en hånd kører igennem håret og tvang sig selv til ro igen.

Alright, so it doesn't appear that she wants my head and wings mounted on her walls.. So what does she want..?

Helias studerede kort Kaya igen, inden han kiggede op mod himlen.

"It's getting late.. I need some coffee.."

Med disse ord vente Helias sig brat og begyndte at gå i retning mod hans ynglings cafe.. De rejste ikke øjenbryn af mændgen af sukker som han brugte i sin kaffe.. ej heller den mængde af malt bolcher som han indtog.

"You are free to follow."

sagde han afkastet til Kaya med ryggen til.

Reaktionen var, trods trætheden, hurtig. Da englens hånd rakte ind i inderlommen, trådte Kaya et vagtsomt skridt tilbage og til højre, så muren enten var en mulighed for at dække ryggen eller som den løb langs hendes ene side, var der stadig mulighed for at undgå, at den lukkede af for tilbagetrækken. Hånden røg om på ryggen og musklerne spændtes. Men da det blot var et par solbriller, der blev trukket ud af lommen, kom et noget fjoget smil frem på hendes ansigt, og musklerne slappedes.

"That is obviously not a weapon.."

Lød hendes stemme konstaterende. Hun lød ikke undskyldende for hendes mistroiske opførsel. Alle der befandt sig i denne job-genre ville tabe, hvis de havde tillid til ukendte folk eller ikke var hurtige nok. Det mente hun også, han burde være klar over.
Hånden forlod igen den brede indsyning i buksekanten og faldt ned langs siden igen.
Den røg dog hurtigt op igen med et skuldertræk og en tilkendegivende bevægelse.

"At that you're correct. Settling down's not really an option. So spare time to personal goals, huh? That sounds rather nice."

Fortsatte hun afslappet, som om reaktionen lige før aldrig var hændt. Hellere reagere en tand for hurtigt end for sent.

Ved ordet "kaffe" lyste hendes øjne nærmest op i drømmende salighed.

"Coffee.. That sounds really, like really nice. I'll accompany you then."

This might actually be doable..

Hun fulgte efter ham med lange skridt, til hun nåede næsten op på siden af ham, dog et halvt skridt tilbage og til højre til de nåede caféen.
På stedet fik hun bestilt den største kop kaffe overhoved muligt, sort, og fandt et bord i et hjørne, hvor hun sørgede for at tage pladsen, der var vendt, så hun havde udgik over indgangen og resten af caféen. Blikket faldt igen på englen.

"So.. What can really be that interesting or important to come to these God-forsaken islands, rather than a nice place in the sun?"

Lød det nysgerrigt efter hun havde taget de første sippende tårer af den endnu skoldhede kaffe med et helt nydende suk.

By the Lord, how do I start this? I can't just go ahead and ask him, dammit..

Fløj tankerne samtidigt rundt i hovedet på hende.

Helias havde lagt mærke til Kaya's nervøse trækning da han tog sine briller frem. Det havde næsten fremkaldt et smil på hans læber. Næsten.

The girl is getting jumpy.. Should be about time the real test kicks in then.

tænkte han for sig selv. Til hendes spørgsmål svarede han blot kort:

"I am no Hunter."

Regler og skema styrede ham ikke. Han havde ingen orden han tilhørte eller hvis ældgamle forskruede lov han fulgte. Der havde kun været herrens ord. Nu var der kun hans eget.
Imens de bevægede sig imod cafeen begyndte Helias at gennemgå sine minder af pigen. Prøvede at lægge mærke til hvordan hun havde ændret sig. Der var noget velkendt over det..

Inden han nåede frem til en konklusion var de fremme. Imens Kaya bestilte et bord nikkede Helias blot til tjeneren. Han vidste hvad der skulle serveres. Helias kaffe var brygget af de mørkeste bønner cafeen havde.. tilgengæld var der nok sukker i til at gøre den næsten fast. Der blev også tømt en pose med maltbolcher. Noget der var købt ind til Helias alene da ingen andre gad spise dem. Begge dele blev sat foran ham samtidigt med Kaya's kaffe.

"The sun carries little warmth these days. In this place there is more darkness than any other in the world.. What better way to unleash pent up fury?"

Han fik sit svar til at lyde ligegyldigt. Som om han blot var på ferie. Men det var langt fra sandheden. Helias havde flygtet hertil i en tåge af vrede og sorg. Sorg af tabet af hans kærlighed. vrede over tabet af hans tro.. Han var taget til øen for at finde personen der havde såret ham så dybt.. og for at dø..

Helias rystede så synligt på hovedet at den lange hestehale flagrede bag ham. Nej der var ingen grund til at tænke så dybt over disse tanker.

"But what brings you hear? Last I saw you, you had trouble defeating even smallfry.. A fresh little pup.. Now you have the eyes of a killer and the skittish nature of a Hunter.. "

Helias sendte Kaya et smil. Eller det var ihvertfald bevægelsen hans læber lavede. For at noget kan kaldes et smil skal det dog have en følelse bag sig.. Glæde, kærlighed, sorg eller afsky.. Der er mange forskellige smil. Det Helias sendte Kaya var dog blot en bevægelse af musklerne i hans ansigt.

Den ene mundvig blev trukket skævt op. Et egentligt smil var det ikke, men mere blot en bevægelse, i mangel på andet at gøre.

"Meh.. In some ways you do act like one."

Men nej, han var ikke en del af en hunter-celle, bevægede sig ikke efter deres regler. Men for Kaya havde det ingen betydning. Han gjorde noget af det arbejde, de i forvejen var for få til at gøre. Hvorfor han gjorde det, med hvilke midler og om han blev betalt for det eller ej, havde ingen relevans for hende.
Hun var selv endnu ikke dygtig nok til at arbejde helt alene, og mente derfor at hun havde brug for en celles opbakning. Det var jo også derfor, hun egentligt var kommet til disse øer. Den lille temperamentfulde kvindes træning ville været nødvendig, og det var derfor hun også ville finde hende og om nødvendigt overtale hende til at give fra sig af sine råd og erfaringer. Hun kunne kun håbe, det ville gå som hun ønskede. Kaya havde ikke haft en rigtig mentor siden den korte periode, hvor Procella trænede hende for nogle år siden efterhånden, og hun kom ikke langt nok, hurtigt nok sent
Koppen blev taget fra læberne og stillet tilbage på bordet. Han kom her tydeligvis ofte, siden ingen ord havde været nødvendige for ham for at få sin bestilling, noterede hun sig i baghovedet.

"Pent up fury? So you came here to do personal business in a furious mindset? That doesn't sound any fun for the persons you want to talk to.."

I wonder what that could be about..

Tænkte hun for sig selv, mens hun noterede sig hans hovedrysten, der kun kunne minde om et forsøg på at ryste specifikke tanker væk fra nethinden.

Et bolche blev fraværende snuppet fra hans side af bordet, for at give sig selv lidt tid til at svare. Hendes blik ramte hans kort, før det igen vandrede hurtigt videre rundt i caféen og videre til vinduet, mens bolchet blev gumlet langsomt på.
Et lille smil trådte frem på hendes læber. I hendes øjne blev det sidste set som, ikke nødvendigvis ros, men i hvert fald anerkendelse af forbedringen af hendes evner.

"I came here to train. I need guidance and the best person I know of, who can give me that is here at the time."

Bolchet blev brækkede med et højlydt knæk mellem hendes tænder og slugt, før hun tilføjede:

"Now I'm trying to find as many ways as possible to learn more and get better."

Næsen blev rynket kort som i tanker om at finde de rigtige ord,

"But I'm not sure it'll work out the way I'm hoping for."

Om det var Helias selv, hun omtalte eller en anden kunne ikke helt høres, hvilket på sin vis også var meningen. Forsigtigt kom hun ind på det emne, der egentligt var årsagen til, at hun havde opsøgt ham. Hun var ikke sikker på et ja, men Procella var hun heller ikke sikker på.

"So now I might be looking for other opportunities.."

Fik hun tilføjet mere selvsikkert og roligt end hun egentligt følte sig. Hvorefter koppen blev taget op til munden for endnu en tår koffein.

Helias sad og lyttede til Kaya imens han drak langsomt af sin kaffe. Den enorme mængde sukker der flød rundt i den mørke substans ville få kaffeelskere over hele verden til at vende sig i deres grav, men for Helias var det himlen. Han tillod sig et let suk efter den første slurk, imens han nød blandingen af sødme og bitterhed der løb ned igennem hans svælg.

Helias blik fæstnede sig på Kaya's hånd der uskyldigt stjal et bolche fra hans skål. En enkelt blodåre begyndte at dunke i hans hals som han holdt sig tilbage.

The audacity! Those are my.. damned.. keep it together..

Med en kraftanstrengelse fik Helias sig selv ned på jorden. Det her var et af hans få tilholdssteder hvor han slappede rigtigt af. Det var her han tillod sig at bukke under for hans medfødte trang til søde sager. Demonstrativt begyndte han at spise bolcherne selv, omend det gik noget hurtigere med at få dem ned end Kaya.

"Is flattering a part of training now hmm?" noterede Helias tørt til Kaya's kommentar. Den unge dame havde i den grad forandret sig siden han sidst havde set hende.

"Let me get this straight.. You are looking for other opportunities.. As in you thought you could conviniently sneak up on me and smoothtalk me into aiding you?"

Helias' facade var lutter smil og rolig stemme. Men som altid var der en kølig glimt i hans øjne.

She's got some guts, have to admit that.. Perhaps it would be a welcomed distraction from the usual hunt.. If she has what it takes, and her master doesn't decide that I am a threat to the world for stealing his little toy..

Det kunne næsten ses, hvor meget sukker der rent faktisk flød rundt i kaffen. Et skævt smil trådte frem på de smalle læber. Det var nu næsten en af de "søde" ting ved engle, dem og deres sukker-sager.

Smilet blev omend mere skævt men på en næsten ligeglad måde ved hans svar på kommentaren. Et ligegyldigt skuldertræk blev tilføjet.

"One can always try, hmm?"

Et lidt frækt grin fulgte efter, som et barn der var blevet taget i at tage af kagedåsen, men egentligt var ligeglad.

En hånd blev løftet lidt selvsigende op i luften, nærmest som vidste hun ikke, hvad hun ellers skulle gøre.

"Well.. It was something along those lines I was hoping for.. I know that the image of me you saw the last time wasn't something.. Worth remembering. But you still do remember me instead of just a job done - a roach less left in the world. I must've done something.. Peculiar. And I do wish to think that you saw something like capability."

Hun fik lænet sit tilbage i stolen, og satte endnu engang koppen for munden, mens øjnene fulgte hans mimik og et forsøg på at læse hans tanker, henover koppens kant.

Det kunne næsten ses, hvor meget sukker der rent faktisk flød rundt i kaffen. Et skævt smil trådte frem på de smalle læber. Det var nu næsten en af de "søde" ting ved engle, dem og deres sukker-sager.

Smilet blev omend mere skævt men på en næsten ligeglad måde ved hans svar på kommentaren. Et ligegyldigt skuldertræk blev tilføjet.

"One can always try, hmm?"

Et lidt frækt grin fulgte efter, som et barn der var blevet taget i at tage af kagedåsen, men egentligt var ligeglad.

En hånd blev løftet lidt selvsigende op i luften, nærmest som vidste hun ikke, hvad hun ellers skulle gøre.

"Well.. It was something along those lines I was hoping for.. I know that the image of me you saw the last time wasn't something.. Worth remembering. But you still do remember me instead of just a job done - a roach less left in the world. I must've done something.. Peculiar. And I do wish to think that you saw something like capability."

Hun fik lænet sit tilbage i stolen, og satte endnu engang koppen for munden, mens øjnene fulgte hans mimik og et forsøg på at læse hans tanker, henover koppens kant.

Helias betragtede den unge kvinde med et ansigt af is. Kaffesiruppen forsvandt stille og roligt, imens han tænkte over det hun sagde.

So.. She wants accept.. and training. Why seek it from a non-hunter like I? Hmm..

Helias tog sine solbriller af og kiggede Kaya direkte i øjnene. Hendes ubehag var ham ligegyldigt og han havde brug for at læse den unge kvinde mere direkte.

"Why are you seeking guidance from someone like me? You should have plenty of old men and women, trying to gain more stature by training some prodigy?"

Helias' sidste sætning blev sagt med kølig sarkasme. Han havde ikke meget til overs for Hunter samfundet. Jo de fik da gjort opgaven.. Det meste af tiden. Men deres metoder og motivation var.. lyssky for at sige det mildt.

Helias kiggede kort rundt i caffeen, inden han låste øjnene med Kaya igen.

"I don't mind teaching.. but I don't work for free.. And I especially don't do things that aren't interesting.. So let's hear exactly what it is you want little one.."

Panden blev svagt synligt rynket en smule, men hun gengældte blikket og veg ikke fra det. Ellers var reaktionen af blikkets ubehag næsten ikke synlig, dog måske en smule spændinger omkring øjnene. Hvis chancen for at han sagde ja skulle være der, skulle han også have læse hende. Hun blev siddende tilbagelænet, men sænkede dog koppen, så den hvilede i hendes skød.
Den sidste del af kommentaren sved lidt, men det var ikke værd at kommentere på.
Hun var stille for en stund, mens hun forsøgte at finde de rigtige, velovervejede ord.

This have to be said right. What do I tell him?

Et svagt nik, nærmere lignede det blot en lille tick i nakkemusklerne. Koppen blev løftet fra skødet og placeret på bordet med de lange, slanke fingre endnu foldet om den, mens hun lænede sig frem igen, så albuerne hvilede på bordfladen. De mørkebrune øjne så direkte ind i englens.

"That is exactly why I am seeking someone like you. I might still be needing the back-up from a cell but their shady politics.. I'm not always agreeing with them. The way they do some things.. I'm not looking for stature myself or helping others getting it for that matter, and only getting half heartedly information and something that looks like training out of it."

De mørke øjne sænkedes ned og så et øjeblik på små sår på fingrene, den ru hud fra hårdt arbejde. Hun lod de tydeligt at se, at hun søgte efter de rigtige ord. Da blikket igen blev hævet, sås et brændende lyd i hendes øjne. En stædighed, beslutsomhed der fortalte, at hun ikke havde tænkt sig at bakke ud af det her.

"It is not incentive that I need. I have plenty of that. With the knowledge of what's out I won't be able to go back to a normal life with family and safety. I have long lost that possibility when my parents died and I ran away from the rest of the family to do drugs. I was far out, but now I have the Lord with me again. I know that this is what I have to do. I already have some knowledge, I have already worked alone. But I will not accept that I'm only a hair's width from not surviving..”

Hun stoppede sig selv, nærmest med et irritabelt, og måske en smule usikkert, udtryk i øjnene. Et stille suk trådte over hendes læber, mens tankerne søgte en anden strategi.

”If you do this you will have a student who doesn’t seek fame or wants to be the best because she wants to show off. She wants to be good because then she can do something. And if you actually do this, you’ll have someone at your back if you should ever need it – because she owes it to you and probably because she wants to as well. If nothing else, then see it as an investment.”

Jo flere ord hun sagde, jo mere anspændt så hun ud. Om det var øjnene hun kiggede ind i, eller om det var fordi hun ikke sikker på, at dette ville virke, var lidt utydeligt. Men hun havde besluttet sig for at forsøge. Det værste var et nej, håbede hun da på. Blikket hvilede endnu på englen, forsøgte at se, hvilket tanker han havde om dette.

Helias blev en smule forbløffet over den pludselige talestrøm der kom fra Kaya. Omend hans ansigt ikke ændrede sig imens han fik resten af sin kaffe drukket. Endnu et bolche forsvandt imellem hans læber imens han tænkte over hver af Kaya's argumenter.

So.. She wants something more than half-information and gloryseekers? Clever little one. She goes out of her way to seek out one of the very "beasts" her kinsmen seek to destroy. She knows of me and that I am not exactly a pure, kindhearted angel myself..

Et skævt smil spredte sig over Helias læber. Det var stadig et smil uden glæde, men nu var der noget i det. Det var den slags smil der skabte problemer omkring sig. Blandet med de intense øjne fik det nærmest Helias til at se ud som en der havde været ved vanviddets rand.

"I like that.. You know that I am not one of the Heavenly Fathers grandest children. That I work in cruel and unforgiving ways.. Yet you seek me out. Are you prepared for the consequences?"

Han var begyndt at nyde det her. Det kunne være... interessant at se den unge jæger i aktion. Måske kunne hun endda bruges til noget. Tingene var blevet værre for ham på Deploratus. Det var på tide at han fik genoprettet sit ry.

Hovedet blev lagt let på skrå og en lok faldt ned over hendes øjne, hun pustede den distraheret væk. Hun kunne ikke helt finde ud af, hvordan hun skulle tolke englens smil, hans nærmest maniske ansigtsudtryk. Den sidste sjat af koppen blev tømt, mens han svarede.
Hun var udmærket klar over hvem og hvad han var. Hvordan han ordnede situationer, som jægerne ville være dybt forargede over. Men det var netop derfor. At begrænse sig af et eller andet kodeks, der ikke passede sig ind i virkeligheden, stemte ikke overens med Kayas syn på tingene, for det stemte ikke overens med virkeligheden. Nok var han en overnaturlig selv, men i hendes øjne var han en af Guds, omend ikke reneste, børn.
Et skarpt nik fik hendes hår til at rystes en lille smule ud af facon, ikke at hun gik op i dét.

"But a child none the less. But your ways is exactly why I seek you out. It might not be one of the easiest ways, but easy's not what I'm looking for. You might be one of "them", but that does not concern me. You know what you do and you know that it works. That is enough. I am well prepared to take those consequences as the come along."

Var han begyndt at bløde lidt op, eller legede han blot med hende? Hun kunne sgu ikke helt finde ud af at læse ham, hvilket virkede frustrerende. Blikket kiggede kort ned i den tomme kop, men søgte igen hans blik. Hun ville gerne kunne læse hans reaktioner.

Come on, give me something to work with. Show me something... Kørte tanken irriteret rundt i hovedet på hende.

Helias havde siddet og nærmest slugt de bitre-søde maltbolcher imens Kaya svarede ham. Hans ansigt var som skåret i marmor og kun de intense øjne gav vidne til intelligensen bag facaden. Helias lagde mærke til de små tegn på frustration i den unge kvindes ansigt. Var det mon på grund af hendes situation? En Jæger der gik ud for at spørge et uvæsen til råds.. De gjorde det alle, det var bare de færreste der indrømmede det.

Helias vente sig imod tjeneren og bestilte kaffe til dem begge, uden at svare Kaya. Først da kaffen kom gav han den unge kvinde sin opmærksomhed igen.

"So.. little one. What are we hunting? Or do you simply wish to conquer terror? and knowledge of the unknown?"

Helias tog en slurk fra den skjold hede sirup kaffe der var blevet serveret. Hendes snak om den himmelske Fader havde irriteret ham en smule. Mennesket var så sikker på deres misfortolkede versioner af Hans ord. De brystede sig med hans evige kærlighed og tilgivelse.. Og det hang Helias langt ud af halsen.

Hvis pigen havde en jagt klar ville han springe til uden tøven.. Hvis hun blot søgte træning.. Så havde han adskillige ideer til at teste den unge kvinde.

De intense øjne sved en smule, men hun veg ikke fra blikket. Der blev kigget, måske en smule stædigt, tilbage. Nok var han et uvæsen, men i Kayas øjne var han én af Guds krigere, på godt og ondt. Med hendes baggrund vidste hun, at Herren ikke blot gav alt og var lutter kærlighed. Hvis Han havde været dét, havde hun stadig haft et godt og lykkeligt liv på ranchen, men det havde hun ikke. Det havde svigtet hendes tro, og hun var endt ude i noget lort, der havde sat sine mærker i hendes krop, men hun havde, om end med hjælp, fået kæmpet sig tilbage. Hun ventede, om end en smule utålmodigt, hans svar, men lod det ikke vise. Blikket gjorde igen en rundte i caféen og ud af vinduerne, før det vente tilbage til den nyserverede kop kaffe. De slanke fingre foldede sig endnu engang om det nye, varme krus.
Et, en smule overrasket, fint øjenbryn svang op i panden på hende. Havde han rent faktisk, næsten, sagt ja?
Mentalt tog hun en dyb indånding, før hun svarede ham, for ikke at lyde for ivrig, og stemmen kom rolig og behersket udover hendes læber:

"I am actually not hunting anyone specific right now. It is the knowledge I seek, to refine my ways in hunting and.. Conquer terror as you so finely put it."

Det sidste lå lidt mærkeligt i munden på hende. Udtrykket virkede som et lille barns ønske om at være sejere end alle de andre. Men for hende var det ikke nødvendigt, at de andre syntes hun var den sejeste på legepladsen. Det kunne faktisk kun være en ulempe at blive for kendt.

"How do you want to do this, oh great mentor?"

Det sidste var sagt i et meget ironisk toneleje, men spørgsmålet var nu seriøst nok.
En tår blev taget af kruset. Munden blev skjult men øjnene funklede af et lettere tilfreds smil over at det her rent faktisk måske var lykkes.