Selskab - Helias

Tid:22:30
Sted:Sheria by
Vejr:Koldt, vådt, blæst og skyet
Omgivelser:Få andre, mørkt og stille
Påklædning:http://cdn.worldoffemale.com/wp-content/uploads/2011/12/winter-wardrobe.jpg


Avery kom lige så stille gående ned af en tilfældig gade i Sheria by. Hun boede der ikke, men havde tidligere besluttet at tage et smut fordi for at se stedet an. Hun havde intet at lave og var ikke stødt på nogen som helst, der havde vækket hende interesse så hun vandrede lige så fredeligt rundt. Der var ikke gang i byen den her aften, det undrede hende lidt for det var jo en stor by. Der måtte være nogle fester eller også var hun gået det forkerte sted hen.
Et næsten helt lydløst suk forlod hendes læber, da hun lod de lyseblå øjne betragte tre drenge der stod på den modsatte side af vejen. De snakkede og havde ikke lagt mærke til dem, de så heller ikke videre spændende ud så Avery fortsatte i et nogen lunde langsomt tempo. Hun havde jo ikke travlt så der var ingen grund til hastværk.
Hendes høje vinter støvler med kilehæle, klikkede lavt på fortorvet og svuppede også engang i mellem, de steder hvor der endnu lå vand fra det skybrud der havde hærget byen tidligere på dagen, lige inden Avery havde bevæget sig ud fra hendes lille lejlighed.
Hendes hænder var dybt begravet i jakkelommerne og hun så i det hele taget meget fredelig ud. Hun var ikke specielt høj 1.64 meter og meget spinkel og slank bygget. Hun så i det hele taget meget skrøbelig ud, men hun var dog ikke en skræmt lille mus, men tit spillede hun på det uskyldige udseende hun ejede og slap tit ud af problemer og andre gange måtte hun tage andre midler i brug.
Hun gik ind på en lidt smallere vej, der var menneske tom. Hun rettede blikket ned på fortorvet 1,5 meter foran hende og koncentrerede sig ikke længere om det omkring hende. Nu gik hun bare rundt uden mål om selskab eller andet. Hun var van til at være alene.

Helias vandrede rundt i byen, alene i mørket. Hans sorte trenchcoat flagrede omkring ham, og hans lange hår blæste foran hans ansigt og skjulte hans øjne. De forbandede øjne. Han havde vent sig væk fra byens natteliv, festerne, de unge fjolser der stavrede rundt, fulde allerede så tidligt. Hans tanker gik tilbage i tiden, til dage så langt tilbage at man ikke skulle tro det. Tabt i hukommelsen nåede han til de helt forladte kvarter, og så en gruppe af unge mænd stå og sludre. Uden tvivl om kvinder, eller bedrifter der skulle overgå de andres.
Helias svingede ned af en sidegade og skuttede sig i frakken. "Mørket sænker sig og nattens børn vil sig rejse, thi mennesket søger det dunkle, det fristende, det der spores af deres begær. Han stoppede op i den lille gade og tog fat om det slidte sølvkors om hans hals. Med tomme øjne betragtede han det for en stund.

Avery lyttede til lyden af hendes hæle der klikkede højere og højere, jo mere fordybet i tanker hun blev. Hun glemte at dæmpe sig, da hun glemte omverden. Nogen hun gjorde når hun lod tankerne flyve, og især når det var tanker som forsøgte at bringe minder frem. Hun huskede 18 år, og ikke andet. Hun var sikker på at der var mere end blot de 18 år af hendes liv, hun skulle bare huske dem, men når hun tænkte tilbage dukkede kun minder op af et mørkt rum, blod og smerter. Hendes øjne opfangede forsent den lygtepæl som nærmede sig. Hun rettede ansigtet op lige som hun opdagede den, men da hun kun havde set 1,5 meter frem på fortorvet og fordybet i tanker, nåede hun ikke at stoppe før hun gik ind i lygtepælen.
Hun mistede balancen på de høje hæle da hun tog et skridt bagud for at få fodfæste igen, men hun kom til at træde ned fra kantstenen som hun ikke havde set. Overraskelsen af trinet ned, fik hende til at vælte baglæns, så hun landede på ryggen ude på den smalle vej.
"Uhfh..."sagde hun da luften blev slået ud af hendes lunger, hun blev liggende på vejen og stirrede bare op i den mørke himmel, der var dækket af mørkegrå skyer.

Helias rettede hovedet op ved lyden af det lave bump. Hans blå øjne skannede hurtigt gaden, og han fik øje på den unge kvinde, der tilsyneladende var faldet. Han sukkede sagte, og lagde korset tilbage til hans bryst. Endnu et fuldt ung menneske.. Og så endda en kvinde, alene.. tænkte han, imens han begav sig over mod hende. "Skal du bruge en hånd?" spurgte han stille, hans bløde stemme skar igennem stilheden. Stemmen var som natten, kold og dog mild, uden rigtig følelse. Helias stod lidt udenfor lampens skær, og prøvede at undgå øjenkontakt med den unge kvinde.

Avery blev opmærksom på at en nærmede sig hende, hun gjorde ikke noget for at rejse sig op. Hun var ikke typen der blev flov, hun havde i hvert fald ikke oplevet den følelse at være flov. Men hun var jo også alene det meste af tiden.
Hun lukkede kort øjnene da hun mærkede vandet på vejen, der blev suget ind i hendes jakke og gjorde hendes kold. Hun åbnede øjnene igen da en mande stemme brød stilheden. Hun lyttede kort til stemme og blev fascineret af den, han lød ikke rigtig som nogen anden hun i gennem tiden havde mødt.
Hun satte sig langsomt op uden at tage blikket fra ham. Hun lagde med det samme mærke til at han undgik øjenkontakt, noget der bare fik hende til at fokusere mere på hans øjne, end hun ellers ville.
"Jo tak"svarede hun med en charmerende blid feminin stemme, som passede til hendes udseende. Hun rakte en spinkel mælkehvid hånd op mod ham.
Hendes ansigtudtryk var hele tiden neutral, hun smilede sjældent og viste i det hele taget meget sjældent følelser.

Helias undrede sig kort over kvinden. Hun er ikke fuld.. og skammer sig ikke.. tænkte han kort, imens han rakte hånden ned til hende. Hans hånd var ru og så ud som om den kendte til hårdt arbejde, men grebet var forbløffende blidt og let, da han hjalp hende op og stå. "Er du okay?" spurgte han kort, imens han stadig prøvede at undgå direkte øjenkontakt ved at studere hende lidt. Vinden havde grebet fat i hans hår, og det blæste vildt omkring hans ansigt. I lyset så han ung ud, ikke mere end midt tyverne, men hans blik var anderledes. Det var blikket fra en mand der havde set for meget i forhold til hans alder.

Avery vejede nærmest ingen ting, folk lagde tit mærke til det hvis de på nogen måder skulle løfte hende. Hun sagde dog aldrig noget til det hvis folk spurgte til det, engle var jo noget lettere end almindelige mennesker var. Hun slap hans hånd igen da hun stod sikkert på fødderne igen. Hun trak fingrene gennem det lange brune hår, som dansede en smule foran hendes ansigt. Faldet havde fået det i uorden, noget hun egentlig var lidt lideglad med. Det var jo ikke hende som skulle se på det hele tiden.
"Ja, tak for hjælpen"svarede hun venligt og betragtede hans hår som vinden legede med. Hun sammenlignede tit drenge med langthår med piger, men det var nu oftest med mennesker da de forekom lidt mere fimset af mænd at være. Men hun dømmede ham dog ikke udfra hans udseende, hun dømmede efter lidt tid.
"Mit navn er Avery"Præsenterede hun sig, kort efter hendes svar på hans spørgsmål. Han virkede meget mere interessant for hende end andre hun var stødt på i byen. Hun ville lige se ham lidt mere an og at starte en samtale med en præsentation kunne ikke gøre nogen skade.

Helias betragtede hende lidt uden et ord. Han lagde mærke til håret, noterede hendes lette vægt, ynden i hendes væremåde. "Jeg er Helias.. En fornøjelse Avery." sagde han stille. Manere var noget han holdt på, på trods af hans position. "Hvad bringer dig herud om aftenen? Det er sjældent godt for unge kvinder at gå alene i gaderne så sent.." hans stemme var stadig kold men mild, og han betragtede hende interesserat for første gang, som om hendes svar var mere vigtigt end det lod til. Hans hånd steg tankeløst til hans kors, som det ofte gjorde når han snakkede med andre. Det var en dårlig vane han prøvede at vende sig af med. Hvad grund har en dødens engel for kors, hvis hans tro vakler..

"En fornøjelse at møde dem"sagde Avery stadig neutral i ansigtet, men dog så hun ikke fjendtlig ud mere som en der kede sig en smule. Men det var ikke noget uhøflig udtryk. Hun havde lagt mærke til hans tale måde, og forsøgte at efterligne ham. Hun havde mødt væsner gennem tiden der snakkede fra den alder de stammede fra og nu havde hun en mistanke til ham.
"Selskab"svarede hun på spørgsmålet om hvorfor hun var ude. Hun sagde ikke noget til det med at det sjældent var godt at unge kvinder gik ude så sent. Hun kunne sagtens klare sig og desuden, var det irriterende når mænd begynde at snakke om hvor svage kvinder var. Hun havde ingen hensigter i at diskutere med ham, hun ville hellere have en fredelig samtale.
"Hvad bringer dem ud?"spurgte hun og lod blikket hvile på hans ansigt.

Helias løftede øjenbrynet let. Dem, siger hun.. Har jeg nu dummet mig igen.. tænkte han og sukkede lettede for sig selv. "Intet specifikt.. Jeg søger blot.. noget andet end tomhed." sagde han med en let stemme, et forsøg på at skjule tomheden i ham. Et smil begyndte at spille om hans læber, og han havde været næsten køn, hvis ikke det var for det dybt unaturlige i smilet, som om hans ansigt i årevis ikke havde lavet denne bevægelse. Ved et uheld, måske på grund af hans iver for at virke "normal", låste Helias øjnene med Avery. Hans blik var gennemborende, på en måde som om han så ind i sjælen på en, og øjnene så dybe at man kunne tabe sig selv i deres blå uendelighed.

Avery nikkede svagt af hans svar, det var helt klart ikke et svar et menneske ville have svaret. Han var alt for elegant og intens, efter hendes mening. Han var klart et væsen.
Hun så ind i hans øjne, da han ikke længere undgik hendes. Hun sagde ikke noget, mens hun studerede hver eneste krog af hans blå øjne, hun fandt dem meget fascinerende at de var så gennemborende. Hun slog ikke blikket ned, hun lod blikket falde kort ned på hans mund, hvor smilet lå. Hun havde øjnene havde været for interessante til at hun havde givet smilet særlig meget opmærksomhed, da hans øjne var dukket op lige efter.
"Jeg kan lide deres øjne"sagde hun så endelig efter noget tidstavshed. Hun så ham ikke direkte i øjnene længere, hun lod blikket hvile på hans ansigt så det ikke skulle blive alt for anspændt stemning. Hun smilede endnu ikke, neutral som hun altid var.

Helias frøs. Hans øjne! Hun havde ikke skælvet eller flygtet fra ham.. Hans øjne besad mørket, den dybeste frygt i menneskets sjæl.. Og hun havde end ikke blinket. Hun måtte være et væsen.. Helias betragtede hende lidt, imens smilet forsvandt fra hans læber. "Du er mere end hvad du ser ud til.." sagde han stille og tog et skridt tilbage, for at skabe en smule afstand. "I mine øjne hviler frygtens kerne.. Du som ser i dem uden frygt, er enten en person så stærk som en klippe.. Eller noget mere.." Hans slog øjnene op igen og stirrede denne gang mere direkte ind i Avery's øjne, som om han prøvede at se igennem dem til hendes tanker og hendes sjæl.

Avery så på ham da han trådte tilbage og fortrak ikke en mine, mens han snakkede. Hun lod ham snakke færdig og slog ikke blikket ned da han igen stirrede ind i hendes lyseblå. Et kort træk i hendes mundvig, fortalte hun morede sig en smule over situationen, men at hun kunne beherske sig nok til at holde sig i ro.
"De har styr på din tale"sagde hun og lagde armene over kors og lod vægten hvile på højrefod. "Men hvorfor skulle jeg frygte en jeg ikke kender?"spurgte hun så og lagde nu hovedet let på skrå og skiftede vægten til den anden fod. Hun frygtede kun folk hun kendte og vidste at der var en grund til at frygte dem.

Helias smilte stille. Et koldt, humørløst smil. Hvor længe siden havde det været? Hvor mange år var der gået siden han havde kigget nogen i øjnene uden at de havde skælvet foran ham. Han havde fortrukket sig til mørket da hans tro havde svigtet ham, og selv nu skar lyset fra lygtepælen ind i hans sjæl. "Der er ingen speciel grund til frygt.. Det styrer og fortærer, uindskrænket i uvidenheden tomme dybter.." Hans smil ændrede sig en smule, til et af mild morskab. "De lyder som en der har oplevet meget.. Er det forkert?" spurgte han stille, imens han nu, i sandhed interesseret, studerede hende nærmere. Hendes krop imens han tænkte over hvor let hun var, hendes lyseblå øjne fuldt med interesse, hendes kølige, men høflige attitude. Jo den unge kvinde interesserede ham.

Avery lyttede til hans ord og ville egentlig ikke have en større diskussion om frygt og hvad det var. Hun var ikke typen der ville diskutere meninger, men hun kunne lide at høre andre meninger, bare uden at det skulle føre til at man skulle argumentere for det man sagde.
Hendes blik faldt til hans smil der blev mere mildt og først da han stillede et spørgsmål så hun ind i hans øjne igen.
Avery trak svagt på skulderne, hun vidste ikke helt svaret. Siden hun vågnede og ikke kunnet huske havde hun holdt sig mest for sig selv og ikke haft så mange erfaringer som mange væsner havde. Hun havde søgt svar på hendes fortid i 18 år nu. Hun var dog sikker på at Helias havde oplevet meget mere end hende, han lød sådan. "Jeg kan ikke svare dig sikkert"svarede hun venligt og holde hans blik.

Helias trak let på skuldrene, og smilte for første gang rigtigt. Skyggen der havde hvilet over hans ansigt forsvandt, og han lignede nu en normal 25 årige ung mand. "Jeg forstår.. Ville det være uhøfligt af mig at invitere dem på lidt af spise? Det er sent, men jeg indrømmer jeg er lidt brødflov.." Hun måtte have sine grunde til ikke at ville fortælle ham det, så han så ingen grund til at snage. Det var ikke længere hans plads at dømme. Han kiggede op mod himlen, imens hans tanker søgte lidt tilbage. "Desuden er det lidt koldt herude i nat.." sagde han sagte som om det først rigtigt gik op for ham nu, at de stod midt på en gade, i den kolde vind.

Igen lod Avery ham snakke helt færdig før hun svarede. Hun selv syntes det var irriterende hvis folk afbrød hende når hun snakkede. Det var også uhøfligt at afbryde.
Hun lod blikket ligge på det ægte smil, som havde bredt sig på hans læber. Hun måtte indrømme for sig selv at hun kunne lide hans udseende, også selvom hun ikke sådan helt var til langhårede fyre. Men udseendet var ikke alt, som folk sagde. Hun havde dog endnu ikke haft et længere forhold end enkelte nætter med en mand.
Avery nikkede kort og smilede et lille bitte antydning af et smil, på det ellers så neutrale ansigt. "Jeg vil med glæde spise med dem"svarede hun og lagde først mærke til at hendes ryg var begyndt at blive koldt, eftersom hendes jakke var våd det samme med hendes jeans. Hun trak en hånd gennem håret for at få det væk fra ansigtet, og opdagede at også håret på baghovedet var blevet vådt efter hendes fald. Hun kunne ikke lade være med at more sig over hvordan hun måtte se ud bagfra. Ordentlig foran og katastrofe bag på. Hendes mund forblev i det lille bitte smil, mens hendes øjne fik et muntert smil, da tankerne om hendes ryg fløj rundt i hendes hoved.

Helias stod lidt og betragtede Avery. Han var glad for at hun havde accepteret. Af uransaglige årsager søgte han ikke ensomheden denne nat. Han lagde mærke hendes fokus skiftede, først et ukendt sted og derefter til hendes hår. Med endnu et smil, trak han trenchcoaten af og rakte den til hende. "Her.." var det eneste han sagde. I det dunkle lys skinnede korset om hans hals en smule, på trods af dets slidte tilstand. Det var tydeligt uden frakken at Helias ikke var nogen helt spinkel mand. Hans sorte sweater sad tæt til hans overkrop, og så ordentlig og pæn ud. Modsat hans lange hår. Hans øjne hvilede stadig på hende, imens han ventede på at hun skulle modtage frakken.

Avery så på ham da han tog trenchcoaten af og rakte den til hende. Hendes øjne faldt kort på hans overkrop, men hun tog sig dog i det og fokuserede på hans ansigt, samtidigt med hun rakte en hånd frem og tog imod trenchcoaten.
"Tak"sagde hun stadig med det lille bitte antydning af et smil på læberne, hun tillod sig meget sjældent et større smil. Hvorfor vidste hun ikke helt, hun var bare meget van til at skjule hendes følelser. Hun overvejede om hun skulle tage hendes jakke af eller tages hans ovenpå så hun ikke skulle gå rundt med den. Men den var jo beskidt og så ville indersiden af hans trenchcoat også blive beskidt.

Helias smilte lidt igen, et stille veligt smil. "Tag den bare på. Den kan renses." sagde han da han så hun tøvede. Hun var i sandhed.. anderledes. Venlig og høflig, uden at være vulgær eller falsk.. Så forskellig fra de mennesker han var nødt til at omgive sig med. "Skal vi finde et sted at spise?" spurgte han og lænede hovedet lidt til siden imens han betragtede Avery med den store trenchcoat i hænderne.

Avery så på ham med det lille bitte antydning af et smil og tog trenchcoaten på. Hun holde hænderne ud for sig og afslørede sin lille størrelse, ved at ærmerne var forlange og hang ud over hendes spinkle hænder. Hun lukkede den og så ned af sig selv, den hang løs selvom hun havde sin egen jakke på under. "Jeg skal nok betale rensningen"sagde hun da hun igen så på hans ansigt. "Jeg kender ikke byen så godt, så de må vise vej til et sted"sagde hun venligt og så kort tilbage af vejen og frem ad vejen.

Helias nikkede stille og vendte sig for at gå. Han førte dem igennem natten, mod et lille spisested der stadig havde åbent, selv på det sene tidspunkt. Undervejs kværnede tankerne i hans hoved. Hvad laver jeg lige nu? Det ligner ikke mig det her.. var blot nogle af dem. Han åbnede døren høfligt for Avery, og ventede på at hun skulle gå ind. Manere havde han da i det mindste stadigt.

Avery betragtede ham mens de gik, hun vidste ikke hvorfor men hun kunne lide ham. Det var sjældent hun besluttede om hun kunne lide en person kort efter de havde mødtes. Selvfølgelig havde der været enkelte one night, men der havde det ikke betydet det meget for hende.
Hendes øjne gled hen over det sted Helias fandt til dem. Hun så på ham da han holdt døren åben og nejede ned hovedet, som en venlig gestus og sagde "Tak", hvorefter hun gik ind og stillede sig så han også kunne komme ind. Hun ville lade ham bestemme hvor de skulle sætte sig.

Helias fandt et bor ved væggen, så han kunne sætte sig med ryggen til den. Det var en vane hans job havde givet ham, og det havde reddet ham flere gange. Han fandt nogle menukort ved bordet og rakte et til Avery. "Bestil hvad du har lyst til. Jeg betaler." sagde han kort og fordybede sig så i valget for aftenens mad. Han kunne lide denne stille kvinde. Hun virkede lidt som ham selv, en der ikke følte behov for at skulle tilfredsstille hendes omgivelser med en personlighed der ikke var hendes egen. Efter lidt tid havde han fundet hvad han skulle have og lagde menukortet fra sig. Han studerede Avery igen, en vane han havde tillagt sig når han sad overfor folk, og besluttede at han ikke var uimponeret over hvad han så her i lyset.

Avery tog hans trenchcoat, hendes egen jakke og tørklæde af hun hang dem over ryglænet på stolen, da hun ikke gad og se efter om der var et sted at hænge det. Der var jo ingen problemer ved at det var i nærheden, hvis hun skulle hurtig ud. Avery tog menukortet da han havde sagt han betalte. Hun havde ikke tænkt sig at tage det dyreste bare fordi han betalte, og hun var ikke engang særlig sulten så det var bare lidt hun skulle have. Hendes lyseblå øjne gled langsomt ned over retterne, mens hun bestemte sig. Hun løftede kort blikket til ham da han lagde hans menukort fra sig. Hun så ned og besluttede sig kort efter, hvor hun også lagde menukortet fra sig.