Who are you, and what are you doing here? Avery & Helias D.

Tid: Lidt i fire om eftermiddagen
Sted: Sheria by
Omgivelser: Mennesker, butikker, små lindetræer i siderne af vejen
Vejr: Køligt, med sol

Thalia gik ned ad gaden med hendes hjemmestrikkede taske over skulderen.
Hun gik smilende afsted med den ene hånd på hendes gravide mave og den anden med hendes mobil i hånden.
Hun havde lige været til scanning og tvillingerne så ud til at udvikle sig fint, hvis man altså bortfra pigens blindhed.
Hun så ned på maven, den kugleformede mave der gemte på to liv. Egentlig gad hun ikke af med den flotte kugle, men på den anden side så kunne tvillingerne jo ikke blive født hvis hun ikke kom af med kuglemaven.
Hendes smil blev større og større og hendes lykke ligeså, hvis det ikke var for alle de mange mennesker ville hun have ladet hendes vinger komme ud og folde sig ud i fuld længde.
Men disse mennesker forhindrede denne scene.
Thalia mærkede en vibration i hånden da mobilen begyndte at vibrere, Thalia låste den op og trykkede på AFBRYD OPKALD, noget hun ellers aldrig gjorde. Hun elskede at snakke i telefon og gå ture og købe ting til tvillingerne.
Pludselig gik der et ryk igennem hende, hun holdt sig krampagtigt til dels sin gravide mave og dels op ad en lygtepæl. Hun faktisk næsten lænte sig op ad pælen, og lagde alle sine 67 kg på pælen. Hun gispede langsomt efter vejret og så sig panisk rundt efter en bænk, hun fandt ingen.
Hun gik hen til den nærmeste mur og lænte sig med ryggen fladt mod muren. Det paniske glimt havde ikke forladt hendes øjne og hånden lå stadig krampagtigt på maven.
Hendes ansigt var ligblegt og nogle usynlige sveddråber løb ned ad hendes pande og ned i hendes ansigt.

// Rækkefølge: Thalia -> Avery -> Helias D.

Avery sorte støvler med kilehæle klikkede mod fortorvet i takt med hendes skridt. Hendes tanker var som altid andre steder end i nuet. Når hun gik rundt for sig selv, lod hun tankerne flyve uden at holde øje med det omkring hende. Hun frygtede ikke dagslyset, da hun endnu ikke var stødt på et jagende væsen når solen var oppe. Hun blev dog hevet ud af tankerne da en ældre herre stødte ind i hendes skulder, måske var det hende der stødte ind i ham. "Undskyld"sagde hun i hvert fald lavt til ham, inden han var for langt væk og ikke ville kunne hører det. Hun stoppede op og så ned af gaden, hun havde ikke været der før og måtte egentlig hellere begynde at holde øje med hvor hun gik, så hun ville kunne finde tilbage.
De lyseblå øjne gled ned over hver eneste overflade, inden hun langsomt begynde at gå igen. Hendes opmærksomhed blev dog taget af en ung pige som så mere eller mindre panisk ud. Hendes mave var stor og afslørede at hun var gravid. Hun fulgte hende med øjnene, mens hun gik hen til en mur og lænede sig op af den. Måske var der noget galt.
Avery var ikke sikker og bevægede sig lige så langsomt tættere på pigen, og forsøgte at gå så lydløst som muligt.
Jo tættere på hun kom, desto mere fokuserede hun på pigens ansigt. Det forekom hende en smule bekendt, men det var nok ingenting. Det kunne være hun havde mødt hende engang før, men hun kunne bare ikke lige sætte en finger på hvor.

Helias vandrede ned af gaden, for engangskyld i lyset. Han kiggede rundt på gaden og sukkede for sig selv. Lyset var ikke hans plads. Han vandrede iblandt de uvidende, de syndende, de svage.

Helias trak frakken tættere om hans skuldre. Hans lange hår flød ned af hans skuldre og skjulte det meste af hans ansigt. Folk undgik ham ubevidst, der var noget over ham der gjorde ham.. uantastelig. Noget ved måden han gik på, måden hans ansigt, eller det man kunne se af det, ikke ændre sig. Han virkede fraværende og kold, som om verden ikke rørte ham.

Bag sig hørte han en stille stemme sige "Undskyld." og han vendte sig om for at se. Han fik øje på en ung kvinde, i sorte støvler, der underligt nok fangede hans opmærksomhed. Han lagde mærke til at pigen havde fået øje på noget og gik imod det. Helias fulgte hendes blik og så en kvinde ligge på jorden, tydeligt i smerter. I starten genkendte han hende ikke, men gik blot imod hende, for at se om han kunne hjælpe.

Lyset omkring hende begyndte at blive mere og mere dæmpet.
Menneskerne blev utydelige som de gok på gaden.
Thalia hørte klikstøvler mod asfalten i retning af hendr, en anden person var også på vej.
Hun åbnede øjnene og begyndte at rjse sig i slowmotion. Det hele krævede noget af det dyrebare energi hun havde for lidt af.
Hun holdt sig fast imelllem i tyndt lindetræ og en lygtepæl. Koldsveden løb ned ad panden og. begyndte at blive synlig, selv for mennesker.
Hun holdt stadig sin hånd på maven, den sad som limet fast.
Det begyndte igen at sortne og blive udtydeligt og så ville hendes vinger også snart blive synlige, lige før hun ville besvime.
Thalia så hen på de to personer der var ved at gå hen til hende, selvom hun så utydeligt kunne hun stadig se meget.
Endnu et gisp gik gennem hendes krop, før det blev helt utydeligt igen... kunne det være?

Avery nåede hen til den unge kvinde, hendes øjne gled hen over hendes ansigt og kort ned over kroppen, for at se om hun kunne regne ud hvad der var galt. Hun ville gætte på at der var noget at gøre med den gravidemave, eftersom hendes hånd lå på maven og det var det som optog mest af hendes opmærksomhed.
Avery forstod ikke helt hvorfor hun sådan uden videre ville hjælpe en fremmed, normalt ville hun lave overvejelser men her ville hun bare hjælpe. "Hej, skal du have hjælp?"spurgte hun med en charmerende blid feminin stemme, der samtidig var meget venlig. Hendes ansigtudtryk var dog som altid neutral, hun viste jo ikke følelser eller hvilket humør hun var i når hun var med fremmede. Kun dem som hun kunne lide en smule, ville få et lille indblik i hendes humør. Men dog ville hun ikke springe rundt af glæde.
Avery lod blikket glide undersøgende hen over pigens ansigt, hvor sveden var begyndt at løbe. Der var et eller andet bekendt ved pige, og det irriterede hende at hun ikke kunne bestemme hvorfor hun virkede bekendt.

Da Helias kom nærmere genkendte han endeligt pigens ansigt. Det var Thalia. For første gang i lang tid, blev hans ansigt ændret til en maske af bekymring, og de skræmmende øjne blev fyldt af panik. Han satte tempoet op, og råbte igennem mængden "Thalia! Er du okay?".
Da han nåede til hen smed han sig på sine knæ, og tog hendes hånd. Han ænsede knap nok den anden person ved hende, det var ikke vigtigt lige nu. Med en beroligende hånd, strøg han Thalia over panden. "Er du okay? Er det tid?" spurgte han bekymret, imens han prøvede at fange hendes blik, og sikre sig kontakt til hende.

En stemme langt ude i mørket kaldte hende tilbage, hendes hånd var slap men nogen havde løftet hende op.
Hun kiggede sløvt på manden foran hende, ikke et strejf af genkendelse fløj over hendes ansigt.
For hende så han bare ud som en udtydelig fremmed, hun missede lidt med øjnene og for første gang fløj der et strejf af genkendelse over hendes ansigt.
"He..li..as?", hviskede hun med besværet stemme, den hånd han holdt fik hun bevæget så den ikke bare hang slapt.
Farven i hendes ansigt vendte ikke tilbage, men et lille smil formede sig på hendes læber.
Det blev dog hurtigt forvandlet til en smertegrimasse, da smerten tog til.
Hendes krop blev angrebet af endnu et krampeanfald og hun lagde begge hænder på maven, ikke fordi hun havde veer, men fordi at det krævede meget af hendes energi at bære på både en engel og en elver. Brøn af de to racer var sværere at bære i en graviditet end f.eks dæmoner eller varulve.
En hinde gled over hendes øjne og hun så igen bare tomt frem for sig.