White walls - Julius

Dato: 16. april
Tid: 19:34
Sted: Sheria hospital, en af de mere afsides afdelinger
Omgivelser: Sygeplejesker der haster rundt udenfor, mennesker på stuerne og nogen få i venteværelset.
Vejr: En svag vind, skyer der dovent glider over himlen.

Hvide vægge omgav det lille, vindue-løse stue på hospitalet hvor hun havde været spærret inde i alt for lang tid efterhånden. Julius havde været på besøg et par gange og hun havde fået overtalt ham til i det mindste at skaffe hende papir og blyant. Så havde hun i det mindste sin tegning at beskæftige sig med for at bringe klaustrofobien til ro i det mindste for et kort tid. For en der manipulerede vind og luft var det at være lukket inde det samme som at være lukket af fra en stor del af sig selv, og hun havde efterhånden ikke tal på gangene hvor hun havde fantaseret om at stikke af eller simpelthen slå hul i muren bag hendes ryg. Hun huskede svagt noget om en mur der smuldrede under hendes næve mens hun var under påvirkning af elverblodet men hun var ikke sikker på om det hendes fantasi eller ej.

Til tider hamrede vrede igennem hende, specielt når hun kunne høre vinden suse udenfor muren om natten og hun havde lyst til at hoppe ud af nærmeste vindue bare for at komme ud. For en engel var det frygteligt ikke at kunne komme ud at flyve, og for hende var det næsten det samme. Det var bare ikke flyvningen hun savnede, det var bare det at være fri. Det føltes mere som et fængsel end en egentlig hospitals-stue, og nu hvor alle hendes sår var helet og kun blev her for at opretholde facaden kunne hun slet ikke vente med at komme ud. Hvis hun spadserede ud med det samme ville det få menneskerne til at undre sig, og nu hvor Eve var blevet arresteret for at skyde hende, så blev hun nød til at holde lav profil indtil der kom et hul som hun kunne forsvinde ud af. Som det var nu, var der lidt for meget fokus på hende som "offer".

Der var ting der skulle gøres, og folk hun skulle tale med. Hun havde kun sneget sig ud en enkelt gang til et hastemøde, og for at aflevere et billede af målet til hendes meddelere. Så vidt hun vidste havde Julius ikke hørt om det, og det skulle han heller ikke. Det var igen de der spørgsmål som hun hverken ville eller kunne besvare som hvorfor mennesker holdt øje med en hvis dusørjæger.. Og så var der den detalje at Selene personligt ville rive øjnene ud på hende hvis hun sagde noget om det de arbejdede på. En mobil som ikke kunne spores brugte hun til at holde sig i kontakt med sine øjne og ører i byen.

En allerede fyldt skitseblok lå ved siden af sengen, på gulvet, for det var ikke meget tid hun bruge i sengen. Det var kun når hun blev bange for at væggene skulle til at kvæle hende, og hun forsøgte at flygte ind i søvnen hun brugte den. Ellers sad hun altid op ad den væg der var tættest på udenfor for igennem den kunne hun en gang imellem høre vinden.

Den dag sad hun også på gulvet med kul-blyanter, vandfarver, en tynd pen og bløde blyanter spredt i en halvcirkel omkring hende. På hendes papir voksede et billed i neonfarver frem af hendes hurtige, næsten skødesløse bevægelser med penslen med hvad der lignede en blå og grøn flamme i center.

Julius stod kort i indgangen til hospitalet, han hadede det virkeligt på hospitaler, det var hovedgrunden til at han ikke var blevet paramediciner. Han kunne trods alt se de døde så nu skulle han bare gøre hvad han kunne for at ignorere dem. Han kig stille ind på hospitalet og tog en dyb indånding. Han følte sig utrolig utilpas specielt her. Han gik i den retning han vidste hvor Wilith's værelse lå, på vej forbi receptionen nikkede han kort til damen bag bordet og forsatte ret bestemt.

Endelig, efter hvad der for ham havde følt som lang tid nåede han til Wilith's værelse, det var ikke spor bedre her for der var også en bestemt følelse når man var ved et sjæleløst væsen. Han nikkede til Wilith før han tog hans hat af, da han var her på job havde han stadig sin uniform på. Han så meget utilpas og bleg ud men det var grundet ånderne på hospitalet, og hendes værelse, men det viste Wilith ikke, i hvert fald troede han ikke på at hun gjorde.

Han lukkede døren og satte sig på en stol og kørte hånden igennem håret "Du er virkelig i problemer" Startede han og forventede at Wilith ville komme med et irriterende svar. "Denne miss Eve som du overfaldt hvorfor? Og hvordan i al verdenen kunne du være påvirket? Du burde vide bedre end at tage sådan en kamp på åben gade ved siden af en populær natklub" han sukkede irriteret mens den nervøse frustration kunne høres i hans stemme. "Jeg ved ikke hvorfor jeg hjalp dig men håber på du kan give mig nogle forklaringer om hvorfor jeg skal stole på dig så denne her sag faktisk bliver til noget" Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige men lige nu ville han bare have svar som forklarede de største spørgsmål lige nu.

Han kiggede for første gang på hvad hun havde lavet og så tegningerne og var lidt overrasket. Han vidste ikke at hun var kunstner, men om hvorvidt at hendes underlige billed gav meget mening var et andet spørgsmål men i hans verden kunne det meget godt gå for det som folk kaldte 'moderne kunst'.

Vampyrens hoved røg op med et sæt og hun spændte tydeligvis alle muskler da døren åbnede sig, men slappede en smule af da hun indså hvem det var. Wils grønne øjne så større ud i hendes ansigt end de plejede, og hun så ikke ud til at være specielt tilfreds.
"The Good Cop. Velkommen til min ydmyge celle!"
Hun smilede et smil fyldt med tænder der ikke var helt så hjerteligt som det nok burde have været for at tage brodden af hilsnen.

"Hun spildte min drink, og havde jeg ikke været så skæv som en af min slags kan blive.. så havde resultatet set helt anderledes ud. Og det var ikke mig der valgte stedet, jeg rendte bare efter min mur da hun insisterede på at skyde mig. Så vidt jeg husker brød jeg mig ikke om at blive forsinket."
En trækken på skuldren viste at hun mente at det var grund nok. Hun huskede rimeligt klart hvad der skete før hendes verden blev fyldt med neonfarver.

Hun lagde forsigtigt penslen på et stykke papir inden hun med begge hænder greb om blokken som hun havde malet på og vendte den imod betjenten. Farver skreg fra papiret, et par mørke lilla hænder var holdt op som om man var inde bag malerens øjne og så ned på sine hænder. jorden var kølige blå gløder og i baggrunden sad en slank grøn skikkelse mens en blå flamme med en mands form stod overfor den grønne.
"Dette her er hvad jeg husker! Min verden var neon-farvet for helvede!"
Det var egentligt ikke Julius hun var sur på, det var hende selv. Det hun havde gjort havde været dumt og uansvarligt, at drikke af en uden at kende sin snacks race. Hun lagde forsigtigt blokken ned, kom på benene og kom til at hamre hånden for hårdt ind imod muren.

Irriteret så hun ned på sin hånd og stoppede den i stedet i lommen så hun ikke kom til at ødelægge flere ting. På det sidste havde et par vægge lidt en del under hendes temperament.
"Jeg burde vel takke dig for ikke at stikke Eves stage igennem mit hjerte da du havde chancen... tak for det.. men jeg ved ikke om jeg kan give dig en god grund til at stole på mig. Jeg er jo vampyr, vi er ikke til at stole på. Er det ikke det der står i englenes håndbog?"

"Hun spildte din drink?! Du er da det mest uintelligente væsen jeg har mødt... Næste gang bliver det sikkert ikke ligeså let for mig at stoppe både dig og en voldsperson med en pistol og en stage." han rystede opgivende på hovedet af hende det virkede utrolig dumt af hende bare at angribe en person for at spilde en drink, man kunne finde på så andre måder end at lave et overfald på en person "Og husk når det her ender i retten så skal du ikke sige at du startede med at overfalde hende, for i begge kan få en straf dog nok dig senere vis du er uheldig..." Sagde han mens han følte lidt som om han instruerede i hendes vidnes udsagn.

Da hun viste sit billed der var fyldt med farver rystede han på hovedet "jeg ved ikke hvad der kan gøre det men det er nok endnu en ting vi burde holde hemmeligt da folk ville stille for mange spørgsmål samt til sidst ville der være blod prøver og det kan du nok gætte hvordan ender" Sagde han med en halv træt stemme mens hans øjne kort flakkede rundt i værelset før hans fokus kom tilbage på Wilith og det var nok åbenlyst at der var noget galt vis man lagde mærke til den slags specielt fordi at han virkede mere urolig end normal.

Da hun takkede nikkede han kort til hende "Var så lidt... Hun dummede sig for meget... Ulovlig brug af våben.. Hun affyrede skud lige ved siden af en befolket nat klub... det blev hørt af mange og endda set af et par, samt et vej kamera fangede hende også så hun er dybt ude... Og vis det beviser sig at hun ikke er registreret til at have våben eller våbenet ikke er i hendes navn kommer hun til at sidde længe..." Han sukkede dybt og opgivende over tanken om Eve. Men han havde ingen moralske kvaler om at smide hende i fængsel, men han lod med vilje være med at nævne at vis Eve havde gjort det et mere øde sted havde han nok ikke gjort så meget men det kunne han ikke vide lige nu ville han bare finde en løsning.

Efter et kort øjebliks stilhed snakkede han igen "[b]Tror nok vi skal koordinere hvordan tingene gøres og hvad der gør det bedste for retssagen, dog kommer det her til at blive let med alle de beviser, pistolen, skudene, mit dash-cam et vej-kamera og øjn vidner vis hun prøver at lyve bliver det kun være for hende selv[b]" Sagde han med et halvt selvglad smil.

"Havde jeg ikke været skæv, havde der ikke været et problem. Det er min egen fejl at jeg blev det, jeg skulle have lyttet til Gwyn da hun prøvede at forklare mig det, men jeg var vist i gang med at begå oprør. Og bare rolig... tror du selv at jeg begynder at snakke om hvordan jeg gumlede på Eve før hun skød?"
Et bredt grin banede sig vej igennem irritationen i hendes ansigt og gjorde hendes ansigt en smule mere venligt at se på. På trods af det unødvendige i at Julius instruerede hende i hvad hun skulle sige fandt hun det ret underholdene.
En engel der instruerer en vampyrs vidneudsagn... Dette her vil jeg aldrig glemme.

"Godt, selvom jeg ikke kan forstille mig hvor svært det må være at hjælpe en udød som engel. Du virker... nervøs? Er det hele udøde-tingen eller kan du bare ikke lide hospitaler?"
Hun var gået ned i knæ og var med forsigtige hænder begyndt at samle pensler, blyanter, markere og farver sammen. Hun ville nok alligevel ikke komme til at male mere i de næste par timer. Når julius var gået skulle hun tjekke op på sine meddelere.. det skulle jo også gøres engang imellem.

"For at være ærlig kan jeg slet ikke holde dette her rum ud. Ingen vinduer, ingen luft og kun en dør som jeg ikke må gå ud af."
Ordet luft fik hende til at se underlig ud i hovedet, da hun huskede et svagt minde af en sølvhvirvel ud af øjenkrogen og glæden der summede i hende. Sølvhvirvlen kunne desværre godt have været hendes forsøg at på at fremmane sin magi, men eftersom hendes minder om de øjeblikke var mildest talt hullede.
"Øhm Julius? Ved du om jeg fremmanede et eller andet? måske en lille-bitte tornado?"
Med tommel og pegefingeren forsøgte hun at illustrere hvor lille hun håbede den havde været.

Blokken, farverne og alt det andet forsvandt ned i en kasse under hendes seng hvor hun opbevarede resten af hendes maler-ting. Da papkassen var ude af syne igen kom hun på benene igen og lænede sig imod sengens fodende mens hun så intenst på englen. Hvad der fik ham til at hjælpe hende var højest sandsynligt bare pligt, men hun kunne sært nok godt lide ham. Han var sær og alt, alt for ærlig men ganske underholdene i længden. Første gang de mødtes havde han insisteret på at arrestere Procella hvilket hun ærlig talt ikke kunne bebrejde ham. Tanken om procella mindede hende om hendes projekt med at få fjernet en meget pinlig detalje fra hendes kranie. Den gps som sad der skulle væk.. og nu hvor hun alligevel var på et hospital, så skulle den ud!
"Ved du hvordan man fjerner en gps der sidder under huden?"

Han sukkede kort da hun spurgte om han faktisk troede hun ville snakke om det. "Hvad skulle jeg vide med folks dumhed? Eve var dum men for alt hvad jeg ved kunne det også være at du lavede fejl ligesom hende, også selvom det kommer til at være svært for hende at vinde denne her sag men stadigvæk." han trak let på skulderne mens han tænkte om hvordan det ville gå og specielt vis han tabte sagen, Eve havde kontakter og hun var langt fra glad for ham, men hun var forhåbentligt ikke dum nok til at prøve på at overfalde ham, da det ville tage endnu længere tid.

Han nikkede da hun spurgte om han ikke kunne lide hospitaler "Ja har et lille problem med hospitaler... Men det er ikke noget stort problem så længe jeg ikke skal være her for ofte så klarer jeg mig helt fint." Sagde han lidt stille før han forsatte "Dog har vi et stort problem... rettergangen kommer til at foregå om dagen og vis du skal indkaldes som et viden har vi et problem, da det er ikke ligefrem fordi at du overbeviser folk om at du er ude af stand til at deltage i retten men vi skal lige se hvad vi kan gøre... han lød tænksom. Han sørgede for at holde øje med hende da hun samlede sine ting sammen han var stadig ikke helt sikker på hvad hun kunne finde på man han regnede hende for at være klogere end at overfalde ham.

"Jeg kan udmærket forstå hvorfor det er du hader at være indelukket i et rum men det er for dit eget bedste og når sagen er overstået så kommer du til at kunne hoppe rundt ude i den friske natteluft lige som du ønsker, bare begynd at lade være med at komme ind i problemer, i hvert fald ikke nogen som bliver opdaget" Den sidste del sagde han lidt mere dæmpet men det var hans generelle mening at man skulle lade være med at gøre noget meget dumt samt man skulle ikke blive opdaget. "Om du gjorde? Ja du var heldigvis dig selv nok til at vi ikke blev nød til at løve og evakuere..." Han sukkede kort.

Da hun spurgte om han viste hvordan man fjernede en GPS der sad under huden kiggede han underligt på hende, "Nu håber jeg seriøst ikke at du er blevet gjort til en hund og har fået en sporrings chip i dig... Men jo det ved jeg godt... Man kunne skære den ud eller man kan ødelægge den ved hjælp af en elektromagnetisk impuls... Men hvorfor spørger dig?" Han var nysgerrig og ville gerne vide om hvorvidt hans teori var sand om at hun af en eller anden grund var blevet overvåget af en eller anden, dog viste han ikke om det var sådan noget som vampyr samfundet bare gjorde.

"For i øvrigt burde jeg nok lige fortæller dig at vis vi bliver nød til at genskabe dine sår gør vi det ved at en specialist i at lave falske sår laver dem i din skulder eller sådan noget fordi at de færreste ville tro at en person kan klarer forfærdelig mange skud i hjertet" Sagde han og følte at det virkeligt var underligt hvor meget han gik igennem for at få ret sagen til at gå godt.

"Åh jeg lavede mange fejl, min første var at drikke hendes blod."
Med et lille skævt smil lænede hun sig igen tilbage imod sengens fodgærde. Den engel, han var alt for bekymret. Eve var blevet taget på sengen og det skulle nok gå. Det eneste problem som hun kunne se var de nu ikke-eksisterende sår i hendes bryst. Patronerne var blevet fjernet hurtigt og med nyt blod i systemet havde det ikke taget hende mere end 24 timer at hele det igen. Ubekymret slog hun ud med hænderne.
"Det burde vel ikke være så svært med hvorfor jeg ikke kan deltage. Jeg blev ramt i brystet af fire skud. De fleste mennesker ville ikke engang have overlevet. og omkring den der tornado, det var ikke helt med vilje... men hvordan så den ud? det må have været ret sejt! årh jeg ville så gerne have set den!"

Wils ansigt blev formørket af vrede i løbet af et splitsekund, væk var al spænding ved tanken om tornadoen, og hendes tænder voksede til deres fulde længde da hun sekundet efter stod med ansigtet knap 15 cm væk fra hans. Godt nok var hun en del lavere, men i det øjeblik var det nemt at glemme. Sådan en lille bleg-hvid, fjerbefængt mide!
"Hvad kaldte du mig!? Jeg kan lide dig, engel, men frist ikke skæbnen! Og hvor kan jeg få en elektromagnetisk-impuls? hvad end det er..."

Vampyren trak sig væk lige så hurtigt som hun var kommet tæt på før og hun gik langsomt over imod sengen igen, mens hendes hænder uroligt legede med en blyant som havde ligget i hendes lomme. Inderst inde håbede hun et eller andet sted at han ville give hende en undskyldning til at flå hans vinger af, men det ville skabe så meget postyr og problemer at det samtidig var den værst mulige situation hun kunne komme i.
"jeg har en gps placeret lige over kraniet. En fælles bekendt placerede den der, og den skal væk."

Blyanten vippede hun rastløst imellem to fingre mens fornærmelsen stadigt fik hendes øjne til at ulme. Hun havde tydeligvis fået kontrol over sit temperament igen, men hun var stadigt irriteret.
"Fint, fint.. go ahead. Hvis nogen forlanger at se mig burde jeg godt kunne spille rollen som lidende patient. Jeg har ikke spillet skuespil i et par århundreder for ingenting."
Et hårdt smil sejlede over hendes ansigt, men forsvandt hurtigt igen. Hun var en dygtig skuespiller og selvom hendes talenter mere lå til musik og kunst kunne hun uden nogen voldsomme problemer spille den afkræftede patient.