Keep those thoughts away! - Maija

Dato: 8. maj 2012
Tid: 16.30
Vejr: Lunt, men blæsten får det til at føles koldere
Omgivelser: Kayas lejlighed i det lidt pænere kvarter

Kaya lå udmattet på gulvet i sin lejlighed. Vinden blæste ind af et vindue på klem. Dét og hendes åndedræt var det eneste, der var at høre i lejligheden. Hun havde trænet intensivt de sidste tre kvarter, for at holde sin opmærksomhed andetsteds. Godt nok havde hun trænet én gang idag allerede, men det hjalp hende altid til at klare tankerne i hoved. Hun havde skrevet til Maija og bedt hende komme hjem til sig uden yderligere forklaring, efter hun fik fri fra skole - og selvfølgelig havde pigen sent fri idag, typisk! Men Maija havde sagt, hun ville komme efter skole.
Det var begyndt at blive køligt i lejligheden, og den klamme sved kølede hendes krop endnu hurtigere ned. Men det var svært at komme op igen, at tage sig sammen til det.
Hun lå fem minutter mere, indtil det blev for koldt, før hun langsomt fik trukket sig op fra gulvet. Hun gik fra den spartanske indrettede stue, gennem gangen og ud i et nyere badeværelse, hvor hun hurtigt fik smidt det klamme træningstøj, fik tændt bruseren og kom ind under det varme vand.
Det næsten for varme vand plaskede ned over hende, mens hun stod op af den kolde flisevæg, og lod vandet løbe ned over hendes lukkede ansigt. Da hun havde fået varmen, begyndte hænderne automatisk at sæbe kroppen ind.
Tankerne var langt væk.
Træningen med Procella var langt hårdere end hun havde regnet med, og hun havde flere gange fanget sig selv i, at tænke på, hvor nemt det ville være at falde tilbage i sit gamle mønster. At lade tankerne styres af så få ting som muligt. Men efter hun var kommet ind i denne verden, kunne hun ikke længere bare tænke på sig selv. Hun havde et ansvar. Hun havde et job, hun følte hun skulle udføre. Og hvis hun skulle udføre det, gik vejen gennem Procella og hendes nærmest urimelige, men effektive, træning.
Men det ville tage lang tid.
Uoverskueligt lang tid.
Hænderne var igen faldet ned langs siden, og hun følte hun skulle bruge for meget koncentration til at få dem til at vaske sæben af kroppen. Men de kom op. Kom igang igen.
Vandet blev slukket og hun steg ud af badet for at tørre sig, hvorefter hun fjernede duggen fra spejlet for at iagttage sig selv.
Som hun stod nøgen dér og lod hænderne glide over hendes nu raske ansigt, huskede hun tydeligt, hvor hærget hun engang havde set ud. Hvor hendes fokus havde ligget dengang, og hvilke ting hun havde følt, hun måtte gøre for at tjene pengene til sit næste fiks.
Sin næste dråbe liv.
Sådan havde hun i hvert fald set det engang.

Det ringede på dørtelefonen, og Kaya kom hovedrystende ud af sine tanker fra den mørke fortid. Det måtte være Maija.
Hun fik hurtigt slynget håndklædet om håret og taget et par løse slacker-bukser på og en tanktop udover undertøjet.
Nærmest mekanisk fik hun slæbt sig ud til døren for at tage telefonen.

"Hallo?"

Det var Maija. Det kunne hun ligeledes se på kameraet, der sad ved hoveddøren.

"Come on up"

Sagde hun med træt stemme ind i røret, samtidig med at hendes blik så mod reolen nær døren. Der lå et våben klar bag nogle bøger, hun nemt kunne række bagom. Hun smilede stille for sig selv. Lidt havde hun da lært. Hendes egen lejlighed var det eneste sted, hvor hun var sikker på, at hun kunne forsvare sig selv ordenligt. Hun havde styr på, hvor alting lå. Hvor alle hjørner var. Hvor hun bedst kunne forsvare sig fra.
Men det var bare Maija.
Forsvar var ikke nødvendigt denne gang.

Maija havde siddet midt i den mest kedeligste time da hun havde fået en sms. Det var ikke så tit at hun brugte sin mobil, fordi hun kendte ikke særlig mange, så det var i hvert fald ikke hver dag at hun fik en sms. Men denne her sms var nok lidt mere speciel end alle de andre hun fik, når der endelig var nogen der kom i kontakt med hende. Hun sneg sin mobil ind under bordet og tjekkede smsen. Den var fra Kaya, en af hendes nye veninder. Eller ny og ny, de havde kendt hinanden næsten lige siden Kaya var flyttet til byen. Det undrede hende dog at hun spurgte hende om hun kunne komme over senere, uden nogen specifik grund. Men Maija sagde ja, fordi hun var den omsorgsfulde person, som hun nu var og lagde sin mobil væk. Maija bed sig lidt i læben, imens hun fulgte videre med i timen og sukkede kort. Hun kunne godt lide Kaya, men tanken om at Kaya var dusørjæger gjorde hende altid lidt nervøs når hun var sammen med hende. Nu viste Kaya godt nok ikke at Maija var engel, men hun havde heller ikke lyst til at finde ud af, hvad hun så ville gøre ved hende, når hun så endelig fandt ud af det. Maija kendte ikke til Kaya's fortid, så hun viste heller ikke at Maija var en stor hjælp når det kom til at skulle berolige hende, fordi hendes aura var så afslappende og fredeligt. Maija vågnede op fra sine tanker, da timen sluttede. Hun pakkede sine ting roligt sammen og svingede sin taske over skulderen. Heldigvis boede Kaya ikke langt væk fra hvor Maija gik i skole, men det var begyndt at blive sent, selvom det slet ikke så ud til at blive mørkt endnu. Så Maija traskede roligt afsted i sine egne tanker over imod af hvor hun boede. Nervøsiteten var ikke stor, men hun kunne heller ikke fortælle sig selv at hun ikke skulle være nervøs. Det var bare sådan en ting som lå til at være et væsen, fordi de fleste frygtede jo disse dusørjægere. Dog havde Maija først fundet ud af denne hemmelighed om Kaya da hun ved et tilfælde havde set hende nedlægge et væsen, sammen med en anden kvinde, da hun havde fløjet lydløst omkring i området af hvor de havde jaget. Maija vågede igen op af sine tanker, da hun var ved at gå ind i byen til Kaya's bygning. Hun ringede på og blev lukket op via telefonen. Hun adlød Kaya da hun sagde at hun bare kunne komme op og gik roligt op af trappen, inden hun kom til hendes dør og bankede forsigtigt på.

Kaya havde blot stået ved døren og ventet, igen væk i tanker, men da det bankede på, vågnede hun brat op igen. Hun så ud gennem kighullet i døren, det var ganske rigtigt Maija - som hun havde forventet - men hun havde lært at være forsigtigt.
Døren blev åbnet og et nærmest taknemmeligt smil imødekom den ungt udseende pige. Hun trådte til side for at lade Maija komme ind, mens hun løftede hånden indbydende mod stuen for enden af gangen.

"Come in. I'm glad you came. I.. Uhm.. Needed to.. Uhm.. Be with someone. I don't feel like myself today."

Det sidste var måske lidt løgn, men hvad skulle hun sige? 'hey, I'm an ex-drug addict, you keep me away from drugs!' Det kunne hun jo ikke rigtigt sige til så ung en pige. Det lignede nu heller ikke Kaya at blive venner med folk så meget yngre end hende selv, men der var noget særligt over denne pige - selvom hun ikke kunne sætte sin finger på hvad..
Hun lukkede døren efter Maija og gik selv ind mod stuen, mens håndklædets ende dinglede i luften.

"You hungy or anything?"

Spurgte hun henkastet over skulderen. Egentligt vidste hun ikke, hvad hun skulle sige til pigen - hvorfor hun havde inviteret hende hjem til sig uden grund. Bare for at snakke?
Da hun trådte ind i stuen, så hun at en meget gammel og slidt udseende bog stadig lå åben på sofabordet. Hun skyndte sig hen for at lukke den, i håb om at Maija ikke så, hvad der stod i den. Det var bogen fra Desmond - hendes første mentor og redningsmand - en bog, hvori der stod optegnet en masse notater og tegninger om væsner og ritualer. Håndklædet faldt ned i ansigtet på hende, da hun havde lænet sig for hurtigt ind over bogen, og hun greb det hurtigt, inden det faldt til gulvet. Hun begyndte at tørre håret ordenligt, som for at trække tiden ud.

Maija kunne ikke lade være med at smile svagt, da Kaya åbnede døren og mødte hende med et smil. Maija var en meget smilende person, så det var måske ikke så underligt at hun også smilede. Dog undrede det Maija lidt at Kaya sagde til sidst at hun ikke rigtig var sig selv i dag, havde hun fundet ud af at Maija var engel? Hun sank en lille klump, men smilede bare beroligende til hende og trak lidt på den ene skulder. "Jeg står altid klar til at besøge en ven, hvis vedkommende har brug for det. Så det er helt okay at du skrev til mig" sagde Maija venligt og nikkede lidt. Hun havde absolut intet imod at besøge hende, men hun kunne ikke lade være med at kigge sig lidt omkring, idet at hun bevægede sig ind i hendes lejlighed. Hun var ikke tit hos Kaya, så hun viste ikke lige hvor mange "fælder" en dusærjæger, måske kunne finde på at sætte op hos dem selv, men mere gjorde hun heller ikke ud af det. Hun gav Kaya's skulder et lille klap med sin lille hvide hånd og smilte sødt, imens hun rystede lidt på hovedet. "Nej tak, jeg er ikke sulten. Jeg har næsten lige spist ovre i skolen. Jeg spiser dobbelt så meget på lange dage" sagde Maija og grinte lidt for sig selv. Det var nu ikke sådan en stor latter, men bare sådan en lille doblende latter, som små piger kunne have, selvom Maija var langt fra at være lille. Maija havde dog ikke givet det en tanke, at Kaya var gået ind i stuen for at lukke en bog om væsner osv. Hun havde bare givet stuen et kort blik, imens han tog sin jakke og sko af. Hun gik derefter videre og ind i stuen for at se sig lidt omkring, det var lang tid siden at hun sidst havde været her. Normalt mødtes hun bare et sted ude i byen med Kaya, men ikke denne gang.

Kaya smilede taknemligt over hendes ord og hånden på skulderen. Tankerne om stofferne forsvandt langsomt fra hendes hoved og blev skubbet længere og længere tilbage i baggrunden. Det var godt, hun havde kontaktet den unge pige.

"Ahh.. School.. I must say I miss it a little bit, things vere so easy when you're young."

Hun smilede drilsk til Maija. Men det var nu rigtigt nok. Dengang Kaya havde gået i skole, havde hendes forældre stadig levet, og hun boede stadig på stutteriet - det havde været nemt. Enkelt. Let.
Hun havde ofte overvejet at tage sig en ordenlig uddannelse, men så kom stofferne og derefter videnen om den paranormale verden - hun havde simpelthen ikke kunnet finde tid til det. Nu lå hendes viden på andre selvlærte områder.

Da hun havde tørret håret færdigt, vendte hun en hånd indbydende mod sofagruppen, hvorefter hun forsvandt ud på badeværelset for at hænge håndklædet til tørre. Hun kom hurtigt gående tilbage, i færd med at børste sit hår. Hun satte sig i skrædderstilling i sofaen med front mod Maija, mens hun redte håret færdigt. Hun så tøvende på pigen i mens, indtil hun fik taget sig sammen til at åbne munden.

"I don't know what it is about you, but something about you makes me feel calm and makes me forget all the bad things. I don't know how I can describe it but you.. Make me forget.."

Ordene var tøvende, og det var tydeligt at der lå mere bag dem, end hun ønskede at fortælle.

Maija kunne ikke lade være med at smile lidt over det Kaya sagde. Hun synes skolen var alt andet end nemt i hendes øjne. Men måske var det fordi at hun altid ikke rigtig fulgte med, fordi hendes tanker var et helt andet sted, hun tænkte tit på at flyve, ligesom et menneske sikkert ville sidde og dagdrømme om, men for hende kunne det sagtens lade sig gøre. Men desværre havde hendes vinger givet hende 2 mærker på ryggen, der hvor hendes vinger altid sprang ud af ryggen på hende. Hun stod i stuen og kiggede over på Kaya, stadig med et smil på sine læber, selvom hun stod og tænkte. "Jeg synes ikke skolen er så nem, men jeg for af en eller anden grund altid gode karakterer" sagde Maija og trak lidt på den ene skulder, imens hun fniste lidt over sig selv, for hun fandt det lige sjovt at hun faktisk var god til lektier, uden at følge med. Maija satte sig dog ned i sofaen, da Kaya pegede hen på dem, hun tænkte at Kaya sikkert ville sige et eller andet, siden hun havde peget indbydende på sofaen. Maija fulgte Kaya med øjnene, da hun kom tilbage og kiggede bare på hende med sine store krystal blå øjne og fugtede sin underlæbe lidt. Da Kaya begyndte at snakke, lagde Maija hovedet lidt på skrå og bed sig i læben, men smilte så til hende. "Jeg er glad for at jeg kan hjælpe dig på den måde, men det er nok bare sådan jeg er. Jeg er ret god til at få folk til at slappe af, og jeg ved ikke hvorfor" løj Maija, men det var ikke tydeligt. Maija kunne jo ikke sidde og sige at hun var engel og at det var på grund af hendes aura, så hun lod Kaya blive i troen om at det bare var sådan hun var, som menneske.