Wild thing, you make my heart sing [Jay/Pro - fortid]

Ét eller andet i ham havde en afsindig lyst til at kigge på hende, se hende... rigtigt. En lille forskræmt pige på bunden af en pick-up. Men alligevel så utrolig stærk og selvsikker. En kattekilling der for første gang trådte i verden på egne ben uden sin mor, en løveunge på lur der endnu ikke havde indset verdens storhed og dens egen ubetydelighed - eller i hvert fald endnu ikke anerkendte dette. Så utrolig skrøbelig, og så helt igennem livsfarlig og dødbringende.

"Fine... you're the girl with the gun."

Han indså det dér, i dét sekund. Denne pige ville komme til at betyde liv eller død for ham. For sin mors skyld ønskede han inderligt at den mørkhårede skabning ville vælge livet for ham.

Med stærkt uinteresserede øjne betragtede han omgivelserne mens de blev langtsomt mindre og mindre farvefulde. Pastelfarverne blev afløst af grå og brun, de grønne plæner blev overtaget af pisgule visnede flader. Det var først efter flere minutter at det gik op for ham at hun førte dem til mere og mere øde kvarterer. Erkendelse slog imod ham som en hammer imod en jernplade. Hele hans verdenssituation ændredes over ganske få sekunder.

Hjertet begyndte at slå hårdere og hårdere i hans brystkasse, og de små hår på hans bare arme rejste sig langsomt. Jay måtte kæmpe for at holde sit åndedræt under kontrol. Ville hun virkelig tage ham med ud i en forladt bygning og nakkeskyde ham? Han var ikke så meget i tvivl længere, hvis hun virkelig følte sig presset til det... så ville hun gøre det.

Koldsveden drev af ham og en blodåre pulserede heftigt lige over hans kraveben. Da hun puldeselig beordrede ham til at stoppe stivnede han, gjorde som hun sagde og ledte med paniske øjne ud igennem viduerne efter dén bygning hvori hans døde krop snart skulle finde sin rådnende grav. Med bævrende skridt gik han foran hende, guidet af nik og velvidende om våbenets nærhed. Jay overvejede med hundredevis af billeder i sit hoved, hvordan han kunne få hende til at stoppe. Til at lade være med at dræbe ham.

Han sprang en halv meter i luften af ren forskrækkelse da hun pludselig fløjtede som en fugl. Hvad nu? Var dét tegnet til at et usynligt øje bag en støvet rude skulle skyde livet ud af brystet på ham? Jay mærkede hvor få tunge varme dråber gjorde hans bukser våde indvendig, han ahvde slet ikke hjerne til at se ned og ønske at andre ikke så det.

"Don't... I don't. I haven't done anything. I'm not... Don't kill me. Please, I'm not..."

Hans angstfyldte hvisken blev afbrudt, idet hans blik faldt på pigen på gyngen. På trods af at han mærkede Erichas tilstedeværelse lige bag ham, og vidste at det sorte hul på mundingen pegede lige imod ham, stoppede han brat op.

"Your sister?"

Faktisk ville han have spurgt Ericha, men spørgsmålet blev rettet imod pigen i den støvede kjole. Hvordan kunne hun ligne Ericha så utrolig meget, og alligevel være så meget yngre? for hun var da yngre, var hun ikke?

Han registrerede på en ubevidst plan Erichas tilbageholdenhed overfor pigen, men i Jays paniske sind, fandt han nu en vej ud af situationen. Med krampende fingre og en stank af frygt omkring ham, rakte han ud efter dette lys i mørket.

"Hey you. Are you Erichas sister? Hey... ehrm, something must have... a misunderstanding you see. I'm not supposed to be here. So eh... Here's your sister. Bye bye."

Hvad lavede Ericha nu inden foran ham? Beskyttede hun ham? Det var der virkelig ikke tid til at tænke over, dette ville være dét øjeblik han havde for at flygte. Pistolenmundingen var på vej imod jorden, Ericha virkede distraheret af pigen og... hun kunne vel ikke finde på at skyde ham på åben gade, lige foran en lille pige?

I samme nu drejede Jay om på hælen og begav sig i lange skridt tilbage imod bilen. Pulsen hamrede afsted som ville den springe enhver åre i hans krop, og han hev efter vejret som en hundrede meterløber. Hele hans krop vendte med spændte muskler på lyden af et brag, efterfulgt af kød, muskler og organer der blev flået i smadder af en kugle i fart.

Stanken af frygt prikkede Procellas sanser, som havde det været en strikkepind hun havde sat sig på. Hendes opmærksomhed var splittet og hun vidste det her var en meget farlig situation...og for tilfældig. Det kunne ikke helt passe, men hun kunne ikke satse. Pigen, som var Procella og alligevel ikke var det, måtte uden tvivl være hendes tvilling. De var som to dråber vand, og alligevel var der ting der var så diamentralt modsat.

Pigen i kjolen fokuserede på Jay, og blev uhyggeligt nærværende det gyldne blik. Ændringen var uhyggelig. Fra at være nærmest komplet katatonisk, snævrede pupillerne sig ind med et ryk og hovedet blev tiltet let på skrå.

"The Moon-child is not named Ericha. Our fun leaves. That's not nice."

Procella frembragte en lyd der var halvvejs en protest mod søsteren, men også mod Jay. Hendes arm hævede sig med et ryk mod den unge mand.

"You! Go home! And you! Stop!"

Procella holdt den anden hånd ud mod pigen i kjole da hun lod sig glide ned af gyngen og klaprede hvislende igennem det høje græs, stadig fokuseret på Jay. Det blev en underlig blanding af Procella der febrilsk vendte hovedet fra den ene skikkelse til den anden, og meget arrigt pegede på Jay, ikke helt klar over om hun skulle tage en knæskal, og bekymret over den vågnende søster.

"Go home! Please! I'll play with you, I promise! I wont be late again, just go home okay? He is mine. We can do something fun together later okay?"

Pigen tøvede. Tøvende, næsten modvilligt skiftede hendes blik atter til en smule sløvt og katatonisk. De fyldige læber skiltes i et svagt smil, og et glimt at hvide skarpe tænder. Det var...sødt. Overgivende.

"I worried. I don't like to worry about The Moon-child. We'll play. I'll be nice. He will be nice. He can come and play. If you don't break him. The sun and moon. My tree. My Moon-child..."

Procellas hjerte hamrede afsted og hun fattede ikke sit eget held da pigen vendte sig fra hende og Jay, og komplet i lala-land, med et fraværende smil let rørte alt på sin vej med fingerspidserne i et fjerlet strøg som hun kloprede ned af vejen i sine træsko.

"Dude...I really don't wanner blow you to kingdom come, but you leave me with very little to work with if you do-..."

Procella stoppede midt i sin egen sætning, ændrede sit sigte let og sendte en kugle afsted. Det lød lidt som hvis man lavede en god snotter. Ikke højere. Til gengæld kom der en høj pruttelyd fra trucken der sank i den ene side hvor luften ivrigt pumpede ud af det gennemhullede forhjul. Den unge pige var ved at skrige.

"Seriously! Turn around! I will shoot!"

Please don't make me kill you...please don't make me kill you...fuck...me...so hard! How did it come to this?!

Hvordan havde en latterlig pjækkedag fra eftersidning udviklet sig til at hun stod og skød på en truck og havde...nej! Det gav jo ikke mening! Hvorfor gav ting ikke mening!?

Hun var jo sindssyg! De var begge syge i hovedet!

Jays ben bevægede sig hen over den gule plæne i hastigt tempo, bag ham lød stemmerne af de to piger. Han kunne ikke afgøre med sig selv, hvem af dem han skulle frygte mest. Den hidsige pistolsvingende Ericha - som åbenbart ikke hed Ericha - eller den fraværende uhyggelige kopi af hende.

"No, no, no, no... I'm not... Nonononono!"

Den unge knægt stavrede panikslagen imod pickuppen, det svedige hår klistrede til ham og benene var usikre. Det flakkende blik søgte efter nogen, én eller anden han kunne få hjælp fra. En der kunne ringe efter politiet, så de sindssyge piger kunne blive stoppet. Der var ingen...

Lyden af pistolen opfattede han slet ikke, det var først da han hørte dækket give efter og luften pive ud af det, at det gik op for ham at hun ahvde skudt. SKUDT efter ham! SOm i slowmotion stoppede han, vred kroppen rundt imod Ericha og løftede armene op foran sig.

"DON'T!"

Den lange skikkelse gav et ryk fra sig idet hans ene fod snublede over den anden. I et stort virvar af ranglede lemmer og svedigt langt mørkt hår faldt han sammen på plænen med et højt bump. Havde der rent faktisk været nogen der så optrinnet, ville det se ud som om fyren var blevet ramt.

"Please... I... Don't shot me. He's... He's dead. Oh god he's dead. He's dead..."

Et støvet ansigt viste sig, blege kinder under grågrønne øjne gemt under hårest skygge. Langsomt, med stive nørmest døde bevægelser, satte han sig op. Det tomme blik så imod hende, en undrende rille over hans pande.

"I'm yours?"

Hvad fanden mente hun med det?

Procella stirrede en smule blankt på Jay da han hylede op, og derpå gik på røven. Hun tiltede hovedet let på skrå, men til forskel fra søsteren, hævedes begge øjenbryn og forsvandt op i den svedperlende hårgrænse, hvorpå de blev knebet sammen i en dyb rynken.

"What the hell are you doing?"

Lød det dybt undrende fra hende. Hun så kort ned på pistolen, havde den fyret af uden at hun havde lagt mærke til det? Kunne en pistol det? Derpå så hun mod bilen, og så forsvandt et enkelt bryn op i panden.

"Dude? Your car is a he? It was only a fucking tire..."

Wait...the daddy-thingy...

Procella lavede en mental facepalm. Hun så ned på Jay. Overvejende. Så flikkede hun lille tap op så hun ikke fik ham skudt ved et tåbeligt uheld. Hun rømmede sig let og kørte den fri hånd gennem det stadig våde hår - en bevægelse der var sært beklemt.

"Yeah, Mine. Deal with it"

Proklamerede Procella en smule brysk, og mere end blot en smule defensivt. Hun skulede ned til Jay, og langede en hånd mod ham. I førte hug var bevægelsen den samme som hvis hun ville have pandet ham en på siden af hovedet, men den stoppede og blev til en tilbudt hånd for at hjælpe ham op. Der var noget usikkert i pigens ansigt. Hun skiftede fra varm til kold og tilbage igen. Der var bare noget ved den fumlede lidt generte fyr der prikkede til hende. På nogle punkter var det alt for let for hende at spejle sig i Jay, og på andre var det ren provokation. En dybere mere hemmelig side af det handlede nok om hendes desperate behov for at have en form for kontakt med andre mennesker, og hvad end man kunne kalde Jay, så kunne man ikke fratage ham, hans meget menneskelige reaktioner.

"Sorry...bout your dad..."

Procella rømmede sig let og så ned på pistolen. Hun følte sig lidt akavaet med at stå og vifte med den. Derpå så hun mod Jay igen. Hvad sagde man? Hvad gjorde man? Hun var ikke udstyret med sociale færdigheder. Hun slog på ting, manipulerede med sine omgivelser. Hun løj og stjal. Hun slog ihjel og tævede. Se dét kunne hun finde ud af.

"It...uhm...sucks?"

Prøvede hun, og skar en let grimasse. Hvad fanden var der galt med hende?

Himlen over de to unge skabninger buede blå så langt øjet strakte sig. Der var ingen tegn på at den havde planer om at rulle om på maven, og give landet skygge foreløbig. I det pisgule, knastørre græs sad Jay og stirrede på den spinkle pige. Hendes lange lemmer hørte en før-teenager til. Dog var ukontrollerede bevægelser - der var typisk for en pige der snart skulle blive en kvinde - ikke noget Ericha gjorde sig i.

What is she?

For Jay blev tanken om hvad, eller hvem pigen var, pludselig enormt vigtigt. Her i sit kaotiske sind greb han fat i den største gren han kunne finde, det strå der virkede som det sikreste at forankre sig til.

"Who are you? Please... don't lie to me."

Bønnen var hverken bedende eller kommanderende, den var gennemsyret af træthed og forvirring. Han veg tilbage for hendes hånd, idet han troede hun ville slå ud efter ham. Da det ikke skete rystede han blot opgivende på hovedet. Erichas hånd blev ikke grebet, men efterladt flagrende i luften som glemte aftaler. Pludselig hævede han ansigtet imod hende, som var der noget han var kommet i tanker om. Med svedperlende læber og et flakkende blik talte han.

"I... I'm no one okay. I'm just... just Jay. I got shot when I was little... Eight. Some crazy wooman... tried to... to drink me."

En trækning af et genert smil gled over hans læber. Jay vidste hvor vanvittigt det lød, og han forventede bestemt ikke at Ericha ville være videre forstående.

"Some chick. Really beautiful and cold. Tried to drink me, like a... like a dammed vampire. Some old man shot me. Or... he shot her, tried to and then... I woke up at the hospital. So I'm... I'm just me, kay? Not some loon gonna rape you or anything. So just... don't shoot me, okay."

Hans blik flakkede mellem hende og dén gynge søsteren havde siddet på da de ankom til stedet. Situationen var på alle måder underlig, og Jay havde ingen ide om hvordan han skulle komme videre herfra. I virkeligheden burde han være derhjemme, holde om sin rystende søster og tørre tårerne af sin mors kinder… være manden i huset. For det var vel det han skulle være fra nu af?

"I’ll go home. Please… I need to be… home. You understand that, don’t you?”

Med en knasen af trætte knæ, rettede han sine ben ud og rejste sig langsomt op. Da han endelig stod, svajede han som et ensomt blad i vinden, ligesom hans mudrede øjne havde svært ved at beslutte sig for et fæste. Til sidst mødte de endelig to gyldne gløder draperet af blødt brunt hår.

”Ericha… if that’s even your name… now what?”

Han nikkede ned imod pistolen og så uendeligt træt ud. Det var ikke fordi den unge dreng var holdt op med at frygte for sit liv – pigen kunne jo stadig være psykopat – men hans krop slappede af for første gang siden de havde passeret hans hjem. Desuden… det var nok nærmere søsteren der var skudt i roen…

Procella kneb øjnene let sammen i en overvejende iskold, men tænkende grimasse. Hendes læber blev kort rimpet sammen. Derpå lød et lille fnys.

Old fucks. When they start to shoot people they should put the bloody gun in their own mouths...

Med en tilpasningsdygtighed til situationen, som senere ville blive rafineret, accepterede Procellas hjerne den underlige historie Jay diskede op med. En ting var at han stak hende en plade i et bad, men nu lå han her og rodede rundt på græsset, havde potentielt mistet sin far, og holdt fast i en underlig historie omkring en vampyr der havde prøvet at æde ham, samt en jæger der havde skudt ham.

En ting hun forstod var ære. Hun trådte et skridt tilbage og lod ham komme på benene og redde hvad han selv mente var tilbage af den. Der var et nyt glimt i hendes gyldne øjne. En snert af noget sorgfuldt, længselfuldt, blandet op med foragt, og mentalt panser. Hjem. Hun havde intet hjem. Hun havde hvor de andre jægere førte hende hen.

"So. A fanger huh? Nasty fucks. He shot her? Unless the caps was dipped in holy water, he'd only piss her off. And make holes in you."

Mumlede hun, næsten for sig selv. Tænksomt. Overvejende. Hun rystede let på hovedet og sukkede så. Pr. refleks rakte hun om for at sætte pistolen i bukselinningen og blev så mindet om at hun stod i undertøj. Hun skar irritabelt ansigt.

"Right. Like your virgin-ass are going to rape anyone. You blush by the sight of a boob 13. But ya know what? You're kinda okay"

Procella gav et lille beslutsomt nik fra sig.

"Now you come home with me, get a shot of JD, and then I'll drive you home. If you keep your mouth shut about this."

Procella hævede spørgende et øjenbryn, og i mangel af noget at tage sine arme til, lagde hun dem over kors, stadig med pistolen i den ene. Hun havde jo for fanden ingen lommer hun kunne gemme den væk i. Den virkede mere og mere klodset at stå og vifte med. Hun havde jo ikke haft hænder og arme nok til at slæbe sin taske med ud af bilen, og hendes bukser lå stadig og stegte omme på ladet. Den unge jæger trippede let med de bare fødder på den kogende vej. Det var ved at blive svært at ignorere det her. Det var lige før hun bildte sig ind hun kunne høre hvordan vablerne sydede op på de sensitive fodsåler.

Jays øjne blev større og større, mens deres fokus stadig blev mere og mere skarpt imod Erichas.

A fanger?!?

Det gik op for ham at hans mund stod på klem, og med et lavmælt smæld smækkede han den i, kun for at åbne den igen.

"A fanger? What? You believe me? Like... Ha... ha... hahahahahaha!"

Den unge knægt lo hysterisk. Den hakkende latter var høj og sendte små rystelser igennem den lange krop. Jay anede ikke hvad han skulle stille op. Endnu engang havde han mest af alt lyst til at stikke af, løbe hele vejen hjem og gemme sig i sin mor skørter. Som en skræmt killing smed han hovedet fra side til side, for at se om nogen så ham.

Der var ingen, og han stak ikke af.

Foran han stod det første menneske der ikke havde grint ham op i hans ansigt efter dén historie - nogensinde. En nysgerrighed var tændt, og den vandt over frygten for pistolen. Men samtidig vidste han ikke heeeeelt hvordan denne situation skulle gribes an. Tog hun pis på ham?

"So... you know vampires? Eh... haha. It's so stupid. Like that new show... Buffy? Your Buffy?"

Endnu engang skreg han af grin. Det var på ingen måde for at være strid overfor Ericha, men kun fordi situationen var så skide underlig. I marts havde der været premiere på en serie om en pige der slagtede vampyrer. Jay havde været skræmt og facineret på samme tid. Skræmt, fordi han vidste at der rent faktisk fandtes vampyrer, men resten af verden troede han var sindssyg. Facineret, fordi han gerne ville kunne nedlægge dem ligesom hende den lyshårede skuespiller. Dog vidste han også at vampyrer var langt mere skræmmende og intelligente i virkeligheden.

Han nikkede igennem latteren og trådte frem imod hende. Hvorfor ikke få en drink inden han tog hjem? Det var jo ikke fordi moderen ikke havde set han køre lige forbi huset, hvad gjorde en halv time til eller fra?

I'm okay?

En næsten usynlig rødmen bredte sig over Jays svedige kinder og han forsøgte ihærdigt blot at se ned i jorden, idet hendes lette påklædning atter var en del af hans umiddelbare verdensforståelse. Latteren forstummede dog lige så hurtigt som den var kommet og han stirrede skræmt på Ericha.

"Is your sister gonna be there?"

Glimt fra hvide gange, lange underlige samtaler med gamle mænd med store briller og øjenbryn der voksede op ad, medicinering og flere samtaler. Papirer med malingklatter på og en mor der altid holdt ham i hånden, på trods af at hendes var koldsvedig.

"Is she...?"

Procella så et kort øjeblik let forvirret på Jay. Var han totalt fra forstanden? Hun tiltede atter hovedet let på skrå, men denne gang var begge hendes bryn rynkede i uforståen skepsis over den maniske latter, og derefter fløj de begge op i panden på hende. I næsten samme sekund spændtes kæbemusklen, og de fyldige læber spidsedes til en lille truttende hønsrøv da da pigen arrigt skulede.

Did he just call me a fucking cheerleader?!

"Do I look blond to you? Dickface!"

Snerrede hun ætsende, og tog sig selv i at slå indigneret med nakken. Hun var fandme ikke en lille storpattet blondine med et seriøst pudderkompleks!

"Why wouldn't I believe your sorry ass? Fangers are real. Ghosts are real too. And the big bad wolf. But theres more than one, and being a hunter aint about wearing red fucking capes and being cute. Besides. How sick can you be? Saying fucked up shit like that at gunpoint? That was a retorital question - that means you don't need to answer!"

Growlede pigen, da hun pludselig skulle se op på den højere fyr. Skolegang var ikke noget hun havde gjort sig meget i, så at hun havde kludret rundt i hvilke ord hun faktisk skulle sætte ind og hvad de faktisk var, havde hun ingen anelse om.

"Is she what? A Fanger? Hell no! Think I would let her live if she where? I told ya. I know how to use a gun right? She doesn't. Damn lucky too. Go get my pants!"

Procella trippede let for at afkøle sin fodsåler. Det var svært at brænde sig på brolægningen og være intimiderende samtidig. Hun var en lille spinkel pige, med en stor pistol, ingen bukser, og et halvt solbagt, halvt druknetmus look.

"And my bag! I forgot it on the seat!"

"Whoah, whoah. Relax goddammit. I'm sorry... think she's cool, but hey... sorry!"

Han blafrede hænderne foran sig i en defensiv gestus. Hvad var der med dén tøs? Fra sjov til sur på 4 sekunder. Hold da op altså...

"Can we not like... do this? I'm trying to figure out what face to wear right now, please, let us do the wolf-talk later. I'm... yeah, I'll go get 'em."

Solen bragede ubønhørligt imod dem fra den blå himmel, og teenageren der nu vendte sig om og traskede tilbage imod sin pick-up svedte som et svin. Skulle han bare sætte sig ind og køre væk? Lade som om han aldrig havde mødt hende? Umuligt, han ville sikkert rende ind i hende i skolen. Den eneste befriende tanke var at hun i det mindste ville være uden pistol og have bukser på, hvis dét skete.

Det var utroligt at Erichas jeans endnu ikke havde selvantændt. de var så glohede at han måtte skifte hånd at holde dem med ofte. Tasken flåede han ud fra gulvet under passagersædet. Jay kunne ikke undlade at sende et blik ned i den, åben som den stadig var efter at Ericha havde hevet sin pistol op. Ud af den gabende åbning stak en stable krøllede papirer, der tydeligvis var håndskrevne. Først troede Jay at det bare var noter, men røde bogstaver i toppen af papirerne indikerede anderledes.

So... she sucks at... well, school!

Flere C- smilede flabet til ham og mellem dem lå noget mørkt og skinnede. Uden egentligt at ville det, trak han let i lynlåsen, så tasken åbnedes endnu mere. En rosenkrans havde fået forviklet sig rundt om en vanddunk med et påskrevet H. Så hun var altså katolik. Nysgerrigheden var stor, han kunne rent faktisk lære noget om pigen ved at se i hendes taske. Han slyngede bukserne over den ene arm, og stak højre hånd ned i tasken.

Hans fingre greb om noget glat og køligt. Op trak han en sammefoldet kniv. Jay rystede på hovedet og smed den hurtigt ned i bunden af tasken igen.

She really IS Buffy!

Jay vendte sig om, smækkede døren efter sig og bevægede sig langsomt hen over fortovet tilbage imod dén græsplæn hvor Ericha ventede. Han skævede atter ned i tasken og studsede da to mørke mini-træspid rullede til side da han drejede rygsækken i armene. Forvirret rystede han let på hovedet og så op for at finde Ericha. Da hun kom til syne med gyngestativet i ryggen, smilede han let og forfjamsket.

"Eh... there ya are."

Med et bump smed han tasken på jorden foran hende. Dette resulterede i at et par af papirerne droslede ud af åbningen og lagde sig på jorden. Vinden holdt dagen fri, og der var derfor ingen fare for at skulle jagte de lette ark rundt i området.

"Sorry! Dammit... here!"

Han smed de glohede bukser lettere hårdhændet imod hende og bøjede sig straks ned for at samle papirene op. En bred bræmme af rødt lå over hans ansigt.

Gosh... can she tell?

"Sorry... it's not. Eh... hey, you eh... Need some help with math?"

I det samme som han havde sagt det, og fandt sig selv sidende med en dumpet matematikopgave i hånden, kiggende op på hende, fortrød han sine ord. Hvad i alverden ragede det egentligt ham? Og hvorfor helvede havde han lige tilbudt at hjælpe hende? Stod hun måske ikke stadig med en pistol i hånden?

Procella hævede et øjenbryn over kommentaren om hvor hun var. Havde han forventet hun var stukket i mellemtiden og havde efterladt ham alene ved en truck med sønderskudt forhjul? Det var hende der havde overhånden her! Hendes blik gled køligt ned på tasken der med et tungt smack ramte jorden. Kort distraheret gled hendes øjne til et par flagrende sider. Der var sirligt skrevet på den med koncentreret skrift, men bagpå var nogle blevet udsat for farveblynter i koncentrerede kruseduller, som man ikke fik noget ud af ved første øjekast.

Procella fnys udtryksløst. Så rystede hun langsomt på hovedet. Jay havde stadig ikke forstået det havde han? Det der faldt så naturligt for Procella, virkede som seriøse problemer for Jay. Selvom hun mistænkte ham at gøre lidt grin med hende.

"Why? I just need to pass High School. I need to graduate, not wave my fancy grades around. A few weeks and we are out of here anyway. Life is more than math Jay. It's more than school. I don't have time for school. I just play nice because I have to"

Procella rakte lynsnart en hånd ud og greb de hede bukser i den fri hånd, med et let irriteret udtryk i ansigtet. Havde han forsøgt at bruge det som afledningsmanøvre for noget andet? Hun så opmærksomt, mere intenst på ham et øjeblik. Det føltes som om bukserne var lyntørrede på det hede metal. Bortset fra fugtige lommer og syninger var hun vidst homefree på den her.

"I'm gonna play a new game here. Trust. Don't fuck my trust 13. I'm warning you..."

Brummede hun, så mørkt som hun kunne præstere med sin unge stemme. Derpå lagde hun pistolen på fliserne ved sine fødder. Helt tæt op af. Hun havde brug for begge hænder imens hun trak bukserne på. Hun stak fødderne i de åbne benhuller og trak dem hurtigt på, uden at tage blikket fra den unge fyr, der imens prøvede at fange hendes flyvske halvhjertede opgaver. Hun knurrede halvt da iførelsen afgjorde at skridtet ikke var tørt endnu, og at for lang tids vaden rundt, nok ville give hende brandsår alt for ømfindige steder.

Procella lavede et let hovedkast ned af gaden. hun greb efter hanken på sin taske og den bumpede hårdt mod hendes skinneben imens hun traskede afsted. Hvis Jay valgte at stikke af, havde hun valgtet mellem at skyde ham eller...ja...håbe på at hendes fornemmelse af at blive overvåget ikke var ukorrekt.

Tegnene var små, men hun så dem. Procella holdt let vejret da den krybende fornemmelse af magi fik de små hår på hendes arme til at rejse sig dirrende. Det var egentlig ikke noget dramatisk. En let flimren i luften der kunne have skyldtes heden. Derpå et plop i ørene som hvis man kørte i undergrunden, eller lettede med et fly. Procella gabte overdrevet og sukkede da trykket udlignede sig.

Foran hende var gaden forvundet. Eller var den? Havde den været der? Hvad der mindede om et gigantisk markområde med svedent græs og skovområde i det fjerne, strakte sig. Huset der lå nogle få hundrede meter borte lignede en nedlagt gård. Der var en hovedbygning der var todelt, og så var der 2 ekstra bygninger der lå lidt for sig selv. Ud over det enorme naturareal, så ville huset have passet fint ind i resten. Det var slidt, ikke noget fint eller moderne. Godt gammeldags Amerikansk håndværk.

Procella traskede lidt sukkende mod gården, og skuttede sig da hun fornemmede Jay trænge gennem sløret bag sig. Det kildede i hendes næse og hun nøs af refleks for at få fornemmelsen af magi ud.

"...home sweet home..."

Mumlede hun for sig selv, og skævede over skulderen til Jay. Nu var der ikke rigtigt så meget vej tilbage. Ikke nogen borforklaringer eller undskyldninger. Det gjorde sig også ret tydeligt da en langlemmet ung fyr, omkring en håndfuld år ældre end Procella, trådte ud af samme ingenting og stod helt stille ved siden af Jay, der komplet blev ignoreret. Den fremmede havde et lille smalt overskæg, bar overkrop der perlede af sved, og brune slidte shorts der engang havde været fløjelsbukser der nu var klippet korte. Han var uhyggeligt langlemmet. Han var slank, næsten på grænsen til tynd. Øjnene var gemt bag solbriller med spejlglas, og han havde en omvendt slidt "Panthers" kasket på. Det mest skræmmende var nu nok det komplet udtryksløse ansigt, og det langløbede gevær der skødesløst blev holdt i den ene hånd på en lidt for familiær måde.

"Clay ain't gonna be happy."
"It's not Clays house"

Sjovt nok havde den langlemmede fyr faktisk en dyb og melodisk stemme. Noget man kunne forvente at høre i en musical. Procella gned sig i panden uden at se sig tilbage. Hun vidste udemærket hvem der talte.

"He knows...Got attacked by a fanger once, and shot by a hunter"
"Did he now?"

Der var smil i den melodiøse stemme. Han hægtede stroppen over skulderen og trak let på de spinkle skuldre. Ikke en godkendelse, men langt fra en afstandstagende gestus. Det var simpelthen ikke op til ham, og han ville ikke hidse sig op over det. Huset havde åbenbart vokseværk.

"Rippers chilli. Save me some. Going back"
"Sure. Like always"
"Later..."

Så vippede han kort brillerne ned og et par umanerligt bløde brune øjne blev vendt mod Jay og fangede kort hans muddergrønne. Så Blinkede han let med det ene øje og gengav den perfekte dovne lyd der hele tiden med mellemrum havde lydt i den hede eftermiddag, af en enlig cikade.

"I'm watching boy. They call me Cricket. Never understood why"

Procella rullede med øjnene og langede ud efter Jays håndled. Hun greb fat i ham og trak afsted med ham, ned mod den faldefærdige gård. Hun slugte et halvt grin. Så havde hun haft ret da hun følte sig overvåget, og hun havde også haft god grund til det da hun havde fløjtet den beroligende tone så der ikke havde siddet en velplaceret kugle i panden på Jay. Men alligevel var det rart at vide det ikke havde været "spøgelser" men hendes 6. sans. Cricket vippede brillerne på plads, og førte en finger let til den slidte sorte kasket før han bakkede lydløst.

Hun havde glemt at slippe Jay da den lille gysen i hendes hud fik gåsehuden til at rejse seig, ved fornemmelsen af magiens bølgen, da Cricket atter forsvandt ud på den anden side af slørret der skjulte deres lille bid af verden. Det de omrejsende nomader kaldte for deres hjem. Rippers hus....

Med flagrende lemmer puklede Jay rundt på den visne græsplæne. Én efter én fik han samlet de flyvske stykker papir sammen og pakkede dem under armen, før han eftersatte Ericha.

"So... you move around a lot?"

Det var lige så meget en konstatering, som det var et høfligt forsøg på at bringe samtalen videre... uden alt for mange underlige emner. Dét at Ericha var vant til at flytte og aldrig opholde sig længe det sammen sted, forklarede et par ting eller to. Eksempelvis hvorfor hun var så utrolig dårlig til dét der med socialisering. Hvem fanden truede andre med pistoler få øjeblikke efter de havde leget Miss Wet T-shirt foran selv samme?

Jay havde for længe siden indset at det ikke nyttede meget at forsøge at skabe mening med det hele. Problemet var bare at hans hjerne stadig ikke var nået dertil. Derfor kørte den øverste etage på højtryk, alt imens den unge knægt roligt bevægede sig efter Ericha.

Atter engang gik han i stå. Hjernen ville simpelthen ikke fatte hvad der skete omkring ham, som et stædigt æsel nægtede den at forstå den bratte ændring lige dér foran hans næse. Hvor fanden kom dét hus fra? Hvordan i al verden... havde dén græsplæne været der før? Hvad den unge pige foran ham opfattede som magi, forstod Jay kun som en svag kildren i øregangen, en kildren han overhovedet ikke registrerede som værende væsentlig for situationen. Der var intet i hans verden der gav nogen som helst forklaring på noget som helst...

Jo, det sku' da lige være at han var blevet ragende vanvittig!

"Please tell me that I'm dehydrated... dreaming. Anything! Just... Ooooooh Jesus."

Han stod dér, midt på den store plæne der på mystisk vis var dukket op under hans fødder, med håret klistrende ned i panden, svedskjolder, et ansigt så blegt som månen selv og med Erichas kryllede papirer under armen. Og han var gået fuldstændig i stå.

Ved hans side stod pludselig en ung fyr. Jay registrerede ham, og specielt geværet over fyrens skulder, men hans hjerne blev ved med at overbevise ham om at han drømte. Jays læber skilte sig i et forhutlet smil, og en klukken løb over hans læber.

"So... hi."

Han vågnede da de brune øjne fangede hans blik. Så livagtigt det hele var. Endnu en lavmælt latter lød fra ham.

"Cricket? Hahaha! Oh God... This is so wierd. Must be that Discovery show I watched a few days ago. Haha... crickets. The most annoying sound in the world."

Han vendte sig imod Ericha og smilede stort til hende. Blikket var ikke længere frygtsomt, idet han helt havde overbevist sig selv om at dét her blot var en illusion. Den aggressive pige havde sikkert skudt ham, og lige nu lå han ét eller andet sted og var ved at forbløde. Var dét her virkelig sådan det var at dø? Han havde forestillet sig noget med evigt mørke, eller den famøse tunnel - fandme ikke en græsmark og en stenet fyr der blev kaldt Cricket. Der for øvrigt havde en virkelig grim kasket på.

"Hey... where are we of to? Is this... heaven? HAHAHAHAH!"

Jay blev overrasket over hvor stærk Ericha var, som hun slæbte af med ham. Ligeledes undrede det ham hvor roligt han tog det hele. Måske fordi han lige skulle forstå at han var ved at dø? Tog det ikke tid atopfatte sådan noget? Han anede det ikke, men nu var det jo heller ikke hver dag han øvede sig på dét der dø noget.

"Hey, stop. Come on... stop. Let me go. Why did you shot me? I didn't do anything to harm you, did I? Come on, I'm to young to die. I need to get back out."

I hans forvirrede sind, med en hjerne der fattede hat, renssonerede han sig frem til at hytten måtte være 'lyset for enden af tunnelen' og at han, for ikke at dø, lidt lige som i dårlige film, måtte kæmpe sig vej tilbage. Hun skulle fandme ikke have lov til at trække ham med sig ned i helvede. Med et kraftigt ryk forsøgte han at flå sin arm til sig, og tabte i samme omgang papirerne ud på det grønne græs.

"LET GO! I'M NOT DYING YET! I'M NOT LETTING YOU KILL ME!"

De mudrede øjne var skræmte, forvirrede og svømmende i det blege ansigt.

Procella skævede til Jay. Hendes mundvig krøllede let op og hun sendte et lille skævt smil og trak samtidig let på skuldrene som slog hun det hen.

"Kinda? We move with the need for us."

Hun havde taget et par skridt mere da hans lette udbrud fik hende til at stoppe igen.

"Well...you havent had anything to drink in my company so you might be dehydrated? Why is that important? You want water instead of whiskey? I can manage that?"

Hvad han havde tænkt sig at drikke var da det mindste problem lige nu? Hun vendte sig helt mod Jay da han rev sig løs og opførte sig som om han havde en hel isenkræm løs på øverste etage. Lidt irriteret satte Procella en hånd i hoften og skød den let ud.

"Dude...you don't make any sense at all. Listen to yourself. Is this heaven? If this is your idea of heaven, heaven is a fucking boring place to be then. In serious lack of fluffynes and green stuff. And if you where actually in heaven, then why would there be sweaty half naked people threatening you? Heaven equals death. So if this is heaven, you are already dead. Not my doing. I shot your fucking truck, so unless you have somekind of weird symbiotic relationship with your tires, then..."

Procella rullede med øjnene over de flyvende opgavepapire. Den her gut var da godt nok mere anstrengende end hun havde forventet.

"Right...you know what? Whatever dude. Good luck walking home from..pfh...heaven..."

Mumlende og mere såret end egentlig vred begyndte hun at trampe rundt efter de flagrende stykker papir, og med meget lidt omtanke for opgavernes tilstand, proppede hun dem brutalt ned i den halvåbne taske

"Heaven. Please. Do I look like a bloody angel? Fucking insulting. Humans and their stupid little minds. Goddamnit. So stupid. Why did I even talk to him? Auch!"

Procella hev hånden til sig da hun fik stukket sig på en lille kaktus hvor et opgavepapir var spiddet fast til en strittende pig. Hun rystede hånden træt og suttede på fingeren med en skulen til planten, og nåede lige at tage sig selv i at losse arrigt ud efter den. At losse til stikkende ting uden sko på ville have været mindre end klogt. Hun rettede sig og så ned på Jay, rystede på hovedet og fnøs. Der var et skuffet udtryk i hendes ansigt, som langsomt blev lukket.

"Don't get eaten by the fangers. Oh and please do notice I threatened to shoot you, I never said I would kill you. Why the fuck would I kill a dumbass teenager who is afraid of girls? If I ever kill you, I promise you wont be a virgin when I do. Bloody idiot..."

Hun vendte rundt og dappede ned mod den store gård i det fjerne. En lille slank skikkelse, næsten spinkel og knoglet, med våde bukser over armen, en stor uformelig taske over skulderen, stadig fugtigt og pjusket hår, og med en kropsholdning som havde hun været nørden på skolen der slukøret vendte hjem efter en dag i tortur med buksevand på skolen.

Jays hoved blev underligt tomt idet Ericha vendte sig bort fra ham og gik væk. I lange sekunder lå han blot og stirrede efter hende. Til sidst fik han overbevist sig selv om at dét hun sagde gav mening... Han havde heller aldrig hørt om at paradis, eller helvede for den sags skyld, skulle bestå af en mark og et hus.

"Hey... wait..."

De lange lemmer satte i bevægelse og kort efter var han i lunt på vej efter den mørkhårede unge pige. Hen over hans svedige ansigt lå en eftertænksom maske.

"I'm sorry, 'kay? I am... It's... I guess I'm... confused."

Han rakte en hånd ud efter hende, men stoppede den lige inden stoffet på hendes skulder.

"Sorry... I'm sorry."

Stop talking goddammit! Stop screwing everything up.

I et par lang skridt nåede han op på siden af Ericha. De grønne øjne skelede til hendes side, men han tog ikke mere initiativ end dét til at nærme sig hende. Et dybt suk lød fra hans læber og en underlig ro faldt over ham, jo længere hen imod huset de bevægede sig. Han forstod det ikke... på den ene side frygtede han hende helt vildt, på den anden side så var det som om han havde kendt hende hele livet... eller... altså, måske ikke helt, men der var noget over hende som tiltrak ham.

"Have you ever killed anything?"

Han var nysgerrig, men også samtidig bange for at hun ville sende ham bort. Hvis hun gjorde... så ville han være nødt til at tage hjem og dét kunne han simpelthen ikke overskue lige nu. Selvom han vidste at mor og søster savnede ham.

... desuden havde Ericha skudt hans dæk i smadder.

Procella blottede let tænderne af hånden da hun så den uhyggeligt tæt ved sin skulder. Hendes kvote for fysisk berøring var i løbet af en dag på samme niveau som hun havde i en uges tid, og det havde hun en smule svært ved at arbejde med. Galsindet åbnede hun munden for at galpe at det overhoved ikke ragede Jay...Men noget fik hende til at tøve. Hun slog blikket ned et øjeblik og det var lidt som om noget af luften gik af ballonen. Hun trak på den ene skulder og på en eller anden måde blev bevægelsen både et selvudslettende, undskyldende og undvigende udtryk. En meget underlig fremtoning.

"Hrm...yeah...My first one was a wolf..."

Procella så op og skar en let grimasse. Hun måtte jo nok uddybe den en smule.

"Like...you know...a WEREwolf?"

I tilfælde af at fyren stadig var komplet blank, krummede Procella fingrene som var de klør og kom med en meget tam efterligning af en knurren. Slet ikke som da hun faktisk havde været pissed og rent faktisk havde lydt som et rovdyr. Der gik en let gysen gennem hende.

"I didn't get to think much about it. Teeth and fur everywhere. I was trained for that. It was expected of me. It wasn't a little girl anymore. She was an abnormal. A killer. We had to put her down. I had to put her down. No matter what happens you never forget the first one. When they change...They almost seem human...almost..."

En kraftig rødmen skyllede op i pigens kinder, og hun skød hagen en smule frem, som om hun forventede at Jay ville le højt af hende, og hun forberedte sig på det. Skoletasken blev krammet ind mod hendes bryst som en slags skjold mod den hån hun åbenlyst forventede at blive udsat for.

"Pfh. You could never do that anyway! One flash of boobs and you turn into jello"

Det var vildt unfair, og Procella fik en underlig fornemmelse i maven over det...hvilket hun ikke helt kunne sætte sig ind i, i det givne øjeblik, men hun følte sig lidt som en røv.

Gotta be a concussion...

Tænkte hun. Der var ingen anden forklaring på at hun havde det så underligt lige nu!

"A werewolf?"

Jays øjne blev store. Varulve? Alligevel?

"How many creatures are out there?"

Han kunne ikke lade være med at trække let på smilebåndet over hendes imitation af en ulv. Men der var intet hånende over hans blik, snarere tvært imod. Han var nysgerrig! I stilhed lyttede han til hendes fortælling om hendes første drab, og i hans mave kunne han mærke en knude binde sig mere og mere sammen. At være så ung, og så... at skulle dræbe på dén måde? Han forstod det ikke... og alligevel forstod han det lidt.

"But aren't they? I mean... werewolfes... are they monsters?"

Han drejede hovedet og så ned på hende. I mellemtiden havde de bevæget sig tættere på huset, og han fik mere og mere lyst til at se hvordan hun boede. At få en smule indblik i hendes liv.

Det næste hun sagde tog pusten fra ham. I løbet af få sekunder var hans kinder røde og ørene brændte. Han forstod ikke hvorfor hun mobbede ham på dén måde. Han var flov, pinlig over hvordan han havde reageret tidligere. Pinlig over at opføre sig som en lille dreng, og flov over at han bare var kørt forbi sit hjem, hvor faderen lige var død.

"I can... I can go home if you don't want me here."

Men hans skridt fortsatte alligevel fremad, og kommentaren var flad overhovedet ikke så skarp som han havde ønsket. Snarere en ligegyldig konstatering, for han havde jo faktisk overhovedet ikke lyst til at tage hjem.

Da de nåede helt hen foran verandaen stod en duft af kødgryde ud imod dem. Jays mave begyndte som på kommando at rumle.

"Damn, that's delicious."

Jay stoppede op og vendte sig om imod pigen ved sin side. Et skævt usikkert smil hvilede i hans ene mundvig.

"I'm not scared of you... I mean... I allways thought murderes were evil people. But you don't seem evil... You're... Are you okay?"

Han blik gled omsorgsfuldt ned over det pjuskede hår og de bare ben. Det var svært at forestille sig at den spinkle pige skulle kunne dræbe noget som helst. Han håbede bare ikke at... Havde hun nogensinde fået lov til at være barn?

Procella udstødte en prusten

"I don't want you here...Believe me, I really don't want you here..."

Det sidste blev næsten fortrydeligt mumlet. så genvandt hendes stemme kraft.

"But you don't want to go home, and you don't have a car. So there is not much more to discuss in that matter. Besides we are here now"

Hun slog ud mod bygningen med den ene hånd lettere opgivende. Hum var tørstig og ville bare gerne sidde ned lidt. Hun havde virkelig ikke lyst til at skulle slå Jay ned og trække ham ind ved håret som en hulemand. Hvorfor var det lige at alt hvad hun foretog sig virkede som om det gik så satans hurtigt og verden bare snurrede ud af kontrol hver eneste gang hun gjorde eller sagde noget?

"Well..."

Procella så op i den højere drengs ansigt med afklaret alvor.

"They are. Monsters I mean. What else do you call a thing that has fur and teeth and claws, and eats humanflesh and kills just because they can and just because they feel like it. That is a monster."

Der kom en lille rynke på hendes næse da hun begyndte at smile over lyden af den rumlende mave. Hun rakte af sig selv op og gned den let som for at slette at den havde været der. Så trak hun let på skuldrende.

"How would you know I'm not evil? Evil masquerades. The smartest thing an evil person can do is make you trust her right? Or him..."

Hun rømmede sig let for at klare halsen. Det var lige lovligt filosofisk alligevel. Hun rynkede de fintformede bryn let, og der var en oprigtig forundring i hendes ansigt over hans spørgsmål. Hvorfor bekymrede han sig om hende? Hvorfor betød det noget om hun var okay? VAR hun egentlig okay? Det var et forholdsvis simpelt spørgsmål, men dybden i spørgsmålet var alligevel mere end hun lige kunne rumme. Hun sendte Jay et let smil, der ikke virkede helt ægte.

"Uhm. Yeah, sure? Tell you what's evil though. Rippers Chili. You know. If you're gonna come inside I better take a leap. I have this...feeling about you. I'm..uhm...my..."

Hun virkede pludselig ret usikker. Hun bed sig let i underlæben, og måtte synligt trække vejret dybt og tage mod til sig. Derpå rakte hun en lille hånd frem mod ham.

"Procella. My name is Procella. And this is my very...odd...home. If you go inside I need you to swear never to tell what you see, or tell my secrets to anyone. If you swear you can't take it back. It's very serious business to swear, I'm not kidding. But you have to. It's not just my secret. We have to protect each other. I keep your secrets, and you keep mine? Deal?"

Den unge piges hjerte hamrede tungt i hendes bryst. Hvad fanden skulle hun gøre hvis han nægtede? Hun kunne ikke tvinge ham, og han havde allerede set alt for meget til at det nogensinde ville blive hende tilgivet. Hvis ikke Jay tog hendes hånd...Hvis ikke han tog imod hendes venskab...

Please dear god...please please please please please...please be my friend? I don't wanner be alone anymore...please...

Hun holdt vejret og bad. Mere indædt end hun havde bedt i mange år.

Hans grønne øjne studerede hende med let undren. Godt nok havde han mødt mærkelige personer i sot liv, sågar én der havde forsøgt at drikke hans blod. Men varulve alligevel? Hans tanker blev afbrudt af det skæve, knapt så overbevisende, smil pigen sendte ham.

So pretty!

Et kort øjeblik fandt Jay sig selv svømmende væk i det gyldne blik og de hvide tænder. Han havde aldrig før mødt nogen med så særpræget en øjenfarve, og spurgte man ham, var det det smukkeste sæt øjne han nogensinde havde set.
Men på trods af teenage-hormoner og lysten til at kaste sig hovedkuls ud i en forelskelse, var der alligevel en minimal stemme der advarede ham.

Noget sagde ham at livet kunne blive farligt sammen med Ericha.

Atter engang afbrød hun hans tankestrøm idet hun rakte en slank hånd ud imod ham. Først så han helt forvirret ud og i et par lange sekunder forsøgte han at forstå hvad hun ville, men lyste så op i et blændende stort smil. Grinende greb han hendes hånd og rystede den måske lidt voldsommere end nødvendigt.

"Procella?"

Jay lod blikket glide imod himlen og så tænksom ud, næsten som om han smagte på ordene.

"That's nice. I mean... cool. Never heard it before, I like it."

Svag rødmen spredte sig over hans kinder da han opdagede at han endnu ikke havde sluppet hendes hånd.

"Oups... hehe. Listen. I eh... You're cool.. and... My name's still Jay. Hehe... And I promise. Of course, no reason not to. I wont tell anybody, I promise."

Et godhjertet strålende smil prydede hans ansigt idet han klappede hende kammeratligt på skulderen. En svag sitren gik igennem ham da hans fingre gled hen over den solbrune hud på hendes skulder, han tog sig selv i ikke at røre ved hende længere end højst nødvendigt. Bag pandelappen skældte han hæder og ære fra sig selv over at opføre sig så tåbeligt og lalleglad. Men udenpå var der loyal hundehvalp for alle pengene.

Jay forstod ikke hvorfor Procella gik så meget amok over en lille smule sværgen. Men hvis det skulle til for at få hende beroliget, så selvfølgelig. Lavede man håndtegn også, eller var det nok bare at sige det?

"So... are we going in? Curious to see this wonderland of yours. And get a bite of that sweet-smelling food! Rippers Chilli? Ripper? Od name!"

Imens han talte satte hans krop i bevægelse, mest af alt for at få brudt den pinlige tavshed (han selv følte) der omgav dem.

Did she see me blush? Please... dear God!

Jay rettede sig op og forsøgte at skyde brystet frem uden at det skete alt for tydeligt. De lange lemmer bevægede sig imod døren, skridtet inden de nåede den vendte verden sig på hovedet. En tå satte sig fast i det modsatte bukseben, og den lange krop fortsatte sin færd videre uden benene.

Trædøren sprang op med en hul lyd, sekundet efter at netdøren revnede under vægten af Jay. Et klask afslørede at den langlemmede unge mand, nu også med røde ører, var landet på gulvet og i samme øjeblik forsøgte at komme til bens igen.

Someone just shoot me!

Procella rødmede kort. Pænt? Var hendes navn pænt? Det var da en underlig ting at sige? Det var bare et navn? Det var ikke engang hendes fødselsnavn. Hun tog sig i at dukke hovedet let og halvvejs skjule sig bag det lange våde mørke hår med en svag mumlen.

"It's nice? Uhm..thanks? It's latin..."

Da hun sagde det havde hun lyst til at trampe sig selv over de bare fødder. Hvorfor stod hun og blev så underlig? Hun opførte sig som et forelsket tøsebarn i en eller anden åndsforladt film! Teknisk set vidste hun godt hvorfor hun blev så usikker. Hun var ikke vant til at dele sit privatliv - sit RIGTIGE privatliv - med nogen. Men det var simpelthen for langt ude og pinligt at stå og sige sådan noget. Hvem fanden gjorde dét?

Den gyldenøjede pige skar en grimasse og sukkede da Jay gik i gulvet...igen. Hvad fanden var der med den her dreng og motoriske evner? Hvordan var han nogensinde blevet fodboldspiller uden at slå sig selv ihjel i processen?

"Very smooth 13. Very smooth. Need a hand? Seems like you got two left feet and nothing to spare. Furthermore...you have to swear. Not promise. Say the words. Just humor me on this one okay? Can't hurt...more than that..."

Procellas bukser blev slynget over gelænderet til verandaen med et vådt slask, hvorefter hun slog en klo i Jay's bukselinning og skabte en smule luft mellem hans hofte og træet ved at hive op. Det var alligevel optimistisk at tro at hun med en enkelt hånd kunne løfte en fyr der vejede 5 gange mere end hende...ikke at Jay på nogen måde gjorde det, men det gjorde han da hun forbandede hans eksistens koordination til helvede.

Fra den stegende sol udenfor som man mere eller mindre kunne spejle æg på fliserne i, og den skærende sommersol, virkede huset direkte koldt...og sort. Procella kunne tydeligt se gule, grønne og blå solprikker der ivrigt dansede for hendes øjne.

"Dude? Are you okay? pay a bit more attention okay? Don't fucking embarrass me"

Hvislede hun lavmælt, og gav slip på Jays bukser da det lod nogenlunde som om han havde styr på sig selv. Procella så sig let om og forsøgte at se huset med nye øjne. Som en fremmed i huset ville have set det. Som Jay ville se det.

Meget atypisk for den klassiske Amerikanske indretning af et hus, kom man ikke direkte ind i køkkenet eller stuen, men faktisk halv-europiæsk inspireret kom man ind i en entre. Til gengæld var der intet tapet. Væggende var tydeligt lavet af af træ. Det var muligt det var eg eller bøg. Det havde fået en svag pensel med hvid maling, men som ikke druknede træets naturlige farve, men nærmere fremhævede den under den lysnede farve, og alle årene i træet var tydelige og gav huset et anstrøg af den varme man fandt i gamle stråtægte gårde eller bjælkehytter, men med et mere moderne strøg, selvom alt bar tydeligt præg af at have slid og år på bagen. Umiddelbart virkede huset i denne ende meget spartansk. Slidt, men velholdt. Der var intet der var ved at falde fra hinanden...med undtagelse af den nysmadrede dør. Entreen gav glimt til en lang gang med masser af døre, og et par lokaler med klassiske perleforhæng for at holde en slags middelmådig privatliv, og holde insekter ude, men også gjorde det komplet umuligt at bevæge sig lydløst i et sådant hus. Fra køkkenet lød latter fra flere stemmer og der var en dyb krydret lugt. Blandet op med latteren var også den skrattende lyd fra en transistorradio hvor en ivrig stemme remsede de seneste hitlister op.

Der var en bred trappe i den ene side af entreen der førte op, og hvad der så ud som pulterrum under trappen. Selve trappen op var tæppeklædt og dét havde set bedre dage. Det var tydeligt slidt i mønster der tydeligt talte om fødder der havde slidt det dagligt. Der lød tunge trin oppefra trappen og en gigantisk mand kom til syne. Han lignede en vaskeægte redneck. Store fødder, store hænder. Han virkede ved første øjekast direkte fed, og måske lidt tilbage. Han havde tykke læber, og næsten hængende øjenlåg. Håret på det alt for store ansigt virkede tyndt og næsten dunet, og havde en meget kraftig orangerød lød.

"Hey Tiny..."

Sukkede Procella og vinkede let. Tiny fortsatte nedad. Det virkede som en næsten grusom joke at kalde en så gigantisk mand for Tiny.

"Great. He tore the net. Are you gonna pay for that? Is he your boyfriend?"

Dér var forklaringen. Tiny havde en lys lys stemme. Den virkede næsten fugleagtig og feminin. Da Tiny fortsatte sin nedstigning og han blev badet i lyset udefra, så man tydeligt hvor massiv hans kropsbehåring var, selv på hænder og fødder, men nu kunne man dog se at den enorme ramme godt nok var på plussiden, men den var massiv. Tiny var ikke lasket og fed, han var generelt bare virkelig stor. Procella sendte den gigantiske Tiny et lille smil.

"He is a boy, and he is my friend. Is that the same? If you wanner rat me out I'll find a way to pay?"

Procella så forsigtigt og tøvende på Tiny. Hun kunne ikke helt lure stemningen. Et sted ovenfra lød der støj fra nogen der bevægede sig rundt. Et andet sted ovenfra lød det som om nogen var igang med at kløjes i sin egen tunge under et specielt langtrukkent snork. Tiny så mistænksomt på Jay.

"You know Ripper is going to be angry about this. The new company and the door"

Procella sukkede og lukkede øjnene. Hun nikkede kort og kløede sig på kinden. Jep. Det vidste hun godt. Men der var ikke så meget at gøre ved det. Hun så sig let rundt og havde ikke det store behov for at blive grillet yderligere.

"He's green...But he was chewed by a fanger..."

Der kom et pludselig glimt i Procellas øjne da hun spærrede dem op med et sæt. Det var et gribe efter halmstrå, men hun tog imod hvad som helst lige nu.

"And Ripper told me to improve my grades. Jay are better at math than me. Come on Tiny. You know me. Fix the door? Pleeeease? I owe you one? I'll...I'll...You can have my dessert tonight? Georgia is making apple-pie, she told me last night? Come on?"

Procellas store øjne blev om muligt endnu større. De fyldige læber blev knebet let sammen i en kvart undskyldende og bedende grimasse. Den spinkle pige hang let med hovedet og det fungerede fantastisk godt sammen med at hun ikke havde bukser på, så hun så lidt ynkelig ud, og lignede en druknet hund. Den store mand gryntede. Han så fra de ravfarvede tiggende øjne, til den fremmede ung dreng, og til netdøren. Man kunne se i hans ansigt da han ovegav sig. Procella kastede sig frem og gav Tiny et stort kram, og det lignede mest af alt e nyfødt abeunge der prøvede at kravle rundt på en gigantisk gorillahan, i målestoksforhold i hvert fald.

"Thankyouthankyouthankyouthankyouthankyouthankyou!"
- "Alright, alright. Stop it. You're wet. Why are you wet? And not wearing pa-...No. I don't want to know! Young man, if you get her pregnant I'll tie a knot on your peepee are we clear?"

Den sprøde tynde stemme var virkelig latterlig i forhold til den gigantiske skikkelse, men der var ingen tvivl om den reelle trussel der lå i ordende. Procella begyndte at fnise - en fantastisk piget lyd når man tænkte på hvem den kom fra. Hun rystede opgivende på hovedet og slap den store mand, og skævede tilbage mod Jay, ikke helt sikker på om det ville være dødsstødet og han ville mande sig op, eller om han ville falde om at pinlighedsfaktor.