Concentration please (Fortid)

Sted: Rippers baghave
Måned: August
år: 1995

En dråbe sved formede sig langsomt men sikkert langs det mørke bryn. Langsomt begyndte den at rulle med hårstråendes groretning og voksede sig større.

...dont...

Den spinkle pige i græsset holdt vejret da dråben gled ned over det lukkede øje og kildrede hele vejen ned af hendes kind. Augustsolen bagte nådesløst ned over det sommergule græs. Pigen åbnede det ene øje på klem og skævede surt til sin tvilling der stirrede fjernt ud på...guderne måtte vide hvad.

arg!

Pigens hånd for op til kinden og kløede den kildrende fornemmelse bort. Reaktionen faldt samme sekundt. Hun hørte bambusstokken svirpe i luften før den sved mod hendes håndled, men hun kunne ikke lade være med at hvæse af Ripper alligevel.

"You know the rules Lauren...dont...move..."

De gylne øjne der så op på den enorme skikkelse dolkede ham. Det affødte en let klukken. Procella så irriteret på sin søster ud gennem øjenkrogen, og da Ripper vendte ryggen til gav hun den lige så spinkle skikkelse ved siden af sig et vredt skub med albuen. Det var pisse snyd! Micha havde en overlegen fordel i den her leg. Rastløs trak hun vejret dybt og skævede til den slanke skikkelse et par meter fra hende. Hvordan kunne han sidde så stille?

Cikaderne larmede i middagsheden, og solen bagte tungt i det mørke hår. Var de ikke snart færdige? Uden at tænke over det sank Procella let sammen i ryggen for at slappe en smule af. Atter svirpede bambusstokken gennem luften og ramte hende denne gang over lænden.

"Lauren...will you please concentrate for more than 10 minutes?"

Lød den dybe stemme. Hvordan fanden havde hun ikke hørt ham? Procella begyndte at knurre dybt i halsen. Bambusstokken stak hende let under hagen da den tvang hendes hoved opefter.

"Girl...are you growling at me?"

Procella åbnede øjnene og kneb dem hurtigt sammen mod det skarpe sollys der faldt den enorme mand ovenfra og nedefter. Hun sank en klump.

"Hrm...no im not...sir...."

Lød det en smule anstrengt fra hende, men hun forsøgte ikke at flytte hovedet bort fra stokken. Det havde hun prøvet én gang. Langt væk i lala-land sad hendes tvilling og legede med en cikade der kravlede rundt på hendes fingre. Procella måtte virkelig kæmpe for ikke at daske vredt ud efter skikkelsen. Lorteleg! Der var ingen mening med den overhovedet!

Ved siden af Procella, rank i ryggen, med lukkede øjne og med hænderne i skødet sad en slank, høj, hvidhåret mand med et ungt ansigt. Han havde høje kindben og fine træk i ansigtet, og en stort, sort tatovering rundt om det højre øje. Han trak langsomt vejret ind og pustede ud igen. Der var fred her, en dejlig sommerdag fuld af fred, midt i guds grønne natur. Creon nød Rippers træning, af en eller anden grund fandt han den yderst... Udvidende. Procella fandt tydeligvis ikke samme glæde ved hans træning, og Creon kunne ikke lade være med at smile af det.

"You should cut the girl a break Ripper." Smilede han, stadigvæk med lukkede øjne. "I do beleive she is doing her best."

Procella sendte den hvidhårede mand et taknemmeligt blik da bambusstokken blev fjernet og hun kunne slappe en smule af i nakken

"Stardust...her best is not enough if thats gonna get her killed...you think?"

Brummede stemmen, utilfreds med indblandingen. Lige så urokkelig den havde været over for Procella lige så blød var den pludselig

"Come on Michelle. We need to get you in the shade now...come on"

Procella åbnede øjnene igen og trak vejret dybt for at protestere. I sidste øjeblik fik hun kvalt det før det blev til en verbal formulering, men indignationen var klart at læse i hendes øjne da hun hørte søsteren rejse sig fra græsset, og følge med den enorme mand op på verandaen. Den slanke pige spidsede ører og småknurrede igen da hun tydeligt kørte hvordan Micha fik skænket limonade. Isterningerne klinkede svagt mod glasset.

"...not...fair..."

Hvæste hun åndeløst for sig selv. Hvorfor gjorde han altid forskel på den måde?

En slank hånd blev rakt ned imod den siddende pige. Elveren havde rejst sig og gået om foran hende, hvor han stod og kiggede ned imod hende med et skævt, varmt smil.

"Hey, dont worry about it kiddo, its always like that in families."

Han havde trænet sammen med Ripper, Michelle og Procella i snart et år efterhånden. Han havde været med til at sætte sit præg på den unge generation af menneske-huntere, et privilegium han var utroligt glad for at have fået af sin ordens grandmaster. Det var kun få der arbejdede med mennesker, og selvom Creon til tider fandt dem vulgære og primitive, var der også noget graciøst i deres forgængelighed, en forgængelighed som gav dem et rigere følelsesliv end elvere.

"What about some sword-play huh? That oughta cheer you up."

Procella skyggede med en hånd for solen så hun kunne se op på elverens slanke skikkelse. Hun så tøvende mod verandaen.

...oh what the hell..

Procella rakte hurtigt op forbi hans hånd og greb fat om hans håndled så hun kunne trække sig selv op

"Like...full length this time around? No long knifes? A real sword? No tricks? I am ready?"

Der var en skjult iver i hendes ansigt og samtidig forventningen om en afvisning. Hun havde ikke sluppet hans underarm. Hendes greb var blevet let insisterende

Creo hev hende på benene og så påtaget tænksom ud. Han havde faktisk planlagt at de skulle slås med rigtige sværd denne gang, men det var der jo ikke nogen grund til at afsløre overfor den unge lærling. Han kunne lige så godt gøre hende gladere.

"Hmm, well, why not? Let me talk to Ripper."

Han vendte sig over imod verandaen.

"Hey! Ripper! Im gonna go kick your students ass! Do we have any swords lying around the house?" Råbte han muntert i en drillende tone imod den kæmpe store sorte mand.

Creo kunne godt lide at drille Ripper, det virkede næsten altid som om han blev helt forlegen når en elvermand gav ham inputs eller overfusede ham med sin mere løsslupne, legefulde natur. Netop den forlegenhed i en så stor og mægtig mand var en af de ting, der fascinerede Creo fantastisk meget omkring Ripper, at en så intimiderende skikkelse kunne have så blid en personlighed... Som så godt nok ikke gjaldt overfor hans elever.

Ripper havde blidt ført den verdensfjerne pige over til en stol og skænket hende noget køligt at drikke. Han var udemærket klar over at et eller andet sted bag ham, brændte et par ravfarvede øjne imod hans ryg, som ville flamme op i dyrisk gul om et sekund. Det var det han prøvede på. Det var vigtigt hele tiden at presse Laurens grænse længere og længere ud så når hun en dag stod i seriøst lort til halsen, så ville hun ikke miste hovedet fordi hun var blevet gal og var holdt op med at tænke. Han dyrkede den forskel der var mellem de to piger, og mange mente faktisk han var unødvendig brutal over for Lauren.

Procella

Huskede han sig selv på. Hendes navn var Procella. Det latinske ord for storm. Det passede til hende, og det gav ikke hendes sjæl bort når hun sagde det. Senere ville hun så sit jægernavn også. Et navn der ville blive kendt i den abnormale verden, og blive frygtet. Som hans Ripper. Taget efter Jack The Ripper. Til forskel fra kvindemorderen, dræbte han ikke menneskelige syndere. Han dræbte alt andet end det. Hans speciale var fysik og sprængladninger. Ripper...fordi han flåede dem fra hinanden.

De mørke øjne gled over græsset og så ned på den slanke elver og den spinkle pige. Hans tænder blev blottet i et lydløst smil. Tøsen havde ingen anelse om hvad der ventede. Det her var grunden til at han havde implimenteret Stardust i flokken. Han var hurtighed, og pigen havde brug for begge dele. Hun ville aldrig blive en høj kæmpe, så hun måtte træne hånd-til-øje koordination og hurtighed. Bevares, Ripper var ikke langsom. Hans område var udholdenhed. Han kunne træne folks krop såvel som hoveder.

De fleste ville knække. Træningen her var højere end jægersoldaternes. Vandtortur, søvnberøvelse, elektrochok, dehydrering, daglige tæsk. Ripper ville indhente en helvedes lang sag hvis han nogensinde blev meldt til menneskerettighedskonventionerne.

"Yeah, i think i have some shit laying around in there. If the girl draws blood, you buy dinner"

Han strøg den mørkhårede pige over håret

"There you go Michelle...you drink something now..."

Mumlede han blidt og rettede sig helt op imens han roligt betragtede Procella, vis krop atter var begyndt at dirre af arrigskab. Han hævede et øjenbryn mod Creo for at gøre ham opmærksom på hvor uligevægtig pigebarnet var.

Creo himlede med øjnene og smilede sigende tilbage til Ripper, inden han nikkede til læremesteren og slap Laurens hånd. Han kendte udemærket sin plads i denne lille flok af jægere, kendte udmærket sit formål. Finesse, præcision, hurtighed... Ting som han excellerede i over Ripper. Hvis først Ripper fik fat i en af Creos kropsdele, ville Ripper kunne flå ham fra hinanden som om han var mørt hønsekød på et gennemkogt kyllingeben. Men det ville nok ikke ske foreløbig, at Ripper fik fat på ham.

"Well, you heard the man, go find yourself a toy, I'll be waiting for you, right there by the tree. First one to lose blod gets to do pull-ups in it."

Han pegede over på et mægtigt egetræ, der skyggede for noget af den sommerhede have. Med et blink til Lauren gik han over imod træet, som han satte sig op af og begyndte at fløjte en munter melodi.

Et år havde han været her. Og et år havde han trænet pigerne i sværdkunst og skydning, som var hans stærkeste områder. Han havde med det samme set, at Lauren ikke havde talent for magi, og især ikke Canti, der var elvermagi og i forvejen var svær for mennesker at mestre. Michelle havde vist helt andre talenter for denne form for kunst, selvom Creo ikke var den bedste mester i denne form. Nu håbede han bare at Lauren valgte et stort, klodset sværd, så han havde en godt undskyldning for at give hende en irriterende reprimande. Han smilede lumsk over sin egen spøgefuldhed.

sværdet

Procella var ikke helt klar over den tavse udveksling af humor på hendes bekostning. Hun strøg ind i huset som en pil og tog den indbyggede elevator ned i kælderen. Udefra ville man aldrig mistænke huset havde en elevator. Eller en kælder. Det lignede et ganske almindeligt, lidt slidt hus. Med skæv myggedør og afskallet maling. Inde i var det en helt anden historie. Kælderen var gravet ud og strakte sig langt under grunden. Der var eget felthospital, våbenkammer, overvågningscentral, træningslokale.

Procella gik over til skabet med klinger. Hun foldede langsomt dørene tilbage og betragtede de små glimt i stål. Der var alt fra historiske bredsværd fra kelternes tid, til franske korde. Procella havde kun fået lov til at lege med halvlange knive på længde med hendes underarm, så det kløede i hende efter at tage en af de tunge bredsværd. Hun vidste dog at med mindre hun havde en fysik som Ripper, at hun lige så godt kunne opgive at gøre sig forhåbninger om at jonglere rundt med det.

Hendes fingre gled net hen over den arabiske hybridsabel. Den var lang, men papirtynd i sit stål. Den så frygtindgydende ud. Et langsomt smil spillede om hendes læber. Varsomt trak hun det ud, og fandt et magen til. Hun vidste ikke om Creo ville bruge det samme eller sit eget.

Med de nyerhvervede våben i armene tog hun elevatoren op igen og gik ud i den stegende sommerhede igen. Denne gang mærkede hun den dog næsten ikke, selvom den ramte hende som et slag i ansigtet.

Michas langsomme ansigt vendte sig mod søsteren og lagde hovedet let på skrå

"They are so...shiny....can i touch them moon-child?"

Procella rynkede sin bryn og gik ned af verandaen mod træet Creo havde valgt

"No you can not...Ripper...can you uhm...?"

Procella så lidt bedende på den enorme sorte mand

"Sure kiddo...you just do your...best..."

Lød svaret eftertænksomt, da han blidt tog fat i den verdensfjerne pige og førte hende ind i huset. Tvillingerne havde et unaturligt tæt bånd. Micha gik amok hvis hun troede sin søster i fare, og den sindsforvirrede pige forstod ikke altid at der var tale om træning. På den anden side kunne man ofte finde Procella med et forpint udtryk i ansigtet imens hun betragtede sin søster. De havde en uhyggelig føling med hveranden. Vidste hvad den anden følte. Kunne fornemme hvis den anden kom til skade. Procella led tydeligt under at søsteren var fanget i sit eget sind - hvilket også var en af grundende til at Ripper piskede hende sådan for at få styr på sit eget.

Procella så mørkt efter søsteren. Hendes blik var anstrengt da hun rakte våbnet frem mod elveren, og det var ret tydeligt hun ikke var til stede i blikket, men fulgte søsteren der var ude af fysisk synsvide inde i huset.

Der lød et lille klask da Creo daskede let til Laurens arm med den flade sidde af sværdet. Han havde rejst sig da hun kom hen imod ham og taget imod våbnet, men det lod ikke til at hun var fuldt opmærksom på ham lige nu og her.

"Hey, kiddo, something wrong?" Spurgte han imens han kiggede på sværdet.

"Nice choice of weapons though. Very sharp, very well balanced, and yet very fast. Not as fast as balanced as mine though... But Ill use this one for starters to give you an edge."

Han svingede sværdet rundt med en hurtig bevægelse med håndledet og gik så nogle skridt væk fra hende, hvor han stillede sig klar med sværdet i en sænket, nedadgående position, som han ellers havde lært pigerne at de ikke skulle. Han havde den ene arm på ryggen og så direkte hen imod hende.

"All right kiddo, come at me."

Procella blev forvirret nærværende i blikket og blinkede et par gange

"hm? yeah...yeah its...nothing...i guess..."

Hun sukkede og gned stedet hvor hun havde fået et klask. Ikke fordi det egentlig gjorde ondt. Bare fordi.

"...show-off..."

Mumlede hun og skulede af ham. Hun prøvede at finde et balancepunkt i klingen, men våbnet lå akavet i hendes hånd. for en udefrakommende ville det se ud som om hun havde gjort det hele sit liv, da hun lavede et kort udfald mod Creo, men det var halvhjertet og akavet og hun havde slet ikke føling med hvad hun lavede.

Med et let skridt til siden undveg Creo så let som ingenting angrebet, dog uden at gå til modangreb. Han rystede på hovedet at det halvhjertede slag og så skeptisk på pigen foran sig. Noget måtte tynge hende hvis ikke hun gik til den med iver i en af hendes yndlingsudfoldelser, nemlig kamptræningen, især når den ikke var med Ripper, der ikke var lige så sød ved hende som Creo var.

"Look, kiddo, I invited you to do this because I wanted you to take it seriously. What was that swing all about? Trying to cleave the air? Whats on your mind?"

Han stak sin arm fremad og trådte samtidig frem imod Lauren, således at han lavede et udfald imod hendes ben. Udfaldet var hurtigt og præcist, men langt fra i nærheden af det maksimale Creon kunne præstere. Han havde fældet mange dæmoner og vampyrer med sin sværdkunst, med en klinge i hånden var det værste man kunne gøre at undervurdere ham.

"Remember kiddo, if you think too much when you are fighting with a blade, you die."

Der lød en metalisk syngen da Creos klinge mødte Procellas et splitsekund før den kløvede gennem hendes ben. Pigen med de ravfarvede øjne så irriteret på elveren. Hun havde reageret instinktivt på bevægelsen mod hende ved at vippe sit blad i halvdårlig parade.

"Im sorry...she just feels...funny...i cant really explain it...she feels funny these days...its like...she becomes more and more...gone? Like...she is her but not..."

Hun rystede irriteret en svedig lok hår ud af øjnene. Hun blev nødt til at skubbe bekymringen bort. Det var bare svært.

Procella pressede mod klingen og tog samtidig et skridt til siden og drejede sig så Creos klinge gled forbi hende. Spildt energi i et fejlet udfald ville æde modstanderen op. Ikke at Creo faktisk var hendes modstander, og ikke at hun forventede på nogen måde at overvinde ham. Men det var meget sjovt at bilde sig det ind. At hun havde en chance. Måske ville han faktisk lade hende lege hun vandt hvis hun tog sig sammen.

Hun sukkede og rystede tankerne af sig. Med lidt mere føling i kroppen huggede hun lynsnart ud efter hans underarm, hvori han havde sværdet. Hun havde stadig den der sære fornemmelse af rent faktisk at have en våben hun ikke kendte i hånden og det irriterede hende.

Creo nikkede da hun fortalte om sin søster. Han havde kunnet fornemme det på hende. Elvere havde en smule føling med den slags og Michelle var... Et meget specielt individ. Hun virkede næsten som om hun havde kontakt til en verden, alle andre ikke kunne se. Hun virkede ikke psykisk syg, mere som om hun levede i en verden kun hun kunne se, føle, lugte og smage. Men sådanne tanker var ikke hans bord, han var blot en læremester, samt en elev, selvom han gik ud fra at han var ældre end Ripper.

Med en bevægelse, der næsten virkede som om den foregik i slowmotion, vendte Creo sværdet rundt i sin hånd og skiftede derved greb, så klingen nu lå ned langs hans underarm. Samtidig førte han armen nedad, ind imod sig selv, så kraften fra Laurens angreb ville føre hendes vægt forover.

"Rule number one, always choose your targets weak spots." Smilede Creo idet han udførte manøvren og trådte endnu et skridt fremad, således at hvis det hele lykkedes ville han have sendt Lauren afsted bag sig, hvorefter han selv havde rum til at vende sig imod sin modstander igen.

Procella skar tænder da hendes klinge gled af på Creos og hun tumlede et halvt skridt forbi ham.

"Thats cheating! You dont *have* a weak spot!"

Hvæsede hun af ham, og de ravfarvede øjne blev rovdyrgule. Hun havde lyst til at kyle sværdet ad helvedes til og bare slå ham. Flække hans læbe eller et eller andet. Noget der kunne tørre det lille grin af hans læber.

Procella sank let ned i hug og slog ud efter hans knæhaser, mens hun stadig havde ryggen vendt halvt til ham, i håb om at den lille manøvre ville - om ikke andet - så i det mindste være en overraskelse. Noget nyskabende.

"Wrong!"

Han hoppede elegant et halvt skridt tilbage og slog hendes slag væk med en definitiv parrade, dog ikke lige så overlegent som før. Der gik en syngende lyd igennem luften da de to klinger mødtes, og han sendte slaget videre i den retning det svingede.

"Everyone has a weak spot, even me. Its just a matter of finding it."

Han trådte fremad og gjorde et udfald imod hendes brystkasse, stadigvæk med det samme smil på. Han vidste at Lauren havde svært ved at lade være med at blande sine følelser ind i det her, hun havde altid været en meget emotionel pige, og ud over hendes manglende teknik, var manglen på selvkontrol hendes største svaghed, en svaghed som han havde tænkt sig at udpege og banke ind i hovedet på hende når deres træningssession var overstået.

Procella begyndte at knurre tungt og vedvarende af elveren. Han sled på hendes i forvejen tynde tålmodighed.

"Oh, so i guess in some way this fight is supposed to be even matched huh? Like you dont have years on me, and i have to find a flaw you have not worked on since before i was fucking born?!"

De rovdyrgule øjne flammede i rå vrede. Hun følte sig til grin. Først Ripper og nu Creon.

"YOU WANT ME TO FIGHT?! FINE!!! THEN BEAT MY ASS AND TELL ME WHAT A CRAPPY HUNTER I WILL BECOME, I DONT THINK I HEAR THAT OFTEN ENOUGH THESE DAYS!!!"

Skreg hun af ham. Uden at tænke aktivt over teknik huggede hun vildt efter hans klinge og smadrede den bort. Derefter gik hun voldsomt til modangreb, det ene hug blev agressivt opfulgt af det næste. Hendes klinge var ikke meget mere end solen der lynede i et tåget gråt slør af metal. Uden egentlig at være klar over det havde Creo prikket til det virkelig zen-punkt i den spinkle pige. Hun skulle presses. Ud over udmattelsen og arrigskaben, helt ude hvor man kunne mistænke der kun var det frådende dyr tilbage i hende. Dér var den lille kerne af fred. Den hun fandt når hun kunne få lov til at være sin sande natur.

Finally

Det drilske smil forsvandt fra Creons ansigt som dug fra solen, det var tydeligt at han havde vækket hendes sande kamp-evner af dvalen. Nu skiftede kampen til et helt nyt niveau, og Creon blev rent faktisk nødt til at tage dette her seriøst hvis ikke han skulle få nogle seriøse sår og skrammer.

Idet hun begyndte at svinge sværdet vildt, tog Creon sin frie arm væk fra ryggen, tilbage til forsiden, og foregreb derved at hans klinge blev slået væk ved at støtte den med sin frie hånd. Derefter trådte han, næsten hurtigere end øjet kunne nå at opfatte, et skridt til siden for at undgå den værste brod af de angreb, der nu haglede ned over ham. Med den ene afvigende parade efter den anden begyndte han at gå baglæns, umiddelbart overrasket over den pludselige kraft og hurtighed i hendes angreb.

"God dammit kiddo, where did this come from?!"

Hans ord forstyrrede den kamptrance hun nærmest havde lullet sig selv ind i, og hun vaklede ud af balance og stirrede lidt forundret på elveren og derefter på sværdet i sine hænder. Hendes bryst gik tungt som en blæsebælg da hun lagde hovedet let på skrå og stirrede på elveren som om hun ikke helt vidste hvad han var.

"...I...I....dont know? Im sorry! Did i hurt you?!"

Sværdet ramte det solsvedne græs da hun forskrækket slap det, som havde det været en slange der huggede ud efter hende. Hendes blik var uforstående og skræmt hun var overhoved ikke klar over hvad der lige var sket, men hun var ikke sikker på om hun brød sig om det.

Creo rejste sig i fuld højde og så på hende med et interesseret blik. Han var overbevist om, at han netop havde været vidne til et gennembrud på hendes kampformåens vegne.

"Dont worry about me kiddo... But I think we just hit a major breaking-point." Han gik over ved siden af hende, samlede sværdet hun havde brugt op og kiggede på bladet. Det var fuld af små hakker fra der hvor han havde set sig nødsaget til at parrere direkte.

"Now," Han stillede sig lige over for hende, dog uden at give hende våbnet tilbage, med et tænktsomt blik i øjnene. "Please describe to me what just happened, the feelings you just experienced."

Procella rynkede sine bryn

"Im not sure..."

Hun tørrede sveden af panden underarmen

"I was so pissed of at you. I wanted to rip you apart to wipe that damn smile of...and then..."

Hun prøvede at kontrollere sit åndedræt ved at trække vejret helt ned i maven et par gange, men hun var stadig en smule stakåndet

"...then it was like...it sounds lame...but it *felt* like i heard you...heart..."

Procella skar en grimasse og stampede irriteret i den vandfattige græsplæne

"Dude! It sounds like im on LSD! Fuck! I Heard you heartbeat okay?! I heard it! And i saw just...i only saw you...and everything was standing still...except your heart...i just had a heatstroke or something...can we stop now? Its not fun anymore...i dont wanner fight anymore..."

Demonstrativt lagde hun armene over kors og gemte hænderne i sine armhuler

Creo lagde begge sværd over i sin venstre hånd, gik over til pigen og lagde en hånd på hendes skulder.

"Kiddo, what you just experienced has many names. To my people it is called Nijali, to your peoples samurai it is called Bushido... But I think you found your own personal version of it."

Han rakte sværdene frem imod hende.

"Your job now, is to learn to control it. If you do that, you just might become invinsible."

Creo trådte et par skridt tilbage og vendte ryggen til.

"Again."

Procellas øjenbryn var forsvundet et eller andet sted op i panden på hende

"Uhm? Stupid girl says what?"

Mumlede hun, men rakte frem pr automatik da sværdet blev rakt mod hende. Hun så ærgeligt på elverens ryg

"Invincible? I...its just dehydration...Creo come on..."

Hun stønnede hult da han vendte ryggen til hende. Hun kunne da ikke angribe nogen bagfra?! Det var helt forkert! Hun så ned på sværdet i hendes hånd som var det alt sammen dets skyld. Tøvende strakte hun klingen fremefter meget langsomt som for at "prikke" sin læremester på lænden med det, men der var ikke meget angreb over det.

Klingen nærmede sig langsomt Creos lænd, uden at han rørte en muskel. Hvis hun havde kunne se ham forfra, ville hun se at han havde lukket sine øjne og taget nogle dybe åndedrag, imens han ventede på angrebet. Han var allerede trådt ind i sit eget meditative stadie, men kun halvt, da han stadigvæk behøvede kontrol nok til ikke at skade sin elev. Hvis det krævede pres at få hendes fulde potentiale ud, blev han nødt til at presse hende.

I samme øjeblik sværdspidsen var et par centimeter fra hans ryg, åbnede han øjnene. "Lets go kiddo."

"FEARON!"

Med en kraft der var mange niveauer over det han havde præsteret før vendte han sig rundt, denne gang med begge hænder på sværdet og slog Laurens sværd væk, hvorefter han løftede sværdet for at lave et nedadgånde angreb imod hendes torso.

Procella var overhoved ikke forberedt og at sige hun blev taget med bukserne nede ville nok være årets underdrivelse. Det sang i metallet da Creons klinge hamrende ind i hendes sværd, og kun en lynsnar griberefleks afholdt det fra at sejle gennem luften.

Hun greb om fæstet med begge hænder og mødte hans klinge på halvvejen i luften. Hendes arme rystede af anstrengelse

"DUDE?! WHAT THE FUCK?! I SAID I DIDNT WANNER FIGHT NO MORE! STOP IT!"

Der var et forskrækket glimt i de ravfarvede øjne, men underneden ulmede vreden. Var han ude på at slå hende ihjel?! Tossede spidsøre!