Puzzles and Pancakes (Procella - Fortid)

Dato: 25 juli, 1999
Sted: Betsy's Pancake House (New Orleans)
Dag: Tirsdag
Tidspunkt: 05.36

'James' blinkede de mørke øjne nedover menu-kortet og det lykkedes ham at savle over næsten hver ting, på ægte udhungret-ung-mand-vis. Han havde derimod svært ved at ignorere det svidende blik fra den anden side af båsen og rykkede nervøst frem og tilbage på sædet.

"It's kind of a long story, you know.. Oh, they've got blueberry! Like blueberry? Or maybe strawberries? I think I'll have the banana-ones.."

Han fortsatte med stigende - og hvad han håbede var afledende - entusiasme, mens blikket flakkede over kanten af kortet og over på Procella i sædet overfor. Hans hånd var pakket ind i en frisk, hvid bandage og det værste af støvet var blevet vasket af på toilettet af en mennesketom tankstation et par kilometer væk. Det havde været lige efter hans udbrud og lige før Procella begyndte forhøret og nu var James så småt ved at trække i land, pinligt berørt over at skulle dele historien om sin egen dumhed og naivitet.

Betsy's Pancake House havde været et af de få steder der havde åbent og tilbød noget der lignede muligheden for en privat samtale, føde og - Procella's krav - muligheden for koffein i en eller anden flydende form.

En servictrice kom imod dem med en fyldt kande kaffe og hældte den dampende væske op for dem hver, før hun tog deres bestilling med et smil. På trods af det tidligere tidspunkt, havde stedet allerede adskillige besøgende, der alle var mere fokuserede på deres tallerkener end de andre gæster.

Procella havde til sidst fået en noget modvillig James til at droppe sine tøsede manere og vaske flængen i hendes baghoved. Heldigvis havde det været som mange hovedsår ofte var - mere dramatisk end egentlig alvorligt. Man skulle være taknemmelig over de små gaver livet gav en. Hun var trukket i en sort diesel tshirt. Seneste skrig og det hele. Fordelen var at den var sort og at hun ikke lignede en stand in i en splatter-film.

Jægerens fingre trommede utålmodigt mod bordpladen og hun så på James med irritationen lysende ud af blikket. Hun havde den største lyst til at række ud og smække hans pande ned i bordet. Bare lige hurtigt. Det ville være overstået på sekunder.

"James...i dont care about your freaking pancake selection. I dont care how much milk you put in ypur coffee. You summoned a...a...i dont know what the hell that thing was...and then you bitch about me killing it because you lost a piece of your soul...and now...you wanner talk pancakes? In a sec youll be watching my ass leaving the door, so you better start talking...like 5 minutes ago...."

Hvæsede hun lavmælt ind over bordet, og kun for hans øre. Der var dog ingen tvivl om hvorvidt hun var dødsens alvorlig. Hun var træt, hun var mørbanket, og hun havde ingen tålmodighed med den her tåbe der blev ved med at få hendes røv i problemer.

James rykkede nervøst på sig, men sagde ikke noget endnu et langt øjeblik og de mørke øjne nægtede at møde hendes. Det var ikke kun forlegenhed - der var også et svagt spor af frygt at spore i hans træk og de forsigtige sideblikke virkede bedømmende, som om han var ved at beslutte sig for om han kunne stole på hende. Det var først da hun blev træt af at vente og begyndte at rejse sig, at han smækkede menu-kortet ned i bordet og gjorde en lidt panisk håndbevægelse for at få hende til at blive.

James kørte en hånd igennem det blonde hår og så til siden med et suk.

"Look, I'll say it very slowly - and I hope you're really paying attention this time. I didn't summon that thing. It wasn't summoned, anyway - it was probably already beneath the library and just needed to be activated- "

Han afbrød sig selv og viftede med den indbundne hånd.

"But that's beside the point and what matters is, that I didn't have anything to do with that thing."

Han hamrede hånden lidt for hårdt ned i bordet og blegnede, da smerten arbejdede sig op igennem hans arm.

"At least, not in the way you seem to think. Are you sure you're really a hunter? Because I just don't get why you don't know these things already, and I thought hunters were supposed to be real good at the whole magic-scene, but that binding was really low-class and.."

De første par ord var stadig lidt flade, mens han forsøgte at holde smerten fra hånden tilbage. Hans blik skiftede kort ned og han gned den fri hånd henover bandagen, før ordene begyndte at tage til i fart. James nervøsitet virkede til at være en trigger for at hans hjerne slog fra, mens munden blev ved med at løbe.

Procellas øjne lynede imod ham, og havde øjne kunne dræbe ville James ikke være andet end ynkelig fileteret kylling let krydret med raseri og marineret i bitterhed

"Are you kidding me? I just saved your life...i just saved the whole campus...i just put my life at risk...and you are mouthing of being a smartass? You know what...fuck you...fuck you, and your soul, and your goddamn magic. Have fun mister i-know-magic-and-im-so-much-wiser-than-you"

Snerrede hun hidsigt. Hun greb ned i lommen og trak en krøllet 20er op. Han skulle ikke også pive over at skulle betale for hende. Og han skyldte hende endda stadig en cola!

Procella rejste sig atter op fra båsen. Rigtig godt pissed efterhånden. En ting var at han var en nar, men han skulle fandme ikke nedgøre hende og få hende til at se latterlig ud. Det stod hun ikke model til, ikke efter sådan en nat.

James ansigt krøllede sig sammen i åbenlys panik og han greb halvt ud efter hendes arm, men ombestemte sig halvvejs, som om han spontant ville bryde ud i flammer ved at røre ved hende. I stedet lænede han sig fremover, stemmen bedende.

"Sorry! Sorry sorry sorry! Please! Jeez, just.. sorry about that. I'm not.. I'm rattled, okay? And I'm taking it out on you. Let me just.. buy you breakfast and tell you what's going on."

De mørke øjne skinnede nervøst op imod hende og han virkede oprigtigt beklagende.

"I only pieced this together a few hours ago myself and it's a little blanket-out-from-under-your-feet-stuff for an ordinary student like me, alright?

Han kørte den uskadede hånd igennem det blonde hår igen og eftervirkningerne af nattens hændelser var tydelige i hans ansigt - shock, mestendels, blandet med frygt og vrede.

"Really, you want to hear this. If I'm right, this is as much your problem as mine."

Han hævede blikket igen og så ældre ud, mere alvorlig. Luften var tydeligt gået af James-ballonen og forsøgene på at være morsom.

Et par ansigter havde vendt sig nysgerrigt imod dem mens James rablede ordene af sig og var begyndt at se lidt bekymrede ud over hans paniske udtryk. Det var tydeligt ud fra hans ansigt og hans holdning, at det ikke var et kæreste-par midt i et skænderi, men der var ikke nogle der følte sig fristede til at blande sig.

Procella hævede et øjenbryn advarende og trak armen til sig da han gjorde mine til at røre hende. Hun havde været mere eller mindre klar til at flå hans arm af ved skulderen hvis han havde prøvet. I samme øjeblik kom deres servitrice tilbage med en stor stak chocolate-chip pancakes, der duftede forjættende nok til at Procella lod sig formilde.

Brummende lod hun sig dumpe ned på bænken igen og stak surt sin gaffel ned i den øverste som brutalt blev spiddet

"Oh really? Tell me - how can *your* soul be *my* goddamn problem James?"

Hun skulede surt og flåede den varme pandekage i stykker så hun kunne få næring i sin slunkne mave. Hm...det var faktisk ikke helt skidt det her. En smule blødgjort at James hurtige undskyldning, kombineret med den søde varme spise, fik dulmet hendes temperament.

James pustede luften han havde holdt, mens hun overvejede, ud med noget nært et gisp og sank tilbage i sit eget sæde, lettelse åbenlys på hans ansigt. Han ventede til servictricen havde placeret Procella's tallerken og hans egen - blåbær-pandekager - foran dem og han havde begravet sin egen portion under et halvt ton maple syrup og taget den første bid med et sagligt udtryk - før han fortsatte.

"Like I said, it's a bit of a long story. Just.. bear with me, alright?"

Det tilfredse udtryk forsvandt hurtigt fra hans ansigt og han så ned på sin tallerken et øjeblik. Pandekagerne virkede pludselig til at udvide sig i hans mund og han skubbede dem et par centimeter væk med et beklagende udtryk.

"A few months ago, a buddy of mine got this crazy idea about magic. He's a bit of a nutter, but a good guy, so when he started spouting all this crazy talk about spells and rituals and stuff, we just went along with it. I mean, none of us really believed that any of it was true - except for Dean - until things started to happen. Just small things. Like lighting candles, moving things, that kind of stuff."

James skubbede til resterne af pandekagerne med en gaffel, de mørke øjne låst på tallerkenen mens han talte.

"We started doing the research, finding books, trying bigger stuff. We had wicked fun with a few love-spells and the sorority.."

Han kastede et blik op på hendes ansigt og rømmede sig.

"But we never touched the dark stuff. None of us wanted to play with that. Then one night, we were getting ready to whip up some luck for the next football-match and this guy showed up out of nowhere. Started spouting all this crap about us playing with fire and that the hunters would kill us on sight if they found out that we were even touching magic."

De mørke øjne skævede op til hende igen.

"He told us a lot of weird shit about how things were out there. Shit I didn't want to know. Still don't want to know. But he said it was too late. We were already involved and there was nothing we could do to avoid having hunters on our tails soon. Except for taking his help. He said he was sort of a 'go-between' guy, when it came to people who got into the supernatural. That he could speak for us with the hunters, get us off the hook. He just needed something that would let them know who we were, something that represented us and could give them a 'scent' of us, he called it."

James sukkede og kørte hånden igennem det blonde hår, fuldstændig uinteresseret i pandekagerne nu.

"You gotta understand, we were really scared. We had no idea.. About anything. So we let him have a piece of us. I've never felt anything like that.. Like someone was reaching inside me and yanking out what made me.. me."

Hans fri hånd hævede sig og lagde sig imod hans bryst, lige over hans hjerte.

"Freaked me the fuck out. And then he just.. dissapeared. Next thing I know, I'm having a beer with the guys and I feel this.. pull. In the exact same spot. I start feeling tired, like something's leaking out of me, but I don't know why. I trailed it to the library and- yeah, you know the rest."

James bed tænderne sammen og drejede hovedet væk, så ned i bordpladen.

Procella havde glemt at spise undervejs. Gaflen hang i luften halvejs mellem hendes mund og stakken af dampende pandekager.

"...oh...my...god...and you attend the..."

Procella afbrød sig selv. Der var ingen grund til at tvære det ud i ansigtet på ham

"Hrm...look. James. Im really sorry to say this...but dude...you got screwed over bigtime. I am human...how was i supposed to know you had anything to do with anything? By the sound of it..."

Hun fugtede læberne og og løb en hånd gennem det fugtige løse hår. Hun skar en grimasse da hendes fingre let berørte flængen

"...you got entrapped into giving someone a piece of your soul...willingly. I cant make that go away. You are right though. This is my problem, as well as yours. How many where you? How much power have you given that psycho?"

Procella blev tung i hovedet af tanken. Hendes første opgave. Det her var langt uden for hendes formåen. Hvad fanden havde han rodet hende ud i

"Maybe there is a way...i dont know...alternatively i have to kill the fucker and get your soules back...but this is *not* my area"

Procella havde pludselig mistet sin appetit og lagde gaflen fra sig

"how stupid are you? Your soul? Did you think that it was just a pretty word on a piece of paper? didnt you ever listen in church?"

Hun så lidt opgivende på ham og sukkede.

"Yeah, well, I'm sorry. I didn't get to learn the secret-hunter-handshake, so that wasn't really an option for making him confirm who he was."

James stemme lød nærmere træt end irriteret, som om han godt vidste præcist hvor dum hele situationen var. Det lykkedes ham imidlertid at sende hende et hvast blik af de mørke øjne, før han så væk igen.

"He never actually said the word 'soul' and we didn't know .. exactly what was going on. Look, just a few months ago, I didn't even think magic was real. I don't think any of us believed that the boogy-monsters in the closets were actually real."

Han hævede en hånd og gnubbede træt sine øjne.

"Six. There's six of us. And by the looks of it, enough that he can single-handedly pull off a ritual that should take at least a dozen people. A dozen powerful people. That thing in the basement.. I don't have a freaking clue what that was, but the amount of energy it took to activate it.. "

En kuldegysning løb igennem ham og han rystede på hovedet.

"It shouldn't even be possible. It's old magic, very old magic. From what I've read, no one's made a flesh-golem like that in centuries. There's just not as much magic around as there used to be."

Han skar en grimasse.

"Don't you have like.. back-up or something? People that can help? At least get some background on who this guy is? He called himself Wicked."

Procella hævede et øjenbryn og lod tavsheden strække sig sigende mellem dem. Troede han virkelig at hun havde tænkt sig at sidde og plapre ud med sin livshistorie og sine kontakter? Et lille underfundigt smil spillede om de fyldige læber.

"Please James. Dont insult me. He owns you. Im not gonna tell you a goddamn thing you can use against me or mine. I might not be perfect in the art of magic, but i wasnt born yesterday."

Hun smagte lidt på navnet i tankerne. Der kom en lille krølle på hendes næse som nogle nok fejlagtigt ville have påpeget var nuttet, og som tak have indkasseret et blåt øje. Procella spidsede læberne tænksomt og duppede let gaflen med den afkølede stump pandekage mod dem før hun, uden egentlig at smaqe på den, stak den i munden og tyggede. Det gav hende nogle sekunder til at tænke, uden det virkede falsk.

Wicked? Hm...sounds kinda...corny...

"So...how along ago did this all start out?"

Spurgte hun, en smule fraværende i blikket, men sugede alligevel mandens mimik til sig med en ny slags opmærksomhed. Sprog...ja hvorfor ikke. Det virkede dog mere logisk den med fodbold. Det dybe bryst, de brede skuldre. Kæbelinjen, de mørke øjne. Hun kunne se hvordan han kunne besnære de unge studiner. tjae...hvis han ikke havde været en stupid smartass der lige havde solgt sin sjæl kunne hun måske endda selv have været fristet...måske...

"At least he was right on the mark about the mindblowing paranoid tendencies."

James mumlede og rullede med øjnene.

"Look, I didn't ask for their social security. I don't give a rat's ass about who they are, as long as they can help my ass off the thin ice. You can make a phone call from Hawaii for all I care. Or maybe you guys have some sort of secret system with morse-codes and pidgeons?"

Han hævede et skeptisk øjenbryn imod hende, men udtrykket varede kun et øjeblik, før hans ansigt trak sig sammen, lukkede sig af.

"He doesn't own me."

De mørke øjne spillede stædigt, viste et glimt af den mand, der havde skubbet en kvinde - han knap kendte og som lige havde truet med at dræbe ham - ud af vejen og taget et slag der kunne have dræbt ham.

"He came around about three weeks ago. Haven't heard a word since."

De mørke øjne hvilede på hende et langt øjeblik og blev langsomt hængende bare for at se på hende, hellere end for at ligge vægt bag ordene. Han dukkede hovedet lidt, da hun blev ved med at stirre på ham, men vendte blikket opad igen og smilede, et ægte charmerende smil, der fik de mørke øjne til at spille.

Et kort glimt af dybfølt humor spillede i de ravfarvede øjne pg Procella sendte James et af de sjældne skæve smil der svag markerede de dybe smihuller

"Its not paranoia if it keeps you alive"

Hun pegede lidt dovent af ham med gaflen

"Again...whats it with you and the snotty remarks? Do you *want me to leave?"

Denne gang var det dog ikke agressivt, men en smule mere dovent og afslappet. Han kunne benægte alt han ville, men de vidste begge at hans røv hang i vandskorpen og hvis ikke han havde været seriøst på skideren, så ville de ikke sidde her nu

3 weeks...thats a long time to screw up a soul...

Procella kastede et blik ud af vinduet.

"Tell ya what...give me your number. I have to sleep and think this over. I need to be able to get in contact with you if you want my help. But i want you to swear, on whatever thats left of your soul, that i am not gonna look back an regret this..."

Hun betragtede ham skjult ud af øjenkrogen, gennem det tykke mørke hår, i håb om at fange...et eller andet...

James trak på skuldrene og gengældte det skæve grin.

"Defense mechanism. Makes me real popular at parties though. Especially after a few beers."

De mørke øjenbryn trak sig sammen og han rystede på hovedet.

"Oh hell no. I'm not leaving you out of my sight. Did you happen to see the big pile of walking corpses? The thing that you killed while I tried to keep my insides where they belong?"

Panikken begyndte langsomt at sprede sig på hans ansigt igen, ved tanken om at blive ladt alene imod hvad end Wicked kunne finde på næste gang. Han rykkede nervøst rundt på sædet og hånden kørte igennem det blonde hår igen.

"It may hurt my masculine pride to say it, but I'm seriously freaked. I don't want to be alone the next time he raises something and binds it to my soul."

Stemmen rystede, men var ellers fuldstændig normal i tonelejet - næsten foruroligende afdæmpet og intens, som om han godt vidste at tantrums ikke ville få ham særligt langt. De mørke øjne så derimod fuldstændig tabte ud. Han krøb sammen på sædet og på trods af de brede skuldre, lykkedes det ham at se lille og skræmt ud, en dreng langt ude hvor han ikke kunne bunde.

Procella rynkede sine bryn og så direkte på ham. Hvis han bare havde været en smartass kunne hun børste ham af. Men det der følelseshalløj. Hun rømmede sig forsigtigt

"Dude...i gotta sleep...so if i have to babysit...no offence...we have to find something more comfortable than my car. and yeah...i saw it...i kinda took a swim in it...and i really need a shower...like you said"

God...this is so fucked...

"Hey...James...focus...im not gonna leave you. I was just sug...nevermind...youll just come with me okay? But then you have to find a better attitude. Or im gonna kill you myself...."

Hun prøvede at fange hans blik og stikke ham et opmuntende smil

"And that was me...joking...are you okay? You are stating to worry me a bit here?"

Procella rakte spontant ud i trøst og berørte let hans underarm som for at undgyde en smule trøst til den tydeligt fortabte unge mand.

James lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Han lod langsomt luften slippe ud, og skuldrene rettede sig igen og holdt op med at ryste. Da han åbnede øjnene var noget af det 'lost boy'-udtryk væk, selvom det lå på lur lige inde bag øjnene. Historien og natten taget i betragtning, var det måske lidt overraskende, at han ikke var brudt fuldstændigt sammen før, men det hele lå i øjnene et langt øjeblik, før han blinkede og trak masken på igen.

"Yeah, sorry. I'll be fine. I just need to stop spazzing out all over the place."

Han kastede et blik ned på hendes hånd og forsøgte et smil - lidt blegt, men ægte nok - og rakte ned i en lomme, trak en rulle sedler frem, hev et par stykker af bundtet og lagde på bordet.

"Probably just tired. I know a motel close by."

Han blinkede og hævede hurtigt en hånd.

"I mean.. Just for sleeping, you know. Nothing funny, I swear! It's just.."

Han sukkede frustreret over sin egen akavethed og kørte fingrene igennem det blonde hår.

"After that.. thing earlier, I don't want to take the chance going home. He knows where we live."

Han skar en grimasse og trak på skuldrene, som om det ikke betød noget.

Procella skulle lige til at komme med en vittig bemærkning om han eventuelle skjulte motiver med det værelse, men slugte dem i opstarten. Hun trak hånden til sig for ikke at gøre situationen mere pinlig for ham end den måske allerede var.

"Are you sure? What about your friends? Your family? Dont you have someone who cares if you dont come back?"

Spurgte hun let bekymret. Hun rakte over til hans tallerken og skubbede den sigende frem mod ham for at få ham til at spise. Det sidste hun havde brug for lige nu var at han fysisk gik i chok, så jo mere sukker hun kunne fylde på ham desto bedre. Hun skulle fylde ham med gøremål, sukker, samtale, hvadend det krævede at holde ham og hans krop beskæftiget så han ikke fik tid til at sætte sig ned og blive rystet over nattens hændelser.

"do you want it to go? Should we just get out of here then? i dont care where i eat. i just need some sleep soon. I am up during nighttime, and sleep during the day...and you kinda drained me tonight...not the easy-piecy assignment i thought"

Hun sendte ham et lille bekymret smil.

James rystede på hovedet.

"Family lives out of state. What's left of it, anyway. I'll call the boys from the motel, give them a heads up."

Han blinkede igen, det lange, langsomme blink, der sagde at hans tanker havde indhentet ordene der kom ud af hans mund og at han var ved at overveje præcist hvor meget hans verden havde ændret sig i de sidste 24 timer.

"Though I haven't got a clue what I can really tell them that will help."

Han rynkede panden og så fraværende ned på tallerkenen hun skubbede hen imod ham, før han kiggede ud på igennem ruden de sad ved. Han missede lidt af solen og hoppede på sædet da et par gik forbi ruden.

"Yeah, think it would be best to just head out. I'm feeling a little exposed, here."

Han rystede på hovedet igen, smilede skævt - men ikke særligt overbevisende - til hende og hævede blikket for at finde en servitrice. Han fangede en med blikket og fik bedt om at få morgenmaden med, selvom han ikke lød særligt håbefuld om, at pandekagerne nogensinde ville blive spist. I hvert fald ikke hans egen potion.

"Yeah, sorry about that. I was sort of hoping to get drunk. Watch the game with the guys. Maybe go out on the town, find a girl to take home.."

Hans stemme blev langsomt en mumlen, nærmere en slags inventar over, hvad han ville have lavet på en normal aften, i hans normale liv, før det der var sket. Servitricen kom tilbage med deres poser og han greb dem og rejste sig uden et ord.

Procella rejste sig med et suk og fulgte efter den blonde mand. Det her var jo fucking fantastisk.

"Drunk we can still achieve...the rest...youll have to imagine. If you like whiskey anyway...im not gonna hunt down booze now. But itll knock you out. Get you some sleep...and me.."

Procella gned sig over panden da den morgenlumre brise tydede på en skoldhed dag. Det var ikke helt skørt at gemme sig væk på et hotelværelse og blæse godt op for deres AC.

Procella slog ud med hånden mod bilen for at invitere ham ind. Den sandfarvede volvo trængte også til en kærlig vask efter nattens usanitære omgang. Det kunne hun i det mindste undskylde som roadkill.

Turen i bilen var tavs. Lige nu i den opgående sol var der ikke så meget at sige, og hun blev nødt til at koncentrere sig mere end normalt om vejen der forsvandt under de slidte dæk. Da hun rullede ind på den knasende holdeplads der egentlig blot var støvet grus sad hun et par sekunder og stirrede på den mistrøstige bygning

"home sweet home? Come on"

Hun daskede blidt til James skulder for at få ham tilbage til nuet og virkeligheden. Hun betalte for 2 nætter. Kontant naturligvis. Ingen papirspor. Procella gik ned til deres dør og låste den op. De to smalle senge derinde var ikke det vilde luksus, men det var bedre end en bil. Hun gik direkte over til den vægmonterede AC og vækkede den til live. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik da den kølige luft brusede hende imøde og løftede op i det lange mørke hår, der allerede var begyndt at blive svedigt i nakken.

"Get ind...close the door, we need to keep it tempered..."

Hun svingede sin armygrønne dufflebag af skulderen og skubbede den over til den ene seng mod foden, og gjorde dermed krav på sit personlige rum.

"got something for ya...its not good...but its cheap..."

Hun vippede let med hånden så den gyldne væske skvulpede frem og tilbage

James var et nervøst nervebundt hele vejen hen til motellet, de få hundrede meter der var til deres 'bunker' og lagde ud med forsigtigt at stikke hovedet ind over dørkarmen, før han sneg sig over tærsklen og lukkede bag sig. Han tjekkede ikke værelset, eller så sig omkring for at finde udveje, sådan som en erfaren forsigtig professionel ville gøre, men satte sig bare forsigtigt på den fri seng og så igen tabt ud et langt øjeblik.

Taget i betragtning at han var en mand på flugt fra en dæmon der havde lagt beslag på en del af hans sjæl, og nu brugte den til at vække monstre der var blevet frasorterede som 'for uhyggelige' til horror-historierne, og at han ikke kunne tage hjem til sin lejlighed, men kun havde hvad han stod og gik i - så var det tomme blik måske ikke helt så mærkværdigt igen.

Poserne med deres rester blev sat ved siden af ham.

"You sure this is safe enough?"

Han drejede træt hovedet imod hende og lyste en smule op, da hun holdt flasken frem.

Procella fnøs en smule tørt

"Safe? From what? A Golem-thingy? Hell no. But that will not make you sleep easy to know, now will it?"

Hun skruede proppen af og stak den direkte i hånden på manden

"Drink...you are too pale..."

Procella gik ud i badeværelset og kontrollerede vinduet. Hun skubbede det prøvende op. Det var en smule stramt, og James ville måske få et problem med at få mast sine skuldre igennem, men hun selv ville smutte ud som en mandel der havde ligget i varmt vand.

Jægeren skottede over skulderen. Han var ikke fulgt efter hende. Godt. Op af baglommen sneg hun den lille flakon med helligt vand og fugtede noget toiletpapir. Omhyggeligt tørrede hun vindueshængslerne af indvendigt og udvendigt. Hvis en vampyr tog fat i dem nu, ville de få sig en kedelig overraskelse og måske købe hende et par sekunder.

Hun gentog processen med døren, og fingeredeat hun kontrollerede om den var låst eller ej da hun et kort øjeblik åbnede døren, og stjålent kørte det våde toiletpapir hen over metallet.

Procella satte sig på sin egen seng da hun var færdig. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede James. Hun brød sig ikke om at han var så stille. Hans reaktion var måske menneskelig nok, men Procella var ikke længere vant til menneskelig. Hun var vant til hårdhudede jægere der gav smæk for skillingerne, og hun anede ikke helt hvad hun skulle stille op med tavsheden. Da hun begyndte at blive lidt utilpas ved den sukkede hun og trak sig op i sengen i skrædderstilling.

"So...James...are you gonna drink it, or stare into the universe all day?"

forsøgte hun sig lidt forsigtigt. Måske virkede det hvis hun prøvede at prikke til det der flabede gen han tidligere havde udvist?

James blinkede, som om det tog et øjeblik for hendes ord at nå ham, og hævede det tænksomme udtryk fra flasken i hans ene hånd, til hende. En skygge af et charmerende, skævt smil spillede henover læberne.

"I think I've done enough staring for one day. Seems like all the universe does is stare back. And it's a really creepy stare."

En kuldegysning rystede hans skuldre, som en hund der ryster vand af sig, og han hævede flasken til de blege læber, med et lidt mere tilstedeværende blik i de mørke øjne. En pæn slurk senere sænkede han flasken og sank, med flimrende øjenlåg, da væsken brændte ned igennem halsen. Han rakte whiskey'en imod hende og sank tilbage på sengen i en lidt mere afslappet stilling.

"So.. Do you think it might be time for you to tell me what I can call you? You don't seem to like 'hey lady' and even if 'bitch' would be amusing, I don't think I'd survive very long on it."

Han grinede skævt, med lidt mere farve i ansigtet, knap så gennemsigtig i huden.

Procella smilede igen. Se nu begyndte det at ligne noget. Hun rakte ud efter flasken og satte den for læberne. Hendes tår var en smule mere moderat. Hun rømmede sig kraftigt før hun svarede.

"Well...the fangers call me Reaper."

Hun skar en grimasse og strøg en mørk lok om bag det ene øre.

"But if we are gonna spend a couple of days together or more...hm...and no...dont get cute...ill smack you if you call me bitch...unless i ask you to"

Det glimtede flabet i hendes øjne og hun tog en slurk mere af flasken

"Call me Procella.

Hun så vurderende på ham da hun rakte flasken tilbage

"Reaper, huh? Like the Grim Reaper?"

James tog imod flasken med et grin, der blev en smule mere sobert ved hendes ansigtsudtryk. Hans øjne udvidede sig og flakkede så en smule, mens hånden gled igennem det blonde hår.

"That's real cute. You don't look so tough, you know. If I hadn't seen the ass-whooping you gave that golem, I would never have guessed. Probably would have tried to pick you up."

Han tog overvejende en slurk af flasken.

"Good thing I didn't."

De mørke øjne udvidede sig en smule, for at indikeret at han drillede hende igen. Men der var et lille glimt af alvor - og et endnu svagere glimt af interesse.

"Procella. A'right, I can deal with that. How the fuck did a girl like you end up being the knight in shiny armor against the scourge of the otherworld? Or is that a personal question?"

Der var noget over hendes ansigtsudtryk, der fik ham til at trække spørgsmålet tilbage igen. Han svingede flasken en smule imellem dem, som for at sige at han ikke havde ment noget med spørgsmålet, før han rakte flasken til hende. Peace-offering.

"I have a habit of asking awkward questions, if you hadn't noticed."

Han skar en grimasse.

Procella skar en grimasse

"I never claimed the name was clever"

Hun begyndte at smågrine. Det spontane billede formede sig på hendes nethinde, af hende selv i en kutte med en ukrudtsle i hånden.

"Why? Because a girl cant be tuff? I got boobs so i gotta do cheerleading and cupcakes?"

Procella skulede af James

"And maybe...just maybe, you would actually have to work at it to get a girl. Im pretty sure i could kick your ass"

Mumlede hun surt og snappede flasken ud af hans hånd

"You know..its personal...but its okay...some families do the doctorstuff, or the lawyer-stuff...my family. We did the killing-stuff. And if i didnt do it, who else? Dont get me wrong, im not the only one or think im some lameass gift to mankind. But on the other hand i am. This is not the kind of job you find adds for in the paper...but we are needed anyway...guess it sound pretty arrogant in a way...i dont mean to be...its just..."

Hun trak på skuldrende. Det var svært at forklare at hun gjorde det fordi *nogen* skulle gøre det. Uanset hvordan hun prøvede at formulere det i hendes hoved lød det som om hun gjorde sig bedre end ham, og det var hun jo ikke. Det var ikke det hun mente. Hun gjorde det *for* ham. På *grund* af ham. Fordi hun elskede det han var så meget at hun var parat til at ofre sit liv, for drømmen om hvad hun måske selv ville have kunne leve i en verden der var perfekt. Men hvordan satte man ord på det uden at lyde tøset?

Procella tog et langt dybt drag af flasken og sukkede. så rakte hun den tavst tilbage.

James åbnede munden for at svare, rynkede panden og lukkede den igen, mens han overvejede.

"I.. don't really know. I guess I just expect something dangerous to look dangerous too."

Han kørte en hånd igennem det korte hår og lod hånden hvile i nakken, gnubbede en øm muskel et øjeblik, mens han tænkte.

"Sorry, that came out really.. something. I guess you never know. I should get used to that."

Ordene virkede til at minde ham om, præcist hvor meget den indstilling havde kostet ham. Hendes kommentar om hans dating-vaner fik ham imidlertid til at flashe hende et perfekt score-smil og han rettede sig på sengen og slog sig for brystet i en parodi af en verdensmand.

"You'd melt like butter! Who could possibly resist this?"

De mørke øjne spillede og han så ned af sig selv. Fingrene fandt kanten af den beskidte, halvt flåede jakke og han skar en grimasse ved lugten.

"At least when I'm showered."

James skubbede sig op fra sengen med et suk, udtrykket tilbage til halvt grulende, der virkede til at være hans 'neutrale' ansigt, og trak den ødelagte jakke af. Den endte i en bunke på gulvet ved foden af den seng han havde lagt beslag på. Nedenunder havde han en sort, tætsiddende t-shirt, der ligeledes var flået adskillige steder. Grimme hudafskrabninger fra turen over asfalten kunne ses tydeligt på den blege hud, igennem flængerne.

"This is ruined.."

Mumlede han for sig selv og pillede forsigtigt t-shirten af også, uden at virke det mindste pinligt berørt over at gøre det overfor Procella. Til gengæld sendte han hende heller ikke nogle flirtende blikke og virkede i det hele taget distraheret af samtalen og arbejdet med at få det blod-gennemblødte stof til at slippe sårene. Han var halvt vendt væk fra hende, da hun fortsatte og han endelig kunne hive t-shirten af med et lettet pust. Stoffet gled væk og afslørede et blodunderløbent mærke, der dækkede stort set hele hans ryg, fra hvor marmoren havde ramt ham.

"I guess I understand that, in a sort of strange and twisted way. So your entire family are made up of hunters, huh?"

Han kastede et kort blik tilbage på hende og vendte sig. De blå mærker virkede nærmere til at indramme end skæmme den hvide brystkasse og de underliggende muskler.