Fatal Attraction [Procella - Fortid]

Dato: 25 juli, 1999
Sted: Monroe Library (Loyola University, New Orleans)
Dag: Tirsdag
Tidspunkt: 01.34
Vejr: Klæbende varmt og fugtigt, klar stjernenat


Biblioteket var for længst lukket, den prangende indgang aflåst og de farvede glasruder mørke og tomme øjne, der stirrede tavst udover den lille plads.

Kælderen under den kun få måneder gamle bygning, bar stadig afslørende spor efter åbningen. Kasser med overskydende bøger, der ikke havde fundet deres vej til de rette hylder endnu, stod stablet langs væggene. Kartoteks-skuffer og villigt donerede - men stort set ubrugelige - magasiner, opslag og gamle lærebøger - tyngede grimme metal-reoler, der på trods af brugbarhed var blevet forvist til et sted, hvor gæsterne ikke kunne se dem. Det var lykkedes den oversete samling, at afgive nok partikler, til at lægge en dæmper over den vedblivende svage lugt af frisk maling og kælderen havde den søvnige, støvede fornemmelse, der kendetegner biblioteker.

Et pulserende, lilla skær bredte sig fra midten af kælder-lokalerne og smøg sig som en kælen kat omkring reolerne, afgivet af et indviklet veve - de mystiske symboler fra voodoo, der tiltrækker loa-ånderne - der var tegnet med en fremmed substans på det bare cement-gulv. En mumlen på et uforståeligt sprog, steg og faldt i styrke, fra en skikkelse i skyggerne tæt ved. I takt med stemmen, blev atmosfæren tættere og tættere, et usynligt pres der steg og steg indtil det var næsten ubærligt. Med et lille 'plop' kammede det over og lyset fra mønsteret falmede.

Der var stille et langt øjeblik, før gulvet begyndte at ryste. Midten af det - nu opbrugte - mønster flækkede, da cementen blev tvunget opad nedefra. En hånd på størrelse med en fodbold hævede sig ud af revnen, foldede sig ud og borede kløer ned i gulvet. Muskler der spillede som reb under den blå-sorte hud spændtes og et hoved brød igennem en halv meter fra den oprindelige åbning. Skabningen var et billede på en syg videnskabsmands forfejlede eksperiment, basalt bygget som et menneske, men i en grotesk størrelse. Det forvredne ansigt havde ingen næse og trækkene var så spidse, at øjnene sad alt for langt fra hinanden. Væsnet kastede hovedet tilbage og slap et brøl fri fra en læbeløs åbning, der rystede reolerne og kunne have sprængt glas, hvis ikke kælderen havde været uden vinduer.

Skikkelsen i mørket nikkede tilfredst og trak sig længere tilbage i skyggerne, mens monsteret kæmpede for at få resten af sin krop fri af murbrokkerne.

"FUCK!"

Procella spjættede forskrækket og forsøgte at jonglere med den bimlende mobiltelefon samtidig med at hun fik hældt en halv cola ud i skødet.

"Ripper! You just gave me a freaking heart attack!
- Where are you?
What do you mean where am i? I am at the campus like you told me to be?
- Good. I have a job for you"

Glemt var colaen i skødet. Procella rettede sig op med julelys i øjnene. En opgave? En rigtig opgave? Alene? Hun holdt vejret af spænding. Hendes læremester klukkede svagt i den anden ende af linjen

"Breathe girl. I dont want you to pass out
- Heh! Sorry! Its just! Well...details! What do i do?
We have a scry-reading. Big one. Library. Dont go play hero. If its too big, you run. Call if you need help okay? Im in Atchafalaya Bay, so its gonna take a while. Dont die. Use your head"

Procella skar en grimasse

"And stop making faces at the phone!"

Procella skulede surt og lidt overrasket over han havde gættet sig til hvad hun lavede. Hun slukkede lyden på mobilen og stak den ned i holderen i bæltet. Hvorfor skulle det lort være så stort? Man kunne ikke have den mursten i en gavmild bukselomme, hvor meget man end forsøgte! Hun tændte bilmotoren der villigt blev vækket til live.

Den unge jæger lod blikket glide over bygningerne. Det påvirkede område var tydeligt. Al strømmen var gået.

..bloody hell...

Procella steg langsomt ud af bilen og så sig om. hurtigt krængede hun sig ud af de våde cowboybukser og trak de tykke læderbukser på. Hun strakte og bøjede benene for at gøre læderet mere smidigt. Den hvide tanktop var fin. Andet behøvede hun jo ikke. Hun åbenede bagtil. Værktøj. Hm...Fødselsdagsgaven. Hendes fingre gled ud til den lange æske. Det mørke træ var blankpoleret. Hun vippede låget op og betragtede den lange sølvstage i det røde silkestof. Et sølvkors, omsmedet til stage. Det var fra hendes far. Han var ikke kommet. Det gjorde han jo aldrig. Men han havde ikke glemt hende. Procella sukkede og greb blidt om metallet. Ja. Den skulle med.

Træet knaste hult da brækjernet tvang låsen fra hinanden. Procella så sig kort rundt før hun hævede sig op i armene og svang det ene ben ind over kanten. For en god ordens skyld lod hun vinduet stå på klem så hun havde en let udvej hvis det skulle brænde på.

Procella gik uendeligt langsomt og tyst ned mellem de høje bogrækker. Der var en underlig lugt her. Ikke af læder og støvede bøger. Luften var ladet. næsten som under en storm. En tyk lugt af...noget hun bedst ville kune beskrive som stanken af ozon.

Skikkelsen i mørket under biblioteket drejede hovedet fra den kæmpende gigant og sendte sanserne ud igennem bygningen. Den skrabende lyd af træ der blev spændt udover dets grænser, fik læber til at glide tilbage fra hvide, spidse tænder. På trods af mørket, lyste smilet op i et cheshire-grin og et rødt skær bredte sig langsomt fra to punkter i mørket, hvor øjnene der hørte til smilet måtte være.

"Showtime."

Med endnu et gennemtrængende brøl, der rystede kælderens vægge, trak uhyret sig helt fri af gulvet og sendte en byge af murbrokker og støv flyvende igennem lokalet. De store næver fægtede ud, ramte en af de tre meter høje metal-reoler og sendte den flyvende. Den ramte væggen tyve meter væk med et gennemtrængede drøn og bøger fløj til alle sider. De dyriske øjne rettede sig stift imod det hjørne skikkelsen var trukket ind i, men fandt kun skygger. Tydeligt rasende over at være blevet hidkaldt og ude af stand til at tænke logisk, begyndte væsnet at pløje igennem alt der stod i vejen imellem den selv og trappen op til biblioteket.

Et brøl? Procellas hoved røg op med et ryk, som en hund der har fået færten af en ræv.

What can make a noise like that?

Tanken skød bekymret gennem hendes hoved, men hun rystede den af sig. Hvis hun ikke skød tankerne fra sig, så bekymrede hun sig. Bekymring var forgænger til frygt. Frygt var portvogter for angst og panik. Angst og panik var lig død.

Jægeren fornemmede de svage vibrationer i gulvet. Et menneske ville aldrig have været i stand til at opfange dem, men hun kunne. Blikket flakkede uroligt. Hvad fanden skete der på den her skole?

I need a better view

Uden at have registreret tanken bevidst, fornemmede hun instinktivt at der var noget under hendes fødder. Procella låste blikket fast på den snoede trappe op til førstesalen og spænede alt hvad hun kunne. Trappen blev taget 2-3 trin af gangen. Hendes hjerte hamrede kun sådan afsted fordi hun var forpustet...ikke?

*Ripper - this is not big. This is im-destroying-buildings-like-its-toys. I know you are far away, but i think this is too much. Get back to you later. Cant let it get out on campus. Look out for micha*

Procella sank noget og trykkede ind på knappen. *Sending text*. Hun trak sig ind i skyggen og spejdede ned over gulvet og etagen under hende. Hvis det var en eller anden gruppe studerende der legede djævledyrkere og havde troet de kunne ting de overhoved ikke kunne, så kunne det her meget let rykke ind på en skala over kedelige hændelser der ville sende hende på skadestuen.

Wicked betragtede pigen fra skyggerne under førstesalens udhæng. Han havde været på jagt efter Ripper i flere måneder - et sandkorn i ørkenen, hans levetid taget i betragtning, men længere end han normalt brugte på at finde og udslette en dusørjæger, når han først havde et navn - og i stedet havde de sendt en knap udvokset pige.

Waste not, want not, brother. Kittens grow claws with age.

Unless the kitten is met with an untimely death. Pity. I spent quite some time and effort on this little setup.

Selv i Wickeds egne ører lød hans indre stemme skuffet og uinteresseret, da han svarede det evigt tilstedeværende pres af andre bevidstheder bag hans tanker. Det eneste der kunne redde aftenen var det kaos skabningen ville være ophav til, når den havde knust dusørjæger-traineen og fortsatte videre ud i byen. Han vendte sig mod udgangen i skyggerne.

Leaving so soon, brother?

I left no control over the revenant. It will turn on me if I linger too long - and follow my lead into the city, once it has finished tearing this place apart

And the girl, brother?

She'll be dead in minutes.

Perhaps this one will surprise you, brother.

They are simple humans. They hold no surprises.

Alligevel stoppede han, tøvede og rynkede panden overvejende. Ville det gøre nogen forskel, hvis han blev længe nok til at se skabningen trække pigen fra hinanden?

En abnorm muteret hånd fløj ud af mørket fra kældertrappen og borede sig ned i marmor-fliserne, som om de var ler. Lydene af den massive krop i den snævre gang tog til. Det var tydeligt at monstrummet kæmpede sig vej op af trapperne.

Procellas øjne glitrede i mørket. Hvis det var meningen hun skulle gå ud, så skulle man fandme også gøre det med stil. Hun blottede tænderne af hånden der tvang sig vej op og knurrede lavmælt

"..this one is for you Micha..."

Med overlegen balance satte hun foden op på det udskårne gelænder og som en anden linedanser trippede hun lydløst afsted. Adrenalinet skød gennem hende, da hun krøb sammen på det smalle gelænder som en kat.

"HEY! BUTTFACE! HEADS UP!"

Råbte hun gennem larmen. Hendes hjerte slog et dobbeltslag da hun så ned i det mareridtagtige fjæs. I næste sekund faldt hendes krop som en sten. Den unge kvinde havde kastet sig direkte mod væsnets hoved, før det havde tvunget sig vej op.

Procella trak armen bagud for at få ekstra kraft af faldet, hvorefter hun hamrede sølvstagen mod det alt for brede mellemrum der var mellem øjnene, og samtidig forsøgte at svinge sin krop sammen med sit moment så hun kom om på nakken af monsteret og ikke ville være direkte sølvfadsudleveret tyggedyr

Det overdimensionerede og misformede hoved halede sig ud af skyggerne af trappen og skabningen hævede ansigtet, som den fulgte et spor i luften. Den manglende næse taget i betragtningen, var der nok nærmere tale om et magisk spor, end en fært.

Da Procella råbte, vendte hovedet sig med et ryk imod hende og endnu en hånd kravlede frem fra skyggerne og begyndte at grave sig igennem marmoren, for at trække resten af den store krop op af trapperne. De underligt glaserede øjne, på hver side af hovedet kørte rundt, før de endelig fokuserede på kvinden og en simpel tanke syntes at opstå. Skabningens anstrengelser fordobledes, de malformerede træk forvredet i raseri. Hvis tingen ikke havde haft et mål før, andet end tilfældig ødelæggelse, så havde Procella lige malet en perfekt målskive på sig selv.

Skabningens egne forsøg på momentum gjorde intet for at modstå sølvstagen, der gled trægt igennem mellemrummet mellem dens øjne, ind i nakken og satte sig fast imod en knogle. En lugt af branket, fordærvet kød, bredte sig i biblioteket, og det store hoved virrede fra side til side, som om den forsøgte at få øje på stagen. Området omkring sølvet blev mørkere og endnu et væg-vibrerende brøl fyldte lokalet.

Tættere på var den underliggende stank af gammelt fordærv meget tydeligere, og huden under Procella var misfarvet og læderagtig af den tid skabningen havde ligget urørt under kældergulvet. Da den første forvirring over smerten var overstået, skubbede skabningen brat fremad igen, drevet af den magiske kraft der havde fyldt den. Hovedet og skuldrene bevægede sig, som en tyr der forsøgte at kaste en uvelkommen rytter af.

De rødglødende øjne udvidede sig en smule, da kvinden adræt balancerede henad balustraden. De mørke øjenbryn hævede sig, da hun uden videre kastede sig fra førstesalen ned over skabningen.

Interesting.

I thought you were leaving, brother?

I may just have come up with an even more entertaining game.

Woah! Now i pissed it off!

Procella slog lårene omkring uhyrets hoved og klemte til for ikke at få sig en forbandet grundig flyvetur. Hun mistede grebet om sølvstagen og klamrede sig i stedet til...ja hvad pokker det nu end var hun var havnet på nakken af.

"You smelly fuck! Let my weapon go!"

Hun langede om mod dens ansigt og fik atter fat i stagen og trak voldsomt i den. Procellas rasende skrig blandede sig med monsterets da det ikke lykkedes hende at trække stagen ud.

"Fine! Be that way!"

Procella slap stagen igen og fokuserede på hvor stagens udgangspunkt ville befinde sig i nakken, hvis den blev trykket igennem. Den lille kvindes øjne flammede op i rovdyrgul da de tunge slag begyndte at falde dumpt mod den læderagtige seje hud.

"YOU...SMELLY...PIECE...OF....SHIT!

Hver råb blev efterfulgt af et knusende slag

Im never gonna get this smell of my clothes...this is so grose!

Tænkte en lille del af hendes hjerne distanceret, men der var ikke tid til at være tøset og begynde at kaste op nu. Det var meget sandsynligt hun ville give efter for det bagefter...hvis hun overlevede.

Hvert af slagene imod det udsatte punkt, kastede skabningens hoved forover og ned i gulvet med et kødfuldt smak. Ikke at det virkede til at have den store indflydelse. Hvis monsteret nogensinde havde haft en hjerne der kunne tage skade, var den tydeligt rådnet væk for længe siden. Den læder-agtige hud viste sig at være mere modstandsdygtig over for et par bare næver end en sølvstage.

Ved det sidste ord, vibrerede et øresønderrivende brøl sig op langs skabningens rygrad og den kastede hovedet tilbage og kroppen fremover. En af de fodbold-størrelse næver strøg imod den uvelkomne rytter, i en vinkel der burde have været umulig, hvis der rent faktisk var led og blodomløb at bekymre sig om og hurtigere end noget på den størrelse burde.

Fliser og mursten knagede og gav endelig efter med en skurren. Monstrøsiten brød fri af trappe-nedgangen med en sidste anstrengelse og rejste sig i sin fulde højde, næsten tre en halv meter høj og to meter bred. Sølvstagen sad stadig dybt begravet imellem dens øjne, som en parodi på en dekoration, og holdt den fra at dreje hovedet fuldstændigt til den ene side.

Oh shit"

Tanken fløj kort gennem hendes hoved, og så sejlede omgivelserne for hendes blik. Hun havde ingen jordisk chance for at holde fast da væsnet først brød fri af gulvet. Procella krummede sig instinktivt sammen for at beskyttede hovedet. Procella mærkede godt hun bragede ind i et eller andet der ikke var en reol. Hun prøvede at flette sig ud af hvad end hun var viklet ind i.

Jesus! A fucking civilian?!

"Dude! Get of me! And get out of here before you get yourself killed!"

Havde Procella været lidt ældre. Lidt mere erfaren, så havde hun nok taget et ekstra kig. Tænkt en ekstra tanke. Hun gispede efter luft. Sammenstødet havde været hårdt. Måske egentlig hårdere end det burde have været, men hun var så ung og adrenalinet pumpede rundt i hendes blod. Hun kunne ikke tænke over de vigtige småting lige nu, når den mareridtagtige skabning truede hele campus. Den uprøvede jæger kom på benene og prøvede at fylde sine lunger med luft.

Så dansede hun sidelæns væk fra skikkelsen hun var braget ind i for fulde gardiner. Hun begyndte at slynge bøger efter skabningen for at tiltrække sig dens opmærksomhed.

"HEY! UGLY! OVER HERE!"

Not a great deal of finesse, but I suppose her .. tenacity makes up for it.

Wicked tiltede hovedet let og betragtede fornøjet kvinden, der hang - til sammenligning - på ryggen af giganten. De dybe skygger under udhænget havde vist sig som et udemærket sted at betragte kampen og vente på det rette øjeblik.

Another one of your games, brother?

Han lod sig ikke mærke med, at adskillige andre bevidstheder fulgte med i hans tankegang og kommenterede på dem, før de var færdiggjorte. Han gjorde trods alt det samme fra tid til anden. Det ville have været en frygtelig overskridelse af individualiteten for et menneske, men Wicked var langt fra en almindelig dødelig.

I enjoy my games. And as long as the outcome is the same, you have no reason to complain.

Far be it for us to tell you what to do, brother.

Skabningen kastede hovedet tilbage og brølet forplantede sig som en vibration i fliserne og op igennem hans sko. En sidste skurrende lyd afslørede, hvordan det brød fri og kastede kvinden af sig.

Though, you may want to remember that humans are quite fragile, brother

Wicked var allerede i bevægelse, fløj igennem skyggerne for at nå foran Procella's kurs direkte imod marmor-væggen. Den lette krop stødte imod hans egen med øget kraft og han lod sig tumle bagover og ned på gulvet, med kvinden over sig. Han var ikke meget blødere end væggen at ramle ind i, men mere bøjelig. Marmor lod sig sjældent forme efter det, der blev kastet imod den. Hendes fært ramte ham i samme øjeblik som hendes krop og fik hans hoved til at svimle, gjorde ordene overbevisende overraskede.

"Fuck! Get off yourself!"

Han skubbede blidt imod Procella's fægtende arme og skjulte det fornøjede grin bag et halvt panisk udtryk, rullede halvt til siden og kom langsomt på benene. Der var en tøven ved bevægelserne, som om kollisionen med hende havde rystet ham. Under lugten af maskinolie og læder havde der været noget andet, en duft han aldrig var stødt på før. Han drak duften ind igen, beholdt lugten af hende og løslod resten i en strøm.

"Are you insane, lady? You can't deal with that thing like that! Fuckfuckfuck! Why'd He have to go and raise that!"

Ordene kom i en hastigt stigende tone, som om han langsomt var ved at blive ståkåndet af panikken. Wicked skubbede imod med hælene, væk fra kvinden og bæstet.

3...

2...

1...

Procella så fortvivlet og rasende på den blonde mand

"Stop shouting you idiot! I am trying to distract it! Bloody hell! GET OUT!"

What do i do?! Ripper i need you! Fuckhead! This is too much! Wait...the stake...

Procella blegnede. Det betød et direkte frontalangreb. Det ville være mere eller mindre selvmord.

This is what we do...we live and we die for the humans...you cant go back now...you have to get it back...

Procella så fast på den monstrøse skikkelse og satte i løb.

Pain is fear, fear is an illusion. Clear your mind

Den evige læresætning brændte gennem hendes hoved. Hun satte af fra gulvet med voldsomt kraft og kunne ikke tro sit eget stupide held da hendes hænder lukkede sig om sølvstagens endnu synlige kors. Hun brugte hele sin kropsvægt til at flå bagover.

dont bite me, dont bite me, dont bite me

"Distract it from what, tossing you around like a bloody dishrag? You're doing an awful job!"

Ordene kom dæmpet, men tydelige nok, fordi han samtidigt kom på benene, vendte ryggen til hende og søgte tilflugt bag den nærmeste reol. Han kiggede forsigtigt tilbage om det hjørnet af træhylden og de mørke øjne spillede forventningsfuldt i det svage lys.

Even more dimwitted than I first imagined.

I see, brother. Is she truly worth the effort?

The righteousness alone, not to mention the pride..

Playing with fire, brother.

Lyden af hastige skridt over marmoren fik ham til at hæve blikket imod kvinden igen, forventningen åbenlys i hans ansigt da hun kastede sig frem imod skabningen, greb fat i sølvstagen og hang og dinglede lige foran det forvredne ansigt.

Magnificent.

What is that smell, brother?



Sølvstagen rykkede sig modvilligt en centimeter med hvert træk. Den pludselige vægt lod til at forvirre skabningen, men Procella virkede til at befinde sig i en blind vinkel for bæstet. Den læbeløse mund snappede efter hende. Tænder på størrelse med fingre - men trods alt menneskeligt formet, i stedet for knivskarpe syle - lukkede sig om ingenting med et gennemtrængende 'klak'.

Skabningen trak hovedet tilbage og svingede det fra side til side. Bevægelsen bragte Procella ind og ud af dets synsfelt, som en fristende pinata. En af de kæmpe næver hævede sig.

Wicked mumlede lavmælt.

"Fosfore."

Giganten hylede af arrigskab og rystede sig, som en hund der lige havde modtaget et slag over næsten. Bevægelsen fik sølvstagen frigjort og sendte Procella i frit fald tilbage imod marmor-gulvet. Kæmpen stampede blindt i vrede over smerten fra magien og forvirringen fra kvindens fortsatte angreb. De store fødder kom faretruende tæt på at kvase hende.

Wicked trådte ud fra reolen og hævede stemmen.

"Get out where? That thing is going to follow me through buildings!"

Som om ordene var en magisk formular, stoppede giganten og vejrede i luften, før den faretruende langsomt drejede hovedet direkte imod Wicked.

Han tvang sig selv til at synke højlydt.

Giganten begyndte at bevæge sig imod ham som et løbsk godstog.

"If it is stupid but working, it aint stupid!"

Skreg hun arrigt tilbage. Hvorfor løb han ikke?! Var han mere end almindeligt dum?! Hvem ville frivilligt blive sammen med den...tingest?

"NO LEAVE HIM ALONE!"

Procellas stemme var fuld af gru da hun kom på benene og løb efter monsteret

"Father, God of all consolation,
in Your unending love and mercy for us
You turn the darkness of death into the dawn of new life.
Through Your Son, Jesus Christ,
we ask You to deliver the souls in Purgatory,
especially those for whom we now pray..."

Procella hævede stagen i sit løb og hamrede den ned i uhyrets ryg imens hun skreg

"Welcome them into Your presence!
and bless them with eternal light and peace!
Raise them up to live forever with all Your saints!
in the glory of the Resurrection!
We ask this through Christ our Lord!

IN THE NAME OF THE ALMIGHTY LORD I SENT THY BACK FROM WHERE YOU CAME! WILL YOU JUST DIE YOU UGLY MOTHERFUCKER?!"

Hvad bønnen manglede i stilfuldhed blev i høj grad vejet op af passion, og engagement. Det så nærmest latterligt ud sådan som hun stædigt prøvede at åbne uhyrets ryg med stagen, men havde det været et skoleprojekt havde hun nok i hvert fald fået - a for effort.

"It's working?! Good job! We can all just go home now, right?!"

Han dukkede tilbage rundt om reolen, et øjeblik før uhyrets næve smækkede ind i træet og lavede et hul der ville have nået fra Wickeds talje til over hans hoved. Wicked fortsatte i løb ned af gangen, med læder-jakken flagrende efter sig. Sølvstagen bed sig ind i skabningens ryg og den gav et hult skrig fra sig, men fortsatte ellers ufortrødent, tydeligt fastlåst på det blonde bobbende hoved længere fremme. En mindre reol stod i vejen, blev sendt flyvende og splintredes. Træsplinter - fra pæle til pindebrænde - fløj igennem luften med en hvinende lyd.

Ordene syntes kortvarigt at sænke skabningens fart. I stedet for at tonse fremad som et godstog, bevægede den sig mere som et insekt fanget i en skål honning. Wicked krympede sig også under byrden af en troendes bøn, men bevægelsen kunne lige så godt hænge sammen med regnen af skarpe træ-stykker. I samme øjeblik bønnen sluttede, forsvandt effekten, og skabningen satte en ekstra spurt ind imod Wicked, arme som træstammer der fægtede vildt i luften.

Wicked så sig tilbage over skulderen og lod de mørke øjne udvide sig i påtaget panik over synet - en panik der gik igen i de ord han råbte over skulderen.

"Don't they teach you anything in hunter-school?! You can't kill something that's already dead!"

Han dukkede ind bag en af marmor-søjlerne.

It's been centuries since I've had this much fun.

"Please do! You are cramping my style!"

Skreg hun af ham

Please dont kill him! Ripper is never gonna forgive me is a let a civilian die!

Der skete for meget til at Procella studsede over at manden der egentlig burde være totalt uvidende omkring hvad hun var, kendte til jægerne. Hendes rovdyrgule øjne stirrede på skabningen der trumlede frem under hendes krop

Dead?! How the hell do i kill it?! Fuck me!

Hun kendte til magi, og hun havde sågar været med til noget af det selv. Det havde dog altid været ritualer, eller bindingsformulare af genstande. Kunne man binde en død mareridtsskabning?

I have to try! Im sorry Ripper! Please dont kill me! I know im not supposed to play with this yet!

Procella flåede sin højre håndflade op på korsets ende og klamrede sig af alle kræfter til stagen imens hun smurte blodet ud over flængen i væsnets ryg

I am so screwed...

"Creature of cloth thou art,
Creature of flesh and blood you be.
I name you...Incubo"

Procella sank og lukkede øjnene

"No more shall you do harm.
No more shall you repeat false tales.
No more shall you interfere in my life, nor in the lives of my loved ones.
By the power of the Gods and by my will, So mote it be!"

Det løb hende koldt ned af ryggen. Det her var kræfter der var langt uden for hendes rækkevide. Hun havde ingen anelse om hvorvidt det ville virke, eller om det ville have tilnærmelsesvis den ønskede effekt. Det eneste hun vidste var at hun desperat måtte forhindre Incubo i at dræbe den fremmede mand og slippe ud af biblioteket

Luften omkring Procella fortættede sig, da ordene samlede magi og religion omkring hende som en kappe. Det øjeblik, hun lagde flængen imod skabningen, og det for længst størknede blod flød ind i hendes eget sår, strømmede åbenbaringerne imod hende.

Skabningen var en kreation, stykket sammen af ligdele fra adskillige ubehagelige væsner og forbundet med magi for længe siden. Det var en kolossus, der krævede et ritual og en energi-kilde for at bevæge sig. I dette tilfælde, energi trukket direkte fra en kilde. Så længe kilden afgav energi, var kolossen aktiv og kunne kun standses ved at blive opdelt ned til det sidste led. Ellers ville den fortsætte sin hærgen, konstant trukket imod ophavet af energien.

En svagt lysende tråd, før usynlig for det blotte øje, løb fra giganten til Wickeds brystkasse.

Skabningen brølede, da magien lagde sig omkring den og stoppede dens skridt - og sprængte formularen sønder og sammen. Blodforbindelsen fik magien til at springe tilbage i Procella's ansigt.

Wicked forsøgte at lade være med at fnise.

"Fuck me twice, who taught you incantations? If you paid for it, get a refund!"

Ordene kom i den paniske stemme, han havde adopteret til sin påtagne persona. Den kæmpe næve tog en bid ud af marmor-stolpen og førstesalens udhæng rumlede faretruende. Han lod luftstrømmen der fulgte med slaget tumle ham bagover, fik det til at se ud som om han blev lammet af faldet og lød giganten komme helt tæt på, før han hævede stemmen.

"Stop!"

Kolossen standsede brat. Wicked skubbede sig længere væk med hælene imod marmor-gulvet og det panikslagne udtryk på ansigtet, før han skramlede på benene og bevægede sig udenom den frosne skabning, som om den var en bombe der hvert sekund kunne eksplodere. Ordene kom i en lind strøm fra hans mund, tilsyneladende uden at han bemærkede det.

"Oh man, he's going to kill me, he's going to kill me, he's going to kill me, are-you-insane? He's going to kill me.."

De blege fingre lukkede sig - forsigtigt - om Procella's arm og forsøgte at slæbe hende i en retning væk fra bæstet.

Lord have mercy...i cant control this beast...what have you summoned?

Kold panikangst løb gennem hende. Udyret var forbundet med mennesket. Betød det hun skulle slå et menneske ihjel? Et øjeblik håbede hun desperat. Et øjeblik. Da den enorme styrke i den forfejlede blodmagi eksploderede tilbage i hendes ansigt holdt hun krampagtigt fast i sølvstagen.

Kvindens krop blev sendt i en nærmest perfekt halvbue ind i en lav skillevæg. Hendes hoved ramte kanten med et vådt smask. Procella hævede hovedet svagt og så med sejlende blik hvordan udyret smadrede igennem en stolpe.

I failed...im sorry Ripper...please forgive me...

Procella lod hovedet synke tilbage og alt sortnede for hendes blik. Det varede nogle sekunder. Procella rynkede sine bryn da hun fornemmede hvordan hendes svedige hud blev strukket ud og friktionen øget mod den, imens hun blev trukket hen over gulvet

"Run...you fool...you bound it...it wont stop..."

Mumlede hun groggy og blinkede for at genvinde et klart syn. Hendes hoved gjorde vanvittig ondt.

"Oh, now she listens!"

Wicked trak hende henover marmor-gulvet, begge hænder om hendes arm, med påtaget anstrengelse. De mørke øjne flakkede imellem kvinden og skabningen.

"Fan-fucking-finally. Look, lady. I really hope you have some backup coming, because I haven't got the faintest idea how to stop that thing, and I'd rather not be around when it snaps back into Hulk-smash-James mode. Besides, you're not looking so hot right now- well actually you are. Not that I'm turned on by the whole 'cracked skull'-thing- I mean, I'm sure your skull is fine, and that'd be a real good thing, since the rest of you is probably really fine when you're not, you know, bleeding and stuff.."

En del af marmor-søjlen gav efter for tyngdekraft og ramte gulvet med brag. James hoppede en halv meter, mistede grebet om Procella's arm, greb bedre fat igen og trak videre imod indgangen. Da de nåede dørene, løftede han den ene hånd og fulgte den tydelige ordre 'Push' over håndtaget.

Døren rykkede sig ikke en millimeter.

"Fuck."

Kom det passioneret fra ham. Bag dem lød der et gennemtrængende brøl, da skabningen brød fri af sine bånd.

Procella skar irriteret ansigt. Kunne han ikke holde sin kaje? Hendes hoved gjorde morderligt ondt!

"Will you shut the fuck up for a minute? I cant think with you jabbering on like that...james..."

Procella skubbede fødderne ind under sig og tvang sin krop op i en halvbue så hun kunne hive sine arme til sig

"Let me go you idiot! I need to stop that thing...and you are the answer...i just"

Hendes tanker fortsatte

...have no clue how to stop it without taking your life...what the hell did you do?!

Procella greb fat i James og vendte ham rundt så hun kunne skubbe ham op af dørene der åbenbart var blokerede eller låst

"Dude! Start talking! What did you do! What did you ask for?! How did you call that thing up here!? Give me something to work with!"

....before i have to put the stake in your heart...one life against the campus...i have to make a choise soon...

Trods sin lave statur skød hun hagen fremefter og prøvede at virke så intimiderende som muligt. Det var vigtigt at han ikke vægtede hende på at hun var en lille slank kvinde. Eller generelt bare på at hun havde bryster i stedet for en pik hun kunne flå i. Latterligt som folk undervurderede hende fordi hun anatomisk var programeret til at kunne give liv. Som om det på nogen måde skulle forhindre hende i at tage dem også.

Wicked pressede sig hårdere op imod væggen, lænede sig væk fra det agressive udtryk i kvindens ansigt, som om den hårde tone skræmte ham. De markante træk var så opløst af angst og uvidenhed, at der røg adskillige år af hans alder. Ligemeget hvor veltrænet og finkæmmet han så ud, passede hans opførsel nærmere på en panisk teenager.

"Look, you can't stop it! Haven't you been paying attention?! It's already dead! The only thing keeping it moving is magic, and how well did that turn out for you, huh? Please tell me you're not the brightest they had to send. Please fucking tell me you at least brought backup?! HE said you guys were dangerous. Fucking come on, a girl with a stick?! Are you shitting me?"

Han fægtede lidt efter hendes arme da hun strammede grebet, gjorde et påtaget forsøg på at rive sig løs, før han lod hende holde ham fastlåst, lod en grimasse løbe over ansigtet, som om den intimiderende tone endelig nåede igennem en panikslagen hjerne. Han løftede en hånd og kørte den igennem det blonde hår, med en bevægelse der virkede som et nervøst tick. De mørke øjne undgik hendes blik og så ud til siden. Wicked lod munden falde imod gulvet i overraskelse, udvidede øjnene ved anklagen.

"I didn't call it! I swear, I didn't know what HE was going to do! I was sitting around, having a beer with the guys and then I felt this really weird tug inside- but not inside, you know- and I knew that HE had done something and when I came looking-"

De mørke øjne flakkede over Procellas skulder, tilbage imod skabningen.Hver gang han sagde 'he', var der en tydeligt vægt bag ordet, en tone af frygt der fik hans stemme til at knække over flere gange og ordene kom med stadig større hastighed, i takt med at skabningen begyndte at bevæge sig. Gulvet vibrerede let med hvert tungt skridt, da giganten samlede momentum på vej imod dem.

Procella stirrede på ham. Himmelfalden over idiotien i hvad fanden han havde gjort.

"He? This is a setup?! YOU SET ME UP YOU DUMB FUCK?! FINE! THEN YOU DESERVE EVERY FUCKING THING!"

Procella ændrede kort på grebet på stagen og gennemborede derefter James hånd med den, så han i bedste korsfæstelsesstil blev spiddet til døren

"Sent it back! Right now! Its your blood who controls it! Shun it! NOW! Or i swear by everything holy, i WILL kill you to make that thing stop!"

Procella trak vejret i små stød. Tortur af et menneske var ikke helt kosher, men i betragtning af hvad der var på spil blev hun nødt til det. Alternativet var ikke til at holde ud at tænke over

"No, you're wrong! We were just playing around with magic, you know, small stuff! Nothing like this! And HE came and said we could make a deal and we were stupid enough to say yes and.."

Procella hævede stagen.

Brother..

Unless you know how to convincingly portray mortal anguish, you may keep quiet, Asmodeus.

Sølvet gled igennem huden, som en kniv igennem lunkent smør. Wicked formede sin mund i et 'O', og de opspærrede øjne forsøgte at undslippe hans ansigt, da han langsomt drejede blikket op til sølvstagen igennem hans hånd. En svag stribe af røg slog op fra huden omkring såret. Et udbrud af smerte, hult og chokerende menneskeligt, forlod de blege læber og han vaklede på benene. Trækkene forvred sig i smerte - påtaget, men tillært fra en uendelig række af ansigter, han selv havde påført umenneskelige smerter - og han sendte hende et blik der et øjeblik havde glemt alt om skabningen - eller rettere, Procella var klart det nye, mest skræmmende uhyre i lokalet.

"Ohmanwhywouldyoudothat, whywouldyoudothat, I never did anything. I just wanted a bit of magic and we didn't- I thought HE was just joking around when HE said HE just wanted a bit of our souls- I never knew, I never knew.."

Ordene faldt hen i en klynken og han sank halvt ned i knæ.

Procella flåede stagen ud. Hun stirrede på hans hånd. Røg? Det måtte være den undelige kraft fra...dimsen...der gjorde det.

"Sccch! im sorry! Look you have to do this! Come on. Repeat!

Creature of cloth thou art,
Creature of flesh and blood you be
No more shall you do harm.
No more shall you repeat false tales.
No more shall you interfere in my life, nor in the lives of my loved ones.
By the power of the Gods and by my will, So mote it be!

Please James you HAVE to do this! Creatore of cloth..."

Hun greb ham om hagen og prøvede desperat at fange hans blik for at hjælpe ham ud af smerten. Hun krympede sig da brølende bag hende lød uhyggeligt tæt på.

"JAMES! COME ON! CREATURE OF CLOTH THOU ART! CREATURE OG FLESH AND BLOOD YOU BE! SAY IT! ITS GONNA KILL US!"

Hendes stemme knækkede over i desperation.

Wicked lod armen følge tyngdekraften med et bjæf af smerte, da hun trak stagen fri, og gled ned på gulvet, trak benene op og trykkede sig som en kugle imod døren, den sårede hånd holdt beskyttende imod brystkassen. For omverdenen lignede han, så godt som, en ung mand på vej ind i chok. Da hun greb fat i ham, krympede han sig ved hendes berøring og klynkede igen. De mørke øjne stirrede rædselsslagent tilbage, da hun råbte ham ind i ansigtet.

"Idontknowhow, Idontknowhow, wewerejustplaying, thisisntreal, thisisntreal.."

Hviskede han og rokkede en smule frem og tilbage, som om det pludseligt var gået op for ham at aftenens hændelser var virkelighed - og den virkelighed vejede tungt på hans skrøbelige, menneskelige sind.

Dørene knagede og skabningen var over dem. Den kæmpe næve trak sig tilbage og faldt imod dem begge med dødbringende kraft.