Changes can be for the better. <<Procella>>

Tid og sted: Domkirkens kirkegård, 14. Juni kl. 21.30
Omgivelser: Kirkegården ligger øde hen for natten. Vejret er varmt, på trods af at solen er gået ned. Der er ikke en sky på himlen.
Beklædning: Sort ny frakke, solbriller, hvid skjorte og sorte bukser. Håret er samlet i en hestehale.

Gudstjenesten og kirkegangen var overstået for idag. Folk havde enten trukket sig tilbage til deres kamre, eller havde forladt kirken forlængst. Helias sad dog stadig tilbage på den øde kirkegård og nød den faldende temperatur. Dagen havde været varm, og selv nu kunne han mærke at han havde svedt under den store frakke.

Et sjældent smil spillede på Helias' læber som han "kiggede sig omkring. Hans syn var stadig frarøvet ham, men her var der en masse stemmer. De døde talte til ham som i gamle dage. Dage hvor han ikke havde bekymret sig om verdens skæbne, men blodt koncentreret sig om de døende. Det var for lang tid siden at han havde gjort det. Med en faders tålmodighed lyttede Helias til de dødes stemmer og lod dem vide at der stadig var en der lyttede til dem.

Helias' så langt bedre ud end han havde for blot dage siden. Hans kinder var ikke længere indsunkne og hans hår ikke længere mat og fedtet. Nu skinnede det igen midnatssort og flød ned over hans skuldre. Han havde ikke fået det klippet, men beholdt længden. Det ville få lov at vokse i lang tid endnu. Solbrillerne skærmede dog stadig for hans øjne. Han evne havde ikke fortaget sig endnu, men var blevet en næsten permanent del af ham.

Helias sukkede let for sig selv. "I will hear everyone of you.. I have the time for it now." sagde han ud i mørket, ignorant for verden omkring ham.

((Kommende indlæg er skrevet delvist som admin, delvist som Procella. Det er ren dovenskab for ikke at skulle logge frem og tilbage))

Det var få der var på kirkegården i de sene aftentimer. Få folk der ikke havde tiden til at bruge dagstimerne, var ved at pakke sig sammen og forlade de grønne områder. Mennesker havde noget med kirkegårde. De fandt dem ofte skræmmende. Mørke fantasifostre gemte sig bag buttede englefigure side om side med småfede gråspurve der aldrig havde siddet så stille i hele deres liv.

I den mere forladte del af kirkegården, den del der kaldtes for skovkirkegården, hvor naturen havde lidt mindre overlast i forsøg på at få det til at virke mindre kultiveret end med snorlige blomsterbede, befandt jægeren sig. Procella havde sneget sig til gudstjeneste, selvom hun egentlig forsøgte at koge det ned til søndag kun. Hun havde på det seneste haft et større behov for at søge...søge hvad? Hun var ikke helt klar over det. Søge et eller andet. Det var som en kløen hun ikke kunne nå. Den generede hende nok til at hun vred og vendte sig, men hun var endnu ikke gået drastiske længder.

Hun sukkede ned til den lille messingplade i græsset. Hun strakte en jernbeslået støvlesnude frem og trådte en lille blomst ud i græsset så den ikke dækkede over det enkle ord.

*Cheers*

Metal mod metal. Lyden var høj i hendes øre og hun trak let en grimasse over at hun faktisk var mere forstyrrende for sin sjælefred end den omgivende natur.

"So. I left you, and then you left me. I don't like it when you flip the tables halfbreed"

Brummede hun. Hun var ikke vred. Det var mere en træt konstatering af at han faktisk til sidst havde taget røven på hende, og at hun nok ville have losset ham i røven for det, hvis ikke det lille faktum omkring at han var død, havde forhindret hende i det. Hun sank ned på hug og lod fingerspidserne glide over indgraveringen.

"You left, and you broke a promise to me. You had obligations here. Why didn't you just stop?"

Mumlede hun lavmælt. Læderbukserne knirkede svagt over den strukne stilling. Hun havde endelig fået dem! Hun skulle lige vænne sig til det nye læder. Den kraftige duft af det var lækker. Procella sukkede og gled op i ret stilling igen. Den hvide rose blev en smule skødesløst smidt mod messingpladen.

Ude af Procellas hørevide og uden for hendes evners opfattelse, rejste der sig en blid brise. En brise der intet havde med naturen at gøre. Et lille hvidt kronblad fra rosen rev sig løs og svævede uset på brisen. Den blev båret og viklede sig ind i langt skinnende sort hår.

Tell her I'm sorry...

Lød den svage hvisken, I Helias sind. Det lille kronblad frigjorde sig fra hans hår, og dansede kildrende over hans læber, kinder og næseryg, før brisen ikke længere gav det hvirvlende liv, og det lagde sig til hvile på hans næse. Det begyndte langsomt at glide ned over hans ansigt. Helias genkendte stemmen - omend svag den måtte være. Det var samme stemme der havde berørt hans sind i Indien da hans mishandlede krop var blevet tvunget tilbage til de levendes verden.

We all have sacrifices to make. Crosses to b-... Reaper is Reaper. Death follows. I had a choice to make. Tell her I'm sorry. Tell her not to regret. I don't...

Procella der var på vej ud fra skovkirkegården, så op mod den mørkende himmel. Den var stadig azurblå, kantet med brunlige toner hvor solen forsvandt over skoven, langt nok borte til at hun ikke kunne se det gennem træerne. Hun havde spændt sig ind i sit korset igen - kevlarkorsettet, der gav hende vipsetalje, patter til op under drøblen, men var fantastisk i henhold til våben. En lang læderjakke var bare alt for varm nu. Hun skull have konstrueret noget mere kirkevenligt, varmevenligt. Den lette denimjakke hun havde på havde da nogle usynlige lommer hist og pist - ubevæbnet var hun sjældent. Den var bare ikke praktisk. Klo eller kniv kunne ødelægge den for hurtigt.

Sådan gik hun lidt i egne tanker, da en sød, yderst genkendelig duft ramte hende. Hun stivnede i sin gang og så sig søgende om. Hun så skikkelsen lidt bagfra og fra siden, og han var stadig flere meter borte, så i første omgang genkendte hun ikke Helias. Hendes skridsikre gummisåler knasede let mod gruset da hun stoppede op. Hun så træt på den fremmede.

"I thought this was supposed to be a restingplace. You don't belong here abnormal. Give me my space to mourn the dead and leave. I don't want any devine bullshit today"

Hendes stemme var træt og vrissen. Var de begyndt at sende engle efter hende igen? Var det ikke nok at hendes liv var komplet kaos, begyndte de nu på det pis igen?

"Did you hear me? I'll contact them okay, but not now! Don't you have something better to do? Get drunk on altar-wine and eat those bloody dry crackers..."

Procella vinklede sin krop træt og vagtsomt mod den fremmede. Af sig selv sank hendes skuldre en smule fremefter og hendes ben gled fra hinanden for at give hende bedre balance. Lyden af gummi der blev trukket over grus fik hende til at blinke let med øjnene og ryste det af sig. Hvad pokker havde hun gang i? Hun kunne jo for fanden ikke myrde en engel...I det mindste ikke på kirkegården.

Hun skævede kort mod kirken, og hendes blik var lige dele undskyldende og trodsigt. Hvis hun skulle have røvfuld, så måtte han sgu arbejde for det. Hun havde ikke tænkt sig at trække bukserne ned som en god lille pige og ligge sig pænt til rette. Jægeren rettede sig og rullede nakken let for at få den pludselige muskelstivhed ud af kroppen. Hun rystede det lange mørke hår om på ryggen og lagde demonstrativt armene over kors i en vred gestus - teknisk set var det mere for at skjule, hun ikke rigtigt vidste hvad faen hun ellers skulle stille op med hænderne, men det kunne andre jo ikke vide!

Helias lyttede til stemmen i hans sind med en rolig mine. Han genkendte den og sendte en varm tanke til den der havde givet ham livet igen. Endnu en ting der havde ændret sig. Før havde han været træt af sit liv, men forpligtet til ikke selv at tage det.. Han havde søgt mørket og skjult sig for livet i sin egen trøstesløshed.

Helias nikkede kort og rejste sig langsomt som der blev talt til ham. Han genkendte Procella's stemme og for et øjeblik var han fristet til at flygte.. Men han havde et budskab at levere.

"He says that he is sorry.. You should not regret what is done, for he does not. Reaper."

sagde han med lavmælt stemme, vendt mod hvor han mente Procella stod. Han lyttede efter igen for at hører om der var mere stemmen ville sige ham. Der var intet svar. De dødes hvisken lød stadig som en konstant summen bag i hans hoved, men han skubbede den bort for øjeblikket. Det var den virkelige verden der behøvede ham i øjeblikket.

"You mourn his loss.. But remember, that death is not the end.. It is merely a new beginning. There is no harm og pain in dying. Merely a soothing passing."

sagde han med blød stemme. Helias blev hvor han var, for uden sit syn var det besværligt at bevæge sig rundt på kirkegården.. og med Procella foran sig, nærmest livsfarligt. Han havde ingen illusion om hvor meget hun måtte hade ham nu, men det var et problem for en anden gang.

Helias kluklo let og tilføjede til sidst, med en sjælden glæde i stemmen.

"You know I do not drink altar wine.. It makes my head spin."

Procellas krop gik atter i forsvar da englen rejste sig fra bænken. Hun havde det ikke godt med uforudsete bevægelser, specielt ikke når hun ikke var klar over hvilken gameplan der blev kørt efter. Hun blottede svagt sine tænder, men uden at knurre - ikke endnu. Den vrede grimasse forsvandt som dug for solen da hun hørte stemmen. Hendes øjenbryn forsvandt et eller andet sted op under hendes hårgrænse. De fyldige læber gled en smule fra hinanden, samtidig med at hovedet gled let på skrå - studerende. Hun vidste hvem det var, men hendes hjerne havde svært ved at arbejde med de fakta der blev smidt i hovedet på hende.

"Helias..."

Det var ikke en anklage, det var heller ikke et spørgsmål. Det var lidt latterligt at spørge folk om det virkelig var dem. Hvem fanden skulle de ellers være? Procellas hænder blev knyttet langs siderne, åbnet og knyttet igen. Til sidst smækkede hun dem i lommerne. Hendes blik var mørkt. Hvis det her var en joke kunne hun godt have fundet på nogle bedre selv.

"No I don't mourn his loss. I mourn he died because of us. And don't give me that crap. I'm not a reincarnation-hippie. Death is death. You ougtha know that! Do not pass go, do not collect 200 dollars. just go home. He might not feel pain now, but death is just death. Don't you dare to go new-age on my ass"

Den klassiske tunge knurren som de fleste der havde omgang med Procella, var ganske familær med, når kvinden med det eksplosive temperement blev irritabel. Den døde dog kort ud. Der lød et suk fra jægeren.

"And he talks to you? Well tell him to go fuck himself. He was supposed to be their godparent."

I Helias bevidsthed lød en stille latter

Of course she would be angry, even though I'm dead. There's no winning with her is there?

Stemmen var varm og kærlig, som var Procella en elsket person, samtidig var der en smule imponeret stolthed, og opgivelse i den også - som havde Azuriel faktisk forventet at alting ville have givet mening for Procella når han var død.

"Great...just great. Better not tell Narcissa that...And yeah. Lightweight still. Why are you here?"

Procella skiftede brat og brutalt emne. Det var for farligt når det blev personligt. Utilpas skiftede hun vægten fra den ene til den anden fod. Hun nærmede sig tøvende Helias og prøvede at se hans ansigt tydeligt i den tiltagende skumring.

"How did you get here? Why did you run off like that? And...your...eyes? Can you...?"

sætningen ebbede spørgende ud på en højere note. Hun kunne stadig ikke lure hvor hun havde ham henne, og hun var ikke normalt overilet. Hun kunne ikke skabe sig overblik og samle puslespillet. Der var for mange løse tråde lige nu.

Helias smilede let ved den afdødes kommentar. Nej det var ikke muligt at vinde imod Procella. Hun ville altid få det sidste ord.

"There is nothing new to this. It is what I have preached for centuries.. Until my recent relapse into insanity.."

Helias stemme var rolig og blid, omend en undertone af sarkasme og såret stolthed gled ind i den. Han kørte en hånd igennem sit lange hår og lod hans ansigt, øjnene skjult af solbrillerne, komme frem til skue.

"I am here to do a duty I have neglected for far to long.. I am here to soothe the dead and help the people mourning over them. Atleast for a time."

Han smilede igen og rystede let på hovedet.

"I could not face you.. not anyone. A life had been traded for my own, and nightmares haunted my mind.. Death and darkness were no longer compatriots."

Helias skuttede sig let ved tanken. I hans sind havde de støvede haller under ruinerne i Indien udspillet sig utallige gange. Igen og igen havde han gennemlevet frygten og smerten da hans krop var blevet brudt, hans liv sagt op og hans vilje knækket. Han havde gennemlevet det hele så mange gange at han næsten kunne lugte støvet og magien fra ruinerne når han lukkede øjnene. Ikke at det gjorde den store forskel for hans syn.

"I am still blind.. I doubt the Light will return to me. The Lord has forsaken me, as is only just. But I will learn to live.. To go on, and perhaps one day, my sight will return, the Lord willing it."

Helias trådte et forsigtigt skridt frem, den ene hånd løftet let foran ham, skulle han nu falde. Skikkelsen foran Procella var ikke længere den kolde, selvsikre engel, men en lettere ynkelig blind mand.

Procella så ud til siden og kvalte den fnysen der havde luret. Der var ingen grund til at sparke til nogen der lå ned i forvejen. En ufrivillig gysen gik gennem hende da Helias nævnte mørket. Hun havde ikke et problem med mørke. Hun levede i det. Hun var et udpræget nattemenneske. Hun var oppe med de unaturlige. Det mørke i Indien havde været mere end blot unaturligt. Irriteret over sin egen reaktion på det vendte hun ansigtet mod ham for at komme med en syrlig kommentar, der døde et sted i hendes hals.

Instinktivt trådte hun frem og lukkede de få meter der var mellem dem. Den ragende bevægelse gik lige ind. Hun skulle passe på ham. Hun greb let fat om livet på ham, og hendes hånd lukkede sig om hans fremstrakte.

"Scccch. I'm here. Dude you fucked your mind the second you met me"

Prøvede hun sig med lidt fejlslagen humor. Hvorfor havde hun ikke lyst til at flå ham fra hinanden? Hun så undrende op i hans glatte ansigt, søgte øjnene der ikke længere så hende. Sorgen over hans mistede syn ramte hende i mellemgulvet. Det var også hendes skyld.

"You don't have to face me. You wouldn't know if I mooned you right now."

Hun trak hans hånd ind til sig og lagde den mod sin kind. Var det ikke sådan de blinde så?

"The lord forsake you? Cut it out. God don't forsake unless you really mess up. You did the bloody forsaky-stuff. So? God forgives right? Make him forgive you"

Sagde hun stille, men dybt alvorligt. Det her føltes underligt. Hun stod og talte om tilgivelse...med en engel...en engel som havde forbrudt sig over for samtlige regler i bogen, og sikkert også et par stykker der ikke var i den. Hun rakte op og greb ham let om hagen. Drejede hans ansigt let fra den ene til den anden side.

"You hungry halo-boy?"

Really? Just be a bit pathetic and she crumbles? She never did that shit with m-...oh...nevermind. And you better get that forgiveness she's yapping about. I'm not being a fucking dead screw-up for nothing!

Azuriel lød en smule fornærmet - hvilket var en smule komisk i betragtning af at han var død.

Helias blev en smule overrasket over Procella's reaktion. Hvor var slaget der skulle have fældet ham til jorden? Hvor var de spydige kommentarer der skar som knive? Han smilte let ved hendes første bemærkning.

"I remember it to be a quite peculiar situation yes.."

sagde han blidt. smilet svandt dog en smule ind da han næsten mærkede hendes øjne søge imod hans ansigt. Hun bebrejdede sig selv.. Hvis hun ikke var vred på ham, ville hun bebrejde sig selv det. Da hun lagde hans hånd mod sin kind, strøj han forsigtigt fingrene over den glatte hud. Jo, det var Procella..

"Yes I could go with a bit of food.."

sagde han stille. Han valgte at ignorere det med herren.. Han kunne mærke at herren havde forladt ham. Hans kræfter var ude af hans kontrol. Hans syn var væk og selv flugten imod himlen var taget fra ham. Men der var ingen grund til at prøve at overbevise Procella.. Hun havde nok at bekymre sig om i forvejen.

Helias sendte en stille latter til Azuriel i hans sind. Worry not my friend.. This will not last long if I know her right... tænkte han stille hen for sig. De døde havde altid været ham nær, og allerede nu så han Azuriel som en gammel ven.. En gammel ven der skulle ledes på rette vej.

"If you notice me speaking to myself, it is because I have a very.. persistent customer at the moment.."

Helias kluklo for sig selv og nikkede til Procella. Han tog et tøvende skridt frem, sukkede og henlod sig til at blive ført.

Procella rømmede sig kort. Der var noget over skrotpladser der for evigt ville minde hende om Helias. Hun hostede flabet og det skæve grin på hendes ansigt, var meget tydeligt mod håndfladen på hendes kind. Specielt det dybe smilehul der gavtyveagtigt blev markeret.

"Just admit it Halo-boy. When you get near me, you just can't wait to get naked and chained up"

Lød det tørt fra hende, men hendes øjne spillede muntert. Hun vinklede let kroppen så hendes hofte blødt bumpede ind i Helias, på den måde kunne hun lade sin hånd glide ned i lommen på Helias, samtidig med at hun let vrikkede hans arm omkring sine skuldre.

"....get you shades on..."

Hviskede hun lavmælt. For andre ville de sikkert ligne et par der gik aftentur. Fyren med armen om sin pige, og pigen med en hånd lidt kærligt stukket i lommen på sin fyr. Faktisk var det en genial måde at styre Helias på. Med hoften eller let træk eller tryk kunne hun meddele ham hvilken retnin de skulle bevæge sig i, uden at det ville være komplet håbløst at se på.

Long? I bet five bucks, she will rip your head off in the next hour or so. You take ghost-cash? I have a strategic problem in that area

Azuriel lød som en medsammensvoren der lige havde stukket en Dare til Helias. Hvem kunne drikke mest, hvem kunne blive anholdt først, hvem kunne score festens smukkeste pige - det var ren drengerøv.

"A costumer? Whatya selling?"

Procella så tøvende op på Helias da hun ledte ham afsted mod parkeringspladsen og den elskede sandfarvede volvo. Hendes lille hjemmetank. Intet kunne slå godt håndværk!

Helias lo stille og iførte sig sine solbriller. Afslappet lod han Procella føre sig imens han gjorde sit bedste for at virke ubesværet.

You know, I might be willing to take you up on that my friend.. I'll say two.

Helias lo lavmælt igen. Hvor havde han savnet de dødes tørre humor. Den passede ham meget bedre end den overgearede "humor" som folk smed omkring sig hver dag.

"You know what I sell.. Salvation for the deceased and remedy for the grieving.. When I don't walk around trying to terrorize everything around me."

For Procella der nu holdt om Helias var det tydeligt at han havde tabt sig, og noget af muskel massen var væk. Omend han var ren og ikke underernæret var der stadig noget.. forkert ved ham. Han smilte og lo, men det virkede stadig apatisk. Som en mand der havde givet op at kæmpe mere.

"So where are you taking me precisely?"

spurgte han stille, imens han lod som om han kiggede rundt om sig.

Der lød en tør snøften I Helias bevidsthed

Two hours? Have you ever met her? At all? She gets pissed if you breath out of order. Fuck me sideways! You got it! If She eats you before one hour I'll...I don't know? Hm...I'll tell you something about your little girlfriend. And if she tops at two hours....you have to sing Opera!

Azuriel lød meget tilfreds med sin egen ide.

"Dude? How the fuck do you give salvation to anyone when you fucked your purpose? Aren't you left with, a really bad onesided walkie-talkie?"

Procella rynkede lidt på næsen. Hun havde allerede én talende kælling i hovedet, tænk at have en hel kirkegård. Nejtak!

"Uhm? I was thinking something discrete? A late night diner or something? Depends what you're in the mood for? My treat. Dude...you lost a lot of weight?"

Prøvede trykkede Procella sig let op af Helias og lo samtidig højt som havde han sagt noget sjovt, så hun lige skulle give ham et kropskram. Bekymringen var tydelig i hendes stemme - det var samme var den lette rynke i hendes pande.

"You stopped eating? Now why the hell would you do something like that?"

Der var en let anklagende undertone i hendes stemme, affødt af fornemmelsen af alt for mange knogler mod hendes arm og skulder, samt øvre del af brystet. Langs siden kunne hun sjovt nok ikke føle en dadel grundet korsettet. Hun ledte dem til bilen og skubbede ham blidt op af den og strakte sig på tå imens hun lod som om hun hviskede kærlige hemmeligheder i hans øre. Samtidig gled nøglen ind i låsen og hun låste op.

"It's open now. don't smack your head. slow and steady wins the race okay?"

Hun tog chancen og løb hænderne ned over hans bryst og mave, og måtte aktivt kvæle den boblende knurren. Der var...alt for lidt af ham. Ikke at der havde været særlig meget før...men nu var det skræmmende lidt. Hvis Helias havde kunne se de gyldne øjne ville hana have fanget det korte glimt af noget forpint dybt deri...men det kunne han ikke.

What´s your story?

Lød det pludselig i Helias hoved, samtidig med at Procella bevægede sig rundt om bilen for at komme ind på føresædet. Der var en stigende nysgerrighed i stemmen.

I do hope you mean the opposit.. I wouldn't want you to take my prize.. Under one hour and I will sing.. If she goes over two hours.. You will tell me a little secret..

tænkte Helias imens han følte Procella's hænder over sig. Der var intet kærligt eller udfordrende i berøringen... blot uskyldig nysgerrighed. Meget ulig hende.

Helias smilede for sig selv og begyndte forsigtigt indstigningen i bilen. Hvis nogen havde kigget ordentligt efter ville de måske have bemærket de famlende hænder, den lidt for bøjede nakke og den forsigtige måde fødderne blev løfter og sat ned i bilen.

"Discreet late night dinner? My, you make it sound so.. dubious.."

kluklo Helias let frem for sig. Han tog sine briller af igen, men holdt dog øjnene lukkede. Procella havde ret i at han havde tabt sig, og han følte sig svagere.. Men da ikke så meget?

"I haven't stopped eating.. I have just had a little trouble finding food.. and as for my ability.. I might not have the Lords grace anymore, but the voices of the dead are still with me, and mine with them. I can still offer consolation for the grieving and salvation for the lost.."

Helias lænede sig tilbage i sædet og vendte sit ansigt imod Procella.

"So.. You take me somewhere with food and I will follow.. Haven't got much choice at the moment do I?"

Der lød en brummen fra Azuriel

No. I was actually trying to do you a favour here, but okay.

Hvis en stemme kunne trække på skuldrende havde der været et sådant i stemmen.

It´s not like I have a lot to loose right now. And you didn't answer me. What´s your story with my men-...Reaper...

Det var som om Azuriel tog sig selv i at kalde Procella for sin lære. Der var noget lidt længselsfuldt over det, men mange døde higede efter det liv de havde ladt tilbage, eller elementer i det.

Procella satte sig ind i bilen og smækkede døren i. Hun sendte Helias et meget træt blik - som han sjovt nok ikke kunne se. Derpå kravlede hun halvvejs hen over ham, greb fat i døren og smækkede den i med lidt hårdere kraft end praktisk talt nødvendigt. Efter det var gjort, spænte hun troligt selen omkring Helias, imens hun skulede af ham.

Ey! We have a scowl! Keep going!

Azuriel lød som en der prøvede at knæle et grin bag en hosten.

"Dubious? Ooookay, we can do a fancy restaurant, but I have to remind you of last time you roamed Deploratus. I was just trying to-..."

Hun sukkede og skubbede sig tilbage i sit sæde. Hænderne strøg gennem det mørke hår, og der lød et dump dunk da hun daskede begge hænder lidt opgivende ned i rattet. Hun drejede nøglen i tændingen og volvoens bløde rumlen blev vækket til live. Hendes dejlige trofaste bil.

"Fine fine. You're a fat angel"

Mumlede hun og bakkede ud af pakeringspladsen med den øvede førers hjemmevandte natur.

"If you hadn't run off like that in India, you would have been able to have jello until it killed you. Or whatever they serve in India. Yoghurt..Lassi. Something nasty. With mango."

Brummede hun halvt anklagende og skævede til Helias, dog uden at fjerne fokus fra trafikken. Hun rømmede sig og prøvede at lyde henkastet da hun fortsatte.

"So uhm...Why did you run off like that? Where the hell did you go? I looked for you. Until I realized how ridiculously gigantic India is. And dude...tell the dead to fuck off and give you some time? What can you do when you can't even tie your own shoes?"

Procellas blik gled fra vejen og tilbage til Helias. Tøj...sådan noget skulle hun vel skaffe ham? Skaffe ham? Hvor længe ville han overhoved blive? Hvad bestilte han på øen? Havde han et sted at bo? Hun gumlede let på sin underlæbe af tankemylder. Så mange spørgsmål og opgaver trængte sig på.

Helias fornemmede Procella's irritation og sendte en lettere irettesættende tanke til Azuriel.

Be nice now my friend.. First of all, our story is one of the rather complicated hate-love-insanity kind of stories.. and I would appreciate it if you wouldn't cheer when she scowls at me.. though thank you for telling me so.

Helias smilede let og kørte hånden igennem sit hår med et suk.

"Procella, I am thrilled that you are taking care of me.. I truly am. You are right. I am worthless at the moment. A cripple. Which is why I am trying to do some good.. As for the reason why i ran in India..."

Helias stoppede og for et øjeblik var der et forvirret udtryk i hans ansigt. Hvorfor var det egentligt at han var flygtet? Havde han frygtet for sit liv? Nej.. Han frygtede ikke døden.. Mareridtene var først kommet bagefter også.. Med et gik det op for ham og han blegnede let.

"The reason why I fled in India.. Was to run away from myself. The feeling of another being giving its life to save mine.. Along with the recent traumas to my, apparently, weak psyche.. Drove me over the edge."

Helias bøjede nakken let og "kiggede" ned i bunden af bilen. Han følte sig som et fjols. Ikke et væsen med 800 års erfaring i livet. Han var flygtet på grund af en frygt han ikke kunne forklare og havde udsat sig selv for større fare en han havde tænkt over.

Han hostede let og prøvede at lette stemning med en flad joke.. Den kom dog ud med en lidt til intet overbevisning.

"I am not exactly fat.. merely big boned.."

Helias hostede let igen og rømmede sig. Han var ikke god til det med "jokes". Hvad var der også med folks humor idag.. Han var stadig mere til de dødes.. Den var da til at forstå.

"What about you? Have you regained your strength? and what happened after I.. fled from you?"

spurgte Helias tøvende. I sit stille sind overvejede han hvad forholdet til englen i hans hoved havde været, men han skubbede hurtigt den tanke fra sig igen.

Yeah yeah yeah. Reaper is very, "Lovable". So waaarm and nurturing. All stories around Reaper is complicated. Chaotic even.

Azuriel så på Procella gennem Helias øjne, og hans syn fejlede intet. Han lyttede svagt med til Helias tanker og overvejelser, og rømmede sig så insisterende.

I'm so not an angel dude. I was much more. Or less. Arrogant. So secure in my powers. I'm demon too. Or was. Was. Now I'm nothing. I wanted to change the world. Or own it. The jokes on me huh? Gave my life for a halfbreed and a de-glorified angel. And now I'm riding shotgun until I'm let go.

Der lød en lidt irriteret sukken fra Azuriel. Man kunne næsten forestille sig hvordan læderjakken knagede da han lagde armene over kors og søgte tålmodighed ved at se op i bilens loft.

Procella skævede mod Helias. Hun fjernede hånden fra gearstangen og rakte søgende ud. Hun fangede et lår og klappede det let. Halvt godmodigt, halvt trøstende. Hun checlede kort sine spejle før hun trak hånden til sig. Den havde hvilet let mod Helias jeans et par sekunder. En berøring der var lidt for lang til at være helt trøstende, men langt fra længe nok til direkte at kunne tolkes som et kærtegn.

"To run away from yourself? I guess you didn't find..you?"

Procella så søgende på Helias, men vendte blikket tilbage mod trafikken igen kort efter. Hun havde kørt dem ned til havnen. Der var nogle smukke restauranter til de meget fyldte punge hernede - men der var også de små lokale. Dem der fortrinsvist blev benyttet af trætte fiskere og deres familier. Ispakkerne. Procella så fra Helias til sig selv. Ingen af dem var ligefrem klædt på til fine steder.

"So? How do we find you? Here? On the island?"

Hun rullede ind på en meget lille holdeplads. Motoren døde ud. Hun sad lidt og så ud på det grå mørke før hun sukkede og vendte sig mod Helias i sædet. Hun rakte over og klikkede bæltet op, og greb det før det kunne stikke ham en på lampen.

"I felt him too. Azuriel. I talked to him before he...hrm...died. The shit drugged me. I couldn't stop him. Goddamn moron..."

Mumlede hun stille

Hey! I didn't drug her! It's not my fault she drank the wa-...nevermind! This is stupid! So now I'm a moron because I save you and her?! Thanks a lot! And you! Don't flatter yourself! If she hadn't insisted on bringing her ass to India and almost getting killed I wouldn't have done a fucking thing. So you guys can just play who-is-the-biggest-looser, just remember one thing! I'm the goddamn dead dude! Fuckheads! Both of you!

Halvsnerrede Azuriel.

Procella spidsede læberne og så kritisk på Helias. Så fnøs hun og daskede til hans skulder.

"Big boned? You have bones like a bloody fried chicken. Come on fat-ass. Let's get some chow into you"

Hun steg ud af bilen, låste sin side, gled rundt om den og hjalp Helias ud - hvorefter den dør også blev omhyggeligt låst. Nøglen forsvandt ned i hendes lomme. Et lille skævt smil spillede over Procellas læber og hun nappede solbrillerne op af Helias lomme og lempede dem blidt på hans ansigt.

"Yeah I'm fine now. Its not something I wanner do again. I didn't really know what the fuck I was doing out there. Didn't train properly for it. We did it too fast. First rule is to know your enemy. We knew shit, and paid in blood. But I'm still alive right? I'm strong enough to kick your ass again halo-boy. We can do a round-gazillion when you regain you sight. Fighting a blind man is just...nah..."

Hun tog ham blidt under armen og førte ham med sig ind. Der var ikke nogle vinduer. Mere. Dem der var, var så nikotingule indvendigt at man ikke kunne se ud, og så møgbelortede udvendigt at man ikke kunne se ind. Indenfor slog en varm stank dem i møde. En blanding a cigaretter, sur doven øl, den kraftige lugt af maskinolie, og den alt igennemtrængende lugt af fisk, som man aldrig rigtig synes at slippe bort fra på havnen.

"Uhm...Well. My...Wick found me. In India. We spend some time there. Away from Deploratus and the "real world. You know? I needed a break. A long one."

Der var ikke mange folk så sent. Procella lavede en kort grimasse da hendes støvle klistrede til gulvet et særligt sted og rykkede gummisålen til sig med en gysen. Der var kun én grund til at komme her, og det var ikke øllen eller den tvivlsomme hygiejne. Hun lempede Helias ned i en stol og klappede ham let på armen som tegn til at han skulle vente. Da hun kom tilbage var det med to store fadøl, der skummede rigeligt, men ellers havde en lidt udvandet flad smag.

"He knows me. Wick. He is...everything I want, and everything I really really don't want. But...the sad truth...I need him. I don't want to need him. I wanner do like you. I wanner run. You know me too. I don't do this. I don't feel. He..."

Procella tegnede små cirkler med fingrende på bordet for at have noget at lave med hænderne. Hun så utilpas ud af et vindue, hun kunne se præcis en millimeter gennem før hun bare sad og gloede på snavs af udefinerbare tidsaldre. Lyden af træbrædder der knagede fik hende til at løfte hovedet. Kokken - hvis man kunne kalde ham dét - var et enormt lokum af en mand. gigantisk, svedende, med en engang hvid undertrøje der sad så tæt at den kun lige dækkede det øverste af den enorme vom, der blev blottet forneden. Der hang en sky af cigaretrøg omkring ham, og den hvide undertrøje ville have fået en vaskekone til at bryde grædende sammen. Den ville aldrig blive hvid igen. Et slag på tasken var at han havde rundet en sværvægt på omkring 250 kg for længe siden. Han mere vraltede end egentlig gik.

Hans øjenæbler var gule, og de udvandede grå øjne lignede faktisk lidt døde fiskeøjne. Det mest tragiske ved det hele var hårnettet der sad skævt og dækkede halvdelen af et så ystyrligt fedtet hår, at man tog sig i at overveje hvorvidt det blev sat med fritureolie fra gryderne. Med overarme der var på størrelse med en svineskank og udvandede tatoveringer der var blevet blågrønne med tiden, var han en imponerende, for ikke at sige direkte skræmmende skikkelse. Han gryntede at smækkede to dybe skåle på bordet foran sine kunder. Service var vidst noget man godt kunne opgive - og det var tvivlsomt at foodregulations nogensinde havde set skyggen af stedet.

Giganten blævrede bort fra bordet, og gav gæsterne et pust fra den tvivlsomme aroma stammende fra lang tids mangel på personlig hygiejne. Det var direkte til at smage i luften. Det lod dog ikke til at afskrække Procella der jog en gaffel ned i skålen og spidede en dybstegt tingest på størrelse med en golfbold. Hun stak den med iver i munden og tyggede på den, og lagde samtidig en gaffel i Helias ene hånd, og ledte hans anden omkring skålen.

"Dude, just taste it. It's fry-mix! Clambs, squid, if it swims, it's in there! I swear you'll never taste anything that good anywhere in the world!"

Mumlede hun næsten uforståeligt imellem sin tyggen.

Helias følte på skålen han sad med og indtog den tvivlende aroma afstedet. Kokkens blotte tilstedeværelse, selv uden synet af hans imponerende vidde, havde givet ham en grim smag i munden. Hele turn igennem havde han blot lyttet til Azuriel og Procella, hørt deres forklaringer og lyttet til tonelejet i deres stemmer. Han tog gaflen op med en afprøvet behændighed og smagten tvivlsomt på maden. Den var god. I sit sind sendte han en tanke til Azuriel.

There is no harm in her words. She is mourning your loss more than you imagine my friend. And you are right. You paid for our stupidity with your life. I am sorry for that. In truth, I would much rather have it been the other way. But I am still here and I will lead you on. As a friend.

"This does taste good.. As for your question.. I have no idea. I need to find myself again. Discover where it all went wrong. I am not only talking about my faith, but the way of my life. There is something sad about my existance and I need to fix it."

sagde Helias imellem bider. Han spiste langsomt og sikkert for ikke at spilde eller ramme ved siden af skålen. Han undgik at nævne hvor meget stanken stak ham i næsten eller hvordan røgen sved hans blinde øjne. Det var godt skjult af solbrillerne.

"I do not understand your relationship with the de- Wicked.. But I will not ask and I will not pry.. last time I tried, I went insane. Let's not have that happen again."

Hans ord var tunge og let sarkastiske, men smilet han sendte Procella var ægte. Han kunne næsten hører Azuriels snøften. Jo den døde vidste hans tanker. Han ville gerne vide hvad der foregik, hvordan hun havde taget dæmon til ægte.. Hvordan han egentligt hadede Wicked.. Men han valgte at lede tankerne andre steder hen.

A half demon half angel hmm? I didn't think such things could ever happen.. How did you meet up with Procella? As you said so yourself it must have been a rather chaotic story..

tænkte han. Hans øjenbryn rynkede sig let ved at skulle holde to samtaler kørende og den ene hemmeligt. Der kom også en lille rynke omkring hans læber som han fik tygget sig igennem et gennemgrillet stykke blæksprutte.

"You said, how do we find it.. I take it that you wish to help? I kind of thought you would have slashed my throat by now.."

Sagde Helias. Han vidste godt han tog en farlig vej med Procella, men enten ville det irriterende hende at han ikke spurgte, eller også ville hun nu stikke ham en flad.. Ihvertfald verbalt. 50-50.. Ikke dårlige odds.

Jackass. I paid for my own stupidity. My life, my choice. Get over yourself. You can't lead shit, if people don't let go. Why the fuck do you think Jesus was never reborn? The dude never got to rest in peace!

Lød det surmulende fra Azuriel. Et hjerteslag senere røg Procellas gaffel ud af hånden på hende og skramlede til gulvet. Jægeren så overrasket fra gaflen til sin hånd og tilbage igen. Så trak hun let på skuldrene, bukkede sig og samlede den op. Hun studerede den kritisk og pudsede den af i sin serviet.

Oh...oh no...If I had a stomach I would puke! That girl!

Procella spidede en dybstegt kongereje og gnaskede den i sig. Hun måtte jo have holdt løst på gaflen eller sådan noget? Været uopmærksom et øjeblik?

"Faith? Faith like faith in God? You're prove he does exist. What else do you need to believe in? I'm just asking? I've experienced enough shit and salvation to know. So why doubt it? But yeah...fixing is a plan..."

Mumlede hun og tyggede af munden. Det gav et lille sæt i hende da hun hørte dæmonens navn på englens læber.

Caaaareful nooooow....

Sang det i Helias bevidsthed. Procella rømmede sig og så alle mulige andre steder hen, indtil hun huskede på at det var skide ligemeget hvor hun egentlig så hen.

"There's a difference. Understanding. Prying. You didn't do any of those. You brainwashed me with magic..."

En langsom tung knurren rumlede gennem Procellas bryst. Det var heldigt at den skrattende radio og klirren fra køkkenet og den grovkornede samtale mellem de øvrige gæster overdøvede deres lille hjørne af samtale.

Come on...coooome on. Just one more poke and we have complete meltdown. You can do it Helias! Oh the same old story. Demon-hybrid goes crazy, demon-hybrid meets hunter, hunter almost kills demon-hybrid, and then we became friends. I'm very friendly!

Der var noget uinteresseret jabbende over det som var Azuriel egentlig ikke særlig interesseret i at tale om sig selv og om Procella. Der blev skøjtet lidt let hen over det.

"don't tempt me! I can still get to the slashing part, and you don't have eyes! You'll never see it coming! Feathery freak!"

Growlede Procella irritabelt og tog nogle solide slurke af det tynde pjask der blev prakket dem på som øl. Der var ret stor sandsynlighed for at det var vand blandet tilpas op til at give det farve og en smule smag - men så nok heller ikke meget mere end dét.

Helias kluklo let. Det var den Procella han kendte.

You know, you are quite the character.. Eventhough dead you still take afront.. Been a long time since I have had to talk with a spirit so full of.. well.. life..

Helias jokes var ekstremt dårlige, men forhåbentligt forstod den afdøde humoren i dem. Helias famlede let efter glasset foran sig, fik fat i det og tog en slurk. Han rynkede let på næsen ved den bedske smag, men lod sig ellers ikke bemærke af det.

"My faith has nothing to do with the question -if- God exists.. It is wether or not he hears my prayers and watches over me when I step towards darkness.. I can now say with conformation that he no longer does."

Helias tone var bitter og en lille smule snerrende. Han havde søgt efter svar hele sit liv og først fået det da han var faldet fra Herrens nåde. Helias genoptog den store opgave af at tygge sig igennem sin mad. Selvom den var lækker var den tyk og klumpet. Med et suk lænede han sig en smule tilbage og "kiggede" mod Procella.

"You will never accept my apology, so I will no longer ask for forgiveness. I was a bloody fool and I have paid for it. I know I was wrong. But now.. Now I am back at scratch. My past may haunt me forever, but I have lost almost everything.. So I can now rebuild. It has never occured to me that it might be possible.. It all seems very.. human.."

sagde Helias undrende. Han havde aldrig tænkt på det sådan. Menneske mistede og genopbyggede hele tiden, men han havde aldrig bidt mærke i det. Han var udødelig. Uendelig. For ham havde kun døden været den eneste faste sandhed ved livet.

You might be right before I know of it my friend.. Try not to laugh to loudly when you do..

tænkte han til Azuriel imens han forberedte sit spørgsmål til Procella.

"I would still like to know why you feel like helping me..I am grateful, truly and honestly.. But I am astounded as well."

sagde han med et let løftet øjenbryn bag solbrillerne, og en mild undren i stemmen.

Procella fnøs irriteret

"That's not faith! Faith is believing. It's not about you being fed up with dealing with the consequences of your actions. You know what? You're acting like a spoiled little brat Helias. Oh I walk in darkness, I don't know who I am, I misused my magic, but I don't wanner do my time-out! Please! Grow up!"

Procella stak huller i luften med gaflen da hun pegede af Helias

"Faith is trust! Faith is following, just because you believe in the goddamn path! You think a bloody Sorry Daddy is gonna cut it? You think a bloody sorry is gonna cut it with me? Sorry doesn't fix anything. Do you even mean it? Or do you just say it, because of your ego and that you want whatever God took from you? You don't decide what price to pay for your greed! God does! Suck it up! And try to do bloody better! Dickhead!"

And bingo was her naaaamoooooo! I win! If you can't handle Reaper, then how the hell are you going to handle the rest of the Island? And she's on your side! Dude, you have a really strange way of doing things. But I was right...again!

Procella blottede tænderne af den ynkelige engel foran hende. Trangen til at flå vingerne af ham og stoppe dem langsomt ned i hans dumme hals, trængte sig på, og hun smed gaflen fra sig hen over bordet med en arrig snerren.

"Call it a fucking charming personality-trait! I'm very bloody loveable!"

Svarede hun ætsende. Der var noget over måden hun sagde det på, der kunne få en til at drage paraleller mellem hvad hun sagde og hvad Azuriel havde sagt tidligere. Hendes øjne var blevet hidsigt rovdyrgule, og hun skubbede skålen fra sig - hun havde overhoved ikke lyst til mere at spise. Hun var alt for vred lige nu. Sad han virkelig der og klynkede som et lille utilfredst barn?

"Besides, if I do anything, I do it for me! Five bucks that you will wander around flapping your freaky wings all over the place like a wounded goose during huntingseason! You fucked me over Helias, don't think I'll forget it! Never think I'll forgive it! I hear your apology, and that I accept! But I'm not so ignorant that I believe you actually mean it. You've never done anything unless if was to your own benefit! Even back in the day you never hunted unless you got paid! You had no higher goal! No moral! So excuse me for wanting a little more than bloody sorry to believe the blind angel!"

Lyden af Procellas stol der blev trukket baglæns hen over bjælkerne nåede Helias ører. Lyden af nogle sedler der blev kylet mod en bordplade. Hidsig støvletramp, og en dør der blev smækket så den beskidte rude dirrede.

Hrm...O-kaaay. Gratz. You really hit her nerves dude...

For første gang var der noget lidt forsigtigt og alvorligt over Azuriels stemme.

Helias sad og lyttede til Procella imens at vreden steg i ham. Rynkerne omkring hans øjne og mund blev langsomt dybere som hun fortsatte og Azuriel gik med hende. Hans aura begyndte at flakke udenfor hans kontrol og de få andre i rummet begyndte at røre lidt på sig i ubehag. Da Procella smækkede døren bag sig trak Helias vejret dybt og prøvede at berolige sig selv.

Yes I usually do that.. Excuse me, I have a Reaper to catch..

svarede han tørt den afdøde. Med hans hænder fast plantet i bordet rejste han sig, skubbede famlende stolen ind bag sig og begyndte sin usikre færd ud af rummet. Hans fødder slæbte hen af det klamme gulv og hans hænder famlede på stole og borde.

Helias trådte udenfor de lille beværtningssted og lyttede efter Procella. Jo rigtigt nok trampede hun rundt i sin vrede og forbandede ham. Som hun altid gjorde.

"Are there anymore insults you wish to throw at me before I explain myself? You have an astounding ability to take every word I say for spoiled and selfloathing.. Some of them are, I grant you that.."

snerrede Helias ud i luften imens han bevægede sig imod hvor han mente Procella var. Hans skridt var en smule mere sikre udenfor hvor faren for at støde ind i folk var mindre, men der var stadig en tøvende og afprøvende måde over hans fremfærd.

"Every single time I speak with you, you rage at me in the end and throw insults at me.. You degrade my faith, without understanding what I mean.. You say I do not want my "time-out"? I am trying to live through it, without going insane.. And you call me selfish? Look at yourself Procella.. I am no more selfish than you.."

Helias stemme dirrede faretruende. Han prøvede at forholde sig roligt men Procella havde en evne til at få hans blod til at koge og hans temperament til at eksplodere.
Helias aura var nu gået helt amok. Han havde tabt kontrollen over den, så den flakkede kaotisk omkring ham.

Der lød en let rømmen i Helias sind før han nåede udenfor.

Dude? You might want to consider turning your very charming personality off before you get a beating from agitated fishermen, or Reaper. People don't really work well with things they don't understand out here. Take it from someone who knows...

Lød det en smule fortrydeligt - som havde Azuriel alt for meget erfaring med hvad det ville sige at blive bidt i røven af sin mangel på kontrol. Hvilket jo teknisk set også var at ramme hovedet på sømmet, men ud over Indien vidste Helias jo intet om det lille faktum.

Procellas hoved røg op med et ryk da hun hørte døren gå. Som en tiger i bur var hun vadet arrigt frem og tilbage på den mikromale parkeingsplads - hvis den overhoved kunne kaldes sådan uden at fornærme samtlige parkeringspladser i verdenshistorien. Den tunge knurren fra hende ledte Helias mod hende. Hun lød som en meget indebrændt Rottweiler der stift var stivnet mod det hegn der lukkede den inde, og var sekundet fra frådende at kaste sig mod det, for at forsøge at æde hvad end der var på den anden side. En uro bevægede sig i hendes mave. Det var ikke godt at hun var så gal. Slet ikke godt. Hvis hun ikke fik sig selv ned på en eller anden måde...

"Yeah I have really bloody epic skills that way! I haven't started insulting you yet! You wan-...."

Procellas rovdyrgule øjne nærmest flammede - og selvom Helias ikke kunne se så havde han alligevel nok kendskab til den lille mørke kvinde, til udemærket at vide at hun nok på nuværende tidspunkt praktisk talt var opslugt af frådende raseri.

Calm down...calm down....calm down...calm down....

Tænkte hun indædt, som en slags mantra på repeat. Så knækkede filmen for hende.

"SELFISH?! YOU CALL ME SELFISH YOU GODDAMN SORRY EXCUSE FOR...YOU! YOU BRAINWASHED ME! I FOLLOWED YOU TO INDIA! I LOOKED FOR YOU, FOR DAYS! AND NOW YOU HAVE THE BLOODY NERVE TO STAND THERE AND CALL ME SELFISH!?"

Nærmest skreg hun af ham. Jægeren tog et par skridt frem mod ham, hun var lige dele fristet til at smadre panden ind på ham med det tilfredsstillende sprøde knas hun vidste ville komme af de skrøbelige knogler hvis bare hun tævede hårdt nok - eller vælge den mere ufine løsning, med simpelthen at skubbe Helias i vandet. Som hun havde pointeret tidligere - han ville aldrig se det komme. Procellas rystede af det brølende raseri i hende. Det strømmede fra hende og hvis man havde kunne se Helias aura kontra Procellas vrede så ville de være kollideret i et massivt frontalt sammenstød. Hans frygt gled komplet af på hende. Hans frygt havde aldrig haft den store indflydelse.

Dude! Stop fucking around! You'll make her come out!

Azuriels stemme lød faktisk lige på grænsen til panikken - noget han på intet tidspunkt før havde gjort. Bekymret ja. Irritabel over de to tåber på tur, helt sikkert. Men ikke bange. Ikke panikslagen.

Helias frygtede ikke Procella's raseri. Han frygtede ikke døden eller smerten. Hvad han frygtede var den sorg han vidste ville ramme hende hvis han ikke begyndte at prøve at få kontrol over situationen.

I know.. Be silent for a moment..

tænkte han for sig selv. Han slugte vreden der stadig boblede i ham og rejste hænderne med håndfladen op foran sig. Hans ansigt var lagt i alvorlige folder, der dog blev lidt mindre seriøse af at han ikke kunne holde øjenkontakt.

"Procella.. You need to calm down.. I am sorry for what I said.. I reacted badly. You are right, you are not selfish. You have done a great many things for me, and I apologize for my rude way of returning them.. But I tell you three times.. You need to calm down.."

Helias' stemme var grav alvorlig. Der var ingen spor af hans normale tonelejde tilbage. Han vidste hvor alvorligt situationen kunne udvikle sig.. Og det måtte ikke ske.

"You are on the edge Procella.. Don't walk over it.. It is not my place to tell you what to do.. But atleast listen to my advice.. Let's calm down and talk this through.."

Helias prøvede at fjerne spændingen fra hans holdning, at virke rolig og fattet igen. Det var dog svært med en halv frådende dræbermaskine foran sig, og intet våben til at forsvare sig med. Samtidigt rasede hans egen vrede stadigvæk.

I must be insane...

tænkte Helias for sig selv, inden han med faste skridt gik helt tæt op af Procella og lagde armene om hende i et fast greb.

"I am sorry.."

mumlede han pinligt berørt frem for sig, imens han håbede at det her ikke ville blive hans sidste handling nogensinde.

You know?

Azuriels stemme var stadig bange. Forsigtig. Og nu var der vækket en dyb interesse i den også.

"SHUT UP! YOU SHUT THE FUCK UP, YOU SHITFACED FREAKAZOID! YOU DO NOT TELL ME TO CALM DOWN! I'LL CALM DOWN WHEN I BLOODY FEEL LIKE CALMING DOWN, AND I DON'T FEEL LIKE CALMING DOWN! AND I'M NOT GONNA TALK! DON'T DICTATE WHEN WE'RE GOING TO TALK! I'LL RIP YOUR UGLY TONGUE OUT AND FEED IT TO MY CAT! WHICH I DON'T HAVE! BUT I'LL BUY A CAT, JUST TO FEE-..."

Procella var komplet uden for pædagogisk rækkevide. Hvis hun nogensinde havde været der. Hun lagde vægten let bagud da hun ubevidst fornemmede Helias trådte frem mod hende, parat til at sende ham flyvende ud over kajen, med eller uden vinger det var sgu ikke hendes problem! Og så var det lidt som om verden holdt op med at give mening. Den lille kvinde gik i stå midt i sit frådende raseri og blev totalt tom i ansigtet. Hun blinkede meget langsomt.

"...Dude...."

Hendes stemme var pludselig helt normal toneleje. En smule rusten efter at have skreget sine lunger op, og vantroen kunne ikke have været meget mere tydelig.

Insane! But it works! Keep doing that fucking shit!

Azuriel havde vidst fæstnet sig et sted til Helias, og privatliv og private tanker var åbenbart noget de døde tog forholdsvis let på.

Procella så ned af Helias og sig selv. Så langsomt op igen. Hun kneb det ene øje let sammen, og selvom det nok var det mest latterlige der i løbet af den sidste måned havde forladt hendes læber, så gav verden så lidt mening at hun simpelthen blev nødt til det.

"...are you...hugging me?"

Procellas krop var stiv som et bræt. Som var hun bange for at en overflødig bevægelse kunne få ham til at kramme hende endnu mere.

"...dude...you are? You are hu-...hrm... don't hug. We don't hug. Why are you hugging me?"

Der var et eller andet sted noget urkomisk over den vantro, overrumblede jæger. Hun var gået fra direkte eksploderende dræber, til en kvinde i skørt der hoppede op på en stol og nærmest skreg over en gnaver på gulvet. Bortset fra at hun ikke havde skørt på...og at gnaveren af en eller anden meget uforklaring årsag mente at kramme-terapi var vejen frem. Hvad var der sket? Hendes hoved kunne slet ikke følge med, og det faktum at Helias i dén grad havde taget røven på hende og rykket tæppet væk under hendes fødder - var lige så effektivt som at have smidt hende i havet...nok mere egentlig...en tur i baljen ville muligvis have haft den modsatte effekt. Procella rømmede sig akavet, og så op i himlen...og ud til siden...og begyndte nærmest at trippe af forlegenhed.

"Dude...you're still hugging me...could we...like...uhm...not?"

Søgte hun en smule prøvende. Hvor meget havde han slået hoved i Indien? Han var jo seriøst forstyrret! Hvad faen lignede det at rende rundt og kramme på forsvarsløs mennesker! Det gjorde man ikke sådan noget! Det var usportsligt!

Helias trådte et langt skridt tilbage og rømmede sig let. Det kunne næsten se ud som om der hadede sneget sig en svag rødmen ind i hans kinder.. Men det kunne jo ikke være sandt. Helias "blik" flakkede fra side til side.. Rimeligt formålsløst da han alligevel ikke kunne se noget.

"Of course I can stop hugging you.. It was merely to settle you down.. Hmm.. Let's.. pretend that didn't happen and take it from scratch?"

mumlede han hen for sig selv, imens han stod og flyttede uroligt på fødderne. Sindssyg ide.. Hvorfor lige kramme hende? Han var ved at miste grebet.

If you ever mention this again.. I will ignore you until you pass on from boredom..

advarede Helias Azuriel om. Der var en dybt alvorlig og ikke så lidt komisk, seriøsitet over hans trussel.

Helias rømmede sig kort igen og kørte en hånd igennem det lange sorte hår.

"Let's head away from here shall we? Though I can't see them, I am quite sure a lot of people have had their laughs now.. And I feel akward enough as it is.."

sagde han, imens han rettede blikket imod hvor Procella stod. Det var en svær vane at lægge fra sig. det med at kigge på folk.. Selvom han var blind og ikke anede om han kiggede det rigtige sted hen.

"Pretend you didn't just hug me, to settle me down, or whatever?"

Procellas øjne blev snævret ind da hun skulede op til englen

Riiiight! You'll ignore me till I die. Wait, I won! Like hell I'm going to let this go. You guys just hugged! It's the best thing ever!

Azuriel lød som om han var ved at bryde i krampelatter, nu hvor situationen ikke længere umiddelbart vippede på en knivsæg.

Hey we never decided on the other one. Are you going to sing for me oooor was it the other way around?

"Yeah right. Like anyone's gonna find this funny. Two bloody idiots screaming at the harbour."

Procella lagde armene over kors. Der var en hvis vrede og mørke der gnistrede i hendes øjne.

"Humans down here fight on a regular basis. No one cares. Get it? No one cares"

Gentog hun, med eftertryk. Hun sukkede og trådte nogle skridt tilbage så de ikke stod så tæt op og ned af hinanden.

"And even if we drove off to God knows where, you haven't told me where you live, or what you're doing here. So where the hell am I supposed to take you? I have an idea about the very mixed welcome we'll get if I sneak you into the guest-room. It's really hard trying to plan any-fucking-thing when you aren't sharing"

Hendes stemme var ikke vred. Den var nærmere opgivende. Folk forventede hun skulle være tankelæser, løse verdens problemer plus sine egne, redde verden, holde tæt med alles hemmeligheder, lige tage et par monstre eller ti i svinget, og så skulle hun gøre det med et smil og en fucking nybagt sandkage. Procella kunne mange ting, men madlavning var virkelig ikke en af hendes stærke sider...

"...I'm not laughing...."

Mumlede hun til sidst. Hun havde små glimt af glæder i livet. Små humoristiske indslag. Men hvornår havde hun sidst leet? sådan virkelig? For alvor? Hun så ned på sine støvlesnuder og skrabede let i brolægningen med den stålbeslåede spids.

Okay Silent Bob 1 and Silent Bob 2! You can always try to hug again?

Foreslog Azuriel konstruktivt, og med et smørret smil i stemmen.

Helias sukkede let. Det var ikke nemt det her. Han havde en afdød hybrid i hovedet der åbenbart fandt hans situation en kende for humoristisk.. Og en aggresiv, ikke videre glad, Procella foran sig, som virkede ligeså villig til at hjælpe ham, som at rive hans vinger af og efterlade ham foran en gruppe sultne dæmoner. Jo hans liv var så skønt..

Let's decide on that later.. I am not gonna hug her again.. It was insane anyway. I don't hug. I brood.

tænkte Helias til Azuriel. Så kunne hybriden grine lidt af det.

"I haven't been sharing my appartment with you, because i haven't shared it with anyone.. Didn't think I needed to.. But it seems my current state changes a few things."

Helias begyndte at forklare Procella hans adresse, imens han febrilsk tænkte på hvad hans plan egentligt var.

Isn't this were you could toss some "afterlife-wisdom" at me?

tænkte han til Azuriel. Han var lidt på herrens mark i alt det her, men man skulle jo starte et sted.

"That's where I live.. As for what I am doing here.. I am merely trying to survive.. and not go insane again. It is a very tiresome business you know, being all insane and trying to doom the world.. Especially if you are only a weakened angel... So that's my plan.. Try and live. Learn to deal with my missing eyesight.. Get a few friends and generally stop being a.. what's the word.. jackass."

sagde han med et let smil på læben. Han havde følt sig lidt mere fri, lidt mere.. glad.. siden han havde mistet sit syn og sin forstand. Der var noget befriende over ikke at skulle hade alt og alle.. Selvom det var en svær vane at lægge fra sig efter adskillige hundrede års surmuleri.

"If you could drop me off at my appartment.. We could take it from there.. I think that would be the start of plan 1.."

prøvede Helias forsigtigt at foreslå. Han var stadig ikke helt sikker på hvor han havde den lettere sprængfarlige Procella henne.