The final seal. (Procella - privat)

Dato: 05-03-2012 kl: 22.30
Sted: Ved et tempel dybt i Indiens jungle.
Vejr: Varmt og klæbrigt. Luften er tung og våd.
Påklædning: Helias er iført et gammelt lædersæt, designet til at modstå stik og hug fra diverse skarpe våben. Han bærer en stor taske fyldt med remedier og hans to knive i bæltet. Handskerne er stadig låst til hans hænder.

Natten var tung og fyldt med lyde i den tætte jungle. Puslen fra insekter og mindre dyr fyldte mørket som en symfoni af liv, imens større dyrs skulken omkring gav den en dyster tone med. Luften hang tung og klam til halsen, og tøjet klæbede sig til kroppen på sekunder. varmen tappede en for kræfter, selv i nattens mørke og duftene af den frodige skov fyldte næseborene med sære, eksotiske dufte.

Et enormt tempel, et levn fra fortiden, nu i ruiner, stod stolt og majestætisk iblandt det frodige liv. Dets imponerende sten perimetre og statue, overgroede med mos, knejste stadig på trods af hærgen fra vind og vejr. Der lå en mørk aura omkring templet, noget forbudt, og indgangen til det var som en dæmons gab, klar til at sluge alle der vovede sig nær. Dyrelivet undgik det, og iblandt dets livløse sten vægge var der stille.

Helias lå imod stene i krampe trækninger. Han havde fløjet dem hele dagen, nægtet sig selv hvile og nu krævede hans krop prisen. Hans normalt uudtømmelige ressourcer var blevet hårdt prøvet de sidste par dage, og guds straf hang stadig over ham. Han gispede efter vejret og fik rettet sig selv lidt op. Blod dryppede fra hans læber, blandet med savl, som det ramte jorden under ham. Den tunge rygsæk var smidt ved siden af ham og tøjet var fjernet fra hans torso. En enkelt fakkel brændte nær ham og kvinden med ham, og kastede et flakkene skær over ham. De tusind ar over hans ud, glimtede bleg imod hans muskuløse krop, og de sære metal handsker, låst til hans arme, nærmest opslugte lyset. Blodrøde runer løb langs dem, omend de virkede matte og uden kraft.

Procella, a brief rest and we proceed.. I know the way.. I have walked it before..

Helias havde ikke energien til at tale lige nu, så han brugte det mentale link som blodbåndet imellem ham og Procella havde skabt. Hans tanker var fulde af smerte, en fysisk smerte, og skam over at være vendt tilbage til det sted han havde svoret aldrig at sætte sine ben i igen.. Nu var det anden gang han var her.

How are you? Are you holding up?

spurgte han, en varm omsorg flydende i stemmen fra hans sind. Han var vant til at flyve, lange distancer også, men denne havde været meget for ham. Han vidste ikke hvordan Procella ville have taget den lange og hårde flyvetur.

Procella havde været...mildest talt...meget lidt begejstret på deres flyvetur. I det mindste rystede hun ikke længere som en lille hund, og der var intet blåt skær over hendes læber længere. Derimod virkede hun oplivet. Næsten...mere i live end hun plejede.

Det første hun havde gjort var at smide tøjet. Der var no way hun kunne holde ud at have cowboybukser eller tykke vinterbluser på, men de havde nok reddet hendes liv på flyveturen. Nu lignede hun mest af alt noget fra en tegneserie. En kvindlig Indiana Jones.

Faklens gyldne lys flakkede over hende som hun sad på hug ved englens side. Hun havde for en gangs skyld ladet de knælange læderstøvler blive hjemme. De ville være generende i heden. I stedet havde hun korte vandrestøvler på. De korte kakhishorts lå spændt ud omkring de lange lårmuskler der spillede under hendes hud da hun skiftede stilling.

Sccch...stop making noise...

Hun skævede imod de let dirrende vinger. I hends hoved lød fjernes milde bevægelser som et brus. alle hendes sanser arbejdede på højtryk. Den hede sødmefulde nattevind bragte så mange spændende ting med sig. Der var grønne dufte af træer og gevækster, kvalmt søde af blomster der flød over af nektar. Der var den mørke duft af bytte i natten. Lyde af dyr der puslede, vinger der blafrede, insekter der svirrede.

Procellas gyldne øjne fejede rundt igen og igen og åd alt på sin vej. Hendes krop var så godt som ubevægelig. Hun mindede mest af alt om en tiger i fangeskab der for første gang var blevet sluppet ud i sit rette miljø, og prøvede at bearbejde alting på samme tid, uden at kunne forstå alle de nye indtryk.

Your breath is annoying me

Hun blottede fraværende tænderne, uden at tænke over detaljer som at Helias faktisk ikke var Wick, og han havde brug for at trække vejret, til forskel fra dæmonen. Sjovt som man kunne blive vant til...umenneskelighed. Sved samlede sig langsomt langs hendes overlæbe og i hårgrænsen. Det her var ikke bare varme, fugtigheden gjorde det besværligt at trække vejret, især efter flyveturen hvor hun egentlig ikke havde lagt mærke til den.

Helias? Where are we? everything smells so...much...what is this place?

Stemmen i hans sind var krævende, forundret. Procellas glødende øjne bevægede sig hid og did. De katteagtige krystallag i hendes nethinde genspejlede faklens lys og gav hendes øjne samme refleksglans som et rovdyr der i nattens mørke blev ramt af en pludselig lyskilde. Hun lagde hovedet let på skrå og prøvede at suge alting til sig. Hun følte sig kold langt ind i knoglerne, men langsomt trængte den fugtige hede ind og gjorde hende en del af junglen omkring dem. Et smil gled over hendes læber. Det var let for hende at tilpasse sig. Hvorfor? Hun forstod det ikke. Det var noget instinktivt. Det føltes bare....rigtigt?

Helias kæmpede med at få sin krop under kontrol. Han tvang sin jern vilje ned over sine lemmer og stoppede deres rysten. Han tvang jerngrebet til at sænke hans åndedræt, nok til at han fik vejret, men langt mere lydløst. Han tørrede blodet fra læberne og kiggede op på Procella.

It is the temple of old heathen gods. A god of terror, a god of death and a god of darkness. It is an evil place, where my kin was never ment to be..

Hvor meget han end prøvede kunne han ikke helt holde skammen ude af sit sind som ordene flød til Procella. Han havde brudt så mange regler.. Han havde flygtet, velvidende hvad det ville indebærer.

You are in the deepest parts of this jungle. Should we perish, we will never be found. Such is the resting place for Dreadbringer..

Han rejste sig stille op. Foldede vingerne ind til sin ryg. De lå som en gigantisk skygge bag ham, solid imod nattens baggrund. Helias kiggede ud i mørket. Han så intet. Han lyttede. Han hørte kun skovens puslen. Her var han den svage. Som det var tiltænkt.

Han vendte sig imod Procella som han hankede op i tasken og sit tøj, Musklerne spillede under hans hud som de blev sat i værk.

We will need to head inside. Down the lower passages to the crypts. Hopefully we will not disturb the denizens..

han smilede koldt. Hvad var chancen for at vogterene ville sove denne nat. Han var dog klar, og mere end noget vidste han at Procella var. Forhåbenligt ville det gå uden de store problemer.

Procellas grin blev bredt.

Heathen you say? Well...I never was a good girl. Good at being very bad

Hun vendte ansigtet nedaf og blinkede til ham. Hun rejste sig i en glidende bevægelse og strøg sveden af sin overlæbe.

Expecting another Yali are we? terror, death, darkness. It's all just one part of the gods here. Kali is both destruction and beginnings you know. Depends on the glasses. Maybe you should look at thing...different...

Hendes stemme var munter men eftertænksom. Hun sukkede og rystede sin fascination af sig.

"Helias. You better get me home"

Hviskede hun lavmælt og fast. Hendes øjne var alvorlige og med en glød dybt i dem.

"If I get killed and don't get to see my husband or children again because of this, because of you..."

Hun lod sætningen svæve i luften mellem dem. Strække sig. Lod tavsheden tale sit eget sprog.

He will have no mercy for you. Just know that

Hun begyndte langsomt at skridte ud i mørket. Ikke helt sikker på hvor hun skulle hen, men det føltes godt for hendes øjne at komme bort fra faklen. Den generede hendes nattesyn. Hendes tanktop klistrede allerede til hendes ryg hvor tasken lå tungt og uvant mod huden. Men hellere det end at komme uforberedt.

Helias lo blidt af hendes sidste ord. Han lagde mærke til hvordan Procella virkede mere sikker uden faklen. Han havde andre midler med til lys, men for nu ville han gemme dem.

Dear friend, my love for you still burns strong.. I will perish before i let them harm you.

Hans ord rang varmt i hendes sind. Der var en dyb og grusom sandhed i dem, for han kendte til farerne i krypterne. Han havde foranstaltet flere af dem selv.

We will venture into the depths from here. Be on your guard. Several wards have been laid to keep intruders.. and me.. out. The guardians will hopefully not pose a problem.

Han begyndte at gå med mere sikre skridt imod templet. Som han nåede igennem indgangen blev han ramt af den mystiske stilhed. Det var som at være afskåret fra resten af verden. En ø, midt i junglens symfoni af lyde og lugte. Her var der kun kolde, døde sten.

Helias kiggede sig omkring. Han mærkede den tunge dunken fra handskerne som magien blev mere levende. Den urgamle kraft reagerede på de mange besværgelser der lå i templets sten. Mange af dem var uden kraft nu, omend deres segl og runer stadig stod.

"We will need to move quickly and silent.. I will do my best to keep up.."

han grinede stille imod Procella. Han havde ingen illusion om hvem af dem der hørte mest til her. Med de ord begik han sig ind i den første af bygningerne, en kæmpe kuppel hvor taget var delvist væk og himlen tydelig over. Lugten af støv og sten mødte hans næsebor. Der havde ikke været nogen her i århundreder.. ingen andre end ham. Hans helligbrøder lå i dette sted. Nu ville det være sidste gang han var her. Næsten kærligt lod han hånden kører over en af de mange søjler der havde holdt taget oppe, de fleste af dem nu brudte. Indtegningerne stod imod hans finger som han kærtegnede dem. De var lavet før hans tid, men han kendte dem så godt nu.

Han kiggede ikke tilbage mod Procella som han satte kurs mod centrum af kuplen. et stort sten altar stod i midten, revnet som om noget tungt havde ramt det. Sten fra loftet lå omkring det, uforstyrrede i deres lange søvn. Helias lagde hånden på altaret og uden tøven begyndte han at lede efter åbningsmekanismen. Han fandt den hurtigt, og som han aktiverede den blev salen fyldt med støj. Sten kørte mod sten, som altaret skubbede sig til siden og ned, og fremmanede en trappe ned i dybet.

"Hic incipit ultimum peregrinatione Terror Lator." Here begins the final pilgrimage of Dreadbringer.

var hans sidste ord inden han forsvandt ned i mørkets dyb.

Procella sukkede og skottede sig tilbage over skulderen

Don't. I can't handle the love. I know you do, but can we just...not...talk about it? My heart is with my husband and my girls. Even if he pisses me off like no one else and I hate him. Arrogant, obnoxious, a freaking wiseass. But he is mine. He don't belong with anyone else. Me neither. do you think there could be such a thing as being made for someone? I remember this Freddy Mercury song. I was born to love you. Is that possible? Could someone have been made for the sole purpose of bringing love into someone's life?

Under Procella støvler knasede smuldrende sten og hun skar ansigt over lyden. Hun vovede dog ikke at smide vandrestøvlerne, man vidste aldrig hvad der gemte sig. Her var sikkert masser af giftigt kryb og spændende ting der kunne skære hendes fodsåler op. En svag nynnen lød gennem deres bånd.

You are the one for me. I am the man for you. You were made for me. You're my ecstasy! If I was given every opportunity. I'd kill for your love.

Ooops didn't meant to share that. Bloody song. It got stuck now!

Procella undertrykte en kluklatter og prøvede at sluge det brede grin der bredte sig på hendes ansigt.

"Come on. It's an earcatcher. Sorry...I'll concentrate now"

Hviskede hun og rømmede sig svagt. Magiens tilstedeværelse var tung omkring hende. Hun kunne mærke hvordan den krøb over hendes hud og fik det til at summe i en svag genklang i de bindende runer der for evigt bandt hende med Wick. Hendes tanker gled kort til ham og pigerne. Det mentale billede stod så tydeligt af dem, at hun mere eller mindre forventede at dufte ham gennem junglen. Skygger og krydderi.

I am doing this for you love...for us...

Det var en lukket tanke, komplet afskåret fra Helias. Afstanden var for stor til at dæmonen på nogen måde ville kunne fange den, men måske ville han vide at hendes tanker havde strejfet ham kort.

Procellas blik gled over de eroderede søjler. Magi og gudebilleder flettede sig ind mellem hinanden og gjorde det svært at skelne hvor det ene startede og det næste stoppede. Procella ønskede igen Micha havde været hos hende. Hun var der, men hun var der ikke. Det var sært. Hun kunne fornemme Micha hele tiden, men det var alligevel tomt hvor det var meningen hun skulle være. Som når de havde haft fingre i hende og givet hende en kærlig omgang.

"What does that help? I might be faster and stronger than you, but you are the freaking Harry Potter. Uh look magic, now its killing me..."

Brummede hun og fulgte Helias ned i mørket. Måske skulle hun efterhånden overveje at prøve at læse nogle af alle de mange bøger Wicks reoler var fulde af. Mentalt stønnede hun tungt. Klart. Som om det ville ske. Hun ville sidde med næsen nede i sin kaffekop og snorkboble efter 10 minutter...hvis det kunne gøre det. Urolig over ikke at vide hvad hun gik ned til flippede hun tasken ned af skulderen og fandt kompas og stage frem.

Hey! Helias! You do realize my nightvision is completely screwed when there is no light at all, right? Do you have a flashlight, or you want mine?

Helias indre vendte sig ved Procella's ord. Hun forstod ikke hvor meget det smertede ham at høre hende snakke om dæmonen på den måde. Der var dog intet han kunne gøre. Accepten skabte et tomrum i ham, et der truede med at boble over. Med en gestus af sit sind smed han tankerne fra sig. Ignorede glæden i Procella's stemme. Dette var hans lod.

Han kiggede bag sig, uden at se noget i det totalle mørke.

"I have my own.."

svarede han følelsesløst igennem deres link. Han fandt den frem og lod den klare lyskegle sprætte mørket op. Han stod i en tunnel, lidt højere end ham selv. Den fortsatte i en uendelighed, langt længere en hvad den spæde lyskegle kunne oplyse. Han fokuserede den på væggene, lod den glide over billederne til han fandt de ord han søgte.

De var skrevet på et sprog han ikke selv talte men han havde fået forklaret deres mening, tilbage ved sit første besøg.

Let the darkness guide you to fear. var den enkle oversættelse af inskriptionen.

We now dwelve into the domain of darkness. Be mindful of where you tread Procella..
Helias stemme klang advarende til Procella. Der lurede fælder i denne endeløse vandren. Et forkert sving og man fandt sig selv tabt i en uendelig labyrint. Han håbede han kunne huske vejen frem.

Med faste skridt begyndte han at gå, en hånd holdt lommelygten, den anden lå på den lange kniv sat i hans bælte. Hvor ville han dog ønske han havde sit sværd..

Et bredt grin spillede på jægerens ansigt. Fryden ved det ukendte og spændende. Jagtens sødme blandet med adrenalin. Det var bedre en Whiskey. Øjne og tænder glimtede i lyset fra lygten da Helias rettede den ned af gangen.

Okay. Moving southeast then...

Tænkte hun kort og stak kompasset i lommen.

Helias, I come from darkness. I live at night. My husband is a demon. Darkness is my home. I thrive here. You where meant to sore in the skies. You are in my world now

Hun gav ham et kort puf i ryggen og prøvede at holde den boblende latter tilbage. Hendes åndedræt skælvede svagt af anstrengelse. Med lange glidende bevægelser fulgte hun ham uden for lyskeglen, og havde det fint med at bevæge sig uden for lyset, men alligevel at have en lyskilde der kunne hjælpe dem på vej.

Wick would love this...

Hun lod fingrene glide kort over falmede tegninger på væggen. Krigere med masker og sære våben i deres hænder. Lange tunger slangede sig ud af maskehuller og fantastiske væsner blandede sig med skrifttegn og magiske runer på sprog Procella ikke engang gad overveje at forsøge sig med at tyde.

Procella snusede langsomt indefter. Junglens dufte var gennemtrængende selv her. Men der var også den ældgamle duft af magi overalt. En duft de færreste ville fange, men som hun fornemmede så tydeligt. Optaget af alt omkring sig og de forskellige sanseindtryk, så hun ikke hvordan hendes lette berøring af et blåt og rødt væsen fik en skikkelse længere borte på tegningen til at vende det maskede ansigt efter de indtrængende. I det svindende lys glitrede øjne bag masken pludselig - ikke længere sten og maling. Gennem tunnelen, et sted foran Helias lyskegle, lød der noget der kunne minde om en svag hvisken, uden ord, et suk. Et pust af indelukket luft kom et sted fra mørkets dybder, og fik Procellas nakkehår til at stritte advarende.

Dude? Was that you?

Procella søgte ud mod ham via deres mentale bånd, foruroliget.

Helias lo stille i sit indre.

You think my place in the sky? Sorely said, my wings are to covered in blood to take true flight.. I shall never soar again.

hans svar til hende var dybt og sørgmodigt. Selv i deres forbindelse kunne hun tydeligt mærke den dybe sorg der fulgte hans ord.

Helias vandrede længere ned igennem tunnelerne. Hans sanser var bedøvede af det totalle mørke udenfor lyskeglen. Magien sang i hans overjordiske blod og gav genlyd i hans sind. Mørket kaldte ham men Procella's ord rang hult i hans sind. You are in my world now.. hun anede ikke hvor meget de ord var sande.

Helias bemærkede først efter Procella's ord, det vakuum der opstod længere nede af gangene. Hvordan luften ændrede sig, magien blev stærkere og hvordan sukket genlød i hans øre.

No, that was not me.. It seems we will soon meet an old friend..

svarede han tørt imens han gled længere fremad. Endnu havde han ikke trukket sine vinger tilbage og med en lyd som tusind hviskende stemmer rystede han let på sine fjer. Hvis der skulle komme noget imod dem, ville han i det mindste kunne give Procella tid til at forsvare sig.. I mørket var hun stærkere end ham. Med en hård mine satte han tempoet op, og gled med forbløffende fart, trods sit udmattede stadie igennem de mange krogede gange. Til sidst nåede de til kammeret..

Procella trak irriteret hovedet til sig da hans bevægelse fik den ene vinge til at strejfe hendes ansigt. Hun knurrede lavt og puffede den bort.

Well take a shower then! Blood washes of! Stop feeling so goddamn sorry for yourself all the time. If you want something better, then fight for it. Stop Whining! God! You are such a girl!

Jægeren himlede med øjnene, skjult bag englens ryg. Procella blottede tænderne af det lidet beroligende svar.

Why do I get the impression that whatever it is, it's not going to be very happy to see you, or me, or be all that friendly?

Procellas fingre låste sig om sølvstagen og hun fugtede let læberne. Et forventningsfuldt smil bredte sig om hendes læber og hun modstod trangen til at skubbe bagpå Helias. Hun var ikke god til at snige sig afsted i dumme gange. Noget at slås mod var mere hendes kop the.

Lygtens lys fejede over kammerets vægge, og afslørede den tunge stendør der ville føre dem ind i den underjordiske labyrints midte, og hvad de egentlig søgte. Problemet var mest af alt den skikkelse der blokerede dem vejen.

....Thief....

Stemmen lød sukkende fra rummets vægge og skikkelsen trådte fremefter mod Helias. En mands skikkelse. Den tunge maske med det forvredne dæmoniske ansigt var i metal der genspejlede lygens lyskegle.

...disturbers...thieves....

Procella dukkede op ved siden af Helias og hvæste lavmælt af den hinduistiske dæmonskikkelse. Det lignede ikke dem hjemmefra, men lugten tippede hende. En tung snerren rumlede gennem det lille kammer da Procella fornemmede det ubøjelige træk bag brystet der tvang hende ind foran Helias, som det også havde tvunget hende ind mellem Helias og Narcissa.

Damnit...I should have brought my sword...

Tænkte hun hult da bhutaen hævede et bølgeægget sværd mod hende. En lang blålig tunge skød ud af maskens mund og smagte på atmosfæren, som man ville have forventet en slangetunge gjorde det. Han havde klart fordelen med det længere sværd i forhold til hendes sølvstage.

"Bloody hell...Oh well. You only live once...right?"

Knurrede hun sammenbidt og lød støvlerne skride ud til siden så hun fandt et balancepunkt. Øjnene bag dæmonmasken glitrede i lygtens lys. Så fra Helias, til Procella og tilbage igen. Bhutaen virkede pludselig tøvende. Som om den ikke forstod hvad der foregik foran den. Sværdet pegede stadig mod Procella, men det virkede mindre stålsat end da det pegede mod Helias.

Dude? Why is it not attacking?

Procella havde voldsomt lyst til at tørre sveden af panden der sejlede ned over hendes hud og truede med at dryppe hende i øjnene, men hun turde ikke bevæge sig eller fjerne det intense fokus fra...hvad det nu end var det stod med et overdimensioneret krøllejern, med lidt for skarpe kanter.

Helias hørte stemmen og hans blod frøs til is for et kort øjeblik. Han mærkede båndet aktivere som Procella trådte frem. Han stirrede imod væsnet, Darkness, som et trådte frem.

Han mærkede pludseligt hvordan kraften vælede op i ham for et kort sekund, hvordan hans øjne blev påvirket af den ældgamle pagt og hvordan Dreadbringers to første runer flammede op i mørket og kastede et blodrødt skær over dem.

It will not attack. The pact forces it to obedience as long as I return Dreadbringer..

Helias stemme rungede igennem Procella som han mærkede magien strømme igennem ham for det korte øjeblik. Han stirrede imod Bhutaen som smerterne begyndte at gennemsyre hans krop. De var dog ikke være end at han tilbageholdt grimassen ved at bide tænderne sammen.

"Antiquum, tenebras, ut foedus cum Terror Lator. Transeamus ut revertatur ad sedem." Ancient one, Darkness, I come with DreadBringer as is the pact. Let us pass so that we may return it to its resting place.

Helias dybe stemme rungede fra det blodrøde skær imod bæstet. Han var endnu usikker på hvordan det ville reagere på hans kommando, i sit afkræftede stadie var der ikke meget tilbage af det væsen der første havde lavet pagten. Var de uheldige ville kamp være nærtforestående.

Be ready.. If this fails we might need to fight... and I deeply wish I had brought my sword..

sagde Helias tørt til Procella igennem deres link.

Bhutaen vippede sværdet let så det blev strakt ud mod Procella med den flade side. Den blålige tunge skød ud igen.

Maybe not attack you, but he surely does not seem very fond of me...

Dæmonen lod ikke til at reagere på hvad end det var Helias prøvede at kommunikere til den. Før hun kunne nå at reagere på dens bevægelse duppede sværdet hende pludselig under hagen. Hun gispede forskrækket. Det var længe siden hun havde stået tilbage over for nogen.

Bhavani...

Af en eller anden grund krøb det under Procellas hud da stemmen lød igen. Denne mystiske stemme.

Confined by flesh...do you want freedom Bhavani?

Procella løftede let hagen og sank mod bladet der prikkede hendes bløde hud. Hendes blik flakkede kort.

"Uhm...look...I don't know who you are talking to, but I really like my flesh. Could we just say you won this one?"

DUDE! PUT THE FUCKING GLOVES BACK! GET IN THERE AND PUT THEM BACK, BEFORE THIS DEMON MAKES HAGGIS OF ME!

Bhutaens tunge skød atter ud, som fangede den de tankeoverførte ord, bag masken fornemmede man pludselig en slags sørgmodig morskab, blandet med ægte forundring.

I will not harm you Bhavani. You came to me. He brought you. You are...my gift?

Procella blottede tænderne. Der lød en syngen af metal. En dråbe af blod løb ned af Procellas hals da sværdet blev hamret bort af jægerens sølvstage.

"I am not a thing to be owned pall! I am not a goddamn gift, and my name is Reaper!"

"She is not your gift!"

Helias ord tordnede ud i rummet som hele hans væsen reagerede voldeligt til vogterens ord.

I cannot.. Not yet.. This is the first of three guardians..

rang hans stemme kort i hendes hoved. Han trådte forbi hende og direkte imod dæmonen. Hans rejste begge hænder så runerne fra handskerne blev ganske tydelige. Fjerene fra hans vinger rystede let som ramt af en usynlig vind og hans skrækkelige aura ramte dem for fuld styrke.

"Begone Darkness.. I have come to return Dreadbringer and seal the pact. Allow us passage or face the consequences..

hans rungende stemme passede dårligt til hans ynkelige form. Blod dryppede fra handskerne som de ivrigt krævede deres pris. Sveden dryppede fra hans pande og han udkræftede krop skælvede under kræften der strømmede i ham ukontrolleret.

Procella skulle lige til at himle over at det her var den første ud af 3 og hvorfor fanden havde Helias ikke sagt noget om det, og egentlig bare generelt køre sig selv op i en spids, da han trådte forbi hende. Procella blev skubbet ud til væggen af et hårdt skub af sorte fjer. En fjer stak hende i øjet og hun bandede fælt. Spruttende kæmpede hun imod den enorme vinge og skubbede den ud af ansigtet.

"Do you mind?! Humans in the room! Geeh!"

En hvislen lød fra masken. Den blålige tunge fægtede ud af masken, hidsigt piskende.

Thief. They where not meant for you. Bhavani was not meant for you either. Let them both go. Now.

En underlig stemning gled ud i rummet og tvang Helias i knæ. Det var opgivelse. Den slags tunge opgivelse der fik folk til at tabe deres våben på slagmarken. Fik folk til at give op uden kamp. Depression. Håbløshed. Underligt nok syntes det overhoved ikke at have effekt på Procella. Hun blinkede tåre ud af øjnene efter at have fået en engel i dem og knurrede svagt. Hun kunne fornemme et svagt ekko af den dæmoniske aura gennem båndet med Helias.

"Cut it out! Stop that! Let us return the damn gloves! Let us in! Please!"

Atter slog en forundring ud mod hende fra den dæmoniske maske.

Bhavani...Why do you think you are human?

Det var ikke rigtigt lyden af et suk, men mere fornemmelsen af det.

You needed only to ask...

En rumlen, og den kuldegysningsfremkaldende lyd af sten mod sten, da kammerets stendør gled til side og lukkede op for det virkelige indre der lå dybt under junglen. Lyden blev kastet bagud og gav ekko. Dæmonen trak sig bagud i mørket, og der lød et par tyste bløde fodtrin, og derpå strakte en tavshed sig der vidnede om...vider. På samme måde som man i et rum uden lys, stadig kunne kende forskel på 30 kvadratmeter, og en gymnastiksal. Det her var mere end en gymnastiksal. Ruinen på junglens overflade kunne nok være en små 50 gange i det underjordiske tempel der strakte for foran dem i mørket, hvor lyden fortabte sig, og lygtens lys måtte give op langt før den nåede vægge og loft.

"...bloody hell...."

Hviskede Procella stille og med store øjne. Hun trådte udenom Helias og tittede ind af den åbne stendør. Her var fornemmelsen af magi meget ældre og tættere end i labyrintens gange. Hun blev tør i munden af dårlige anelser.

"Dude...when we have disposed of that shit, we are never coming back. This is bullshit."

Hun rømmede sig lavt og utilpast, og krympede sig over hvordan lyden strakte sig og gik tabt et sted i mørket. Hun vendte sig mod englen og rakte en hånd ud mod ham for at give ham en hånd med at komme op.

"Are you okay?"

Automatisk var hun begyndt at hviske, for at prøve at undgå lyden blev kastet rundt på den foruroligende facon

Helias gispede efter vejret imod gulvet. Gulvet var koldt og hårdt imod hans knæ og han mærkede kraften sive ud af sig som opgivelsen ramte ham. Det var den første barriere. Han huskede på alle sine fejltagelser, alle de forsøg der havde fejlet igennem så mange århundreder.

Procella's stemme bragte ham tilbage og med et tomt blik kiggede han på hende.

"I am not alright.. but.. we must press on.. there are two more guardians to pass.."

hans stemme var hul og skrøbelig som han rejste sig med hjælp fra Procella.. Vingerne hang fra hans skuldre, som om de end ikke havde styrken til at løfte sig. Forbandet være de besværgelser der hang over stedet. Han kiggede mod PRocella's hånd der var vædet i hans blod. Runerne i handsken flammede stadig, som de ville gøre resten af vejen.

"We must press on.. Let us hurry."

han samlede sine kræfter og nikkede imod hende. Med et resolut blik i de kolde øjne begyndte han igen at gå igennem det store rum. Det strakte sig uendeligt foran hans smertende øjne og pludseligt ramte dets størrelse ham. Der var noget galt med det. Han havde været igennem dette så mange gange men der var noget.. forkert.. En besværgelse der ikke skulle være aktiveret. En vogter der fortrak..

Helias begyndte at kigge sig febrilsk rundt. Hans blodskudte øjne søgte alle kroge og hjørner inden for hans rækkevide. Han så intet. Intet hint i mørket. Intet spor til hans vej. Frygten begyndte at gribe ham som han søgte imod Procella.

Procella så ned på sin hånd og brummede utilfreds. Helias blod duftede overvældende. Det hamrede mod hendes sanser, blandet med den kvalme duft af rosentræ, men som hun af en eller anden grund var begyndt at vende sig til i forhold til ham. Hun fulgte tavst Helias ved hans side da han gik ind i det enorme rum hvori hun ikke kunne fornemme vægge eller loft fordi de var så langt borte i mørket. Hun følte sig trøstet da hans vinge strejfede hende, og skubbede den ikke bort.

De gyldne øjne søgte intenst rundt da lyden af skæl mod sten nåede hendes ører. Hun åbnede munden for at advare Helias, men hendes ord blev stikkende i halsen på hende da hun så på ham. Helias var borte.

Procella havde ingen forståelse for frygt når det kom til hende selv. Hun kendte ikke til fornemmelsen fordi den var blevet dyrket og forandret. Men da hun så på Helias var det ikke ham hun så. Glødende mørke øjne og en markeret kæbelinje. Det blonde hår. Wicked.

W-what is this? He is n-not here...he is with...the girls? This is not...trickery. It's not...he is not...

Tankerne kværnede rundt i hovedet på hende. Wick var iklædt intet andet end læderbukser. Hans bryst sydede og blødte. Et dybt brændemærke, stjerneformet. Langt sydende dybt kødsår fra hendes stage.

"Bhavani..."

Lød det hviskende i mørket. Procella virrede på hovedet. Skikkelsen begyndte at flimre og gå i opløsning. Wick havde aldrig haft vinger? Langt hår?

"You are not playing me for a fool. He is not here. You have to do a lot better than this. I fear loosing him, but he is NOT here. Come on. Playing for keeps. Step it up. Where are you? Besides. He would never call me that. That is not my name."

En raslen af skæl mod sten. Tættere på denne gang. Så hørtes der et sted i mørket lyden af spæd barnegråd. Procella blev bleg og sank noget.

"Stop...that is not fair..."

Loosing your other half Bhavani. Your children. You have fear. You are less. You bound yourself to a lesser creature. Kill him

Gråden i mørket tog til og en hvæsen som fra en vred kobra. Underligt nok lagt sammen med den foruroligende raslen man ville forvente hos en klapperslange. Sølvstagen dirrede i Procellas hånd da hun vendte sig med et ryk efter lyden, og forsøgte at ignorere den flimrende Wick-Helias skikkelse der blev ved med at flyde sammen i træk.

Helias så jeg omkring. Han var alene. Han mærkede båndet til Procella blive skåret over. Han var i sandhed alene. Mørket omkring ham var så intenst nu at han ikke kunne se længere frem end et par meter.

Procella... Say something.. Do not run from me.. Not again.. You swore.. swore for eternity!

han prøvede sig skrækslagen med linket. Det fejlede. Der var intet svar, kun den raspende lyd af hans egen ånde. De to næste runer på handskerne flammede op, og igen følte Helias hvordan de tog deres pris som kraften vælede op i ham.

En pludselig stemme, guddommelig i sin kraft og frygtelig i sin vælde hamrede imod ham fra alle steder.

"Helias Dwade! You have broken the pact.. You have betrayed your heritage and your lord.. You are forever banished.. Banished to live an eternity without love, without compassion, with only the dead as company.."

Helias faldt på knæ og kiggede viljeløst op imod mørket over ham. Et tegn.. Stemmen kunne ikke tilhøre andre end Alfaderen.. Han genkendte den dybt i sin essens, den frygtelige stemme der havde befalet hans kommen i denne verden.

"Father in heaven! I implore you, do not cast me away.. I will pay any price.. Any redemption.. Do not cast me away!"

hans stemme blev skreget ud i rummet, hul og skrøbelig, som et barns over for sin fader. Hans krop rystede imod det kolde gulv og tårerne flød frit fra hans ansigt. Stemmen kom igen, lige så vældig som før.

"You will have no redemption.. Apart from death. Save yourself, by ending this existance!"

Helias så vantro ud i rummet. Så begyndte han langsomt, tøvende og bævende at finde den ene lange kniv frem.

Procellas øjne glitrede nærmest hadefuldt i mørket

"Kill him? Who? Wicked, Helias? Both of them? I am bound to both, and can't kill one. The other I wont. Not until I see fit, and that day is not now!"

Hendes stemme hævede sig til et udfordrende brøl i mørket. Det gjaldede mellem søjlerne før det forsvandt et sted ud i intetheden sammen med barngråden.

Bhavani, will the day ever come? You are not you any more. Aeons ago you remembered. Now you are torn apart by a mere whisper of the truth.

Den hidsige raslen af slangehalen fik Procellas stivnede muskler til at låses op. Hun kunne ikke kæmpe imod billeder eller tågede barneskrig i mørket. Men for enden af den hale måtte der være noget man kunne få til at bløde.

Da hun følte et åndedræt nær sin nakke, snurrede hun blindt rundt om sig selv og hakkede ud efter den usete fjende. Helias havde tabt lygten da han var faldet til gulvet, og her var der intet lys, for hun havde bevæget sig bort. Noget stødte imod stagen, og den sydende lyd af kød der blev sydet og flået af den hellige spids fik barnegråden til at sygne hen.

"You bleed! You twist my thoughts. But you bleed motherfucker! If you can bleed, you can die! NEVER use my mate or my children against me again! I will rip you and this place apart!"

Sagte latter et sted ude fra mørket. Ude til siden lød atter den tørre raspende lyd af skæl over sten. Procella vendte sig efter lyden og hakkede ud, men ramte intet. De glitrende øjne blev lukket da hun snusede ind. Mørke. skygger. Koldt blod.

I have heard of this mate of yours Bhavani. Daybreak? Sunrise?

Det rasende brøl gjaldede mellem søjlerne og affødte en ny latter.

"Crimson Dawn! And that is one thing you will never get to see again!"

En raslen ude til højre. Procella fægtede ud efter den, ramte tomhed, og pludselig var der en hånd om hendes hals. Procella blev hårdt smadret ind i en søjle. Hendes fødder sparkede let i luften da hånden ved hendes hals, trak hende opefter. Hun kæmpede for at trække vejret da ansigtet endelig stod ud af mørket. En gigantisk Naga bugtede sig tættere på. Underkroppen fuldstændigt en slanges, overkroppen en nøgen kvindes. Det lange kastanjerøde hår bugtede sig levende omkring kroppen. Øjnene var orangegyldne og havde spaltede pupiller. Kvinden åbnede munden og hvæsede af Procella. En tyk dunst af gift stod mod hende fra de dryppende tænder.

"You look. Different Bhavani. Small. Weak. Why?"

Procella gispede. Hun havde instinktivt grebet om armen med den fri hun selv havde, for at give sig en smule luft og modstand.

"That...is...not....my...name...."

HELIAS, I COULD REALLY REALLY USE YOU RIGHT ABOUT NOW! GODDAMNIT! WHERE ARE YOU?!

Procella kastede sig mod det bånd der knyttede hende til englen gennem deres blod. Frygtillusionen bølgede som en sæbeboble der blev pustet til, og brast med en næsten føleligt *plop*

Helias sad med kniven i hånden som magien brast. Sanserne vældede tilbage til ham, som en bølge slår imod klippen. Han hørte Procella's tanker og hans første reaktion var at aktivere sin kraft med hele hans væsen.

Helias aura slog imod det store væsen som vendte sig imod ham med et forvirret udtryk i det twistede ansigt.

"You cannot break the magic! You are weak!"

skreg den malformede kvinde imod ham, imens den stadig holdt Procella oppe. Giftspyttede stod fra den i dens harme og de spaltede øjne blev til små sprækker i det frygtelige ansigt.

Helias frygtelige væsen brændte igennem handskerne. Fire af de fem sande ord for frygt brændte sig ind i hans væsen som han brølede imod skabningen, kniven i hans højre hånd hævet.

"Tremble creature and release her!"

Med et mægtigt spring, styrket af et bask med de enorme vinger, sendte Helias flyvende imod de to. Hans frygtelige øjne var sorte som tomheden, tilsvarende den fortvivlelse og frygt han lige havde oplevet. Handskerne drak dybt af hans essens og han blev et med dem for et kort øjeblik. Han blev til frygten. Han blev til magien.

Væsnet rystede dog magien af sig som andre rystede regnvand af frakken. Med et enkelt sving af sin hale sendte hun Helias knækkede form rullende ned igennem salen. Lyden af knogler der brækker genlød fælt igennem det mørke rum. Med en frygtelig latter gav væsnet slip på Procella, med et ryk af sit håndled sendte den hende lidt væk imens den gled imod Helias.

"You seek to make Dread tremble little one? You foolish little being.. Little thief.. You hold no place with Bhavani.. Nor in this world.."

dens frygtelige stemme flød ud i rummet som den langsomt nærmede sig Helias, et grumt smil afslørede de giftdryppende tænder. Blikket i de spaltede øjne lovede død og smerte.

Da hånden ikke længere holdt Procella oppe faldt hun som en tung sæk til jorden. Hendes hænder greb formildende om halsen og hun krøllede sig hostende sammen. Hidsige blodunderløbne mærker strakte sig allerede blålilla over huden hvor den slangeagtige kvinde havde holdt hende.

Wick...the girls...this is not now...

Hun hævede tungt hovedet fra gulvet og så efter lyden af Helias krop og den tørre raslen af skæl mod sten. Hun fornemmede atter det unægtelige træk bag brystet da det magiske bånd mellem dem tvang hendes krop i bevægelse.

Bloody hell...I really didn't think this through...

"Hey...Ugly! Do Bhavani have a say, or do you make her choices? My choices?"

Fint...hvis de alle sammen mente hun skulle hedde noget fucked up så måtte hun vel bare lege med hvis det betød en forskel for dem.

"If my choice matters at all, then respect it. Leave! Go back to where ever you came from, you ugly piece of shit!"

Procella sprang fremefter med stagen hævet og en syden lød atter da spidsen flåede ned over den nøgne gigantiske slangekvindes ryg. Hun skreg og trak sig. Procella fulgte hende, men faldt i mørket over den levende og piskende hale. De spaltede pupiller vendte sig mod Procella der lå på gulvet. Slangekvinden nærmest duvede over hende i slangens klassiske dans.

"You bid me Bhavani? To let that thing live? Bound to that? He is weak. You are confined. Weaker. This is not you. This is not your path. You choose a lesser creature? I do not understand?"

What the hell is wrong with this place?! Screw you bitch!

"It is my bidding! Now fuck of! Find a cure for ugly cobra-girl!"

Hostede hun og så flammende op i ansigtet over sig. Hun ville være så færdig hvis dimsen gjorde hende noget. Og så...mørke. Ansigtet over hende var forsvundet. Procella lå dødsstille nogle lange sekunder. Hun holdt vejret og lyttede. Intet? Hendes vejrtrækning var hvæsende og stakåndet.

Dude? Are you still alive? I'm getting kinda pissed if she killed you, I have no idea how to get out of here...make some noise...

Helias hørte samtalen igennem en tåge. Med en overraskende fatning begyndte han at undersøge sine skader. Tre af hans ribben var brækkede. Ingen af dem havde dog punkteret en lunge. Hvert åndedrag smertede og sendte rystelser igennem ham. Kun hans overnaturlige udholdenhed gav ham mulighed for at tænke og reagere.

... make some noise.. han hørte kommandoen og adlød den. Med et gisp kiggede han op på Procella, hans arme lukket beskyttende om hans brystkasse. Blod var sevet fra hans læber, og hans krop var forslået og støvet.

"I'm not dead.. yet.. We must.. press on however.. The last part awaits.."

hans ord kom langtrukkent imellem gisp. Han kæmpede for at komme op, men måtte opgive i første forsøg. Smerten var for meget. Kræfterne var blevet hevet ud af ham i voldelige mængder. Men han kunne ikke give op endnu.

Med en kraftanstrengelse kæmpede han sig op at sidde. Sveden drev af hans pande og hans aura var svag og flakkende, næsten væk. Han smilede let til Procella.

"Don't worry.. I will bring -you- home.."

der var et underligt tryk på ordet you. For meget fokus. Helias havde lettere opgivet at følge med. EFter han havde vist hende ud.. Ville han afslutte det.. Det var det mindste han kunne gøre.

Han kom helt op at stå efter lidt tid. Bed smerterne i sig, på trods af at de formørkede hans blik. Han begyndte at vakle videre. Han vidste at der var en sidste prøvelse. En prøvelse der ville betyde alt for deres sikkerhed. Han kunne dog ikke husken den. Resten af templet stod klart, bortset fra denne sidste detalje.

Helias vaklenede skridt igennem den enorme sal efterlod et spor af blod fra ham. Den ene arm hang slapt ned af hans side, imens den anden greb ømt om hans ribben. Det var på tide at afslutte det.

"Hah...you are so funny...press on. I got pressed alright. Are you in such a hurry to die? Some of us have something to return to. Idiot. I can't leave you even if I wanted to. My side of our deal was to protect you, until you asked me to send you home. Remember?"

Hostede Procella og ømmede sig. Hun havde egentlig ikke særlig meget lyst til at prøve at rejse sig. Hun havde det fint på gulvet med at ligge og stirre op i mørket.

"So. Now we are here. Talk to me. On a scale from one to bloody hell, how bad is it? Don't lie to me. I can smell your blood from here."

Jægeren ømmede sig og løftede hovedet prøvende. Hendes nakke føltes stiv og usamarbejdsvillig, og halsen smertede. Men lidt smerte var bedre end det sorte ingenting og stilheden i den.

"And you owe me an explanation. What is it with the fucking gloves, and why do they call you...us...thieves? You told me they where yours. How much crap have you put on me here? You drag me into the jungle, and I don't get any info at all. This was...a little more than I..."

Procella rullede om på maven og sukkede. Hun spændte langsomt forskellige muskelgrupper. Intet brækket. Forslået, overstrukket, men intet permanent. Hvad var det her sted? Det virkede alt sammen vildt underligt, og Helias blev kaldt en tyv? Hun blev kaldt....alt muligt underligt.

Hvad hvis hun havde nægtet at tage afsted? Havde hun kunne forhindre Helias i at gøre det? Hvordan havde han overhoved fået fat på de skide handsker til at starte med? Hvorfor skulle tingene omkring hende kræve så meget overvejelse og eftertænksomhed...fucking magi og fucked op væsner!

I...hate...magic....

Tænkte hun indædt for sig selv og knurrede lavmælt med munden tæt mod gulvet, før hun bed det i sig og forsøgte sig med at ryste det af sig.

"Start talking halo-boy...I am not talking one more step before I know everything you do. This place stopped being funny about an hour ago..."

Helias vendte sig stille imod Procella. Hans blik var træt men resolut. Bloddet dryppede fra ham i en stille strøm, dets sammenstød med gulvet det eneste der hørtes i nogle få lange sekunder. Da han åbnede munden igen var det endnu engang den kolde milde stemme, der ikke frigav en eneste af følelserne i ham.

"On a scale from one to bloody hell.. I have three broken ribs, several lacerations on my back, a nearly splintered left arm and a stomach heaving to release my rather humble breakfast.."

Han trådte et skridt nærmere, imens han kiggede ned på handsken, eftertænksomt i et kort øjeblik.

"The gloves are mine.. were mine.. Until I sealed a pact.. A pact that dictated that I would never return to reclaim them, and that none would ever find them here.. I broke that pact, to destroy you and your family."

der var ingen skam i stemmen. Ingen vrede. Det var blot en koldblodig konstatering. Han lod hånden falde ned mod siden igen, der allerede var mattet til at den tunge livsvæske. Han vendte ryggen til Procella, som nu kunne se de uordnede fjer og hvordan den ene vinge rystede svagt i anstrengelse.

"This temple was made for three terrible deities. Deities that are reflections of my soul. Darkness, Dread and Death. Each do they hold a key to the pact and seal of Dreadbringer. Each must carry out their sentence before I can shed the gauntlets once more.. This time for good."

Han sukkede dybt efter den lange talestrøm. Det gjorde ondt blot at trække vejret. Hans brækkede ribben og mørbankede krop nægtede et kort sekund at adlyde ham og han vaklede. Han fik hurtigt rettet sig op igen og talte igennem sammenbidte tænder.

"We need to move. This body will need aid soon, aid that I do not have with me.. Besides, the ritual will need to be done today.. Before the guardians decide to have us for dinner anyway."

Med resolute skridt begyndte han at vandre videre igennem den uendelige sal. Langsomt nok til at Procella kunne svare ham, eller følge efter.

Procella løftede hovedet let da Helias begyndte at bevæge sig bort gennem mørket. Med en stønnen kom hun på benene. Hun løb over til lygten og samlede den op. Lyset flakkede kort og hun rystede lygten let med en knurren. Hun sukkede halvt af lettelse da den flikkende kegle blev fast.

Helias...I don't know what you have made yourself believe, but this place is not made for you. The thingys down here is not made of you. Or from you. You are an angel, nothing more. Do you realize how old this shit is? This is much older than the virgin mary or her son. This is older than you.

Procellas fødder lød bag ham og hun daskede let til ham med lygten, imens hun havde stagen i den anden hånd.

You don't have a soul, and you never did. Stop making bedtime stories. Fine if you don't want to tell me, but I was not born yesterday. I killed more angels than you have seen.

Hendes blik var køligt og med en begyndende vrede dybt i dem. Hun fandt sig i at blive slået halvt fordærvet, hun fandt sig også gerne i at blive trukket halvvejs rundt om jorden. Hun havde halvt om halvt tilgivet ham for hans forsøg på at hjernevaske hende, men at han direkte løj over for hende gjorde hende gal i skralden.

Stop talking to me, if all you can do is giving me crap. I am risking my life and my family for this shit. Show me just an inch of respect...jackass... And if you are going to play i-dont-have-emotions-crap I am leaving. I am not taking more bullshit. Got it?

Tankestemmen blev fulgt af en advarende lavmælt knurren som understregede med al ønskelig tydelighed at Procella faktisk mente det. Gennem deres bånd ville det være meget tydeligt for Helias at mærke hendes tålmodighed var blevet testet og strukket til det yderste.

Med en ulmende vrede dybt i maven trampede Procella i forvejen ud i mørket. Helias tilstedeværelse pissede hende frygteligt af lige nu, og hans højhellige pis-attitude og hans halve sandheder og fulde løgne. Hvorfor kunne ingen nogensinde fucking tage sig sammen og bare tale direkte ud af posen?!

Helias snurrede rundt om sig selv, hans ansigt en grimasse af vrede og skam. Lyskeglen kastede dybe skygger over hans hud, skygger der vidste de århundreder han havde levet.

"I broke into this temple and made a pact forbidden to my kin.. To any kin! I broke one of the ten commandments.. "Ye shalt hath no other god than I.".. I made a pact with three demons.. Ancient demons, to grant me a weapon forced of my very soul.. Dreadbringer consumes my flesh and soul, just as my power devours my sight!"

Helias hev pinefuldt efter vejret som hans lange talestrøm sluttede. Hans ord rungede med et hult eko igennem halen imens den røde farve langsomt forsvandt fra hans blege kinder. Sveden perlede af hans pande og hans udvidede pupiller var slørede.

"I am a heretic... Wonder I haven't been killed several decades back.."

Han vente ryggen til Procella og sukkede dybt, en gestus der sendte bølger af smerte igennem ham.

"I left it here never to return.. Before some days ago.. I stole it. I broke the pact.."

Helias' skuldre sank tydeligt som han tilstod. Han havde begået så mange forbrydelse.. Dette var dog den værste og største skam i hans lange liv.

"So there you have it.. The cat is out of the bag huh?"

Helias lød opgivende. Han havde ikke planlagt at Procella skulle vide noget af det. Blot at hun skulle ud og hjem igen.