Birth of Death - (Helias D. / Cherlyn / Wilith / Procella)

((Eh.. Jeg havde vist forsøgt at fremlægge min plan for Pro, men jeg ikke om du var for træt den dag til overhovedet at huske det, dame? XD I hvert fald kunne du skrive et svare, Helle, om at den noget så elegante Helias dumper ud af et vindue, hvorefter en Procella i området hurtigt får spottet ham? :D Og så venter vi bare på tøserne i lejligheden... Ahem))

Helias registrede knap nok at han fik stykket endnu et barn i armene. Følelsen af smerte fra hans gennembankede krop, den brusende lyd fra hans blod der dunrede i hans ører, lydene fra den gale dæmon og vampyren faldt alt sammen i et. Midt i kaosset var der et punkt af fred. To små lys. To små lys der fik smerten til at forsvinde, gemte kaosset væk og skabte fred i det ellers forpinte sind der var Helias.

Det var et mindre mirakel at Helias faktisk havde retning mod vinduet. Endnu mere at han huskede at gemme sine vinger væk inden han styrtede imod den knuste rude. Som glasskårene skar ind i hans hud, knuge han begge børn ind til sig. Han vedblev at holde de to små lys tæt til sit bryst som hans skulder bragede mod vinduets kant og sendte ham hovedkulds ud af det, med hovedet direkte ind i brandtrappen udenfor.

Der lød en underlig våd lyd fra Helias' hoved og pludseligt var alle lydene væk. Han følte håret klistre sig til hans pande og væske blindede hans ene øje. I tåge af forvirring og klarhed blandet i et konstaterede han at hans havde slået hul i hovedet på ham selv og at blodet nu løb ned af hans ansigt.

Han havde glemt hvorfor, men noget fortalte ham at han skulle væk herfra, så kravlende på begge knæ, stadig med de to ting knuget indtil brystet, følte Helia sig frem med blodige fingre. Hvorfor var det nu han holdt de to små ting i armene? Var de vigtige? Ja.. ja de var vigtige.. Ihvertfald var det ikke meningen at han skulle give dem fra sig.. overhovedet.

Med en hånd nærmeste svævende ud foran sig var Helias frosset et øjeblik i sit forsøg på at finde ud af verden. Alt imens han blod fortsatte med at dryppe ned på jorden under ham. Dryp. Dryp. Dryp.

Udseende:



Ude på hovedgaden satte Procella sig på hug med et stort grin. Hun fiskede mørkt hår ud af lyserødt sukkerstads. Det virkede ikke helt efter hensigten. Hun pustede en lang lok hår ud af øjnene, og rakte ned i lommen på den lette efterårsjakke, så vådservietten - der havde set vådere dage - kunne gnubbe grundigt på den sukkerfedtede Daya, der lykkeligt forsøgte at halvdaske sin mor i baghovedet med den resterende candyfloss, på hvad der mest af alt mindede om et oversavlet kræmmerhus.

Der havde været et mindre omrejsende gøgler-show i byen. Mestendels unge mennesker der havde lavet akrobatiske ting og pustet med ild, men i det mindste havde tøserne været underholdt og Procella havde kunne stopfodre dem med popcorn og candyfloss. De sortøjede pigebørn lignede småpiger på omkring de 4-5 år på nuværende tidspunkt. De kunne gå og stå og tale, men alligevel havde hun bevæbnet sig med klapvogne og Porcelain...bare fordi det aldrig var tilrådeligt at ende op med 4 stik hysteriske og yderst magiske hybrider. hvis nu NOGET skulle gå galt. Better safe than sorry.

"Ma'am. We seem to be missing one"

Lød det, en smule fraværende, men alligevel deltagende. Procellas første indskydelse var stadig den dag idag at vende sig imod den trælbundne hybrid og smække en næve ind i kraniet på hende. Alt ved hendes eksistens irriterede hende grumt, men hun havde måtte komme til konklutionen at den tanketomme nikkedukke var komplet uundværlig når det kommer til børnene. I det mindste kunne hun ikke finde på at gøre pigerne fortræd. Alarmeret rettede hun sig op.

Daya sad i klapvognen og havde atter begyndt projekt sukker-kokon. Lee holdt gabende fast i Porcelains lommekant. Kvinden var viklet ind i en trenchcoat, og med tørklæde om hovedet, solbriller så man ikke kunne se hendes mere end halvbedøvede øjne, og holdende fast i en tvillinge-klapvogn. Enie var væk! Procellas ellers bløde og ravgyldne øjne blev klart gule af ængstelse.

"Shit...No you stay here, Tia come back!"

Procella langede ud efter den lille pige der begyndte at halvløbe ned af gaden, storfnisende, med sin mor efter. Jægeren med alt for mange børn og fortvivlende få hænder, kantede sig udenom klapvognen, flåede Porcelains ene hånd fri og klampede den grundigt ned over håndtaget på den klapvogn hun ellers havde haft brugt som isbryder i menneskemængden den sidste time eller to.

Jægeren fik en underlig fornemmelse i maven da hun ud af øenkrogen så Tias lille frakkeklædte skikkelse løbe ned af en sidegade. Så sguda også! Hvorfor kunne de aldrig have en aften ude og bare hygge sig uden at det skulle gå op i hat og briller?! Procellas støvler klappede ekstrem fart efter glimtet af farve der var forsvundet, og hun var lige ved at stå på snotten, da hun måtte stoppe sig selv brat i samme sekund hun tumlede om hjørnet, for ikke at torpedere sit afkom der pegede fnisende på et vindue.

"See mommy! It's a doggy!"

Procella vred sin krop i en umenneskelig stilling og bragede ind i husmuren. Det sang i nedløbsrøret da hun bankede hagen ind i den og et kort øjeblik havde de tiltagende glimt på himlen, intet at gøre med de stjerner hun så for øjnene.

"A...a...dog? Oh...how nice..."

Stønnede Procella og forsøgte at få sine øjne til at se den samme retning. Først nu registrerede hun en hidsig bevægelse kort fra sit hoved, og sprang spontant til side. En lille arrig hund stod med kværnende poter på glasset og af damppletterne og fedtpletterne at dømme havde et eller andet pisset det lille kræ grundigt af. Jægeren slog en klo i nakken på Tia. Så manglede hun kun én.

"Don't worry mommy. Enie is looking at birds"
- "Wha-...What birds? Come on we don't have time for this! And you don't run away from mommy!"

Procella åbnede og lukkede munden forsøgsvist for at lette på smerten i kæben og den ringende tone i hendes hoved. En håndfuld meter borte stod en lille sortøjet pige i en meget dybgrøn lang frakke og så roligt mod noget Procella ikke havde opfanget endnu. Den lille pige så op på Helias og de store vinger der lå fanget mellem tremmer og trappetrin på den rustne brandtrappe. Enie havde altid været fascineret af magi. Hun søgte ud med sit sind efter englen.

I remember your scent. On her. You tried to take her. Once. Are you trying to steal a family again, Angle?

Den lille stemme søgte ud og var iskold. Den trængte sig borende vej ind som en issyl og var omtrendt lige så emptatisk. Til gengæld var der ingen vrede i stemmen. Der var en analyserende nysgerrighed.

Wil mærkede halen sno sig tæt omkring hendes brystkasse og løfte hende fra gulvet. Nu gik det pludseligt op for hende hvad det var hun havde set bag McClain tidligere. Det var ikke bare et tørklæde eller et synsbedrag. Nej helt klart ikke et synsbedrag måtte hun konstatere da hun næsten kunne høre sine ribben knage under trykket fra halen.
”You have a tail! … Why is it pink...?”
Wils stemme var usædvanligt lys da hun med store grønne øjne så ned på halen der som en ihærdig kvælerslange var i gang med at klemme vejret ud af hende. Selvom manglen på luft ikke generede vampyren voldsomt var der noget sært hypnotisk over den pink hale der prøvede at mase hendes brystkasse. Hun var klar over at nogle dæmoner havde haler og vinger, men hun havde aldrig set attributterne tæt på som her.

Wil gjorde som McClain sagde, pinligt bevidst om at hun var udkonkurreret styrkemæssigt i denne her kamp og de der klør som lige nu var meget tæt på hendes hals ville hun helst ikke komme alt for meget i nærkontakt med. Ikke at hun ville dø af at få skåret halsen op, men det ville gøre ondt som ind i helvede.
”Easy, lassie! I'm look...”
Pludseligt mærkede Wil en voldsom kraft hamre og banke på hendes sind, overrasket som hun var faldt hendes mure hurtigt efter. Det sidste hun havde forventet af en dæmon som kvinden overfor hende var et mentalt angreb, det virkede bare ikke som noget hun gjorde sig i. Åbenlyst nok havde hun undervurderet dæmonen. Et splitsekund efter virkede det som om en næve fik fat i hendes indre organer og begyndte at klemme til.

Udadtil så der ikke ud til at være en skramme på Wil, men skriget hun udstødte fortalte en anden historie. Hendes øjne så ud til at være blinde for hvad der skete omkring dem, mens hun kæmpede for at få kontrollen over sit sind tilbage. Skriget ebbede langsomt ud som Wil langsomt fik samlet stumperne af sine mentale forsvarsværker op. Hun var ingen dygtig soldat, men magi var noget hun kunne finde ud af. Lidt efter lidt fik hun samlet sig nok til at begynde at kæmpe imod dæmonens kontrol over hendes sind og med en kraftanstrengelse fik hun stablet et angreb på benene. Smerten bankede stadigt i hendes krop, men hun trængte den tilbage lidt efter lidt.

"Because God hates me! Now SHUT UP!"

Lød det hidsigt hvæsende fra dæmonen. Kunne den lille vampyr dog ikke bare lære at flette næbbet? Dæmonen mente selv, at hun faktisk havde gang i noget yderst vigtigt her. Og, hvis vampyren ikke fattede det, måtte hun jo lære det på den hårde måde.

Skriget blev taget, som en succes. Et grumt smil voksede sig henover dæmonens læber, samtidig med, at hun skruede godt op for magien, som strømmede ivrigt fra sind til sind. Cherlyn fornemmede selv, hvordan hendes mørke, psykiske tentakler overmandede McRian's mure, og brød igennem hele det magiske forsvar. De gik øjeblikket til angreb, og begyndte at flå i det første, som var at gribe, imens mørket i dæmonens øjne syntes at vokse sig større og større.

Dog kom det næste fuldkommen bag på Cherlyn. I sin overdrevene rus af mørke, sult og galskab havde hun overhovedet ikke opdaget, at englen faktisk havde valgt at tage flugten. Derfor var det først, da lyden af noget hårdt imod brandtrappen ramte hende, at hun blev opmærksom på omverdenen igen. Dog ramte den kraftige, sukkersøde fært af friskt blod hende, som en kold spand vand, og brød fuldkommen fokus mellem vampyren alt, alt for brat. Som reaktion fra en hammer, drejede dæmonen ansigtet imod den livsgivende fært, hvorefter man næsten kunne se hende opleve slaget fra Wil's magi, som var det fysisk. Med et mindre hyl tumlede hun bagover, og slap derved vampyren med både hale og kløer.

"NO!"

Til trods for sine efterhånden yderst ustabile tilstand, satte Cherlyn straks i løb imod vinduet, hvor Helias få sekunder forinden, havde reddet sig selv ud af. Hundæmonen var knap så heldig. Blændet af sult, vrede og smerte kastede hun sig hovedkulds ud af vinduet, og flagrede med både arme, kløer og hale efter englen, som lå ynkeligt placeret på hendes brandtrappen. Men endnu engang havde dæmonen slet ikke styr på sig selv, og endte med at styre direkte henover englen, og flyve turen ud og ned fra vinduet på stueetagen. Med fægtende arme kunne hun intet andet end at opleve jorden komme hende nærmere.. Og var det.. Et barn?

Der lød en frygteligt lyd, der slet ikke ville kunne bedømmes, da først Cherlyn ramte imod jorden. Hud og tøj, der blev flået op, da den halvnøgne dæmonskikkelse sled hen af jorden, med forpart og ansigt først, i en skridende bevægelse, samtidig med en ynkelig klagen fra munden af, som var plantet solidt imod asfalten svagt kunne høres. Endelig standsede den nu ubevægelige skikkelse, blot få centimeter fra at have braget direkte ind i barnet. Med fronten vendt direkte ned i jorden, en slap hale vredet henover den mest blottede del af ballerne, en ødelagt top der sad helt forkert, diverse væsker efterladt på meterne bag sig og en høstak af hår der pjuskede omkring hendes ansigt, lignede Cherlyn nu mest noget, som burde hører hjemme i en gyserfilm.

Pain.. Where.. Where are you tiny ones?.. Oh.. The smell.. The girl?

I dødsenglens bevidsthed var der noget der eksploderede da en meget potent følgesvend pludselig meldte sig på bane

DEMON!

Den slumrende ånd af Azuriel blev pludselig vækket, hvilket virkede som et lettere aparte tidspunkt da Helias muligvis kunne have gjort god brug af dette imens han agerede boksebold. Hvad det præcis var der nu satte gang i hybridens endnu ikke passerede ånd, var ikke til at vide. Måske var det fordi Helias var tæt på at få en dæmon i nakken. Måske handlede det om de 2 spædbørn i englens arme. Måske var det de to magiske børn og jægeren i gaden under brandtrappen. Det kunne også være en blanding af samtlige faktore eller noget komplet andet. Hvor om alting var, så flammede et raseri gennem dødsenglens hoved, der intet havde med ham selv at gøre.

YOU KEEP YOUR FUCKING CLAWS OFF OF HIM YOU BITCH!

En let elektrisk knitren gik gennem luften, som hvis man havde kørt strømpesokker hen over et uldent gulvtæppe og ved et uheld fik zappet sig selv i processen. Det var dog noget meget kraftigere der var under opsejling.

Længere nede skreg den før gøende hund, som var den blevet slået, og man kunne høre den hyle i angst da den panisk søgte tilflugt fra noget dens hjerne ikke forstod hvad var. Brandtrappen begyndte at ryste og metallet gav sig klagende og ildesvalende under den lette engel. Murstensstøv begyndte at drysse flere steder hvor den rustne tingest var hæftet langt ind i muren og hvor spøgelsets manifestering af rå vrede truede med at flå hele baduljen af, muligivis for at få det hele ned i kraniet på dæmonen.

Helias ville tydeligt kunne mærke det rasende dræberinstinkt der lå i Azuriel. Da han havde været levende havde han været en jæger-lærling. Nu var han spøgelse, han var hybrid, og hans blodtørst og raseri vækkede den dybe dæmon der lå gemt i ham der ønskede død og ødelæggelse, som i dette øjeblik var rettet imod tingesten med den lilla hale umiddelbart under trappen.

DIE!

Et par tagsten løsnede sig og som pingpongbolde skød de gennem luften og knustes mod den modsatliggende husmur som havde de været skrøbelige glasbobler. En klagende metallisk lyd og et tungt krak, og hele nedløbsrøret ved siden af brandtrappenrutsjede en god 8-10 centimeter da boltene som smør pludselig blev bløde og opgav at holde vægten længere.

For Helias var verden tavs og behagelig. Der var ingen smerte eller angst. Blot en blød varme der truede med at omslutte ham og lede ham til søvnen. Pigens stemme der trængte sig på var ubehagelig i tavsheden, men han følte han skyldte den svar. Men hvorfor? Hvem var det hun talte om? Stjal en familie?

Helias vendte sit ansigt ned imod de to grædende børn i hans favn og smilte gangske let for sig selv.

"Oh children.. I' m not stealing anything I am-"

Hundæmonen bragede igennem væggen over ham og henover hans blodindsmurte hoved. Murbrokker og støv fra mørtelen regnede ned over Helias og fremprovokerede et hosteanfald. Et anfald der blev stoppet brat af vreden der ramte ham.

Som en klinge skar Azuriel's stemme igennem tågerne i hans sind og bragte ham øjeblikkeligt tilbage til virkeligheden. Han var igang med at flygte fra dæmonen. For at redde børnene! Han var -

Helias blev opslugt af åndens vrede og blev kastet tilbage i sine minder. Han stod endnu engang på slagmarken, omringet af de dødes vrede og de levende smerte. Endnu engang stod han sølet ind i blodet fra sine frænder. Dæmon var en fjende! Guds hellige dekret krævede ham at handle.

Helias kom op og stå på vaklende ben. Han var såret, men Guds ord måtte adlydes. Han forstod ikke hvorfor hans verden var druknet i mørket, men dæmon måtte være skyld i de. Han følte dog lysende fra liv tæt på, to små og et kraftfuldt væsen. Et der ikke kunne være helt menneske. Helias hævede stemmen og talte med en autoritet der befaldt sig en af Guds hellige krigere.

"Take the children and run. I shall combat this spawn of darkness!"

Med disse ord slyngede Helias sig fra brandtrappen og mod det kraftfulde væsen. Der var noget bekendt over dens aura men ikke noget han kunne komme i tanke om og der var ingen tid til at prøve. Dæmon var stadig i live. Et mirakel lod ham lande på sine ben og faktisk blive stående. Uden videre ord lagde han forsigt børnene ned og vendte sig imod uvæsenet for at bekæmpe det.

"Have at me demon. The Heavenly Father's will be done and your heathen ashes be sent down to hell!"

...Victoria...

Procellas næsebor udvidede sig spontant i reaktion og hendes krop stivnede da hun fangede et svagt skrig, fra en stemme hun kendte og hvis tilstedeværelse havde en glemt betydning i hendes sind

The witch...the little witch. Find her. Find The Red Witch

Stemmerne i hendes sind begyndte at hviske. Mandlige. Kvindlige? Var de unge eller gamle? Så mange, de ville alle høres! Der var noget hun skulle huske, noget der var farligt at huske? Der var en nøgle til gåderne, noget hun...

Jægeren blik gled sløvt og søgende opefter. Skriget var kommet...oppefra, og et stykke borte...hvor var heksen? Der var noget hun skulle...skulle huske...

Enie spidsede læberne over det smask der lød. Der burde have lydt et knas også, men det gjorde der ikke? Til gengæld lå der noget på jorden og sitrede let. Den lille pige rynkede let på den fine næse og prikkede prøvende til den skællede sitrende lilla hale, der i hendes verden var noget nyt og interessant. Sådan noget havde hendes far ikke. Hvad skulle den gøre godt for? De små læber skiltes og en barnestemme lød fra den lille fintformede mund, men en barnestemme der lød uhyggeligt mere intelligent og mere distanceret end man ville finde en normal lille pige

"You are wasting your blood and magic on the ground. Why would one do such a thing. Are you enslaving the angel?"

En fin "sæbeboble" af tyrkisgrøn bølgene magi lagde sig pludselig i et halvskjold omkring Enie der løftede hovedet med et ryk over den uvelkomne indblanding. Hun så med let rynkede bryn tilbage på sin søster. Tia holdt en hånd ud mod hende og pegede derefter sigende op hvor tagstenssplinter, murbrokker, støv og andet godt syntes nærmest at fordampe før det kom i kontakt med skjoldet og før det kunne nå at banke den lille pige flad.

"The roof if dwipping on wu"

Forklarede hun med et smil imens hun tyggede på enden af en fletning. Hvis man på nuværende tidspunkt havde kunne høre noget igennem fjersusen, glas, mursten og metal der skreg i variende grader, samt brølende engle havde man nok opfanget det høje klak af sortskinnende pumps der smældede hurtigt mod astfalten. Klapvognen var blevet efterladt. Porcelain havde fået en ordre der lå dybt forankret i hendes bevidsthed. Hun skulle beskytte børnene. Børnene var i fare. To småpiger fulgte tæt i hælende på den nytilkomne hybrid, holdende hinandens hænder. Den ene var fedtet ind i candyfloss den anden var blot en smule vindblæst.

Unexpected fun!
- No Daya, no fun! Enie get back, it's not daddy!
I know it's not daddy! She fell out of the skye...
- Demons don't fly, angels fly. Did he get babies with the demon?
Demons and angels don't corpulate. Disgusting abo-...
- DAYA! Behave!

Den mentale tankeudveksling mellem de 4 piger gik så hurtigt at det ville være svært for de fleste af følge med. Det tog få hjerteslag og var så naturligt for dem, som det ville have været for mennesker at trække vejret. Daya vred sin lille hånd ud af Lee's og sukkede surt over at have fået skæld ud. Hun lagde surmulende armene over kors og satte sig demonstrativt ned på jorden med et bump og så den anden vej. Dog spillede et lille uhyggeligt smil om hendes læber. Hun begyndte at nynne lavmælt. En lille melodi

Ashes...Ashes...they all...fall...down....

Aske...Brænde. Noget brændte. Procella kunne lugte brændt kød i sin næse. Der var noget galt. Noget frygteligt galt! De ville slå hende ihjel. De ville brænde hende. Stemmerne! Gid de ville lade hende tænke. Noget tungt lå over hendes bevidsthed og forhindrede hende i at handle. Der ville ske noget. Noget grimt. De kom efter hende. Lige om lidt. De ville brænde hende!

Daddy? Don't let them take her! She is my friend!
- Hush child. If the humans don't get their sacrifice they will take you. You be quiet now. Close your eyes. Humans don't remember what they don't see. Don't let them see your eyes. Take your sister. Hide. Run!

Der var gråd. Der var frygt. Der var en dør der blev sparket op. Et skrig. Et skrig der gik langt ind i sjælen og fik hende til at fryse. Noget der brændte. Flammerne.

- Fear the fire. The fire hurts. Run! Hide! Find The Witch! The Little Red Witch. Kill the fear! Kill the witch!

Procellas bevidsthed begyndte at krølle i kanten. Skriget hun kendte, lagt sammen med en frygt hun kunne smage i luften, had, talen om helvede, trykket på hendes bevidsthed steg og steg. En tyk strime af blod begyndte at løbe fra hendes næse og ned over hendes overlæbe, men hun bemærkede det ikke engang.

... it worked ... the demon ... was distracted ... why ... oh god dammit!
Wil svajede usikkert på benene da McClain pludseligt slap hende og chokket over det voldsomme angreb efterlod hende lettere shaky.
Dæmonens råb og børnenes gråd rev hende ud af chokket og hun styrtede hen til vinduet efter den anden kun for at få øje på Helias der var ved at ligge børnene ned og en meget velkendt skikkelse. Hvad lavede jægeren her? så fik hun øjne på de fire børn der så ud til at være et par år gamle og fortrød med det samme at nogensinde være gået inde i denne her bygning. Det måtte være jægerens, dæmoner havde jo et eller andet sært med vækst og jægeren havde genvundet sin slanke skikkelse.. Jup, det var vist fire styks halvdæmoner... Nu måtte hun rede hvad hun kunne og så låse dæmonen inde i bagagerummet hvis det blev nødvendigt.

Først børnene ... Hun for over til sengen og måtte trodse sin lyst til vaske hænder så snart hun rørte lagnet. Hun rev det af madrassen og bandt det som sig som man ofte så fattige afrikanske mødre gøre det så hun havde begge hænder fri. Hun spurtede imod vinduet, endeligt begyndt at blive sur, ikke kun på dæmonen. Englen måtte være sindssyg.. at ligge to nyfødte menneskebørn på jorden om natten uden noget på. De ville hurtigt fryse ihjel og hun kunne ikke selv give dem nogen varme. Så begyndte verden at skælve og Wil halvt hoppede imod vinduet uden tøven.
Hun landede på jorden næsten to meter fra brandtrappen, efter at måtte fortage et anstrengende vrid med kroppen for at undgå brandtrappens gelænder der ikke længere lod til at være til at stole på og greb forsigtigt børnene som hun placerede i lagnet der hang over hendes bryst. Bekymret så hun op imod husets tag der lod til at kunne falde ned hvert øjeblik. Så faldt hendes blik igen på englen.
"Oh angel... you really weren't the smartest in the armada, were you.."

Med en arm om børnene for hun imod sin bil og fortrød bitterligt at hun ikke havde parkeret tættere på. Hun kunne ikke slæbe den ødelagte dæmon samtidigt med at hun tog sig af børnene så hun måtte prioritere børnene først.
Hun nåede bilen og hev døren åben så hun kunne placere de to små på forsædet, begge viklet ind i hendes frakke så de kunne holde varmen og inden hun startede bilen og satte kurs tilbage imod McClains lejlighed sørgede hun for at skrue op for varmen så de to ikke ville komme til at fryse.

Hun stoppede bilen langt blødere end hun ellers ville for ikke at skade de to små, og smækkede døren bag sig.
Why am i always in the middle of the crazy?
Hun havde været væk i lidt over et minut og hun kunne godt se hvilken vej dette her ville gå.. Englen var tilsyneladende ved at gå divine avenger på den totalskadede dæmon, huset lod til at ville kollapse, det lod til at være englens skyld, og jægeren lod til at være ved at enten besvime eller blive synsk.
Hun stod ovre ved dæmonen sekunder senere og overvejede om hun virkeligt turde røre ved den for man vidste trods alt ikke hvilke væsker den dæmon havde lækket. I sidste ende vidste hun at hun ville blive nød til at røre ved den.
Wil sukkede og greb fat under McClains arme og trak hende på benene.
"Any tricks, Dakota, and i will personally rip out your spine trough your nostrils. Now behave... And by the way.. you are disgusting..."

Hun så mørkt på englen der ikke så ud til at være sig selv og håbede virkeligt ikke at hun ville blive nød til at hamre ham ind i muren. McClain placerede hun som en sæk kartofler over sin skulder og begyndte at bevæge sig rundt om englen og imod jægeren og hendes bil.
"I am leaving with this one, angel... find some other demon to go divine avenger on.. this one is totalled anyway.. Hunter, you alright back there?"
Hun turde ikke vende hovedet endnu, for englen så ikke ud til at være specielt glad, faktisk så han ud til at være ukarakteristisk rasende.

Verden gik i stykker. Ikke blot Cherlyns eget univers, eller kroppen hun befandt sig i.. Men selve verden omkring hende. Verden eksploderede. I de første par sekunder efter, at hun havde ramt jorden med ansigtet først, var det mest bare mørke, og lyde, som genlød fra hendes eget hoved. Hun kunne hverken se eller tale. Det var som om, at nogen havde smækket en hånd i ansigtet på hende, og stædigt fastholdte den i et forsøg på at kvæle hende. Langsomt, men verden brølede videre, med sin knagen og flyvende genstande, som bragede imod væg og jord, trængte en fin men fremmede stemme sig igennem det hele.

Enslaving?.. The Angel? Oh yea! The Angel.. The kids.. Need to get up. Arh, come on you crappie piece of demonic.. crap.. GET UP!

Selvom det udadtil virkede til, at Cherlyn var meget stille her i al kaoset, ja, næsten foruroligende stille, hvis man kendte hende godt nok.. Så foregik der en overraskende masse aktivitet bag lukkede døre inde i dæmonen. Det var som om, at hun var fanget i sit eget lille mørke, og kun lige kunne skrige højt nok til, at hun selv kunne høre det. Et lille prik, fra den fremmede halvdæmoniske unge foran hende, fik dog sat lidt gang i nerverne igen. Den skrigende lilla rangle gav et ynkeligt vrik fra sig, og forsøgte tydeligvis at hejse sig selv op. Dog måtte en opgive på forhånd, da den halv murbrok kværnede igennem luften, og smadrede nedover halen, imens støvet regnede omkring dem. Halen faldt slapt tilbage, næsten i samme vinkel som før. Dog begyndte fuglereden at bevæge sig en smule. Det lykkedes rent faktisk dæmonen at få sit hoved løftet så meget, at hun kunne få vredet det til en vinkl, hvor hun kunne se fremad. Hendes øjne var slørrede, og ansigtet lignede noget fra en gyserfilm, med blod og skidt over det hele. Munden var nærmest et stort sort hul, af mørkt blod smurt ud i en slimet masse. Den lod også til at være på grænsen til lammet, og nægtede at lystre ordre. Derfor, da Cherlyn faktisk forsøgte at besvare ungen, blev det ikke meget bedre end..

"Fuuuuut.. Mja baaaabii.."

Hovedet dumpede tungt ned på jorden igen, med en irriteret smasken, over mundtøjets ringe præstation, imens øjnene fortsatte lidt længere fra ungen. Der var folk over det hele. Stærke energier. Unge, gamle og meget gamle. Not løb bag hende, noget rejste sig, og nogle lys forsvandt. Hendes lys. Øjnene blev knebet sammen i al støvet, imens flere unger samlede sig foran hendes blik. Blikket flakkede uroligt rundt. Ungerne lignede utroligt meget hinanden. Var hun virkelig blevet gal? Deres tøj.. Men de.. Hov vent. Som et andet dyr, blev hendes fokus atter fanget. Dér. Cherlyns næsten usynlige pupiller, samt næseborer, udvidede sig i refleks ved synet af Procella. For nu var hun ikke til at genkende, men de gule øjne talte til hende.

Is... Is.. Is that.. What-..

Længere nåede tankestrømmen ikke, før en genkedelig stemme brølede ud mod hende, sammen med kraftkilden bag hende.

Great... Huh.. Wait.. Heavenly... Me don't like! It burns! Kill it! Must kill the thing! Eat it all!

"Tappert" eller nærmere desperat gav Cherlyn sig til at vride sig i sit lille krater på jorden. Hun lignede mest af alt en døende tunfisk, selvom hun faktisk blot forsøgte at face Helias, som stod og gjalpede af hende. Men i stedet for blot at blive overladt døende til sin skæbne, som det efterhånde sørgerligt nok kunne minde om, greb et par spinkle, men overraskende stærke hænder, pludselig fat omkring hende. Selvom det faktisk lykkedes Wil at få dæmonen på benene uden nogen indvendninger, var der ingen tydeligt hjælp at spore. Cherlyn kunne lige så godt have været en kludedukke, eller på grænsen til at blive kaldt et lig. Kroppen hang blodig og ødelagt i vampyrens arme, samtidig med, at hun lige fik svunget hovedet få centimeter fra at ramme Wil's.

"Mwerriiia.. 'O hjaaate!"

Da hun selv indså, hvor håbløst det var at kommunikerer lige nu, gav halen blot vampyren et sidste fornærmet dask over kommentaren, inden kroppen nærmest over skulderen, af ren udmattelse. Det eneste hun kunne stille op nu var at følge verden i bogstaveligste forstand falde sammen omkring dem, imens blodet stadigvæk dryppede fra den nærmest illelugtende, for ikke at nævne gennemsmadrede krop.

Englen stod stille et øjeblik som Azuriel's vrede virvlede rundt i hans krop. Men ligeså hurtigt som den var opstået, ligeså hurtigt forsvandt den igen da hybridens opmærksomhed gled væk fra dæmonens ynkelige form på jorden. Helias nåede derfor kun lige at bemærke at børnenes lys blev flyttet hurtigt bort fra ham.. Alt for hurtigt til at være mennesket. Hun stod stadig frosset, uden tvivl skræmt fra vid og sans af det der udfoldede sig foran hende.

I Helias tanker rasede der stadig alt det opsamlede had og vrede imod uvæsnerne der havde fodret ham igennem korstogene. Azuriel's ord fra tidligere rungede dybt i hans væsen.

You never did this for us. you just looooove killing things. We killed to try to rid the world of evil. You? You did it for power.

Helias blinde øjne rettede sig endnu engang imod stedet hvor dæmonen var faldet, hans ansigt en maske af vrede. Hans mission var hellig. Den himmelske Fader havde placeret ham på jorden for at lede de døde og for at give dem fred.. Fred badet i synderenes blod. Dæmoner og Vampyrer var ikke guds børn og fortjente ingen nåde.
Et andet minde pressede sig pludseligt på. Et minde fra nutiden. En nat med et væsen af ikke helt menneskelig natur..

No! I will not be tainted by the vile evil.. They are corruption my thoughts.. but.. the demon didn't do this.. the other one. The one taking the children. She-

Vampyrens spottende ord ramte ham igennem hans tågede tankestrøm.

"I am leaving with this one, angel... find some other demon to go divine avenger on"

"NO! Spawn of Darkness you will not escape the Father's wrath!" nærmest brølede Helias i det han satte af fra jorden med et enkelt slag fra sine enorme vinger. Lyden af de midnats sorte fjer var som en hvisken fra tusind stemmer imens Helias blindt kastede sig frem mod dæmonen. Hans ene hånd arbejde hurtigt og smurte blodet i hans ansigt ud som et kors over hans ansigt og bryst, alt i mens han begyndte at messe.

"O Pater coelestis. Da imperium tuum puero isto oravi, ut percutiat malum invenerit. In vestibus et sanguinem crucis eius, polliceor mortale vas voluntatem tuam et tange divino tuo iram inimicorum." - Oh Heavenly Father. Grant strength to this child of yours, that he may strike down evil where he finds it. Dressed in blood and cross he pledge his mortal vessel to your will and let your divine wrath touch your enemies.

Fire...Pain...Witch. Kill the Witch...

Blodet fra jægeren næse strømmede kraftigere da hendes sinds vægge begyndte at dirre. Procella fattede slet ikke at verden var i dyb dyb kaos omkring hende og at hendes børn var det værst tænkelige sted man overhoved kunne forestille sig, og det var egentlig nok en ret god ting, alt taget i betragtning.

Nedløbsrøret sagde en underlig flumpet lyd da det pludselig et kort sekund trodsede alle naturlove og hang i det tomme rum et øjeblik, for det som en bedre harmonika gav efter for sin egen vægt og foldede sammen på midten. Det smadrede ned over de 3 småpiger - hoppede tilbage på det opståede tyrkisgrønne skjold de fremkaldte, og ramte jægeren som en baseball-spiller ville have lavet en homerun.

Procella lavede en utrolig smuk pirouette omkring sig selv. Man kunne næsten fristes til at kalde den direkte tragisk yndefuld. De ellers stærke ben dirrede kort under hende. Hun blinkede let med øjnene, vaklede, og med øjne der kørte rundt i kraniet på hende, imiterede hun sin datter og satte sig tungt på røven i gyden. Hun blinkede....langsomt....Var der nogen der talte til hende?

"Uhm...Tehe...Wha...?"

Procella prøvede at fokusere. Der var et lille sløret rødt hoved et eller andet sted, og var der ikke noget med at hun vidst nok kendte den person det der røde hår sad på?

Det var så i det øjeblik at en sektion af taget, med forsinket effekt, valgte at give efter for det pres det havde været under fra det arrige spøgelse, og som en snedrive under tø bragede det ned over de tilstedeværende i gyden. Procella så det aldrig komme. Tagsten haglede ned over hende og en ramte hende direkte oven i hovedet. Der lød en underlig dump og våd lyd, som bare på ingen måde kunne være sund. Det mørke hår blev vådt af blod.

"...I think..I got a booboo..."

Stønnede hun. Derpå rullede øjnene bagover i hovedet på hende og hun faldt sammen som en kartoffelsæk da hun mistede bevidstheden.

Børnene stod komplet handlingslammede af frygt og overraskelse, ikke på egne vegne, men deres mors. De havde aldrig nogensinde før oplevet de massive skader jægere ind i mellem pådrog sig, og det var jo også udvedkommende for det var jo ikke deres mor det gik ud over. Det var det nu.

MOMMY!!!!

Det mentale skrig kom fra 3 desperate småpiger. Den sidste, halvfornærmede rejste sig en smule usikkert og så ikke helt ud til at hun vidste hvad hun skulle stille op med situationen.

”sorry dear.. i didn't get that...”
Wil tillod sig et kort smil, men stanken fra dæmonen fik hurtigt visket det af hendes ansigt igen. Englens brøl fik næsten Wil til at krympe sig, da mindet om et særdeles ubehageligt møde med en af de hellige fjerkoste fik hendes pande til at prikke ubehageligt.
”... Oh fuck... Dakota... im gonna drop you for a second here..”

Wil fik hurtigt vippet dæmonen ned på jorden og rettede sig op lige i tide til at høre englen begynde at messe på hvad Wil formodede var latin. Hun forventede halvt om halvt at englen ville sende en eller anden hellig formular i hovedet på hende, men der lod ikke til at ske noget.
En voldsom serie af brag bag englen overdøvede resten og wil nåede ikke at se murstenene komme flyvende før de ramte hende på siden af hovedet og fik hende til at vakle til siden. Hendes øjne ville pludselig ikke fokusere og en dump smerte bag hendes øre gjorde det svært at koncentrere sig.

Ud af øjenkrogene kunne hun til den ene side se McClain ligge smadret på jorden og til den anden de fire børn og en klump som hun formodede var jægeren. Hun havde hørt den kvalme lyd da Procella blev ramt af stenen, men kunne ikke nå over for at hjælpe før englen nåede over til McClain. Stadig ude af stand til af fokusere ordenligt og ganske svimmel placerede hun sig foran dæmonen og forberedte sig på at brydes med englen. For en der havde fået så grundige tæsk af dæmonen skulle man ikke tro at han havde energi til en slåskamp. Der var sket et eller andet efter han var kommet ud af lejligheden men takket være McClain havde Wil ingen anelse om hvad det kunne være.

Ude fra havet blæste en hård, kold vind ind over Werclare, hvor den fik støvet fra det kollapsede tag til at flyve rundt i gyden, og med lidt hjælp fra Wil, hamrede ind i englen der kom imod dem med høj fart. I modvind som den var vingerne ingen fordel, tværtimod burde det gøre det langt, langt sværere for englen at kæmpe sig fremad.Vinden lod til at efterlade vampyren forholdsvis upåvirket, men for de andre i gyden ville i hvert fald støvet der blev hvirvlet op være til gene.

I håbet om at hun havde købt sig lidt tid, løftede hun dæmonen op og placerede hende i nogenlunde læ, halvvejs bag en container. Stanken fra hende kunne alligevel umuligt blive værre, eller.. det troede Wil i hvert fald ikke. Med McClain af vejen rullede Wil med skuldrene, var ved at snuble over en murbrok som hun ikke havde set i sin svimmelhed og gik en smule frem mod englen igen.

Den gamle dæmon havde ikke fået meget ud af at forfølge jægeren i den tid han havde gjort det. At han ikke kunne se hvad hun lavede i sit hjem var naturligvis en selvfølge, hendes mand havde mange forskellige vagter ude og der var også sikkerhedsforanstaltninger af andre slags.
I nat var dog en helt anden sag. Reaper var ude med sine børn, og forvirringen af det cirkus de forholdt sig i, lod til at få børnene til at forsvinde for både Reaper og for Savoy, der kun havde sit blik på jægeren. Han fulgte stadig diskret efter.
For en mand, der havde en stok med med et skjult sværd inden i, iklædt nålestribet jakkesæt og med et lille, tilfreds smil på sine læber, holdt han sig skam ganske diskret. Han ønskede at vide, hvad Reaper var ude på, og lige nu så det ud til, at det var et godt tidspunkt at finde ud af bare et eller andet. At det skulle blive til noget helt andet end hvad han forventede - nu var Reaper jo en jæger - var ikke til at vide.

Savoy fulgte efter, som gruppen kom til en gyde, men holdt sig helt på den anden side af gaden, skjult i mørket.
Altså, indtil en dæmon hoppede ud af vinduet, sammen med en anden og en helt tredje kom flyvende med sine englevinger. Kaosset var totalt. Savoy ville hellere end gerne have fokuseret på, at redde situationen for alle parter, men han havde kun behov for at få fat i Reaper, der nu lå begravet under flere murbrokker.
Uden de vilde bekymringer, valgte han derfor, at gå ud fra sit skjul, hen over vejen, mod forsamlingen af overnaturlige. Han genkendte svagt Cherlyn fra for et godt, langt stykke tid siden, men hun irrelevant lige nu. Desuden så den ene, han ikke kunne identificere race på, ud til at have styr på både dæmon og englen, der så ud til at være gået i fuldstændig raseri.

Han kiggede kort på folk med et undskyldende, men selvsikkert smil, mens han gik forbi dem.

"Excuse me gentlemen and ladies,"

Sagde han højt nok til at overdøve englens råben, hvorefter han fandt frem til Reaper. Hun var dækket af nogle meget tunge murbrokker, som intet normalt menneske ville kunne løfte, men Savoy var en dæmon. Han var en dæmon der kunne gøre sig selv stærkere. Derfor så det ikke ud til at være et problem for ham, da han først sørgede for at Reapers unger var i sikkerhed hos Porcelain, hvorefter han tog fat om den første tagsten med hænderne og fik sendt den flyvende over i den anden ende af gyden - hvor der ingen var, havde han forsikret sig om. Den næste fik samme flyvetur og lige så gjorde den tredje. Det larmede en del.

"There you are, Reaper,"

Mumlede han for sig selv, før han tog sin stok op igen. Derefter samlede han jægeren op over sin skulder, ligeglad med om hun nok ville bløde på hans jakkesæt. I stedet for at vade igennem alt kaosset igen, valgte han, at sætte hårdt af og springe vertikalt igennem, før nogle af de forskellige folk kulminerede med hinanden. Han sendte et blik mod Porcelain og fik øjenkontakt.

"Make sure they get home safely!"

Kommanderede han alvorligt, mens han fjernede sig helt fra det store "slag". Han havde ikke rigtig lyst til at kaste rundt med engle og andet "godtfolk" i nat.

Det var nok tvivlsomt om hybridbarnepigens handlinger egentlig havde noget at gøre med den fremmede dæmons ordre. Ikke destomindre skovlede hun børn op i sine arme, uden den store hensynstagen til hvis hoveder der blev bonket sammen, og hvilke arme eller ben der strittede i hvilke retninger. Hvis man gav sig tid il at tænke over det så måtte det nok gøre forholdsvis ondt på pigerne at holdt i alle mulige - og specielt umulige - stillinger.

NO MOMMY!
- LEAVE HER ALONE!

To af de sære småbørn panikkede fuldstædnig da en fremmed dæmon pludselig kom og mornappede. En virkede til at blive edderspændt rasende over det, men den sidste...Da Savoy satte af i et gigantisk spring med den komplet bevidstløse kvinde var der en sær...medvind? Som et let skub nedefra der øgede kraften i springet, noget der klart var udefrakommende.

Pfh. Demons. Always with the dramatics. I knew we would meet him again.

Lød en stemme tørt i Procellas udstemplede bevidsthed.

"I don't like flying...put me down! "

En charmerende blanding af spyt og blod sejlede ud af den stadig mere eller mindre bevidstløse jægers mund, med fare for at ryge op i hendes næse, som nu teknisk set var nedaf. At påstå hun var et kønt syn ville være meget ærgelig. Jægeren havde bestemt set bedre dage. Men selvfølgelig skulle hun brokke sig, selv sin halvdøde tilstand.

I gyden et sted under dem og hastigt forsvindende, blev de 4 piger sprællende og protesterende ført i meget bestemt sikkerhed af hybriden hvis ordre aldrig havde været til diskussion. Hun skulle sørge for børnenes liv og sikkerhed.

((Out med Procella, børn og barnepige))

Dæmonen fandt stadigvæk sig selv hængende over skulderen på den lille vampyr, som var hun intet mindre end et dødt dyr, der blot blev udstillet på grund af sin prægtige pels. Dog var der intet prægtigt over Cherlyn i dette øjeblik, og det lod stadigvæk ikke til at være feset ind knolden på dæmonen, at hun faktisk ikke bar nogen anden form for beklædning, end resterne af en tilsølet top. Det der i stedet så ud til at fylde hovedet på hende, var de flyvende genstande, der pludselig havde givet sig til at flyve rundt inde i den minimale kampzone. Det var egentlig ikke, fordi Cherlyn havde gennemskuet, at tingene var farlige, men mere fordi at verden så så utrolig sjov ud. Og så lød der pludselig et lidt anderledes knas.

Vampyren ville kort bemærke, hvordan dæmonen pludselig nysgerrig vred på sig, imens hovedet blev tvunget i den rigtige retning, lige tids nok til at se, hvordan den yndige jæger dejsede omkring på jorden, som en sæk kartofler. Sjovt nok skulle der ikke meget mere til. Cherlyn udstødte en dyb, hæs lyd, der nok i første omgang skulle have været i latteren - Men i det mindste lod det til, at hun morede sig.. Lige indtil englen atter begyndt at brøle.

Dæmonen gav et ordentligt spjæt fra sig, da hovedet træt rullede rundt igen, og fik øje på den knejsende engel, der bragede ned mod dem, i regnen fra murbrokker, afløbsrør og andet møg, med blodige kors og himmelske salver.. De mørkerødt indsmurte læber blev hastigt skilt fra hinanden, hvorefter en sønderrivende, dyrisk lyd fløj ud, og blev reflekteret igennem det meste af gyden. Dæmonen lød pludselig mere, som en skræmt lille hund, end den frygtelige dæmon hun skulle forestille at være. Trods de tidligere møder med Helias, som havde forgået på noget mere nær hold, lod synet alligevel til at spasse den medtagede dæmon komplet ud. Til trods for sin handicappede tilstand vred hun sig, som en gal orm over McRians skulder. Vampyrens ord blev ikke engang opfanget, og dæmonen stoppede ikke sit skrig, før hun fandt sig selv i læ bag den hørmende container.

Det unaturlige og slet ikke menneskelige skrig aftog ganske langsomt, imens kæberne blev smækket sammen, med en våd lyd fra læberne. Dråber af mørkt blod der kort blev hevet med af vinden, standsede hende ikke fra at stikke hovedet ud, og noterer sig endnu en velkendt skikkelse, der pludselig hoppede afsted med den gul-øjede dames skikkelse.

Oh.. That.. That's..! Eh.. Me no remember.. No!

Cherlyn trak sig hastigt tilbage, da endnu en murbrok styrtede ned foran hendes hænder, hvorefter den knustes. Dagens smerte havde alligevel sat sine præg. Hun have bestemt ikke lyst til mere. I stedet gav hun sig pludselig i retning af bilen, hvor to spæde gråd pludselig kunne høres. Børnene havde ikke nydt al kaoset, og savnede selskab i den halvvarme bil. På en måde, som kun kunne beskrives på gysermanér, slæbte den sønderrevne skikkelse sig nærmere bilen, imens genkendelsen svagt var at spore i det fast besluttede blik. Sulten havde allerede meldt sig igen, og bilen virkede varm.. Så varm og sikker. Vampyren og englens kamp var allerede glemt.

Vinden rev i Helias vinger og drev ham tilbage for et øjeblik. Omend de så imponerende ud var de skrøbelige, akkurat som resten af hans krop. I et kort sekund genvandt Helias fatning da smerterne fra hans mørbankede korpus rev igennem ham. Hans blinde øjne søgte rundt i gyden, useende som altid. Det eneste han fornemmede var vampyren foran sig og det utrolige had der brændte i ham. Han vidste dog også at politiet snart ville være der med så megen ravage som de havde lavet.

"Those children better be safe.. I'll come after them. Hellspawn.."

Helias tog benene på nakken og flygtede. Væk fra vampyren og væk fra gyden. Der var ikke meget han kunne gøre for at skjule blodet og skaderne anden en at prøve at undgå så mange folk som muligt. Det ville blive en lang og sej kamp for at komme i sikkerhed.

Wil skulle lige til at sige et eller andet da hun så McClain kravle ud fra hendes skjul, men så tilsidst opgivende på den sønderbombede dæmon der ynkeligt kravlede igennem gyden, inden hun rev sin opmærksomhed tilbage til englen der til alt held ikke så ud til at være stærk nok til at flyve imod den vind hun havde skabt.
"I expect you too, angel."
Vinden hvirvlede støvet op i den nu næsten tomme gyde. Hvad der var sket med jægeren og hendes børn var vampyren ikke helt klar over, men mon ikke hun ville høre fra hende snart igen. Wil kunne svagt høre en bildør smække, og hun fangede et sidste glimt af englens frakke, da han rundede hjørnet ud til vejen. Med et sidste blik på den ødelæggelse selskabet havde forvoldt, forlod hun den mørke gyde og skyndte sig hen til sin bil.

Med et gys så hun ind af ruden, på dæmonen, der allerede havde svinet hendes stakkels sæder til. Nu Galdt det om at få McClain låst inde et sted, og få børnen efterset af en læge. De havde allerede været udsat for alt for meget i deres første timer.
Hun hev døren op og fik hurtigt sat sig ned, for at starte bilen for i det fjerne kunne hun så småt høre nogle sirener komme tættere på. Kort efter var hun på vej imod en lille klinik, kendt blandt overnaturlige for dens diskretion, med dæmonen spændt fast til sædet ved siden af wil og de små sikkert spændt fast på bagsædet.

//Cher og wil er nu ude af tråden... så omsider kan jeg nu erklære tråden for officielt afsluttet! Rejoice!//