Turning upside down [Pro+Stefan]

Dato: 11. december 2012
Tid: Kl. 17.32
Sted: Et lille hus ca. 1,5 km udenfor Werclare.
Vejr: Isnende koldt med hård bidende vind, stjerneklart.



Døren smækkede efter hende med et hult bump. Det lille røde hus var kun oplyst af månens skær og stod ensomt dér ved grusvejen. Hun behøvede intet lys og havde derfor ikke travlt med at finde stikkontakten. Mørket var faldet hurtigt den sidste halve times tid, Den triste Skov som hun havde bevæget sig igennem var blevet sort og stille, ensomme træer strakte sig formålsløst imod månen. Hvis kulden havde kunnet påvirke dæmonen på samme måde som med mennesker, ville den knoglede skikkelse dér på gulvet foran hoveddøren ryste af kulde. Den blå nuance der lå over den alabasterhvide hud skyldtes ikke kulden, ej heller det forpinte ansigtsudtryk.

Tidligere den eftermiddag havde hun bevæget sig ud af huset, havde haft brug for ikke bare at ligge på gulvet og krybe sammen i smerte. Hun tvang sig selv i bevægelse, tvang sig selv til at trave igennem skovens tætteste områder. Maven der var skjult under en trøje og et tæppe (jakken var for længst blevet for lille) svælvede op og ned som om dét der hvilede i hendes skød ikke kunne finde hvile. Hver eneste gang der kom ro over kroppen, faldt ansigtet i rolige folder, kun for øjeblikke senere igen at vride sig og hvæse tænder.

Narcissa skubbede tæppet af sig med trætte bevægelser. Støvlerne blev skubbet af uden brug af hænderne og med langsomme træge bevægelser rejste hun sig op, med brug af døren til støtte. En dyb knurren lød fra hendes strube da hun strakte sig, under de papirstynde kinder gled mørke skygger forbi og de sorte øjne lynede arrigt.

Narcissa vidste selv at der var noget galt. Det sidste døgn havde stået i smertens tegn, og ligemeget hvad hun gjorde kunne hun ikke få fred. Maven havde vokset sig ud af proportioner de sidste par dage, pludselig var det gået så hurtigt. Hun var sikker på at der ikke kun kunne være én derinde. Dæmonen var på randen til at sulte ihjel, intet hun havde jaget sig til på det sidste kunne blive i hende. Hver gang overvandt en voldsom kvalme hende, og alt blev kastet op igen. Menneske, dyr, mand, kvinde, børn... hun havde prøvet alt. Sågar været ved en slagter og købe udskåret dyr bøf... intet virkede.

De tynde fingre gled ned imod det lille bord der stod ved siden af døren. Mens tunge slæbende fødder flyttede hende fra den mørke entre og ind i stuen, tastede de en lang række numre på dén mobiltelefon hun havde samlet op. Da hun gled ned i sofaen smækkede spidse tænder sig igennem underlæben for at forhindre et skrig stige op og ud i natten. Tyktflydende mørkt blod gled ned over hendes hage dér hvor tænderne efterlod huller.

She's gonna kill me... seing some of the real me... gosh.

Der skete et eller andet i den anden ende af røret, var det hende, eller en telefonsvarer? Narcissa kunne ikke skelne i sin verden af hvidglødende smerte.

"I need... I need your help... please."

Det lød mere hjerteskærende ærligt end Narcissa selv ville have det til. Hendes stemme bævede af udmattelse og overgivelse. Hvad den mørkhårede jæger egentligt skulle hjælpe hende med havde hun ingen ide om, så langt kunne hun slet ikke tænke lige nu. Det eneste hun vidste var bare at hun ikke selv kom ud af denne sofa igen... i hvert fald ikke før det var overstået, og overstå det alene? Kunne hun det?

Lange minutter senere blev det mørklagte rum, kun svagt oplyst af månen, indhyllet i en hysterisk hvinen. Det lød absolut ikke menneskeligt, snarere som en løvindes højtonede hvæsen blandet med en dyb undertone der knap var hørbart, men absolut havde sin påvirkning. Narcissa verden var ved at gå i stykker, fra brystet og ned kunne hun ikke længere kende hoved og hale i hvad der var hvad. For hende var det hele én stor pærevælling af hvidglødende smerter der væltede frem uden at tage hensyn til om hun selv kunne følge med. Livet under maveskindet bølgede hidsigt frem og tilbage og dæmonens underliv føltes som om det skulle springes.

Omkring dæmonen blev mørket tættere. Det sorte hår om hendes hoved var filtret ud over det hele og mindede mere og mere om et hav af skygger med bund i hendes hovedskal, under den tynde hud gled mørke skygger frem og tilbage som i en smertens dans, de sorte øjne funklede og hvide spidse tænder prydede ansigtet i en sindssyg forstænkning af kontrasten mellem mørket og den hvid/blå hud. Narcissa havde aldrig været så langt fra den menneskelige skal som lige nu... smerter og sult drev hende imod mørket, en rejse hun ikke selv havde mulighed for at stoppe lige nu.

I dæmonens underbevidsthed startede en dunkende puls, et signal der langsomt blev vakt til live. Igennem tråde af mørke imod mørke fandt en lille næsten ikke-eksisterende glød sit mål og begyndte sin rejse. Mennesket... der blev hevet, trukket og langsomt kaldt imod det lille menneske hun havde mødt måneder forinden. Kroppen satte selv igang i overlevelsesinstinktet og gennem sjælebåndet til Stefan blev der hevet og slidt i ham. Mennesket ville selv kunne finde vej, uden at kende den. Han ville vide hvem der kaldte, uden at huske hendes navn, han ville kunne genkende 'følelsen' af hende og ikke kunne stå imod.

... I need to feed!

Stefan lod sine fingre let og elegant spænde BH'en op, på den blonde pige han allerede havde glemt navnet på, hukommelsen var ikke helt hvad den havde været eller også var det fordi pigen ikke skulle huskes bagefter alligevel. Han smilede til hende og lænede sig frem for at kysse hende.. i det han pludseligt følte .. følte at han skulle noget, han prøvede at ignorerer det og forkortede afstanden mellem ham og pigen for at starte det kys han havde planlagt. Men følelsen blev kun kraftigere jo mere han prøvede at stå imod. Han skubbede så blidt pigen ned fra sig og rejste sig op, tog sine bukser fra gulvet trak dem på og derefter sin t-shirt. Før han så tog sin jakke og sko på og var på vej ud af døren. Pigen der jamrede sig og spurgte hvad han havde gang i, hørte han slet ikke og han reagerede ikke på den pude der blev kastet efter ham inden han smækkede døren i bag sig.

Hvad eller hvor eller hvem han var på vej hen til, vidste han ikke, men han vidste det var vigtigt og det skulle være nu. Han kendte hende og han skulle hen til hende nu, han genkendte den følelse .. det havde noget at gøre med den følelse af at han manglede noget der havde været de seneste måneder, som ikke bare havde været Aliases forsvunden.

Han anede ikke hvor han befandt sig henne, men hans fødder havde selv ført ham ud i den kulde han ellers for længst havde nægtet at gå ud i, igen, inden i morgen. Han frøs på sine hænder, men det betød ikke noget, for han vidste der ikke var langt endnu.

Han stoppede ikke op eller bankede på i det han nåede til det lille hus, men gik direkte ind af døren og lukkede den bag sig. Han så på hende og så op og ned af den .. den .. gravide kvinde? Hvem var hun og hvad ville hun? Han kunne slet ikke genkende hende med den store mave, hun så så udmattet ud, hun lignede slet ikke .. det gik så op for ham hvem han stod overfor .. det var kvinden fra baren .. det var vel ikke? nej.. nej for de havde ikke sex .. selvom det næsten havde føltes sådan. Havde de haft sex? Nej det havde de altså ikke. Han sank og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv "Er du okay?" spurgte han så dumt, da det var tydeligt at se hun jo ikke var.

Allerede længe inden mennesket satte fod i den mørke stue vidste dæmonen at han var på vej. fra det sekund hun mærkede båndet imellem dem give genlyd af hans færd løb hendes tænder i vand.

På trods af at Narcissas bevidsthed var som blendet havregrød, var der stadig helt instinktive reaktioner i gang. hun forsøgte at rejse sig, gøre sig klar til at gå byttet i møde... Kroppen nægtede. Smerte bandt hende til sofaen som tunge lænker og hidsig hvæsen slap hendes læber.

Lange minutter senere skiltes de sprukne læber i et gruopvækkende smil. Sorte øjne stirrede som stilke imod den slanke unge fyr der stod dér på gulvet foran hende og så noget så chokeret ud. Der var meget langt fra den gudesmukke kvinde hun havde været dén aften, til det der nu sad i sofaen.

Langsomt spredte hun armene ud, ansigtet stadig smilende, men samtidig fortrukket i smerte. Hun ville gerne have svaret ham, men intet fungerede længere som normalt og kun instinktet trak i ham. Gennem det stykke af den unge mands sjæl kastede hun sig imod ham og trak i ham. Forsøgte at få ham til at bevæge sig over imod hende, sætte sig på hendes skød... og...

Gennem smerten registrerede hun intet andet end at føden var indenfor rækkevide. Så tæt på... kom... tættere endnu!

Stefan havde på ingen måde lyst til at gå hen til den .. gravide dame! Hvorfor var hun gravid?! Ad! Han gik et skridt tilbage, men det trak i ham og han følte alligevel skyldfølelse over at tænke sådan, hun havde jo brug for hjælp. Men hun var gravid .. det freakede ham helt ud, han kunne slet ikke finde ud af sådan noget. Han sank og synes der var noget helt forkert ved det her .. så forkert.

Han lod sig så blive trukket hen imod hende, han kunne ikke stå imod det der trak i ham. Han satte sig på hendes skød og kiggede hende kort bekymret i øjnene, før hans blik faldt på hendes store mave.. der var noget inde i hende .. han havde aldrig været så tæt på en gravid før. Hans hjerte bankede hurtigt og han havde svært ved at finde ud af hvad han skulle gøre, hvorfor sagde hun ikke noget? Skulle hun føde nu? Han knugede hænderne i sit skød og havde meget svært ved at skulle .. være omsorgsfuld, for han vidste ikke hvad man gjorde med gravide kvinder.

Dryp...Dryp....Dryp...

Der var noget vådt der faldt mod trægulvet i huset. Noget der for Stefans menneskelige sanser nok ikke ville kunne opfanges. Noget som med en smule held ville flå dæmonens opmærksomhed bort fra den unge dreng før han endte som pindemad for en hysterisk, gravid dæmon, som om konen ikke var svær nok at have med at gøre til hverdag!

Da mobilen havde ringet havde Procella været fjærtende ligeglad. En dæmon havde brug for hende? Pffh. So fucking what? Men noget ved tonen havde fået hende til at studse. Noget ved desperationen havde alligevel fået jægeren til at haste ud af døren, blive hvinet afsted til færgen, været ved at flå hovedet af samtlige enerværende stupide mennesker PÅ selv samme færge HVER gang de vadede ind i hende og hver eneste pinefulde minut det tog den latterlige gyngende tingest at nå det der udgjorde det forbandede "fastland" der var Deploratus. Hun måtte seriøst arbejde med noget hurtigere...La Sunisha hang hende ud af halsen i henhold til transport!

Da hun nåede i havn havde det ikke taget jægeren mange minutter at få fat i den sandfarvede volvo, og bryde samtlige fartgrænser den fandtes på denne side af den Canadiske grænse...og nok også den Amerikanske...men hvem talte? Bilen havde nok haft en middelfart omkring de 210. Bare fordi man kørte volvo, betød det ikke at den gamle tøs ikke havde fået en grundig omrokering af understellet, og karosseriet var blevet presset til sit yderste.

Hvis Procella havde haft tid til at tænke...men det havde hun ikke. Hvornår havde hun faktisk sidst haft det? Nå...Den grønne dufflebag var over hendes skulder, og jægeren havde været beredt på tredje verdenskrig...var det teknisk set femte? Mennesker...de anede jo aldrig hvad der foregik omkring dem.

En kraftig gysen var gået igennem hende da hun havde tvunget sig ind i dæmonens hjem og magien var brast omkring hende som trådende i et fint spindelvæv. Den klæbede til hende og lå mod hendes hud som et fint imaginært åndedræt, men ikke i stand til at holde hende fast...blot nok til at få hende til at væmmes og have lyst til at skutte sig, og flagre med hænderne og stønne af ubehag...hvis man troede at jægeren kunne stønne af ubehag...det gjorde hun naturligvis aldrig. Hun stønnede kun under sex, og det var aldrig ubehageligt!

Hun var ankommet kort efter Stefan. Faktisk havde hun set ham gå ind i huset, og havde måtte undertrykke en spontan trang til at kaste noget i nakken på ham. En donkraft eller hvad fanden der nu var tungest og nærmest til at slå det forbandet latterlige menneske ud! Hvad satan lavede han dér?! Det var hendes held at Stefan havde lukket døren men ikke låst den.

Procella kørte op i jægermode, og tiden stod stille. Eller gjorde den? Var det hende der bevægede sig hurtigt? Var slåen overhoved nået at glide ordenligt i da Stefan havde lukket døren bag sig? En sky af mørkt hår hvirvlede ind af døren. Læderfrakken smældede ud bag hende da tasken røg på gulvet, og støvlerne af sig selv gled ud til hver side for at finde fodfæste.

Rovdyrgule øjne skar gennem mørket og fangede mennesket da det satte sig på skødet af en dæmon der var mindre end en skygge af sig selv. Havde Procella blot kunne nå at overveje. At tænke. Men Stefan gav hende intet valg.

You goddamn stupid cunt! you fucking souldbound a human?! HIM?!

Sølvdaggerten blev banket ud af hendes hæl, og med et spark ramte hendes fod døren så den påbegyndte at svinge i. Procella flugtede med vilje sin hånd i banen og hvislede svagt da bladet skar sig igennem hendes kød som havde det været en varm kniv gennem smør.

Dryp....Dryp....Dryp....

Varmt blod ramte trægulvet, og jægeren sank svagt i skuldrene og bøjede blødt i hoften så hun var så fast i sit ståsted som muligt.

Come an get me bitch...

"Heeeeere kitty kitty kitty...."

Procellas stemme var lavmælt, lokkende...indbydende og samtidig udfordrende. Ville den hungrige dæmon kunne modstå duften af hendes forjættende blod som hun allerede havde smagt? Procellas satsning var at om ikke andet, at det ville distrahere Narcissa længe nok til at Procella selv havde mulighed for at redde Stefan før han blev til et sørgeligt minde om hvad menneskeheden havde produceret. Et kort sekund havde Procella medfølelse med engle. Tænk hvis Stefan havde haft sådan en...fjerkosten ville være kommet på meget anstrengende overarbejde...Men indtil videre havde Stefan kun Procella, og hun var langt fra en engel...til gengæld havde hun et sæt meget specifikke evner, og dem var hun ikke bange for at bruge. Det var det her hun var bygget til. Redde mennesker. Også selvom det var sørgelige eksemplare af racen.

Udvidede næsebor snusede grådigt duften af menneske ind, men det var ikke dén der var den bedste... frygten fra selvsamme var langt langt bedre. Havde hun været i sit es, havde Narcissa svælget sig i den, fremprovokeret mere kun for sin egen nydelses skyld. Men hun var langt fra i sit es, og det eneste der skete var at tænderne, om muligt, blev en anelse spidsere og læberne skiltes endnu mere.

Med mørkt halvstørknet blod på hagen, hidsigt lysende øjne og negle der mest af alt lignede klør lænede hun hovedet tilbage i en dyb rungede latter. Hæse støn stod ud af svælget på hende, og dæmonen, det dyriske sultne bæst frydede sig over det mad den nu skulle indtage. Der var, på trods af udhungring, ingen grund til ikke at nyde øjeblikket, efter hun instinktivt vidste at den sjælebunden knægt var fanget.

Omkring den spinkle skikkelse i hendes skød dansede skyggerne grådigt. Under det udstrukne mørkegrønne stof hen over maven, anedes lynsnare bevægelser. Langsomt lagde dæmonen de knoglede hænder på Stefans skuldre. Hovedet rettede sig imod ham igen og en veltilfreds grynten lød fra hende.

I næste sekund blev Stefan slynget væk fra sofaen af et skub der bestemt ikke tilhørte noget af denne verden. HUndæmonens opmærksomhed blev rettet imod den langhårede kvinde der stod ved døren til entreen. Langsomt tiltede Narcissa hovedet, næsten som søgte hun at finde ud af hvem denne kvinde var. Var der er strejf af genkendelse igennem det freværende blik? Eller var det udelukkende erkendelse af at dette bytte var hundrede, nej tusinde, gange mere attraktivt. Blodet... dets duft lokkede og gjorde dæmonen vanvittig alleree inden hun fattede at det var blod.

Et kvart sekund senere var hun på benene., men det varede kun to stavrende skridt før de gav op under hende. Narcissas krop vred sig i kramper og det skrig der undslap hendes mund vidnede om den vanvittige smerte der ramte hende. På gulvet under den klump der udgjorde dæmonen, voksede en klistret pøl og en stank af råddent forurenet vand fyldte rummet med en tæthed der var uhørt. Den mørkegrønne top og de løse grå joggingbukser hun havde på, blev i løbet af ganske kort tid mørke og indsmurte i den afskyelige væske.

Maven hævede og sænkede sig i takt med Narcissas hæse umenneskelige skrig, og det var ikke helt til at vide om den ville eksplodere som en overmoden betændt bums lige om lidt.

Stefans sind skreg nærmest at han skulle se at komme væk i en fart, men han kunne ikke, han kunne ikke bevæge sig væk fra hende, hans krop og sind ville ikke reagere på hans tanker.

Han kneb øjnene hård i og forventede at hvad som helst skulle til at ske. Han nåede dog knap nok at reagere før han nærmest blev kastet væk og ramte væggen . Han var tæt på at miste bevidstheden da smerten jog sig op i hans skulder. Han greb sin skulder og blev liggende på det kolde træ gulv. Han prøvede ihærdigt at holde smerten inde. Var den gået af led? eller brækket?

Han åbnede sine sammen knebene øjne og det var først nu at han hørte kvinden på gulvet, som jamrede sig og skreg, skreg så højt at det næsten gjorde ondt i hans stakkels øre. Kort tid efter flød stanken hen over ham og han tog sig hurtigt til næsen og munden og prøvede desperat at holde sin frokost indebords, sikke en rædsel, hvordan kunne en god aften med en pige ende med det her?!

Han stirrede chokkeret hen på hende og han havde svært ved at få overblik over noget som helst. Han blinkede da kort med øjnene da der begyndte at danse sig små sorte pletter for hans nethinde. Han havde ikke tid til at besvime nu, han blev nødt til at holde sig ved bevidstheden. Han ville ikke dø sådan her. men en ting var sikkert, gravide kvinder ville forevigt være en sand rædsel for ham.

Procella blottede de skarpe tænder og den dybe knurren i hendes hals rumlede forventningsfuldt da Stefan blev stødt bort og dæmonens krop røg op med et sæt. Procellas krop kørte på halv auto-pilot. Hun var så meget rovdyr, at hun stod et langt øjeblik forvirret og gloede på den uformelige bunke dæmon på gulvet der lå og vred sig. Hvad pokker var det her nu for en slags kneb? Var det et "åh jeg er kommet til skade...NU kommer jeg og æder dig!!!". Hm...det så umiddelbart ikke ud som om Nari ville æde nogen som helst?

Den dybe knurren døde hen, og Procella virrede lidt på hovedet. Det lød som tøvende poppende popcorn der meget tøvende bankede imod hende. Hun var ikke helt parat til at give op på sit oparbejdede kamp-mode...men så igen...

Hendes blik gled...meget tøvende...til Stefan. Det var mest en skævning ud af øjenkrogen. Fandme om hun skulle have struben flået ud fordi hun stod og glanede efter det selv samme menneske som hun havde besluttet sig for at redde, selvom han satme ikke fortjente det! Der måtte sguda være en udløbsfrist på hvor mange gange det SAMME menneske havde ret til at opføre sig dumt!

"Dude?"

Procellas stemme var næsten ugenkendelig fordi den var rusten af hendes knurren. Hun rømmede sig kraftigt da den knækkede over og prøvede igen, denne gang en oktav lysere.

"Ay! Stefan? You alive over there? Get the fuck up from the floor! Stop acting like her fucking fooo....oh fuck me!"

Jægerens fine næse skreg da stanken ramte hende som en fysisk mur. Procella havde lyst til at pive som en hund der var blevet tæsket fra sans og samling, og rystende krøllede sig sammen i et hjørne. Alle hendes sanser havde været i komplet overdrive, og nu ramte en hørm hende som hun havde meget svært ved at få sin hjerne til at sætte ord på. En jæger blev trænet i at undertvinge sin krops signaler og behov, og det var nok omtrendt det ENESTE der reddede hende fra at lande på hænder og knæ, for at have et ufrivilligt gensyn med sin frokost.

Nu kunne hun så nøjes med at mærke mundvandet løbe ud mellem tænderne, imens hun krampagtigt sank...igen...og igen...imens hendes mave kværnede. En del af hendes hjerne skreg al mulig slags information til hende, og holdt sig ganske kølig og distanceret, og den dyriske del af hende havde mest af alt lyst til at flå døren op og gispe store mundfulde klar vinterluft til sig. Procella vaklede kort. Hun virrede på hovedet som en panter der havde tumlet ud af et træ, og liiiige skulle have skruet det massive hoved fast igen, før det stoisk lod som om det aldrig var sket...

Dæmon...skrigeri...
Dæmon...ikke æde menneske...
Godt så...
Menneske...rode rundt ved væg...i live...Måtte man gå ud fra. Man vidste aldrig med Stefan
Dæmon...stor mave...dårlig plan...
Dæmon...ildelugtende...whatever-ness...endnu dårligere plan...
Jæger...plus dæmon...plus en goodiebag of doom....plan in the making...

Procella stavrede over mod dæmonen med tasken trækkende efter sig. Hun stirrede ned på den vridende klump "I once was a very pretty shitbag". Jægeren stønnede halvkvalt, og skubbede tungen op i den bagerste del af ganen i forsøg på at blokere for sin lugtesans...hvilket havde omtrendt lige så meget effekt som...ingenting!

"so much for a bloody happy reunion huh? Always with the drama!"

Halvsnerrede hun ned til dæmonen, i et tæmmelig spagt forsøg på en tør joke, men den lød en smule tam i hendes eget hoved. Måske var det den let ynkelige gurglelyd det efterfulgte hendes rasende ord.

"You are so goddamn useless! Stefan! I'm gonna kick your ass into kingdom come! Stop moaning and get over here! I swear to God, I'm gonna kill you myself if you leave me with this shit!"

Det lød et vådt smask da Procella trådte nærmere og satte sin fod i noget mørkt...vådt...ildelugtende snask....

...they are never gonna be clean...You are SO gonna pay for new boots you stinking preggy fucking demon!

Procella skulle lige til at trække vejret dybt for at samle tålmodighed, men fik til ALT held stoppet sig selv sekundet før...det var meget muligt hun ikke ville have kunne modstå fristelsen til at brække sig ud over dæmonen, eller simpelthen være skredet hvis hun havde gjort det.

(( Admin-besked: Okay der har været lidt forvirring omkring rækkefølgen, hvilket faktisk har betydet der ikke er blevet skrevet hele dagen fordi folk ventet pænt på hinanden. Pokkers! Hahaha! Anyway! Vi ridser lige op hvordan rækkefølgen ser ud pt!

Stefan
Narcissa
Procella

Det betyder at Stefan har den næste post, og såfremdeles!))

Stefan tog sig kort til hovedet og nikkede så forsigtigt da han hørte Procella råbe over til ham "Ja .. ja .. jeg er okay" sagde han så forsikrende og støttede sig op imod væggen for at komme op på benene igen. Satans, den skulder pint ham som helved. Han håbede inderligt at det bare var slaget der fik det til at gøre så ondt og ikke fordi den var brækket.

"Stop med at råbe af mig!" sagde han så lidt irriteret og tog ærmet til næsen. Han gik lidt tættere på, tøvende, han havde virkeligt ikke lyst til at nærme sig dét der, men ikke nok med at hans næse var i smerte, så var hans øre også, sikke et mareridt. Han kunne ikke få sig selv til at komme mere end en meters afstand fra den sindssyge gravide kvinde, det var afskyeligt og hvorfor var han overhovedet her!? Hvorfor var han taget herhen! "Skal hun føde!? nu?!" spurgte han så lidt panisk og prøvede så vidt muligt ikke at trække vejret uden helt at dø. Han gik et lille skridt tilbage da noget af den ildelugtende væske gled hen imod hans fødder og nær havde ødelagt et af de eneste par sko han ejede. Han vidste ikke hvad han skulle gøre for at .. hjælpe? Hvis hun virkeligt skulle føde? Hvad gjorde man så? og hvad ville der komme ud af hende? Børn .. eller .. monstre?

Skikkelsen på gulvet blev konstant vredet i absurde positioner af gennemgribende kramper. For hver eneste blev pølen under hende mere og mere mørk.

For Narcissa var verden ét stort flammehav, eller som en basin fyldt med indviet helligt vand. Der var kortere og kortere tid imellem veerne nu, og hun kunne slet ikke følge med mere. For nogle minutter siden havde der stadig været bare en smule tanke tilbage i hende - lidt beslutsomhed. Nu havde hun opgivet, givet sig hen til smerterne og droppet kampen.

Dæmonen på gulvet skælvede og dybe støn slap hendes strube. Var der er kort glimt at bøn i blikket? Var det som om det ledte efter Procella? I næste sekund undslap et skrig hende og kroppen spændtes i en bue så den overdrevent store mave stod op imod loftet i et absurd billede.

Det var nu.

Narcissa mærkede hvordan hun gik i stykker. Hendes skød brændt, om muligt, endnu mere og væske flød. Lange klør flåede bukserne i stykker og afslørede at fødslen var godt i gang. Toppen af et mørkt hoved anedes, trænede øjne ville igennem mørket kunne se mørkt hår på barneissen.

Procella så næsten fortvivlet på Stefan og vinkede hidsigt af ham for at få mennesket til at sætte røven i frigear.

"Don't know! My best guess would be yes, but I've never seen this shit before! That looks fucking freaky! Wait...wait! I don't want her to snap you like a fucking twig!"

Procella holdt afværgende en hånd op før Stefan kom helt tæt på, og gav sig febrilsk til at rode rundt i tasken. Hun havde ikke rigtigt forberedt sig, for hun havde for fanden ikke vidst hvad hun skulle forberede sig på! Og selv hvis hun havde, så var det ikke ligefrem fordi der var en opskrift på hvordan man assisterede en dæmon i...hvad det nu end var hun lavede. Procella slog ting ihjel...Det lød godt nok også som om Narcissa var godt på vej til at blive slået ihjel...

Procella strøg irritabelt det lange hår ud af øjnene da det blev ved med at falde fremefter og forstyrre hendes udsyn til taskens dyb. Det her var godt nok back to basics på den virkelig nederen måde, men hun blev jo nødt til at forsøge sig med noget! Procella begyndte at flå reb op af tasken med lange seje bevægelser.

Sorry Nari...you're a demon. I hope you understand and forgive me...

Jægeren rakte om langs siden og flåede en drikkedunk frem, hun bed sammen om den med tænderne og skruede på den måde låget af, og pøsede vandet ud over rebet

"Lord Jesus, I ask you today to cover Me and mine, with your precious blood and protection. Uncover any hidden plot of the enemy before it has a chance to take root or effect or do any harm."

Procellas fingre masserede væden ind i de stramme rebfibre og hævede stemmen over dæmonens skingre skrig

"Alert us to any hidden plots against us and provide in advance a solution to any damage the enemy tries to do! Bind and make mute any evil spirits that try to manifest or attach themselves to us in any way! We ask you to please hide from the enemy, the personal plans and ministries you have for us, so he has no access or knowledge of them. Let no weapon formed against us be able to prosper!"

Oh shit...I'm so sorry Nari. Really...I am...

Procella forsøgte at fange dæmonens blik og håbede at hendes rovdyrgule øjne flammede af mere end blot den hede bøn til Herren for at skærme hende selv og mennesket, i forsøg på at binde dæmonen og hindre hende i at knuse dem begge i forsøg på at hjælpe hende.

"In the name of Jesus Christ, I rebuke any curses, hexes or spells sent against us! I bind all interplay, interaction and communication of evil spirits, and I claim the protection of the shed blood of Jesus Christ!"

Rebet der praktisk talt svømmede i hellig vand blev i ét nu kastet ned over dæmonen. Procellas bevægelse gjorde at lange reb meget gerne skulle ligge sig hen over brystet ved dæmonens kraveben, og skuldre, og derved holde hendes overarme.

"STEFAN! NOW! GET THE OTHER END OF THE ROPE! PUT IT OVER HER THIGHS! WE NEED TO PIN HER DOWN! MOVE!"

Procella bankede en hånd ned i brystet på Narcissa som en understegelse af at rebet og den voldsomme rå magi der blev hidkaldt. Procella så ikke dette som magi. Magi var hekseri. Dette var Skaberen. Hendes urokkelige tro på at Gud var med hende, og hun var et værktøj, var det der bruste igennem hende som hvidglødende ild og fik de små dun til at rejse sig på hendes arme.

"Evil spirit, I bind you in the Name of Jesus Christ, and command you to go to the foot of the cross. I. Command. You. I. Bind. You. You ugly motherfucker!"

Hun blottede de skarpe tænder og snerrede ned i dæmonens ansigt, vel vidende at hvis dette ikke virkede så var der en overhængende mulighed for at både hun selv og Stefan ville være prisgivede. Derfor var det godt at man ikke var i tvivl om sin egen ufejlbarlighed. At fejle var ikke en mulighed. Tvivl fandtes ikke. Arrogance, urokkelig tro, og VIDEN om at man var den bedste, hver eneste gang, det var opskriften på at være jæger, og dette indeholdt Procella i overflod.

Stefan kiggede panisk på hende, hvad? Vidste hun det heller ikke, skulle hun ikke vide sådan noget, skulle hun ikke være den kloge af dem?! Det var jo blot værre det her, når de begge ikke vidste noget. For helved.

Han lagde hænderne for sin mund og næse og tog en dyb indåndig ellers ville han da ende med at panisk anfald eller at rende ud af døren - og det sidste han ville var at kvinden her, som han faktisk ikke kunne huske hvad hed, skulle hade ham, desuden havde hun lige redet hans liv vist, så han ville nok have en hvis dårlig samvittighed hvis han tog halen mellem benene og skred.

Han havde lyst til at spørge hende hvad fanden hun havde gang i med det reb? Men der var vist ikke tid til spørgsmål, for så fik han smidt et reb i armene. Han fumlede desperat med det og fik taget ordentligt fat og lagt det som hun sagde og holdt så godt fat som han nu kunne. Han følte at han var en del af en eller syg hekse film - og ham som troede han havde set alt - noget sagde ham der var meget han slet ikke havde fået set endnu. Kunne de ikke bare slå kvinden ihjel, hun var jo tydeligvist til farer for alle og en hver der kom i nærheden af hende.

De steder rebet rørte ved den gennemsigtige hud lød der en syden og røg steg op. Havde det ikke været fordi rummet allerede stank noget så forfærdeligt, ville lugten af brændt hud trænge igennem alt. Men det lugtede ikke rigtigt som stegt svin, som mennesker ville gøre. Der var en kvalm sødme over stanken, næsten som sydende karamel med et tvist af brændt hår.

For hvert et ord der forlod Procellas læber gav dæmonen på gulvet sig. På trods af at det ikke burde være muligt for hende at opfatte noget igennem smerten, var det som om ordene faldt ned og lagde sig over hende som en tyk dyne. Sammen med rebet blev hun presset imod gulvet og igennem smertehelvedet fyldtes Narcissa med følelsen af at være spærret inde, støbt ned i cement - hvilket blot fik den hysteriske dæmon til at miste sig selv endnu mere.

Fra kvinden på gulvet, der var som boltet fast på gulvet af rebet, sprang små glimt at skærende hvidt lys. På gulvet omkring hende dansede skyggerne ukontrollerede.

Et dybt, hult og hjertensskærende skrig rullede over Narcissas sprukne mørkeblå læber. Med ét blev det afbrudt og i stedet begyndte tykt sort halvt koaguleret blod at løbe ud af hendes mund. Samtidig var der noget der gik i stykker med en fugtig lyd. Med et næsten hørbart 'flop' gled noget uformeligt ud imellem de spredte ben og lagde sig til rette mellem dæmonens knæ. Trøjen der havde dækket den store mave bevægede sig underligt levende, næsten som forsøgte noget at trænge igennem den alt imens den blev mere og mere våd. I næste nu hørtes noget der næsten kunne lyde som... et barneskrig?

(Chaos-dices rolled and ruled in the birth-department)

Procella tillod sig selv et lille smil. Back in business. Narcissa var reduceret til en skrigende dæmon, og jægeren måtte kæmpe med sig selv for ikke at glide over i at blive "Reaper", for så ville Nari aldrig forlade huset igen. Hell...hun ville ikke engang komme op fra gulvet.

"Oh will you shut the fuck up? You aren't even human! One more squeal out of you, and I'll cut your fucking tongue out and feed it to you! Like we're not having enough problems without cops bursting in any minute because YOU sound like someone is killing you!"

Hvæste Procella brutalt, og vendte med et væmmet udtryk ansigtet mod klumpen af nyfødt klamhed på gulvet. Jægeren stønnede af ækelhedsfaktoren i det, da hun greb fat i navlestrengen, og ved DEN skabte luft mellem den nyfødte tingest og gulvet imens hun stirrede intenst på den.

Soul...it has a soul Moonchild...
- Huh...you don't say? A soul? What the fuck is that?
Not demon, that's for sure...

Procella knækkede nakke og rakte resolut tingen over mod Stefan. Da hun gjorde det smuttede den ud af hendes greb. Procella gispede af forskrækkelse.

"STEFAN!"

Hun kunne ikke nå at sige mere. Uden at vide hvorvidt Stefan greb "mandlen" eller ej, blev hun i same nu distraheret af synet direkte under sig. Hvis hun havde haft tid til at reflektere nærmere over det ville hun have sagt at noget kørte en hånd synligt med fingre mod indersiden af Narcissas mave. Men børn lå teknisk set slet ikke i maven, og hvad fanden vidste Procella overhoved om graviditeter eller fødsler. Én ting vidste hun dog...

"Your going the wrong way motherfucker!"

Jægeren smækkede en hånd med udspilede fingre ned mod Narcissas mave for at udligne trykket. Hvis et eller andet var igang med at fucking grave sig vej ud af dæmonen, så ville det have lidt besvær med at skulle grave sig igennem en hidsig jæger først

"BEHAVE YOU LITTLE PIECE OF SHIT! DON'T THINK I WONT STAB YOU THROUGH HER UGLY DEMON PUSSY IF YOU TRY TO PLAY CHICKEN WITH ME! I Have no hessitations towards you. I...don't...give....a...fuck...So do *you* wanner see the light of day before I might kill you, or do you wanner finish it now? Your bloody choice hell-spawn!

Et sted i Procellas baghoved blev en lille fnisende vuggevise nynnet lavmælt. En kort kulderystelse gik gennem kvinden. Micha var lidt for meget i hopla til at hun følte sig helt afbalanceret.

Stefan følte han var ved at blive døv af alt den skrigeri, det her var jo en helved. Han kiggede med store øjne, urgh det lignede faktisk en baby .. eller en meget .. klam baby. Men på trods af sin foragt for tingen, der skulle forestille en baby, var han af ren refleks ned på knæ og greb den i det den smuttede ud af Procellas greb.
Han holdt den med strakte arme og kom op på benene igen og hans bukser var nu smurt ind i det ildelugtende stads fra kvinden hvilket atter fik ham til næsten at gylpe sin frokost op, et bad ville være godt lige nu.

Han kiggede på væsnet i sine hænder som var begyndt at skrige op og græde, åh gud! Så få det til at stoppe! Hvordan fik man en baby til at stoppe med at græde?! Kunne han flygte nu? men ville barnet overleve her? Skulle han tage barnet med sig? Ikke at han ønskede sig et barn, men han synes alligevel ikke det fortjente at .. blive dræbt eller sådan noget. Han kiggede ned på procella " Er der .. én mere?!" var det ikke nok med denne ene!

Under Procellas hånd bevægede det sidste barn sig med en styrke der burde forskrække hvem som helst... men Procella var ikke hvem som helst.

I en glidende bølge der tegnede sig hen over dæmonens udspilede mave bevægede barnet sig ned mod Narcissas underliv. Atter lød der næsten et plop og ud gled dét der tilsyneladende skulle minde om en klump baby og usandsynlige mængder af den ildelugtende væske.

Næsten som var dæmonen blev slået omkuld, gispede hun og alt lyd og bevægelse stoppede. De sorte øjne stirrede tomt op i loftet og den hvide hud skinnede svagt i det dunkle rum. Hun lignede mest af alt et grusomt lig, et offer for en forfærdelig forbrydelse som hun lå der. Det eneste der hørtes var den stille syden af rebet imod huden, og barnegråden fra den indsmurte klump i menneskedrengens arme.

I baggrunden hørtes vind og regn i den mørke nat der omgav det lille hus. Narcissa gjorde ingen tegn til at ville bevæge sig, end ænse noget i øjeblikket omkring hende. Pølen på gulvet blev større og større, for langsomt at stoppe med at vokse. Bittesmå hænder, med noget der mest af alt lignede klør kæmpede for at bryde den klistrede masse der omgav det, som det lå der på gulvet imellem hundæmonens ben.

I Stefans arme åbnede barnet dets mund i endnu et næsten uskyldigt vræl.

I en verden der mestendels bestod af mørke kæmpede Narcissa for at samle sig selv. Hun famlede fremad imod en ekkoet af en hvisken, en stemme hun kunne genkende. I brudstykker opfattede hun ord uden mening og lyden af... et barn?

Azuriel..?

((Info. Nari har spurgt om du og jeg - aka Procella og Stefan - ikke lige kan tage et par indlæg frem og tilbage da hun pt. ligger og leger koma-tøs))

Procella havde i dén grad et følelsemæssigt bånd med skrigballonen i Stefans arme. Hun havde også mest af alt lyst til at græde. Eller strangulere det sære væsen. Det kunne være hun skulle flippe en mønt afsted og se hvad lykkens guder mente om den sag

Blasphemous little moonchild

Lød det grusomt med en lillepigefnisen i jægerens bevidsthed. Procella stønnede lavmælt og gned kort håndryggen mod panden som for at tvære stemmen bort, men det resulterede i en blåsort smattet udtværing i hendes ansigt i stedet for. Hendes mave slog nogle fantastiske koldbøtter der ville have været en akrobot værdig.

"Ungh! Unless she is making bloody popcorn in there, my guess would be yes!"

Jægerns stemme skælvede kraftigt af undertrykte opkastningskramper. Hvorfor fanden i helvede skulle dæmoner være så forbandet klamme?! Med væmmelsen tydeligt malet i ansigtet betragtede jægeren den kæmpende skabning i bølgende membran på gulvet.

Yes...

Et hedt sus flammede gennem Procella

He is without a soul moonchild

Jægeren var lige ved at stoppe op da hun rakte ud efter navlestrengen der stadig var begravet et sted dybt i Narcissa, men hun fortsatte bevægelsen før det blev for tydeligt at hun havde tøvet. Stik imod alt der kunne have stået i samtlige lægebøger snoede Procella strengen et par gange om hånden og flåede den over med en ulækker flæsende kød-lyd. Hun havde ingen anelse om hvorvidt der fandtes noget sådant som moderkage men det var heller ikke ligefrem fordi Procella havde læst op på det her emne, eller haft tid til det.

H-he?
- Oh yes. The abomination is a male...gender does not matter golden-eyes. You know what to do.
Yeah. My job fucking sucks
- Pretend you do not love it. Speak with a snakes tongue. I know what song your dreams sing to me.
You be quiet now!

En lav ildevarslende hvæsen steg i jægerens hoved og hun gispede svagt. En blanding af dyg smerte og nydelse kæmpede om overtaget i hendes krop. Blodet kogte i hendes åre altimens hendes rovdyrgule øjne var som naglet til membranen

Take him! Now! Before the fragile beast is born!

Uden at stoppe sig selv, og uden ønske om det lagde Procella varsomt hænderne om den smattede bølgende tingest. Vand. Hun skulle bruge vand!

"Human. Follow me. We need a bathroom. Do not harm the child in your arms!"

Tingesten havde sjæl. Hun vidste ikke hvad den var, men sjælen trak hende umiddelbart bort fra at gøre det fortræd...for nu.

Stefan var lige ved at panikke endnu mere da barnet i hans arme begyndte at bryde ud i gråd. Han lagde barnet lidt bedre til rette og mere kærligt i sine arme, den klistrede baby virkede dog ikke til at stoppe lige forløbeligt. Han prøvede så at vugge barnet i sine arme "Shh shh" prøvede han og havde stadig den ustoppelige kvalme, som på ingen måde blev dæmpet af det Procella havde gang i, hvad det end var kvindemenesket lavede med den hånd, det sted!

Han var virkeligt glad for at han ikke havde taget sin yndlings trøje på i aften, for hans trøje blev helt smurt ind i det klamme stads på grund af babyen i hans arme. Han nikkede lidt anspændt til det Procella sagde og kiggede hurtigt rundt i stuen.

Han fandt hurtigt frem til et badeværelse i den anden ende af stuen og gik hen til dæren, han skubbede den op med albuen og gik ind "Hvad skal du bruge? Skal du bruge vand?" spurgte han så forvirret og tændt lyset i loftet og følte blot endnu mere trang til et bad ved synet af det hvide badekar.

Procella forsøgte at se over skulderen på den høje ranglede dreng og endte med at puffe ham mere eller mindre ind i badeværelset fordi det var lettere at rambukke sig ind i ham end at diskutere det her. Hun tvivlede kraftigt på at Narcissa eller Stefan ville finde det her som den mest geniale ide nogensinde hvis hun sagligt forklarede hvad der skulle til at ske.

"Yes! Water! We need to get this goo of off them!"

Perfekt! Det var faktisk lige før Stefan kom med alle forklaringerne før hun nåede at tænke på hvilken løgn hun skulle stikke. Hun kunne have kysset Stefan for at være så god til at følge andre uden nogensinde at stoppe op og brokke sig over hvad der egentlig skete omkring ham.

Procella så sig lidt febrilsk omkring. Dæmonen var igang med at flytte ind, men alligevel var der småting på badeværelset. Toiletpapir?! Dæmoner sked sguda ikke? Jægeren var lige ved at ryste på hovedet over synet. Nå men det var sikkert en del af det der med at skulle føle sig menneskelig eller snyde de mennesker der kom. Hvis mennesker gik på toilettet plejede det altid at være en smule akut hvis der manglede toiletpapir. Alligevel var det en så underlig detalje i jægerens verden at hun faktisk lagde mærke til det. Hvis dæmonen havde sørget for lokumspapir hvad fanden havde hun så ellers sørget for?

Jægeren smækkede det høje skab op og noget lyserødt væltede ned i hovedet på hende. Hun gav et forskrækket kvæk fra sig. Meget kunne man sige om Narcissa, men god til at stable håndklæder var ikke en af dem. Den lille kvinde lavede en mental facepalm da en let aromatisk blanding af fersken og rosenknopper steg fra hendes alternative togafest som havde lagt sig på hendes regnvåde hår og drapperet sig over hendes skuldre. SELVFØLGELIG skulle tøsedæmonen smøre sine håndklæder ind i parfume...en TØSET parfume.

Hun bed tænderne sammen, og det var lige før man kunne høre hvordan tænderne knagede i protest da de blev kværnet mod hinanden.

"girly...towels..."

Brumlede hun surt for sig selv og headbangede arrigt for at få håndklædet bort, hvilket fik det til at glide halvt ned i øjnene på hende i stedet for

"DUDE! I can't see! A little help here please?!"

Hylede Procella, tæt på at trampe surt i gulvet. Hun var smurt ind i en blanding af dæmon-slam og parfumerede håndklæder?! Come on! Var der ingen grænser for hvor nederen hendes arbejde skulle have LOV til at være?!

På trods af den ellers ret så alvorlige situation de stod i, Var Stefan tæt på at grine af Procella da de tøseficerede håndklæder væltede ned i hovedet på hende. Han skyndte sig at fjerne håndklædet fra hendes ansigt "undskyld" mumlede han så og gik hen til badekaret. Han satte proppen i med hånden han ikke bar barnet i, hvorefter han tændt for vandet. Han var ikke sikker på om han gjorde det rigtige eller hvad hun skulle bruge vandet til. Men han følte ligsom ikke rigtig at der var brug for spørgsmål lige nu, det hele var ret anspændt.

Han håbede bare selv at han kunne få lov at få et bad snart og få lov at stille det her barn fra sig. Urgh han var bange for at han gjorde det ondt eller at det skulle begynde at græde igen.

"Der er vand i badekaret" sagde han så og rykkede sig lidt væk så hun kunne komme til. Han havde tusinde spørgsmål til Procella når de en gang endeligt var færdige her. Det var lettere irriterende at hun vidste så meget om ham - som han ikke var helt sikker på hvordan hun vidste - og han knap nok vidste hvad hun hed altså.

"Perfect! Thanks! Hey could you like...uhm...pack the baby in some towels while I clean this one up?"

Hun fangede et håndklæde på støvlesnuden, og fik hoppende og hinkende lempet det op på kanten af håndvasken, utroligt nok uden at tabe den slimede ting i hendes arme. Hun skævede til badekaret med det tempererede vand. Hendes hjerte bankede tungt i hendes bryst, og fik pulsen til at suse i hendes ører.

Hun var ikke helt sikker på om Stefan ville prøve at stoppe hende, men sandsynligheden for at han overhoved ikke vidste hvad fanden der foregik var større og dermed havde hun nogle trumfer på hånden. Dæmonbabyer var skrøbelige. Hvis det afskum kunne avle som kaniner ville de have været som kakkelakker på nuværende tidspunkt. Skadedyrssammenligningen vaar ikke helt ude i skoven, men heldigvis var der ikke lige så mange af dem. Mange dæmonkvinder havde det med at æde deres afkom. Mandlige dæmoner havde det med at skride efter de havde avlet og mennesker som havde overnaturligt afkom endte med at efterlade dem eller på forsiden af en avis fordi de havde druknet dem i badekaret eller efterladt dem spændende steder.

Et lille smil spillede over jægerens læber ved tanken. Hun havde ikke planer om at drukne ungen. Ikke direkte. Meeen det var noget i samme boldgade.

Come on Stefan...just look away a few seconds. That's all I ask. Be a good little human and look at the baby

Ville hun bade babyen, hvad med at kigge til moderen inden? Var hun ikke døende eller sådan noget .. ikke at han havde så meget lyst til at .. mh ja .. du ved, efter at hun havde prøvet at dræbe ham.

Stefan vågnede lidt op fra sine tanker, Åh ja selvfølgeligt, god idé. Han nikkede "Jo .. ja selvfølgeligt" sagde han så og fangede et af de lyserøde håndklæder som var på renden til at falde ud af skabet. Han pakkede babyen omhyggeligt ind og tørrede lidt af stadset fra dens ansigt væk. Okay helt ulækker var den ikke, den var var da meget sød vel .. også begyndte barnet at græde også var det idylliske øjeblik ødelagt igen.

Han prøvede desperat at vugge barnet, åh for helved, så ti dog stille. Var den sulten eller sådan noget? Men dens mor var jo halv døende inde på stuegulvet.

Procellas blik flakkede let.

Shit...here we go
- Moonchild don't have such a faul mouth now. We are calling God
Thank you...so much
- Oh you are very welcome! Carry on!

Jægeren stønnede halvkvalt og trådte hurtigt hen til badekaret. Hendes ene arm lå fast forankret om tingesten der, men hun nægtede at forholde sig til den. Det var sikrest indtil videre. Hendes læber bevægede sig pludselig i rivende hast imens hun mumlende bad. Den frie hånd gled ned i det varme vand og nærmest kærtegnede det...det var nok den bedste beskrivelse.

"Almighty God the father of our lorde Jesus Christ, who hath regenerate thee by water and the holy ghost, and hath given unto thee remission of all thy sinnes: he vouchsafe to anoint thee with the unction of his holy spirit, and bring thee to the inheritance of everlasting life."

Go on now child. Go on...

Procellas stemme hævede sig en smule. Hendes stemme var mere end en mumlen, men en tone højere end en hvisken

"Heavenly Father, let the healing waters of my baptism now flow back through the maternal and paternal generations to purify my family line of satan and sin. I come before You, Father, and ask forgiveness for myself, my relatives, and my ancestors, for any calling upon powers that set themselves up in opposition to You or that do not offer true honor to Jesus Christ. In Jesus' Holy Name, I now reclaim any territory that was handed over to satan and place it under the Lordship of Jesus Christ."

Procella løftede den våde hånd som hun havde kørt i vandoverfladen. Hun tøvede et sekund. Hun holdt vejret. Hun vidste hvad der ville ske. Hvad der måtte ske. Det kunne ikke være anerledes. Dette var ikke en hybrid. Det var en fuldblodsdæmon, og hun havde intet valg.

"Lord Jesus, in Your Holy Name, I bind all evil spirits of the air, water, ground, underground, and netherworld. I further bind, in Jesus' Name, any and all emissaries of the satanic headquarters and claim the Precious Blood of Jesus on the air, atmosphere, water, ground and their fruits around us, the underground and the netherworld below.

Heavenly Father, allow Your Son Jesus to come now with the Holy Spirit, the Blessed Virgin Mary, the holy angels and the saints to protect me from all harm and to keep all evil spirits from taking revenge on me in any way."

That's a good girl!

Sukkede en stemme længselsfuldt i Procellas bevidsthed. Dråberne faldt fra jægerens fingre. Procellas krop stivnede da hendes muskler trak sig sammen i hendes skuldre og nakke og hun automatisk prøvede at trække sig bagover og væk fra barnet i hendes arme. Alting i hendes verden gik som i slowmotion da kraften trak sig sammen i det hellige vand og faldt mod den vederstyggelige tingest i hendes armkrog. Som havde vandet været kogende og hældt ud over en isfrossen plæne, stod en sky af miniature dampe op fra babykroppen og næsten umulige skrig lød fra skabningen. Man kunne sammenligne det med en blanding af et menneske i yderste pine og panikslagne svin til slagtning, det var ikke menneskeligt og det var absolut ikke muligt at den slags lyde skulle kunne komme fra et spædbarn.

SHUT IT UP! NOW HUNTER!

Procella tænkte ikke engang over det, hun smed barnet fra sig. Direkte ned i badekaret, der for hendes blik glødede op mod barnet. En del af hendes hjerne registrerede med forundring hvordan skønheden i den lille krop fik vandet til at vige ved rå magt og forsøg på at beskytte sig selv. Et kort sekund. Så lød det som hvis man havde smidt en glohed pande direkte ned i en opvaskebalje og de forfærdelige skrig blev dæmpet da vandet med et brus lukkede sig omkring det skrigende spædbarn

"God indeed is my savior...I am confident and unafraid. My strength and courage is the Lord, and he has been my savior"

Gispede hun.

Skrigene fra karret strækte sig igennem huset og ind i stuen, hvor små, næsten umærkelige, ryk afslørede at den nybagte mor fangede dem. Igennem det mørktlagte sind trængte skrigene ind, vred sig igennem de nysbagte sjælebånd til sin mor, der i virkeligheden ikke var sjælebånd i og med at hverken afkom eller moder ejede sådanne, og afkrævede hendes hjælp. Nu!

Få sekunder skete ikke meget med den unaturlige skikkelse, men kort efter åbnedes Narcissas øjne. I de afgrundsdybe sorte huler glimtede et had så voldsomt som kun en mor i rå desperation kan føle... Et løfte til alle der så hende om at verden ville brænde før børnene igen hvilede trygt i hendes arme.

Langsomt, knirkende og indsmurt i slim begyndte kroppen at bevæge sig. Først trillede hun sig sammen om sig selv, derefter rundt på maven, og langsomt forsøgte dæmonen at skubbe sig op på armene.

Narcissa fattede ikke meget selv, der var ingen dybere refleksion over hendes handlinger, ikke nogen vurdering af hvem der toturerede ungen, eller hvorfor. Ingen anden tanke end at nogen gjorde skade på hendes afkom, og at vedkommende skulle lide en lang og smertefuld død.