Turning upside down [Pro+Stefan]

Stefan så forskrækket på hende da de gennemtrængende skrig gav ekko i badeværelset, han tog sig hurtigt til det ene øre og havde nært tabt barnet i sine hænder "Hvad laver du!?!" råbte han så og kiggede ned i badekaret "Hvorfor dræber du den!? du dræber jo barnet!" råbte han så panisk og skulle til at skubbe hende væk, da han hørte noget ude fra stuen, han kiggede hurtigt hen imod døren.

"Hvad var det?" mumlede han så og følte han var del af en eller anden klam gyserfilm, Han turde ikke gå hen til døren - hvad hvis det var .. hende? Hvordan ville hun ikke reagere ved at Procella havde slået hendes barn ihjel, hvad hvis hun troede at han havde været med til det!

"Hvorfor har du slået hendes barn ihjel! Hun er jo farlig!" sagde han så blev næsten sur på hende nu "Det er da det dummeste, at slå en sindssyg dæmon tings barn ihjel!" sagde han så og barnet begyndte at græde igen.

((Der er slået med terninger og resultaterne er blevet skrevet privat til de deltagende i tråden))

"W-wha..."

Procella nærmest hoppede da Stefan skreg af hende. Hendes læber gled fra hinanden og de store rovdyrgule øjne så panisk på mennesket. Hendes hænder rystede kraftigt. De dirrede ikke, de direkte rystede.

Oh my God...Oh my God...Oh my God...
- Yes Moonchild. Looks like your God came through. Oh wait. He's not finished yet

Der var en ondskabsfuld latter et sted i jægerens bevidsthed

"Killing it?! Wh-what do you mean killing it?! I'm cleaning it! Fuck! HEY! Help me! You can't leave if it's dying! STEFAN!"

Jægerens stemme steg så højt at den faktisk brast midt i det hele. Hun kastede sig ind over badekaret og stak begge arme ned i vandet og rodede vildt efter kroppen dernede, der var skjult under den kogende boblende overflade

Oh no you don't, you naughty naughty girl!

Da Procellas hænder ramte hud under vandet og hendes fingre grabbede ud efter hvad end de kunne få fat i, føltes det som om hun fik et slag mellem skulderbladende. Hendes overkrop blev presset ned over vandet. I instinktiv reaktion vred hun hovedet bagover for at komme væk fra den kogende overflade, men samtidig kunne hun mærke hvordan noget blev naglet fast mod bunden af badekaret, fast forankret under hendes hænder.

En flygtig tanke strøg gennem jægerens hoved. En af de der tanker man ikke kan stoppe, men egentlig heller ikke nå at tænke nærmere over i selve øjeblikket

...How the fuck did he know she was a demon...?

Stefan så forvirret på hende og gik selv nærmest i panik "Sådan bader man ikke barn!" sagde han så og følte sig virkeligt ikke i stand til at hjælpe med et grædende barn i favnen. Forhelved hvor var det besværligt med et læs kød hængende.

Han følte dog at han blev nødt til at hjælpe, da han synes det tog alt for lang tid med at få barnet op. Han lagde forsigtig barnet i vasketøjskurven på gulvet og havde efterhånden vendt sig til lyden af babygråd.

"lad mig hjælpe!" sagde han så lettere irriteret på hende, burde hun ikke være den der var god til børn? Hun var en kvinde altså, men propper sgu da ikke hele barnet ned i vandet altså!

Så snart Stefan nærmede sig badekaret var det som om presset mod Procellas ryg forsvandt. Med et gisp og halvdelen af badevandet følgende efter sig op faldt hun bagover og ned på røven. Vandet syntes at blive mindre "opkogt".

Yeeees. Please let him help

Den iskolde fnisen fik Procella til at fryse, og det var ikke ligefrem en god ting når man var i en gennemblødt læderjakke.

"Stefan! It's drowning! Grab it!"

Jægeren lød stadig panikken. Da mennesket hastede frem mod badekaret var der et lille anstrøg af et forventningsfuldt smil om de fyldige læber. Tingesten havde nok været i live...eller hvad pokker man skulle kalde det...men det her ville den ikke kunne overleve. En dæmonbaby marineret i helligt vand. De store rovdyrgule øjne for ud til siden og hæftede sig ved en bevægelse. Et håndklæde.

But you...what the hell are you? With a soul you should not be burned from the water...

Med spænding af musklerne omkring sine øjne rakte hun tøvende ud efter det lyserøde håndklæde. Fingrene dirrede som var hun bange for at røre ved det spæde barn, og det var hun også et eller andet sted. Hvis tingesten her heller ikke kunne tåle helligt vand...så var den mere uhellig end den var menneskelig, og konsekvensen af det var astronomisk i hendes verden. Hendes fingre stoppede ud for kinden.

PleasePleasePleasePleasePleasePlease!

Procella lukkede tænderne om det bløde kød i kinden og holdt vejret. Hendes fingre var våde. Den ene centimeter der var over til den bløde babyhud...hun kunne ikke krydse den. Hun kneb øjnene sammen og bed hårdere ned i kinden

Oh come on!

Stefan greb ned efter barnet i badekaret og det han fik fat omkring barnet, smuttede den bløde babyhud i mellem fingrene på ham og babyen faldt til bunden igen "For satan!" bandede han irriteret, fuck fuck fuck, barnet er jo allerede dødt altså! Han prøvede igen og nåede lige til overfladen med barnet, da det igen smuttede i mellem hans fingre "Lorte, fucking slim!" svovlede han så "Barnet dør jo!" sagde han, så det rungede i badeværelset og .. var der en snært af gråd i hans stemme?

Han kiggede ned på babyen på bunden .. og følte det allerede var for sent, et spædbarn ville jo ikke kunne overleve at være under vand så længe. De kunne knap nok tåle at sove på ryggen altså .. eller var det maven? Han sukkede opgivende og tog så en dyb indånding for ikke at få et følelsesmæssigt sammenbrud midt i det hele over tabet på en baby der ikke en gang var hans, forhelved altså.

Han vendte sin opmærksomhed hen på det stadig grædende barn i vasketøjskurven og tørrede hurtigt sine hænder og arme i et af de lyserøde håndklæder, før han han løftede barnet op i sine arme og vuggede det "Shh" mumlede han så og kunne godt mærke hvordan hovedpinen krøb frem pga. alt den babygråd.

For satan han kunne være hurtig ham Stefan! En smule målløs vaklede Procella da hun blev skuldret af vejen og faktisk bed rigtigt hul i kinden over overraskelsesmomentet i det. Hun åbnede munden og skulle til at skrige at han skulle stoppe - manden var jo fuldstændig sjaskvåd af helligt vand - og stod og måbede en smule over det faktum at ungen skreg, men det lod ikke til at have noget med vandet at gøre.

Et eller andet sted tillod Procella sig en lille bitte taknemmelig tanke til de højere magter. Et drab i aften måtte være mere end rigeligt.

Oh yeah...

"Damnit Stefan! The baby! DUDE!"

Hvorfor fanden havde han opgivet at "redde" ungen i karet?! Ikke at den stod til at redde, men det virkede bare så overlagt lusket hvis de begge holdt op med at prøve. Procella hamrede hånden ned i en stor rund metalknap. En slubrende gurglen startede da det store kar grådigt begyndte at hive mundfulde af vand ind gennem de dertil indrettede kanaler og skylle det ulækre vand ud der var i det.

Boblerne var holdt op men der flød nærmest olieagtige plamager rundt på overfladen og skjulte indhold og karbund for deres blikke.

"Fuck me...FUCK ME! That thing out there is gonna eat the baby, and then us! We have to get out of here!"

Hvis hun fik den vendt til os-mod-verden og hun blev Stefans fortrolige så ville resten bare være så uendeligt meget lettere!

Stefan vendte sig imod procella da hun råbte af ham "BABYEN ER ALLEREDE DØD!" skreg han så og blev overrasket over sig selv " .. den er død, okay .. lad den ligge" mumlede han så og vendte sit blik fra Procella da der kom tårer i øjnene på ham. Han var jo bare et menneske forhelved.

Han kiggede hen imod døren og tørrede hurtigt sine tårer væk fra øjnene, han havde ikke ligefrem lyst til at vise mere af sine svage sider til Procella, som om hun ikke synes han var umandig nok i forevejen "Hvordan?! hvordan kommer vi ud, uden at skulle forbi hende?" sagde han så lettere panisk, Han ville ikke dø nu! Han kiggede hurtigt efter et vindue og fandt et forenden af badeværelset "Vinduet?! Kan det åbnes så vi kan komme ud igennem det?" spurgte han så og gik hen til vinduet og hev lidt i det med en ene hånd.

"Uhm..."

Procella stirrede en smule uintelligent på Stefan og måtte lige bruge et par sekunder på at samle sig igen. Hold da op for en emotionel udladning? Teknisk set var det vel ikke så underligt at han reagerede. Han havde lige prøvet at redde en baby og den var...vidst nok...død..men Procella var ikke helt normalt skruet sammen og den her reaktion virkede bare så dramaqueen-agtig i hendes verden og hun blev en smule paf over den. Hun rakte kort ud og lidt klodset lagde hun en hånd på Stefans skulder, som hun derpå klappede lidt akavet et par gange.

Hun rømmede sig kort og så alle mulige andre steder hen. Han græd jo? Hvad fanden skulle hun stille op med det?! Hun kunne tackle vrede og angreb. Men tårer? Åh gud nej! Hvis de også skulle kramme....Vindue?

"Let me try..."

Procellas stemme var underligt...omsorgsfuld? Nej det kunne da ikke passe? Vel? Der var noget afdæmpet og blidt, og det var lige før de vilde øjne hun så på ham med var venlige. Altså så venlig som man kunne forestille sig en løvinde være.

"Hm..It's a tilter. Wait...Got it!"

Den lille kvinde fik afluret mekanikken i vinduet og skubbede til det, efter at have kørt låsemekanismerne i siderne op. Vinduets øverste del tippede ind i lokalet, og den underste forsvandt ud i natten, efterladende et stort gabende hul hvorigennem man forholdsvis nemt kunne møve sig ud, hvis man ikke havde for meget på sidebenene og det var ikke ligefrem en problematik Stefan eller Procella lod til at slås det store med.

"My bag...I have to get it. Can you get out on your own? I'll follow in just a sec. I'm not leaving you. I promise I'll come back. Hear me?"

Hun så insisterende på ham. Hvis hun mistede ham til panik eller generelt hans tillid så vidste hun ikke helt hvad det kunne betyde for hende. For babyen. For...Narcissa?

Et øredøvende brag afbrød barnegråden fra Stefans arme. Træ splintredes idet hundæmonens krop bragede imod dørkarmen med en sindssyg hastighed og styrke. Det sorte hår mindede mere om sorte flammer der slikkede omkring det nærmest blåhvide ansigt med de sorte dybe øjne.

Overalt omkring dem flød små træsplinter og Narcissa stoppede op i noget der mindede om et halvt sekund. Det var som om barnet i Stefans arme reagerede på sin moders nærvær, i hvert fald var der ingen gråd længere. Dæmonens øjne strejfede mennesket med barnet og konstaterede at det ikke var en umiddelbar trussel.

Procella derimod... øjnene gled fra jægeren imod badekarret og gradvist hen over det næste sekund begyndte skyggerne i det lille badeværelse af danse faretruende. Lange mørke arme greb ud og ind i lyset, for at sluge det og dæmpe.

Få øjeblikke tidligere inde i stuen havde dæmonen været fastlåst af velsignede reb og haft svært ved at flytte sig. Men samtidig med at Narcissa havde opfattet en mumlen et sted fra sig, og i sit indre mærket sit barn desperat skrige om hjælp - ikke med lyd, men gennem magiske bånd - mærkede hun hvordan styrken af de magiske lænker aftog gradvist. I lange øjeblikke, der for hende strakte sig over flere evigheder, kæmpede hun med at komme fri, for til sidst at storme imod badeværelset, dog uden at være i stand til at ramme døråbningen i et clean cut.

I stive bevægelser kæmpede Narcissa, der stadig var i så ren rå magisk form som hun nogensinde havde været det, sig nu frem imod badekarret, alt imens det overnaturlige mørke tilsidst slugte hvert en lysstråle omkring personerne i badeværelset. Rovdyret nærmede sig sit afkom...

Stefan knugede nærmest beskyttende barnet indtil sig da hun kom ind med et brag. Han bakkede imod vinduet efter kort at havde stået nærmest lammet.

Han blinkede dog kort med øjnene og kravlede hurtigt ud ad vinduet og var tæt på at snuble på vejen da han kun kunne bruge den ene hånd, Han vidste ikke helt om han skulle løbe eller blive stående. Ville hun løbe efter ham? Han havde jo hendes barn?

Han nåede dog ikke at tænke meget længere over det, før han pludseligt vat løb, Ja okay, han ville helst gerne væk derfra, så hurtigt som muligt.

Han holdt barnet tæt indtil sig og anede overhovedet ikke hvor han befandt sig, men han blev bare ved med at løbe væk fra huset. Det var ikke lige det han havde planlagt at bruge sin lørdag aften på, at flygte med et spædbarn i armene.

Det føltes som om at vinden slog ham i ansigtet, det var bidende koldt, godt at han havde bundet barnet ind i de bløde og varme håndklæder. Ham selv bar jo kun sin jakke og var smurt ind i klamt stads og med våde ærmer - han måtte finde et sikkert sted - men han havde ingen idé om hvor han skulle løbe hen.

((Skal lige høre med Nari om hun vil kort ind og svare i henhold til at der er slået et slag med terningerne som hun har fået på pb eller om jeg skal tage teten herfra?))

(( Du smider bare et svar... så kommer der bare konsekvenser alt efter hvad Procella gør xD ))

Procella så Stefan forsvinde ud af vinduet med spædbarnet, men hun så det gennem øjenkrogen. Hendes blik var fæstnet på skikkelsen der var så ødelagt efterhånden at hun havde svært ved at holde sammen på sin skikkelse.

En gnist af ægte medlidenhed flammede kort op i hende. Narcissa havde ringet til hende i ren desperation og fordi hun ikke havde andre i sit liv. Hun havde skreget om hjælp. Procella var kommet og ikke anet hvad hun skulle forvente. Dæmonen var blevet flået i stykker af sit eget afkom. Det afkom hun havde længtes så kraftigt efter. Var det Azuriels barn? Det der var overlevet altså. Var det hans sidste forsøg på at redde dæmonen? Hun vidste det ikke. Hun vidste bare at hun ikke kunne tillade Narcissa at slå det ihjel. Eller Stefan for den sags skyld.

"I'm sorry Nari. You asked for my help, and now your gonna get it whether you like it or not. I can't trust you to be you right now. I am trying to be what you once asked me to be. Your friend"

Med de ord sugede jægeren kortvarigt luft dybt ind i lungerne, stålsatte sin krop, sank ned i hofte og knæ. Hun drejede kroppen sidelæns og gjorde som Jay havde lært hende. Hun trak ikke skuldrende op omkring ørene som de fleste ellers ville være fristede til, for så risikerede hun at brække nakken på sig selv. I et eksplosivt udbrud for at have overraskelsen på sin side, satte hun af. Selvom gulvet sejlede i helligt vand, så tyngede vægten af den enorme ringbrynje-læderjakke hende ned, og støvlernes tykke gummiegreb gjorde at hun ikke stod på røven.

Hun sigtede efter dæmonens mave. Hendes intention var at hun i bedste amerikanske fodboldstil, ville IND under dæmonen, bruge sin egen fremdrift, dæmonens svækkede tilstand og hendes dårlige fodfæste, til direkte at løfte hende fra gulvet ved sammenstød. Hvis det lykkedes ville Procellas krop fungere som halvvejs rambuk. Hun havde armene rakt fremefter for hun forsøgte faktisk at bruge den korrekte teknik. Faren var at hvis hun bare løb direkte ind i dæmonen at selvom dæmonen var svækket, at det ville føles for hende som at vade ind i døren på en bil...og det havde hun allerede prøvet én gang i det selskab.

Hun skulle have dæmonen væk fra Stefan. Væk fra barnet med sjæl. Væk fra alt det satans vand der ville gøre hende fortræd.

Mundvigene dirrede let før det trækkedes i dem og et sæt hvide tænder blev blottet i et blændende smil der mest af alt mindede om en sjakals arrige snerren. Var det som svar på Procellas ord, eller var det i erkendelse af at de nu kun var det to der var tilbage? Det lange mørke hår virkede unaturligt let og nærmest dansede omkring det spinkle ansigt som lange urolige skygger. Smilet blev afløst af et forvredet ansigtsudtryk idet hunædmonen trådte endnu et skridt frem og fik placeret sin fod i pølen af vand fra badekarret.

Der lød en svitsende lyd og små røgstriber steg op omkring vand og fod der nærmest med ét så ud som om den var begyndt at koge indvendig. Narcissa hvæsede arrigt af smerte og trak foden til sig for at bevæge sig et par skridt tilbage.

Sekundet senere hørtes en knasen af knogler der kæmper for ikke at give efter og et tungt suk forlod hundæmonen mens hun ufrivilligt bevægede sig baglæns, ude af stand til at bibeholde fodfæste fordi jægeren havde leget rambuk. Dét at Narcissa havde været på vej baglæns gav blot taklingen endnu mere moment. De to skikkelser tumlede bagover, væk fra badeværelsesdøren hvor Narcissa havde befundet sig kort forinden. I faldet greb lange sygeligt tynde fingre ud og greb fat i jægerens overarme. Dæmonens spidse negle gjorde hvad de kunne for at bore sig ind i kvindens kød og samtidig dreje dem begge i faldet. Det lykkedes... næsten.

Sidelæns kurrede de begge hen over gulvet, nærmest som i et favntag og blev stoppet af en hul lyd idet de ramte to bordben. Bordet forsvandt sidelæns ud af billede med et værre rabalder, kun afbrudt af en hæs latter fra Narcissa.

I alt den kaos der havde været dæmonens sind for et øjeblik siden, var tingene atter begyndt at give mening. Eller... så meget mening brudstykker af virkeligheden sat sammen med dele af minder og fantasi nu kunne give. Glimt af en mørk gyde gled forbi for dæmonens indre blik og smerten i maven var i dette tilfældet forårsaget af jægerens hellige stage - ikke fødsel, helligt vand og en takling der svarede til at få en tank smidt i armene.

"How dare you interrupt me? Puny human! Keep your pathetic weapons to yourself."

Stemmen var dyb og havde en overklang Procella ikke havde hørt før. Havde det ikke været fordi skikkelsen til dels stadig lignede Narcissa og tog sig aldeles feminint ud, kunne stemmen ligesåvel have tilhørt en mand... eller et kor af stemmer for den sags skyld. Dæmonen greb ned for at trække stagen ud af sin mave, men stoppede op da den hvide hånd intet fandt andet end en blodig trøje. Et kort sekund så hun helt forvirret ud, før hun rullede sidelæns for at komme væk fra jægerens dødbringende rækkevidde. Det knoglede højrefod var blevet underligt blålig og flere steder underneden sås hud der var blevet ætset af, at mødet med det hellige vand.

"He will kill you! My love. Like you killed it."

En lang arm blev på det sidste ord slynget ud, en finger pegende i retning af badeværelset. Der var ingen tvivl om hvad Narcissa hentydede til, på trods af det unaturligt rolige toneleje. Hun lignede ikke umiddelbart én der havde tænkt sig at gå til angreb og hævne sit afkom, i stedet krøb hun op i fosterstiling og videre op at sidde i lotusstilling.

Det lille mørklagte hus ofrede ikke meget udsyn til det utrænede øje. Kun månelysets skær og en smule lys fra en enlig lampe på badeværelset oplyste stuen hvor de to kvinder befandt sig. Med en snigende fornemmelse begyndte skyggerne i alle husets kroge nærmest at... leve? Hvis man lyttede efter, var det så som om dybe suk hørtes? Eller var det vejrtrækninger? Bevægede de sig, eller var det hele blot puds der blev spillet?

Endnu engang blev mørket brudt af de alt for hvide tænder imod den mørke baggrund. Som hun sad der på gulvet med dansende hår og klør der kradsede langsomt og truende i gulvbrædderne ved hendes side, var der ingen tvivl om hvor langt ude Narcissa var. Omkring hende begyndte luften nærmest at sitre af magiske udladninger, små gnister der ikke sås med det blotte øje, føg omkring hende og skabte en atmosfære der var så tung, at man skulle tro man trak vejret igennem en dyne. De små hår på de bare arme rejste sig, nærmest som var luften elektrisk og... var det ikke som om mørket omkring dem blev tættere og tættere... Var den dybe dunken der uendeligt langsomt fyldte rummet lyden et hjerteslag?

"Mijn kind, nu je rust in het donker jouwe. Laat uw wil betivnges. We staan ​​het sterkst in de band gemaakt van moeder op kind. Met uw wil, nu ik bedwingen, de man die je dagen beëindigd. Haar hart, zal haar ziel de jouwe. Mijn laatste geschenk aan u. Micha you little retarded girl... come and play with me!"

Dæmonen ville have sin hævn, men det var ikke Procella der var ofret. En ed var blevet sagt... hvor der fandtes en ed måtte være end vej. En vej igennem Procella til at ramme Micha. Søstre har vel sjælebånd, ikke sandt?

Ind i mellem var tid en meget underlig størrelse. Der nåede at ske så satans meget i løbet af brøkdele af sekunder. Procellas hjerne arbejdede på et helt andet plan. Hun kæmpede for at holde fast i grebet om sig selv, for hvis hun tippede over kanten og blev Reaper, så vidste hun at hun ville slå Narcissa ihjel. Man kunne ikke leve en livstid og fremelske et specielt karaktertræk, leve, ånde, spise, sove, sågar drømme det niveau af, nåja det kunne vel kaldes fanatisme på et punkt, uden at det blev en integreret del af ens identitet.

Jægerdelen af Procella jublede over dæmonens fejltrin da hun bevægede sig så hun selv havde den taktiske overlegenhed, i hvert fald et kort hjerteslag. Derpå blev hendes verden i slowmotion drejet da den irriterende tingest prøvede at få overtaget. Reaper snerrede arrigt da det tykke læder på ærmerne af jakken kortvarigt blev penetreret. Procella skilte tænderne og snappede advarende af dæmonens ansigt, en hårsbredte fra det, og stadig hængende i luften. Det lød som en gigantisk hækkesaks der blev knaldet sammen, og der kunne ikke være tvivl om det uudtalte budskab - I will bite your fucking face off...

Men før Reaper fik kloet sig vej frem koliderede de kæmpende skikkelser med gulvet, og dæmonens klør blev flået ud af deres greb i jakken. I bedste curlingstil bragede de igennem stuen og smadrede bordet. Procella havde en kort tør strøtanke

What the fuck is it with us and furniture? At least it wasn't the couch this time...

En smule konfus på verden måtte Procella lige få styr på sin verden igen, men hun havde taget styrtet i en vinkel hvor hun faktisk mere havde skøjtet afsted på ringene i jakken, og det ækle dæmonblod som Narcissa slæbte rundt i hele huset havde fungeret som aparte glidecreme. Hvis hun havde haft reel tid til at overveje hvor mange faktore der faktisk spillede til hendes fordel var hun nok blevet lamslået og havde givet sig til at grine over absurditeten i det, men det havde hun ikke. Hvis hun ikke kom på benene så var det tvivlsomt at dæmonen ville lade hende leve længe nok til rent faktisk at fortryde hun havde sovet i timen, for kællingen var fra koncepterne...og hvad fanden lavede hun nu?! Skulle hun meditere?!

"Heh...did you ever wonder why..."

Procella satte hænderne i gulvet, og i en glidende bevægelse der faktisk virkede alt for glidende til at være rigtig menneskelig, skubbede hun i en lang bevægelse fødderne ind under sig og kom lynsnart og uden at vakle i perfekt opretstående balance.

"...demon always seem to refer to humans as puny when they are loosing? By the way cupcake, I'm about as human as the fucking carpet, but a whole lot prettier. What is up with your decorating anyway? For a niece of Wicked, I would have expected a bit more...hm...just more?"

Jægeren så sig overskudsagtigt omkring...lod det til. Hun fjernede på intet tidspunkt fokus fra dæmonen. Hun var jo for fanden ikke bygget af dumhed, men den bedste strategi lige nu var ikke at spille med på den vogn Narcissa prøvede at køre. At møde en dæmon på dens betingelser, specielt hvis den var presset, var at spille sig selv op i et dumt hjørne. Og helt ærligt, hvor meget mere presset kunne Narcissa blive? Hun havde lige gennemgået den dybeste mishandling af de to styks...ja hvad end de var...i flere måneder, derpå havde hun undergået en en rituel binding, som hun på en eller anden måde havde fået brudt trods alle odds, hvorefter hun gik i fysisk kamp med den overnaturlige jæger, der trods alt havde fået næsten bugt med hende et par gange, og nu sad hun gudhjælpemig og...legede med magi? Hvis ikke hun fik distraheret hende og stoppet hende i hendes foretagende så endte det sgu med at dæmonen slog sig selv ihjel med sit vanvid. Hun burde bruge hvad lidt kræfter hun havde på at søge at helbrede sine skader og ikke sidde og lege kylling med....

...Oh fuck me...DON'T!!!

De fyldige læber blev spidset til en lille trutmund og det ene øjenbryn hævet. Et eller andet bevægede sig kort bag de rovdyrgule øjne. Noget faldt bort. En form for menneskelighed? Det var egentlig ikke fordi Procella ændrede udseende. Det var mere noget i hendes kropsholdning. En måde at stå på? En måde at holde hovedet på? Der var noget anerledes over den lille tiltning af den skarpe kæbelinje, og blikket der før havde været udfordrende og vagtsomt var nu....Kort sagt ville det nok få de fleste til at tage benene på nakken i sin komplette mangel på empati og den iskolde grusomhed der var. Øjnene der betragtede Narcissa var som et barn der studerede en mariehøne, og fandt den underholdende, men samtidig vidste man også bare at det var et spørgsmål om tid før insektet blev brændt levende med et forstørrelsesglas, bare fordi det var mere sardistisk og momentært anerledes.

Skyggerne syntes at glide frem mod jægeren, og så stoppe. Dirre. Trak de sig tilbage fra hende eller lød de hendes bud?

"Do the bad girl wanner play? Catch me!"

Noget så perverst som en lillepigefnisen lød fra jægerens læber. Den var overhoved ikke passende til den voksne kvinde, og den var fuld af løfter og forhåbninger om ondskab. Stemmen var også anerledes. Lysere? Som et rovdyr, var Procella i bevægelse. Det gik alt alt alt for hurtigt. Som om nogen havde trykket på en fjernbetjening! Intet menneske havde nogensinde været i stand til at bevæge sig på den måde. Den sære vindeltrappe der førte op til etagen over var beboet af en skygge, og derpå var der intet. Til gengæld hørte man tydeligt afkortede bumb fra fødder der bevægede sig hen over gulvet ovenpå.

Man skal ind i mellem være forsigtig med hvad man ønsker sig, og hvordan man ønsker sig det. Denne gang lod det til at Narcissas ønske var blevet opfyldt, men med hvilken konsekvens for hende? Og hvilken konsekvens for jægeren?

Narcissas hoved blev tiltet let ved benævnelsen af hendes gudfader. Der var ét eller andet der gav mening, minder der langsomt blev stykket sammen. Jo, hun kunne godt huske Wicked, men lige nu var alt der ikke handlede om en ødelagt Micha irrelevant. Døde sorte øjne stirrede tomt på jægeren i nogle lange øjeblikke, for så at glimte faretruende tilfreds da hun registrerede forandringen hos jægeren. Hundæmonen var ikke et sekund i tvivl om hvad der foregik!

En skrattende latter tog over hvor Michas ord havde udfyldt stilheden. Hun burde måske have overvejet den her situation lidt mere. Overvejet sit næste træk... men sådan virkede verden ikke lige nu. I dette øjeblik handlede det om nuet, om bare at gribe efter de strå der kunne fanges og rette blikket imod hævnens kolde hånd. Alt det der i så mange år havde udgjort Narcissas væsen i denne verden, hendes ham der havde gjort at hun kunne leve blandt mennesker uden at afsløre sig selv ved sin blotte tilstedeværelse, alt det var borte. Aldrig havde hun været så langt ud, eller... så meget i sit rette element. Havde Narcissa fået den oplæring hendes fader burde have givet hende, ville hun i dette øjeblik være mere end blot farlig. Men fordi driften var så instinktiv, så uovervejet blev det i stedet til noget der mindede om et hysterisk barn på trip... okay... et barn med potentiale til at rive biler midt over.

Dæmoniske øjne fulgte bevægelserne igennem stuen og op af trappen. På trods af at hun med sine skarpe øjne havde mulighed for overhovedet at følge jægeren, så hun ikke den mørkhårede kvinde i skarpe billeder, men snarere slørrede sammenklip. Anisgtet blev stift og livsløst idet skikkelsen, der tidligere havde siddet på gulvet, satte i bevægelse. Bevægelserne var halvkluntede og slet ikke i nærheden af at være lige så graciøse som normalt. Men hvem kunne bebrejde hende efter at hun havde været igennem.

Hvad der måske var to minutter senere nærmede skikkelsen sig endelig trappen. Fra køkkenet spredte sig en stank af gas og i én af de knoglede blålige hænder holdt Narcissa en lighter.

Trappen gav knap nok lyd fra sig, som hun langsomt og roligt bevægede sig op af den. Det var ikke fordi Narcissa gjorde sig umage for at snige sig, nok nærmere det faktum at den tynde skikkelse for hvert sekund der gik blev mere og mere slørret og gled mere og mere i ét med skyggerne omkring hende. Det kødlige væsen hun havde været veg ganske langsomt bort for flagrende og destruktivt mørke.

"That oath... we are gonna undo it, you know. By the way... Tell me Micha, do you like a nice fire?"

På første sal stoppede skikkelsen op og to sorte glimt skannede den lille gang. To af dørene var lukkede, den trejde åben.

"I thought you wanted to play with me? I am disapointed my dear."

Omkring hendes dansede mørket tættere og tættere. Narcissa forsøgte at samle skyggerne omkring sig, men det var som om de flakkede og var utrolige. Dæmonen var træt, brugt og havde ikke megen energi tilbage at bruge af... men hun nægtede at indrømme det selv.

"Micha... let me ask you something. How come you can be here... and there. In Daya. At the same time? Oh... and did you make my dear uncle leave? Bad girl..."

Med ét sprang hun frem, strakte sin ene arm frem og lod den føre direkte imod døren til sin højre. Bag den lå et lille kammer hvori der var et bord med en laptop. Det eneste andet ud over dette var loftslemmen.

Døren gav efter med et hult knæk og sprang åben.

((Efter tilladelse af Narcissa, samt terningeslag, ventes der på endnu en aktør ;) ))

Det var overraskende nok ikke Procellas indtræden hos en fødende dæmon der havde fået englens opmærksomhed, ironisk nok havde den sorthårrede kvinde fundet sig en stor fluffy og ikke mindst lyserød candyfloss, der var bedre til at fange hendes opmærksomhed end jægerens himmelråbende stupiditet og overmodighed.
Døren til opgangen blev med en kende besvær skubbet op, som englen bakkede ind, med en stor tot lyserødt sukker i den ene hånd og en stor indkøbspose i den anden, inden hun i ren og skær dovenskab trykkede på knappen til elevatoren og stoppede endnu en tot af det søde stads i munden med stor veltilfredshed. Den lille bagerste banken i hovedet var efterhånden kronisk, tilsyneladende havde hendes nye menneske en tendens til at være konstant i fare, og englen havde med stor tålmodighed og et dusin redningsforsøg lært at ignorere følelsen, mere eller mindre i hvert fald, også selvom det til tider var værre end andre.
Det klassiske 'ding' fik hendes opmærksomhed fra den nagende rumsteren i baghovedet og trådte ind, inden hun drejede nøglen og nåede ind i sin lejlighed hvor inkøbsposen blev slynget ind på køkkenbordet og pakket ud løbende.
"Yea, I hear you little lady, please make someone lock you up a couple of weeks!" Mumlede hun, kort inden et ryk i hele kroppen fortalte hende, at nu var den ved at være helt gal. De store vinger kom kort efter tilsyne ved en let klagen, inden englen lænede sig imod vinduet, det var helt mørkt takket været årstiden, det ville ikke blive et problem at flyve.
Den bidende frost mindede englen om, at hun skulle til at finde sig en ordentlig frakke til flyvning, den eneste velegnede vinge-jakke hun var i besiddelse af var en brun læderjakke der tydeligvis havde set nyere dage, men det måtte klare sagen for nu. Inden længe trak det alternative bånd mellem Izriel og Procella englen ned til et lille hus. Eller måske rettere ned I et lille hus, for i en bunke af halm, siv og fjer fandt englen sig meget pludseligt på et trægulv i et lille mørkt lokale.
*Støn* I en langsom anstrengt bevægelse kom englen på benene og fik børstet lidt gulligt støv af sig, inden hun kiggede sig omkring efter de forskellige parter. Ingen hjemme. Hun var tilsyneladende havnet på et lille loft, stråtægt, men nu med et stort hul i taget. Englen viftede i et lille sæt med vingerne, hvilket fik flere strå til at risle ud mellem fjerene. "Great! Just perfect! I love old houses!" Englen skævede rundt til hun fik øje på en lille lem i loftet der hurtigt blev flået åben og den mørke kvindestemme bragede igennem huset. "Procella?" Idet hun sprang ned på førstesalen, lettere kluntet takket være forvirringen over halmen der dryssede i et let spor efter hende, blev hun ramt af en ækel lugt og kort efter synet af en spinkel lille kvinde i en døråbning. Væsenet var tydeligvis sjæleløst og havde vidst været ude for lidt af hvert hvis man fik kigget ordentligt på hende.
"God, that smells. Pff, Procella? Are you in there? I told you to play nice with the other kids! You're comming with me young lady!"
Englen viftede lidt med hånden imod dæmonen, men skævede imod rummet Narcissa spærrede for, inden hun sendte Narcissa et skarpt blik, meget kunne man sige, men hun så umiddelbart ikke sund ud, hvad end hun var ville englen bare gerne væk derfra, små sjæleløse ting var ikke just på listen over Izriels bedste venner og Izriel var ikke just selv på toppen med halm i håret og støvede vinger

((Riiiiigtig mange terninger slået))

Der blev ikke svaret på dæmonens forsøg på provokation. Der strakte sig en lang ildevarslende stilhed i huset. Den type stilhed hvor man syntes man kunne høre en mus sløvt gumle på sit vinterforråd før den vendte sig om på den anden side og pibende boblede videre. Et glimt i mørket af hvide tænder der blev blottet i et koldt forventningsfuldt smil. Men da en dør bragede op var der umiddelbart ikke det store at se?

Det handlede så til gengæld om at det lille kammer var udstyret med en tværbjælke, og som en burre i pelsen på dyr, hang en lille mørkhåret kvinde, omvendt og så ned på dæmonen, og gjorde sig klar til spring. Og så lød det som om verden var ved at gå i stykker! Smilet stivnede og blev en irriteret grimasse. Der var noget svært ødelæggende over den drejning legen udviklede sig.

Procella?

Det mørkhårede væsen under loftsbjælken bed tænderne sammen. Hun var ikke færdig endnu! Ord gav genlyd i hendes hoved og noget kloede rundt derinde.

God...
Are you in here?
God is in here...
God is here.
I AM HERE!

Jægeren blinkede med øjnene. Hvad? Hendes verden gav ikke mening? Hvor var hun? Hendes fingre holdt på..ingenting? Med et forskrækket skrig fandt hun sig pludselig som offer for naturloven, mistede alt hvad der hed greb og faldt som en sten.

"G-goddamnit...."

Stønnede hun hult og begyndte at hoste som reaktion på at hends krop forsøgte at fylde de forpinte lunger efter den grundige "rygplasker" hun havde fået. Hun havde overhoved ikke overblik over hvad fanden der egentlig foregik. Hvor pokker var hun henne?! Et eller andet rørte hende i ansigtet og i refleks tævede hun sig selv i hovedet med nærmest pejlende paniske hænder imens hun spyttede vildt. Fjer? Sorte dun klistrede sig til hendes tunge og en underlig smag af stald? Hun forsøgte klodset at rulle om på maven, halvvejs ved at kløjes i sorte dun i hendes mund. Hvorfor fanden havde hun sorte dun i munden?!

Det var en ret uheldig possition at være havnet i med en engel på den ene side og en dæmon på den anden. På et mere filosofisk plan var det noget eksistensielt tragisk i situationen. En engel på den ene side, en dæmon på den anden, og en jæger der meget gerne ville slå begge ihjel, men momentært var forhindret. Procellas liv i en nøddeskal...

Døren bragede op, tidsnok til at Narcissa så Procella glide ned af tværbjælken og ramme jorden med et hårdt bump. De sorte øjne spærredes op i forundring over englens tilstedeværelse og en svag trækning gled hen over det iskolde ansigt.

Hundæmonens krop, der allerede var i fart imod jægeren, satte ikke farten ned. Men i stedet for at kaste sig frådende over Procella, fortsatte skikkelsen hen over jægeren på gulvet og med mørke skygger der halsede efter hende, kastede hun sig imod englen.

Dæmonen havde i springet smidt lighteren fra sig. Med en åben lem til loftet, hvorigennem iskold vind sev ind, var den smule gas komfuret på etagen nedeunder kunne producere, ikke nok til at antænde noget alligevel. 

Da angrebet blev sat ind, var valget faldet på englen. Mest af alt fordi jægeren lige nu ikke lignede nogen reel trussel, men også fordi noget rent instinktivt trådte ind hos Narcissa. En medfødt lyst til at flå vinger ud af ryggen på engle... en fristelse der var for meget at takke nej tak til.

Som i slowmotion så hundæmonen den mørkhårede engel komme tættere og tættere på, eller rettere... sig selv bevæge sig fremad. De fyldige læber, det bølgende hår og ikke mindst den bløde hud der om et splitsekund skulle flås af lange spidse klør. Som hun hang dér, vægtløs i luften, strakte det halve sekund sig ud i evigheder, hvori kløerne på hendes fremstrakte højre hånd langsomt nærmede sig englens hals. Et halvt sekund hvor det også gryede for hende hvorfor hun det sidste lange stykke tid havde holdt sig langt væk fra engle... 

That goddammed aura!


Narcissa var ikke sine tankers lattervækkende ironi bevidst.

Det tog ikke lang tid for englen at opfatte, at dæmonen pludseligt havde udset hende som en lille snack, til fordel for den forvirrede jæger. Et øjeblik overvejede Izriel om det kunne betale sig for hende, at svinge ud after den spinkle dæmon og stikke hende en solid flad med den fjerbeklædte vinge, men risikoen for at kvinden ville ende i en stor sky af sorte fjer og englen med en brækket vinge var sgu lidt for stor. I stedet trådte englen at langt skridt til siden og nåede lige akkurat at sætte et vældig triumferende og kækt smil op, inden hundæmonens aura hamrede imod hendes sanser. Og God, why? Under englen begyndte hendes ben at ekse uhensigtsmæssigt meget, og en solid køresyge-lignende kvalme bragede indover hende, og få sekundter efter, med en vældig ucharmerende gylpelyd, landede en sirupslignende lyserød masse på gulvet foran den nu foroverbøjede engel. I en anstrengt bevægelse hvilede hun kort hånden imod væggen for at støtte de vaklende ben, mens den anden vogtende holdt henover den oprørte mave. I en langsom bevægelse hævede hun hovedet imod Jægeren med et ondsindet utilfredst blik.

"Seriously! WHY Procella? We go, NOW!"

Kiggede man på englens blik var man ikke i tvivl om at hun mente hvad hun sagde, men så man på den fysiske stand kunne man lige så godt bare få det overstået og dø af grin. Hun tog et prøvende skridt langs væggen mens benene dirrede protesterende under hende, inden en tanke pludselig slog ned i hende. Hvad var der blevet af dæmonen?

((Karakterstyring er blevet tilladt af begge parter))

Procella fornemmede kort hvordan noget strøj over over hende. Hun så op, og i slowmotion stirrede hun målløs på dæmonen der "Fløj" hen over hende og direkte i hovedet på...en engel?

"Oh this has got to stop. Demons locking angels up...Why do you have you own angel Nari?!"


Hun famlede ind under sin jakke for at få fat i stagen, nu var det altså nok! Da englen lynhurtigt fik drejet dig udenom dæmonen og smuttede forbi Narcissa så hun bragede halvvejs ind i væggen, og endte med overkroppen halvt inde på loftet, fik jægeren endelig et godt kig på englen, der så valgte dette tidspunkt på at stå og knække sig. 

"Oh...wait. Your my angel. Right....What was you name again?"


Hun virrede kort på hovedet med et forvirret udtryk i ansigtet, men faktisk havde hun halvt en plan. Det var en fuldstændig sindsyg plan, men det var den eneste hun kunne komme op med på nuværende tidspunkt. Izriel havde naturligvis foldet sine vinger ind igen, for ellers havde der ikke været plads til engel, jæger og dæmon i det lille kammer. Hun gled om på siden af englen og klappede hende let på skulderen imens hun brækkede lyserødt klasterstads op. Skjult af hendes egen krop blev stagen trukket. 

"Sorry bout this cupcake..."


Procella vendte hurtigt stagen i hånden så korset blev brugt som slagvåben. Hun hamrende det ind i Izriels ryg, det heeeelt specielle sted og brugte samme smertefulde jæger-teknik hun havde benyttet sig af da Grigori skulle have "klippet sine vinger". Hun dukkede ud af vejen da hun havdeoplevet Izriel i fuld vigør og ikke havde den store interesse i at blive smadret til plukfisk. 

Slaget sad spot-on. Resultatet viste sig et splitsekund efter da englens vinger foldede sig ud, udenfor hendes kontrol. Det var lidt som de der pop-op bøger til små børn. Man trak i flappen og så var der noget der bevægede sig. Procella sad sammenkrøllet på gulvet og stirrede fast på dæmonen. Det var hende der meget gerne skulle have et førsteparket til lala-land, og hvis hun skulle bruge englen for at slå dæmonen ud, så var det noget hun kunne arbejde med!

One heavenly knockout coming up...

Narcissa ramte toppen af stigen, og dermed kanten af hullet i loftet op under taget, med et hult klask. Havde hun haft brug for at trække vejret , havde det været et reelt problem for hende lige nu. Til alt held var hundæmonen ikke ligeså skrøbelig som diverse dødelige. Et brøl slap hendes strube og med arrige kluntede bevægelser vendte hun sig om for at springe ned igen. Denne gang havde hun fordelen i at være højere hævet over englen således at hoppet nedad ville tage kortere tid, derved mindre chance for at den forpulede fjerkost nåede at flytte sig. 

Fordelen forsvandt som dug for solen. I dét sekund hun vendte sig blev sorte fjer nærmest mast ind i hendes ansigt og et øjeblik var det umuligt for hende at orientere sig. Hvis Narcissa havde haft sin fornuft og refleksioner med sig, havde hun undret sig over hvorfor i alverden englen valgte at folde de store vinger ud i så lille et lokale. I stedet blev blålige læber trukket tilbage i et dyrisk hvæs og omkring hende vibrerede skyggerne faretruende. 

Som en guddommelig knytnæve lige midt i synet, ramte Izriels aura hende. Det ene øjeblik gav verden - næsten - mening, det næste blev alt til tågede fornemmelser og en kvalme der ikke kunne beskrives som andet end Guds egen støvle, der trampede rundt i hendes indvolde. Narcissa mistede fuldstændig fornemmelsen af hvad der var op og ned og i et øjebliks komplet forvirring gled hendes fod ud under hende så hun med fægtende arme landende på gulvet med et brag der var børnetegnefilm værdig. 

Midt i alt kaosset, kvalmen, hendes smadrede krop og sorte fjer der dalede omkring hende, ramte en rå panik. En skræk så gennemgribende at hun aldrig havde følt noget sådant før. 

"Waar zijn... ze? Where... are they..."

Forgæves forsøgte dæmonen at vende sig om på maven, men der var foden af en stige i vejen. Narcissa der troede at det var en væg, og som ikke selv helt havde forstået at hun lå ned, forsøgte at kravle ind imod den, næsten som ville hun sætte sig på den. De afgrundsdybe sorte øjne flakkede rundt og ansigtet var malet i en maske af ren afmagt, frygt og dyb sorg. 

"My children... give me... my... children... Procella..?"

Knoglede fingre med spidse klør for enderne rakte fortvivlet ud i lokalet, alt imens hun stadig famlede rundt. Fra Narcissas næse begyndte tyktflydende, næsten sort, blod af flyde i en langsom tynd stribe. 

"Ik... zal je... naam Lehen."

peb hundæmonen med en stemme der lød som tusinde lufttynde stemmer der talte i kor og med en sørgmodighed så dyb at luften næsten fyldtes med den.

Englen rettede sig let op, hun skævede distræt rundt i lokalet. Det var lidt ligesom at se igennem meteret glas og hendes ben eksede faretruende som hun vaklede et skridt imod mennesket. Åndsfraværrende skævede hun mod dæmonen. Hun havde nok haft ondt af Kvinden hvis det ikke lå så dybt i hendes natur at afsky alt satans afkom.
Så drejede de blå øjne imod Procella, inden hun formanende hævede en pegende finger mod kvinden foran hende og åbnede så munden inden mennesket greb fat i hende, og hamrede noget hårdt mod midten af ryggen, hvor en kraftig smerte bredte sig og englen måtte udstøde et tungt støn. De store vinger flaprede voldsomt ud til begge sider, i den ene ende af rummet pressede vingespidsen sig hårdt mod væggen, mens den anden daskede dæmonen med en voldsom fart.
Izriel kneb øjnene sammen, inden hun forsigtigt foldede vingerne sammen med let besvær. Musklen Procella havde ramt i ryggen krampede og gjorde hendes bevægelser ukontrollerbare og besværede.
I en besværet bevæelse plantede englen en hånd på hybridens skulder og rettede sig op, det føltes som om hun havde landet på noget hårdt på ryggen, som når man fik slået luften ud af lungerne. Så stirrede hun olmt på kvinden, med et blik der havde fået lidt mere kontrol over kampen med dæmonauraen og et lille strejf af fornærmelse.

"Woman! Are you trying to kill me?"

Izriel pustede en løs sort lok væk fra ansigtet og håbede et kort øjeblik at Procellas svar ikke var så ærligt som hendes aura nu engang påbød. I en hidsig bevægelse gned hun sig i øjnene og vaklede så nogle skridt væk fra dæmonen for at øge afstanden til den ækle aura lidt. Pludseligt var der et lys der gik op for englen, hvis dæmonen havde født, var der vel en god grund til hendes tilstand. Den slags skulle efter sigende være meget rodet og oftest endnu mere blodigt end en almindelig menneskelig fødsel

"Hopefully, your children are where they belong. In the inner circle of hell!"

Hvæsede englen spydigt mod den nedlagte dæmon, hvilket kort efter fik englen til at gribe hybriden om håndledet i en bestemt bevægelse. Narcissa var måske ikke i bedste stand, men netop som situationen så ud nu gjorde det Izriel til den mest fristende helende potion i miles omkreds. Den sorhårede kvinde rømmede sig utilpast og trak så i Procella.

"Come on young lady. We're going home!"

Procella rynkede let på næsen af medfølelse da Narcissa bragede først den ene og derpå den anden vej.

Ouuuh that's gotta hurt!

Hun sukkede træt og rakte ud med den fri hånd. Hun fjernede en hårlok der var skvattet ned over dæmonens øjne med en nænsom bevægelse.

"I don't know where he is. But if keeping him away from you means you don't get to eat him, I'll send him with Fedex to Nepal"

Jægeren blinkede let med øjnene og rettede sig op i stående tilstand da englen fik hold på sig selv. Hun så en smule forvirret ud. Hvorfor havde hun sagt det? Hun vrængede ansigt af irritation og fnøs over kommentaren fra englen

"Try to kill you? It would have made to much more sense using the sharp end of the potentially lethal pointy-thing in my hand, that very politely poked you"

Et øjenbryn blev hævet og Procella spidsede læberne eftertænksomt

"You do realize you just wished for damnation on children...right? How does that work it's way into the moral-codex of an angel doing surgery on a bloody vampire? Just asking!

En dyb knurren lød fra den mørkhårede kvinde og hun vred sig løs af grebet om hendes håndled

"Hands of Freakazoid! I have work to do, and I'm a bit too old for that mommy-shit!"

Procella tog et par skridt til siden så hun kunne kante sig udenom englen. Derpå rakte hun ned, greb fat om Narcissas ankel, og begyndte at slæbe den mumlende, tiggende og rablende dæmon dæmon efter sig, som en anden sæk kartofler. Noget knaste under hendes støvle. Hun så kort ned på nogle farvede plastikstumper. Havde englen stået og smugrøget? Der lugtede sguda også sådan lidt sært? En summende hovedpine der mindede om tinitus-hovedpine listede sig ind på jægeren. Se det var sgu hvad der skete når man stod i dampe fra en opsprættet dæmon og lige pludselig havde en engel i nakken. Hvor fanden var de overhoved henne?

"Demon...your insides smell so strange..."

Brummede hun og forsøgte at fange det andet ben, så hun ikke fik flækket dæmonen i en alternativ spagat i døråbningen