Turning upside down [Pro+Stefan]

((Stefan har meddelt at med det tidsrum der er i tråden nu, så er det mest plausible for hans rolle at han er stukket af. Senest da der brasede en engel ned i taget. Så Stefan er ude af tråden på nuværende tidspunkt))

((og grundet udviklingen, er det så besluttet at næste post får Izriel))

Englen vippede endnu med skuldrene, den dunkende fornemmelse ville nok ikke aftage sig lige med det samme, ikke hvis hun ikke havde været magisk anlagt i hvert fald. Takket være den solide magi der flød i englens årer, var smerten kort efter forsvundet, og havde efterladt en trykken, næsten som gemte vingerne sig under huden. Det var dog mere irritabelt end decideret smertefuldt og kort efter kunne hun igen vende opmærksomheden imod rummets skændsel.

"Damnation on children would be a compleately other matter. Damnation on the spawn of hell on the other hand is A okay!"

Englen smilede kort et smil, der slet ikke hørte hjemme på det fredelige ansigt, hun havde endnu kvalme fra dæmonens tilstedeværelse, det var næsten som at sidde ved siden af en person i den offentlige transport, der havde badet sig i parfume, og hver gang vedkommende bevægede sig kom den kvalme lugt. I dette tilfælde var det dog ikke en luft, men snare en magisk, klam, kvalm indflydelse. Utroligt egentlig, hvor meget ravage sådan en lille dæmon kunne forårsage.
Der var ikke meget at gøre hvad angik Izriels plan om at trække Procella med sig, den lille dame havde væsentligt flere kræfter end englen og hendes teenage-oprør fik overraskende nok englen til at tage en drastisk beslutning.

"Whatever you want Procella. But if you want to do it your way, I'll do it my way!"

De isblå øjne blev kort rettet imod Procella, det var nok første gang, at hun havde set englen så alvorlig, Izriel var færdig med halve løsninger og med at finde sig i kvindens krumspring.
Englen snurrede imod dæmonen der blev slæbe afsted hen ad gulvet. Så bøjede hun sig over skabningen og slog korsets tegn over det uhellige væsen. De store sorte vinger spredte sig ud i rummet og englen vendte ansigtet imod himlen, eller loftet, i dette tilfælde.

"Júdica Dómine nocéntes me; expúgna impugnántes me.
Confundántur et revereántur quaeréntes ánimam meam.
Avertántur retrórsum et confundántur, cogitántes míhi mála.
Fíant táam quam púlvis ante fáciem vénti: et Ángelus Dómini coárctans eos"

Den latinske remse blev liret af, som om det var det mest naturlige i hele verdenen. Izriel havde oplevet remsen brugt flere gange i klosteret, når dengang såkaldte 'besatte' folk blev bragt ind til en hellig rensning. Nogle af dem var døde, andre havde det ikke hjulpet på og nogle havde oplevet bedring. Dæmoner var en underlig ting og på trods af sine flere hundrede år havde Izriel endnu ikke fundet ud af deres præcise eksistens.
På trods af, at englen virkelig havde lagt alt sjæl i sit lille kristne stunt skete der ikke meget mere, end dæmonen gav nogle halvt klynkende, halvt gurglende lyde fra sig, inden mere ildelugtende blod fossede fra kræet, men død, det var hun bestemt ikke.

"Oh Jesus..."

Englen pustede kinderne op og skævede så til Procella, inden hun tog et langt skridt henover den svækkede dæmon, så forsvandt hun ned ad trapperne med vingerne nu foldet så meget ind til ryggen så muligt, jagten var gået ind, alle måder hvorpå dæmonen kunne slåes ihjel var kærkomne, og ikke længe efter faldt den bevingede kvinde over hvad der nok engang havde været et soigneret køkken, og ikke længe efter fandt hun hvad hun kom efter, at arsenal af køkkenredskaber. I og med at Izriels lille exorsisme ikke var gået helt vel, valgte hun af samme grund et våben der så ud til at have rigeligt med slagkraft; En stor tilsyneladende endnu skarp kødøkse i bunden af skabet.
Faste skridt op ad trappen afslørede, at englen ikke havde givet op, dæmonen skulle aflives, uanset hvad. Igen tog englen den nu endnu værre tilredte dæmon i øjesyn, inden hun med en kende besvær svang det store våben imod brystkassen på kræet, hvilket afgav en dyb knasen og en solid bølge af mørkt blod blev slynget imod englen og efterlod hende indsølet i det lugtende stads. Men en endnu livlig gurglen fra dæmonen fik englen til at miste besindelsen komplet, og med alle kræfter trak hun i kødøksen der nu sad uhjælpeligt fast i den spinkle brystkasse.

"FUCIKING HELL. WHAT THE FUCK ARE YOU?"


Izriel stirrede olmt på Procella, et øjeblik ville man nok mistænke englen for at være blevet sindssyg, men endnu engang for hun ned ad trappen, med en sådan hast, at det halve kunne være nok, denne gang var hun væk længere tid, men efter omkring fem minutter afslørede en rungen de skraben over det ru trægulv, at englen ikke var færdig, og kort efter, med en fysisk voldsom kamp, kom hun trækkende, denne gang bevæbnet med en unaturligt stor hammer, en muggert der var rustet til for længst.

"Thank God for old men keeping ther sheds up to date!"

Englen trak ihærdigt hammeren forbi den efterhånden udpinte dæmon, inden hun med alle fibre i hendes krop fik svinget hammeren op på skulderen. Så lod hun en sidste gang blikket hvile på dæmonens ansigt, mange folk ville nok se en skønhed, Izriel så kun ren og skær ondskab.

"Exsúrgat Deus et dissipéntur inimíci ejus: et fúgiant qui odérunt eum a fácie ejus.
Sicut déficit fumus defíciant; sicut fluit cera a fácie ígnis, sic péreant peccatóres a fácie Dei"

Så svang englen med alle kræfter den store hammer imod dæmonens ansigt, til sidst kun for at høre kraniet der gav efter og hjernemasse der flød som grød ud på gulvet, så en vældig stank, værre end den der ellers havde hersket i huset, bredte sig.

"Amen"

Jægeren rullede let med øjnene. Det var ikke gået hen over hovedet på hende at englen ikke havde svaret på hendes spørgsmål. Kunne det være en mulighed monstro at fjerkosten overhoved ikke havde overvejet at hun teknisk set forsøgte at "redde" sjæleløse skabninger, men gik komplet sidelæns over en random dæmon? Hvilket jo i sig selv var komplet uden for logikkens rammer.

En let gysen løb ned af ryggen på den guløjede kvinde da hendes skytsengel pludselig begyndte at rable. Hun stivnede et splitsekund, stivede sig mentalt og fysisk af fordi hun forventede...et eller andet? Hun så sig en smule undrende tilbage over skulderen da der så faktisk ikke rigtigt syntes at ske noget, og begyndte at småfnise.

"Uhm. I guess it kinda works better if you actually BELIEVE in that shit"

Procella lod englen storme forbi sig og trak med et dybt suk dæmonen videre hen over gulvet. Blev konen tungere eller var det noget hun bildte sig ind? Da englen kom tilbage og tydeligvis efterhånden havde mistet sin sidste rest fornuft - hvilket blev understreget af skråleriet og...en økse...tilbød Procella en smule hjælp.

"It's a demon love. Demon. And they have a habit of being a bit, ahem, uncooperative. Now stop this foolishness before you hurt yourself in the process"

And give me cleaning...

Procella bumpede ned af trappen med dæmonen, hvis hoved lavede nogle ganske usunde lyde mod trappen på hver trin nedefter. Hun registrerede på et sært udeltagende mentalt plan at hun nok ikke var så oprørt over det faktum at dæmonen havde en kødøkse siddende i sit bryst og at det måske var en problematik hun burde overveje...senere...Det kunne være der var en slags psykisk forbindelse eller noget mellem hende og dæmonen for hendes eget begyndte at føles lidt mysti-fystisk...Heh...det var egentlig et sjovt ord...

Med en grynten fik Procella halvt skubbet, halvt rullet dæmonen tilbage i på plads i stuen. Hun fandt det en smule morsomt da englen prustende kom tilbage slæbende på. Æh...hvad var nu dét? En muggert? Hun holdt en hånd op foran sig i en standsende bevægelse.

"Ey...ho-..."

*Smack*

"Aw come on! That kind of behavior is REALLY not gonna make any friends around here!"

Jægeren var ved at være en smule irriteret, men mestendels over at gulvet hældte underligt. Hun tog nogle ragende skridt til siden. Hun var sjovt nok ikke selv opmærksom på det komplet sløvede udtryk i sine egne øjne.

Procellas dødelighed arbejdede i dén grad imod hende. De forstærkede sanser havde på en og samme tid sørget for at hun blev voldsomt påvirket af gassen fra køkkenet og overhoved ikke lagde mærke til det fordi stanken af dæmon overdøvede alt andet i hendes univers.

"Do-don't worry Nari. We-e-ell fix-th that right up"

Procella lavede en stor armbevægelse der vinkende opsumerede hele dæmonens krop. Hva satan var der med det gulv her?! Jægeren ene fod forsvand under hende og fik hende til at stå i en fysisk umulig stilling i et splitsekund før hun med et hult drøn gik sidelæns og tog ekstra bad i dæmon-goo.

"...make-up...lot's and lo-ooot's of make-up. We can fix this. It's n-no problem. Just you listen to me!"

Snøvle-vrøvlede hun og begyndte på et eller andet der lignede sovepose-ormen hen over gulvet.

Englen der hele vejen igennem scenariet havde kæmpet indædt for at ignorere den yderst irriterende hybrid hun på magisk vis var bundet til, endte med at vende snuden mod Procella som hun rynkede læberne sammen i et tydeligt provokeret udtryk, inden hun himlede med øjnene. Nu kunne hun tillade sig at tildele hende opmærksomhed, eftersom dæmonen endeligt besluttede sig for at give slip og kradse af.

"First of all Procella, I do believe in God, otherwise, where should theese come from hm?"

Englen pegede stift bagud med en tommelfinger mod de store sorte vinger der fyldte godt i rummet i forvejen. De blå øjne gled nedover kvinden og ned på den afdøde dæmon der lå for fødderne af englen, diskret rømmede hun sig, mens hun åndsfraværende tørrede hænderne af i de mørke cowboybukser, i tilfælde af, at der endnu skulle sidde dæmon-goo på dem. Så blev blikket igen rettet mod hybriden og øjnene knebet sammen til smalle sprækker.

"Second, we really need to work on your relationship with demons, it's not healthy for either of us!"

Englen slog opgivende ud med hænderne, hun havde inderligt prøvet at ignorere Procella og hendes hang til problemer, men det var efterhånden i døgndrift af hendes babyalarm kimede hende ned og sladrede om, at nu havde Procella rodet sig ud i problemer igen

"And third, but notlast, you can't...."*Klask*

Mennesket havde besluttet sig for at tage lave et stunt der fejlagtigt kunne forveksles med limbo, inden hun tog endnu et bad i flydende dæmon. En hæs pibende strubelyd var alt der undslap englen der i anstrengelse måtte tvinge sig selv til at blive på stedet og ikke vende ryggen til og smutte omgående, hvad lavede hun overhovedet? Det kunne ikke være Izriel der havde påvirket hende, hvis det var det, måtte hun finde ud af hvad hemmeligheden var, for en magisk aura der kunne få jægeren til at gå i gulvet var kun ganske kærkomment.
Hvad der fik Izriels alarmklokker til at ringe var den pludselige og vældigt insisterende trang til Turkish Delight der meldte sig hos englen, ikke at det var unormalt, for det ville virkelig være synd at sige, men at den kom så pludseligt sladrede om, at hendes regenererende evne var på overarbejde.
Med et opmærksomt blik rettede hun hovedet en kende op, inden hun åndede tungt ind, den kvalme fornemmelse var ikke længe om at melde sig grundet alt lugten af dæmon, heldigvis havde hun akkurat selvkontrol nok til at holde endnu en gang mavesyre på plads og samtidig fik hun færten af noget andet. Noget der tydeligvis ikke var sundt.

"Procella, please pull yourself together, this demon is trying to kill me from beyond...  Besides.. No amount of make-up will be able so save that!"

"Pffffhhhh....Demons have wings too you know. And lots of other stuff. Maybe your just a schizophrenic goose who got transformed into a....that..."

Lød det halvslubrende nede fra gulvet af hvor Procella nærmest lå og blæste bobler i dæmon-indmad

"I believe in God too, but you don't see me doing superman-stuff. Please don't have a cape..."

Procella kæmpede sig op i siddende stilling og trak noget langt og slimet ud. Var det et styk-...nej. Ew!

"Y-you kno-ow what? Y-you are just so...cranky! So what if I fuck a liittlebittletittle demon now and then. At least they don't die!"

Hun kiggede ned og klappede snaskegulvet lidt så det sprøjtede rundt

"Well...this one is...NOW. But not because I fucked her. I almost killed her...twice....I think...But we made up. and then you come with your singing, and axes, and...hammers....you just ruin all the fun! If you ax my man, I'll....do something...really UGLY to you! REALLY UGLY!"

Procella stirrede ondt og truende på englen, men i stedet var det en svajen frem og tilbage og øjne der kørte rundt i skallen på hende. Og pludselig begyndte hun at græde.

"Nooo....she was...and you...she needed me...she was my....friend...."

Stemmen var lille, den knækkede over midt i sætningen. Og pludselig så Procella meget lille og skrøbelig ud. Hun så forvirret og ensom ud, midt i resterne af den dæmon hvis forhold hun end ikke selv havde kunne sætte ord på. Nari havde reddet hendes liv. Nari havde reddet hendes børns liv. Hun havde hjulpet dem til verden. Og nu var hun ikke længere. Procellas øjne havde fået en blød smuk honninggylden ravfarve og tårene piplede ud over kanten på dem. Hele hendes krop skælvede under de dybe hulk der kom bag på hende selv.

"Get over it...demons always try to kill you. There are worse things than being dead. She never did anything to you! It was ME she was trying to eat. Narcissa. Come back. Please. I'm sorry. I didn't mean all the bitchy things I always said to you. I almost kinda liked you in the ee-eeend"

Græd jægeren. Hun vidste godt at der ikke var mere at gøre. Og som på tælling begyndte al den ulækre snask på gulvet som var Narcissa at gløde op, som alle dæmoner gjorde det når de gik til grunde.